Fleksibel imødegåelse - 70'ernes NATO strategi

På NATO’s ministerrådsmøde i december 1967 vedtog ministrene til afløsning af den hidtil gældende strategiske koncept om den massive gengældelse koncepten om den fleksible imødegåelse. På NATO-forsvarsministermødet i Bruxelles i december sidste år godkendte ministrene bl.a. studiet om NATO’s forsvarsproblemer i 70’erne. I forbindelse hermed bekræftede de, at koncepten om den fleksible imødegåelse fortsat skulle være gældende. Kaptajn S. S. Jensen, Forsvarsministeriet, analyserer i det følgende indgående denne koncepts indhold og perspektiver

 

Definition.
Den grundlæggende idé i koncepten er opretholdelse af en troværdig afskrækkelse med mulighed for enhver form for militær indsættelse. Denne afskrækkelse, der bygger på princippet om det fremskudte forsvar, kan kun gennemføres med en tilstrækkelig velafbalanceret styrke af konventionelle, taktiske og strategiske styrker. Formålet med denne balance er dels fleksibilitet i indsættelsen af styrkerne med mulighed for at møde et angreb med en styrke, der stort set svarer til angriberens, dels at afskrække gennem mulighed for eskalation. Hvis et angreb ikke derved standses, må »svaret« være af et sådant omfang, at angriberen overbevises om NATO’s vilje til at kæmpe og således fremtvinge en pause, i hvilken risikoen for eskalation kan overvejes.

Et grundprincip i strategien (i forhold til strategien om den massive gengældelse) er at gøre det klart for en angriber, at NATO om nødvendigt er rede til at anvende nucleare våben, samt at angriberen holdes uvidende om tidspunktet for og forholdene omkring anvendelsen. Da strategien med andre ord indebærer mulighed for eskalation til et nucleart angreb, er den frem for alt baseret på kontrollen med eskalationsprocessen og ikke på imødegåelse af ethvert angreb med øjeblikkelig og massiv gengældelse.
 
At vedtage rammerne for en strategisk koncept er et politisk spørgsmål - at udfylde rammerne er, med de midler, der af politikerne stilles til rådighed, et militært. Værdien af og troværdigheden til en koncept mindskes, såfremt disse rammer ikke udfyldes - strategien bliver en illusion.
En strategisk koncept må opfattes som et hele, i hvilket de enkelte faktorer er indbyrdes afhængig af hinanden. For imidlertid at kunne gennemføre en analyse af koncepten om den fleksible imødegåelse er det i det følgende anset for mest hensigtsmæssigt at opløse den i følgende enkeltbestanddele:
1. troværdig afskrækkelse
2. fremskudt forsvar
3. konventionelle styrker
4. taktiske og strategiske nucleare våben
5. eskalation og kontrol med eskalationsprocessen
6. fleksibilitet og »Crisis Management«.
 
Idet der dernæst gives en vurdering af værdien af begrebet »atomtærskel« afrundes med en kort gennemgang af SALT-forhandlingerne, hvis resultat i de kommende år vil øve indflydelse på den strategiske doktrins indhold.
 
Troværdig afskrækkelse.
Troværdig afskrækkelse er evnen til at indsætte enhver form for militær og politisk styrke. Den militære afskrækkelse omfatter såvel nuclear som konventionel indsættelsesmulighed. Ved politisk afskrækkelse forstås tilliden til de ansvarlige beslutningstageres evne og vilje til i en krisesituation at afgøre, hvorvidt overraskelsesmomentet skal udnyttes til at slå først, eller om krisens udvikling skal afventes.
 
NATO’s afskrækkelsesevne kan prioriteres således: 1) det konventionelle forsvar, 2) de taktiske våben og 3) de strategiske våben. Når de strategiske våben placeres som afskrækkende faktor nr. 3, skyldes det, at NATO’s militære øverstkommenderende ikke råder over strategiske våben i et sådant omfang, at alliancen vil kunne drage nogen fordel af dem. Strategisk afskrækkelse - og herunder strategisk balance - beror på USA’s og Sovjetunionens respektive evne til at afskrække hinanden fra angreb samt andre drastiske udfordringer af deres vitale interesser gennem troværdige trusler om modangreb. NATO og Warszawapagten må betragte sig som tilskuere til denne afskrækkelses- og balancekamp, og vil kun kunne drage nytte af den i det omfang de to supermagter finder, det tilgodeser egne interesser. Warszawapagtens strategiske doktrin har i de seneste år nærmet sig koncepten om den fleksible imødegåelse. Begge supermagters konventionelle styrkepotentiel har således fået øget betydning for den troværdige afskrækkelse, hvorfor en konflikt, uanset hvem der måtte initiere den, må forventes indledt med konventionelle midler.
 
Begrundelsen for at placere den konventionelle afskrækkelse som prioritet nr. 1 kan illustreres gennem to forskellige hypotetiske situationer, der kan henføres til såvel NATO’s flanker som til Centralregionen. I den første situation er antallet af NATO’s konventionelle styrker få. Warszawapagten vil med konventionelle styrker kunne gennemføre dyb indtrængen på NATO’s territorium. Den eneste mulighed for at stoppe angrebet er ved anvendelse af nucleare våben. I den anden situation er de stående NATO-styrker tilstrækkelige i kvalitet og kvantitet til umiddelbart at standse ethvert konventionelt angreb. Veludrustede og veluddannede mobiliseringsenheder er til rådighed til hurtig opbakning af de stående styrker. Angrebet kan standses og de indtrængende styrker kastes tilbage gennem indsættelse udelukkende af konventionelle styrker. Hvis man betragter situationerne fra Moskva bliver spørgsmålet, hvilken situation der derfra anses for mest afskrækkende - eller sagt på en anden måde, hvilken situation kan forventes at føre til en nuclear konflikt. Svaret må blive situation nr. to.
 
Situation nr. 1 svarer til mulighederne under den strategiske koncept for den massive gengældelse. Om denne koncept har den tidligere amerikanske hærchef Maxwell Taylor sagt, at »den massive gengældelse vil medføre total ødelæggelse og intet bagefter.« Dette er enhver politiker og militær chef sig fuldt bevidst, hvorfor de vil tøve med at frigøre anvendelse af nucleare våben, hvorfor Moskva vil konkludere, at på grundlag af situation 1, vil et angreb med begrænset mål, med held kunne gennemføres, fordi NATO forventelig ikke umiddelbart vil gribe til anvendelsen af nucleare våben. På NATO’s trussel om modangreb med nucleare våben vil man blot svare, at fjendtlighederne straks vil blive indstillet. Denne »salami-strategi« vil Warszawapagten kunne fortsætte og derfor virker situation nr. 2 mere afskrækkende, idet Warszawapagten for at kunne opnå det ønskede mål, tvinges til at anvende nucleare våben og derved blive den part, der initierer eskalation. At være den, der tager det første skridt på eskalationens stige, vil betyde et tilsvarende prestigemæssigt politisk nederlag - ikke mindst over for den tredie verden.
 
Fremskudt forsvar.
Det fremskudte forsvar omtales tit og ofte - men fejlagtigt - som NATO’s strategi. I henhold til definitionen for den fleksible imødegåelse er det fremskudte forsvar den måde, hvorpå strategien indledningsvis søges gennemført. Det fremskudte forsvar er et strategisk princip, og er nærmest en mellemting mellem den valgte strategi og den taktiske udførelse. For et enkelt medlemsland vil det fremskudte forsvar imidlertid godt kunne være landets strategiske koncept. Denne ambivalens i opfattelse og udlægning, som NATO således står overfor, har givet - og vil så længe den fleksible imødegåelse er gældende strategi - give anledning til diskussion om strategiens anvendelse og fortolkning. Fremskudt forsvar betyder indsættelse af flest mulige midler så tæt mod de fjendtlige enheder som muligt, for derved at hindre tab af eget territorium, mod hvilket en eventuel anvendelse af nucleare våben i så fald kunne blive aktuel.
 
Spørgsmålet er imidlertid, hvor »dybt« forsvaret skal etableres. Set med f.eks. vesttyske og danske øjne, bør et fremskudt forsvar gennemføres så tæt ved demarkationslinien som overhovedet muligt, og det vil være forkert - omend militært set den bedste løsning - at regne med de naturlige hindringer, der vest for demarkationslinien med fordel kunne være anvendt. Politiske motiveringer for styrkernes indsættelse et andet sted end ved demarkationslinien er med den ringe mangel på dybde en absurditet og kan kun være et udtryk for en ensidig politisk løsning af det dansk/ tyske forsvarsproblem. Af hensyn til en mulig anvendelse af nucleare våben bør et fjendtligt angreb snarest efter dets iværksættelse opfanges, så den taktiske nucleare gengældelse, der mest hensigtsmæssigt rettes mod fjendens tunge våben og forsyningsområder, rammer fjendens eget territorium.
 
Adskillige andre problemer knytter sig til princippet om det fremskudte forsvar. Efter Frankrigs udtræden af det integrerede NATO-forsvarssam- arbejde har alliancen mistet et væsentligt bagland, hvorfra hele forsynings- støtten kunne iværksættes, og samtidig, hvad der må karakteriseres som værende af lige så stor betydning, et område, hvorfra taktiske fly kunne operere. Den situation, at NATO kun vil kunne indsætte taktiske fly fra baser i Storbritannien, vil være meget uheldig.
 
Et andet forhold, gom øver stor indflydelse på det fremskudte forsvars gennemførelse, er oplagringen af taktiske nucleare våben i Central- og Sydregionen. I erkendelse af, at våbnene er tilstede, må forsvaret tilrettelægges, så et angreb ikke umiddelbart kan rettes mod de oplagte våben, idet dette vil medføre en uønsket eskalation til et niveau, der forventelig ikke har været tilsigtet i konfliktens indledende fase. For gennemførelsen af det fremskudte forsvar kan konkluderes, at henset til alliancens ringe dybde, bør så stærke konventionelle styrker placeres så langt fremme, som overhovedet muligt - og dette er gældende for såvel hær- som flådeenheder. Tilstedeværelsen af fremskudte stærke enheder tilgodeser samtidig princippet om troværdig afskrækkelse.
 
Konventionelle styrker.
Om eksakte tal for de konventionelle styrker skal intet anføres, ligesom bevæbning, organisation, uddannelse m.v. ud over, hvad der er anført ovenfor, ikke skal gøres til genstand for diskussion. Det skal imidlertid understreges, at vedtagelsen af koncepten om den fleksible imødegåelse har medført en ændring i forholdet mellem konventionelle og nucleare våben. Mens man under strategien om den massive gengældelse opfattede de konventionelle styrker som »skjoldet« og de nucleare som »sværdet« - professor Henry Kissinger har omtalt de konventionelle styrker som »et glasvindue« eller »en snubletråd« - så er der vendt op og ned på denne opfattelse ved den fleksible imødegåelse. Tidligere forsvarsminister McNamara har udtalt, at »de konventionelle styrker skal besidde evne til at modstå endda et større sovjetisk angreb«. Tidligere assisterende vicefor- svarsminister under McNamara, Alain C. Enthoven, har uddybet dette forhold nærmere, idet han har tilkendegivet, hvilken betydning det konventionelle forsvar har under en fleksibel strategi: »Vi har ikke noget rimeligt alternativ til at opbygge vore konventionelle styrker til et niveau, hvor de kan modstå alle former for konventionel aggression. Vore styrker må anses for tilstrækkelige, dersom vi aldrig tvinges til på grund af svagheder at være de første, der tyer til anvendelsen af nucleare våben«.
 
Velafbalanceret sammensætning.
I definitionen for den fleksible imødegåelse hedder det, at forsvaret skal gennemføres med enheder velafbalanceret s(tmmensat af konventionelle9 taktiske og strategiske våben. Spørgsmålet er imidlertid, hvad forskellen er mellem taktiske og strategiske våben, og dernæst, hvad der forstås ved velafbalanceret. I NATO terminologi betyder taktiske nucleare våben, våben, der stationeret i Europa, kan ramme de sovjetiske våben, der kan nå mål i Europa. Alle andre nucleare våben er strategiske.
 
Denne definition, der bryder med den gængse sondring mellem »strategisk« og »taktisk« forekommer i dag mindre korrekt, idet de såkaldte Atomic Demolition Munitions (ADMs) i så fald må karakteriseres som strategiske, mens de qua deres anvendelse og virkning må regnes for taktiske. Definitionen lider desuden af den skævhed, at hvad der måtte opfattes som taktisk for NATO kan blive opfattet som strategisk af landene øst for jerntæppet. Spørgsmålet om en velafbalanceret sammensætning er overordentligt vanskeligt at besvare, ja, ingen kan vel gøre det. I dag har man ment, d.v.s. politikerne har givet bevilling til, at en fredstidsstyrke i Europa på ca. 1.000.000 mand og ca. 7.000 taktiske nucleare våben skulle være en velafbalanceret sammensætning. Antallet af strategiske våben vil ikke kunne gøres nøjagtigt op, idet disses indsættelse alene afhænger af den amerikanske vurdering af den globale strategiske situation.
 
Taktiske våben - hvornår?
Ved en vurdering af NATO’s mulige anvendelse af taktiske nucleare våben må der skelnes mellem tre anvendelsesmåder: 1) en indledende NATO-anvendelse, 2) en opfølgning og 3) et gensvar på en Warszawa- pagtanvendelse. Der skal i det følgende kun skitseres nogle tanker vedrørende den indledende NATO-anvendelse, idet det samlede problemkompleks ikke vil kunne belyses tilbundsgående i nærværende summariske gennemgang. Et grundprincip i den fleksible imødegåelse er at gøre det klart for en angriber, at NATO er rede til om nødvendigt at anvende nucleare våben, men spørgsmålet er hvornår.
 
Ud fra forudsætningen, at det er NATO, der indledningsvis anvender nucleare våben, synes der at være tale om følgende to konditioner, hvorunder denne anvendelse kan finde sted: 1) en fjendtlig aggression, der truer et eller flere NATO-medlemslandes integritet og 2) utilstrækkeligt antal konventionelle styrker er til rådighed til at modstå en aggression. Truslen om på grundlag af disse to sandsynlige konditioner at bringe nucleare våben i anvendelse vil gøre den fleksible imødegåelse troværdig, såfremt en effektiv og omhyggelig politisk forberedelse er gennemført. Det er i fredstid umuligt at forudse, på hvilket tidspunkt en fjendtlig aggression vil true et lands integritet. Den eksisterende politiske situation på det tidspunkt, aggressionen finder sted, og omstændighederne på krigsskuepladsen, hvor konflikten udvikler sig, vil øve en altafgørende indflydelse herpå.
Det er politikeren, der skal træffe afgørelsen, det er ham, der på rette tid, på rette sted, og med rette mængde (størrelse) skal beslutte, hvornår anvendelse indledningsvis skal finde sted.
 
NATO’s ansvarlige politikere har vedtaget strategien om den fleksible imødegåelse, og NATO-rådet har på det seneste møde i december sidste år bekræftet denne strategi som udgangspunkt for løsning af NATO’s for- svarsproblemer i 70’erne. De politiske ledere har således ansvaret for, at de nødvendige midler er til rådighed, så strategien får et indhold, der gør det muligt at gennemføre den. De seneste års sikkerhedspolitiske debat synes imidlertid at have bragt et skisma frem mellem den politiske og den militære ledelse. Mens man fra politiske hold indenfor NATO søger at finde enhver form for afspænding i det, der fra Warszawapagtens politiske ledere bliver sagt, har man fra de militære myndigheders side gang på gang påpeget, at der trods disse udtalelser foregår en vedvarende opbygning af Warszawapagtens konventionelle styrker, hvorfor den fortsatte reduktion af NATO’s konventionelle styrker tidligt i en konfliktsituation vil stille politikeren overfor problemet at skulle tage stilling til en eventuel anvendelse af nucleare våben.
 
Dette er et paradoks, der i høj grad svækker tilliden til NATO’s afskrækkende evne (afskrækkelse er ikke lig antal af nucleare missiler - missilernes antal har kun psykologisk værdi) for ingen politiker siger vel i samme åndedrag, som han rekommanderer reduktioner, at han i højere grad vil være rede til at tage ansvaret for en tidligere anvendelse af nucleare våben. Uanset hvor umuligt det umiddelbart kan se ud for en militær rådgiver, må han fortsat blive ved med at anbefale afhjælpningsforanstaltninger til styrkelse af det konventionelle forsvar (med mindre der kan ske en gensidig og afbalanceret styrkereduktion). Gennem opstilling af forskellige situationer bør han gøre det klart for politikeren, under hvilke omstændigheder denne eventuelt vil kunne forvente at skulle træffe sine beslutninger. Med den fortsatte udvikling af databehandlingen vil den militære rådgiver kunne opstille næsten enhver tænkelig situation, så politikeren kan være bedst mulig forberedt.
 
Taktiske våben - hvorledes?
Et andet spørgsmål af grundlæggende betydning for en taktisk indledende anvendelse er, hvorledes de nucleare våben skal bruges.
 
Spørgsmålet afføder en række tillægsspørgsmål, hvis opremsning giver en fornemmelse af hele problemets kompleksitet. 1) skal taktiske våben anvendes på NATO-område, Sovjetunionens område eller mod mål i de sovjetiske satelitlande? 2) skal de anvendes mod de angribende styrker eller mod støtteenheder? 3) skal de anvendes mod beredskabs- eller mo- biliseringsområder? 4) bør nucleare gengældelsesvåben eller flyvestationer søges tilintetgjort? 5) finder man at ADMs bør anvendes eller 6) skal anvendelse være i form af et »varselsskud« for indledningsvis at tilkendegive NATO’s vilje og beslutsomhed til om muligt at lade konflikten eskalere til egentlig brug af taktiske nucleare våben?
 
NATO - såvel som hvert enkelt af alliancens medlemslande - må i fredstid ganske nøje have overvejet disse spørgsmål, så enhver tænkelig situation kan være forberedt. Kun få felttog er blevet gennemført efter det mønster, der er blevet indøvet på eksercerpladsen, men mange og gentagne situationer under indøvelsen har givet feltherren en baggrund for at improvisere, den dag det måtte være nødvendigt. Der er ingen forskel på dette og situationen i dag. Enhver ansvarlig politiker og militær chef må gennemgå disse problemer igen og igen.
Vælger man f.eks. at analysere anvendelsen mod en angribende styrke, vil man muligvis nå det resultat, at de nucleare våben kommer angriberen til gode, idet denne har sine styrker spredt, mens forsvareren må besætte områder, der i forvejen er udpeget og kendt. Dette kunne føre til den antagelse, at nucleare våben bør anvendes i den indledende fase, mens angriberen endnu gennemfører sin opmarch. Herved vil man skulle bruge våbnene mod områder på fjendens eget territorium, hvilket imidlertid ved tidlig anvendelse i konflikten kan være en faktor med stærk eskalerende virkning.
 
Den korte gennemgang af problemet peger tilbage mod det nævnte om det fremskudte forsvar, og her især for de lande der har fælles grænse med Warszawapagten. Selv om man kunne fristes til at anse en anvendelse af taktiske nucleare våben i Europa for umulig, så kan det dog kun være en teoretisk betragtning, hensat til den vedtagne strategis indhold. Selv en kort gennemgang af den mulige taktiske nucleare anvendelse fører frem til den konklusion, at NATO’s forsvar bør opbygges omkring veludrustede og veluddannede konventionelle styrker i et antal, der må anses for at ligge væsentligt over det i dag eksisterende.
 
Strategiske våben.
Hele den strategiske diskussion - i hvert fald summarisk betragtet - drejer sig om evnen til at levere et first strike angreb, d.v.s. et strategisk nucleart angreb med interkontinentale raketter rettet mod sådanne mål i fjendens område, at denne ikke får mulighed for at iværksætte et modangreb. Hertil skal tilføjes evnen til at overleve et af fjenden iværksat first strike angreb med mulighed for selv at iværksætte et såkaldt second strike angreb. Er noget sådant muligt forsvinder enhver mening med at iværksætte et first strike, da det blot medfører, at angriberen selv bliver ramt. Til denne diskussion føjer sig hele problematikken om anvendelsen af Anti-Ballistic-Missiles (ABMs), der imidlertid endnu hos begge supermagterne befinder sig på et så indledende trin, at man ikke kan tale om nogen egentlig betydning i den eksisterende balance. Den strategiske udvikling og balance befinder sig i dag ved en skillevej, idet de igangværende forhandlinger om en strategisk nedrustning (SALT) vil kunne medføre enten en nedtrapning fra det eksisterende niveau, en opretholdelse af status quo, eller, såfremt forhandlingerne måtte ende resultatløse, en udbygning af de eksisterende våbensystemer - herunder en videreudvikling af ABM-systememe, der derved vil komme til at øve en ganske afgørende indflydelse på den strategiske balance. Henset hertil samt under hensyntagen til ovenstående bemærkning om NATO’s manglende rådighed over strategiske våben, skal problemet ikke her gøres til genstand for yderligere diskussion. Det skal bemærkes, at Storbritannien og Frankrigs betydning som strategiske nucleare magter i dag ingen rolle spiller, hverken i stormagtspillet eller inden for den atlantiske alliance. 1970’erne vil ikke ændre dette forhold.
 
Eskalation.
Af den indledende definition for den fleksible imødegåelse fremgår, at formålet med balance mellem styrkerne er at afskrække gennem mulighed for eskalation. Herved forstås optrapning af en konflikt til en eventuel anvendelse af nucleare våben, men frem for alt forstås, at strategien baseres på kontrollen med eskalationsprocessen. 
 
I forbindelse med eskalationsprocessen kan man tale om følgende former: 1) kontrolleret centraliseret eskalation, 2) kontrolleret decentraliseret eskalation og 3) ukontrolleret decentraliseret eskalation. (En ukontrolleret centraliseret eskalation må anses for lidet sandsynlig). Den nævnte rækkefølge er et udtryk for det ønskværdige i styringen af nucleare våbens anvendelse. Punkterne nævnt i modsat rækkefølge forekommer imidlertid at være et udtryk for den faktiske tilstand.
 
Da USA havde monopol på anvendelsen af nucleare våben, kunne man tale om en centraliseret ledelse, der til enhver tid var kontrolleret. Den kontrollerede decentralisering indenfor NATO opstod med Englands og Frankrigs rådighed over nucleare våben. Inden den nucleare planlægningskomité (NDAC) med dens arbejdsgruppe (NPG) i 1966 blev etableret, kunne man med rette tale om, at der eksisterede en decentraliseret ukontrolleret tilstand. Gennem NDAC (NPG), hvis primære funktion er af rådgivende karakter, har man søgt at udarbejde de fornødne konsultations* regler for nucleare våbens anvendelse. Et nærliggende spørgsmål er imidlertid om man også med den eksisterende decentraliserede fordeling af de nucleare midler i en opfølgende fase i anvendelsen fortsat vil være i stand til effektivt at anvende reglerne. Det skal understreges, at enhver anvendelse - i hvert fald den indledende — vil kræve godkendelse af såvel den amerikanske præsident som af det værtsland, der i henhold til det såkaldte »dobbeltnøgle«-system, har våbnene oplagret.
 
Trods disse »sikkerhedsforanstaltninger« eksisterer et »nucleart kontrol dilemma«. Alliancen har gennem de seneste 10-15 år forgæves søgt at etablere en centraliseret kommando, hvorfra indsættelse af nucleare våben kan koordineres. En anden vanskelighed har været de større nationers ønske om medindflydelse i beslutningsprocessen. Endelig har de såkaldte værtslande samt de lande, der hverken var »store« eller tilbød oplagring krævet, at også de måtte »spise med ved de stores bord«.
 
Den historiske udvikling frem til denne situation kan kort beskrives således: Med Storbritannien og Frankrigs udsigter til rådighed over nucleare våben, søgte man fra amerikansk side at hindre, at de to lande hver for sig etablerede et nationalt våbenprogram. Gennem bl.a. den mellem Storbritannien og USA i 1962 indgåede Nassau-aftale, samt gennem forslaget om oprettelse af den multinationale flådestyrke (MLF) søgte USA at tilfredsstille de to landes ønske om del i planlægningen (samtidig med at de to landes nucleare selvstændighed bortfaldt). Bl.a. de Gaulle’s vision om »force de frappe« kuldkastede planerne, og i stedet søgte USA gennem McNamaras forslag om oprettelse af den nucleare planlægningsgruppe (NPG) at komme de europæiske selvstændighedstanker til livs, omend man fra amerikansk side var klar over, at en egentlig centraliseret ledelse herefter ville være umulig. Den forannævnte uklarhed omkring definitionen om »taktiske nucleare våben« viser, hvor hensigtsmæssigt det havde været, om alle våben var blevet klassificeret strategiske, og som sådan holdt under kommando af USA.
 
Den nævnte tilstand af ukontrolleret decentralisering, skyldes den spredning af våbnene, der er gennemført, samt tilstedeværelsen af leveringsmid- ler »langt ned i den militære organisation«. Det må anses for givet, at denne opbygning er gennemført, fordi nucleare våben også skal kunne anvendes på f.eks. divisionsniveau - men herved mistes kontrollen. Hvis kontrollen i det eksisterende system imidlertid ønskes bibeholdt, mistes enhver smidighed i anvendelsen.
 
En konfliktsituation vil sandsynligvis indlede med et antal mindre, samtidigt iværksatte Warszawapagtangreb, der gennem en koncentration af konventionelle styrker, vil søge at gennemtvinge en hurtig afgørelse. Anmoder en divisionschef i en sådan situation - f.eks. på en af NATO’s flanker - om tilladelse til at anvende nucleare våben, vil et naturligt spørgsmål blive, om tilladelse vil blive givet af medlemslandene på den anden flanke? Vil alliancen ikke - netop grundet sit eget »ønske« om decentralisering og kontrol - komme i en konfliktsituation, fordi et medlemsland måske vil nedlægge veto mod anvendelsen? Alliancens medlemslande burde på et tidligt tidspunkt, d.v.s. umiddelbart efter at oplagringen var påbegyndt i 1957, have erkendt, at en mulig anvendelse er et problem mellem på den ene side det land, der fremsætter ønske om anvendelse (eller de lande, der har etableret et regionalt kommandosystem) og på den anden side USA. Hvori ligger det hensigtsmæssige i, at 15 landes repræsentanter i Bruxelles skal søge at opnå deres respektive landes villighed til og godkendelse af anvendelsen af nucleare våben? Den situation, der har affødt divisionschefens anmodning om levering af våbnet, vil være fuldstændig ændret, inden en politisk afgørelse vil kunne foreligge. Rådets funktion burde indskrænkes til en registrering af et medlemslands anmodning til USA.
 
De skitserede problemer kan imidlertid løses, såfremt den nucleare planlægningsgruppe for såvel den indledende som den opfølgende anvendelse af de nucleare våben fortsætter den igangværende udarbejdelse af detaljerede procedureregler, med det primære sigte at opnå så kort politisk beslutningsproces, som overhovedet muligt. Idealløsningen vil aldrig kunne etableres, idet 15 suveræne staters ønske om politisk medindflydelse i dag må accepteres frem for en centraliseret ledelse med større mulighed for kontrol med eskalationen. Et skridt på vejen må findes uden for NATO’s eksisterende rammer. Et forenet og politisk integreret Europa er den eneste naturlige løsning. Et integreret Europa vil kunne ændre den eksisterende ukontrollerede decentralisering til en kontrolleret men dog fortsat decentraliseret tilstand.
 
Fleksibilitet.
Den fleksible imødegåelse skal ikke opfattes som en under alle omstændigheder indledningsvis konventionel indsættelse i den hensigt gennem opgivelse af eget territorium at søge at standse den fjendtlige fremtrængen. Fleksibel imødegåelse knytter sig ikke til bestemte forsvarslinier eller forsvarsområder i den hensigt at vinde tid til gennemførelse af diplomatiske konsultationer. Dette vil nemlig betyde, at NATO accepterer opgivelse af eget territorium og tab af menneskeliv inden en beslutning træffes om anvendelse af nucleare våben. Som det er nævnt foran vil denne beslutningstræghed betyde, at NATO bliver stillet overfor faren for en nuclear eskalation, når de fjendtlige enheder står på NATO’s territorium. Dette vil i givet fald blot opmuntre fjenden til at afpresse en politisk løsning gennem anvendelse af begrænsede konventionelle styrker alene.
 
Den fleksibilitet, som strategien sigter mod, afhænger ikke af den militære nucleare anvendelse i sig selv, men i langt højere grad af valget af metode og hensigt. Fleksibiliteten sigter derfor mod tilvejebringelse af et register af afpassede imødegåelsesmuligheder omfattende såvel konventionel som nuclear indsættelse. En aggressor skal vide, at han under alle omstændigheder vil blive imødegået, men måden hvorpå dette vil ske, må forblive ukendt for ham.
 
En hjørnesten i den fleksible imødegåelse er således, såfremt den afskrækkende evne ikke har været stor nok, at NATO er i besiddelse af valgmuligheder (contingency plans). Krigshistorien er rig på eksempler, hvor sådanne muligheder enten ikke var udarbejdede eller ikke lod sig gennemføre grundet ledernes ineffektivitet, således f.eks. Schlieffenplanens gennemførelse (eller mangel på samme) under 1. verdenskrig, hvor de tyske ledere manglede evnen til at abstrahere fra mange års stabsarbejde, og fra 2. verdenskrig: Maginot-linien, der er et eksempel på, hvorledes et lands (Frankrigs) politiske ledere lod sig paralysere af en fanatisk tiltro til et fæstningsanlægs uovervindelighed.
 
» Crisis Management«.
I den modsatte grøft fremtræder den strategi, der er så vag og intetsigende, at den slet ikke kan karakteriseres som en strategi, og hvor enhver situation kræver en vurdering fra bunden. Hensigten med en strategi er at gennemføre en række overvejelser og på grundlag heraf tilvejebringe en beslutning, der kan omsættes til et sådant antal planer, at enhver tænkelig situation må anses for forberedt. Det er vanskeligt - ja, nærmest umuligt - at udvikle en ex post facto strategi, og netop derfor kan man sige, at hvis NATO’s strategi om den fleksible imødegåelse har en »achilleshæl« er det alliancens »kriseledelse« (crisis management). Den hollandske forsvarsminister den Toom har udtalt, at »crisis management« i NATO drejer sig om tilrettelæggelse af en politik, der gennem afskrækkelse virker krigsforebyggende. Politikken omfatter enhver fase af forholdet mellem de to alliancesystemer, spændende fra de situationer, hvor en væbnet konflikt har udviklet sig grundet politiske uoverensstemmelser, til de situationer, hvor militær konfrontation ved uheld har fundet sted.
 
For at kunne gennemføre denne NATO-crisis management mener den Toom, at følgende fire forhold skal være opfyldt: 1) militære styrker skal i tilstrækkeligt antal og i en vis grad af beredskab være til stede for at tilgodese afskrækkelseseffekten eller for gennem hurtig indsættelse at hindre konfliktens eskalation. Styrkerne bør i vid udstrækning være sammensat i multinationale enheder, 2) politiske og militære ordrer skal hurtigt kunne formidles, 3) såfremt konflikten ikke ved de stående enheders indsættelse kan begrænses, må mulighed for indsættelse af mobiliserings- enheder være til stede og 4) de stående styrkers uddannelsesstandard skal ligge på et højt niveau. At være fleksible i relation til den fleksible imødegåelses strategi vil sige at afpasse imødegåelsen. At kunne afpasse - og især afpasse korrekt - vil sige effektiv og dynamisk, men samtidig resultatgivende »crisis management«, hvis heldige gennemførelse imidlertid er afhængig af de rådige midler, samt disse midlers potentielle værdi.

Atomtærskel.
Atomtærskel er et vidtfavnende nærmest følelsesbetonet begreb, der i relation til NATO kan defineres som den fase i kampen i et fjendtligt angreb på NATO, hvor NATO stilles overfor at måtte ty til anvendelse af atomvåben for at hindre fjenden i at opnå uoprettelige fordele. Der ligger heri, at NATO-forsvaret indtil da har baseret sig på konventionel krigsførelse. At NATO udelukkende skulle basere sig på konventionelle styrker overfor et hvilket som helst fjendtligt angreb, må anses for utænkeligt, idet dette ville forudsætte så væsentlige forøgelser af NATO- landenes forsvarsbudgetter, at der ikke ville være politisk dækning herfor, samt være uforenelig med begrebet om »fleksibilitet«.

Det er naturligvis fuldstændig umuligt at omsætte atomtærskelbegrebet til en eller anden talværdi med afledte varianter for derved at udtrykke, at ved atomtærskelværdien »4« vil en konventionel krigsførelse kunne gennemføres i 24 timer uden brug af nucleare våben. Tærskelbegrebet er fiktivt og er knyttet til bl.a. kvantiteten og kvaliteten af alliancens konventionelle styrker, men er samtidig, hvad der ikke er af mindre betydning, afhængig af Warszawap agtens kvalitative og kvantitative formåen. I den vestlige verdens sikkerhedspolitiske debat forbindes begrebet altid med vestens vurdering af den givne situation og aldrig med de østeuropæiske landes opfattelse. Den nævnte definition for atomtærsklen kan nemlig omskrives til » ... den fase i kampen mod et fjendtligt forsvar, hvor Warszawapagten stilles overfor at måtte anvende nucleare våben for at løse den pålagte opgave«. De to definitioner vil aldrig kunne sættes lig hinanden, og den nucleare tærskel vil derfor aldrig komme til at stå for det samme for de to pagtsystemer. Den konklusion er derfor nær, at hele diskussionen om den nucleare tærskels størrelse i strategisk forstand er uden værdi.

Den tidligere britiske forsvarsminister Denis Healey udtalte i juni sidste år, at NATO’s daværende konventionelle styrker i Europa lå på et nogenlunde passende niveau for at kunne opfylde deres rolle indenfor den fleksible imødegåelse, selv om visse mangler måtte erkendes. En sådan udtalelse er med relation til tærskeldiskussionen interessant, når man betænker, at NATO ved opstilling af de såkaldte Lissabon-styrke- mål i 1952 vurderede, at der var behov for et styrkeniveau knap tre gange større end det i dag eksisterende, og at denne vurdering lå til grund for styrkeniveauet under den massive gengældelse, hvor de konventionelle styrker med Henry Kissingers ord blot var at betragte som »et glasvindue« eller »en snubletråd« (og Warszawapagten har også i de forløbne år forbedret sine styrker kvalitativt).

Perspektivet for 1970´erne.
NATO’s forsvarsministre bekræftede en fortsættelse af strategien om den fleksible imødegåelse som udgangspunkt for tilrettelæggelsen af NATO’s forsvarsanstrengelser i 70’erne - og deri gjorde de ret. Den strategiske koncept afstikker så vide retningslinier, at en fremtidig udvikling vil kunne indeholdes indenfor dens rammer. Der er dog ingen tvivl om, at uanset i hvilken retning den sikkerhedspolitiske udvikling går, vil betydningen af det konventionelle forsvar blive mere vigtig end på noget tidligere tidspunkt af NATO’s godt 21-årige historie.

Det er foran påpeget, at den strategiske udvikling grundet de igangværende strategiske nedrustningsforhandlinger befinder sig ved en skillevej. Uanset resultatet af disse forhandlinger vil den på en eller anden måde øve indflydelse på det eksisterende atlantiske samarbejde. Hvis Europa på grund af SALT-forhandlingeme bliver for optimistisk med deraf følgende resultat, at forsvarsanstrengelserne mindskes, vil det ikke alene ødelægge USA’s forhandlingsposition, men også ganske alvorligt Europas egen sikkerhed. Hvis supermagterne skulle komme til en forståelse, og hvis nuclear våbenproduktion skulle blive resultatet, vil konventionelt forsvars betydning blive større end tidligere. En følelse af for megen optimisme i USA vil være lige så skadelig, idet det kan føre til en situation, hvor den amerikanske regering kommer under tryk fra den offentlige sektor og derved må gøre indrømmelser ved forhandlingernes slutning - indrømmelser der bl.a. må blive på bekostning af USA’s allierede. Særlige pessimistiske iagttagere udmaler en situation, hvor den amerikanske regering kan blive nødsaget til at betale en heldig afslutning af forhandlingerne med en tilsvarende politisk pris, der bl.a. vil få konsekvenser for NATO-samarbejdet eller øve indflydelse på løsning af det europæiske spørgsmål.

Den mest konkrete europæiske frygt syntes at afspejle sig i spørgsmålene om sikkerhed og forsvar. Det er i den forbindelse blevet anført - hvor paradoksalt det end måtte lyde - at en tillidskrise inden for NATO vil have en positiv indflydelse på de europæiske NATO-lande, idet bekymringen for Europas sikkerhed og forsvar vil kunne forstærke ønsket om et forenet Europa. Hvis SALT-forhandlingerne får de europæiske lande til at erkende den øjeblikkelige situation, og hvis man der ud af drager konklusioner, der sigter mod et forenet økonomisk, strategisk og således også et politisk forenet Europa, vil SALT være af stor værdi. Ydermere ville en sådan udvikling blive hilst velkommen af USA, som ser det i sin egen interesse, at der udvikler sig en såkaldt »europæisk identitet«. Et eksempel har man allerede gennem etableringen af den såkaldte europæiske gruppe inden for NATO. Set fra et europæisk synspunkt må det være ganske afgørende, at man af alle kræfter søger at hindre aftaler, der - tilsyneladende eller rent faktisk - medfører implikationer for Europas sikkerhed. Da de nuværende NATO-lande kun kan måle en aftale ud fra den mulighed for handlefrihed, som Sovjetunionen får til at anvende konventionelle våben, er det af betydning, at forhandlingerne efterlader det indtryk, at den amerikanske sikkerhedspolitik fortsat bygger på den fleksible imødegåelse, således at ethvert sovjetisk konventionelt angreb på Vesteuropa vil blive imødegået med anvendelse af konventionelle og om fornødent af taktiske og strategiske våben. Europas sikkerhed ligger bl.a. i den russiske frygt for eskalation

 

Anvendt litteratur.
1. »The Essence of Security« af Robert S. McNamara.
2. »The troubled Partnership« af Henry A. Kissinger.
3. »The uncertain Trumpet« af Maxwell D. Taylor.
4. »The McNamara Strategy« af William Kaufmann.
5. »Atomafskrækkelse og forsvar« af Nicolaj Pedersen.
6. »Dialogen om atomtruslen. SALT-forhandlingeme i sikkerhedspolitisk perspektiv« af N. J. Haagerup.
7. »NATO - Facts and Figures«.
8. »NATO’s Defence Strategy« af general Nino Pasti, Italian Air Force i Military Review, november 1969.
9. »Flexible Response in Perspective« af Colonel Walter Beinke, United States Army i Military Review, november 1968.
10. »The NATO Strategic Concept« af Lieutenant General Wolf Graf von Baudissin (Retd) i NATO’s Fifteen Nations Dec 1969-JAN 1970.
11. »Crisis Management and Flexible Response« af den hollandske forsvarsminister W. den Toom i NATO Letter, marts 1970.
12. »Doktrin und Strategic der »flexible response« af Hans Kissel i Osterr. Milit. Zeit- schrift, Heft 3/1969.
13. White Paper 1970 on the Security of the Federal Republic of Germany and on the State of the German Federal Armed Forces.
14. »Alliance Defence for the Seventies«, Press Release (70)18, Brussel, 2nd December 1970.

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_100_aargang_mar.pdf

 

Litteraturliste

Del: