Flådens anvendelse i potentielle scenarier

Indledning
Før “murens fald” og opløsning af Warszawa-pagten var der i årtier reelt kun ét scenarie for det danske forsvar, nemlig forsvar mod en invasion af Danmark. Fjenden var klart identificeret og trusselsretningen var kendt. Planlægning, forberedelser og øvelser lå alt sammen i rammen af NATO overordnede planlægning. Materielanskaffelser var skræddersyet til løsning af opgaverne i dette ene scenarie, og Flåden kunne med rette karakteriseres som en regional koldkrigsflåde.

Foto: Forsvaret.dk

I perioden derefter, med den første Golfkrig i 1991 og Balkankonflikterne op igennem halvfemserne, blev potentielle scenarier såvel legio som diffuse. NATO gled lidt i baggrunden, og militære operationer blev i stigende grad gennemført i koalitionssammenhæng med strategiske partnere, primært med USA som ”lead nation”, hvilket da også har dannet rammen om størstedelen af dansk maritim deltagelse i internationale operationer.

Operationerne var endvidere kendetegnet ved at ligge uden for det traditionelle NATO område, og i visse tilfælde langt fra Danmark. Dette stillede øget krav til materiel, logistik og personellets uddannelse, og var en væsentlig faktor bag den omstilling af Flåden, der blev påbegyndt i halvfemserne. Forsvarsforligene fra 1995 og 1999 signalerede en omstilling af dansk sikkerhedspolitik, der havde direkte indflydelse på Flådens operationer og sammensætning. Specielt de materielmæssige konsekvenser af 1999-forliget satte skub i omstillingen, og med indgåelse af forsvarsforliget 10. juni 2004 er transformationsprocessen mod en global indsættelsesevne nu oppe på fulde omdrejninger, og fremtidens kapacitetsbaserede Flåde er, med anskaffelse af de Fleksible Støtteskibe og Patruljeskibe, en realitet.

En anden mærkbar ændring gennem de seneste forligsperioder, har været indsættelse af danske styrker i stadig skarpere operationer (fra Peace Support/Peace Enhancement Operations over Peace Enforcement Operations til indsættelse i regulær krig). Som det nævnes i Bruun-rapporten er krig igen blevet et reelt alternativ i paletten af sikkerhedspolitiske virkemidler. Et særkende for dagens situation er, at nationen Danmark og ”hjemme-enhederne” kan være i fredstilstand samtidig med, at danske styrker eventuelt deltager i væbnede konflikter rundt om på kloden.

En række nye opgaver er desuden dukket op på scenen. En stor del affødt af 9-11 katastrofen og den efterfølgende erklærede krig mod terrorisme. Udløbere heraf omfatter såkaldt ”choke point protection” (f. eks. Gibraltarstrædet), Force Protection, Proliferation Security Initiative (PSI), bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, pirateri og anti-drug operationer. Også International Ship and Port Facility Security Code (ISPS), som en anti-terror foranstaltning, er nu et område, hvor Søværnet er involveret. Alle disse opgaver er kendetegnet ved at være tidløse i natur og trusselsmæssigt omni-direktionale.

Fremtidens scenarier kan således være alt fra humanitær assistance i et venligsindet område med fungerende infrastruktur til en offensiv indtrængning i et fjendtligt område med ingen eller ringe infrastruktur og en efterfølgende nedkæmpelse af såvel regulære som irregulære militære styrker. Det eneste scenario, der pt. stort set kan fraskrives, er et konventionelt militært angreb mod dansk område. Til gengæld kan nye asymmetriske og uforudsigelige trusler skabe scenarier, som man ikke hidtil har kunne forestille sig. Der er således ringe sandsynlighed for en ny 9. april, men bestemt risiko for en ny 11. september. Terrorbombningerne på Bali 16. oktober 2002 og i Madrid 11. marts 2004 er klare indikationer heraf.

Uanset scenarie kan det dog med stor sandsynlighed forventes, at dansk indsats vil ske i rammen af en større organisation, f.eks. NATO, FN, OSCE og på sigt også EU, eller som en del af en koalition. Det er vanskeligt at forestille sig en situation, hvor Danmark alene gennemfører en militær operation. Alt taler for, at dansk sømilitær indsats vil ske i samarbejde med USA og England, som vores vigtigste strategiske maritime partnere. Man kunne dog godt forestille sig en operation uden amerikansk deltagelse, f.eks. en katastrofehjælpsoperation eller en evakueringsoperation (Non-Combattant Evacuation Operation – NEO). Ellers må det generelt konstateres, på baggrund af den hidtidige og den forventede udvikling, at dansk maritim indsats stort set altid vil være i forbindelse med joint operationer, og i et litoralt miljø.

Årsagen til omstillingen var naturligvis den politiske proces, der sikkerhedspolitisk ændrede sig på baggrund af den generelle globalisering, og som nu - ud over fortsat at hævde dansk suverænitet - også favner imødegåelse af indirekte trusler mod Danmark samt trusler mod danskere og danske interesser overalt i verden. Allianceinitiativer så som DCI, PCC og senest NRF har været drivende kræfter i omstillingen. Navnlig de to sidste har, med deres krav om global deployabilitet, højt beredskab, udholdenhed og evnen til indgå i og samarbejde med multi-nationale formationer, sat rammerne og ambitionsniveauet.

Den militærteknologiske udvikling (Revolution in Military Affairs - RMA) har også haft en mærkbar indflydelse. USA og til dels England stiller dagens (og morgendagens) standarder, og ønsker vi at være med må vi prøve at følge trop. Dette stiller krav om kapaciteter på et højt teknologisk stade for at kunne være interoperabel, herunder især besidde en kompatibel netværksbaseret C4ISR[1] kapacitet. Sluttelig skal nævnes kravet om, at kunne dække hele missionsspektret, hvilket stiller krav om fleksibilitet, omstillingsparathed og robust struktur, såvel materielmæssigt som personelmæssigt.

Politiske forventninger om maksimal effektivitet kombineret med minimum personelrisiko samt størst mulig begrænsning af ”collateral damage” er også en styrende faktor i processen.

Scenarier
Som nævnt er antallet og typer af scenarier legio, og kun fantasien sætter grænser. Her skal blot nævnes nogle få eksempler på scenarier, hvor danske styrker kunne tænkes indsat, enten i NATO regi eller som en del af en koalition. På baggrund af de enkelte scenarier vil contingency plans (COP) kunne udarbejdes, og holdes klar ”i skuffen”.

·         Imødegåelse af trusler fra terrororganisationer og potentielle fjendtlige stater om brug af masseødelæggelsesvåben.

·         Bekæmpelse af terrororganisationer, der gennemfører angreb med masseødelæggelsesvåben, IT angreb eller konventionelle angreb.

·         Støtte til internationale nødhjælpsoperationer.

·         Evakuering af danske statsborgere, fredsbevarende styrker og hjælpeorganisationer.

·         Præventiv deployering til et kriseområde - støtte til diplomatisk indsats

·         Fredsgennemtvingelse for at genoprette lov og orden i et område, hvor en intern konflikt hærger.

·         Gennemtvingelse af FN resolution over for en ”slyngelstat”

·         Imødegåelse af trusler mod søværts transportveje (Sea Line of Communications (SLOC)), herunder især de såkaldte choke points.

·         Beskyttelse af den kommercielle skibsfart mod indirekte trusler fra en lokal konflikt.

·         Imødegåelse af direkte trusler fra en nation mod den kommercielle skibsfart, f.eks. for at blokere for transport af olie.

·         Imødegåelse af terrorhandlinger til søs (f.eks. mod passagerskibe/færger og store containerskibe), hi-jackning af skibe under dansk flag eller skibe i dansk territorialfarvand.

·         Imødegåelse af pirateri.

·         Fredsmonitering i et område efter en konflikt.

Som eksempel på et muligt scenario beskrives i det følgende en kronologisk gennemgang af en generisk operation i koalitionssammenhæng. Beskrivelsen er forenklet, idet øvrige koalitionspartneres operationer kun berøres periferisk. Endvidere ville en detaljeret beskrivelse fylde adskillige numre af Tidsskriftet. men man skal forestille sig, at den beskrevne operation sker i rammen af den samlede koalitionsoperation.

Baggrund – konfliktområdet og status
TOPAZ ligger ca. 5000 km fra Danmark i et subtropisk område i Det Indiske Ocean (se fig. 1). Landet er mod øst, nord og vest klemt inde mellem OPAL og CORAL. Mod syd ligger TOPAZ ud til et ca. 500 km. bredt stræde. Det alliancefrie land ZICON ligger på den anden side af strædet. TOPAZ er opdelt i to regioner Minerva og Sogal (se fig. 2).

Det topazske terræn er bjergrigt og skovklædt med en række større eller mindre floder. Der er to havne (A og B) i Sogal-området, som kan anvendes som SPOD[2] for store skibe. I forbindelse med den ene havneby findes også landets eneste internationale lufthavn, der ligger ca. 50 km inde i landet. Den topaziske kystlinie er ca. 1000 km lang.

Befolkningen består fortrinsvis af to etniske fraktioner, Minervinere og Sogalboere, der hver dominerer deres respektive regioner. Der eksisterer et langvarig fjendskab mellem de to befolkningsgrupper, der i årevis har forsøgt at dominere hinanden og tilrane sig den totale magt i landet. I en tidligere konflikt lykkedes det Sogal at etablere et ”strong-hold” på minervisk territorium. Dette relativt lille område har i dag status som en sogalsk enklave. Ud over det interne fjendskab har begge fraktioner endvidere en indgroet mistro og mishag til Vesten til fælles. TOPAZ, som nation, har da også ”været vært” for flere anti-vestlige terrorgrupper. Det vurderes, at et antal terrorister af forskellig nationalitet fortsat befinder sig i landet, ligesom det er kendt, at begge fraktioner har sympatisører blandt terroristgrupper rundt om i verdenen.

Efter et kontroversielt valg, hvor begge parter beskyldte hinanden for at svindle med valgresultatet, er fjendskabet blevet optrappet, resulterende i regulære kamphandlinger inklusiv en minervisk belejring og begyndende etnisk udrensning af den sogalske enklave i Minerva området. TOPAZ er på det nærmeste ophørt med at eksistere som en samlet stat, regeringen er gået af, det nationale militære apparat er gået i opløsning og soldaterne har meldt sig under fanerne i begge lejre. Der hersker et vist anarki i begge fraktionsområder. Ingen har fuld kommando over styrkerne, der - ud over de tidligere topazske soldater - også tæller autonome paramilitære styrker og rene røverbander under ledelse af lokale krigsherrer. Såvel de paramilitære styrker som banderne er velbevæbnede, og beskæftiger sig, ud over at bekrige modstanderen, også med overfald på nødhjælpskolonner og NGO-faciliteter, så som lagerbygninger på havneområderne.
Rent militært har Minerva klaret sig bedst på det seneste, og står - med gidseltagning af den sogalske enklave - stærkest i øjeblikket.
Grænsestrækningen mellem de to fraktioners territorier i TOPAZ er på ca. 300 km længde, og omfatter 4 større passager. Grænsen omkring sogal-enklaven på Minerva-området er omkring 200 km. Størstedelen af befolkningen bor i de kystnære regioner i det samlede TOPAZ område.

Nabolandene CORAL og OPAL, som begge har betydelige militære styrker, støtter fraktionerne i hhv. Minerva og Sogal. Ud over konventionelle styrker råder OPAL endvidere over masseødelæggelsesvåben (BCR) inkl. fremføringsmidler (ballistiske missiler op til 5-600 km). Begge lande har indtil videre dog afholdt sig fra at gribe aktivt ind i konflikten, men har sat deres militærstyrker på højt beredskab. Den ustabile situation er endvidere yderligere kompliceret af spændte relationer over grænsestridighederne mellem de to lande, samt en fælles anti-vestlig holdning.

Infrastrukturen i begge fraktionsområder er enten så ringe ud­viklet el­ler så ødelagt af kamphandlinger, at den, set med vest­lige øje, kan betragtes som ikke eksisterende. En humanitær kata­strofe er under udvikling i området, der er udbrudt epidemier og der er mange civile tilskadekomne fra kamphandlinger. De involverede parter har kun kapaci­tet til en vis be­handling af kombattanter, som prioriteres. Græn­serne til CORAL og OPAL holdes lukke­de af disse landes væbnede styrker, hvilket medfører, at flygt­ninge er be­gyndt at anvende søvejen. Der er en høj minetrussel, såvel til lands som til vands, og en flygtninge­trans­­port er blevet mi­nesprængt efter udpassage af havn A i Sogal området. Deninternationale lufthavn i nærheden af havn A er så ødelagt af bombardementer, at den ikke umiddelbart kan anvendes af store fly og fastvingede kampfly. Lufthavnen beflyves dog stadig med mindre fly, bl.a. fra ZICON.
Kommunikationslinierne på land, som oprindeligt var i en moderat til dårlig stand, er nu stort set ikke eksisterende.

Begge fraktionerne råder over dele af det tidligere topazske militære materiel og etablissementer, herunder mindre militære flyvepladser, hvorfra de kan operere kampfly i begrænset omfang. Endvidere enkelte flådebaser. Begge parter besidder et vist potentiale inden for alle tre værnsarter, herunder også midler til udlægning af både sø- og landminer. Endelig er begge parter afhængige af vå­ben­im­port ad søvejen.

Optakt til militær intervention
Indtil videre er alle ikke-militære forsøg på at løse konflikten fejlet, og det spændte forhold i regionen er øgetn. FN har arbejder di­ploma­tisk på at skabe en våbenhvile mellem de stridende parter, og derefter få parternes accept af at lade FN styrker skille styrkerne, etablere en DMZ, overvåge våben­hvilen, mæg­­le osv. Ingen af parterne har formelt accepteret en FN intervention i striden. Sogal’s provisoriske regering har dog meddelt, at man kan acceptere, at en styrke under FN mandat går ind på sogalsk territorium for derfra, at indlede en adskillelse af de stridende parter. Denne accept skal ses på baggrund af Sogal’s manglende succes på slagmarken og kan ikke tages som et udtryk for en pludselig sympatisering med Vesten. Tværtimod er der en reel mulighed for, at dele af befolkningen og navnlig terroristgrupper (såvel i TOPAZ som i andre lande) vil betragte en interventionsstyrke som Vestens forlængede arm og som en besættelsesstyrke.

Bl.a. på baggrund af den potentielle humanitære katastrofe, men og­så på baggrund af, at en fort­sættelse af konflikten kan medføre inddragelse af CORAL og OPAL, er der i det internationale samfund (primært Vesten) generel politisk til­slutning til, at konflikten om nødvendigt brin­ges til ophør under anvendelse af militære styrker. Der er ligeledes tilslutning til et FN mandat, der tillader anvendelse af nødvendig militær magt (fredsgennemtvingelse).

USA har tilbudt at lede en koalitionsstyrke af ”the Willing and Capable”, der skal gennemføre den nødvendige militære aktion i overensstemmelse med UNSCR 280462. Resolutionen går, kort fortalt, ud på at deployere en Joint Task Force til området for at skabe reelle betingelser for fredsforhandlinger gennem adskillelse af de stridende parter og tilbagetrækning fra en demilitariseret zonebuffer or  (DMZ). Deployeringen skal være fuldført indenfor 90 dage efter deployeringsordren. Styrken skal kunne forblive i operationsområdet i mindst et år. ZICON har accepteret, at landet bruges som "Staging Area", og at operationer kan iværksættes herfra.
Det besluttes, at koalitionen indledningsvis skal sende en styrke som Initial Entry Force (IEF), som efterfølgende skal afløses af hovedstyrken inden for en periode på maksimalt 6 måneder.

IEF-styrken beordres til at:  

·         Deployere hurtigst muligt til JOA, der er defineret som hele det tidligere topazske område samt strædeområdet ud til 200 sm fra kysten.

·         Separere de stridende parter Sogal og Minerva

·         Etablere en demilitariseret zone inklusiv en flyveforbudszone

·         Sikre den sogalske enklave i Minerva-fraktionsområdet;

·         Afholde CORAL og OPAL fra at blande sig i konflikten;

·         Etablere de nødvendige forhold for en overlevering til en follow-on styrke

·         Re-deployere.

IEF-operationen planlægges gennemført i fem faser: Forberedelse, deployering, indsættelse, overlevering og redeployering.

Henset til de geografiske og politiske omstændigheder kan IEF-styrkerne ikke anvende OPAL og CORAL’s land-, sø- og luftterritorier. Operationen ind i TOPAZ kan således kun iværksættes ”fra havet”. Landbaserede operationer med fastvingede kampfly er indledningsvis kun mulig fra ZICON. Efter udbedring af skaderne vil den internationale lufthavn i Sogalt-området kunne anvendes som APOD[3].

Dansk deltagelse
Den danske regering vælger at stille styrker til rådighed for IEF-operationen i TOPAZ, og tilmelder følgende styrkebidrag:

·         Let opklaringseskadron (LOPESK)

·         Troppetransporthelikopter detachement (EH-101 TTT)

·         Specialoperationsstyrke (SOF) detachement fra Jægerkorpset

·         Militærpoliti (MP) detachement

·         Ingeniør detachement

·         National Support Element (NSE)

·         Terminalhold fra Hæren og Søværnet (inkl. Port Captain)

·         Deployeringskommando inkl. (Joint) Movement Control Center (MCC)

·         1 ABSALON-klasse Fleksibelt Støtteskib med maritime helikoptere

·         2 ARK-skibe

·         1-2 Patruljeskibe med Lynx helikoptere

·         2 MCM og 2 Kamp FLYVEFISKEN-klasse

·         SOF detachement fra Frømandskorpset

·         Søværnets Mobile Logistiske Base (MLOG)

·         Søværnet Taktiske Stab (STS)

·         Clearings Diving Teams (CDT)

·         Eventuelt indchartret civil tonnage

På baggrund af styrkebidraget tildeles danske styrker følgende opgaver: ”I samarbejde med andre koalitionsstyrker skal de danske styrker indledningsvis medvirke til at sikre havn A, således at den kan anvendes som SPOD for de opfølgende styrker. Senere - som del af og sammen med en multinational styrke af brigadestørrelse - skal den danske landstyrke rykke frem til lufthavnen og sikre den, således at udbedringsarbejde kan iværksættes og APOD etableres. De danske maritime enheder skal støtte hele operationen.”

Det besluttes, at stabe og materiel skal transporteres på det Fleksible Støtteskib og på civil skibskøl (ARK-skibene). Forlægningstiden vil være ca. 14 døgn. Det Fleksible Støtteskib anvendes som kommandoplatform for den landmilitære føringsstab, og STS etablerer sig på et Patruljeskib. Soldaterne flyves indledningsvis frem til ZICON, hvorfra de transporteres til Sogal på indchartret lokale passagerskibe og færger. Efter ”erobring” af den internationale lufthavn i Sogal-området vil soldater kunne flyves direkte ind i landet. EH-101 TTT helikoptere fremføres indledningsvis til ZICON med skib eller transportfly.

Forberedelse
I forberedelsesfasen gennemføres en lang række aktiviteter, som udføres mere eller mindre samtidigt. Overordnet Concept of Operations (CONOPS) udarbejdes med koalitionens militære ledelse. Hærens Operative Kommando (HOK) opgør behov for transport i antal liniemeter, medsejlende personel/stab i det Fleksible Støtteskib osv. og meddeler det til Søværnets Operative Kommando (SOK), som beordrer ARK skibene hjem, og aktiverer evt. beredskabsplaner for yderligere civil tonnage.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) udarbejder detaljeret trusselsvurdering for indsatsområde og transitrute dertil samt et detaljeret områdestudie (geografi, klima, ocean-/hydrografi og meteorologiske forhold, særlig forhold mm.)

SOK og HOK sender indledningsvis et ”fact finding team” til TOPAZ for klarlægning af operativt forhold. Efterfølgende sendes et movement rekognosceringsteam til ZICON og TOPAZ for klarlægning af lokale forhold i lufthavn og havn i ZICON (og havn A i TOPAZ samt indsatsområde generelt, hvis muligt). Rekognosceringsteam knytter indledende kontakter til lokale agenter, speditører mv.

Værnene iværksætter missionsorienteret træning og udrustning.

Deployeringskommando/DANILOG indkalder til og afholder Loading Conference

En national joint stab etableres og udvikler CONOPS til aktuel operationsplan inkl. exit-plan og undsættelsesplan. Søværnet deltager i dette arbejde primært med STS.

Maritim Task Group (TG) formeres med kampenheder, MCM-enheder, SOF mv. Eventuelt indchartres heavy lift skib til transport af mindre enheder frem til operationsområdet.

Forkommando sendes til ZICON (og havn A hvis muligt).

SOK beordrer det Fleksible Støtteskib og ARK skibene til den mest velegnet ombordtagningshavn (SPOE[4]).

Indskibning
SOK og HOK beordrer terminalhold, bevogtning og nærforsvarshold (BON-hold) og MP-hold opstillet i ombordtagningshavn. (Joint) Movement Control Center etableres. Havneområdet klargøres ved Søværnets terminalhold og Port Captain’s foranstaltning, herunder planer for opmarch af materiel, bevogtning, kontakt til stevedorer, told m.fl. Afspærring, bevogtning og trafikkontrol varetages af MP- og BON-hold støttet af LFR HJV.

HOK beordre LOPESK mm. til at forskyde til ombordtagningshavnen. Ved ankomst til terminalområdet overdrages ”kommandoen” til Søværnets terminalhold, og indsatsstyrken ombordtages i skibene.

Landstyrkens føringselementer tilsluttes skibets kommando- og kontrolsystemer og afprøves.

Sikkerhedsbriefinger afholdes for medsejlende hærpersonel, herunder især procedurer for brand ombord og bjærgningsrulle (”gå i bådene”) samt klart skib.

Et af operationens mest sårbare punkter vil være losning samt opstilling af landstyrkerne, hvorfor losseplaner, udladning og opstilling bør tilstræbes afprøvet inden afgang fra Danmark.

Forlægning
For at tilsikre skibenes sikre og rettidige ankomst til udladningshavnen, vil det - afhængigt af trusselsniveauet - være nødvendigt at gennemføre en række sømilitære forudsætningsskabende tiltag. Disse vil kunne omfatte eskortering, som forsvar mod luft-, overflade- og undervandstrusler. En sådan eskortering vil afhængig af situationen være begrænset til en eller flere etaper af forlægningen eller hele ruten. Konstant monitering af choke points og minerydningsoperationer enroute kunne også være aktuelt. Sådanne tiltag vil være normalt blive udført i koalitionssammenhæng og koordineret med de øvrige partnere.

Under forlægningen vil situationsbilledet via det Fleksible Støtteskibs C4I løbende kunne opdateres på baggrund af informationer fra Danmark og koalitionen. Der vil kunne gennemføres stabsøvelser og syntetisk afprøvning af forventede operationer. Dersom en rehearsal af udladning og opstilling ikke gennemføres inden afgang fra Danmark, vil en sådan eventuelt kunne finde sted i en passende havn undervejs.

På et passende tidspunkt flyves soldaterne til ZICON og forskyder videre til havnen på landets nordkyst.

Ankomst til området
Ved ankomst til området ud for TOPAZ iværksættes, i samarbejde med andre koalitionsstyrker, en række forudsætningsskabende aktiviteter.

Lokalt søherredømme etableres (sea control/sea denial), hvis det ikke allerede er sket. Tilsvarende etableres lokalt kontrol med luftrummet. Udladningsområdet (havn A) og operationsområdet rekognosceres ved hjælp af maritime helikoptere/(UAV), SOF, indsatsfartøjer og/eller Long Range Insertion Craft, radarsystemer, EK (ELINT og SIGINT) samt koalitionsfly i området, og et ”Recognized Picture” for land, sø og luft bygges op.

Indchartret tonnage ombordtager soldaterne i ZICON og joiner TG til søs under beskyttelse af flådeenheder.

MCM-styrker rydder indsejlingsrute til havn A.

Når den maritime kommandohavende, i samråd med den kommanderende hærofficer, anser situationen som acceptabel, landsættes en sikringsstyrke med de maritime helikoptere og/eller indsatsfartøjer og etablerer perimeterforsvar af havneområdet. Kommandoen føres fra hærstaben ombord i det Fleksible Støtteskib.

Clearance Diving Teams undersøger havnebassiner og kajer for undersøiske forhindringer så som miner og sprængladninger.

Det Fleksible Støtteskib og civil tonnage ankommer til havnen. Det Fleksible Støtteskibs relevante våbensystemer f.eks. Close-in-Weapon Systems (CIWS), Stinger missiler og TMG’er indgår i forsvar af området.
Opstillingsplads etableres.

Udskibning og opstilling
Materiel og personel losses under ”kommando” af Søværnets terminalofficer, og styrken opstilles. Organisation som ved indskibning minus HJV deltagelse.

Skibene forlader havnen. Skibe med Anti-Air-Warfare (AAW) kapacitet forbliver indenfor luftforsvarsafstand af havnen.

Fuld kontrol med havneområdet etableres. Den kommanderende hærofficer kan vælge at dirigere hele operationen fra det Fleksible Støtteskib, eller etablere hovedkvarter i land og flytte dertil, når det er operationelt. I sidstnævnte tilfælde forbliver to forbindelsesofficerer ombord. En logistikofficer fra landstyrken forbliver ligeledes ombord.

Den videre operation/Den operative drift
I den efterfølgende operation, hvor landstyrkerne konsoliderer kontrollen med lokalområdet og senere forskyder frem mod lufthavnen, vil de maritime styrker kunne yde støtte på en række områder.

Især det Fleksible Støtteskib vil i kraft af sine indbyggede kapaciteter kunne yde såvel operativ som logistisk støtte til en landstyrke. Enhedens omfattende C4ISR kapacitet og stabsfaciliteter muliggør, at en begrænset landoperation kan føres fra skibet. Kapaciteten muliggør endvidere, at enheden kan anvendes som kommunikations-”hub/relay station”.

Med de maritime helikoptere vil materiel og personel, herunder SOF, kunne løftes ind i land. Dersom styrken medbringer LYNX helikoptere, vil disse - i begrænset udstrækning - kunne anvendes til simple støtteopgaver for en landoperation.Afhængig af vejrforholdene vil EH-101 TTT helikopterne kunne serviceres ombord (vedligeholdelse, reparation og fueling).

Landstyrken vil kunne påkalde taktisk ildstøtte (Naval Fire Support - NFS) fra de maritime enheder i form af granatild og/eller Maritime Land Attack Missiles (MLAM). Dette vil primært være fra det Fleksible Støtteskib og Patruljeskibene, idet dog FLYVEFISKEN-klassen også besidder kapaciteten. De anvendte danske våben vil kunne være 127 mm og 75 mm pjecer samt HARPOON Block II og Tactical Tomahawk type missiler. For pjecernes vedkommende vil rækkevidden være fra ca. 21 til 100 km, og for missilerne fra ca. 100 km til over 500 km. For begge våbensystemer gælder, at kun stationære mål kan engageres, og at anvendeligheden er størst mod bløde og halvhårde mål.

Gennemførelse af ildstøtte til landoperationer kræver, at enheden, der skal støttes, er i stand til at bestemme nøjagtige geografiske måldata, og på sikker vis få disse transmitteret til skydende enhed. Ved anvendelse af bærbart måludpegningssystem vil data kunne transmittere direkte til ildledelsessystemet ombord i skydende enhed, hvorefter våbensystemet er klar til øjeblikkelig skudafgivelse. Anvendes et sådant system kan ildstøtten ved ”call for fire” ankomme i målområdet indenfor 5 minutter efter måldatatransmissionen. Måldata kan naturligvis også transmitteres via normal kommunikationslinie til skibet. I forbindelse med NFS er det vigtigt, at skydende enhed har en forbindelsesofficer fra landenheden ombord, således at misforståelser kan undgå, herunder især ”Blue-on-Blue” situationer.

Det Fleksible Støtteskib vil endvidere kunne fungere som fremskudt logistisk base, yde værksteds- og reparationsstøtte, forsyne med rent ferskvand og proviant, yde begrænset sanitetsstøtte ved anvendelse af skibets eget hospitalsfaciliteter og tilbyde en vis underbringelses- og rekreationsstøtte.

Patruljeskibene og til en vis grad det Fleksible Støtteskib vil kunne udøve lokal kontrol med luftrummet og udføre flykontrol som ”Local Airspace Coordinating Authority”. Skibene vil endvidere kunne udføre positiv helikopterkontrol.

De maritime enheder er udrustet med elektronisk krigsførelsesmateriel indenfor området Electronic Support Measures (ESM), og kan med COMINT- og SIGINT-udstyr bidrage til at opbygge et situationsbillede i et operationsområde, inklusiv det kystnære landområde. Dette vil kunne ske allerede inden egne styrker landsættes/ankommer til området. Skibene vil således kunne bidrage til identificering og placering af radar sites, missil-sites, kommandoposter og troppekoncentrationer. Landstyrkens eget ESM udstyr (EW-Coy) vil eventuelt kunne anvendes fra skibene, ligesom der vil være mulighed for at opdatere dette inden landsætning. Efterfølgende vil skibene kunne detektere og varsle mod aktiviteter i området, eksempelvis aktivering af måludpegningsudstyr, våben-pejle-radar, indkommende fly og helikoptere mv. Endelig kan containeriseret ELINT-udstyr fra FE installeres ombord.

De danske maritime enheder, primært det Fleksible Støtteskib og Patruljeskibene, vil - i kraft af egne våben og sensorer samt link-forbindelser - kunne yde/støtte ”Force Protection” for en styrke i land. Force Protection vil kunne være i form af overvågning af et område samt våbenindsats. Skibene vil kunne overvåge luftrummet i en afstand på op til ca. 200 km, og vil kunne varsle mod lufttrusler.

Våbenmæssigt vil Force Protection kunne være i form af NFS, som beskrevet tidligere, samt engagering af luftmål med Evolved Sea Sparrow missiler i en afstand ud til ca. 20 km, og med Standard Missile type missiler ud til ca. 200 km. Sidstnævnte vil kunne bidrage til beskyttelse mod angreb med taktisk ballistiske missiler mod SPOD og troppekoncentrationer i det kystnære område.

I havn eller på et red-område vil skibene desuden kunne bidrage til beskyttelse af havneområdet med CIWS, Stinger missiler og TMG’er, samt passive modmidler, som f.eks. Decoy Launch System (chaff/IR ladninger).

”Luftbilledet” vil kunne udveksles med styrker i land[5], og en koordineret overvågnings- og våbenindsats mellem landstyrken og skibene vil være muligt, når afstanden tillader det.

Re-deployering
Efter ankomst af hovedstyrken og dennes overtagelse af operationerne re-deployerer IEF-styrkerne. Afhængig af situationen vil dette finde sted under forskellige omstændigheder. Fra en velordnet rutinepræget operation uden erkendte trusler til en regulær nødevakuering. Uagtet hvor succesfuld IEF-operationen har været, vil der imidlertid altid være en latent terroristtrussel, såvel i operationsområdet som på hele re-deployeringsruten. Der vil således fortsat være behov for ”Force Protection”. De under den hidtidige aktion - fra indskibning til selve operationen – gennemførte operationer, gennemføres igen i f.m. en re-deployering, blot i omvendt rækkefølge så at sige. Der vil således være behov for tæt koordinering mellem landstyrkerne og de maritime styrker inklusiv den nødvendige civile løftekapacitet under hele forløbet.

Som nævnt vil operationsplanen for den samlede EIF indsats indeholde en exit-strategi, inklusiv en nødevakueringsplan med henblik på, at tilsikre de deployerede styrkers sikkerhed. En sådan exit-strategi kan eventuelt indbefatte, at samtlige maritime styrkebidrag samt civil skibstonnage må forblive i operationsområdet, således at en nødevakuering kan iværksættes med kort varsel. En nødevakuering vil kunne spænde fra medtagelse af alt materiel til egentlig demolering og efterladelse af materiel for at sikre personellets overlevelse, og vil kunne gennemføres med helikoptere, mindre fartøjer og ultimativt ved skibenes anløb af egnet havnefacilitet.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.3_2004.pdf


[1] Command, Control, Communication, Computer, Intelligence, Surveillance and Recognising.

[2] Sea Port of Debarkation

[3] Air Port of Debarkation

[4] Sea Port of Embarkation

[5] LINK 11/16 og senere Link 22

 

 

Litteraturliste

Del: