Firmaets største bedrift. Den hemmelige krig mod de danske kommunister

Anmeldt af Poul Grooss

Peer Henrik Hansen, Firmaets største bedrift. Den hemmelige krig mod de danske kommunister. København: Høst & Søn, 2005. 398 sider, kr. 349.

Foto: gucca.dk

Bogen handler om en privat organisation, som senere hen i almindelig presseomtale blev kaldt ”firmaet”. Stifterne af denne organisation havde ikke selv nogen betegnelse for den. ”Firmaet” modtog tilsyneladende midler fra en række danske organisationer, spændende fra Socialdemokratiet til Arbejdsgiverforeningen og industrien, og der var politisk godkendelse på meget højt niveau af organisationens arbejde fra Socialdemokratiet, Venstre og Det konservative Parti. Landets to efterretningstjenester vidste også en hel del om, hvad der foregik, men det var ikke dem, der tog initiativet til operationerne. CIA var med til at betale – og modtog kopi af renskrivningen af aflytningerne, som er omtalt i det efterfølgende. Grundlæggerne af organisationen var tidligere modstandsfolk, og deres mål var at bekæmpe Sovjetunionens danske støtter. Det var en efterretningsorganisation, som blandt andet arbejdede med psykologisk krigsførelse og i høj grad benyttede kommunisternes egne metoder rettet mod kommunisterne selv. Organisationen begyndte at operere omkring 1948, og de mest markante operationer fandt sted fra 1952 og frem til omkring 1960. Det fortaber sig lidt i tågerne, hvad der sker efter 1963.

De to store operationer var aflytningen af Alfred Jensens og Ragnhild Andersen lejlighed fra februar 1952 til januar 1959 og etableringen af den løbende kontakt fra 1958 mellem Aksel Larsen og CIA-agenter. Alfred Jensen var næstformand i Danmarks kommunistiske Parti (DKP) og tidligere minister. Hans kone Ragnhild Andersen var også med i partiets ledelse og var formentlig mere rabiat i sine synspunkter end manden. Hun plejede endvidere nogle kontakter til Østtyskland, som formentlig både var til det lokale kommunistparti (SED) og efterretningstjenesten MfS.

Den omfattende aflytning af lejligheden i Vester Søgade 78, 2. sal, blev ikke etableret på grundlag af solid planlægning. Tvært imod. En af ”firmaets” ledere lånte en lejlighed i forbindelse med, at lejeren skulle til udlandet i en periode. Ved en tilfældighed opdagede man, at ”overboen” var Alfred Jensen, og så startede man med at bore i loftet, indlægge mikrofoner, optage på bånd etc. Aflytningen af lejligheden gav organisationen grundlag for at producere og distribuere de såkaldte ”sorte brev” til DKPs mest aktive medlemmer. De blev selvfølgelig rundsendt anonymt. Af brevene kunne man få det indtryk, at visse af medlemmerne langt nede i parti-hierarkiet var utrygge ved ledelsens greb om tingene, og der blev luftet mistanker om illoyalitet og meget andet. I den sidste fase i 1958 lækkede man oplysninger fra ”firmaet” til en journalist ved ”Information”. Menige medlemmer af DKP opfattede avisens oplysninger som afsløring af de ledende partifællers intriger. Hermed var ”firmaet” med til at sprede misnøje blandt DKP-medlemmerne, og som følge af Ungarnskrisen revnede partiet da også. Mon ikke det ville have gjort det alligevel? Det får vi aldrig svar på, men ”firmaet” bragte da en god portion benzin til bålet.

Bogen indeholder ikke så meget nyt, men det er en udmærket beskrivelse – om end lidt omstændelig – af forholdene under Den kolde Krig. Forfatteren gør en hel del ud af at beskrive, at man ikke blot kan tage 2005-briller på og betragte forholdene i Danmark for over 50 år siden. Tiden var en anden. Som et eksempel herpå kan nævnes, at Aksel Larsen til nogle af de aftalte møder ikke var helt klar over, om det i virkeligheden drejede sig om, at sovjetiske agenter kom for at dræbe ham. Han havde en bevæbnet livvagt med – som ganske vist var mere til fare for sig selv end for andre med sin ladte pistol! Det fremgår også af bogen, at kommunisternes loyalitet ved Koreakrigens udbrud var et politisk problem i Danmark. Hvad ville der ske, hvis konflikten bredte sig til Europa? Regeringen modtog rapporter om, at BOPA var udset til at spille en rolle i en eventuel væbnet kamp, og PET havde fået oplyst navnet på den læge, som skulle fungere som politisk kommissær for disse styrker i relation til DKP. Der foreligger nu kildemateriale, blandt andet fra sovjetiske arkiver, som beskriver danske kommunisters loyalitet over for Den røde Hær, såfremt konflikten ville komme til Danmark. Forfatteren komme også ind på en interessant vinkel af sagen, nemlig hvorledes den danske presse i tidens løb har behandlet denne sag. En del af pressen har haft meget vanskeligt ved at skelne mellem, om det var usandsynligt, eller om det var upassende, om DKP havde et sabotageudvalg! Det sidstnævnte har forfatteren også skaffet dokumentation for.

En del af bogens materiale har dannet baggrund for nogle af DR2s programmer om Den kolde Krig. Der er tale om en udmærket præsentation af sagen, men den er baseret på alt for få, sporadiske og usikre kilder. Mange af de mundtlige udsagn kan ikke støttes af dokumenter. Denne private efterretningsorganisation baserede sig på besættelsestidens dyrekøbte erfaringer. Man var omhyggelig med ikke at snakke over sig eller at nedskrive mere end højst nødvendigt. De mange journalister, som siden 1973 har skrevet om sagen, har ikke haft mange facts at holde sig til. Ti år efter at aflytningen blev etableret, var alle nøglepersonerne døde: Statsministrene Hans Hedtoft, H. C. Hansen og Erik Eriksen. Historiens hovedpunkter kan der tilsyneladende ikke rokkes ved, og bogen er ført helt ajour med oplysninger fra DIIS store udredning: ”Danmark under Den kolde Krig” fra sommeren 2005.

 

Bogen er forsynet med et omfattende noteapparat samt et diagram over ”firmaets” eksterne relationer, en oversigt over de vigtigste begivenheder med relation til sagen fra 1933 – 1998, oversigt over kildemateriale samt et sted-, emne- og personregister.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.2_2006_copy.pdf

Del: