“Fighting for Peace - Bosnia 1994"

“Fighting for Peace - Bosnia 1994" af general Sir Michael Rose.
Udgivet af The Harvill Press, London 1998, ISBN: 1 86046 512 9, indbundet 269
sider, 18£.
Anmeldt af militær juridisk rådgiver Peter Otken.

General Sir Michael Rose har skrevet en interessant og meget læseværdig bog om
sin tid som chef for UNPROFOR i Bosnien fra januar 1994 til januar 1995.
General Rose havde 30 års tjeneste i den britiske hær bag sig, da han i januar
1994 overtog kommandoen over UNPROFOR i Bosnien. Hans karriere havde
blandt andet omfattet tjeneste som officer i Coldstream Guards, i Special Air
Service (SAS), herunder som chef for 22 SAS Regiment 1979-82 og chef for Staff
College i Camberley 1991-93. Efter sin tur i Bosnien sluttede han sin karriere som
Adjutant General. General Rose har imidlertid også studeret i Oxford og ved
Sorbonne, så det er en officer med andre og flere egenskaber end de rent militære*
der taler ud i denne erindringsbog.
På flere og afgørende måder går bogen imod det billede af konflikten i Bosnien,
som vi er vant til at få præsenteret i Vesteuropa og i US A: Hvor de bosniske serbere
ensidigt er aggressorerne, hvor den bosniske regering i Sarajevo under hele krigen
hovedsageligt optræder i offerrollen, hvor FN-systemet og særlig dets civile ledelse
bliver vurderet som svag og eftergivende over for serberne, og hvor kun NATO har
modet og evnen til at sætte hårdt mod hårdt i en konflikt, hvor dette er påkrævet.
Det er et noget andet billede, der præsenteres i General Rose’s bog. Det skal
dog ikke forstås således, at Rose har noget sympatisk billede af de bosniske serbere
eller deres ledere. Gennem hele bogen fremhæves de seibiske lederes upålidelighed
under forhandlinger og deres evne til at benægte og ignorere dokumenterede fakta.
Den serbiske militære leder, General Ratko Mladic,bliver beskrevet som“... in the
classic Soviet mould of generals: fat, swaggering and coarse-featured” (side 33).
Rose og den samlede tilstedeværende FN-stáb i Sarajevo bryder ud i spontane
klapsalver, da en engelsk officer af serbisk afstamning - efter at have udvekslet
serbokroatiske eder med Mladic - smækker røret på under en ophidset diskussion
i forbindelse med krisen omkring Goradze i april 1994. “(W)e had all had enough
of Mladic for one day,” lyder Rose’s kommentar (side 109). Beskrivelsen af den
politiske leder, Radovan Karadzic, der, tydeligt påvirket af tømmermænd, kun iført
slåbrok stikker hovedet ud af sit hotelværelse under nogle i øvrigt frugtesløse fredsforhandlinger
i Genéve, nærmest emmer af foragt (side 135-36) og overgås kun af
beskrivelsen af, hvordan Mladic trykker en burns ud (!) under et møde med Rose
(side 227). Karadzic beskrives i øvrigt således: “He had the haggard look of
someone living in a nightmare, as though convinced he would ultimately die an
unpleasant death” (side 32). Denne profeti er dog endnu ikke gået i opfyldelse.
Men selv om Rose ikke skjuler sin afsky for de bosniske serberes ledere, lægger
han heller ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af repræsentanterne for regerin-
gen i Sarajevo. Rose fremhæver således bosniske brud på våbenhvileaftalen (f.eks.
side 185-86), og han ikke vil udelukke, at Sarajevos forsvarere beskød den befolkning,
de skulle beskytte, for at give de bosniske serbere skylden (side 197-98). Heller
ikke lederne af den bosniske regering i Sarajevo levnes personligt megen ære.
Særlig ikke den bosniske vicepræsident Ejub Ganic (“(r)uthless, without once
demonstrating to me during my time in Bosnia a shred of human decency,...” (side
26)) og den militære ledelse, der flere gange beskyldes for at foretrække og søge at
fremprovokere yderligere lidelser for soldater og civilbefolkning med henblik på
igen at fremprovokere et sammenbrud for FN-missionen og en vestlig intervention
på bosnisk regeringsside. Præsident Alija Izetbegovic får stort set samme ublide
behandling. Alle beskrives somkuninteresseredeiat fremme egnepolitiske interesser
uden hensyntagen til de øvrige etniske grupper og for Ganic’s vedkommende
desuden sine egne økonomiske interesser, som da han beordrer vandet fra et nyt
rensningsanlæg ført tilbage til floden for fortsat at kunne tj ene penge på autorisation
af vandtransporter i Sarajevo (side 70-71). Kun premierminister Haris Silajdzic
beskrives som reelt interesseret i at bevare et multietnisk, demokratisk Bosnien.
Det er interessant, at Rose under hele sin udsendelse bevarer en fuldstændig
loyalitet over for FN-systemet. I medierne og blandt opinionsdannerne i Vesten er
det FN-systemet og den civile, politiske ledelse af verdensorganisationen, der om
nogen har måttet holde for som “ansvarlig” for tragedierne i Bosnien. FN så magtesløst
til, mens uskyldige blev slagtet, FN havde ikke vilje eller evne til at forhindre
de menneskeskabte katastrofer, FN har “spillet fallit” osv. Særlig generalsekretærens
særlige udsending, denjapanske diplomat Yasushi Akashi, der kom til Jugoslavien
efter at have forhandlet en succesrig fredsaftale på plads i Cambodja, er
blevet kritiseret. Det er interessant, at General Rose’ s fremstilling er præget af dyb
respekt for Akashis arbejde; Rose var trods alt Akashis nærmeste militære samarbejdspartner
i Bosnien. Bogen indeholder ikke kritik afFN’s manglende autorisation
af luftangreb mod serberne eller nogenbeskyldninger mod Akashi for at hindre
sådanne. Tværtimod er det i mange tilfælde Rose selv, der holder luftangreb mod
serberne tilbage, uanset at han kom til Bosnien på en programerklæring om “(a)
tougher military approach to peacekeeping” (side 28), ligesom han flere gange selv
anmodede om NATO bombninger af serbiske stillinger blandt andet for at forsvare
udsat FN-personel.
Mest kontroversiel - i hvert fald i Vesten - er formentlig Rose’s beskrivelse af
USA’s og NATO’s rolle i konflikten. Iflg. Rose havde USA på et tidligt tidspunkt
lagt sig fast på, at en neutral indstilling til konflikten var forkert, at den bosniske
regering i Sarajevo var offeret og de bosniske serbere aggressorerne, at FN’ s våbenembargo,
der omfattede hele Jugoslavien, derfor burde ophæves, og at NATO bombninger
skulle anvendes som aktiv støtte til den bosniske regerings krigsdeltagelse.
Som følge heraf ser Rose en række amerikanske politikere og embedsmænd som
modspillere, og det samme gælder flere højtstående amerikanske NATO-chefer,
hvoraf nogle beskrives i tilsvarende lidet flatterende vendinger som Karadzic og
Mladic. Det gælder særlig krisen omkring indgåelsen af en våbenhvileaftale i Sarajevo
lufthavn den 9. februar 1994, som Rose forhandlede, og som blev fulgt op af
et NATO-ultimatum om bombninger af serbiske stillinger* hvis ikke kampvogne,
artilleri, m.v. var trukket uden for en angivet zone inden fristens udløb. I Rose’s
beskrivelse er amerikanerne og NATO snarere mod - end medspillere, der med
deres stædige insisteren på at anvende bombardementer var på nippet til at forpurre
flere af våbenhvileaftaleme.
Rose er som nævnt loyal over for FN’s formål med operationen i Bosnien: At
søge at opnå en våbenhvile og eventuelt en fredelig afslutning på konflikten samt
i videst muligt omfang at støtte uddelingen af nødhj ælp til bosniske civile, for hvem
denne hjælp i vidt omfang var livsnødvendig. Særlig den bosniske regering kritiseres
for at foretrække en fortsat konflikt med yderligere civile tab og lidelser for
at fremprovokere en vestlig intervention - og derfor reeltvære uden interesse i FN’s
fredsbestræbelser. Man kan naturligvis mene om denne politik, hvad man vil, men
det kan næppe overraske, at den bosniske regering på dette tidspunkt af konflikten
ikke for enhver pris ønskede en fredsslutning, der indebar en deling af landet og en
“belønning” af den serbiske aggression - også selv om det i en periode fremover
ville betyde en yderligere forøgelse af civilbefolkningens lidelser. Selv om FN’s og
Rose’s bestræbelser på at skabe fred resulterede i våbenhviler og tilbagevendende
perioder af “normalitet” i Sarajevo, må det retfærdigvis anføres, at situationen
eksploderede fuldstændig igen i foråret og sommeren 1995 med omfattende gidseltagninger
af FN-personel, fortsatte etniske udrensninger, og angreb på FN’s såkaldt
“sikre zoner”, herunder nedslagtningen af tusindvis af muslimske mænd i
Srebrenica i juli 1995. Den skrøbelige fred, som FN var med til at etablere i 1994,
blev således ikke afslutningen på konflikten, men reelt kun en parentes. Først efter
gennemførelsen af endnu et års krig og yderligere enorme lidelser for befolkningen
i Bosnien samt omfattende bombninger gennemført af NATO kunne parterne tvinges
til forhandlingsbordet og underskrive en fredsaftale, der - håndhævet af NATO
og det internationale samfund - stadig har virkning.
Men bogen indeholder også mange andre interessante oplysninger og betragtninger.
Somf.eks. Bosnien-hovedkvarterets fuldstændige åbenhed over for pressen,
der bl.a. resulterede i, at journalister fik fri adgang til hovedkvarteret, inklusive
operationsrummet(!) Rose beskriver, hvordan en journalist fra The Daily Telegraph
kommer ind i rummet, mens Rose selv taler med chefen for FN-styrken i Bihac, der
er under angreb fra de bosniske serbere. Da journalisten spørger, hvad der bliver
sagt, far hanrakt telefonrøret med beskeden: “Spørg ham selv!” (side 20). Åbenhed
over for pressen i forbindelse med gennemførelsen af militære operationer kan
næppe gøres mere konsekvent! Rose må da også konstatere, at hans åbenhed giver
bagslag, da BBC udsender en videooptagelse, hvor Rose over for nogle britiske soldater
giver udtryk for, at de bosniske regeringssoldater i Gorazde har trukket sig
“med vilje” for at få FN til at intervenere. Journalisterne havde fået overladt båndet
med besked om, at de ikke måtte bruge denne sekvens. Det er mere overraskende,
at kun én tvstation ikke kunne modstå fristelsen, og at de andre rent faktisk ikke
misbrugte tilliden.
Fremstillingen følger i øvrigt Rose’s udsendelse kronologisk fra datoen for
meddelelsen om hans udnævnelse og indtil han i januar 1995 flyver ud af Sarajevo
for sidste gang. Bogen afsluttes med en epilog, der samler erfaringerne fra hans
tjeneste i Bosnien og trækker nogle linjer til udviklingen efter hans afgang fra
missionen. Bogen er i øvrigt forsynet med noter, stikordsregister og en nyttig personoversigt
med kortfattede data om de mange politikere, stabsofficerer m.fl., der
indgår i fremstillingen. Bogen er velskrevet, tankevækkende og indimellem provokerende.
Den vil være af interesse for alle, der har arbejdet eller arbejder med konflikterne
i det tidligere Jugoslavien. Fordi den fremhæver de resultater, som
UNPROFOR i Bosnien rent faktisk gennemførte under vanskelige forhold, er den
også et væsentligt indlæg i debatten om fremtidens fredsstøttende operationer.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_128_aargang_maj.pdf

Del: