Fighting for Peace

Trevor Findlay, Fighting for Peace. Oxford and New York: Oxford University Press for Stockholm International Peace Research Institute, 2002.  xxi + 486 sider. £40.

Findlay analyserer i denne bog, hvordan FN styrkerne har anvendt (eller undladt at anvende) magt, siden den første fredsbevarende operation så dagens lys i 1956. Introduktionskapitlet gennemgår de relevante begreber og redegør for, hvorledes en FN-ledet operation etableres og ledes. Kapitlerne 2-8 analyserer magtanvendelsen og de normer, som udstak retningslinierne herfor, i FN operationerne i Sinai, Congo, Cypern, Libanon, Cambodja, Somalia, Bosnien, Haiti, Rwanda, Østtimor og Sierra Leone. De to sidste kapitler diskuterer 1990'ernes doktrindebat, og de reaktioner og resultater, som Brahimi-rapporten har givet anledning til.

Findlay fremkommer i den forbindelse med en række fornuftige reformforslag, som kunne bidrage til at øge effektiviteten af fremtidige FN-ledede operationer. Tre af disse er værd at nævne hér. Det første går ud på at give alle FN-ledede operationer, som involverer bevæbnet personel, et Kapitel VII-mandat for dels at signalere til potentielle fredsforstyrrere at angreb på FN personel og civile ikke vil blive tolereret, dels at signalere til bidragyderne, at selv “fredsbevarende” operationer rummer reelle risici og kræver veltrænede og veludrustede tropper. Det andet forslag går ud på at anvende lead-nation modellen, der bruges i de fredsoperationer Sikkerhedsrådet uddelegerer til andre organisationer eller “koalitioner af villige,” i FN-ledede operationer også. Endelig foreslår Findlay for det tredje, at stormagterne skal stille hurtige reaktionsstyrker til rådighed som backup for FN-ledede operationer, der kommer i vanskeligheder. Stormagtsstyrker har allerede fungeret som backup for FN-ledede operationer i Somalia, Bosnien, Sierra Leone, og fransk-ledede styrke, der blev indsat i Den Demokratiske Republik Congo i juni 2003, kan også ses som et eksempel herpå.

Findlay lukker et hul i litteraturen ved at være den første til at give en oversigt over FN-styrkernes ROE og brug af magt. Bogen er velskrevet og velstruktureret, og Findlay demonstrerer ikke blot et indgående kendskab til de valgte cases. Han foretager også en sober og balanceret analyse af de forskellige hensyn og synspunkter, som debatten om FN-styrkernes magtanvendelse har givet anledning til i årenes løb. Bogen er derfor et must for enhver, der interesserer sig for magtanvendelse i forbindelse med fredsoperationer. Den er især nyttig for læsere, som ikke har det store kendskab til de valgte operationer.

Bogens primære styrke består i at give et suverænt overblik over den historiske udvikling i FN-styrkernes magtanvendelse og de erfaringer, den har givet anledning til. Bogen bidrager ikke med megen ny viden, da den primært bygger på kendt materiale, og dens konklusioner er heller ikke nye. Læsere med kendskab til bogens cases og 1990'ernes debatter vil således ikke lære meget nyt. Omtalen på smudsomslaget og forordet, skrevet af to SIPRI-direktører er derfor vildledende. Begge fremhæver analysen af doktrindebatten i 1990'ernes som bogens primære bidrag, men den del af bogen er imidlertid den mindst interessante. Analysen af operationerne under den Kolde Krig er meget mere værdifuld, fordi disse operationer stort set er blevet ignoreret i 1990'erne. Det store flertal af analytikere, som kastede sig over fredsoperationerne, da det blev et sexet forskningsfelt i starten af 1990erne, gad ikke sætte sig ind “første generations”-operationerne, som man jo alligevel ikke kunne lære noget af. Manglen på historisk perspektiv førte til en masse myter og fejlgeneraliseringer. Eksempler er standard påstande så som, at de traditionelle fredsbevarende operationer kun fandt sted i forbindelse med interstatskrige, at FN’s koldkrigsoperationer var passive af natur, at samtykke var solidt, og at magt kun blev anvendt i selvforsvar. I virkeligheden fandt fem af FN’s tretten operationer fra før 1989 sted i interne konflikter; det var i reglen hårdt arbejde at fastholde og konsolidere parternes samtykke; FN tropper har anvendt magt ud over selvforsvar ved adskillige lejligheder; og effektive fredsbevarere har altid proaktivt søgt at forme deres operative miljø.

Det er derfor en styrke ved denne bog, at den fremhæver de relevante erfaringer, som kan destilleres fra FN’s tidlige operationer. Som Findlay demonstrerer, kan man lære meget af at studere de tidlige operationer, og hans analyse viser også, hvor meget disse operationer varierede i intensitet og omfang. Denne indsigt er også nyttig i en dansk kontekst, hvor mange stadig sætter lighedstegn mellem Cypern i 1980'erne og fredsbevarelse.

Svagheder? Den væsentligste er den manglende inddragelse af den politiske kontekst, som FN-operationer udføres i. Den betyder for eksempel, at diskussionen af Brahimi-rapporten og bestræbelserne på at formulere en FN-doktrin fokuserer på tekniske aspekter. Det er for så vidt i orden, da de tekniske problemer skal løses, for at FN-operationernes effektivitet kan øges. Problemet er imidlertid, at hovedproblemerne med FN-operationerne er politiske, og at tekniske løsninger alene ikke vil gøre den store forskel. En fyldestgørende analyse af FN-operationernes fremtid må nødvendigvis inddrage de politiske problemer også. Denne svaghed ændrer dog ikke det positive helhedsindtryk, og man må håbe, at bogen vil bidrage til at øge den historiske bevidsthed inden for studiet af fredsoperationerne. Det er stærkt tiltrængt.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.3_2003.pdf

Del: