Feltherrer - Fra Alexander den Store til Norman Schwarzkopf.

Esben Mønster-Kjær (red.), Feltherrer - Fra Alexander den Store til Norman Schwarzkopf.

København: Det Historiske Hus & Aschehoug Dansk Forlag A/S, 2004. 302 sider, kr. 299,00.

I redaktørens forord erklæres det, at bogen - udover at skildre en række af historiens mere interessante militære skikkelser, feltherrerne - er et forsøg på at forklare, hvordan moderne krigsførelse er opstået og har udviklet sig til det, vi kender i dag. Endvidere anføres det, at kriteriet for det foretagne valg af de feltherrer, der er medtaget, har været, ”at hver person skal have tilført de militære metoder noget nyt, ikke blot i form af teorier, men også omsat til praksis.” 

Militærhistorisk set lyder det som et meget spændende projekt, hvorfor man naturligt søger oplyst, hvem der egentlig har givet sig i kast med emnet.

Det giver bogen ingen oplysninger om - hverken hvad ”Det Historiske Hus” er for en størrelse - eller hvilken faglig baggrund, de anførte bidragydere måtte have - eller hvem, der har skrevet de enkelte afsnit.

Hvad forfatteren/forfatterne egentlig forstår ved de anvendte begreber ”feltherre” og ”krigskunst” savnes præciseret i forordet. Ifølge bogens bagside er 28 af ”historiens største hærførere” udvalgt til at repræsentere udviklingen fra Alexander til Schwarzkopf. Men når man så i indholdsoversigten finder navnene på de pågældende, der er fundet værdige til at få tildelt eget kapitel/afsnit, virker det noget overraskende, at ”hærførere” og ”feltherrer” nu også omfatter fire admiraler, en flyvergeneral samt ”den røde baron”, von Richthoven.

Når redaktøren har fundet det væsentligt at medtage disse sidste seks ”interessante skikkelser”, kunne man måske have forventet mere end blot en antydning af flådens og senere flyvevåbnets betydning for den generelle udvikling af krigens karakter i afsnittet ”Fra Cannæ til Kuwait” (p.12-20).  Et afsnit, der vel er tænkt som ”indgangsportal” til hele værket.

Hvad angår de 22 udvalgte landmilitært ”interessante skikkelser”, skal deres betydning ikke betvivles - og langt størsteparten kan også betegnes som have været ”Den Højestbefalende over en krigsførende Hær” (Man må tilbage til Salmonsens Konversationsleksikon fra forrige århundrede for at finde ”en feltherre” defineret således, som man - i hvert fald indtil nu - har anvendt betegnelsen militærhistorisk).

Man kan naturligvis diskutere det arbitrære valg - hvorfor ikke von Mannstein? - hvorfor generalstabschefer som von Moltke og Ludendorff?

Redaktøren har valgt at gruppere biografierne i forskellige epoker af krigens historie. Da epokebetegnelserne ikke alle er selvforklarende, savnes også her definitioner af de anvendte begreber. Når krig almindeligvis opfattes som organiseret kamp - hvad forstås så ved den i bogen anvendte betegnelse ”Organiseret krig”? Og hvad menes egentlig med ”Amatørernes krig”, når Karl den Store placeres i dette afsnit med samt sit slagkraftige frankiske rytteri - for ikke at tale om Edward III med sin veltrænede og godt skydende engelske hær?

Hver epoke/afsnit indledes med en kort introduktion (to sider), der i store træk søger at dække den generelle militære udvikling for så vidt angår områderne teknologi, organisation og doktrin. Men da ikke alle områder ”er med” hver gang, kræves det, at læseren selv er i besiddelse af en solid militærhistorisk viden for at kunne fastholde ”tråden”.

Det vil føre for vidt her at kommentere alle bogens biografier, der - som anført i forordet - for ”en stor andels” vedkommende er skrevet af samme forfatter. Men når netop dette er tilfældet, kan det undre at biografierne er så forskelligt disponerede og dermed ikke klart underbygger bogens idé om identifikation af ”feltherrens” særlige egenskaber. Savnet af kildeangivelser er her stort.

Når man i biografien over Hannibal i afsnittet om Cannæ (p. 38), finder dette slag omtalt som ”skolebogs­eksemplet på tilintetgørelsesslaget” (eller måske rettere ”den dobbelte omfatning”) kan det undre lidt, at man ikke har nævnt de to øvrige ”skoleeksempler” eller ”modelslag”: Det såkaldte ”fløjslag” (omfatning af en enkelt fløj) tilskrevet Epaminondas ved Leuktra - samt det såkaldte ”gennembrudsslag”, der kunne have været nævnte under Alexander ved Gaugamela.   

Frederik den Store og Napoleon er begge uden nærmere forklaring placeret i epoken ”Bureaukratisk krig” - om end de vel stod på hver side af det ”jordskred” i krigsførelsen, der fulgte med den franske revolution. Under Frederik den Store anføres det korrekt (p.150), at denne tilfører taktikken ”den skrå slagorden” - men beskrivelsen (samme sted) af princippet er forkert, når der tales om ”forstærket vægt på en af fløjene”. Grundidéen var derimod en fremrykning i ”en til højre eller venstre bagud aftrappet formation” - ikke ulig Epaminondas’ formationsvalg. Når Frederik den Store - helt naturligt  - er medtaget som feltherre og fører, savnes en omtale af hans skribentvirksomhed og udgivelse af værker som ”Lehren vom Kriege und Bedeutung für den heutigen Truppenführer” og ”Instruction Militaire Du Roi De Prusse Pour Ses Generaux”. Værker, der viser kongens greb om det essentielle i føringen og om hans krav til underførerne.

Da nu den prøjsiske hær - som anført - netop led sine største nederlag til Napoleons styrker, havde det måske været passende at anføre, at Napoleon dog anså Frederik den Store for ”et af alle tiders største militære genier”.

Som Alexander og Frederik den Store arvede en - efter datidens normer - optimal hærorganisation efter deres fædre, så ”arvede” Napoleon en fransk hær, der allerede havde været igennem en - nær sagt - revolutionerende udvikling for så vidt angår troppeinddeling, kommando- og stabssystem. Men af disse tre var Napoleon nok den, der interesserede sig mindst for organisatoriske detaljer - bortset fra artilleriets forhold. Den eneste egentlige organisatoriske nyskabelse i Napoleons hære var ”korpset”.

Dette er korrekt beskrevet i bogen (p.168 og 169) - dog var (også dengang) en brigade ikke inddelt i divisioner - men omvendt. Derfor kan det undre, at forfatteren (p.176) afslutter biografien om Napoleon med at konstatere, at ”hans system af operative underafdelinger på flere niveauer og tæt samarbejde mellem våbenarterne blev så centralt et element i krigsførelse, at det danner grundlaget for enhver militær organisations opbygning i dag”. Napoleon var bruger - mere end skaber - af et system.

I indledningen til biografierne i afsnittet ”Mekaniseret krig” anføres det (p.225), at ”Generalstaben” var det ”overordnede styringsorgan” i den tyske hærs fornyede krigsplanlægning (efter 1. Verdenskrig). Generalstaben var imidlertid nedlagt som institution (krav i Versailles-traktaten), hvorfor det var i ”Reichwehrsministerium”s ”Truppenamt” under generalmajor von Secht, at planlægningen foregik. Som afslutning på samme afsnit er anført:” Det var gennem denne institution,” (Generalstaben) ” at Første Verdenskrigs mange teknologiske gennembrud blev samlet og koordineret med det gamle preussiske fokus på overraskelse og hurtig bevægelse. Derved opstod en ny sammenhængende doktrin for krigsførelse, der fik betegnelsen Blitzkrieg - lynkrig.”

Det er beklageligt, at man både her og senere i afsnittet om ”Blitzkrieg” taler om dette ”fænomen” som et defineret begreb. Da udtrykket dukkede op i specielt angelsaksiske - men også i tyske - skrifter før krigen, blev det anvendt som betegnelse for en ikke nærmere defineret hurtig krigsførelse - overvejende på det strategiske plan. Da Hitler første gang hørte udtrykket, skulle han have udtalt:”Blitzkrieg, das Wort ist eine rein italienischen Erfindung…” - og efter Frankrigs fald fastslog daværende chef for den tyske hærs generalstab, general Halder, at: ”Der ”Blitzkrieg-Erfolg” gegen Frankreich basierte auf keiner vorher festgelegten Doktrin, sondern war eine aus der Not geborene Improvisation.“ 

Tyskland havde et helt klart forspring, hvad angår udviklingen af pansertropper - bl.a. ved at organisere kampvognene i egentlige panserdivisioner. Men det koncept, der fandtes, var egentlig en videreførelse af stormtroppernes efterprøvede infiltrationstaktik fra 1. Verdenskrig - tilsat von Moltke’s og von Schlieffens idéer om ”omfatningen”. Koordineret samarbejde med flyvevåbnet var langtfra en normal foreteelse.

I afsnittet ”Krigenes ende” anføres (p.269) i forbindelse med den nukleare afskrækkelse mellem NATO og WAPA, at én af parterne kunne vælge at tage chancen og gennemføre et angreb med konventionelle styrker i håb om, at den anden part ikke vovede at reagere nukleart og at: ”Denne tanke var særligt levende på sovjetisk side…”. Det er muligt, at tanken har ”levet”, men de senere års afsløring af WAPA angrebsplanlægning viser nu, at taktiske kernevåben var påregnet anvendt under alle omstændigheder.

Afslutningsvis kan man rejse spørgsmålet om ikke netop general Schwarzkopfs begrænsede muligheder for at agere som ”feltherre” i ordets oprindelige betydning, forklarer, hvorfor begrebet er bortfaldet i moderne militær sprogbrug.

Som anført tidligere, er idéen bag publikationen interessant, men det samlede resultat lever langtfra op til intentionerne i bogens forord. Der skal her specielt peges på den manglende dokumentation, den ofte lidt søgte sammenhæng mellem de enkelte biografier - samt manglende tydeliggørelse af den - i bogens afslutning (p.289) - omtalte ”lineære udvikling” af ”krigskunstens historie”.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.2_2004.pdf

Del: