FDR- Franklin D. Roosevelt

Anmeldt af Britt Solbjerg Madsen

Jean Edward Smith. Oversat af Morten Visby. Udgivet af Gyldendal den 13. november 2009. 888 sider illustreret. Pris: Kr. 399,95.

Smith starter grundigt fortællingen om Roosevelts liv med en nøje gennemgang af Delano og Roosevelt familierne, der begge var særdeles velhavende og sikrede, at Roosevelt aldrig behøvede at være afhængig af en løncheck. På Columbia studerede Roosevelt jura, om end det var politik, der vakte hans passion, og færdedes i de fineste kredse, der allerede dengang inkluderede besøg i Det Hvide Hus. Det lå på ingen måde i kortene, at han skulle blive den jævne mands forkæmper.

Det var som vicemarineminister, at Roosevelt afprøvede sine evner med de landspolitiske realiteter i Washington og satte kurs mod præsidentembedet, ligesom hans fætter Theodore Roosevelt havde gjort det fra netop samme position. Roosevelt lod sig ikke uden videre rive med eller mistede sin sans for detaljerne i sit overblik, som da han stod overfor en ophidset udenrigsminister, William Jennings Bryan, der forlangte at få sendt et slagskib af sted til Haiti inden 24 timer, idet han udbrød: ”De slår hvide mennesker ihjel i Haiti”. Roosevelt forklarede ham, at de amerikanske slagskibe lå i Naragansett Bay, og at det ville tage dem mindst fire dage at nå frem, men at han havde en kanonbåd liggende et sted ved Guantánamo Bay, som kunne nå Haiti indenfor otte timer. På vej ud af døren stoppede Bryan op og sagde: ”Roosevelt, når jeg snakker om slagskibe, så mener jeg det jo ikke i nogen teknisk forstand. Jeg mente bare, at jeg gerne ville have noget sendt dermed, som kan flyde, og som er udstyret med kanoner”. Roosevelt elskede at fortælle denne anekdote, og den illustrerer ganske glimrende hans sommetider meget umiddelbare beslutninger og samtidig hans overblik.

Roosevelts lederskab sammenlignes med og overgår måske endda Lincolns under borgerkrigen. Han forstod til fulde befolkningens modvillighed i at træde ind i krigen i Europa, men vidste, at USA ikke kunne sikre sig mod krigens katastrofale konsekvenser eller farerne ved at deltage i den. Efter den japanske indtrængen i Kina i 1937 ”stødte han de første prøvende toner i en endnu ikke helt klaret trompet: Uskyldige mennesker, uskyldige nationer, falder på grusomste vis som ofre for et magtbegær, som er blottet for enhver retfærdighedssans”. Smith tror ikke et sekund på skrønen om, at Roosevelt glædede sig over angrebet på Pearl Harbour for på den måde at kunne trække USA ind i krigen. Selvom Smiths beundring af præsidenten er åbenlys, formår han at fastholde et kritisk syn på Roosevelts beslutninger, hvor de ikke altid var lige præget af rationalitet. To af hans mest fatale fejltagelser skete i forbindelse med New Deal og en kontrovers med demokraterne året efter, som begge skete som følge af, at han lod sin ellers fremragende forståelse af den offentlige opinion blive overgået af hævngerrighed. Gode relationer til allierede såvel som rivaler var dog det mest karakteristiske for Roosevelts politiske samarbejde, hvor et særligt politisk samarbejde især blev ophøjet til et dybt og nært venskab.

Roosevelt modtog den 15. Maj 1940 et telegram fra den nyligt udnævnte premiereminister Winston Churchill, hvori han bad om amerikansk assistance, der beskriver, at det ser sort ud, og at de små lande er blevet pulveriseret. Roosevelt reagerede allerede dagen efter og bekendtgjorde, at USA nok skulle levere fly, antiluftskyts, ammunition og stål - men destroyerne kunne han ikke få. Dette var starten på et venskab mellem to stærke statsledere, hvorom det kunne hævdes, at den største personlighed de hver især havde mødt i deres liv, det var deres egen. Tanker om en forestående krig i 1914 havde fået en ivrig Roosevelt til at ønske at danne sig et førstehåndsindtryk af søkrigen, hvorfor han søgte at komme til London for her at få et indblik i, hvordan Admiralitetet arbejdede og møde det britiske modstykke som marineminister, Winston Churchill. Churchill var midlertidig stødt på manchetterne over, at USA endnu ikke var trådt ind i krigen og spiste den amerikanske besøgsdelegation af med, at han ikke havde tid til at møde den. Dette var det eneste sammenstød mellem de to kommende statsledere, men Roosevelt havde til sin store ærgrelse heller ikke efterladt noget videre indtryk hos Churchill ved deres første møde fire år senere.

Telegrammer med indtrængende nødråb fra en presset Churchill udviklede sig fra et arbejdsforhold mellem to statsledere til et intenst venskab. Efter en konference i Casablanca i 1943, hvor de allieredes strategi i det europæiske teater diskuteredes efter Hitlers nederlag i Afrika, hjalp Churchill Roosevelt om bord på flyet og fortalte efterfølgende, at det gjorde ham alt for nervøs at se Roosevelt tage af sted: ”If anything happened to that man, I couldn't stand it. He is the truest friend; he has the farthest vision; he is the greatest man I have ever known.” Den 12. april 1945 døde Roosevelt, og verden sørgede, ikke mindst Churchill der skrev, at han følte et dybt og uopretteligt tab. Den sovjetiske leder blev ligeledes dybt ulykkelig og udtalte: ”Præsident Roosevelt er død, men hans sag må leve videre”. Han bad efterfølgende Molotov repræsentere sig ved den forestående FN-konference. Karakteristisk ved Roosevelt var, hvor respekteret og afholdt han var af sine nære allierede såvel som modstandere. Han gav håb til millioner af mennesker og ledte Amerika ud af Depressionen foruden den mørke skygge, som Den anden Verdenskrig kastede over en nation, der hidtil havde ført en isolationistisk politik. Roosevelt beskrives som en af USA største præsidenter, og det fremstilles af Smith ikke som utænkeligt, at Roosevelt kunne have indtaget præsidentembedet i en fjerde periode - og dette på trods af kampene mod polioen, der forhindrede ham i nogensinde at have stået oprejst som præsident.

Smith beskriver vægtigst Roosevelts politiske karriere, men udelader ikke de fire kvinder, som udover politiske ambitioner udgjorde hjørnestenene i Roosevelts liv. De fire kvinde var Roosevelts altid støttende og kærlige mor, Sara, der gav ham en urokkelig selvsikkerhed, hans kone Eleanor, der pragmatisk indrettede sig i et ægteskab af mere professionel karakter. Dernæst var der Lucy Mercer, kvinden han elskede, og sekretæren Missy Lehand, der elskede ham.

På trods af bogens overvældende omfang (888 sider) forekommer det intet mindre end imponerende, at Smith formår at beskrive en så stor personlighed og betydningsfuld præsident som Roosevelt i et omfang, hvortil det kan hævdes, at der her er en biografi, der passer til Roosevelts storhed. Smith er ikke alene grundig i sin dokumentation af Roosevelt som præsident, men også grundig udforskende i mennesket Franklin Delano Roosevelt, og noterne alene kan hurtigt føre læseren ud på en skovtur i sjove og interessante sidehistorier. Smith sætter sig meget ambitiøst for at beskrive, hvordan en aristokrat bliver forkæmper for manden på gulvet og finder en stor del af svaret i den nød og elendighed, Roosevelt så i Georgia under behandling af polioen og den empati, som han fattede for andre menneskers følelsesliv efter sin afbrudte kærlighedsaffære med Lucy. Smiths biografi er så grundig og veldokumenteret, at kun Roosevelts egen mor kan have kendt politikeren og mennesket Franklin Delano Roosevelt bedre.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidsskrift_139.aargang_nr.2_2010.pdf

Del: