Falklandskrigen

Major E. J. Heidler, Forsvarskommandoen, redegør for hovedlinier i Falklandskrigens historiske baggrund, for operationsområdets karakteristika, styrkeforholdet og operationernes forløb med den indledningsvise argentinske invasion og den britiske tilbage erobring af øerne, hvis officielle benævnelse er operation CORPORATE. 

 
Der verserer en anekdote om en canadier, som længe havde været frygteligt bange for krig, atomvåben og de farer, disse medførte for menneskets sikkerhed. Han besluttede sig til at flytte til et absolut fredeligt og sikkert sted, og efter et længere studium af verdenskortet valgte han de afsides beliggende Falklandsøer.
Dette valg, som jo ikke var særligt heldigt, viser, at han ikke havde det rette kendskab til disse øers historiske baggrund. Da han næppe er ene herom, vil en indledningsvis ganske kort historisk baggrundsforklaring være på sin plads.
 
Historisk baggrund
I 1592 opdager englænderne øerne, som dog får lov til at henligge til 1690, hvor den første udforskning gennemføres, også af englænderne. I perioden 1706-14 anvender franskmændene af og til Falklandsøeme. De franske sømænd kalder øerne »Les Isles Malouines«, hvilket senere udvikler sig til spanske og argentinske »Malvinas«.
Egentlig bosættelse finder dog først sted ca. 50 år sénere. I 1764 grundlægges en fransk koloni ved Port Louis på East Falkland, og den franske krone gør krav på retten til øgruppen. Året efter - 1765 - hævder englænderne imidlertid retten til øerne, og grundlægger i 1766 en koloni ved Byron Sound på West Falkland. I 1767 accepterer franskmændene - men ikke englænderne - et spansk krav om herredømmet. Dette begrundes med, at øerne rétteligen bør tilhøre den sydlige del af Sydamerika, som anerkender det spanske overherredømme. I 1769 mødes et engelsk og et spansk skib, fra hver sin koloni, i Falklandssundet. Begge bliver tilsyneladende overraskede over dette, idet de ikke har kendt eksistensen af hinandens kolonier. De beordrer hver især - på deres lands vegne - det andet skib bort og fortsætter derefter hver sin vej.
I 1770 erobrer en flåde, udsendt på eget initiativ af den spanske guvernør i Buenos Aires, den engelske garnison på West Falkland. Englænderne protesterer og truer med at sende en flåde til øerne. Som følge heraf underkender den spanske regering guvernørens initiativ, og den spanske styrke beordres bort. Kort tid efter - i 1774 - trækkes størsteparten af den engelske garnison imidlertid hjem som følge af nedskæringer i forsvarsbudgettet. Helt forlader man dog ikke området, og kravet på retten til øerne opretholdes. I 1775 opdager englænderne South Sandvich og South Georgia øgrupperne. I de følgende år forlader de sidste englændere området. I 1810 erklæres Argentina for republik og spanierne trækker sig derfor også hjem, hvorefter Falklandsøeme henligger ubeboede indtil 1829. I mellemtiden - i 1820 - har Argentina krævet herredømmet. I 1829 bosætter argentinerne sig på East Falkland, hvilket medfører indledningsvis engelske protester, senere afsendelse af en flåde, som i 1833-34 tilbageerobrer området.
Der oprettes nu et mere permanent engelsk styre, og befolkningen vokser til omkring 2000. Siden har englænderne regeret øerne. Af begivenheder i de 148 år kan nævnes et søslag i 1914, hvor en engelsk flådestyrke slår en tysk flåde under kommando af admiral Graf Spee.
I 1945 - efter 2. verdenskrig - genfremsættes det argentinske krav, som har været gentaget lige siden. I 1965 optager England og Argentina - på anmodning fra FN - forhandlinger om øernes fremtid. Disse forhandlinger har været ført lige siden, med forskellige spændte perioder. F.eks. måtte englænderne i 1977 sende en mindre styrke til Falkland for at forhindre en argentinsk invasion. På dette tidspunkt rejses selve spørgsmålet om øernes suverænitet - og en mulig overdragelse til Argentina - for første gang i de formelle drøftelser. Øboerne ønsker at forblive engelske. Argentinerne beskylder englænderne for at trække forhandlingerne i langdrag. Scenen er altså sat for en fornyet konflikt.
1. april 1982 afbryder Argentina de diplomatiske forhandlinger. Man mener, at nu har det varet længe nok, hvorfor man vælger en invasionsløsning.
 
Geografi
Hvad er det så for øer? Først og fremmest er de fjernt beliggende. Fra England er afstanden ca. 15.700 km i luftlinie, hvilket nødvendiggør mellemliggende baser, som f.eks. Ascension, og en mulighed for tankning i luften. Søvejen er lidt længere - ca. 16.300 km - via de Cap Verdiske øer og Ascension. Fra Argentina er afstanden kun ca. 600 km, mens der er væsentligt længere til South Georgia og Sandwichøerne.
For det andet afviger de militærgeografiske forhold på væsentlige punkter fra vore egne områder. Falklandsøeme består af ca. 200 øer, med hovedøeme East- og West Falkland som langt de største. Størrelses- mæssigt kan de bedst sammenlignes med Sjælland og Fyn, og Falklands- strædet kan sammenlignes med Storebælt, Øresund eller Femam Bælt. Mens der på det tilsvarende område i Danmark bor ca. 2,8 millioner mennesker, er Falklandsøemes befolkning på ca. 1700, hvilket er væsentligt mindre end vi har boende på f.eks. Læsø.
Øerne minder i deres udseende meget om de skotske øgrupper med deres stærkt indskåme kyster, som giver mulighed for mange gode naturlige havne, men som til gengæld vanskeliggør en egentlig invasion fra søen. East Falkland består af to halvøer forbundet med en smal tange ved Darwin/Goose Green. Den nordlige del, hvorpå hovedstaden Port Stanley ligger, er temmelig bjergrig med højder op til 705 m. Den gennemskæres af mange slugter og dale, som er meget vanskelige at passere. Den sydlige del er lavere og bedre egnet til dyrkning, men har til gengæld store sumpede områder. Også West Falkland er, trods enkelte store bjerge, lavere, men overfladen er stenet og øde, og kun meget få dale egner sig til dyrkning. Den vigtigste havn er Port Stanley. Der er tre flyvepladser beliggende ved Port Stanley, ved Goose Green og en mindre på Pepple Island.
Klimaet er tempereret oceanisk, hvilket svarer stort set til Færøernes. D.V.S., at det kan være usædvanligt ubehageligt koldt og stormende i vintermånederne, og maj/juni, hvor operationerne fandt sted, er jo netop vinter på den sydlige halvkugle.
 
 
Det er altså ikke mange indbyggere eller meget værdifuldt landområde, der skulle kæmpes om. Englænderne hævdede, at det var princippet om ikke at tillade en militær aggression mod nogen del af riget, som var det afgørende. Hertil skal nu nok tilføjes de økonomiske interesser, der kan ligge i fiskeri i havet om øerne samt de muligheder, der sandsynligvis i ikke alt for fjem fremtid vil være for at udnytte naturrigdommene, f.eks. olie, fra dybhavsbunden.
 
Styrkeforhold
I vurderingen af styrkeforhold indgår såvel kvantitative som kvalitative kriterier. På næsten alle områder var de argentinske skibe ældre, mindre og dårligere udrustede end de engelske. »Vienticinco de Mayo« kunne transportere og operere 14 »Skyhawk«-fly og et mindre antal antiubådsfly, mens de mere moderne engelske hangarskibe opererede tilsammen 20 »Sea Harriers« og 33 »Sea King«-helikoptere. »General Belgrano« fra 1938 tålte ikke sammenligning med de ca. 30 år yngre engelske krydsere. Bortset fra »Hercules« og »Santisima Trinidad« var alle argentinernes destroyere fra midten af 40’erne, samtidig med, at de engelske var noget større. 
 
 
De argentinske fregatter var moderne nok, mens de engelske var større, næsten på størrelse med de argentinske destroyere. Med hensyn til u-både har vi nok den største kvalitetsforskel, idet de atomdrevne engelske er ca. 4 gange så store som »Salta« og »San Luis« og ca. dobbelt så store som de to andre, som til gengæld er fra 1945 og derfor håbløst umoderne. Herudover anvendtes mange andre skibstyper, bl.a. handelsskibene »Canberra« og »Atlantic Convoyor«, hospitalsskibet »Uganda« og passagerlineren »Queen Elizasbeth II«, således at den samlede flåde bestod af ialt 29 orlogsfartøjer, 4 u-både og 146 støtteskibe.
Det var således en klart overlegen engelsk flåde, som indledningsvis i Task Force og senere, suppleret som vist på figur 3, tog kampen op. Denne kamp var dog ikke så meget mod den argentinske flåde som mod det argentinske flyvevåben, hvis styrke vises på figur 4. Her kunne argentinerne mønstre ikke mindre end 204 kampfly mod de 20 »Sea Harriers«. Ud over de viste engelske helikoptere var der en del andre, baseret på forskellige skibe. Der var altså tale om en meget stor argentinsk overlegenhed, som også medførte, at eksperter, allerede ved krigens start, erklærede, at det argentinske flyvevåben ville komme til at udgøre den største trussel mod englænderne.
 
 
 
Fordelen udlignes dog i nogen grad af flyenes rækkevidde. Som det ses af fig. 5 , kan kun »Canberra« og »Mirage DI« nå ud til Falklandsøeme ved egen kraft, såfremt de skulle flyve low-high-low. Dette er noget af forklaringen på, at kampen om flyvepladserne på øeme blev så væsentlig. Når først disse var ødelagt, så Argentina var tvunget til at operere fra fastlandet, havde englænderne reduceret lufttruslen betydeligt.
 
 
Med hensyn til hærstyrkerne formerede Argentina sine ialt ca. 10-12.000 mand - der er nogen usikkerhed om det korrekte tal - i seks bataljons- kampgrupper således:
 
 
  • fire bataljoner i og om Port Stanley,
  • en bataljon i Darwin/Goose Green området, ca. midt på East Falkland, og
  • en bataljon ved Fox Bay med ansvar for West Falkland.
Hver bataljon havde ca. 1500 mrød plus nogle støttetropper. De fleste af disse var værnepligtige. Med den engelske Task Force ankom indledningsvis både marine- infanteri og faldskærmsenheder. 40, 41, 42 og 45 commandos af Royal Marines indgik i 3 Commando Brigade Royal Marines. Hvert commando svarer til en bataljonskampgruppe på ca. 800 mand. Endvidere indgik 2 og 3 Para Battalion fra The Parachute Regiment. Ialt blev det en styrke på ca. 6000 mand, som for flertallets vedkommende var langtidsprofessionelle. De transporteredes ombord på hangarskibene, på »Fearless« og de fleste på ombyggede troppetransportskibe, bl.a. »Canberra«. Argentinerne var således talmæssigt langt overlegne, men uddannelses- og træningsmæssigt underlegne.
Senere ankom 5 Field Force, som er en brigadelignende enhed, med bataljonskampgrupper fra Welsh Guards, Scotsh Guards og Ghurkas. De omfattede ca. 4000 mand og transporteredes med »Queen Elizabeth II«. Talmæssigt var der således til sidst nogenlunde lighed, men argentinerne havde fortsat fordelen af at være forsvarere, hvilket efter normal opfattelse anses for mindre styrkekrævende end angreb.
Endelig viser figur 7 en oversigt over de missiler, som anvendtes i sø-luft- slaget, og som jo for nogles vedkommende viste sig yderst effektive. Herudover anvendtes det landbaserede jord-til-luft missilsystem »Rapier«.
 
Invasionen
Den kortfattede historiske gennemgang sluttede den 1. april. Dagen efter 2. april 1982 - indledte de argentinske luft-, sø- og landstyrker invasionen af Falklandsøeme og South Georgia.
Invasionen foregik på den måde, at man indledningsvis - sandsynligvis som en vildledningsmanøvre - kl. 4.30 om morgenen landsatte kommandosoldater med helikopter ved Mullet Creek, et par kilometer sydvest for Port Stanley. Ca. 1 time senere ankom en landgangsflåde, som sejlede
ind mod selve Port Stanley.
 
 
Denne flåde blev iøvrigt opdaget allerede kl. 2.00 af et engelsk skib - »Forrest« - som så den på sin radarskærm. Selve landsætningen foregik ved Moody Brook - inderst i fjorden - ca. kl. 6.00, og de landsatte styrker angreb straks efter den engelske guvernørs recidens lige vest for Port Stanley. Også en lille engelsk marineinfanterilejr lige nord for landsætningsområdet blev angrebet. Den engelske styrke på øerne var ikke større end ca. 80 mand, og de måtte overgive sig omkring kl. 9.30.
Allerede samme dag meddeler englænderne, at de vil afsende en Task Force for at befri Falklandsøerne. Den 3. april vedtager FN’s sikkerhedsråd resolution nr. 502, som kræver øjeblikkeligt ophør af fjendtlighederne og argentinsk tilbagetrækning. Parterne anmodes samtidigt om at søge en diplomatisk løsning på konflikten. Bestræbelserne i denne forbindelse er behandlet andet steds.
Og så den 3. april indtages South Georgia. En lille Royal Marines styrke når at ødelægge et par argentinske helikoptere og fregatten »Granville« inden de må overgive sig. Ødelæggelserne på fregatten blev iøvrigt udført med »Carl Gustav«, som altså kan anvendes til andet end panservæm.
 
Task Force afsendes
Den engelske iværksættelse af operationerne var imponerende. Visse enheder var i stilhed alarmeret allerede den 1. april, men fuld alarmering blev først iværksat efter den argentinske invasion. Planer blev udarbejdet i løbet af lørdag den 3. april, og klargøring og sammendragning gennemførtes i løbet af week-end’en. Det blev på grund af operationernes forventedelange varighed besluttet at reducere Royal Marine styrken, så der ikke blev medtaget hjulkøretøjer, men kun »Scorpion«, en lille kampvogn, og snebæltekøretøjer, som måtte hentes hjem fra Norge. Dette gav mere plads på skibene.
Logistisk støtte blev sikret bla. gennem hurtig ombygning af civile handelsskibe. Således fik bla. »Canberra« en helikopterplatform påsvejset, »Atlantic Convoyor« blev ændret til et improviseret Sea Harrier-hangar- skib, og »Uganda« ombyggedes til hospitalsskib. Denne indsats viser betydningen af, at det civile system også er i stand til at reagere hurtigt. Task Force, som blev opdelt i en hangarskibs- og en amfibiegruppe, afsejlede allerede fra den 5. april mod Ascension. Her blev amfibiegruppen efterladt for at træne i de specielle operationer, som ventede forude, mens hangarskibsgruppen fortsatte sydpå.
 
 
Englænderne havde den 12. april erklæret en 200 sømils blokadézone. Denne var i praksis effektiv fra hangar- skibsgruppens ankomst. Senere - den 7. maj - udvidedes blokadezonen til at dække havet indtil 12 sømil fra det argentinske fastland.
 
Blokaden
De indledende operationer omfattede håndhævelsen af denne zone. Dette skulle medføre en nedslidning af det argentinske flyvevåben og et stop for forsyninger til tropperne på Falklandsøeme. Fra perioden kan nævnes sænkningen af »General Belgrano« den 2. maj. Dette skete - uden for blokadezonen - med torpedoer fra u-båden »Conqueror«. Den 4. maj sænkede Super Etendard-fly destroyeren »Sheffield« med et Exocet-missil. Dette eksploderede ikke, men da det meget uheldigt traf i skibets havaricenter, kunne man ikke slukke den brand, som opstod i det endnu ikke forbrugte brændstof. Herudover sænkedes et antal mindre argentinske skibe, som det ses på figur 9.
Den 1. maj bomber Vulcan-fly fra Ascension flyvepladsen ved Port Stanley. Sea Harriers fra hangarskibene følger i tiden derefter op med adskillige fortsatte angreb, også mod flyvepladsen ved Goose Green. Den 15. maj gennemfører SAS-styrker et kommandoraid mod den tredie flyveplads på Pepple Island, som også sættes ud af spillet. Disse kampe medfører, at det bliver næsten umuligt for argentinerne at operere fra pladserne, med den deraf følgende nedsættelse af flyvetruslen mod de engelske skibe, som tidligere omtalt.
I mellemtiden - den 25. april - tilbageerobrede et Royal Marines Com- mando South Georgia. Ved den lejlighed var det, at engelske helikoptere overraskede en af de argentinske u-både, »Santa Fe«, på overfladen i meget dårligt vejr og uskadeliggjorde den.
I denne indledende fase lykkedes det således englænderne at håndhæve blokaden til søs og - efter ødelæggelsen af flyvepladserne - i nogen grad også i luften. Dette forhindrede argentinerne i at føre tilstrækkelige forsyninger frem til styrkerne på øerne, hvilket havde afgørende betydning - ikke mindst moralsk - for de landoperationer, som skulle komme. En anden, mindre påagtet, men også meget afgørende handling i denne tid op til selve landgangen, var den engelske efterretningsindsats. Gennem anvendelse af patruljer og raids lykkedes det hele tiden at holde sig temmeligt nøjagtigt orienteret om de argentinske positioner og styrkernes tilstand. Ligeledes kunne man sikre sig rapporter om de engelske bombningers virkning, så man var i stand til hele tiden at yde en indsats, som var nøje afpasset til situationen. Dette understreger behovet for en effektivt virkende taktisk efterretningstjeneste.
 
Landgangen
Den 21. maj kom så selve landgangsoperationen. San Carlos området blev valgt som landgangssted, fordi détte fjordområde ville beskytte mod angreb med sømålsmissiler. Området indebar også de operative og psykologiske fordele, at det engelske brohoved ville adskilUe den argentinske hovedstyrke på East Falkland fra styrkerne på West Falkland og tillige befinde sig mellem den argentinske hovedstyrke og fastlandet.
Forud for selve landgangen gennemførtes et antal mindre raids mod forskellige steder, og overraskelsen blev bl.a. sikret ved, at den engelske presse bevidst udspredte den fejlinformation, at den engelske plan nu var at nedslide fjenden gennem en lang serie mindre landgangsoperationer og fortsatte bombardementer.
 
Bortset fra tabet af nogle få helikoptere gennemførtes landgangsoperationen uden tab for landgangsstyrkerne. Ca. 5000 blev landsat, og bl.a. det store »Canberra« blev - trods truslen om flyangreb - sejlet helt ind til San Carlos. 5 dage senere - den 26. maj - landsattes yderligere dele af 5 Field Force fra »Queen Elizabeth II«.
Det luftforsvarssystem, som medførte, at man turde operere selv med meget store skibe, bestod af et ydre Sea Harrier luftforsvar fra hangar- skibsgruppen. Uden for Falklandssundet havde man derefter destroyere - af »Sheffield«-klassen - med et områdeluftforsvar. Her blev »Coventry« sænket af masseangreb med almindelige konventionelle bomber, kastet fra Skyhawk-fly. Denne angrebsform var meget tabsgivende, og argentinerne mistede i denne fase af krigen et stort antal fly. På et tidspunkt kunne de argentinske piloter ikke regne med mere end ca^ 50% chance for at vende helskindede hjem. Uden for selve luftforsvarssystemet sænkedes handelsskibet »Atlantic Convoyor« af Exocet-missiler fra Super Etendard- fly. Det var det skib, som havde fået påmonteret et improviseret Sea Harrier-hangardæk, men som iøvrigt var ubevæbnet. Sammen med skibet mistedes ialt 10 helikoptere, der befandt sig ombord.
Som en tredie luftforsvarslinie - inde i strædet - nær indsejlingen til San Carlos - havde man 4 fregatter. Nogle Skyhawk-fly nåede hertil og sænkede »Antelope«. Skibet ødelagdes ikke af selve bombningen, men af en forsager, som eksploderede under demonteringsforsøg. Den eneste omkomne var den sprængningsekspert, som udførte arbejdet. Endelig mistedes også »Ardent«, som ramtes af raketter fra Aermacchi-fly - et træningsfly, som man indledningsvis ikke havde regnet med, men som viste sig at kunne anvendes, dels fordi de kunne række helt ud til kamppladsen, dels fordi de kunne manøvrere i de smalle omgivelser.
De sænkede og beskadigede skibe udfyldte dog i høj grad deres mission, idet de argentinske flyangreb - trods meget store tab - overhovedet ikke opnåede resultater mod deres egentlige mål - den amfibiske landgangs- styrke.
 
Landoperationerne
Straks efter at brohovedet var blevet konsolideret, blev marchen mod Port Stanley iværksat ad to akser. Hovedstyrkerne var 3 Royal Marines Commando Brigade og 3 Para Battalion på den nordlige og 2 Para Battalion på den sydlige fremrykkeakse. I de indledende mindre raids og under selve landgangen havde man næsten udelukkende baseret sig på taktisk anvendelse af helikoptere. Helikopterstyrken var imidlertid blevet formindsket noget, primært på grund af tekniske vanskeligheder og af havarier i det meget dårlige vejr, som herskede under det meste af krigen.
Dette betød, at alt, som selv kunne bringe sig frem gennem terrænet, måtte gøre det. Infanteriet - Royal Marines og Para-tropperne - marcherede således til fods hele vejen til Port Stanley, medbringende alt materiel og alle forsyninger. Helikoptere blev kun anvendt til de opgaver, der ikke kunne løses på anden måde, f.eks. til fremføring af det lette feltartilleri - 105 mm -1 og ammunition hertil samt til evakuering af sårede.
På den sydlige akse, med 2 Para Bn, mødtes stor modstand ved Darwin/ Goose Green området, hvor der viste sig at være langt flere argentinere end ventet. Efter kortvarig kamp - hvorunder bataljonschefen selv blev dræbt - overgav argentinerne sig den 27. maj, og englænderne kunne tage ca. 1400 til fange. Herefter fortsattes straks videre mod øst mod Port Stanley.
På den nordlige akse gik det noget lettere, og Douglas og Teal Inlet blev taget uden besvær. Den 31. maj var styrkerne på begge akser - efter kun noglé få træfninger undervejs - nået til Mont Kent, ca. 20 km fra Port Stanley, og den 2. juni var de yderste argentinske forsvarsstillinger nået.
 
 
Belejringen kunne begynde. I de følgende dage blev der udkæmpet langvarige artilleridueller, bl.a. også med skibsartilleri, som hele tiden ydede støtte dels direkte til kampen, men også for at tvinge forsvarerne i dækning i de mere stille perioder. I denne forbindelse blev krydseren »Glamoran« og fregatten »Plymouth« beskadiget af flyangreb.
Den 7. juni besluttedes det at udnytte vejrsituationen ved - i landgangs- fartøjer - at føre dele af Scotsh Guards og Welsh Guards fra 5 Field Force nord om øerne forbi Port Stanley til kysten ved Bluff Cove og Fitzroy for med en landgang her at øge presset på den argentinske garnison. Takket være meget dårligt og usigtbart vejr forløb operationen uopdaget den 8. juni, men den 9. juni - kort tid før landsætningstidspunktet - klarede vejret op, og argentinerne iværksatte umiddelbart flyangreb. Landgangs- skibet »Sir Galahad« blev ramt med betydelige tab som følge, mens et andet - »Sir Tristam« - beskadigedes. Da tropperne herfra imidlertid var blevet landsat, var der kun begrænsede tab.
Herefter var det lange artilleridueller efterfulgt af stykvise mindre fremrykninger - bl.a. flere gange med overraskende meget succesrige natangreb - som gradvist indsnævrede det argentinsk besatte område. Den 12. juni gik englænderne mod selve byen Stanley fra vest og syd. Den 13. juni omringedes byen endeligt, og kl. 21.00 - dansk tid - anmodede den argentinske chef om våbenhvile, inden det var nået til egentlige afgørende kamphandlinger. Våbenhvilen bekræftedes fra Buenos Aires, og kampen var hermed reelt afsluttet. Man undgik således en regulær erobringsoperation, som kunne have kostet dyrt, ikke mindst i menneskeliv. Den 14. juni kapitulerede argentinerne, og ca. 9000 mand lod sig tage til fange af englænderne, og hermed endte den 74 dage lange krig.
 
Erfaringer
Det er klart, at alle efter en sådan krig spørger efter erfaringer. Der vil givetvis også være mange områder, hvor vi kan lære, og der foreligger allerede en del forsøg på at uddrage »lessons leamt«. Det vil dog endnu være alt for tidligt at kaste sig ud i en redegørelse herfor, ikke mindst fordi vi grundigt må vurdere, hvilken betydning de meget frenmiedartede og specielle kampvilkår har haft. Dette kapitel af historien må således vente til en anden gang
 
E.J. Heidler
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_111_aargang_nov-dec.pdf
 

Litteraturliste

Del: