Fællesanmeldelse: Den usynlige front: DDR’s militære spionage i Danmark under den kolde krig og DDR & Norden, Østtysk-nordiske relationer 1949 – 1989

Anmeldt af Poul Grooss

Thomas Wegener Friis, Den usynlige front: DDR’s militære spionage i Danmark under den kolde krig. København: Lindhardt og Ringhof , 2005. 433 sider. Pris kr. 299,00.

Thomas Wegener Friis og Andreas Linderoth (red.), DDR & Norden, Østtysk-nordiske relationer 1949 – 1989. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2005. 440 sider; kr. 275,00.

Foto: historie-online.dk

De kan medvirke til at kaste lys over vor nyere historie og Danmarks sikkerhedspolitik efter Den anden Verdenskrig. I det følgende anmeldes to bøger om DDR, hvor forfatteren til den først omtalte bog er medredaktør af den anden. Den førstnævnte bog handler om DDR’s militære spionage i Danmark. Den anden beskriver relationerne mellem DDR og Norden fra 1949 til 1989. Andetsteds i dette nummer af tidsskriftet findes endvidere en artikel om den østtyske flåde, Volksmarine.

Forfatteren er Ph.d. i samtidshistorie fra Syddansk Universitet og har medvirket ved udredningen af kommissionsrapporten vedrørende Danmark under Den kolde Krig. ”Den usynlige front” handler om DDR’s militære spionage i Danmark under Den kolde Krig. Det fremhæves af forfatteren, at det altså ikke er Ministerium für Statssicherheit (populært kaldet ”Stasi”), der er genstand for hans bog, men den militære efterretningstjeneste i DDR. Meget i DDR var af gode grunde kopieret efter sovjetisk mønster. Stasis opgaver kan sammenlignes med KGBs. Den østtyske militære efterretningstjeneste har haft samme opgave som GRU havde, nemlig at være Generalstabens efterretningstjeneste. Den østtyske militære efterretningstjeneste skiftede navn otte gange. Den mest kendte betegnelse fra 1964 til 1984 var ”Verwaltung Aufklärung”, som ikke må forveksles med Stasis udlandsspionage under Markus Wolf: ”MfS Hauptverwaltung Aufklärung”. Ministerium für Statssicherheit har dog en fyldig plads i bogen, for det viser sig jo, at denne tjeneste også skulle infiltrere den militære efterretningstjeneste, og det blev gjort særdeles grundigt.

Forfatteren har sat sig tre mål med bogen. Han har ønsket at beskrive, hvilken stilling Danmark indtog i DDR’s militære efterretningstjenestes arbejde, studere de billeder, som tjenesten tegnede af Danmark og endelig at beskrive de midler og metoder, som tjenesten tog i anvendelse for at nå sine mål i Danmark. BALTAP indtager en central rolle i den østtyske trusselsopfattelse. Forfatteren har kun en meget begrænset indsigt i forhold omkring BALTAP, da hans primære sigte var at beskrive den østtyske militære efterretningstjeneste og ikke BALTAP.

Bogen giver en god beskrivelse af DDR’s udvikling fra sovjetisk besættelseszone til selvstændig nation – under kyndigt og håndfast sovjetisk opsyn. Indledningsvis er den militære trussel fra Danmark ikke vurderet som særlig stor, men op gennem 1970’erne og 1980’erne kan man følge de østtyske bekymringer omkring NATOs teknologiske overlegenhed. De efterretningsmæssige vurderinger er dog ganske besynderlige, og forfatteren gør meget ud af at hjælpe læseren med at forstå det politiske system. DDR’s kommunistiske parti hed officielt Sozialistiche Einheitspartei Deutschlands (SED). Det byggede på accept af det marxistisk-leninistiske verdensbillede, som opfattede verdenssituationen som en historisk antagonistisk kamp mellem den gode og progressive socialisme og den ondskabsfulde og regressive imperialistiske kapitalisme. Får læseren dette på plads, så er det nemmere at forstå sammenhæng mellem interne vurderinger og offentlige udmeldinger. Desuden kaster det et forståelsens skær over regimets beslutninger. Selv om Warszawapagten havde en overvældende styrke i forhold til Vesttyskland og Danmark – også efter østtyske militære vurderinger - så bliver NATO aldrig omtalt som ”NATO”, men som ”den aggressive blok NATO”. Vesttyskland er pr. automatik et land med gamle nazister, som er revanchister, støttet af supermagten USA. Det østtyske regime bliver på denne måde faktisk offer for sin egen propaganda. Efterretningsvurderinger er ikke objektive analyser, men analyser tilpasset den politiske virkelighed/uvirkelighed. Når Verwaltung Aufklärung når frem til, at styrkeforholdet i Østersøen er i Warszawapagtens favør, så kræver det en overbevisende pen at konkludere, at NATO/BALTAP er aggressiv og pønser på offensive landgangsoperationer rettet mod DDR og øvrige Warszawapagtlande.

Da den daværende ”Chef Aufklärung”, generalløjtnant Theo Gregori, i 1974 sendte et nyudklækket hold efterretningsofficerer ud til fremtidige opgaver fra efterretningsskolen i Klietz, gav han dem følgende ord med på vejen: ”Kammerater efterretningsofficerer - I skal vide, at vor tjeneste gennem sin succes med afsløringen af fjendens planer og intentioner har opnået vore våbenbrødres agtelse. Resultaterne af vort efterretningsarbejde høster anerkendelse blandt de allierede i Warszawapagten”. Det var et voldsomt ordvalg, men det var betegnende for den østtyske trusselsopfattelse.

Det danske hjemmeværn får en interessant beskrivelse i tjenestens rapporter, så det kommer til at passe ind i DDRs verdensbillede: Den østtyske tjeneste tillagde ikke hjemmeværnet nogen militær betydning. Det var, hedder det i en rapport, en paramilitær milits, som kunne indsættes mod intern uro. Den teknologisk veludrustede hær var ikke egnet til en sådan opgave. Hjemmeværnets styrke lå i den ideologisk vigtige rolle med at bekæmpe ”den indre fjende”, og i hjemmeværnet dyrkede man en antikommunistisk, nationalistisk ideologi, hedder det videre.

Tilsvarende rummer de østtyske rapporter konklusioner, som for en læser i dagens Danmark virker noget ude af trit med virkeligheden: ”Ifølge ideologien skulle våbenindustrien og militæret udgør en magtfaktor, som fremmer militariseringen af samfundet. Den øverste militære ledelse ansås som farlige personer. Her var tale om stærkt højredrejede personer, som på grund af mange års samarbejde inden for NATO havde mistet følingen med de sande nationale danske interesser”. En rapport konkluderer dog, at i Danmark udgør våbenindustrien ikke en magtfaktor.

I østtyskernes optik var hovedfjenden Vesttyskland og NATO/BALTAP. Truslen fra NATOs atomvåben havde særlig prioritet, men det er ikke lykkedes for den østtyske tjeneste at skaffe noget relevant materiale om NATOs mulige indsættelse af atomvåben i en konflikt. Danmark spiller en sekundær rolle – mest af ideologiske årsager.

Forfatteren tegner et udmærket billede af arbejdsvilkårene for Verwaltung Aufklärung i Danmark. Det tager lang tid for tjenesten at finde ud af, at man i et åbent, demokratisk samfund faktisk kan skaffe sig en enorm viden om landets sikkerhedspolitik. Det kniber der imod lidt med at skaffe hemmelige agenter. Man ønsker ikke at hverve danske kommunister, da afsløringer kan give dårlige relationer mellem DDR og Danmark, og talentmassen i denne gruppe tillægges ikke særlig stor betydning. Til gengæld fremgår det også, at der tilsyneladende ikke blev hvervet agenter inden for hverken forsvaret eller centraladministrationen i Danmark. Den østtyske Volksmarine kom til at bidrage mere end de andre værn i det daglige efterretningsarbejde. Der er derfor en mere omfattende beskrivelse af Volksmarine i bogen. Den mangeårige chef for Volksmarine (1959 – 1987), viceadmiral Wilhelm (kaldet ”Willy”) Ehm, havde en baggrund som efterretningsofficer.

Forfatteren er kritisk over for den restriktive arkivlovgivning i Danmark, som ikke har gjort det muligt for ham at gennemgå PETs og FEs arkiver med relation til DDR. Forskningsmulighederne har til gengæld været særdeles gode i Tyskland, hvor meget store dele af DDRs arkiver har været tilgængelige for forfatteren.

Bogen bærer præg af, at forfatteren har haft indblik i mange akter, men der er tilsyneladende ikke lagt så megen vægt på at forsyne den med militære analyser og vurderinger. Materialet om NATO kunne have fået en noget grundigere behandling. Det gælder især BALTAP. STANAVFORLANT omtales som den Nordatlantiske flåde. Forfatteren kender tilsyneladende ikke baggrunden for slagskibet IOWAs øvelser i Østersøen. I Østersøen fastslog US Navy en gang hvert år ved en slags ”demonstrationssejlads”, at dette område ikke var en sovjetisk indsø, men en del af det frie hav og internationalt farvand. (Tilsvarende gjorde man også i Sortehavet). At østtyskerne opfatter sejladsen som en provokation, er jo ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er det. Endelig har forfatteren åbenbart brugt (vest)tyske kilder, som bruger stedbetegnelsen Pillau. Russerne har siden Den anden Verdenskrig brugt betegnelsen Baltijsk.

I denne bog savner jeg – ligesom i alle de øvrige bøger, der kommer i denne tid om Den kolde Krig – et lille forbehold om de mange atomvåben, som kastes ifølge planerne. DDR og alle de øvrige WP-lande, rådede ikke over masseødelæggelsesvåben, men de har øvet anvendelse af dem. Der er dog ikke i alle de mange afsløringer bragt et eneste dokument til veje, som siger noget om sovjetisk anvendelse af masseødelæggelsesvåben. Sovjetunionen uddelegerede ikke disse våben til WP-landene, og der er ikke offentliggjort sovjetiske dokumenter herom.

Forordet er skrevet af tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup. Bogen er forsynet med relevante illustrationer (kort og fotos), forkortelsesregister, navneregister og et omfattende noteapparat.

Konkluderende kan siges, at den østtyske militære efterretningstjeneste ikke havde de store tanker om dansk forsvar, i hvert tilfælde ikke før Vestens teknologiske gennembrud med Harpoon-missiler og andre moderne våbensystemer. Noget af det skyldes en ideologisk betingelse: Hovedfjenden var Vesttyskland, og Danmark blev blot betragtet som et appendiks. Til gengæld havde man i Danmark et noget grundigere billede af det østtyske militær, og analyserne her var ikke tilpasset den herskende politiske ideologi. De havde ikke høje tanker om os - og vi havde ikke høje tanker om dem.

 

 

                 *

 

 

Ud over de to redaktører har følgende bidraget til DDR & Norden, Østtysk-nordiske relationer 1949 – 1989: Michael F. Scholz, Carl-Axel Gemzell, Karl Christian Lammers, Carel Horstmeier, Dörte Putensen, Olivia Griese, Svend Holtsmark, Alexander Muschik, Werner Schmidt, Nils Abraham og Astrid Hedin.

Bogen er opdelt i 15 kapitler skrevet på dansk, norsk og svensk. Hvert kapitel er forsynet med et omfattende noteapparat. Bogen er desuden forsynet med navneindeks, relevante illustrationer, lidt informationer om bogens enkelte bidragydere og en liste over, hvorfra illustrationerne stammer.

Bogen henvender sig specielt til den politisk interesserede læser. Man får en udmærket gennemgang af baggrunden for den østtyske statsdannelse, den lange kamp for at blive anerkendt og relationerne mellem DDR og de enkelte lande i Norden. Meget af det indledende samarbejde havde relation til tidligere tyske flygtninge i Norden fra 1933 – 1945, hvoraf mange var kommunister. Den militære dimension behandles på udmærket vis af Carl-Axel Gemzell og Thomas Wegener Friis. Der foreligger et stort tilgængeligt arkivmateriale, som blandt andet omhandler den østtyske trusselsopfattelse: Den vesttyske militarisering havde til formål at sætte Vesttyskland i stand til at gennemføre landgangsoperationer på østtyske territorium og tilbageerobre området. Det var den trusselsopfattelse, som passede ind i den ideologiske koreografi! Vesttyskerne havde slet ikke tilstrækkeligt med militær løftekapacitet til en sådan opgave, men det blev tonet ned.

Senere kan man følge ændringerne. Såfremt NATO angriber Warszawapagten, så vil blandt andet østtyske styrker svare igen og deltage i erobringen af Jylland og øerne. De militære øvelser bruges som ”Erkentnisinstrument” (instrument til erkendelse, indsigt eller opfattelse) for såvel DDRs politiske som militære ledelse. Til gengæld brugtes øvelserne ikke som i vesten, hvor man øvede beslutningsprocessen, initiativ, samvirke, taktik etc. I øst var de militære øvelser en slags skuespil eller demonstration.

De såkaldte ”Østersøuger” i Rostock/Warnemünde får stor omtale i bogen. Det var rene østtyske propagandaforestillinger, som blev introduceret i 1958, og hvor flere danske politikere siden har ladet sig bruge og misbruge. De blev afholdt under sloganet ”Die Ostsee muss ein Meer des Friedens sein” (”Østersøen skal være et fredens hav”). Man skulle dog ikke tage fejl af formålet, som ikke var at fremme freden mellem Østersølandene, men at fremme anerkendelsen af DDR i udlandet. I Danmark var målgruppen socialdemokrater, men det var meget svært for regimet at opnå ikke-kommunistisk deltagelse. Da DDR opnåede anerkendelse i Norden, døde Østersøugerne ud og blev sidst afholdt i 1975.

I kapitlet om svenske kommunister og SED lægger forfatteren Werner Schmidt vægt på sin konklusion om, at det trusselsbillede, som motiverede sikkerhedspolitiets overvågning af aflytning af kommunistpartiet, ikke var korrekt. Han siger, at påstandene om, at det svenske kommunistparti kollektivt skulle udgøre en femte kolonne af potentielle landsforrædere og spioner, savnede grund i virkeligheden. Til gengæld har han tegnet et interessant billede af de ledende personers samarbejde med SED og deres gensidige afhængighed.

Senere i bogen kan vi følge det elegante magtskifte fra Walther Ulbricht til Erich Honecker. Ulbricht ville gå sine egne veje i forholdet til Vesttyskland, og det var USSR ikke helt enig i. Derfor foretog Honecker en visit hos Leonid Brezhnev i Moskva og arrangerede et hurtigt magtskifte. Ulbricht blev koblet ud via en lægeerklæring, som anbefalede ham en mindre arbejdsbyrde. Ulbricht symboliserede i sit fortsatte virke den hårde linie over for Vesttyskland, men det var Moskva og Honecker, som sad ved roret. Brezhnev sendte et interessant brev til sin gode ven Erich, ”som aldrig burde glemme, at der stadig var sovjetiske tropper i DDR. Uden os findes der ikke noget DDR”, hedder det i brevet.

Det er en særdeles anbefalelsesværdig bog for den politisk interesserede læser. Den tegner et godt portræt af DDR, som i 40 år udgjorde en nabo på godt og især på ondt i Østersøen. Ud over at beskrive relationerne til Norden tegner den også et godt billede af DDRs relationer til Vesttyskland og til Sovjetunionen.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.3_2005.pdf

Litteraturliste

Del: