Europas sikkerhed - en skindebat eller alvor?

En analyse af forhandlingssituationen omkring de gensidige troppereduktioner og sikkerhedskonferencen efter NATO-mødet i Lissabon. Af redaktør Niels Jørgen Haagerup.
 
Efter invasionen af Czekoslovakiet i august 1968 kunne der konstateres en fornyet interesse for Atlantpagtens forsvarsopgaver. Men i de sidste 12- 18 måneder er afspændingspolitikken - den anden side af NATO’s målsætning - atter kommet til at spille den centrale rolle at dømme efter communiqueerne fra de halvårlige ministermøder. Dialogen med medlemmerne af Warszawapagten er blevet et fast træk i det communique, der sædvanligvis forberedes, endnu inden ministrene er begyndt deres to eller tre dage lange møde. Siden 1969 har dialogen især drejet sig om den konference for europæisk sikkerhed, som man i en årrække har taget til orde for omend med svingende vægt fra østlig side. Meningerne om nytten af en sikkerhedskonference har længe været delt. Danmark har på et tidligt tidspunkt placeret sig som tilhænger af konferencens afholdelse udfra en erklæret overbevisning om, at den kunne fremme afspændingen, og fordi det blev skønnet uheldigt, om østlandene skulle tage det propagandamæssige stik hjem, der bestod i en fortsat og ikke-imødegået agitation for en sikkerhedskonference.
 
På ministermødet i Bruxelles i december 1970 blev der imidlertid opnået enighed blandt alle 15 medlemslande om at gøre et positivt udfald af de fire stormagters Berlin-forhandlinger og af fremskridt i andre forhandlinger til en betingelse for at indlede multilaterale (flersidede) forberedelser til en sikkerhedskonference. Denne formulering skubbede de modstridende synspunkter på nytten af en konference i baggrunden og forpligtede NATO-landene til at gå ind for en konference under forudsætning af en Berlin-aftale.
 
Denne sammenkædning af sikkerhedskonferencen og Berlin har ikke huet Sovjetunionen, der ved forskellige lejligheder påny har taget orde for en sikkerhedskonference uden at anerkende den vestlige forudsætning om et positivt udfald af Berlin-forhandlingerne. De var startet i marts 1970 og var et år senere ikke nået synderligt langt, omend der i foråret 1971 omsider kunne spores en større sovjetisk villighed til at gå ind i egentlige realitetsforhandlinger. Disse gælder især forbindelsen mellem Vestberlin og Forbundsrepublikken trafikmæssigt og politisk.
 
Bresjnev spiller ud
I sin meget udførlige beretning på den 24. partikongres i Moskva beskæftigede generalsekretær Bresjnev sig den 30. marts 1971 også med udenrigspolitikken. Hans tale indeholdt de sædvanlige angreb på USA og var ikke præget af særligt mange nuancer. En række udenrigspolitiske forslag herunder en gensidig ophævelse af Atlantpagten og W arszawapagten afveg ikke eller kun lidt fra tidligere forslag af samme skuffe.
 
Blandt nye meget generelt udformede forslag var tanken om en konference af de fem kernevåbenmagter og følgende formulering, som især tiltrak sig opmærksomhed: »Vi er tilhængere af en nedskæring af de væbnede styrker og af rustningerne i området, hvor en militær konfrontation er særlig farlig, først og fremmest i Centraleuropa.« Med god vilje kunne denne udtalelse tydes som en positiv reaktion på det tre år gamle forslag fra Nato-landenes side om drøftelser af balancerede og gensidige styrke-reduktioner i Europa (herefter betegnet som MBFR: Mutual Balanced Force Reductions). Tanken havde været drøftet siden 1967 og første gang nævnt i communi- queet fra NATO-mødet i Reykjavik i 1968. Siden har man talt om »signalet fra Reykjavik«. Warszawapagt-landene havde først i juni 1970 reageret herpå ved at erklære sig villige til at forhandle om reduktion af »fremmede styrker« i Europa, hvormed der øjensynlig hentydedes til sovjetiske og amerikanske styrker. NATO ønskede imidlertid en drøftelse af både fremmede og lokale styrker.
 
Formodningen om en større sovjetisk imødekommenhed blev øjensynlig bekræftet af Bresjnev den 14. maj 1971, da han i en tale i Tiflis beskæftigede sig lidt mere indgående med emnet og for første gang direkte opfordrede de vestlige lande til at gå ind i en forhandling om gensidige styrke-reduktioner. Man kan ikke kende en vins smag, før man har smagt den, sagde Bresjnev med en svag efterglans af den farvefulde form, som forgængeren Krustjov ofte anvendte i sine taler. Bresjnevs tale efterlod det indtryk, at Moskva i givet fald også ville diskutere eventuelle nedskæringer af lokale (nationale) styrker i Europa. Men som sædvanlig var talen holdt i noget svævende vendinger.
 
Mansfield-forslaget
Tidspunktet for Bresjnevs tale forbavsede. Kort forinden havde senator Mike Mansfield, den demokratiske leder i senatet, udformet sin flere år gamle resolution om en »væsentlig nedskæring« af USA’s styrker i Europa som et lovændringsforslag til udskrivningsloven og med det konkrete forslag, at de 300.000 mand i Europa skulle halveres inden udg. af 1971. For alle iagttagere så det ud til, at Bresjnev med sin tale i Tiflis kom - ikke Mansfield men Nixon til hjælp. For med udsigt til en drøftelse af gensidige styrke-reduktioner i Europa var argumentationen for en omgående stærk ensidig reduktion af de amerikanske styrker uundgåeligt blevet stærkt svækket. Præsident Nixon og hans medarbejdere gjorde da også, hvad de kunne for at udnytte muligheden af snarlige drøftelser om gensidige styrke-reduktioner til at bekæmpe Mansfields forslag, som da også blev forkastet den 19. maj med 61 stemmer mod 36.
 
I den meget konkrete form, Mansfields forslag havde fået, var det vel blevet forkastet under alle omstændigheder. Men Bresjnevs tale var unægtelig en kærkommen hjælp for Nixon. Hvad var årsagen? Af sovjetiske kommentarer kunne man siden få det indtryk, at russerne var ivrige efter at komme den opfattelse tillivs, at der var sket en »bureaukratisk fejl«. Jeg har således fra sovjetisk kilde erfaret, at Bresjnev var ganske på det rene med, at Mansfields forslag alligevel ville blive forkastet, og at det var vigtigt for den sovjetiske generalsekretær at give udtryk for den sovjetiske holdning forud for det planlagte NATO-møde de første dage i juni. Hvad forklaringen end er, så har det forestående NATO-møde utvivlsomt afgjort tidspunktet for Bresjnevs udspil. Det kunne man se af andre sovjetiske tilkendegivelser i den kommende tid. Formålet med den tre år forsinkede positive reaktion på NATO-forslaget om MBFR kunne derfor være enten at omgå det vestlige Berlinkrav som en forudsætning for en sikkerhedskonference (ofte forkortet til ESC eller CES = Conference on European Security) - eller at tilrane sig det diplomatiske initiativ forud for NATO-landenes møde i Lissabon - eller at score en propagandafordel ved at vise sig forhandlingsvillig uden at påtage sig forhåndsforpligtelser. - Eller alle tre ting på een gang.
 
Tsarapkins besøg
Der samlede sig betydelig interesse omkring det besøg som ambassadør Tsarapkin, Sovjetunionens mest erfarne nedrustningsdiplomat, aflagde i København i Pinsen umiddelbart før mødet i Lissabon. Sovjetiske kilder havde i forbindelse med det overraskende besøg ladet forstå, at Moskva ønskede NATO-rådet skulle lære de sovjetiske synspunkter at kende fra anden side end fra gennem den amerikanske NATO-delegation.
 
I betragtning af, at Tsarapkin kun kom til at tale med den danske udenrigsminister før NATO-mødet, så det unægtelig ud til, at Poul Hartling var udset til at spille en vigtig rolle som budbringer eller fortolker af de sovjetiske synspunkter. Dette indtryk blev imidlertid stærkt svækket af samtalen, som udenrigsminister Hartling havde med Tsarapkin - på dennes anmodning - tirsdag den 1. juni dagen før afrejsen til Lissabon. Tsarapkin holdt sig meget nøje til sine skriftlige indstrukser og læste op af dem. Han gentog den sovjetiske villighed til at diskutere MBFR, men det skulle ske i et særligt organ, som blev nedsat på en europæisk sikkerhedskonference.
 
Da udenrigsminister Hartling udtrykkelig spurgte Tsarapkin under den ligeved to timer lange samtale, om det skulle forstås sådan, at Moskva krævede en sikkerhedskonference forud for en drøftelse af MBFR, kunne Tsarapkins svar kun forstås som en bekræftelse heraf - omend den herskede og siden har hersket en vis uklarhed på dette punkt. Om et klart sovjetisk forsøg på at behandle MBFR som et særskilt for- handlingsemne straks uden forbindelse med ESC var der imidlertid tydeligt nok ikke tale. Derfor bidrog Tsarapkins mission, der siden fortsatte til Oslo og London, snarere til at svække end forstærke virkningen af Bresjnevs tale om MBFR i Tiflis to uger tidligere. Et skriftligt memorandum, som de sovjetiske diplomater umiddelbart før Lissabonmødet afleverede rundt om i NATO-landenes hovedstæder, lå på linie med Tsarapkins udtalelser i København. Udover den erklærede villighed til også at inddrage lokale - eller indfødte — styrker i en fremtidig MBFR-forhandling, indeholdt det ikke noget nyt i forhold til tidligere fremførte sovjetiske standpunkter.
 
Fra vestlig side var MBFR tidligere blevet anført som et emne, der kunne tages op på en sikkerhedskonference. Men forslaget om MBFR gik længere tilbage end den aktuelle debat om ESC og man forudså derfor også fra vestlig side en separat drøftelse af de gensidige styrke-nedskæringer. Den ville i modsætning til ESC ikke være afhængig af en forudgående Berlin-aftale, selvom især Forbundsrepublikken Tyskland har advaret mod at lade eventuelle MBFR-forhandlinger skubbe Berlin-problemet i baggrunden.
 
NATOs møde i Lissabon
NATO-mødet i Lissabon fastholdt kravet om en Berlin-aftale (tyskerne taler om en Berlin-Regelung, ikke om en Berlin-Losung) som forudsætning for en sikkerhedskonference. Derimod blev kravet om fremskridt i »andre forhandlinger« droppet. Med andre forhandlinger var bl. a. tænkt på SALT-forhandlingerne, der har kunnet notere visse fremskridt henimod i første omgang en aftale om en begrænsning af de defensive raketsystemer (ABM) omend uden sikkerhed for, at en aftale faktisk vil blive nået. Den er dog ifølge en officiel meddelelse fra Moskva og Washington i maj stillet i udsigt inden årets udgang ledsaget af visse forholdsregler til også at begrænse de offensive strategiske våben. NATO-landene understregede i deres communique den 4. juni vigtigheden af en aftale om uhindret trafik af personer og gods mellem Forbundsrepublikken og Vestberlin, om forbedrede bevægelsesmuligheder for Vestberlinerne og om respekt for forholdet mellem Vestberlin og Forbundsrepublikken, sådan som det har udviklet sig med de tre vestmagters samtykke. Der udtryktes håb om en Berlin-aftale inden årets udgang, og der blev givet det faste NATO-råd - af de respektive NATO-ambassadører - instruks om at fortsætte studiet af problemer i forbindelse med en sikkerhedskonference.
 
Om MBFR blev det sagt, at NATO-landene bekræfter, at reduktionen af den militære konfrontation i Europa er nødvendig for øget sikkerhed og stabilitet. Den øjensynlige sovjetiske villighed til at diskutere MBFR blev budt velkommen, men det blev sagt, at den var så uklar, at den krævede en nøjere klarlæggelse. Det ville ske gennem tosidede kontakter med Sovjetunionen og andre interesserede regeringer. Derfor ville NATO- landene indkalde til en konference af deres egne viceudenrigsministre - eller tilsvarende højt placerede embedsmænd - i efteråret (formentlig til oktober) for at de kan tage stilling til spørgsmålet. Man stillede samtidig i udsigt, at NATO-landene da ville udpege en repræsentant eller flere repræsentanter til at forhandle med østlandene om tid og sted og dagsorden for en konference om MBFR. Uofficielt var som emne foreslået den afgående generalsekretær Manlio Brosio. Han bliver til efteråret efterfulgt af den mangeårige hollandske udenrigsminister Joseph Luns.
 
Frankrigs særstilling
Frankrig undlod påny at associere sig med de andre NATO-lande i denne sag. Årsagen hertil var den velkendte franske modvilje mod en »blok-til- blok« politik og den omstændighed, at Frankrig allerede et år tidligere på mødet i Rom havde undladt at tilslutte sig den del af communiqueet, der beskæftigede sig med MBFR. Den franske argumentation for at holde sig udenfor forekommer ikke altfor velmotiveret. Den foranledigede da også en beklagelse i Le Monde af, at Frankrig, der i henved ti år har boy- cottet nedrustningsforhandlingerne i Geneve, påny har villet demonstrere den tomme stols politik. Politisk må den franske holdning give indtryk af en større skepsis overfor selve ideen om MBFR end den de andre NATO-lande har udvist. Derimod hører Frankrig til de lande, som positivt går ind for ESC. Den skal i givet fald også omfatte de neutrale i Europa foruden naturligvis USA og Canada.
 
Efter NATO-mødet har sovjetisk presse givet udtryk for skuffelse over NATO-landenes holdning og ministerpræsident Kosygin har talt om, at de sovjetiske fredsforslag er blevet »frustreret«. Her tænkes øjensynlig især på den klare bekræftelse af kravet om en Berlin-aftale som forudsætning for ESC. Men de sovjetiske ledere har påny beskæftiget sig med MBFR i tiden efter NATO-mødet omend stadig i meget generelle og uforpligtende vendinger, der skal tjene til at fremhæve Sovjetunionens forhandlingsvilje og utålmodighed overfor NATO-landenes øjensynlige nølen. Der har dog ikke været tegn på, at russerne har taget mere konkrete initiativer ved at udsende diplomater til vestlige hovedstæder med præcise forslag om tid og sted og dagsorden for en konference om MBFR.
 
Generalsekretær Bresjnev har taget til orde for, at der også kan forhandles om en reduktion af flådestyrker, som opererer fjernt fra deres egne hjemlande. Nogen realitetsforhandling om just dette spørgsmål tør dog med sikkerhed siges at ligge langt ude i fremtiden og kan kun være blevet bragt op i rent propagandaøjemed. Formålet er øjensynlig at vise, at Sovjetunionen også i flådemæssig henseende er en verdensmagt, der kan forhandle på lige fod med USA om søstridskræfternes eventuelle indskrænkning.
 
Kan MBFR realiseres?
Selvom MBFR har været studeret i NATO i henved fire år, kan der ikke siges at være tilvejebragt klart formulerede forhandlingsoplæg eller en nøje udformet fælles holdning. Det fremgår også af, at der efter Lissa- bon-mødet er udsendt et spørgeskema til medlemslandene om MBFR. Der er ganske vist i NATO udarbejdet seks reduktionsmodeller, som dels bygger på en ligelig procentvis nedskæring af styrkerne i øst og vest, dels er baseret på en nedskæring, der går ud fra den styrkemæssige uligevægt og forudser større østlige end vestlige nedskæringer. Men de er ikke beregnet som konkrete forhandlingsforslag. Hvad der må belyses forud for eller senest under en MBFR-forhand- ling er blandt andet følgende: - Hvilket geografisk område skal omfattes af en aftale om MBFR? Sædvanligvis tales der om Centraleuropa. Det vil sige de to tyske stater samt Polen og Czekoslovakiet og muligvis Ungam på den østlige side og Holland, Belgien og Luxembourg på den anden side foruden Forbundsrepublikken. USA, Storbritannien, Canada og Frankrig vil dog også blive berørt, fordi disse lande har styrker på Forbundsrepublikkens territorium. Det må derimod anses for lidet sandsynligt, at de egentlige flanke-om- råder herunder Danmark og Norge i Nord foreløbig vil blive direkte involveret i eventuelle MBFR-forhandlinger. Dermed være naturligvis ikke sagt, at de to skandinaviske lande - og Middelhavslandene - vil være upåvirket af eventuelle MBFR-aftaler.
 
Udenrigsminister Poul Hartling har tilbudt København som sæde for forberedende MBFR-forhandlinger. Heri ligger ikke andet end et ønske om at placere Danmark mere centralt i afspændingspolitikken. - Hvilke våben skal omfattes af en MBFR-aftale? I første række må forhandlingerne forudses at skulle gælde landstyrkerne i Centraleuropa, og antallet af kampvogne vil her være relevant for enhver drøftelse. Mens flådestyrker foreløbig ikke kan ventes at komme ind i billedet, kan fly-styrkerne eventuelt gøre det. Af størst interesse er imidlertid spørgsmålet om de taktiske atomvåben, som amerikanerne har godt 7000 af i Europa. Det er en udbredt opfattelse, at dette store antal, som har været uændret i en årrække, meget vel kan tænkes reduceret. Det er blevet mere aktuelt, efter at det øjensynlig er lykkedes at få spørgsmålet om de amerikanske atomvåben i Europa trukket ud af SALT-forhandlingeme.
 
Russerne har fra starten af SALT krævet at betegnelsen »strategiske våben« også måtte omfatte de amerikanske fremskudte baser i Europa (FBS = Forward-Based Systems) herunder de atombevæbnede jagerbombere i Europa og på den 6. amerikanske flåde i Middelhavet. Først da amerikanerne i foråret 1971 indvilgede i at lade en aftale om en begrænsning af raketforsvarssystemerne gå forud for en aftale om de offensive raketter, indvilgede russerne øjensynlig i at droppe kravet om at trække FBS ind i SALT-forhandlingeme. Det kan meget vel tænkes at være sket under den forudsætning, at FBS i stedet inddrages i en MBFR-forhandling, der i modsætning til SALT ikke kan føres udelukkende mellem de to supermagter. Det har netop været USAs henvisning til de taktiske atomvåbens rolle i det samlede NATO-forsvar, som har ligget til grund for den amerikanske afvisning af at diskutere disse våben i SALT.
 
Asymetrien i Europa
- Hvilken fælles målestok skal der anvendes for at nå frem til en MBFR- aftale? Det er ofte et tilbagevendende tema i alle vestlige overvejelser, at asymmetrien i den øst-vestlige magtbalance i Europa gør en ligelig procentvis nedskæring utænkelig. Asymmetrien gør sig gældende både med hensyn til forskellen i antallet af soldater og visse våbentyper, herunder kampvogne og fly, hvor en østlig overlegenhed eksisterer. Ialt regnes der med at stå 580.000 NATO-styrker i Nord- og Centraleuropa mod 900.000 Warszawapagt-soldater heri indbefattet 585.000 russere (Den tyske sikkerhedspolitiske skribent Theo Sommer skriver i Die Zeit, at der står ialt 2 mill. mand mellem Frankrigs østlige og Sovjetunionens vestlige grænse, heraf 1,3 m ill. i de to tyske stater). Men asymmetrien gør sig i høj grad også gældende - og det er både politisk og militært mere betydningsfuldt - i geografisk forstand. En nedskæring af amerikanske styrker betyder deres tilbagetrækning over Atlanterhavet, og mens sovjetiske soldater i Østeuropa kun behøver at trække sig nogle få hundrede kilometer tilbage.
 
Det rejser spørgsmålet om tilbagetrukne styrkers eventuelle demobilisering for på den måde at skabe større ligelighed. Det løser log langtfra problemet om Sovjetunionens evne til langt hurtigere end USA at kunne sende både stående og mobiliserede styrker ind i Centraleuropa. En eventuel aftale om begrænset bevægelsesfrihed - indskrænket mobilitet - for styrkerne rejser et nyt problem: - Hvordan skal en MBFR-aftale kunne kontrolleres? En effektiv international kontrol med faste inspektionsstationer og udsendte inspektionshold må på forhånd anses for meget lidt sandsynlig på baggrund af Sovjetunionens velkendte holdning hertil. Fra et vestligt standpunkt vil det formentlig være afgørende, om der med nationale kontrolmidler kan tilvejebringes en øget sikkerhed for, at man vil have et rimeligt varsel forud for større militære dispositioner af den ene eller anden art.
 
Troen på et varsel spiller som bekendt en central rolle i den vestlige strategi om fleksibel imødegåelse (flexible response) og hvis de stående styrker skæres ned, vil kravet om sikkerhed for det fornødne varsel tilsvarende øges. Der skal ikke så forfærdelig store ændringer i det nuværende vestlige styrkeniveau til, før spørgsmålet vil blive rejst med fornyet styrke, om den vestlige strategi med nogen rimelighed kan kaldes fleksibel. Hele problemet om atomtærsklens højde - tidspunktet for indsættelsen af taktiske atomvåben - vil uundgåeligt blive inddraget i overvejelserne om MBFR.
 
Amerikansk MBFR-model
Udover studierne i NATO har USA foretaget sine egne MBFR-studier, der her i sommer vil blive drøftet med de andre medlemmer af alliancen. De er ikke offentliggjort. Men professor Timothy Stanley, der i flere år var knyttet til den amerikanske NATO-delegation, har i en artikel beskæftiget sig med en mulig MBFR-model. Han går ud fra fire faser, hvoraf den første skulle være en 10 pct.s amerikansk reduktion for at demonstrere den gode vilje (og måske derved i nogen grad imødekomme præsident Nixons kritikere i senatet!) Anden fase skulle bestå i en 10 pct.s nedskæring af styrkerne i Centraleuropa, på østlig side i DDR. Czekoslovakiet og Polen. Den tredie fase skulle omfatte en 15 pct.s nedskæring af alle styrker i Warszawapagten og NATO. Den fjerde fase skulle garantere en fastfrysning af styrkeniveauet og de første nedskæringer af fly- og flådestyrkerne.
 
Modellen, der her er gengivet yderligere forenklet, kan måske se besnærende ud. Den vil dog ingenlunde tilfredsstille kravene om hensyntagen til den bestående asymmetri i Europa i forholdet mellem de to alliancesystemer. Det er uvist, om der også foreligger sovjetiske MBFR-studier. Det er den overvejende opfattelse, at den sovjetiske interesse for MBFR er udtrykt så sent - og måske kun er af rent taktisk art - at der ikke er udarbejdet tilsvarende forhåndsstudier.
 
For Sovjetunionen spiller deltagelsen af DDR i en konference om MBFR og i en sikkerhedskonference en så central rolle, at man kan gå ud fra, at den ligefrem er en del af formålet med en drøftelse heraf. Hvis en 4- magtsaftale om Berlin efterfølges af en aftale mellem de to tyske stater, der rækker udover de rent praktiske transportspørgsmål, vil DDRs deltagelse og senere anerkendelse også fra vestlig side næppe være noget stort problem. Fra vesttysk side ventes ingen indvendinger mod østtysk medvirken i en konference efter en Berlin-aftale. Skulle en MBFR-forhand- ling derimod komme i stand før en Berlin-aftale, kan DDRs medvirken eventuelt blive mere kontroversiel.
 
Kun ringe optimisme
Skulle jeg under eet vurdere muligheden for resultatrige forhandlinger om MBFR efter NATO-mødet i Lissabon, er det svært at give udtryk for nogen større optimisme. Selve forhandlingsmuligheden tegner sig måske ganske lys. Men hvordan en aftale om MBFR kan indgås i en overskuelig fremtid er det meget vanskeligt at forestille sig. Flere sagkyndige, deriblandt den vesttyske forsvarsminister Helmut Schmidt har da også forudsagt, at en forhandling vil vare en årrække, før man kan vente konkrete resultater. Dertil kommer, at russernes motiver er ukendte. Er det truslen fra Kina, som spiller ind? Er det den sovjetiske økonomi, som er ved at blive anstrengt og for præget af, hvad professor Richard Loewenthal har kaldt det sovjetiske overengagement? Eller er det stadig Sovjetunionens ønske om at drive USA ud af Vesteuropa, som ligger bag? Det ene motiv behøver ikke at udelukke det andet. Både for Sovjetunionen og for de vestlige lande forekommer det dog lidet realistisk at regne med væsentlige kontante besparelser på de respektive forsvarsbudgetter som følge af MBFR- aftaler de første år.
 
Endvidere er de vestlige landes udgangsposition ikke særlig gunstig. Det er næppe forkert at sige, at hele tankegangen om MBFR er udsprunget af følelsen af, at amerikanske styrkereduktioner i Vesteuropa må anses for uundgåeligt, og at det ville være en stor fordel, om disse reduktioner kunne ledsages af tilsvarende sovjetiske og østeuropæiske. Det kan endog hævdes, at de interne vestlige forhandlinger om MBFR har været et middel, som vesteuropæerne har anvendt til at påvirke de amerikanske overvejelser til fordel for en opretholdelse af det eksisterende amerikanske styrkeniveau i Europa.*
 
I Washington Post skrev Chalmers Roberts efter forkastelsen af Mansfields forslag om en halvering af USAs styrker inden udgangen af 1971, at senator Mansfield havde tabt slaget, men vundet krigen. Dette indtryk var baseret på de ønsker om at formindske USAs styrker i Europa, som kom til udtryk fra så mange sider i senatsdebatten, at de ikke blev afspejlet i det efterfølgende afstemningsresultat. Vietnamkrigens forløb, de seneste afsløringer af enkeltheder om det politiske hændelsesforløb i Washington omkring tidspunktet for den store udvidelse af det amerikanske Vietnam-enga gement og den voksende optagethed af interne amerikanske problemer gør amerikanske troppe-nedskæringer de nærmeste år helt overvejende sandsynlige trods præsident Nixons faste beslutning om længst muligt at opretholde det eksisterende styrkeniveau.
 
Heller ikke det første rent europæiske forsvarsprogram til aflastning af USA (EDIP = European Defence Improvement Program) som den såkaldte Euro-gruppe enedes om i begyndelsen af 1971 for ialt en milliard dollars over en 5-årig periode, kan ret længe ventes at neutralisere presset i kongressen for amerikanske troppe-tilbagetrækninger. Udsigten til, at de bliver til virkelighed - og den meget lave sandsynlighed for at de europæiske lande kan eller vil erstatte de tilbagetrukne amerikanske tropper - gør derfor den vestlige forhandlingsposition i MBFR problematisk.
 
Mere indviklet end SALT
Efter knap to år og efter indgående forberedelser er det endnu ikke kommet til en SALT-aftale, selvom en aftale er stillet i udsigt i år. MBFR- forhandlingerne må forventes at blive endnu mere komplicerede end SALT både på grund af det større antal lande, som er inddraget, og som følge af de mange former for militære styrker, udrustning og våbentyper, der må tages stilling til i forhandlingerne.
 
Endelig kan man rejse spørgsmålet om det berettigede i den erklærede vestlige tro på, at en reduktion af den militære konfrontation i Europa er væsentlig for at opnå øget sikkerhed og stabilitet. Kunne det ikke postuleres, at en indskrænkning af styrkerne tværtimod ville skabe forøget usikkerhed og mindre stabilitet end i dag, da den sikkerhedspolitiske situation anses for nogenlunde stabil?
 
Spørgsmålet kan imidlertid ikke besvares uden at bedømme den politiske baggrund, der gør en eventuel MBFR-aftale mulig. Om den er mulig er ikke til at sige. Men det kan ikke på forhånd udelukkes, at der er ved at opstå et forhandlingsklima, som gradvis kan optø forholdet mellem øst og vest. Hvis det er tilfældet, vil denne optøning i sig selv være af større betydning end en eventuel formindskelse af den militære konfrontation. Reduktionens symbolske og konkrete betydning som vidnesbyrd om en ændret politisk forhold kan naturligvis ikke uden videre affærdiges. Selv er jeg ikke blandt dem, der tror meget på at netop MBFR kan spille en synderlig konstruktiv rolle i en øst-vestlig tilnærmelse. Men det er rimeligt at gøre opmærksom på, at andre og fuldt så velorienterede iagttagere anlægger en mere optimistisk vurdering. Men uanset hvilken vurdering der anlægges, er det indlysende, at MBFR ikke kan betragtes som et isoleret problem i de øst-vestlige relationer. Det kan ikke frigøres fra Berlin-forhandlingerne (selvom der ikke er tale om en formel sammenhæng som for ESCs vedkommende). Det kan ikke adskilles fra fremskridtene i Forbundsregeringens østpolitik. Det kan fremfor alt ikke isoleres fra udviklingen i Østeuropa og Sovjetunionen i betragtning af, at den godt halve million sovjetiske soldater i alle østeuropæiske lande undtagen i Rumænien og Bulgarien har en politimæssig funktion udover den beskyttende forsvarsrolle overfor et muligt NATO-angreb.
 
Medmindre der efterhånden udvikler sig et andet forhold mellem Sovjetunionen og de østeuropæiske lande, der gør en anselig sovjetisk militær nærværelse mindre påkrævet, er det svært at forestille sig et konkret MBFR-resultat. Ganske vist er de sovjetiske styrker fremfor alt i DDR rigeligt store til udøvelse af den politimæssige funktion. Men russerne har altid foretrukket overforsikring fremfor at løbe nogen risiko. Rumænsk diplomati er i de senere år blevet næsten akrobatisk i bestræbelserne på at undgå en sovjetisk militær indrykning - og til dato er bestræbelserne kronedes med held. Men den sovjetiske nærværelse i hjertet af Europa, nemlig i Czekoslovakiet, i Østtyskland og i Polen er en anden sag. Den skyldes Sovjetunionens mest vitale sikkerhedsinteresser. De er knyttet ligeså stærkt til disse staters loyale kommunist-regimer som til de sovjetiske styrkers fortsatte nærværelse.
 
Det er i dette forhold, at nøglen til de kommende års europæiske sikkerhedsproblemer skal findes. ESC og MBFR er i sammenligning mere overfladiske fænomener, der foreløbig kun er anvendt som instrumenter i den flerårige øst-vestlige dialog om Europa. Kun i den udstrækning de nye begreber kan omsættes i praktisk handling og viser sig at være udtryk for en virkelig ændring i situationen i Østeuropa kan de blive betydningsfulde bidrag til den europæiske sikkerhed.
 
 
 
* Der står ca. 300.000 amerikanske soldater af alle værn i Vesteuropa i dag. Deraf er de 180.000 organiseret i 5 divisioner i Vesttyskland. Der er 75.000 i flyvevåbnet og 45.000 knyttet til marinekorpset og den 6. flåde i Middelhavet. Der er ialt 215.000 i Vesttyskland, 10.000 i Spanien og tilsammen 40.000 i Storbritannien, Italien og Tyrkiet (hvortil kommer 6. flåde). I løbet af 1960’eme blev USAs styrker i Europa nedskåret fra ca 400.000 til ca. 300.000 mand.
 

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_100_aargang_jul-aug.pdf

Litteraturliste

Del: