Europahæren

Problem eller chance
Politik bør handle om at løse problemer og ikke skabe problemer. I demokratiet
betyder det, at når en folkeafstemning går politikerne imod, så er det politikerne, der
har et problem og dem, der skal løse det.
Fokeafstemningen om Maastrichttraktaten skabte denne situation i Danmark, og
begrebet “Europahær” blev et fy-begreb hos vælgerne.
I forbindelse med Regeringskonferencen i EU står Danmark med et problem,
fordi netop sikkerheds- og forsvarspolitik i EU vil rangere højt på dagsordenen.
Derfor synes det på sin plads med et bidrag til afklaring af fy-begrebet ud fra en
miltærfaglig synsvinkel.

Situationsdannende faktorer
Historiske faktorer
Igennem dette århundredes første halvdel har to verdenskrige bevist, at Europa ikke
selvstændigt og alene kan garantere sin egen sikkerhed - endsige andres.
I århundredets anden halvdel har Europa og USA sammen i NATO præsteret
historiens mest vellykkede fredsbevarende aktion -uden et eneste skud.
Ingredienserne i den succes var: Amerikansk Marshallhjælp, amerikansk
våbenhjælp, politisk samling i alliancen af de frie nationers suverænitet. Militær
samling i alliancen af de samme nationers styrker i en Enhedsorganisation.
Kulturelle faktorer
Begivenhederne i Eks-Jugoslavien har bevist, at diplomatisk overtalelse og tomme
resolutioner ikke kan standse en krigsvillig mod part.
NATO behøver fornyelse i en tilpasning til konsekvenserne af:

  • Sammenbruddet af Sovjet og WAPA,
  • det forhold, at Vesteuropa er nået på økonomisk, teknologisk og social m.m. omgangshøjde med USA, hvorfor Europas hidtidige klientforhold til et dominerende USA bør ændres til et jævnbyrdigt partnerskabsforhold.

Prioritet
I sikkerheds- og forsvarspolitisk forstand har det sidste forhold, fornyelsen af
NATO, prioritet som basis for en videre analyse. Det “gamle” NATO bevarede en
fred igennem et halvt århundrede. Men fastholdelsen af denne fred ind i det nye
årtusinde skal institutionaliseres i en ny og mere europæisk dimension
Mulighederne
Mulighederne for en ny institutionalisering af sikkerheden skal analyseres i lyset af
tre parametre:

  • Bredde, i betydningen øget europæisk identitet.
  • Politisk effekt, i betydning styring.
  • Militær effekt, i betydning troværdighed og forebyggende effekt.

EU
EU rummer perspektiver ind i næste årtusinde (politiske, økonomiske, teknologiske
og kulturelle m.m.), der gør EU egnet som politisk krumtap i en europæisk ordning -
faktisk uden konkurrence. Politiske kræfter, som allerede virker stærkt for udvidelse
af EU, begrunder forventning om en markant øget politisk bredde i EU. Mindre
gunstige er udsigterne for øget politisk effekt (styring) fordi EU ikke aktuelt har en
udenrigs- og sikkerhedspolitik, som kan bære en aktørrolle for EU med international
vægt. Oplæggene til Regeringskonferencen tegner dog en udsigt til fremgang på
dette felt.
Endnu mere usikre eller uforudsigelige er udsigterne til en militær identitet i
EU. EU har aktuelt ingen forsvarspolitik og ingen militær identitet. EU har heller
ingen aktørstatus i NATO. Men EU kan iht Maastrichttraktaten “anmode” WEU om
at “udarbejde og iværksætte aktioner” for EU.
 

WEU
WEU står foran en skillevej idet dens grundlov (Bruxellestraktaten af 17.marts
1948) udløber under Regeringskonferencen, nemlig i marts 1998.
WEU er en politisk organisation med et Ministerråd som besluttende organ og
underbygget med en “forsamling af parlamentarikere”, som ikke er direkte valgte
dertil, men udpeget af medlemslandene efter en fordelingsnøgle.
WEU har igennem hele sin snart 50-årige eksistens ikke kunnet realisere noget
færdigt militært indhold. Der eksisterer ingen militær kommandoorganisation i
WEU, men på det seneste tegner sig “forces in being” efter fransk inspiration,
nemlig dels opbygning i Centraleuropa af et fransk-tysk Korps, og dels franskitaliensk-
spanske planer om opbygning i Sydeuropa af en hærstyrke EUROFOR og
en maritim styrke EUROMARFOR. For alle disse tiltag gælder, at de stipuleredetropper (undtagen franske og spanske) er traditionelle NATO enheder. Militær
identitet eksisterer altså kun “in being”.
WEU er politisk suveræn og uafhængig af EU, selvom de to organisationer har
et samarbejde på grundlag af Maastrichttraktaten.
WEU har ligesom EU ingen aktørstatus i NATO, men der sker en vis gensidig
konsultation og koordination.
I henseende til politisk effekt har WEU en yderst snæver kompetance - uden
politisk-diplomatisk eller økonomisk indhold.
 

NATO
NATO’s 15 medlemslande har under amerikansk dominans løst den opgave, som
NATO blev oprettet for, og status er derfor under revision i lyset af emner, der kan
rubriceres således:

  • Udvidelse af NATO og
  • Udligning, både politisk og militært, af ansvar og byrder mellem Europa og USA.

Vedrørende NATO udvidelse
De central- og østeuropæiske lande trygler om medlemsskab af NATO begrundet
i en forståelig frygt for den store nabo og (tidligere?) supermagt i øst. Men ligeså
forståelig er den store nabos modstand imod en NATO fremrykning ind i det
østeuropæiske rum, som naboen frivilligt (aftalemæssigt) har trukket sig militært ud
af.
En salomonisk løsning på dette problem har været foreslået fra uofficiel russisk
side i form af en traktat i flg. mønster:
“NATO og Rusland/SNG forpligter sig gensidigt til ikke at deployere militære
styrker ind over de eksisterende grænser til det nye Central- og Østeuropa uden
opfordring fra disse stater selv. Overtrædelse af denne forpligtelse gælder for
modparten som en krænkelse, der legitimerer militære modforanstaltninger”.
Om en NATO udvidelse yderligere dette:

  • Opretholdelse af en troværdig magtbalane i Europa kræver ikke udvidelse af NATO.
  • Beslutningsprocedure og handledygtighed i NATO kompliceres ved en udvidelse med op til 10 nationer eller mere (se FN/OSCE).
  • Rationalet for en udvidelse svækkes ved andre tiltag som: NACC, PfP, CJTF, Stabilitetspagt, associeret medlemsskab, observatørstatus, EU aftaler mv.

Vedrørende udligning mellem USA og Europa
Nøglen til en udligning af ansvar og byrder i NATO blev lanceret af præsident
Kennedy allerede i 1960'erne: Et NATO i to søjler, henholdsvis en amerikansk og
en europæisk søjle, i en rollefordeling med den europæiske søjle som direkte
hovedansvarlig for det europæisk territorialforsvar og den amerikanske søjle som
strategisk forstærkning for Europa med tyngde i atom-fly-flåde “assets”.
Denne model er i dag højaktuel, fordi den imødekommer to vigtige behov eller
krav:

  • Et amerikansk krav om aflàstning på kontinentet i fredstid.
  • En europæisk egeninteresse i at frigøre sig fra klientforholdet til USA, og hævde sig på højde med USA, som aktør i det internationale samfund.

Men hvad indebærer begrebet “en europæisk søjle i NATO”?
 

En europæisk søjle i NATO
Inden for rammen af to søjler i NATO skal en europæisk søjle organiseres med tre
komponenter: En politisk overinstans - en militær kommandostruktur - en militær
troppestruktur.
WEU er allerede blevet lanceret som “europæisk søjle i NATO”. Det sket i
erklæring fra NATO topmødet i januar 1994 i konsekvens af bl. a. Danmarks NEJ
til Maastrichttraktatens akcept af WEU som en suveræn organisation uafhængig af
både EU og NATO.
I dag figurerer WEU derfor formelt i en kompliceret dobbeltrolle:

  • I Maastrichttraktaten og Bruxellestraktaten som suveræn organisation uden for både EU og NATO.
  • I erklæring fra NATO topmødet som potentiel ramme om “en europæisk søjle i NATO”.

Betragtes WEU i rollen som politisk overinstans for en europæisk søjle i NATO
og dermed europæisk partner til USA i NATO, fremstår en række politiske
skævheder:

  • EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik er udrangeret og underordnet WEU.
  • WEU fremtræder selv som en amputeret aktør, fordi WEU mangler de politisk-diplomatiske, økonomiske, handelsmæssige m.fl. kompetencer, som beror i EU.

En alternativ model for “en europæisk søjle i NATO” er kun tænkelig i EU regi.
Betragtes EU i rollen som politisk overinstans for en europæisk søjle i NATO
og dermed europæisk partner til USA i NATO, fremstår EU med kun eet deficit i
forhold til fuld kompetence, nemlig den forsvarspolitiske kompetence som reelt også
er ikke eksisterende i WEU. Hvordan løses dette deficit bedst?
 

En europæisk militær identitet
Her må sondres mellem et forsvarspolitisk og et sikkerhedspolitisk aspekt.
 

Det forsvarspolitiske aspekt
Samling af landenes militære styrker til een fælles europæisk Troppestruktur
indebærer en koordination på europæisk plan af landenes styrkeopstillinger,
våbenprogrammer, uddannelse, planlægning, finansiering mv. Endvidere, at den
således etablerede troppestruktur indrammes i en fælles europæisk kommandostruktur
med de nødvendige føringsmidler.
Alle disse opstillingsmæssige funktioner svarer nøje til de forsvarsministerielle
funktioner i medlemslandene (bemanding, bevæbning, uddannelse etc.).
 

Det sikkerhedspolitiske aspekt
En fælles politisk funktion, svarende til nationernes udenrigsministerielle funktion,
skal etableres til styring og kontrol af den opstillede militære organisation, herunder
beslutningsprocessen om anvendelse af og aktionering med den militære organisation.
Denne funktion skal udøves i NATO sammen med USA og tilrettelægges med
en fleksibilitet, som gør det muligt for NATO at aktionere efter omstændighederne
med kun den ene søjle selvstændigt (fx den europæiske) eller med varierende
kombinationer af styrker fra begge søjler.
Dette handlingsmønster sikrer, at alle former for militær indsats altid vil have
politisk legitimitet og militær rygdækning i NATOs samlede pondus Og dette
garanterer igen forebyggende effekt og gennemslagskraft for krisestyring med
fredelige politisk-diplomatiske virkemidler - en effekt som ingen af parterne kan
præstere alene i en storaktion, og da slet ikke i direkte indbyrdes uenighed, endsige
opposition. Sikerhedsgarantien er udelelig, allerede i sin troværdighed.
Realiseringen af en sådan fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik skal
respektere de tidligere nævnte historiske faktorer: Politisk samling af nationernes
suverænitet og militær samling i en Enhedsorganisation. Og derfor må realiseringen
nødvendigvis gennemføres i et og samme regie, dvs enten i EU eller i WEU. Ansvar
for disse politikker kan ikke adskilles.
Den forsvarspolitiske funktion (opbygning af kommando- og troppestruktur) er
i dag ikke eksisterende i både EU og WEU. Men denne funktion griber så markant
ind i nationernes politisk-økonomiske interesser, at kun EU med sin bredere kompetencevifte
har realistiske muligheder for at påtage sig opgaven.
Det samme gør sig gældende - blot endnu mere deterministisk - vedrørende
evnen til at påtage sig den sikkerhedspolitiske funktion og rollen som politisk
overinstans i NATO sammen med USA.
 

Associeret partnerskab mv.
I ovenstående analyse gælder det generelt for både EU, WEU og NATO, at der er
“løse ender” i henseende til medlemsskabets sammensætning. Det gælder allerede
i dag, men vil få øget relevans i relation til fremtidig status for de central- og
østeuropæiske lande. Men der er flere bolde i luften til udjævning af disse problemer:
PfP, CJTF, associeret partnerskab, observatørstatus m.m.. Derfor anses disse
problemer ikke som forgrundsproblemer.
 

Sammenfatning
NATO's tilpasning til den nye situation i Europa løses ved omstrukturering i to
søjler, en europæisk og en amerikansk.
WEU’s politiske kompetence er diskriminerende smal i forhold til EU "s. EU kan
derfor bedre end WEU udvikles til fuld kompetence og til et fælles forum for alle
sikkerheds- og forsvarspolitiske funktioner. De politiske funktioner i WEU's
Ministerråd og Parlament kan overføres til de tilsvarende organer i EU, og de
militære funktioner kan overgå som EU’s militære identitet.
 

Konklusion
En model til afklaring af de eksisterende indviklede relationer mellem NATO - EUWEU
har følgende elementer:
I Ny to-søjle struktur for NATO
II Udvikling af EU som både politisk og militær aktør i NATO ved etablering
af “en europæisk søjle i NATO” med EU som politisk overinstans og en
rent europæisk kommando- og troppeorganisation som sin militære identitet.

Internt i EU kræver dette:

III En fælles beslutningsdygtig Udenrigs -og Sikkerhedspolitik, der instituerer
EU som den europæiske partner til USA i NATO.
IV En fælles Forsvarspolitik med oprettelse af et Forsvarskommissariat som
den “opstillende myndighed” for den europæiske kommando- og troppestruktur
alias den militære komponent i den europæiske søjle i NATO.

Internt i det nye to-søjle NATO skal ske en opfølgning ved:

  • V Koncepter for: Det europæiske territorialforsvar med EU som hovedansvarlig og USA som forstærkningskomponent.
  • Militære aktioner (både “bløde” og “hårde”) for FN/OSCE, efter omstændighederne udført med styrker fra kun den ene søjle (den europæiske) eller med situationsbestemte kombinationer af styrker fra begge søjler (Combined Joint Task Forces).
  • Medinddragelse i aktioner for FN/OSCE af styrker fra lande uden for NATO medlemskredsen.
  • Aftaler med Rusland/SNG til dannelse af en sikkerhedsgaranti for Centralog Østeuropa.

Den samlede effekt af ovenstående vil være:

VI For FN/OSCE: Synliggørelse af øget mulighed for at markere styrke bag
disse organisationers forebyggende diplomati og resolutioner.
VII For NATO: En europæisering af alliancen med en enklere beslutningsproces
samtidig med en øget bredde.

Umiddelbar eliminering af risikoen for, at EU og USA “går hver sin vej” i store
spørgsmål.

IX For EU: Fastholdelse af USA i et europæiseret NATO og mulighed for
NATO legitimerede men europæisk ledede aktioner.
X For Danmark: Maastrichtmodellen for WEU, som Danmark har sagt NEJ
til, erstattes af en EU-NATO model, som imødekommer dansk NATO
præference, og derved åbner for dansk tilslutning.

Spørgsmål
“Europahæren” er her skitseret som en chance. Danmark sagde NEJ til Maastichtmodellen
for WEU. Hvis Danmark også siger NEJ til EU -NATO modellen: Ved
nogen så, hvad Danmark egentlig vil ???
SU!

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_125_aargang_jun.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.