Europæisk og Globalt Engagement. Dansk udenrigspolitiks historie 6. 1973 - 2003.

Nikolaj Petersen, Europæisk og Globalt Engagement. Dansk udenrigspolitiks historie 6. 1973 - 2003. København: Danmarks Nationalleksikon, 661 sider, 448,00 kr. (i subskription 383 kr.).

I det sjette og sidste bind af Dansk Udenrigspolitiks Historie har professor Nikolaj Petersen (som også er en af værkets tre redaktører sammen med Carsten Due Nielsen og Ole Feldbæk) skrevet om de tredive år fra 1973 til 2003 - fra Danmarks indtræden i EF den 1. januar 1973 til det nye danske Mellemøst-initiativ i sommeren 2003.

1973 var et år, "hvor adskillige spor måtte skiftes og nye politikker formuleres". Hovedårsagen var Danmarks medlemskab af EF, fra 1. januar 1973, men Nikolaj Petersen gør opmærksom på, at 1973 "også blev et indenrigspolitisk skelsættende år, ved at det traditionelle partisystem brød sammen ved valget den 4. december", hvis vinder blev "det nye Fremskridtsparti under den dynamiske og uforudsigelige advokat Mogens Glistrup". 

Årene fra 1973 til 2003 deles i tre afsluttede hovedfaser med disse overskrifter: "Fra oliekrise til oliekrise 1973-1979"; "Alliance- og integrationsdilemmaer 1980-1989"; "Efter den Kolde Krig 1990-2001" - samt en uafsluttet fase: "Efter 11. september".

Dette er et stort og imponerende pionerarbejde. Forfatteren har haft "principiel adgang til alt statsligt materiale til og med klassifikationen "Hemmelig" for perioden 1973-94" og for så vidt angår dokumenter fra Udenrigspolitisk Nævn og Markeds- og Europaudvalget endda til og med 1999.  Der er dog i praksis "stort set" kun brugt dokumenter fra Udenrigsministeriets arkiv. Inden udleveringen er dokumenterne blevet gennemgået af ministeriet, "hvad der dog kun har ført til tilbageholdelse af ganske få og, såvidt det kan skønnes, ikke afgørende dokumenter". Alle "konkret anvendte dokumenter" - hvilket vel betyder mindst alle i fodnoterne citerede, - "er herefter afklassificeret og er dermed tilgængelige for andre forskere" - som altså vil kunne gå forfatterens brug af de citerede dokumenter efter, mens de derimod ikke umiddelbart vil kunne bedømme udvælgelsen af netop disse dokumenter fremfor andre.

Bogen er den første samlede skildring af dansk udenrigspolitik i denne periode - så tæt på nutiden, at mens denne politiks tilblivelse, udførelse og erklærede mål meget vel kan beskrives, er de langsigtede resultater og konsekvenser nødvendigvis endnu ukendte. (Da den kinesiske leder Chou-en-Lai engang blev spurgt om konsekvenserne af den store franske revolution i 1789, skal han have svaret: "Det er det endnu for tidligt at udtale sig om.")

Det indledende kapitel under overskriften "Overblik 1973-2003" begynder med et fysisk overblik i form af et smukt luftfoto af udenrigsministeriets domicil (fra 1980) på Asiatisk Plads, og dette overblik kan sammen med bogens afsluttende kapitel "Hovedlinjer i dansk udenrigspolitik 1973-2003" læses som et koncist sammendrag af bogens analyse og vurdering af disse tredive års dansk udenrigspolitik. De mellemliggende 557 sider giver detaljerne.

Nikolaj Petersen understreger betydningen af Danmarks stærkt voksende internationale engagement - på to planer: dels EU samarbejdet, der trods forbeholdene "fortsat er det centrale forum for dansk deltagelse i europæisk politik", og dels "et globalt engagement", der især er knyttet til FN, men som i de seneste år også har fået "en ideologisk begrundelse med Nyrup Rasmussen-regeringens fremhævelse af Danmark som et internationalt foregangsland".

Dansk udenrigspolitik ("en statslig aktivitet, der sigter mod at nå bestemte mål i en balancegang mellem krav og forandringer, der kommer henholdsvis indefra og udefra") føres af regeringen, men det konstateres, at "det er blevet vanskeligere at være regering", og at udenrigspolitikken er "blevet demokratiseret i den forstand, at regeringens monopol på at føre udenrigspolitik er blevet svækket".  Her henvises bl.a. til fodnote-perioden i 1980erne og til de folkeafstemninger, der i EU-sammenhæng har demonstreret splittelse "mellem befolkningen og det politiske establishment". Særlig Europa-politikken viser, at udenrigs- og indenrigspolitik "er blevet tæt filtret ind i hinanden".  

Bogen peger på det fænomen, at satellit-TV og internet har fjernet "de statslige muligheder for at kontrollere borgernes mediebrug og dermed mulighederne for at styre den informationsmæssige og kulturelle dagsorden".  NGOer, partipolitiske kontakter og voksende strømme af mennesker på tværs af grænserne er også med til at komplicere billedet.

Om den trediveårige periode som helhed gælder, at "...sikkerhedspolitik og Europa-politik fyldte meget.... og blev desuden genstand for alvorlige konflikter mellem regering og opposition".  Eftersom bogen "netop har de indenrigspolitiske aspekter af udenrigspolitikken i fokus", koncentrerer den sig om sikkerhedspolitik og Europa-politik, mens udviklingspolitikken ("i hovedsagen et indenrigspolitisk konsensusområde") er mindre grundigt behandlet.

Nogle afsnit i bogen - det gælder for eksempel den grundige gennemgang af firsernes "fodnote-politik" - fremstår næsten som en indenrigspolitisk historie, men hele bogen igennem bliver der også grundigt og roligt redegjort for de ydre storpolitiske begivenheder - den scene hvor Danmark skulle agere. Intet under, at forfatteren har haft brug for mange sider.  Samtidigt er beretningen stramt og præcist skrevet: der er ingen løs snak.  I centrum står sagen, snarere end aktørerne. Forfatteren overser dog

slet ikke den menneskelige faktor, der ind imellem får et malende adverbium med på vejen: "Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen greb efter 1989 begærligt de muligheder for at føre en mere aktiv udenrigspolitik, der hidtil havde været ham forment". (p.618).

1989 var det store skel, og det er svært at genkende dansk udenrigspolitik før og efter dette år. Under Den Kolde Krig holdt Danmark som "en udsat frontliniestat" lav profil (undertiden så lav, at forsigtigheden gav genlyd).  I sikkerhedspolitikken var Danmark næsten konstant et "besværligt" medlem af NATO, der anfægtede den politik, som alliancens toneangivende medlemmer og specielt USA ønskede at føre, mest af alt under den for nogle danske aktører så pinagtige "fodnotepolitik" i firserne. Men så kom Murens fald.

"For Danmark", skriver Nikolaj Petersen, "betød ophøret af Den Kolde Krig en fuldstændig omkalfatring af forholdene både i nærområdet og i det overordnede system". Verden blev unipolar, og Danmark måtte finde en ny rolle.  Allerede i april 1989 begyndte daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen at definere denne rolle i begrebet "aktiv internationalisme".  Formuleringen blev snart mere dristig: Udviklingen i Europa åbnede et "mulighedernes vindue", som Ellemann-Jensen resolut "sprang igennem" - og det gjaldt både i Baltikum-politikken og i forbindelse med udsendelsen af korvetten Olfert Fischer. (Både på omslaget og som bogens sidste billede bringes et foto af korvetten på vej gennem Suez-kanalen).

Den danske rolle i Baltikum var mindst lige så vigtig, og fra arkiverne citerer Nikolaj Petersen dokumenter, som viser, hvor resolut der blev handlet: Kun to dage efter det mislykkede kupforsøg mod Gorbatjov, nemlig den 23. august 1991, bad Uffe Ellemann-Jensen udenrigsministeriets direktør, Ulrik Federspiel, om at diskutere i ministeriets ledelse "hvad vi kan gøre for at mase situationen længere frem netop nu". Samme dag opfordrede udenrigsministeren sine europæiske kolleger til at tilslutte sig den danske linie, og dagen efter besluttede regeringen, at tiden var inde til at genoptage de diplomatiske forbindelser med de baltiske lande. Ambassadør Otto Borch fulgte efter som den første vestlige ambassadør få dage senere.  I udenrigspolitisk nævn sagde udenrigsministeren den 26. august (med et Bismarck citat) at det "gjaldt om at gribe fat i Guds frakkeskøder, når man hørte hans fodspor (sic) i verden". Men oven på disse dramatiske ord fulgte, med Nikolaj Petersens formulering, en Baltikum-politik, der "søgte både på bilateralt og multilateralt plan at give de baltiske landes uafhængighed et reelt indhold via en bredspektret støttestrategi", - en strategi der på ingen måde overså behovet for at tage hensyn til Rusland og de russiske befolkningsgrupper i Baltikum.

Også på Balkan førte Danmark en meget aktiv udenrigspolitik og undertiden på en måde, der kunne synes ufølsom over for gamle allierede: Nikolaj Petersen skriver, at Uffe Ellemann-Jensens stærke aktivitet for en fælles EF-anerkendelse af Makedonien "førte til en langvarig bitter strid med nabolandet Grækenland". Nærværende anmelder kan tilbyde en beskeden fodnote: I foråret 1993 befandt jeg mig tilfældigvis på en café i Athen, hvor en fælles bekendt introducerede mig til en højtstående græsk diplomat. Da hun hørte, at jeg var fra Danmark, kom reaktionen øjeblikkeligt: "Hvem er den mand Jensen? Han må være en meget uvidende og uerfaren person". Jeg forklarede høfligt, at den danske udenrigsminister faktisk ikke var specielt uerfaren og dertil estimeret i vide kredse, hvilket hensatte den græske diplomat i misbilligende undren.

Fundamentet for dansk udenrigspolitik: I 1965 udgav daværende udenrigsminister Per Hækkerup en bog med titlen Danmarks Udenrigspolitik, der skelnede mellem tre overordnede mål: sikring af Danmarks fortsatte eksistens (sikkerhedspolitik), varetagelse af konkrete danske interesser (udenrigsøkonomisk politik) samt påvirkning af den internationale udvikling med danske principper, bedømmelser og indstillinger (ideel politik).  For Nikolaj Petersen er denne tredeling fortsat gyldig, omend med justeringer, men han peger desuden på en ny fjerde kategori, hvis samlebetegnelse "kunne være identitets- politik... beskyttelsen af det danske", der er "blevet en vigtig ny udenrigspolitisk kategori" som følge af fremmedfrygt og afvisning af europæisering og globalisering.

Det var også Per Hækkerups bog, der lancerede tanken om de "fire hjørnestene i dansk udenrigspolitik", nemlig den nordiske, den (vest)europæiske, den atlantiske og den universelle. Disse hjørnesten er der fortsat, men Nikolaj Petersen peger på, at udenrigspolitikken har fået et stadigt stærkere multilateralt præg indenfor et formaliseret internationalt samarbejde i EU, FN, NATO, OSCE m.v. "Lidt spidst formuleret kan man sige, at Danmark er blevet en slags delstat, men en meget autonom delstat, i de

mange multilaterale sammenhænge".   Men herudover understreges betydningen af relationen til USA, der i hele perioden har været "det absolut vigtigste" bilaterale forhold.

Bogen er fremragende illustreret med velvalgte fotografier, gode kort og lejlighedsvist muntre tegninger.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.4_2004.pdf

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.