Etik og moral i forbindelse med FN-tjeneste

Denne temaartikel ar udarbejdet af kaptajn M. Rahbek, derfor tiden er elev på Føringsuddannelse I på Hærens Officersskole. Forfatteren kommer fra Jyske Dragonregiment og har siden 1992 været kompagnichef for et panser- infanterikompagni. Forfatteren gjorde tjeneste i det tidligere Jugoslavien som kompagnichef ved A-COY/DANBAT 3/UNPROFOR februar til august 1993.

 

Episode I
Scenariet er følgende: Vi befinder os i det nordvestlige hjørne af Den Danske Bataljons (DANBAT’s) område i det serbisk besatte "Krajina". Våbenstilstandsli- nien løber i bunden af en blød bakkedal med serbiske og kroatiske stillinger mellem 300 og 500 meter på hver side. En dansk observationspost (OP) er beliggende på højde med de serbiske stillinger på en lille bakketop.(Serbeme var rykket op på højde med OP’en inden DANBAT overtog området). Der går en asfalteret vej imellem OP’en og de kroatiske stillinger, den er spærret for kørsel ved en lille bro, desuden er resten af området ligeledes mineret. I området er situationen, hvad man normalt kalder roHg. Det vil sige kun enkelte brud på våbenhvilen i form af provokationsskydninger mod modpartens stillinger eller den danske OP. Der er oprettet HOTLINE imellem den serbiske bataljons konmaandostation og OP’en og imellem det kroatiske bataljons konmiandostation og OP’en ved hjælp af feltkabel.

Den aktuelle situation: Klokken er omkring midnat, alt er roligt, da den kroatiske side ringer på HOTLINE og meddeler, at en meget fuld kroatisk soldat nu har forladt de kroatiske stillinger for, at gå over på den serbiske side. Der vil han tænde ild til de serbiske stillinger. Kroaterne beklager, at de ikke fik stoppet ham, men har dog ingen intentioner om selv at komme over foran de serbiske stillinger for at hente soldaten tilbage. Bliver den kroatiske soldat skudt, agter man ikke umiddelbart at gøre gengæld. (Dette meddelt på et noget tvivlsomt germansk-engelsk-slavisk sprog) OP’en melder via radio til kompagnichefen. Efter en kort forklaring af situationen konmier spørgsmålet. Hvad gør vi ved det ???? Kort herefter erkender OP’en fuld soldat travende tværs igennem minefeltet på vej mod de serbiske forreste stillinger. Han råber højt af serberne og standser op ca. 70 m foran de nærmeste stillinger, hvor han begynder at tænde ild i græsset. Tilsyneladende er han endnu ikke erkendt af serberne.

Kompagnichefens overvejelser: Ja, hvad gør man som kompagnichef ved det, når man desuden sidder 30 min. kørsel væk derfra. Følgende problemer melder sig umiddelbart:
- Bliver kroaten erkendt af serberne, vil han blive skudt eller taget til fange, med de følgevirkninger og evt. eskalation, det vil give langs våbenstilstandslinien.
- Bliver han taget til fange, går han erfaringsmæssigt en meget grum skæbne i møde.
- Går han på en mine, vil det uvægerlige udløse gengældelsesskydninger hen over våbenstilstandslinien, med eskalation til følge.
- Forsøger ingen at gøre et eller andet, bliver han enten skudt eller også sprænger han sig selv i luften i minefeltet.
 
Følgende muligheder for indgriben er umiddelbart til stede:
- Forhandle med serberne via HOTLINE om at lade kroaten i fred, så han evt. ved hjælp af FN kan lirkes tilbage til de kroatiske linier. Den mulighed må udelades grundet sprogproblemer, da serberne sandsynligvis åbner ild imod ham, så snart de erkender hans tilstedeværelse.
- Lade OP-folkene uden forudgående varsel til serberne, gå ud til kroaten og følge ham tilbage over våbenstilstandslinien. Meget risikabelt, da han måske i sin fuldskab vil åbne ild på FN, idet han fejlagtigt tror at det er serbere, eller blot misforstår deres hensigter. Da det er mørkt kan de øvrige kroater eller serber begå den samme fejl.
- At køre frem til ham i OP’ens pansrede mandskabsvogn, vil give den nødvendige beskyttelse, men sandsynligvis vække både serbere og kroater i området, med en mulig ildåbning mod "den fjendtlige pansertrussel" til følge.
- Den sidste udvej er, at holde vejret, krydse fingrene og håbe på, at kroaten hurtigst muligt vender uskadt og uopdaget tilbage til egne linier.
 
Samvittigheden: Kan man forsvare at sidde uvirksom hen og se på slagets gang? Bør man ikke gøre noget for, at forhindre at soldaten kommer af dage og måske endnu vigtigere: Gøre noget for at forhindre en episode, der skaber eskalation, med død og ulykke til følge. Herunder også øget risiko for OP’ens besætning? Hvor meget vil vi sætte danske soldaters liv på spil for at redde en eller måske flere kroater eller serberes liv? Hvor meget vil vi sætte på spil for at bevare roen i vort ansvarsområde og det måske gode tillidsforhold vi har til de berørte parter? Havde kroaterne bedt os som FN-enhed om at hjælpe til med at beskytte soldaten, kunne vi så have forsvaret over for vores egen samvittighed, at sige Nej desværre, det er for farligt for os. Der var meget at tænke over, før kroaten var helskindet tilbage bag egne linier.
 
Episode II
Scenariet er følgende: Et kontrolpunkt i det nordvestlige hjørne af DANBAT’s område, indrettet ved et fabriksområde i kanten af en by. Serberne har adgang til fabriksområdet, ca. 50-100 m fra våbenstilstandslinien og de kroatiske stillinger forefindes i forkanten af en beboet kroatisk beboelseskvarter klods op af våbenstilstandslinien. Situationen er normalt rolig, med enkelte provokationsskydninger, men stemningen er meget spændt, da det ikke er lykkedes FN at fremkonmie med en for parterne tilfredsstillende løsning omkring våbenstilstandslinien og de enkelte parters indbyrdes placering i forhold til den. Sagen kompliceres yderligere ved, at begge parter af og til lukker adgangsvejene til kontrolpunktet og hermed DANBAT’s forsyningslinier i protest over modpartens handlinger.
 
Den aktuelle situation: Midt på dagen begynder en meget fuld og aggressiv serbisk soldat inde fra fabriksområdet at beskyde de kroatiske stillinger med geværgranater. To af granaterne falder tre meter fra to OP-folk på vagt ved den kroatiske side. Det er hulladningsgranater, og ved et rent tilfælde sker der ingen skade på FN soldaterne. Kroaterne protesterer på det kraftigste til OP-folkene og meddeler, at ved den næste granat iværksættes Alarmering nærforsvar i byen og al skydning vil blive gengældt med minimum det dobbelte. (Normalt er det ca. en hjemmevæmsbatal- jon, der står for forsvaret af byen). OP-folkene meddeler kroaterne, at serberne skyder mod FN og ikke mod kroaterne, så de skal bare blande sig uden om og forholde sig i ro, ellers bliver det værst for dem selv. Delingsføreren der har kommandoen på kontrolpunktet, kalder den serbiske kompagnichef til stede og forlanger at han fjerner den fulde soldat omgående, inden sagen eskalerer. Samtidig orienteres kompagniet og kompagnichefen tilkaldes. Han er tilfældigvis i nærheden og ankonmier til stedet efter ca. 10 minutter. I mellemtiden har serberen skudt endnu en granat, der falder i en gade med legende børn. På mirakuløs vis uden tab til følge. Serberne tør ikke nærme sig den fulde soldat, da han truer med at skyde mod alt og alle. Kroaterne forsøger at gå i stilling, men tvinges af OP-folkene og en pansret mandskabsvogn til at forholde sig i ro. Stenmingen er nu meget spændt på begge sider og alle parter er nervøse.
 
Da kompagnichefen ankommer til stedet, er endnu en pansret mandskabsvogn og en OP-gruppe bragt i stilling for at holde serberne i ro. Kompagnichefen får følgende oplysninger af delingsføreren:
- Den fulde serber vil slå kroaterne ihjel og fortsætte med at skyde imod dem.
- Serberne tør og vil ikke gå ind på fabrikken og afvæbne den fulde serber, da han truer med at dræbe alt og alle.
- Kroaterne er meget ophidsede og vil tage sagen i egen hånd, når FN ikke kan forhindre, at serberne skyder på dem og de civile, der bor i byen. Det er begrænset, hvor længe OP-folkene på den kroatiske side kan blive ved med at holde kroaterne i ro.
- Der er ingen på den serbiske side, der forstår andet en serbisk, og kroaterne forstår kun meget lidt andet en kroatisk. Tolkestøtte er ikke til rådighed på nogen af siderne, og militære tolke findes ikke i liniekompagniet.
- Desuden er hele kontrolpunktet naturligvis på kampberedskab.
 
Kompagnichefens overvejelser:
- Den serbiske beskydning skal standses med det samme for at forhindre en eskalation, med militære, civile og egne tab til følge.
- Kroaterne skal have forvisning om, at FN har kontrol over situationen, så de ikke iværksætter alarmering og gengældelser og lukker adgangsvejen til kontrolpunktet og DANBAT’s område. En kroatisk bataljon på kampberedskab i byen vil skabe alverdens problemer i området.
- Serberne gør absolut intet på henstillinger fra kroaterne, de vil kun til nød følge FN henstillinger. Hvis Kroaterne besætter alle deres stillinger, vil serberne selvfølgelig gøre det samme og naturligvis lukke deres adgangsveje til kontrolpunktet og derved vejen ind og ud af DANBAT’s område.
 
Følgende muligheder for indgriben er til stede:
- Forhandle med parterne om en fredelig løsning, hvor kroaterne forholder sig i ro, indtil serberne har afvæbnet manden. Denne mulighed kræver tid og kommunikationsmuligheder med begge parter, i dette tilfælde primært tolkestøtte, som ikke er mulig. Desuden tør serberne ikke gå ind på fabrikken til den fulde soldat.
- Afvente situationens udvikling og håbe på, at parterne forholder sig i ro, indtil den fulde serber opgiver sit forehavende og frivilligt overgiver sig til sine egne. Denne mulighed er meget risikabel, da blot et enkelt skud mere vil få kroaterne til at reagere og bringe OP-folkene på den kroatiske side i virkelige problemer. Desuden vil hele kontrolpunktet og dets personel blive bragt i fare ved en evt. eskalation, DANBAT’s adgangsveje vil sandsynligvis blive afskåret i en periode.
- Hvis serberne ikke vil afvæbne den fulde soldat, må FN trænge ind på fabrikken og afvæbne manden, og om nødvendigt tilintetgøre ham, hvis han sætter sig til modværge. Denne mulighed vil give kroaterne den fornødne tillid til FN, til at de holder sig i ro, så længe FN arbejder aktivt på sagen. Til gengæld vil det være en yderst risikabel opgave for det FN personel, som skal trænge ind på fabrikken og afvæbne serberen. Hvis opgaven ender med, at man må nedkæmpe serberen, vil tillidsforholdet mellem FN og serberne lide et alvorligt knæk, og adgangsvejene til kontrolpunktet og DANBAT vil sandsynligvis blive lukket i en længere periode. Kroaterne vil dog formodentlig se meget positivt på en sådan løsning af problemet.
 
Samvittigheden: Kan man tillade sig at gå lidt ud over det aktuelle mandat og gældende ildåbningsordrer for at redde en meget spændt situation fra at eksplodere, med de militære og civile tab det vil medføre? Kan man forsvare at sætte danske soldaters liv på spil for at forhindre en serber i at beskyde kroater, med eskalation og tab til følge? Kan man forsvarer, at undlade aktiv indgriben i en eksplosiv situation, blot fordi det er farligt for de danske FN- soldater og måske går lidt på kant med gældende direktiver og mandater? Hvordan kan man forsvare over for kroaterne, at man er neutral, hvis man ikke forsøger at forhindre serberne i at beskyde kroaterne, når man vil forhindre kroaterne i at gøre gengæld? Kan man som menneske blot se på, at der skydes efter kvinder og børn? Kan man overfor serberne forsvare at gribe ind med våbenmagt mod en serber, som de ikke selv tør nærme sig af frygt for deres egen sikkerhed?
 
Jeg vil ikke her løfte sløret for, hvad vi helt nøjagtigt gjorde, men blot nævne at for alle FN-soldater og specielt for to FN-officerer og en OP-gruppefører, blev det nogle meget intense og langvarige minutter på den fabrik, før serberen var fjernet fra området og roen genoprettet. Jeg har ovenfor skitseret to situationer, hvor man som chef for et FN-LINIE- KOMPAGNI må træffe nogle beslutninger, under tidspres og med nogle meget alvorlige og vidtrækkende konsekvenser. Beslutninger, der som oftest ligger uden for de områder, hvor der gælder direktiver, reglementer eller andre bestenmielser. Beslutninger, der for mit eget vedkommende måtte baseres på, hvad jeg som chef, officer og i sidste ende som menneske, mente jeg kunne stå inde for. Ene og alene, hvad jeg dybest inde i min samvittighed fandt, jeg ville ofre og tage ansvaret for.
 
I denne artikel har jeg helt bevidst undladt at skrive hvilken beslutning, jeg tog i den enkelte situation. Dette er gjort for at læserne selv kan overveje, hvad de ville have gjort i min situation, uden på nogen måde at være farvede af bagklogskabens visdom. Jeg er meget bevidst om, at disse episoder kun er småting i forhold til hvad andre kan berette fra FN-tjeneste, men jeg finder at de på letfattelig vis illustrerer det dilemma og de valgsituationer, man kan komme ud for som officer i FN-tje- neste. I fredstids- og øvelsessanmienhæng træffer vi unge officerer ofte beslutninger, der har vidtrækkende konsekvenser, uden at vi egenthg tænker særligt dybsindigt over det. Hvor ofte har man ikke sagt: Efter mig. Fremad eller over radioen Iværksæt dette eller hint. I et miljø uden løse patroner får disse beslutninger og kommandoer nogle helt andre perspektiver og konsekvenser. Men vigtigst af alt: Nødvendigheden af, at en sådan beslutning eller kommando kommer rettidigt, overgår ofte, hvad man er forberedt på hjemmefra.
 
Moral og etik er nok for mange unge officerer nogle lidt tågede begreber, men i kritiske situationer og i svære valg er det nok det eneste gelænder, man bevidst eller ubevidst har at holde sig til. Selv om det nok først er ved et tilbageblik, at man bliver klar over, hvad der egentlig lå til grund for den aktuelle beslutning.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_123_aargang_feb.pdf
 
 
 
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.