Etik og moral

Denne temaartikel er udarbejdet af chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor O. Kandborg.

 

Det er med nogen betænkelighed, jeg har accepteret at bidrage med et indlæg til Militær tidskrifts tema Etik og Moral, Her er tale om store ord, om hvilke der er sagt og skrevet meget, uden at ordenes betydning af den grund synes at ligge ganske fast. At redegøre for de mange varianter vil langt overskride artiklens rammer. Med fare for at ramme ved siden af vil jeg derfor anvende min egen opfattelse som udgangspunkt.

Hvad er etik og moral?
Etik er en teoretiske videnskab, d.v.s. filosofi. Etikken er tankerne om, hvad der er rigtigt og forkert i alle livets forhold. Etikken spænder fra den religiøse opfattelse af livets mening og menneskets plads og rettigheder i verden over samfundsadfærd og almindelig god opførsel. Etikken kommer til udtryk i love og regler, som naturligvis har den samme spændvidde. Fra de ti bud og bibelen via Jyske Lov til færdselsloven og Enrnia Gad. Det siger sig selv, at den filosofi, der ligger bag disse regler, for det første er af forskellig dybde, og for det andet har undergået betydelige forandringer gennem tiderne.
 
Etik er altså næppe noget statisk eller evigt gyldigt, selvom netop det spørgsmål har optaget filosofferne gennem tiden. Findes der for menneskeheden en fælles opfattelse af, hvad der er grundlæggende rigtigt, og hvad der er forkert? Jeg har min tvivl. Som hos de fleste andre dyrearter er der nok kun de aller- nederste trin i behovspyramiden tilbage, når alle kulturlagene skrælles af. Men skal man eksistere i et samfund, er det nødvendigt med grundlæggende etiske regler, og reglernes omfang øges med samfundets kompleksitet og indbyrdes afhængighed.
 
Moral vil jeg relatere til individets eller gruppens måde at praktisere de etiske regler på. Om en moral er god eller dårlig er ofte et åbent spørgsmål. For medens det kan være relativt let at nå frem til nogle overordnede etiske regler, så er reglernes udmøntning straks sværere at enes om. Vort forhold til skattevæsenet kan måske være et eksempel. Uærlighed og snyd betragtes af de fleste som uetisk. Men er det umoralsk at snyde i skat? Nogen synes det og snyder ikke. Nogen synes det også, men snyder alligevel. Andre finder det ikke umoralsk, snyder, men går stille med dørene. Atter andre går til angreb mod etikken. Enten ved at søge etikken ændret eller ved at sætte den ud af kraft på det pågældende område. Eksempler på sammenstød mellem etik og moral er mangfoldige.
 
Den praktiske brug af etik og moral omsættes i normer og samvittighed. Normerne er det, vi i praksis søger at leve op til i vort samkvem med andre mennesker, og som bliver målestokken for, hvad vi forventer af andre. Normerne kan være forskellige i forskellige sammenhænge. Der gælder andre normer på Cristiania end i Harboør. I mit konversationsleksikon står om moral og etik, at de to begreber ofte anvendes med samme betydning. Mine indledende lommefilosofiske betragtninger skal ikke ses som et forsøg på at ændre dette forhold. Jeg er tværtimod enig i, at samspillet mellem etik og moral i praksis ofte er så intimt, at det kan være ganske vanskeligt at adskille begreberne. De er som ægget og hønen. Man kan nok definere forskellen mellem dem. Men forskellen mellem årsag og virkning fortaber sig.
 
Etik og moral er i stadig udvikling. Det er nærliggende at tro, at når der er stort sanmienfald mellem etik og moral, så befinder vi os i en samfundsmæssig stabil udvikling. Man ved, hvad der er ret og uret, og man handler derefter. Er der derimod stor forskel mellem etik og moral, bliver udviklingen labil. Der mangler grænser for individets udfoldelse i samfundet, uanset om dette vurderes at være til skade eller gavn. Ustabiliteten kan være forårsaget både af skred i etik og moral, og vil oftest udgøre en kombination heraf. Efter min opfattelse befinder vi os for tiden i en etisk og moralsk ustabil situation. Diskussioner af vort forhold til miljø, indvandrere, racisme, arbejdsløshed og genmanipulation er blot nogle eksempler herpå. Det er svært at forholde sig til, hvad der er ret og uret, og hvad der bør give god eller dårlig samvittighed. Årsagerne hertil er mangfoldige. Her skal blot fremhæves nogle få, som kan have indflydelse på udviklingen af den militære etik og moral.
 
For det første den teknologiske udvikling. Vi kan mere, og vi vil mere på både godt og ondt. Før opdagelsen af atomspaltning, gensplejsning og kunstig befrugtning var der naturligvis ingen etisk debat herom. Nu raser diskussionen. Både om det betimelige i overhovedet at have gjort opfindelsen, og om hvorledes vi skal forholde os til den nye teknologi. På det atomare område har forsvaret været nødt til at vælge side. Besiddelse af atomar afskrækkelse har i en periode været fundamentet under NATO’s militære strategi.
 
For det andet opsplitningen af samfundet i interessegrupper. I slutningen af 1980’eme gav kultursociologen Jacques Blum på et seminar ledet af Forsvarets Center for Lederskab sit bud på, hvilken type unge, forsvaret stod over for at skulle rekruttere og uddanne i 1990’eme. Et af hans budskaber var udvandingen af de fælles samfundsnormer til fordel for individets og de mindre gruppers særlige normer. Hans spådom synes rigtig. Der er både etisk og moralsk langt fra Blekingegadebanden til FDF, eller fra Yuppierne til Green Peace. Og hvad der er værre: Tolerancen er svindende. Det er et problem for samfundet i almindelighed. For forsvaret påvirker det mulighederne for at rekruttere værnepligtige til at forsvare fælles værdinormer.
 
For det tredie skal peges på pressens udvikling både i omfang og stil. Vi bombarderes med indtryk, men får ikke hjælp til at holde styr på, hvad der er godt og mindre godt. Pressen markedsfører sig med større eller mindre held som upartisk og debatskabende. For hver påstand, der fremsættes, hentes en person med den modsatte holdning frem. Pressens alsidighed bliver let til rådvildhed hos almindelige mennesker, og de færreste orker at sætte sig så meget ind i alle sager, at de kan danne sig en rodfæstet holdning til de aktuelle spørgsmål. Det var lettere i gamle dage, hvor etikken blev læst fra prædikestolen, og hvor man vidste, at Socialen (den gang en avis) var talerør for socialdemokratiske synspunkter. I dag kalder de fleste aviser sig alsidige. Og radio og fjernsyn, der lever med et alsidighedskrav, løser opgaven ved at lade alle synspunkter komme frem. Når politiet har udtrykt ønske om, at fængselsvæsenet holder de indsatte inde, holdes mikrofonen frem til de indsatte, der taler for, at de skal slippes fri. Og der fokuseres fortrinsvis på individet, fordi det appellerer til de følelser, der til syvende og sidst sælger avisen eller skaffer lytterne og seerne.
 
Den militære etik
I et demokrati som vort er forsvarets personale almindelige samfundsborgere, som først og frenmiest søger deres etiske og moralske identitet i samfundet. Men i de fleste virksomhed er der også nogle særlige normer og regler for de ansatte, en virksomhedskultur. Sådan er det naturligvis også i forsvaret. Vore militæretiske regler var udviklet, længe inden begrebet virksomhedskultur blev opfundet. Uden at der Ugger nogen prioritering i rækkefølgen, kan f.eks. peges på de særlige pligter om lydighed og respekt, der bla. er nedlagt i den militære straffelov. Soldatens første pligt er villigt og nøjagtigt at efterkonmie enhver lovlig tjenstlig ordre, givet af en foresat. Respektstridig optræden er strafbart og ulydighed i flok, mytteri, honoreres med meget strenge straffe. I forsvaret kan den, der ikke gør sin pligt, straffes. Det gælder til dels også i samfundet, men der er meget løsere rammer for, hvad der er pligt. I forsvaret gælder reglerne for alt personel. Især for det faste personel er en høj grad af accept af reglerne en forudsætning for, at man passer godt ind i virksomheden.
 
Kravene om skærpelse af lydighed, respekt og pligtopfyldelse er velbegrundet. Forsvaret er på godt og ondt et magtinstrument. Det må være under regeringens fulde kontrol også i ubehagelige situationer. Det kræver, at hver enkelt er indstillet på at løse de stillede opgaver, også selvom den personlige pris herfor kan blive høj og i værste fald koste liv eller førlighed. Men der er også andre etiske regler, som hverken er beskrevet så håndfast eller kræver de samme ofre, men som alligevel er af stor betydning i den daglige virksomhed. Fra det faste personel, herunder ikke mindst officerskorpset, forventes en professionel holdning til tjenesten. Sociologen Samuel Huntington har karakteriseret professionalisme ved tre elementer, ekspertise, sammenhold og upolitisk holdning til virksomheden. Alle disse krav kan genkendes i de holdninger, vi søger at indpode både i officerskorpset og i forsvarets øvrige ansatte, og det er en kendsgerning, at holdningerne præger vort forsvar i betydelig grad. I den mere almene ende af det etiske spektrum finder vi f.eks. stabs-etikken, som beskrevet i Lærebog i Stabstjeneste. Her er det især loyaliteten, der fremhæves, ikke blot over for chefen, men også over for de underlagte enheder. Blandt mange andre gode egenskaber nævnes også selvstændighed, flid, omhu, initiativ, kreativitet, overblik og vidsyn.
 
Lever vi op til de etiske krav?
Under forsvarschefens konference for tjenestestedschefer den 25. november 1993 forlæste den israelske generalmajor, S. Gazit, der bl.a. har bestridt stillingen som chef for det israelske forsvars efterretningstjeneste, om "Relationerne mellem den militære og politiske ledelse i spørgsmål om etik og moral". General Gazit havde et budskab til os, der dækker både fredsforhold og krigstid. Om det var en tilfældighed, eller det var på grund af sans for dramatik, faldt hans råd i form af 10 bud. Jeg finder dem egnet som udgangspunkt for en drøftelse af, om vor militære etik er tidssvarende, forældet eller under udvikling i en uheldig retning. Pladsen tillader ikke en gennemgang af dem alle, men andre skribenter i dette nummer vil sikkert komme ind på nogle af de emner, jeg udelader. Encourage disobedience towards flagrant, unlawfiil orders, lød et afbudene. Denne opfordring synes umiddelbart dækket i vore regler om lydighed. Ulovlige og ikke tjenstlige ordrer er eksplicit undtaget fra kravet om lydighed i soldatens første pligt. Alligevel kan der være en gradsforskel i vores og general Gazit’s udlægning. For medens vi betragter det som en undtagelse, at en soldat skal komme i en situation, hvor det er nødvendigt at være ulydig over for en ordre, ud fra den antagelse, at ulovlige ordrer er en undtagelse, er det, som om Gazit opfordrer til at lede efter eksempler, hvor lydighedpligten kan tilsidesættes for derved at højne det etiske niveau.
 
På nogle områder er kravet om ulydighed over for en ulovlig ordre let at forklare og at forstå. En kører må ikke adlyde en ordre om at køre 100 km/t gennem bymæssig bebyggelse, ligesom det er ulovligt at give ordren. Tilsvarende med ordrer, der indebærer overtrædelse af sikkerhedsbestemmelser eller krigens love. Men hvad gør køreren på en pansret mandskabsvogn på "Sniper’s Alley" i Sarajevo. Kører han med åben luge, risikerer han at blive ramt af skud. Kører han med lukket luge på offentlig vej overtræder han sikkerhedsbestenmielseme. Det etiske dilemma er: Skal man begrænse risikoen for sig selv mod at øge risikoen for at forvolde skade på andre på grund af forringet udsyn under kørsel. Det meget jordnære spørgsmål lyder: Hvem bliver straffet, hvis det går galt? Grænsetilfældene optræder også, når politiske og professionelle militære interesser skal bøjes mod hinanden. Tamilsagen og den verserende sag om Himmerlandsbanken er lærerige som eksempler på, at love skal holdes og beregninger og råd skal være korrekte, uanset at det i den foreliggende situation kan være politisk ønskeligt at strække elastikken.
Tre af general Gazits regler beskæftiger sig med den samme emnekreds:
- Encourage frank and open criticism of military plans and orders.
- Carefully examine the real odds of a military operation.
- Decisions should be reached through open and free discussions among all parties sharing the information and responsibility.
 
Disse tre punkter kom ikke til en tilbundsgående debat på konferencen, hvilket var en skam. Det ville have været interessant at vide, om forslagene skal opfattes i deres yderste konsekvens. Jeg vil forsøge mig med en fortolkning, der i det mindste passer til danske forhold. Der er ingen tvivl om, at en plan vil vinde ved, at at den kommer igennem en vridemaskine af kvalificeret kritik. Herved afdækkes planens svage sider, og mulighederne for at forbedre planen øges. Er planen resultat af grundige og sunde overvejelser, som også er en del af stabs-etikken, vil der i forvejen være taget højde for de fleste kritikpunkter. Der er heller ikke tvivl om, at ønsketænkning må være bandlyst i militære overvejelser. Det er den virkelige trussel og de realistiske risici, der skal opstilles, hverken mere eller mindre. Det mest interessante udsagn er imidlertid, at beslutninger skal nås gennem åben og fri diskussion mellem alle, med de nødvendige informationer og ansvar. Trods formuleringen forestiller jeg mig ikke, at general Gazit ønsker at inddrage offentligheden, herunder pressen i sin militære planlægning. Ulemperne herved er åbenlyse, for modstanderen ser og lytter i så fald med, ja kan endog give sit besyv og sine råd. Jeg går derfor ud fra, at det er den interne beslutnings- og planlægningsproces, han beskriver, idet hans bud kun peger på inddragelsen af dem, der har ansvar og rådighed over alle informationer. Igen føler jeg mig overbevist om, at vore stabsprocedurer er velegnede til at inddrage alle synspunkter i planen, hvorfor det især er chefers og føreres personlighed, der er målgruppe for generalens budskaber. I general Gazit’s budskab ligger nemlig også en advarsel mod forudfattede og traditionelle meninger. De kan være gavnhge, hvis de er rigtige, men farlige, hvis de er forkerte. Siden jeg var elev på generalstabskursus for over 20 år siden, har følgende citat af J.F.C. Fuller siddet på min private opslagstavle:
 
"Plasticity of mind cannot be cultivated during a war by an occasional genius. The generality of soldiers simply cannot change, if they are dogma-ridden. The only way to prevent their ossification of mind is to accept nothing as fixed, to realize that the circumstances of war are everchanging, and that consequently organization, administration, strategy, and tactics must change also, and if during peace time we cannot change them in fact, we can nevertheless change them in theory, and so be mentally prepared when the circumstances require that changes be made. Adherence to dogmas has destroyed more armies and lost more battles and lives that any other cause in war."
 
Et mere modeme eksempel kan hentes hos den engelske generalmajor Rupert Smith. Som chef for 1. Britiske Division i Golfkrigen har han beskrevet, hvordan han tvang sig selv til først at færdiggøre sin planlægning én dag før landoffensivens start for at undgå at gro fast i en beslutning, som situationen kunne være løbet fra. At beslutninger skal nås gennem åbne og fri diskussioner er der for så vidt ikke noget nyt i. Både vor feltmæssige føringsvirksomhed og vort administrative stabsarbejde bærer præg heraf, uden at det skaber tvivl om beslutningskompetencen. Med den givne anledning kan det være på sin plads at minde om begrebet effektive beslutninger, der blev lanceret af Forsvarets Center for Lederskab for nogle år siden. Effektive beslutninger er karakteriseret ved, at de er accepteret af såvel chef som imdergivne, fordi alle har været inddraget i beslutningsprocessen. Det betyder ikke, at alle har fået deres forslag gennemført, endsige sat væsentUge fingeraftryk på resultatet. Men alle har haft lejlighed til at redegøre for egne synspunkter og at stille forslag, og de forstår formål og mål med beslutningen. Effektive beslutninger bliver gennemført, fordi de er kendt og anerkendt. Øvrige beslutninger udsættes lettere for trænering eller udføres ikke i fuldt omfang. General Gazit har mindet os om værdien af effektive beslutninger.
 
Med en enkelt undtagelse vil jeg nøjes med blot at anføre de øvrige af general Gazit’s bud:
- Never dehumanize your enemy. Det kan føre til overvurdering, undervurdering og overtrædelse af krigens love.
- Adopt the concept of "Purity in the use of arms". Efterlev krigens love. SS-metoder eller udisciplineret optræden mod befolkning og modstandere skal for enhver pris forhindres.
- Overkill in a military operation is no less dangereous than underkill. Krigens love begrænser den mihtær indsats til det, der er nødvendigt for at nå målet. Overdocering kan betyde en imuanceret afstraffelse af modparten, som ikke er retfærdiggjort.
- Never expect the execution of a military order at any price.
- Do not abandon your wounded, your prisoners and even your dead.
 
Lad mig slutte omtalen af general Gazit’s ti bud med det, han nævnte først, og som efter min opfattelse også er det vigtigste:
- The responsibility for military ethics and morals rests with all military echelons.
 
Militær etik og moral er ikke noget, man kan overlade alene til Forsvarets Center for Lederskab eller officersskolerne, selvom den teoretiske skohng og udvikling primært vil foregå her. Den praktiske opdragelse foregår i enheder på alle niveauer. Det er her, man først ser afvigelserne fra de etiske normer, og det er her, man i det personhge samspil i en mindre gruppe enklest kan afhjælpe problemet. På den anden side er det ikke nogen nem sag for de implicerede at gribe ind, dels fordi indblanding let opfattes som et indgreb i et menneskes personlige frihed, dels fordi der er risiko for at sætte det gode forhold i gruppen over styr. Igen kan et praktisk eksempel måske være på sin plads. På mange arbejdspladser kendes problemet med alkoholmisbrug, som ikke blot i forsvaret anses for at være i modstrid med god etik. Alligevel ser vi eksempler på, at misbruget først påtales, når en medarbejder forvolder ulykker eller sættes til tjeneste i en fremmedartet situation, hvor misbruget bliver åbenlyst. En undersøgelsen af omstændighederne viser ikke sjældent, at misbruget var en offentlig hemmelighed på den pågældendes tjenestested, men at den slags måtte betragtes som en privat sag, som ingen hverken kunne eller ville blande sig i.
 
Manglende indgriben er i modstrid med god militæretik, og det målbevidste arbejde med udformning af alkoholpolitik på alle niveauer er et bevis på, at vi på det område holder os general Gazit’s første bud for øje. Der er intet, der forhindrer os i at opstille højere etiske standarder end dem, der er gældende i samfundet generelt. Jeg har allerede omtalt lydighed og respekt. Forsvarets hashpolitik er også et eksempel på, at vi i forsvaret stiller større krav til overholdelse af landets love, end det praktiseres i samfundet.
 
Politisering af forsvaret?
Lad mig slutte dette indlæg med et par betragtninger, der går ud over general Gazit’s bud. Den politiske detailindblanding i forsvarets organisation og opgaver er ganske betydelig. Sammenstød med den militære professions ekspertise, sammenhold, upolitiske holdning og ubetingede lydighed er hermed uundgåeligt, og må nødvendigvis give anledning til etiske overvejelser blandt forsvarets ansatte. Når den militære professions råd fejes af bordet af hensyn til politiske pro- grammer og økonomiske begrænsninger, opstår et internt, etisk dilemma mellem den upolitiske ekspert og den lydige officer. Hvem skal han være loyal imod. Forsvarsministeren, det politiske flertal i folketinget eller befolkningen. Hvem har krav på at høre officerens vurdering af situationen. Skal den fremlægges ad kommandovejen, eller af den enkelte selv via pressen. Hvem har patent på sandheden. Forsvarschefen, andre chefer og ansatte eller personelorganisationeme. Og hvor står man med sin politiske neutralitet, når ens militærfaglige standpunkt bliver taget til indtægt af nogle, men imødegåes af andre politikere. Det gør omgående de militære argumenter politisk befængte og lammer den militære part i debatten. Jeg har ofte drøftet dette dilemma med repræsentanter for pressen. Jeg får i reglen det råd, at det er bedst, hvis alle udtaler sig, så alle aspekter af en sag kan blive belyst.
 
Som i mange af livets forhold er det klogt at analysere gode råd. Tit viser det sig, at den, der giver det gode råd, har større gavn af det end modtageren. Pressen lever af debat. Og debat i pressen bliver let til skænderi. I pressen er der ingen der siger, svarer, udtaler eller mener. Man hævder, imødegår, påstår og indrømmer. Pressen kræver klare og forenklede standpunkter, og standpunktsændringer udlægges som en svaghed.
 
Debat i pressen er en meningsmæssig kamp på liv og død, og kompromiser er udtryk for svaghed. Derfor kan involvering af pressen på det forkerte tidspunkt måske give den pågældende en personlig tilfredsstillelse mht at have gjort noget. Men det bidrager sjældent til en bedre løsning af problemet. Hermed ikke være sagt, at den militær profession skal holde sig uden for debatten. Tværtimod. Som professionel repræsentant for forsvaret bør man bidrage til både den interne og eksterne oplysningsvirksomhed inden for områder, hvor man har den fornødne viden og indsigt. En stadig strøm af information om virksomheden og dens aktiviteter er med til at opretholde vor plads i nationens bevidsthed. I ytringsfrihedens navn står det enhver frit at supplere med personlige holdninger, men i så fald må det gøres klart, at udtalelserne ikke nødvendigvis tegner firmaet. Ytringsfriheden indebærer imidlertid også retten til at afstå fra yderligere konmientarer. Under alle omstændigheder skal man holde sig for øje. at ytringsfrihed er frihed under ansvar, hvor ens udtalelser er med til at vise den loyalitet over for forsvaret, som er en del af vort etiske grundlag.
 
Afslutningsvis kan det være på sin plads at sige noget om det etiske eller moralske problem, der kan opstå som følge af misforhold mellem mål og midler. Skal den professionelle stolthed og personlige karriere sikres i tider med svindende ressourcer, er det nærliggende at kompensere gennem en større personlig indsats. Heroverfor står samfundets almindelige holdning til arbejdstid og personelorganisationemes bestræbelser på at få den ekstraordinære indsats honoreret på passende vis. Da der ikke er penge til dette formål, må overarbejde af- spadseres, hvilket begrænser officerers mulighed for at leve op til den professionelle standard. Det efterlader ofte officeren eller befalingsmanden i et dilemma, fordi han ikke på en gang kan være loyal over for jobbet og personelorganisationen. Og at dømme efter det antal gange, problemet bringes op under mine inspektioner og besøg, ser det ud til at være et ganske alvorligt problem.
 
Jeg hører til den generation af officerer, der er opdraget uden overarbejdsbetaling og afspadsering. For mig er den enkleste løsning på problemet at støtte personelorganisationeme i deres bestræbelser på at forbedre de ansattes lønninger samt at gå uden om stempeluret og bruge den tid på jobbet, der er nødvendigt. Jeg ved, at den holdning betragtes som gammeldags i forsvaret, men i virkeligheden tror jeg at den er i god trit med andre dele af samfundet i dag. Her er konkurrencen om de gode job skarp, og der skal ydes en betydelig indsats både for at fastholde sin stilling og for at avancere. Jeg tror, at de fleste vil være mere tilfredse, hvis man så bort fra millimeterretfærdigheden og brugte den overtid på jobbet, som ens professionelle stolthed kræver, også selvom en kollega skulle bekende sig til den modsatte holdning, og omhyggeligt overholder sine 37 timer om ugen. I den sidst ende er den professionelle oftest mere tilfreds med sig selv og sin indsats, og hans chancer for at avancere er forbedret.
 
Morale
Ethvert godt militært papir afsluttes med en konklusion og en anbefaling. Det synes jeg ikke emnet indbyder til. Jeg vil imidlertid ikke undlade at give mit bud på den militære etik og morals tilstand i det danske forsvar. Det er min opfattelse, at det står godt til, og at den etiske og moralske rådvildhed, der findes andre steder i samfundet, kun optræder i ringe omfang hos os. Det er godt, at emnet lejlighedsvis rejses for at få en tilstandsberetning. Men jeg finder ikke, at der er grund til større ændringer i øjeblikket.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_123_aargang_feb.pdf
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: