Etik og Clausewitz: Hvad betyder etik for militær strategi?

Kenneth Ø. Buhl, orlogskaptajn og cand.jur.

 

Indledning
I denne artikel skal det belyses nærmere, om etik som selvstændig størrelse har nogen betydning for moderne militær strategi baseret på en ”Clausewitz’iansk” tankegang1. En gennemlæsning af Carl von Clausewitz monumentale værk, Vom Kriege, som har dannet grundlag for den vestlige Verdens doktrinære tilgang for militær strategisk tænkning2, efterlader et indtryk af en tankegang, som i sin beskuelse af krigens væsen er blottet for enhver hensyntagen til etik, moral, endsige krigens love og sædvaner3. Faktisk giver han udtryk for, at en faktor som international lovgivning har ikke og bør ikke have nogen betydning for krigsførelsen4. Ifølge en af Clausewitz hovedteser bestemmes militær strategi ud fra politiske målsætninger. I den sammenhæng kan hans tankegang placeres i den samme politologiske skole som realisterne, der bl.a. antager, at stater i deres internationale relationer handler ud fra egennyttige interesser, den såkaldte magtpolitik eller realpolitik, altså hvad der tjener dem bedst, og ikke hvad der ud fra etiske og moralske normer nødvendigvis er rigtigt. NATO’s intervention i Kosovo i 1999 er et udtryk for, at lande i den vestlige verden ikke alene handler ud fra en realpolitisk tankegang, men ud fra en etisk motivation om, at menneskerettighederne må beskyttes. Under alle omstændigheder anvendes etiske motiver i staternes diskurs i spørgsmålet om legitimiteten af militær magt. Spørgsmålet er her, om Clausewitz tankegang og etik kan forenes i udformningen af en militærstrategi baseret herpå, og i givet fald hvordan, eller vil de to størrelser være uforenelige. Netop menneskerettighederne kan opfattes som et institutionaliserede etiske normer, hvilket gør dem velegnede til at beskrive sammenhængen mellem etik, strategi, politologi og jura. 

Militær strategi belyses her både når det kommer til staternes valg om at anvende væbnet konflikt som et middel i deres politik, og hvordan staterne anvender magt under en væbnet konflikt. Af hensyn til emnet behandles etik her som en selvstændig størrelse i forhold til politiske målsætninger, uanset at etik kan optrykkes som en del af de erklærede politiske målsætninger. Etik kan også vurderes i forhold til jura, og især de etiske og juridiske spørgsmål omkring legaliteten af humanitær intervention har gjort denne problemstilling relevant. På et mere jordnært plan har problemstillingen bl.a. været aktuel for danske soldater udsendt på Balkan i 90erne, hvor de ofte var uden mandat til at kunne skride ind over for meget alvorlige forbrydelser, herunder drab på civile. 

Termen ”etik” kan have flere betydninger afhængigt af sammenhængen. Etik kan betyde et sæt af principper om korrekt adfærd, om hvad der er rigtigt og forkert, godt eller ondt. At forhindre civile i at blive slået ihjel kan opfattes som noget godt; at se passivt til kan opfattes som noget ondt. Teoretisk kan etik beskrive en teori eller et system over moralske værdier, eller selve læren om moralske værdier og valg. Endelig kan etik være relateret til noget fagligt5, f.eks. lægefaglig etik. Set i forhold til strategiske betragtninger omkring at anvende væbnet konflikt som et middel, bliver etik et spørgsmål om det er rigtigt eller forkert at anvende væbnet magt til et bestemt formål ud fra devisen: ”med ondt skal ondt fordrives”. Etik kan for nogen legitimere en handling, der ellers måtte have en tvivlsom lovlighed. F.eks. blev den humanitære intervention i Kosovo i 1999 oplevet som det etisk rigtige, selvom et klart lovgrundlag i form af en FN Sikkerhedsresolution manglede. Motivationen for at indlede en væbnet konflikt, at gå i krig, kan således drives af etik. Spørgsmålet er her, hvad der motiverer en stat til at anvende væbnet magt og gå i krig, og netop her træder betydningen af etik frem. 

Det er væsentligt her at gøre sig klart, at etik i form af, hvad der er rigtigt eller forkert, ikke kan anses som en objektiv eller entydig størrelse. Det etiske indhold af en bestemt adfærd varierer med den grundlæggende ideologiske opfattelse. Det interessante er her, at en bestemt ideologisk holdning, der bestemmer indholdet af etik, ofte også har en sammenhæng med begreber som retsopfattelse og politologisk tankegang. Det ligger dog uden for denne artikel at redegøre nærmere herfor6. Det afgørende er her, at etik netop udskilles som en størrelse, der motiverer en bestemt handling i forhold til jura og politik. 

Der ligger her en konflikt mellem forskellige opfattelser af, hvorvidt stater i deres indbyrdes relationer er drevet af, hvad der er etisk normativt eller ideologisk korrekt, eller om det alene er rent egennyttige interesser. I den politologiske verden står realismen, som Clausewitz tankegang bedst kan identificeres med, traditionelt i et modsætningsforhold til liberalismen, der også er kendt under betegnelsen idealisme eller mindre flatterende utopisme. Omvendt kan realisme beskrives som værende kynisk i sit menneskesyn. Liberalisme bygger på en tro på, at staterne er gensidigt afhængige af hinanden og derfor også styres af mere overordnede idealer7. At stater lader sig drive af egennyttige interesser behøver ikke i sig selv at være noget odiøst. F.eks. er det ”overordnede mål for dansk sikkerhedspolitik Danmarks udvikling og overlevelse som et selvstændigt demokratisk land med økonomisk velfærd og et tæt økonomisk samarbejde med de omkringliggende lande.”8  Det må siges at være en helt legitim målsætning at sikre sin egen overlevelse og politiske selvstændighed, selvom der ikke er meget etik i dette. Det fremgår dog også tydeligt, at dansk forsvar har til formål at fremme fred og sikkerhed internationalt, samt at NATO udgør hovedhjørnestenen i dansk sikkerhedspolitik, og FN udgør den overordnede ramme. En erkendelse af, at medlemskabet af NATO er det bedste middel til at opnå det erklærede overordnede mål er næppe overraskende. Den aktivistiske udenrigspolitik, som Danmark har ført siden udsendelsen af korvetten Olfert Fisher i den første Golf Krig i 19901991, kan ikke umiddelbart forklares ved snæversynede, egennyttige interesser, men snarere ud fra, at Danmarks sikkerhed afhænger af et overordnet sikkerhedssystem, altså en liberalistisk opfattelse. 

Det er her en antagelse for den videre behandling af emnet, at demokratiske stater i deres relationer med andre stater, herunder i forbindelse med anvendelse af væbnet magt, ud over deres grundlæggende interesser også handler ud fra etiske motiver. Det er i den sammenhæng underordnet, om etik anses som en selvstændig motiverende faktor eller som etik reelt må anses som en del af de nationale interesser.  

Humanitær intervention - etik som causa belli
Set i et historisk perspektiv er etik som krigens motiv, såkaldte retfærdige krige, ikke noget nyt; traditionelt har 2. Verdenskrig fremstået som kampen mellem det gode og det onde. Dette eksempel viser i sig selv, at etik som motiv bør tages med en vis varsomhed. At 2. Verdenskrig retrospektivt med en vis rette for eftertiden fremstår således, var absolut ikke indlysende ved dens begyndelse. England og Frankrigs motiver for at erklære Tyskland krig i september 1939 var mere præget af real-politik, og især Frankrig, der udover at have en meget konservativ regering, var meget tilbageholdende med at gøre kampen mod fascismen til et motiv. Grunden var især, at Frankrig håbede faktisk frem til maj-juni 1940, at Italien under Mussolini enten ville holde sig uden for krigen eller endda slutte sig Frankrig og England9
 
Humanitær intervention er her relevant, fordi den fremstår som en form for anvendelse af magt, der primært er drevet af etiske motiver. Netop NATO’s intervention i Kosovo i 1999 synes at være et godt eksempel, fordi det her har været svært at kunne påpege, at snævre nationale interesser har været afgørende, men at det snarere var hensigten at skride ind mod et folkedrab, altså et etisk motiv, der har været den drivende faktor.  Hvorledes kan etiske motiver da udgøre en del af de strategiske overvejelser til at anvende væbnet konflikt som middel (causa belli)? Clausewitz selv omtaler moral som et væsentligt element i krigskunsten, men ikke som et overordnet motiv for krigen, snarere mere i betydningen af de kvaliteter, som generalerne og soldaterne må besidde for at kunne vinde, såsom mod og selvtillid10. Der kunne hertil indvendes, at den moderne soldats moral afhænger af, om krigen giver mening som rigtig eller forkert. Det afgørende er ikke, hvad der var motiverende for staters handlinger, da Clausewitz skrev Vom Kriege, for det kan ændre sig over tid. Påstanden er imidlertid her, at intet væsentligt har ændret sig siden Clausewitz, men for at forstå dette, er det nødvendigt at fortolke hans værk i en nutidig kontekst. Spørgsmålet er, om krig efter Clausewitz begrebsverden kan føres ud fra etiske målsætninger; sat på spidsen kunne det formuleres således, hvorvidt etik har en plads i realisternes verdensopfattelse. 
 
Den bagved liggende genstand for humanitær intervention, i forhold til begreber som legalitet og legitimitet, er hensynet til menneskerettighederne11. Humanitær intervention kan defineres som en eller flere staters transnationale anvendelse af magt eller trussel herom rettet med henblik på at forebygge eller bringe omfattende og massive overtrædelser af fundamentale menneskerettigheder for andre personer end deres egne borgere til ophør, uden tilladelse fra den stat, som magtanvendelsen er rettet imod.12 
 
Motivationen for at anvende humanitær intervention er at forebygge eller skride ind over for overgreb på menneskerettighederne for en eller flere grupper af personer. Idet der generelt ikke kan sættes lighedstegn mellem etik og jura, kan det med en vis ret hævdes, at hvad angår menneskerettighederne, så udgør de ikke alene udgør en juridisk, men også en etisk norm. Begrundelsen er, at menneskerettigheder udspringer af noget ideologisk og værdi-baseret i forhold til, hvad der er rigtigt eller forkert i forholdet mellem stat og individ13. Som anden lovgivning tilstræbes der med menneskerettighederne et bestemt mål. De etiske normer er her blevet gjort objektive og normerende for staternes adfærd gennem lovgivning. Det er derfor i sig selv en god og rigtig ting, etisk set, at beskytte menneskerettighederne, om nødvendigt med magt. Argumentationen nærmer sig hermed det cirkulære! 

Staters overholdelse af menneskerettigheder i henhold til indgåede konventioner om internationale menneskerettigheder er således ikke betinget af andre staters overholdelse; der er med andre ord ikke krav om reciprocitet, som det er tilfældet for andre internationale forpligtelser14. Med forbehold for indskrænkninger, som følger af reglerne for førelse af krig, prætenderer menneskerettighederne således at være universelle, det vil sige gældende til enhver tid og ethvert sted; de kan i den sammenhæng anskues som noget objektivt og umisteligt. Både internationale menneskerettigheder og den humanitære folkeret15 på et princip om humanitet, der kan beskrives som et etisk princip for minimumskrav til, hvordan stater kan behandle individer. 

Gennem tiltrædelse af konventionen forpligter staterne sig ensidigt og betingelsesløst og, med de begrænsninger for fravigelse som følger af konventionen selv, til at iagttage en bestemt norm. Det er som udgangspunkt individet, som bliver rettighedshaveren og ikke andre stater16. I det omfang international lovgivning anvendes af staterne i deres indbyrdes relationer til at varetage at deres egne nationale interesser, kan dette ikke siges at være gældende for de internationale menneskerettigheder. En stat kan påstå, at en anden stat ikke overholder menneskerettighederne og at dette indebærer en overordnet trussel mod den internationale retsorden, men den kan som udgangspunkt ikke på at have en rettighed, som det f.eks. ville have været tilfældet i en konvention eller traktat om handelsrelationer, fravige reglerne med henvisning hertil, eller fordi dens egne interesser hermed er truet17. Der ikke det samme element af reciprocitet i de internationale menneskerettigheder som i anden international lovgivning, f.eks. handelstraktater; det giver med andre ord ikke mening selv at tilsidesætte menneskerettigheder, fordi andre gør det. Dette giver menneskerettigheder karakter af at have et klart etisk indhold som noget, der er løsrevet fra snævre statslige interesser. Menneskerettighederne opfattes dog også som forpligtelser erga omnes, hvilket vil sige at de henvender sig til eller forpligter alle, og alle stater har derfor en universel interesse i påtale andre staters overtrædelse18. Ud fra den tankegang kan humanitær intervention ud fra en retlig tankegang opfattes som en repressalie handling i forhold til staters overtrædelse af menneskerettighederne.   

Det etiske spørgsmål bliver, om stater har en moralsk pligt til at handle i en sådan situation, hvor de ikke nødvendigvis har en juridisk ret! Svaret på det etiske spørgsmål kan være et ja eller nej, men begrundelserne for svarene kan have rod i vidt forskellige tilgange til begreber som etik og moral. 

Tages der udgangspunkt i Clausewitz velkendte dictum fra 8. bog, kapitel 6, om at krig er en videreførelse af statens politik, sammen med andre midler, kan etik som motivation for causa belli betragtes som en del af den førte politik. Det er væsentligt at iagttage, at han også understreger, at det politiske objekt, som er det oprindelige motiv for krigen, må udgøre grundlaget for at fastlægge både målsætningerne for anvendelsen af militær magt og også for de ressourcer, der bør indsættes19. Dette kan måske forekomme selvindlysende, men det kan have mere vidtrækkende konsekvenser, end det umiddelbart forekommer, netop hvis ”krigen” er en humanitær intervention. Det politiske objekt kan være en kombination af flere motiver, hvor den etiske dimension blot er en af dem20. F.eks. kunne den humanitære intervention også begrundes ud fra andre hensyn end netop de etiske. Der kan være ordenshensyn i forhold til folkeretten; Folkedrabskonventionen fra 1948 fastslår således i artikel 1, at ”folkedrab, hvad enten det begås i fredstid eller i krigstid, efter folkeretten er en forbrydelse, som” de stater, der har tiltrådt konventionen ”forpligter sig til at forhindre og straffe21.” Nu behøver humanitær intervention ikke nødvendigvis at være rettet mod folkedrab; det kan være forbrydelser mod menneskeheden, systematiske krigsforbrydelser mod civilbefolkningen i forbindelse med en borgerkrig eller lignende22.  

Etik og krigens friktion
Udfordringen består her i, hvordan den militære magt skal anvendes, og hvordan de militære mål skal beskrives i forhold til den politiske målsætning, når denne således består af flere motiver, herunder et etisk, som netop i en humanitær interventions må antages at have en fremtrædende rolle. De risici, som forekommer at være forbundet med etik som motiv, forekommer at være: 
• Selvom operationen lykkes militært i forhold til opnåelse af de mål, der er afledt af de etiske motiver, vil andre faktorer bevirke, at der er utilsigtede følger, der enten overskygger det etiske motiv eller reducerer det kraftigt.
• At operationen ikke lykkes militært i den forstand at magtanvendelsen kompromitterer det etiske motiv. 
• At andre motiver tager over og bliver styrende, hvorved det etiske motiv udviskes, og det oprindelige politiske objekt tabes.  
 
At en krig ikke altid forløber, som det var planlagt, kan i Clausewitz terminologi forklares ud fra krigens friktion; at en part i konflikten handler ud fra et grundlag, hvor ikke alle faktorer er kendte, og de kendte faktorer ikke er tilstrækkeligt belyst. Clausewitz opererer her med både absolutte og relative modeller. Han beskriver således ”ekstremer”, krigens absolutte og ideelle mål, som er afvæbningen af fjenden med henblik på at undertvinge sin vilje. Over for den står en mere realistisk præget tilgang, hvor en krig ender i en politisk løsning, som ikke vil være identisk med ekstremerne. Af undtagelser i praksis, som repræsenterer ekstremer, kan formentligt nævnes Tysklands og Japans betingelsesløse kapitulationer i 1945. 
 
Tages den humanitære intervention i Kosovo som eksempel var formålet åbenbart at forhindre en humanitær katastrofe, hvad enten den blev udlagt som folkedrab, etnisk udrensning eller alene forbrydelser mod menneskeheden. Det skete dengang med respekt af Serbiens formelle overhøjhed over provinsen. Alligevel synes resultatet at være blevet en situation, hvor et selvstændigt Kosovo for mange, ud fra politiske betragtninger, er den eneste logiske konsekvens. Og selvom det lykkedes at opnå det overordnede primære mål, nemlig at stoppe den etniske udrensning af etniske albanere, er der i stedet sket det, at de etniske serbere er flygtet mange steder og er blevet et mindre mindretal, end de var før. Den humanitære intervention har med andre ord resulteret i en etnisk udrensning af en anden befolkningsgruppe end den, som skulle beskyttes. 
 
Den humanitære intervention har hermed haft en række utilsigtede effekter ved at flytte territoriale grænser og etnisk sammensætning af befolkningsgrupper i Europa, hvilket i hvert fald set ud fra folkeretlige betragtninger, må anses for en meget vidtgående og dybt betænkeligt. Frem for alt vil det i givet fald sætte en præcedens, som kan have konsekvenser for fremtidige overvejelser omkring humanitære interventioner, f.eks. i forhold til Darfur. Der kan næppe herske nogen tvivl om, at regeringen i Khartoum har været yderst bevidste omkring dette. Konsekvensen af at tabe det etiske motiv som den altovervejende komponent i den politiske målsætning, det formulerede ”end state” for at anvende strategiske termer, ender med at skade et tilsvarende motiv i en tilsvarende situation. 
 
Ud fra visse etiske betragtninger kunne der endda argumenteres for, at resultatet ved at gribe ind i dette tilfælde måske ligefrem er værre end alternativet. Udfordringen synes her at bestå i, om sådanne negative og utilsigtede effekter i det hele taget kan undgås, og i givet fald at identificere, hvor i den strategiske og etiske analyse problemet ligger. Clausewitz udtaler her selv, at selvom alle krige i princippet er lige politiske i natur, så kan det politiske element være mere eller mindre fremtrædende i krigens forløb23
 
Han udtaler andetsteds i 3. bog, 1. kapitel, at: ”Strategi er anvendelse af slaget/kampen med opnå krigens endelige mål; den må derfor udstikke målsætningen for den militære kampagne, som må være i overensstemmelse med krigens formål;…”24 Selvom det ikke siges direkte, forekommer der implicit heri at ligge, at tabes krigens formål, hvorfor kæmper vi, i bevidstheden i løbet af dens forløb, vil det netop indebære en risiko for at tabe. Heraf synes princippet om fastholdelse af målet udledt. Implikationen heraf er, at det etiske motiv, lige som andre motiver, ikke må tabes i løbet af den kampagne, og sker det alligevel, kan det have negative konsekvenser.   
 
Mores Belli: Etik og center of gravity
Dette leder over i det næste punkt, nemlig sammenhængen mellem krigens årsag og måden, hvordan krigen føres på, mores belli. Til belysning af denne problemstilling ses der nærmere på begrebet center of gravity (COG) (tysk: Schwerpunkt), som det er formuleret af Clausewitz og udlagt af Joseph L. Strange og Richard Irons i deres artikel: Center of Gravity – What Clausewitz Really Meant25. Grundlæggende kan COG inddeles i tre kategorier, nemlig taktiske, operative og strategiske; objektet for behandlingen af etik i forhold til COG er de strategiske, fordi de ofte er en moralsk karakter. Det, der kendetegner et COG, er den effekt, som det kan påvirke krigens udkomme med. COG har således en dynamisk, positiv og aktiv karakter, og er ikke alene bundet til en kapacitet, som det har været tilfældet i den mere traditionelle perception af COG. Ganske vidst kan taktiske og operative COG ofte identificeres med militære enheder og kapaciteter, men for strategiske forholder det sig helt anderledes. Der kan være flere COG, og der vil i reglen altid være mindst to COG, der står over for hinanden. Det gives her tre eksempler på strategiske, moralske COG: De politiske ledere (f.eks. Churchill og Stalin), den regerende, politiske elite (medlemmerne af Bath partiet i Irak) og befolkningens vilje. Det er også karakteristisk ved strategiske COG, at ødelæggelsen af taktiske og operative COG ikke nødvendigvis har nogen indflydelse på de strategiske COG. Det leder frem til det Clausewitzske paradoks, som er beskrevet af feltmarskal Lord Carver26, nemlig at krigens ideelle mål, ødelæggelsen af fjendens militære styrke og den efterfølgende undertvingelse af modstanderens befolkning, kan resultere i fortsat fjendtligt forhold mellem de krigsførende, som i sidste ende vil umuliggøre opnåelsen af det politiske mål!   
 
Tag for eksempel de allieredes strategiske bombe-kampagne mod civilbefolkningen Tyskland under 2. Verdenskrig. Denne form for krigsførelse udsprang af teorier formuleret af Douhet i luftkrigens første år om, at krigen kunne vindes ved at tvinge modstanderen til overgivelse uden brug af landstyrker alene ved at terrorbomber fjendens civilbefolkning. Tyskernes egen terrorbombning af civilbefolkningen i Storbritannien, især af London under Blitzen, burde ellers have lært de allierede, at en sådan form for krigsførelse kunne have den modsatte effekt, nemlig at den styrker civilbefolkningens vilje. Det anslås af de fleste, at effekten på den tyske befolkning ikke overraskende i lighed med Blitzens effekt på briterne var med til at styrke deres modstand og vilje. Der var også andre motiver: F.eks. var motivet for bombningen af Dresden 13.-14. februar 1945 i vid udstrækning hævn for tyskerne anvendelse af V-1 og V-2 raketter mod civilbefolkningen i England27. Hævn er et motiv, som Clausewitz advarer imod, fordi det forplumrer krigsførelsen i forhold til det politiske mål. Det er her interessant at notere sig en samtidig udtalelse fra general major Laurence S. Kuter, stabschef med ansvar for planlægning for U.S. Army Air Force (USAAF), omkring Operation Thunderclap, der ledte frem til angrebet på Dresden: ”Det er imod vore nationale idealer, at føre krig mod civile”. Dette stod noget i kontrast til det direktiv for luftkrigsførelse, som han selv havde været med at udarbejde et par år tidligere, der omtalte såkaldt morale bombning som en brugbar metode til at undertvinge fjenden. Der blev også advaret imod, formentligt med henvisning til Blitzen mod den engelske civilbefolkning i 1940, at det kunne have den modsatte effekt28. Det er her værd at bemærke, at Operation Thunderclap blev iværksat på Churchill personlige foranledning, og ikke af chefen for Bomber Command Air Chief Marshall Sir Arthur Harris, som dog var en stærk tilhænger af morale bombing. USAAF og chefen for RAF, Lord Portal, var af rent militære overvejelser bekymrede for denne form for bombning, idet de ønskede at koncentrere sig om rent militære mål, herunder olieinstallationer, idet de ud fra rent strategiske betragtninger havde den største effekt i forhold til at afslutte krigen. Det ligger uden for enhver tvivl, at angrebet på Dresden efter vore dages folkeret ville have været en krigsforbrydelse, og selvom retsstillingen dengang formentligt var anderledes, har angrebet kastet en skygge hen over især briternes moralske optræden under krigen.
 
Som bekendt lykkedes det ikke de allierede med den del af deres bombekampagne, som reelt var rettet mod den tyske civilbefolkning, at vinde krigen. En af forklaringerne var, at i et diktatur som Nazi-Tyskland ville civilbefolkningens holdning alligevel ikke have den store indflydelse. Til gengæld lykkedes det NATO i 1999 gennem en massiv bombekampagne at tvinge Serbien til at rømme Kosovo. Hvorfor lykkedes det så alligevel de allierede i kampen mod det onde at vinde freden efter 2. Verdenskrig, så Tyskland på sigt endte op med at blive en politisk medspiller og ikke modspiller i Europa? Hvorfor er det ikke lykkedes med Serbien?  Noget af svaret skal formentligt findes i Robert Keohane’s kritik af Kosovo kampagnen, hvor han fokuserer på ustabile samfund efter ophør af den væbnede konflikt29. Det forhold, at fjenden militært er slået, som i 2. Verdenskrig, at den etniske udrensning er stoppet som i Kosovo, er ikke den endelig løsning. Ligesom krigen i Clausewitz termer er en del af den politiske proces, så må den politiske proces fortsætte efter kamphandlingerne. 
 
Set i tilfældet Tyskland efter 2. Verdenskrig, så blev det strategiske COG i form af Adolf Hitler og hans styre fjernet. Nürnberg-processerne og den efterfølgende af-nazificering ændrede befolkningens holdning til, hvad der skete under krigen. Frem for alt var der i hvert fald i Vest-Tyskland en gennemgående vilje til at udvikle staten i samhørighed med det øvrige VestEuropa og det trans-atlantiske forhold. Hvis de vest-allieredes krigsførelse mod Tyskland således nogensinde havde noget etisk motiv, må det siges, at det overordnet faldt heldigt ud. 
 
I Kosovo kampagnen blev NATO’s militære magt overvejende rettet mod taktiske og operative COG. Det serbiske strategiske og moralske COG kunne mere end nogen anden identificeres med Milosevic personligt samt den serbiske befolknings vilje, som var funderet på en tro på, at det var dem, der var ofrene. Af politiske og formentligt også af militære årsager var det næppe en option at ramme Milosevic som individ; at føre krig mod den serbiske befolkning var af hensyn til den humanitære folkeret heller ikke en option, og resultatet havde givetvist været tvivlsomt. Den manglende påvirkning af de strategiske COG betød, at det var vanskeligt at få iværksat en fredsproces, der ledte frem mod forsoning efter, at Serbien havde opgivet kampen. At den etniske udrensning mod de etniske albanere i forvejen har gjort en forsoning svær fra deres side også, understreger kun problemets omfang. Det etiske motiv har ikke manifesteret sig i post-konflikt situationen på den samme måde, som det var anledningen til konflikten, og den endelige politiske løsning udebliver i skrivende stund fortsat. 
 
Rettes blikket mod situationen i Irak efter krigen 2003, bliver problemstillingen endnu mere klar. Her kan det strategiske COG for den efterfølgende fredsstøttende operation, som bl.a. Danmark har deltaget i, beskrives som ”befolknings vilje til at støtte den politiske proces, der skulle lede mod et stabilt og – efter omstændighederne – demokratisk styre30”. Denne beskrivelse af et strategisk COG går igen ved stort set alle de fredsstøttende operationer, som Danmark kunne tænkes at deltage i. Det er en erkendelse af, at vedvarende fred ikke opnås, medmindre befolkningerne accepterer de politiske betingelser, som kommer til at gælde for dem. Heri ligger i sig selv et etisk motiv, som er bundet til menneskerettighederne, nemlig om individet og befolkningernes ret til at afgøre deres egen skæbne. Et COG, som er rettet mod denne proces, kan beskrives som de politiske kræfter, som ønsker at forhindre denne proces, og for Iraks vedkommende kan det beskrives som denne uhellige alliance mellem Al Quida, Iran, Syrien og det tidligere Bath regime, samt shia-muslimske fraktioner, der har ønsket at maksimere deres indflydelse ud over, hvad deres demokratiske repræsentation berettigede dem til. Dennne gruppe er militært svær, men ikke umulig at bekæmpe, fordi den er så diffus. Der skal med andre politiske midler til, men det er som bekendt ikke rigtigt lykkedes. F.eks. har den shiamuslimske imam Al Sadr gennem sin Mehdi milits stået bag angreb på koalitionen samt overgreb på civilbefolkningen, hvorved det primære COG er blevet kompromitteret. Han burde derfor være både være et legitimt militært og strategisk mål, men det er ikke lykkedes koalitionen at sætte ham ud af spillet. Et andet COG er den politiske opbakning i de lande, der står bag koalitionen, især i USA. Hvis den politiske opbakning ikke længere er til stede, kan koalitionen være nok så tæt på den militære sejr det skal være; det politiske mål vil være tabt. Dette er frem for alt læren af Vietnam krigen, hvor Vietcong var militært sat ud af spillet efter Tet offensiven i 1968, men det var den samme militære begivenhed, som, måske fejlagtigt, overbeviste den amerikanske offentlighed om, at krigen ikke kunne vindes. Med hensyn til den etiske dimension, var Abu Ghraib skandalerne mere end noget andet vendepunkt for udviklingen i Irak. Ganske vidst havde USA allerede forinden begået to fejltagelser, som i sig selv anses for nærmest fatale, nemlig hjemsendelsen af den irakiske hær og fjernelsen af alle medlemmerne af Bath partiet fra al politisk indflydelse. Det forekommer mere end noget andet svært at understøtte det strategiske COG, når en irakisk befolkning skal overbevises om, at en militær interventionsstyrke er kommet for at hjælpe den, når den samtidigt kan se, hvordan medlemmer af den samme styrke behandler deres landsmænd. I hvert fald svækker det det angivne etiske motiv om, at formålet med krigen bl.a. var at befri det irakiske folk fra tyrannen Saddam Hussein. Måske var det derfor også svært for USA i Vietnam at overbevise lokalbefolkningen om deres reelle hensigter, når deres tilstedeværelse støttede regimer af moralsk tvivlsom karakter. 
 
I den udstrækning, at den humanitære folkeret, som den bl.a. kommer til udtryk i Geneve-konventionerne, er udtryk for en regulering af etiske normer, kan der argumenteres for, at den her indeholdte tilbageholdenhed i krigens midler og metoder er med til fremme en fredsproces i en postkonflikt situation. Interessant nok er denne tilgang udtryk for en såkaldt regel-utilitaristisk moralopfattelse, hvorefter det etisk set er det rigtige at overholde gældende regler, fordi ”det gavner os alle”. Selvom reciprocitet gennem årene har fået mindre betydning i overholdelsen af krigens love, ligger der heri en forventning om overholdelse af reglerne af alle parter. F.eks. anerkendte Storbritannien og Tyskland under 2. Verdenskrig, at 1929 Geneve-konventionerne vedr. behandling af krigsfanger fandt anvendelse mellem dem, mens en tilsvarende enighed ikke kunne opnås mellem Tyskland og Sovjetunionen; resultatet kendes kun alt for godt!31. En anden implikation af denne sammenhæng mellem krigens mål og dens midler og metoder har især manifesteret sig i FN’s fredsstøttende operationer, der bl.a. har været plaget af FN styrkers overgreb på den civilbefolkning, som de skulle beskytte. Her er der bl.a. indført en ”nul-tolerance” politik i forhold til alt FN personels seksuelle udnyttelse af lokale32.
 
I den sammenhæng er der grund til at være opmærksom på den manglende overholdelse af grundlæggende humanitære normer, som forskellige ikke-statslige væbnede grupper, f.eks. Taliban, udviser. Erfaringsmæssigt indebærer denne asymmetri mellem stater, som føler sig bundet af humanitære normer, og andre stater samt væbnede grupper, der ikke gør det, til en forråelse af krigen, som ikke alene kan besværliggøre en efterfølgende fredsproces, men være en kompromittering af det grundlag, som de normvederhæftige stater fører krig på. I bund og grund afspejler det, at i krigens egentlige motiv er der også indlejret en konflikt mellem forskellige moralske og dermed etiske normer. For de vestlige lande, som er i Afghanistan, indebærer det, hvis de taber deres etiske normer i den proces, som krigen er en del af, risikerer hermed også strategisk at tabe konflikten. Spørgsmålet er her, om vores etiske motiver kan være med til at vinde krigen for os i forhold til det afghanske folk i forhold til kampen mod Taliban. 
 
Sammenfatning
Det kan på den begrænsede plads, som er levnet her, være svært at få alle aspekter omkring dette emne med. Det forekommer alligevel berettiget på grundlag af ovenstående at konkludere, at etik som strategisk størrelse kan passes ind i det begrebsapparat, som Clausewitz har skabte med ”Vom Kriege”. Set ud fra et vestligt synspunkt, hvor hensynet til menneskerettighederne har fået en fremtrædende plads også i de politiske værdigrundlag, kan det være svært at udskille etik som en selvstændig norm i den de politiske processer, som ligger bag anvendelsen af det militære instrument. Det kan med andre ord påstås, at etik manifesteret gennem menneskerettighederne er blevet en del af realpolitikken i Clausewitz’es system. Netop fordi krigen er en del af den politiske proces, betyder det, at den etiske dimension har en rent funktionel betydning, der må og skal indtænkes i formuleringen af den militære strategi. Men både Kosovo og Irak demonstrerer, at Irak går hen og bliver et hult programpunkt i den formulerede strategi, enten fordi der ikke bliver fulgt op på den, eller fordi den måske ikke dækkede over det egentlige motiv, og derfor aldrig var afspejlet i den strategiske planlægning. Betydningen af den etiske dimension træder for alvor frem i post-konflikt dimensionen, især i stabiliserings og fredsstøttende operationer, hvor den kan være afgørende for, om krigens mål kan nås eller ej. 
 

 

Noter
1: Carl von Clausewitz: On War (original titel Vom Kriege 1832). Penguin Classics. 1982; m. forord af Anatol Rapoport. Oversat til engelsk af J.J. Graham. Bogen lider af den alvorlige mangel, at de sidste kapitler ikke er medtaget, især kapitel 8, som dog er rigeligt citeret i andre værker, der har været til rådighed.   

2: Clausewitz: A. Rapoport gennemgår i forordet, pp. 11 – 82 bl.a. Clausewitz betydning for strategisk tænkning i Vesten og det tidligere USSR. Hans analyse bærer dog stærkt præg af at være skrevet i lyset af den Kolde Krig, og han formår ikke at ”nyfortolke” Clausewitz, men retter i stedet en kritik mod ”ny-clausewitzenismen”. Om betydningen af Clausewitz se også Field Marshal Lord Michael Carver: A Policy for Peace, Faber and Faber 1982, pp. 14f.

3: Clausewitz, pp. 102f.: ”..to introduce into the philosophy of War itself a principle would be an absurdity”. Umiddelbart kan det forekomme, at Clausewitz tilsidesætter enhver betydning af krigens love. Standpunktet bør imidlertid ses i lyset af, at værket var skrevet og udkom længe før den første Geneve-konvention fra 1864, som opsatte begrænsninger for de krigsførendes midler og metoder i krigsførelsen. Snarere er den udtryk for et opgør med måde at føre krig på, som det var sædvanen før Napoleons-krigene.   

4: Clausewitz, p. 101: “Self-imposed restrictions almost imperceptible and hardly worth mentioning, termed usages of international law, accompany it without essentially impairing its power.”

5: Se f.eks. www.thefreedicitionary.com/ethics.  

6: J.L. Holzgrefe og Robert O. Keohane (red.): Humanitarian Intervention – Ethical, Legal and Political Dilemmas, Cambridge University Press 2003, kapitel 1, J.L. Holzgrefe, pp. 18–36 giver her en god oversigt over etikopfattelsen i udvalgte ideologiske doktriner: utilitarisme, naturretten, social contractarianism, communitarianism og retspositivisme.

7: E.H. Carr: The Twenty Years Crisis 1919-1939.Papermac 1981 (reprint), kapitel 2. 

8: Hentet fra http://forsvaret.dk/FMN/Forsvars-+og+sikkerhedspolitik/  

9: Julian Jackson: The Fall of France – The Nazi Invasion of 1940. Oxford University Press 2003. 

10: Clausewitz, p. 117: “Theory must also take into account the human element; it must accord a place to courage, to boldness even to rashness, The Art of War has to deal with living and with moral forces, the consequence of which is that it can never attain the absolute and positive.” 

11: Hele problematikken omkring sammenhængen mellem humanitær intervention og menneskerettigheder er genstand for en dybere behandling i J.L. Holzgrefe og Robert O. Keohane (red.): Humanitarian Intervention – Ethical, Legal and Political Dilemmas, Cambridge University Press 2003. 

12: J.L. Holzgrefe i Humanitarian Intervention – Ethical, Legal and Political Dilemmas, p. 18: “(H)umanitarian intervention.. is the threat or use of force across state borders by a state (or group of states) aimed at preventing or ending widespread and grave violations of the fundamental human rights of individuals other than its own citizens, without the permission of the state within whose territory force is applied.”

13: Mht. sammenhæng mellem værdier og menneskerettigheder, se bl.a. Ole Spiermann: Moderne Folkeret, 3. omarbejdede udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2006, p. 403, og Michael Ignatieff: American Exceptionalism and Human Rights. Princeton University Press 2005, pp. 1-26. Set i en amerikansk kontekst er menneskerettigheder således snævert forbundet til, hvad der anses for amerikanske værdier. 

14: Artikel 60 i Traktatrets-konventionen fra 1969 (Vienna Convention on the Law of Treaties).

15: Vedrørende etik som grundlæggende princip i humanitær folkeret, se bl.a.: Ingrid Detter: The Law of War, 2nd Edition, Cambridge University Press 2000; pp. 164-167, hvor bl.a. den såkaldte Martens klausul vedrørende fundamentale minimumskrav, der udspringer af en forestilling eller ide om grundlæggende humanistiske krav, samt Hilaire McCoubrey: International Humanitarian Law, 2nd Edition. Ashgate/Dartmouth 1998, pp. 5-34.   

16: For en nærmere redegørelse for reciprocitetsproblematikken vedrørende menneskerettigheder, se René Provost: International Human Rights and Humanitarian Law; Cambridge Studies in International and Comparative Law, Cambridge University Press, 2002, pp. 129f, 133-135, 152f.

17: Provost fremhæver pp. 167ff en række eksempler, hvor det kan give mening at anvende reciprocitetsprincippet, men fremhæver også, at den Internationale Domstol i Namibia-sagen, med nogen usikkerhed, at Traktatret-konventionens regler undtagelsesregler i artikel 60, stk. 5 ud for sædvaneretlige betragtninger måtte antages at gælde for menneskerettigheder generelt.

18: René Provost, pp. 201-211. Særlig henvisningen til Den Internationale Domstols udtalelse i Barcelona Traction Case er afgørende betydning for en opinio juris opfattelse af menneskerettigheder som erga omnes forpligtelser.   

19: Clausewitz, p. 109: ”Thus, therefore, the political object, as the original motive of the War, will be the standard for determining both the aim of the military force and also the amount of force to be made.”

20: Se f.eks. pressemeddelelsen vedr. udsendelse af DIIS rapport fra 10. juni 2005: New Threats and the Use of Force, hvor det i meget kondenseret form udtales, at: “Decisions to use military force are never made solely on the basis of legal considerations. Political and moral considerations are also involved in such decisions and they play a central role for their legitimacy.” Det kan heraf udledes, at moralske og etiske motiver næppe kan stå alene.  

21: Konventionstekst i dansk oversættelse er her hentet fra Regeringens Røde Kors-Udvalgs tekstsamling om humanitær folkeret under væbnet konflikt fra 2004. Det kan næppe udledes heraf, og det er i hvert fald omtvistet, at denne forpligtelse i sig selv kan udgøre grundlaget for lovlig magtanvendelse og dermed tilsidesætte forbudet mod magtanvendelse i FN-Pagtens art. 2, stk. 4. Med udgangspunkt i den Engelske Skole (Headly Bull) som politisk teori om internationale relationer, hvor der netop lægges vægt på ordenshensyn, som de bl.a. er beskrevet i folkeretten, vil en indgriben som den i Kosovo, vil indgriben være legitim, uanset om den ikke er eksplicit lovlig.   

22 : Definitionen af folkedrab, som den fremgår af Folkedrabskonventionens art. 2, har ofte vist sig at være problematisk, idet kravene mht. at statuere folkedrab i praksis har vist sig at være ret høje. Det har således været kritiseret, at den såkaldte Cassese-rapport (United Nations, Report of the International Commission of Inquiry on Darfur to the United Nations Secretary General, Pursuant to Security Council Resolution 1564 of 18 September 2004, Geneva, (S/2005/60) (http://daccessdds.un.org/doc/UNDOC/GEN/N05/225/36/PDF/N0522536.pdf?OpenE...) forelagt Sikkerhedsrådet 1 februar 2005. 

23: Clausewitz, p. 120 (kapitel 1, pkt. 26): Returning now to the main subject, although it is true that in one kind of War the political element seems almost to disappear, whilst in another kind it occupies a very prominent place , we may still affirm that the one is as political as the other…”

24: Clausewitz, p. 241: “Strategy is the employment of the battle to gain the end of the War ; it must therefore give an aim of the whole military action, which must be in accordance with the object of the War;..”

25: Artikel hentet fra JFQ/Issue thirty-five. 

26: Field Marshal Lord Michael Carver: A Policy for Peace, Faber and Faber 1982, pp. 17f.

27: Marshall De Bruhl: Firestorm – Allied Air Power and the Destruction of Dresden. Random House, New York 2006. Bogen giver en udemærket baggrund for de allieredes stratetiske luftkrig, der ledte frem til det stærkt kontroversielle angreb på Dresden 13.-14. februar 1945.   

28: De Bruhl, p. 144.    

29: Robert Keohane i Humanitarian Intervention – Ethical, Legal and Political Dilemmas, Part IV: The politics of humanitarian intervention; pp. 278ff: The problem: troubled societies after intervention.  

30: Denne formulering af Center of Gravity indgik i de overvejelser, som forfatteren deltog i under deltagelsen som militærjuridisk rådgiver for det danske kontingent i Irak, hold 4, ved operationaliseringen af en militærstrategi, der bl.a. kunne udledes af det mandat, som kunne udledes af FN sikkerhedsrådsresolution 1546, stk. 10.

31: Provost, p. 153.   

32: United Nations Secretary General’s Bulletin ST/SGB/2003/13 of 9 October 2003.  

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidsskrift_136.aargang_nr.3_2007.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.