Et moderne forsvar

Den 2. december 1967 holdt forsvarsminister E. Ninn-Hansen et foredrag i Det Krigsvidenskabelige Selskab med emnet "Det danske forsvar i forenklingens tegn". Nærværende artikel baserer sig på forsvarsministerens udtalelser ved nævnte lejlighed.

I den sidste tid har vi været vidne til en meget omfattende diskussion om forsvaret; en diskussion, der er mere omfangsrig, end den har været i hvert fald i de senere år, og som omfatter en række problemer, man nok har beskæftiget sig med, men ikke på samme måde, som tilfældet er i dag. Der er grund til at nævne to episoder, vi har fået en ny regering, og vi har oplevet en invasion i Czekoslovakiet.

På i hvert fald et område ville vi uden tvivl have fået en diskussion alligevel, idet det jo er velkendt for enhver, at NATO-traktaten runder de første 20 år i 1969. Denne diskussion har der været optræk til længe, og det er naturligt, at de politiske partier fører an. Jeg tror blot ikke, at den får helt den karakter, som nogen håbede på, nemlig at den skulle dreje sig om, hvorvidt Danmark skulle fortsætte medlemsskabet af NATO eller ej. Der vil nok være tilløb hertil, men de fleste - må man regne med - vil ud fra en realistisk politisk bedømmelse gå ind for, at NATO fortsætter, mindst i samme omfang som hid til og med Danmark som medlem.

Regeringen ønsker, at der i lighed med andre lande - skal foretages en undersøgelse af vor sikkerhedspolitik, inden man skal tage stilling til den nye situation for NATO’s vedkommende. Denne undersøgelse er i fuld gang og ledes af tre ministre, en fra hvert regeringsparti. Den praktiske del af undersøgelsen ledes af ambassadør Seidenfaden, og jeg kan tilføje, at Forsvarsministeriet og forsvaret er repræsenteret i embedsmandsudvalget. En efter sagens natur meget foreløbig rapport kan forventes afgivet i foråret 1969.

Grundlaget er, som ovenfor strejfet, at det skulle være meningen, at man skulle undersøge, om der var andre eller bedre sikkerhedspolitiske m uligheder end dem, vi har, navnlig knyttet til vort medlemsskab af NATO.

Det er for så vidt også udmærket, men et væsentligt grundlag må ikke glemmes, nemlig den rapport, udenrigsministeriet har udarbejdet om de sidste 20 års sikkerhedspolitik. En historisk vejledning, som jeg finder, må være en ganske værdifuld vejledning i forbindelse med en undersøgelse af denne art. Hvis man lægger det historiske materiale til grund, kan der efter min opfattelse ikke herske tvivl om undersøgelsens resultat.

Forsvaret er en meget central del af vor NATO -politik, den forsvarsordning, vi bygger på, både den, vi har i dag, og den kommende, nedfældet i det lovforslag, der blev fremlagt i Folketinget den 13. november i år, får en central placering i diskussionen. Det drejer sig jo om, hvorledes vi i praksis skal opfylde vore sikkerhedsmæssige opgaver.

Selv om den sikkerhedspolitiske undersøgelse ikke er afsluttet endnu, har regeringen alligevel fremsat et forslag om en forsvarsordning, der hygger på NATO-medlemsskab. Jeg mener, at dette er rigtigt og forsvarligt. Nogle v il måske mene, at det var uventet, at der blev fremsat forslag om en ny organisation. H e rtil må jeg minde om, at de problemer, dette lovforslag behandler, ikke er nye. Den tidligere regering besluttede i regeringens åbningstale i oktober 1967, at man agtede at foretage undersøgelser om indførelse af enhedsværn her i landet, og man fastslog samtidig, at dette måtte være et mål. Det, regeringen har foreslået, og det arbejde, der er gået forud, er altså blot en fortsættelse af det, der var angivet tidligere.

Integration er jo heller ikke ukendt i udlandet; et enkelt land er gået meget langt, andre er gået mere beskedent til værks. Inden for vort eget forsvar har vi i dag eksempler; materieltjenesten har igennem længere tid undergået en proces, der bevirker den form for integration, at man ikke bør have en dobbelt, eller om man vil, en tredobbelt administration, men snarere administration efter størstebrugerprincippet.

Hvad nu det af den tidligere regering anvendte udtryk »enhedsværn« skal betyde kan være vanskeligt at forklare. Sprogligt synes den rette forståelse at være dette, at værnene ophæves til fordel for et samlet værn. Jeg er ikke i stand til på nuværende tidspunkt at sige, om det har været denne løsning, man har haft i tankerne.

Tanken om integration har i høj grad interesseret regeringen. Men efter de råd, vi fik, og her tænker jeg i særlig grad på de råd, jeg selv fik på et tidligt tidspunkt fra forsvarsstyrelsen, så var det, at omdanne værnene til eet værn, en opgave at stille sig, der ikke var særlig fornuftig. Det forekom mere rigtigt, at man på grundlag af de bestående værn søgte frem til en samling af opgaverne.

Der er også politiske grunde hertil. Igennem mange år har de såkaldte »gamle partier« samarbejdet godt om forsvaret. Den optakt, der lå i åbningstalen i 1967, og den optakt, der blev stærkt gentaget i en brevveksling, der var imellem den nuværende og den tidligere statsminister, måtte regeringspartierne naturligt lægge vægt på. Udover det politiske ligger der jo også det væsentlige, at vi med denne problem stilling kunne tænke os at opnå noget bedre for forsvaret.

Som noget aldeles væsentligt og afgørende v il jeg gerne fremhæve, at den måde, hvorpå vi opbygger forsvaret, bør være den måde, hvorefter vi får de bedste muligheder for at opfylde de beredskabsmæssige situationer og for at virke i en krigssituation både som en del af NATO-forsvaret og med den selvstændige opgave, et dansk forsvar kan blive udsat for, i hvert fald i et tidsrum , in d til bistand når frem. Andre hensyn må vige for dette. Dette, mener jeg, taler i retning af, at vi får denne enhedsledelse, som det nye lovforslag indeholder.

Den næste del er så at få så forenklet en ordning som muligt. Som ovenfor anført mener jeg ikke, vi skal have blot et enkelt værn. Det vil vare lang tid at opbygge dette; på kort sigt vil det være dyrt, og beredskabsmæssige problemer i overgangsperioden kan næppe undgås. Nærmere tror jeg, vi må finde en nøgle, hvorefter større samarbejde værnene imellem opnås. Jeg mener, det kan opnås gennem en fællesværnsordning. Som det er bekendt, tænkes det etableret på den måde, at forsvarschefen får ansvaret (planlægning og i vidt omfang kontrol) for centrale administrationsområder, der er fælles, nemlig: økonomien, materiel, personel og skoler.

Forslaget bevirker en koncentration, men på den anden side er det tanken at foretage en vis decentralisering, således at de enkelte tjenestesteder ude i landet kan få større beføjelser; der bliver mindre grund til at stille spørgsmål og til at indhente tilladelser. Værnchefernes opgaver bliver - på forsvarschefens vegne - at udøve inspektionsvirksomhed inden for de respektive værn samt overfor forsvarschefen at have ansvaret for uddannelse af personel og enheder. I denne forbindelse vil jeg gerne fremhæve den værdi, der ligger lieri. Det er et meget stort ansvar, der påhviler værnenes chefer og deres stabe. Det såkaldte Erik Thomsen-udvalg har netop afgivet en rapport, og klimaudvalget har afleveret en række betænkninger. Der peges på mange problemer, og værnene bliver stillet over for mange opgaver. Det er min opfattelse, at den planlægning, der sættes i gang på grundlag af disse betænkninger, bør foretages under ledelse af værnenes chefer. Det kan være rigtigt og rimeligt at få ideer og tanker udefra, men den dag, ideerne og problemerne skal sættes i system, da tror jeg, det er rigtigst, at det er den ansvarlige myndighed, der forestår dette. Det, vi i dag kalder forsvarsstyrelsen, vil i det nye system blive benævnt forsvarsrådet og vil bestå af forsvarschefen, chefen for forsvarsstaben, værnscheferne samt chefen for forsvarets operative styrker. Hjemmeværnet har på forespørgsel udtalt, at man ønsker at opretholde den lovgivning, man har, og chefen for hjemmeværnet vil herefter ikke blive repræsenteret i forsvarsrådet.

Udover det struktuelle er der spørgsmålet om styrkemålene. Der er ikke foretaget ændringer i de gældende tal bortset fra, at der for søværnet er en anden opdeling end tidligere og for flyvevåbnets vedkommende er medtaget de to raketenheder i det antal kampenheder, der foreslås. H ertil kommer, at betegnelsen »mindst« er ændret til »cirka«. Nævnte ændring har sin begrundelse i, at der har fundet betydelige svingninger sted under den nugældende ordning, og jeg opfatter f. eks. ændringen for hærens vedkommende således, at antallet nu kan svinge mellem godt 12.000 mand og knapt 14.000 mand.

Tjenestetiden er ikke nævnt i loven, men er meddelt samtidig med fremsættelsen i Folketinget. Værnene er anmodet om at stille forslag om de foranstaltninger, der skal gennemføres med henblik på nedsættelsen af tjenestetiden for hærens og sværnets vedkommende fra 14 til 12 mdr. Et enkelt område, der ikke er nævnt i loven, bør nok fremhæves: udflytningen. Det er regeringens opfattelse, at tanken om udflytning af statsinstitutioner til den øvrige del af landet bør fremmes. Forsvaret indgår heri og har h id til ført an. Det synes jeg er naturligt, når vi ser på, hvor meget vi har i Københavns-området, og i hvilken stand meget af det er. Når så hertil kommer, at de er os tillad t at anvende det, vi får ind ved et salg, til at lave noget bedre for andre steder, ja, så kan jeg ikke se andet, end at det er en fornuftig disposition.

Alle ovennævnte spørgsmål afgøres af Folketinget ganske på samme måde, som Folketinget afgør andre institutioners problemer. Hvis jeg skal vurdere den politiske situation, så tror jeg ikke, forsvaret kan regne med større budgetter. Inden for de rammer, der er givet, må vi derfor tilrettelægge et forsvar, der er rationelt, moderniseret og derfor bedre vil kunne klare den situation, hvortil ethvert forsvar skal indrettes; nemlig at klare et angreb på landet.

E. Ninn-Hansen

PDF med original udgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon 1969-pages-1-47-10_1.pdf

Litteraturliste

Del: