ESPD: Europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik - Den militære dimension

Foto: Forsvaret.dk Spejder på patrulje i fuerte Venturas uvejsomme bjerge under øvelse.

 

Ved topmødet i Helsingfors 10.-11. december 1999 vedtog Det Europæiske Råd bl.a.
følgende:
cooperating voluntarily in EU-led operations, Member States must be able, by
2003, to deploy within 60 days and sustain for at least 1 year military forces of up
to 50.000-60,000 persons capable of the full range of Petersberg tasks;

Lad os med det samme slå to ting fast, som dette ikke betyder:

De 15 EU-lande vil ikke gå i gang med at opstille og uddanne nye, slagkraftige,
mobile enheder, der under et EU-kommandosystem medicort varsel kan rykke ud
til alverdens brændpunkter.
Landene vil udpege eksisterende enheder til under visse omstændigheder at kunne
indgå i en EU ledet operation - for NATO-landenes vedkommende (minus
Frankrig) vil det dreje sig om enheder, der i forvejen er ’’øremærkede” til NATO
og for WEU-landenes vedkommende nok i høj grad de samme enheder, som i dag
er beskrevet som ”til rådighed” for WEU-ledede operationer (i vid udstrækning
de samme som er ’’øremærkede” til NATO). Det vil sige, at de i denne forbindelse
relevante enheder vil fa to eller tre mulige ’’tilhørsforhold”.
De 15 EU-lande vil ikke - selv med rådighed over en styrke på 50.-60.000 mand -
på nogen måde blive en ligeværdig militær partner til USA på den international
scene. For at sætte tingene i relief kan nævnes, at alene US Marine Corps med over
550 egne fly og over 700 helikoptere, fælles uddannelse og doktriner, fælles
kommandosprog , ensartet og standardiseret udrustning, vel etableret logistisk
system og højt beredskab er på ca. 171.000 mand.

På denne baggrund vil EU muligheder for at opstille den ønskede styrke i det
følgende blive diskuteret, ligesom der vil blive set på styrkens allerede nu erkendte
svagheder og mulighederne for at udbedre disse. Herunder vil forholdet til NATO og
her især USA naturligt blive berørt. De forudseelige problemer med at skabe politisk
grundlag for (og enighed om) indsættelse af den annoncerede europæiske styrke vil
ikke blive berørt. Ligeledes vil de opgaver som EU nye organer The Political and
Security Committee (PSC), The Military Committee (MC) og The Military Staff (MC)
skal løse i forbindelse med beslutningen om udsendelsen af en EU-ledet styrke -
eksempelvis etablering af et mandat, formulering af opgaven og evt. af’’desired end
state”, opgaver og beføjelser for styrkens chef (TOR- Terms of Reference) herunder
kommandoveje og forhold til styrkeafgivende nationer, regler for magtanvendelse i
operationsområdet (ROE - Rules of Engagement) - ikke blive behandlet. Dels fordi de
nye organer ikke er etableret, og forretningsgange ikke er fastlagt, og dels fordi det er
opgaver, der ikke er specifikke for EU. Enhver organisation, national eller multina-
tional, der udsender militære enheder, må igennem disse spørgsmål. Man må antage,
at EU vil lægge sig ganske tæt op ad NATOs måde at gøre tingene på.
Som bekendt omfatter EU NATO-landene Belgien, Danmark, England, Frankrig
(udenfor det integrerede forsvarssamarbejde), Grækenland, Holland, Italien, Luxem-
bourg, Portugal, Spanien og Tyskland, der også alle bortset fra Danmark er medlemmer
af WEU, samt Finland, Irland, Sverige og Østrig, der hverken er medlemmer af NATO
eller WEU. På grund af vort forbehold kan Danmark ikke deltage i opstillingen af en
”EU-styrke”, så i det følgende drøftes således 14 lande og deres muligheder for sam-
men at opstille den af Det Europæiske Råd ønskede styrke. Denne er i formandskabets
rapport på Helsingforsmødet også beskrevet som skulle værende af op til Korps
størrelse med indtil 15 brigader. Ønsket om mulighed for et års udstationering vil efter
normale kriterier stille krav om mindst 1 afløsning - det vil sige, der må være rådighed
over ca. den dobbelte styrke, 30 brigader.

Belgien forlod for få år siden værnepligten og stiler nu mod et fuldt professionelt
forsvar. Omstillingen har vist sig ganske kostbar, så der er p.t. bogstavelig talt ingen
penge til de ønskede materielforbedringer. Om der kan rekrutteres tilstrækkeligt, er vist
endnu uklart. Af kamptropper stiles mod opstilling af en division på tre brigader (i
fredstid ikke på fuld styrke) og nogle opklaringsenheder. Hertil en faldskærms-
/kommandobrigade. Et forsigtigt skøn lader antage, at Belgien vil kunne udsende og
vedligeholde i et år styrker af størrelsesordenen en stor bataljonskampgruppe plus en
noget mindre faldskærms-/kommandobataljon.

England har som bekendt med sit fuldt professionelle forsvar en lang tradition for
indsættelse out of area. Ikke desto mindre er man efter offentliggørelsen af et Defence
White Paper i december 1999 i gang med omstruktureringer, der skal øge deploye-
ringsevnen som ønsket af både NATO og WEU (se herom senere). Målet er evne til
konstant at have en pansret og en mekaniseret brigade udsendt, en af hver til træning
og genopbygning og en af hver rede til udsendelse. Hertil kommer en såkaldt Air
Assault Brigade oprettet på grundlag af de eksisterende luftmobile og luftbårne to
brigader samt et antal løse bataljoner og ikke mindst marineinfanteriet med tre
bataljoner. Det bør nævnes, at der som sædvanligt er rekrutterings- og fastholdelses-
problemer i det engelske forsvar. Hæren mangler således p.t. ca. 5.000 mand ud af en
norm på ca. 109.000. For at bedre på situationen arbejder man nu på en række resour-
cekrævende foranstaltninger, hvilket ikke vil lette gennemførelsen af de store
materielanskaffelser, der varsledes i nævnte White Paper - en del af dem er allerede
udskudt/henlagt.

England vil i et år kunne opretholde mindst to brigader udsendt og vil dertil i f.eks.
en indledende fase kunne deltage med en-to bataljoner fra marineinfanteriet, med en
bataljon i en længere periode.

Frankrig udgav et White Paper i 1997, hvor man beskrev endemålet efter
overgang til fuldt professionelt forsvar. For hærens vedkommende indebærer dette
reduktion fra 271.500 til 136.000 + 34.000 civile. De til deployering bestemte enheder
opstilles i 4 ’’styrker” hver på ca. 15.000: En kampvognsstyrke, en mekaniseret styrke,
en styrke til hurtig indsættelse og en ’’storm infanteri” styrke. Styrkernes organisation
er p.t. ikke udtrykt i ’’brigade-ækvivalenter” - fransk organisation og terminologi er
noget for sig selv. Men det anføres, at der vil kunne deployeres 30.000 mand og ’’deres
afløsning” plus en brigade. Efter dansk målestok skulle dette vel svare omtrent til en
meget stor division med fire brigader og inklusiv rigeligt med kamp-, kampstøtte og
faglige enheder på divisionsniveau. ’’Divisionen” vil efter fransk doktrin blive skræd-
dersyet til den enkelte opgave med enheder fra alle fire ’’styrker” - f.eks. i en indleden-
de fase fortrinsvis med enheder fra de to sidstnævnte styrker - efter afløsning med mere
tyngde fra de to første. Franskmændene forudser i øvrigt rekrutteringsproblemer, især
i indeværende år hvor omstillingen fra værnepligt til professionel efter planen er særligt
krævende - og de med omstillingen af det samlede forsvar forbundne investeringsøns-
ker er allerede løbet ind i vanskeligheder.

Grækenland baserer fortsat i helt overvejende grad sit forsvar på værnepligt og
har ikke megen tradition for deltagelse i internationale operationer. I en overskuelig
fremtid skal man nok ikke regne med mere end højst en bataljonskampgruppe som det
græske tilskud til en fælles EU-styrke.

Holland er i færd med opbygning af en fuldt professionel styrke - for hærens ved-
kommende på en divisions værdi. For at nå målet skal der ideelt antages 7.000 pr. år -
om det kan lade sig gøre vides endnu ikke, og det kan derfor heller ikke siges med
sikkerhed, om man i fremtiden vil kunne udsende en brigade 6 måneder ad gangen med
et års interval, som målet er. Styrkemålene, som beskrevet i det nyeste White Paper,
skulle gøre det muligt for Holland at holde en brigade ude et år (men så må der også
være en pause) plus en forstærket bataljon fra marineinfanteriet i samme periode.

Italien opretholder såvel rene professionelle enheder (af brigade størrelse) samt
væmepligtsenheder. Væmepligten påregnes dog afskaffet indenfor en kortere årrække.
Forfatteren bekendt fmdes der ikke åbent tilgængelige oplysninger om en evt. fremtidig
struktur. Men tages landets nuværende holdning til international deployering in mente
og sammenholdes det med befolkningstal og forsvarets aktuelle størrelse, kan det nok
antages, at Italien vil kunne stille mindst to brigader til rådighed for en EU-operation
af et års varighed plus i hvert tilfælde et par bataljoner specialuddannede tropper
(bjergtropper, marineinfanteri).

Luxembourg vil til en operation af omhandlede art kunne stille et - to forstærkede kom-
pagnier (professionelle).

Portugal er som flere andre lande i overgangsfase fra hovedsagelig værnepligts-
baseret forsvar til fuldt professionelt. Det påregnes, at Portugal fortsat vil opstille tre
brigader, en mekaniseret, en luftbåren og en let infanteribrigade. Dertil et par bataljo-
ners værdi marineinfanteri. Med det konstante og forudseeligt fortsatte engagement i
Afrika vil det ikke være realistisk at regne med mere end ca. to bataljoner til årslangt
engagement med EU.

Spanien er også i færd med at professionalisere sit forsvar og kan for tiden for-
mentlig stille en styrke til rådighed for EU baseret på følgende tre lette brigader: en
luftbåren, en lufttransportabel og den spanske fremmedlegion. Spanien skulle således
p.t. kunne opretholde en styrke af brigades værdi - måske med et lille plus - i et år som
led i en EU-ledet operation. Efter afsluttet omorganisering sigter Spanien på at kunne
deploy ere og vedligeholde udsendt ca. 15.000 mand eller en division.

Tyskland har for øjeblikket lidt mere end 9.000 soldater på Balkan, hvilket efter
ret sikre forlydender er ”tæt ved smertegrænsen”. Om noget i den retning også vil være
den øvre grænse i fremtiden er svært at sige, idet den siddende forsvarskommission
har holdt dørene særdeles godt lukkede. Det er dog nok et godt gæt, at tyskerne fortsat
vil basere en stor del af forsvaret på værnepligtige, men herudover vil ønske at opstille
særlige styrker (professionelle og/eller ’’værnepligtige” på særlig kontrakt) der kan
indsættes på lige fod med øvrige europæiske magters styrker i en krisestyringssituation.
Landets størrelse og økonomiske formåen taget i betragtning er det vel ikke urimeligt
at antage, at man vil sigte mod mulighed for længerevarende udsendelse af op mod en
division, f.eks. to kraftige brigader med diverse støtteenheder.

Finland baserer næsten udelukkende sit forsvar på værnepligt. Det må formodes,
at landet vil kunne stille en styrke til rådighed for EU i lighed med, hvad der i lange
perioder har været tjenstgørende under FN’s flag: en let bataljon.

lrland\m et rent professionelt forsvar af beskeden størrelse. Med samme begrun-
delse som for Finland må Irland forventes at kunne stille en let bataljon.

Sverige har med sit ganske store væmepligtsforsvar vistnok aldrig ønsket eller
været i stand til at udsende til FN- eller NATO-ledede operationer mere end en mindre
bataljons værdi. Med en ordning tilsvarende den danske DIB, skulle Sverige nok kunne
gøre mere - men det vil der ikke blive regnet med i nærværende opgørelse.

Østrig er også i gang med omstruktureringer (læs reduktioner), så mulighederne
for fremtidig indsats under EU’s flag er ikke nemme at spå om. Der er for øjeblikket
små to bataljoners værdi ude under FN’s og NATO’s flag, så mon ikke en god batal-
jons værdi er et godt gæt for fremtiden?
Sammenfatning vedrørende styrkemål Såfremt man regner tre bataljoners værdi
til at udgøre en brigade, vil EU’s styrkemål på 15 brigader lige akkurat kunne nås. Men
sandelig kun hvis nationerne ikke samtidigt er engageret i NATO-operationer som de
nuværende i ex-Juguslavien - ja selv engagementer af størrelsesorden som de nuværen-
de i Mellemøsten og andre steder (under FN) vil begrænse mulighederne.
Læsere med andre uniformsfarver end min egen vil utvivlsomt have bemærket, at
omtalen af maritime og luftmilitære forhold har været beskeden. Det skyldes ikke alene
uvilje mod de to små værn, men også at EU i sit såkaldte Headline Goal ikke har været
særlig specifikt, hvad søværn og flyvevåben angår, idet der, efter det om hærstyrkerne
anførte, kun står: and additionally, as appropriate, air and naval elements. Jeg skal
dog ikke undlade at kommentere dette as appropriate.

Hvad søværnet angår, bør vel tre opgaver diskuteres i sammenhæng med Peters-
berg opgaver: Blokade, transport af hærstyrker, ’’power projection”. Hvad angår bloka-
de, er det min opfattelse, at de europæiske lande udmærket kan sammensætte og
kontrollere en task force med henblik på iværksættelse af en sådan operation. For så
vidt angår transportopgaven, synes en gennemgang af diverse åbne kilder at sandsyn-
liggøre, at de større nationer plus Holland råder over tilstrækkelig kapacitet til at kunne
transportere og landsætte størstedelen af de rådige marineinfanterister, også såfremt en
taktisk landsætning er fornøden. Men der rådes ikke over transportkapacitet til nogen
større del af en efterfølgende styrke, ligesom mulighederne for efterfølgende dækning
af transportbehov i logistisk øjemed er stærkt begrænsede. EU-landene vil her være af-
hængige af lejet/udskrevet civil kapacitet, som til gengæld i teorien er til rådighed i
rigelig mængde. Power Projection er er af de områder, hvor afstanden til USA er særlig
markant. EU-landene råder over fem mindre hangarskibe med typisk ca. 20 fly/heli-
koptere hver og et middelstort (Frankrig, formentlig operativt sent år 2000). USA har
12 store, strategiske hangarskibe med 80-100 fly/helikoptere på hvert. Dertil kommer
kvantitets- og kvalitetsforskellen på marineinfanterienheder (løst beskrevet ovenfor)
og luftbårne enheder. EU-landenes muligheder for Power Projection er særdeles be-
grænsede - men det kan hævdes, at det heller ikke er en nødvendig kapacitet i
forbindelse med Petersberg opgaver.

En bedømmelse af et ”EU flyvevåbens” muligheder er ikke ganske ligetil, men et
par generelle bemærkninger kan dog gøres. For det første kan om antallet af fly til at
formere appropriate elements siges, at det er rigeligt for så vidt angår kampfly. Men
EU-landene råder hverken individuelt eller som gruppe over de kontrol- og kom-
mandoorganer, der er nødvendige for indsættelse af moderne fly styrker. Det findes kun
hos NATO og i USA. Det vil sige, at EU i en given situation ikke vil kunne etablere
luftoverlegenhed og efterfølgende gennemføre en evt. kampagne mod strategiske mål
(hvortil i øvrigt i høj grad savnes egnede ammunitionstyper) eller yde effektiv direkte
støtte til indsatte hærstyrker. På sidstnævnte område vil enkelte nationer med egne mid-
ler kunne støtte egne styrker i begrænset omfang - men en koordineret støtte til et
Korps sammensat af et utal (14) nationer vil der ikke kunne blive tale. Det andet
område, der bør nævnes, er lufttransport. EU’s samlede kapacitet er ganske ringe sam-
menlignet med det potentielle behov - jeg skal her spare læserne for en sammenligning
med USA! Jeg skal senere komme ind på mulighederne for forbedring.

En subjektiv, operativ vurdering
En korpsstor styrke opstillet og støttet af de ovenfor beskrevne enheder vil militært set
ikke være meget bevendt. Tre faktorer springer umiddelbart i øjnene: logistik, sprog,
flystøtte.

Et Korps opstillet af 14 nationer vil logistisk set være et mareridt. Forsynings-
tjeneste og vedligeholdelsestjeneste vil kun kunne fungere, såfremt enhederne fast
opholder sig i forudbestemte områder - bevægelige operationer vil kun værre muligt
(i begrænset omfang) med de større nationers homogene brigader. Alt vil forefindes
i utallige varianter: de rationer soldaterne spiser, de geværer og andre skydevåben de
benytter, køretøjerne de kører i, radioer og andre kommunikationsmidler, EDB-syste-
mer - simpelthen alt. Sådan er det i princippet også i NATO-operationer, men der er
det normalt ikke nødvendigt at blande så mange nationers enheder i så relativt små
formationer. Et EU-Korps vil ikke kunne deployere enheder efter operative krav, kun
efter logistisk mulighed. Forsyningslinieme vil diktere de operative muligheder.
En af grundene, til at det nu nedlagte Corps LANDJUT (det dansk-tyske Korps
med hovedkvarter i Rendsborg) blev bedømt som dueligt, var, at al kommunikation
kunne foregå på ét sprog, engelsk. Korpsstaben arbejdede på engelsk, kommunikation
mellem korpsstaben og underlagte enheder (danske, tyske og forstærkningsenheder)
foregik på engelsk, og samvirke mellem enhederne blev formidlet på engelsk. En tysk
observatør kunne påkalde og lede ild fra danske morterer på engelsk, en dansk sergent
kunne aftale gensidig støtte over en skillelinie med en tysk delingsfører på engelsk.
Noget sådant vil være komplet umuligt i et europæisk korps med deltagelse af enheder
fra 14 nationer. Det vil blive interessant at høre om erfaringerne fra EUROCORPS
hovedkvarter, der som bekendt overtager kommandoen i Kosovo i foråret 2000. I
EUROCORPS arbejdes der principielt på alle deltagemationemes sprog, men med
fransk og tysk som ligestillede ’’hovedsprog”. Hovedkvarteret fra Strasbourg stiller
med 300-400 mand, resten - det vil sige ca. 900 - må stilles af KFOR-nationeme, der
hovedsageligt benytter engelsk som internationalt kommandosprog!
Som allerede omtalt råder EU-nationeme ikke over et kommando- og kontrol-
system, der kan lede flyoperationer til støtte for en militær operation. Dette gælder også
set snævert i sammenhæng med indsættelse af en Korps-stor enhed af multinational
sammensætning. Et europæisk Korps vil måske nok kunne opbygge et flystøttesystem
internt i Korpset og dets enheder, men et overordnede system til ledelse og styring af
flystyrker findes ikke nationalt iblandt de europæiske nationer.
 
WEU bedømmelse og anbefalinger
Ved NATO-topmødet i april 1999 vedtoges det såkaldte DCI, Defence Capabilities
Initiative, der gennem undersøgelser og anbefalinger skal sikre, at Alliancen også
fremover råder over styrker, der kan løse fremtidens mange forskellige opgaver. DCI
anbefalinger går naturligt i høj grad på de europæiske styrker, for hvilke en lang række
forbedringer ønskes.
På baggrund af en beslutning på et WEU ministermøde i Rom i november 1998
har denne organisation udarbejdet en række rapporter med stort set samme sigte som
nævnte DCI, den sidste i rækken er fra november 1999 og benævnes Audit of Assets
and Capabilites for European-led Crisis Management Operations - eller blot The
Audit Report. Ikke overraskende er dens påpegning af svagheder og efterfølgende an-
befalingernæsten identiske med DCI’s - WEU ministerrådets anbefalinger på grundlag
heraf vil blive gennemgået i det følgende.
 

Strategisk efterretningstjeneste. Man mangler adgang til såvel NATO som natio-
nernes klassificerede oplysninger og kapaciteten for selvstændige analyser er ringe.
WEU satellitcenter har begrænset kapacitet og de tekniske muligheder for udveksling
af oplysninger med centret er ikke optimale. Når/hvis EU militære stab m.fl. rykker ind
i en selvstændig bygning, er det ikke umuligt, at EU vil kunne fa aftaler med NATO
og nationerne, således at situationen på dette felt kan blive bedret i forhold til WEU.
En ikke usandsynlig opgradering af WEU satellitsystem - flere satellitter med såvel
optisk som radar indhentning - vil forøge kapaciteten og øge uafhængigheden af USA.
 

Strategisk planlægning. WEU stabens kapacitet er begrænset - det vil den også
være for EU. Realiteten vil formentlig i en lang periode fremover være den, at detal-
jeret planlægning finder sted i NATO, og at EU far adgang til resultaterne.

Styrker til rådighed. Som ovenfor påvist er der i teorien mulighed for opstilling af
de ønskede styrker. Og til mindre opgaver end de mest krævende er der sådan set
rigeligt. Et problem er imidlertid enhedernes beredskab, med hvor kort varsel kan de
samles og sendes af sted? Dette problem er fælles for EU, WEU og NATO (og FN) og
svaret vil i den enkelte situation bl.a. være afhængigt af, om nationerne og alliancerne
samtidigt er engageret i andre operationer.

Strategisk og taktisk mobilitet. Som nævnt er rådigheden over transportfly meget
begrænset både hvad angår antal og kapacitet. Som et første middel til forbedring i
udnyttelsen af den eksisterende kapacitet ændres det hidtidige EAG, Eurepean
Transport Group til et ’’speditionskontor” (ETC, European Transport Command), der
efter tilmeldinger fra nationerne centralt skal ekspedere en hver form for transport-
rekvisitioner. Man håber samarbejdet her vil fremme nationernes tilbøjelighed til ved
fremtidige anskaffelser at satse på samme flytyper (europæiske!). Man håber også at
kunne overtale nationerne til at anskaffe flere tanker fly. Udvikling på hele dette felt
er overordentlig kostbar, og på kortere sigt vil aftaler med f.eks. Ukraine nok være det
nærmeste man kommer på en løsning på europæernes lufttransportproblemer. På det
taktiske område ønsker man sig flere helikoptere, især transporthelikoptere. Det er også
med i mange landes anskaffelsesplaner - men igen, helikoptere er kostbare og må ofte
holde for, når der skal beskæres i budgetterne.

Muligheden for at kunne opretholde styrker udsendt. Der er her tale om to aspek-
ter, dels dette løbende at kunne forsyne og vedligeholde en udsendt enhed og dels at
kunne afløse den. Det første kræver transportkapacitet og forsynings-, vedligehol-
delses- og sanitetsenheder, der kan transporteres og virke under fremmede forhold
(hvad disse enheder i stor udstrækning ikke var designede til under den kolde krig).
Det andet kræver som tidligere nævnt rådighed over styrker tre til fire gange så store,
som dem man ønsker at udsende. Sådan var det heller ikke under den kolde krig, hvor
man forberedte et eksistensforsvar. Da var man klar til at ’’udsende” alt uddannet og
udrustet personel. Omstillinger i den ønskede retning er som vist under gennemgangen
af de enkelte landes styrker i fuld gang. Men som også nævnt er der mange steder
budgetvanskeligheder, omstillingerne er mere kostbare end først antaget. Resultatet er
næsten givet: Der vil blive færre styrker til rådighed end nu planlagt, og mange store
materielanskaffelsesprojekter vil blive udskudt eller skrinlagt.

Interoperabilitet. WEU (og EU) står her med flere problemer end NATO, og her
er de såmænd store nok. Dels fordi Frankrig spiller en stor rolle i både WEU og EU
og, hvad angår såvel sprog som materiel og procedurer, i høj grad går sine egne veje,
og dels fordi WEU og EU mere må satse på samarbejde i mindre enheder. I forhold til
en NATO-ledet operation vil en WEU-/EU-ledet operation i højere grad været præget'
af sydeuropæere, hvis sprogkundskaber (funktionel kunnen på et af de to anerkendte
NATO-sprog) og øvelse i internationalt samarbejde notorisk er ringere end i NATO
som gennemsnit. Der synes i Frankrig at være god vilje til, at NATO procedurer også
i WEU/EU sammenhæng skal være gældende på stort set alle områder, så her er lys
forude. Om EU vil kunne skaffe enighed om en løsning på sprogproblemet, tør under-
tegnede ikke udtale sig om! Vedrørende materiel, se senere.

CCIS (Command, Control, and Information Systems). Hverken WEU eller EU
råder over egne, militære kommunikations- og informationssystemer. I operationer,
hvor EU baserer sig på støtte fra NATO, vil dette udpræget være et af de områder, hyor
støtte kunne være ønskelig. Såfremt EU i en given situation ønsker alene at base sig på
europæiske systemer, vil man måtte basere sig på nationale systemer, f.eks. engëiske
eller franske. Dette kan i visse situationer måske være politisk mere acceptabelt end
NATO materiel. Det er vel ikke utænkeligt, at EU på dette område en dag anskaffer et
eget system, som også vil kunne støtte andre EU aktiviteter end rene militære. EU
nationerne er ganske svage, hvad angår materiel til elektronisk krigsførelse især til
støtte for luftoperationer. Et særligt område, der bliver nævnt i forbindelse med CCIS
Og elektronisk krigsførelse er CSAR, Combat Search and Rescue, dette at have
midlerne til at gå ind bag fjendens linier og (med helikoptere) at kunne samle ned-
skudte piloter eller specialstyrker op. Det er svært at se, at EU-nationeme skulle ønske
at forbedre deres muligheder på disse områder alene på grund af ønsker fra WEU/EU.
Anskaffelser af denne art vil blive behandlet og prioriteret i lighed med alle andre an-
skaffelser.

Sanitetstjeneste. Området er nævnt ovenfor, men i The Audit Report gives emnet
speciel omtale med en anbefaling af anskaffelse af midler til evakuering over lange
afstande og af midler til hjælp på ABC-området (atom-, biologisk- og kemisk krigs-
førelse eller katastrofer), især til hjælp til civile. I samme åndedræt omtales forbedrin-
ger på området Civil-Military Cooperation (CIMIC). Det vil være realistisk at forvente
forbedringer på disse områder, især det første idet det i forbindelse med udsendelse af
styrker til udlandet, uanset om det er i NATO, WEU, EU eller FN regi, er højt pri-
oriteret for de fleste lande.

Hovedkvarterer, kommandostationer. WEU ønsker sig hovedkvarterer og kom-
mandostationer, der med kort varsel kan forlægges, kan samvirke med de politiske
strukturer, og som kan arbejde med multinational besætning sammen med styrker af
alle væmsgrene og alle nationer. Der skal være hovedkvarterer, der kan udøve den
strategiske ledelse og planlægning, og der skal være hovedkvarterer/kommandostatio-
ner, der i operationsområdet kan udøve kommando over en udsendt styrke af op til
Korps størrelse med støtte fra de andre værn. For operationer i den øverste ende af
skalaen af Petersberg opgaver råder kun NATO og USA over brugelige hovedkvarte-
rer, og man vil formentlig anse det for unødig duplikering at opstille noget sådant i EU
regi. Om England eller Frankrig skulle føle trang til at udbygge deres betydelige natio-
nale kapacitet til også i given fald at kunne optræde som multinationale EU hoved-
kvarterer er ikke ganske usandsynligt, der har været antydninger i den retning. Som
hovedkvarter/kommandostation i et operationsområde vil hovedkvarteret for EURO-
KORPS kunne udbygges, den tidlige omtalte deployering til Kosovo er et skridt i den
retning. Til operationer i den nedre ende af Petersberg opgaverne vil WEU/EU godt
kunne klare det, også selv om man alene baserer sig på nationale ressourcer.

Styrkestrukturer og rollespecialisering. Endelig omtaler man i et sidste afsnit
ønskede forbedringer indenfor de rådige styrker, Forces Answerable to WEU
(FA WEU). For hærstyrkernes vedkommende ønsker man forbedret (taktisk) mobilitet.
For de til flådestyrkeme knyttede fly ønsker man forbedrede muligheder for luftforsvar
og offensiv kapacitet. For flystyrkeme anbefaler man forbedringer indenfor komman-
doføring, kontrol og kommunikation samt elektronisk krigsførelse - og man ønsker
muligheder for at opretholde et integreret luftforsvar, ligesom man ønsker sig mulighed
for at kunne gennemføre offensive operationer med præcisionsstyret ammunition. I
forbindelse med disse emner peger rapporten på mulighederne for rollespecialisering.
Hærstyrkerne: Mange lande ønsker at forbedre deres styrkers taktiske mobilitet, så
uanset om WEU/EU ønsker sig det eller ej, vil man se forbedringer på dette område
i de kommende år - men budgetproblemer vil ikke tillade fuld gennemførelse af de
programmer, der i dag er på ønskelisterne. Som tidligere omtalt vil styrkestrukturen i
en større EU-styrke kombineret med de forudseelige logistiske problemer sætte snævre
grænser for hvor megen taktisk mobilitet, der kan opnås. Flådestyrkerne: Med de
igangværende udviklinger for kontrol- og kommandosystememe i NATO flåderne vil
også en EU styrke få forbedret sit luftforsvar. Det kommer dog til at vare en rum tid,
før de rådige flytyper generelt kan blive erstattet af mere kapable. Såfremt der med
offensiv kapacitet menes mod mål på landjorden, hænger det nøje sammen med
udviklingen for flyvevåbnene. Flystyrkerne: Ønskelisten her er utroligt kostbar at
opfylde, og selvom England har et antal AWACS fly (Airborne Warning and Control
System) skal der meget store investeringer til for at opbygge et mobilt, nationalt eller
EU-ejet system, der uafhængigt af NATO kan gennemføre integreret luftforsvar og
offensive operationer. Et sådant system vil også være personelkrævende og kun effek-
tivt, hvis det mere eller mindre permanent er i brug. Kort sagt, ønsket er uopfyldeligt,
i hvert tilfælde indenfor en forudsigelig tidshorisont. Men det kan da godt være, at en
del nationer anskaffer præcisionsstyret ammunition, der behøver gode måldata, men
ikke nødvendigvis er afhængige af et selvstændigt EU kontrol- og kommandosystem
for flystyrker. Måldata er imidlertid afgørende, hvis man - selvom eller måske specielt
hvis man skal bruge præcisionsstyret ammunition - ønsker at undgå collaterate dama-
ge, det vil især sige ønsker at undgå at forårsage civile tab eller ødelæggelse af civil
ejendom. Og hvem vil i fremtiden turde gå ind i en operation med humanitært sigte, vel
vidende at ens flyvevåben vil forårsage store civile tab i målområdet, med verdens og
CNNs øjne hvilende på sig? Og ønsker man gode måldata, er vi tilbage til spørgsmålet
om efterretningstjeneste. Rollespecialisering'. Dette emne har ofte været drøftet i
NATO uden den store succes. Der kan naturligvis nævnes nogle eksempler som USA
rolle som den primære bærer af atomparaplyen eller Danmark og Tyrkiet som mine-
specialister. Men disse og andre eksempler er nu mere opstået på grund af nationale
prioriteringer end på grund af en aftalt arbejdsdeling indenfor Alliancen. Sådan vil det
sikkert fortsat være, selvom bortfaldet af den umiddelbare militære trussel kunne
tilskynde til en lidt mere afslappet holdning til begrebet ”et afbalanceret, nationalt
forsvar” (der er her talt om egentlige militære kapaciteter, ikke f.eks. uddannelses- og
træningsfaciliteter). Hos de fleste fagfolk ligger ’’evnen til at kunne genopbygge et
nationalt forsvar” altid i baghovedet.

I såvel DCI sammenhæng som i The Audit Report gøres våbenindustrien og her
især den europæiske genstand for en del omtale, ligesom WEAG (Western European
Armaments Group) og Eurolongterm naturligt beskæftiger sig med denne tvivlsomme
branche, der igen og igen får regeringer til at udstille deres dobbeltmoral, og i hvis
kølvand ministre og topembedsmænd, mere ofte end det er behageligt at tænke på,
afsløres som korrupte. En række initiativer er på det seneste taget, alle med den hensigt
at opnå bedre standardisering, priser der er konkurrencedygtige og bevarelse/opbyg-
ning af en teknologibase i Europa, der kan stå mål med den amerikanske. Tilsvarende
initiativer er blevet taget sådan ca. hvert tiende år i NATOs historie uden større resul-
tater. Denne gang er der imidlertid udsigt til, at noget vil ske, ikke på grund af initiati-
verne men på grund af markedsudviklingen. En række europæiske virksomheder er
blevet (mere eller mindre) frigjort fra deres statslige ejerforhold, og truslen om tab af
markedsandele og fallit resulterer i sammenslutninger og opkøb, således at man i løbet
af kort tid vil se nogle få, meget store multinationale virksomheder på området i
Europa - nogle af dem ironisk nok med betydelig amerikansk kapital. Dette vil resulte-
re i meget færre varianter indenfor de enkelte materielkategorier og dermed den ønske-
de standardisering. Der er f.eks over en årrække en reel mulighed for en standardise-
ring på området transportfly, som det blev omtalt ovenfor.

Forholdet til NATO og USA
En foreløbig opsummering af ovenstående synes at vise, at EU vil kunne løse opgaver
i den lettere del af Petersberg spektret alene ved hjælp at midler stillet til rådighed af
EU-nationeme. Det kan f.eks. dreje sig om placering af enheder i et område, som ofte
set ved FN missioner, med observations- og patruljeringsopgaver, hævdelse af en
afmilitariseret zone, eskorte af køretøjer hvor der ikke finder egentlige kamphandlinger
sted etc. EU vil kunne bruge hovedkvarterer stillet til rådighed af de samme nationer -
vel normalt suppleret med personel fra de styrkebidragende nationer. Også opgaver af
noget mere kompliceret art vil kunne løses alene af EU, blot den enkelte opgave ikke
kræver for stort styrkebidrag. Der tænkes her på sådan noget som evakuering af EU-
borgere fra et begrænset område. Her vil kunne indsættes ganske homogene styrker af
høj karat under i realiteten national kommando, men med et EU-flag vajende over
kommandostationen. Kommer det imidlertid til den tunge ende af Petersberg, fredsska-
bende operationer i større målestok, vil EU kun kunne komme på banen med omfat-
tende støtte fra NATO og i mange tilfælde tillige fra USA. Der vil blive behov for en
omfattende planlægning og efterretninger til støtte for denne, en organisation til føring
og kontrol af flystyrker, efterretninger til planlægning af luftoperationer, enheder og
midler til ’’power projection”, transport af opfølgestyrker og deres behov for forsynin-
ger af enhver art, kamp- og transporthelikoptere - for blot at nævne nogle af de områ-
der, hvor EU i en meget lang periode fremover vil mangle kapacitet til løsning af opga-
ver, man har udtalt sig villig til at tage på sig.

Umiddelbart synes disse forhold ikke at skulle volde problemer for hverken NATO
eller USA. EU burde ret smertefrit kunne overtage de aftaler, der med stort besvær er
blevet forhandlet med WEU om denne organisations muligheder for at trække på
NATO ressourcer. Grundet den nye situation med en slags europæisk enighed bag
ESPD, kan Frankrig tænkes at ville genoptage nogle af de diskussioner, der måtte til,
før aftalerne med WEU faldt på plads - men man har jo lov at håbe. Forholdet til de
EU-lande, der ikke er medlemmer af NATO, ligesom forholdet til de med WEU
associerede, skal naturligvis også bringes på plads, men det skal nu nok lykkes. Reelle
vanskeligheder synes først at kunne opstå den dag, EU ønsker at iværksætte en
operation under anvendelse af militære midler. Ønskes en operation med støtte fra
NATO, er amerikansk accept en forudsætning. Amerikanerne kan tænkes at være
uenige med deres europæiske allierede om ønskeligheden af den påtænkte operation.
Det kan være af politiske grunde, men så er det svært at forestille sig en situation, hvor
alle EU-landene er enige. Det kan også være, fordi amerikanerne er bange for på et
senere tidspunkt at blive trukket ind i en konflikt, de ikke ønsker at deltage i. Den
situation vil være vanskelig at håndtere og kan føre til alvorlige problemer for Allian-
cen og for forholdet mellem Europa og USA. Ønskes en operation, hvor EU vil klare
sagerne alene, skulle der formelt set ikke være noget problem for NATO. Men da stort
set alle styrker, der kan være til rådighed for EU, samtidigt er ’’øremærkede” til NATO,
kan der opstå et problem, såfremt NATO samtidigt er engageret i en operation og for
eksempel har besvær med afløsning af de indsatte styrker, eller NATO forudser at
skulle engageres i et eller andet, mens EU operationen er i gang. Sådanne problemer
behøver ikke føre til alvorlige problemer for Alliancen eller i forholdet mellem Europa
og USA, men de vil sætte diplomaterne i hovedkvartererne i Bruxelles på alvorligt
arbejde!
Afsluttende skal om dette emne nævnes, at såvel udvidelse af NATO som
udvidelse af EU måske vil kunne få indflydelse på forholdene mellem EU, NATO og
USA. Dette ses dog overvejende og i hvert tilfælde indledningsvis at være på politisk
plan og skal derfor ikke behandles yderligere her.

Sammenfatning
Fra og med år 2003 vil EU formentlig være i stand til med militære styrker, og under
forudsætning af at NATO ikke er eller ønsker sig engageret på samme tid (hvilket også
ligger i EU forudsætninger), at kunne løse opgaver med op til 50.000-60.000 mand i
den lettere ende af spektret af Petersberg opgaver og også mere krævende opgaver,
såfremt styrkebehovet her ikke er for stort. Det synes meget usandsynligt, at EU
indenfor den angivne tidshorisont og i ganske mange år herefter skulle blive i stand til
at iværksætte, lede og vedligeholde i et år Petersberg opgaver fra den tunge ende af
spektret, især såfremt opgaverne kræver indsættelse af flystyrker eller indsættelse af
landmilitære enheder i egentlig kamp (fredsskabende operationer).
Konkrete planer om indsættelse af en EU-ledet styrke vil under visse omstæn-
digheder af rent militære grunde kunne skabe problemer i forholdet mellem NATO og
EU og i forholdet til USA.
Danmark
Danske forhold er som nævnt indledningsvis ikke behandlet i nærværende artikel.
Afslutningsvis kunne det dog måske være på sin plads at anføre, at det er svært at se,
hvad Danmark kan vinde ved at stå udenfor det europæiske samarbejde på det sikker-
hedspolitiske og militære område (ESPD) - ved at være med kan vi måske få lidt
indflydelse på begivenheder, der utvivlsomt vil have vores interesse. Men vi gør klogt
i stadig at fastholde NATO som det vigtigste sikkerhedspolitiske forum og som basis
for vores sikkerhed. Det vil tage meget lang tid, hvis det overhovedet vil ske, før EU
kan give sikkerhedsgarantier i lighed med NATOs - og det vil sikkert også tage
betydelig tid, før EU kan finde fodslag i en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der
kan overflødiggøre amerikansk lederskab.

Efterskrift
Som hovedkilder har, udover de i artiklen nævnte rådserklæringer, White Papers etc.,
især IISS The Military Balance 1999-2000 og diverse udgaver af NATO’s Sixteen
Nations været anvendt. Dertil skrifter som Atlantsammenslutningens Den nye sikker-
hed, DUPIs rapport 1999/2 fra Seminar in the Framework of the Danish Presidency of
the WEU-Transatlantic Forum in Brussels on 4 June 1999, Den Norske Atlanterhavs
Komites pjece om Europeisk forsvarsidentitet - europeisk forsvarsindustri og det
norske Forsvarets Forskningsinstitutts rapport 2000/00046 om Europeisk sikkerhet i
en foranderlig tid: En analyse af Norges utenriks- og sikkerhetspolitiske handlingsrom.
Endelig et antal artikler hvoraf skal fremhæves Margarita Mathiopoulos og István
Gyarmati ’’Saint Malo and Beyond: Toward European Defence” (The Washington
Quarterly, Autumn 1999) og Ugebrevet Mandag Morgen, 13. December 1999, ’’Britisk
ekspert: Danmark har intet at bidrage med til EU-forsvar”.

Af generalmajor C. C. Ahnfeldt-Mollerup.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
 
militaert_tidskrift_129_aargang_apr.pdf

Litteraturliste

Del: