Erfaringer fra luftkrigen over Nordvietnam

specielt med hensyn til anvendelse af elektronisk krigsførelse.

På baggrund af omfattende læsning af hovedsagelig amerikansk faglitteratur giver flyverløjtnant 1 J. C. M. Probst, Flyverdetachement 534, i denne artikel en grundig ind føring i de erfaringer vedrørende moderne luftforsvarssystemer, man har indhøstet under luftkrigsførelsen i Vietnam-krigen.

Regelmæssige bombninger af Nordvietnam begyndte februar 1965, og lu ftkrigen blev derefter ført med stadig stigende intensitet ind til præsident Johnsons beslutning 1. april 1968 om standsning af bombningerne nord for den 20. breddegrad. De mere end 3 års krigsførelse, der in d til 1. april 1968 o fficielt havde kostet amerikanerne 815 fly, har naturligvis givet en række erfaringer på luftkrigens område. Det har vist sig, at trods omhyggelig fredstidsplanlægning og kostbare analyser blev krigens vilkår på mange måder en overraskelse ikke mindst for amerikanerne. Taktik og materiel, der var udviklet i fredstid, viste i mange tilfæ lde utilstrækkeliglied, og ændringer måtte indføres i største hast, eller nyt materiel og nye taktiske fremgangsmåder måtte udvikles for at imødekomme krigens krav. Krigen er særligt interessant for de lande, der som Danmark besidder et moderne luftforsvarssystem, idet man her for første gang siden 2. verdens krig ser avanceret elektronisk materiel bragt i anvendelse i større omfang af såvel forsvarer som angriber. Under Koreakrigen anvendte nordkoreanerne ganske vist radarstyret luftværnsartilleri, men i for ringe udstrækning til, at almengyldige erfaringer har kunnet drages, og de senere konflikter har enten været meget begrænsede i tid og omfang eller simpelthen ikke involveret elektroniske midler. I Nordvietnam ser vi imidlertid indsats af et veludbygget luftforsvarssystem bestående af en række moderne luftforsvarskomponenter stillet overfor en stormagts angrebsmidler. Ydermere er krigen af en sådan tidsmæssig udstrækning, at det materiel og den taktik, der er udviklet på krigserfaringerne, har kunnet vise sine fordele og mangler på krigsskuepladsen.

Et af de områder, livor krigen bar givet interessante erfaringer, er elektronisk krigsførelse, d. v. s. anvendelsen af ECM og ECCM . Den umiddelbare anledning til, at udviklingen indenfor dette område sattes igang, var nedskydningen den 4. april 1965 af 2 F-105D TH UNDER CHIEF jagerbombere med nordvietnamesiske MIG-17PF altvejrsjagere. Nedskydningen af det første amerikanske fly, en F-4C PHANTOM , med SAMs den 24. juli 1965 satte yderligere skub i arbejdet. I begge tilfæ lde blev de amerikanske fly overrasket i ufordelagtige positioner, og de opdagede faren for sent til at kunne reagere i tide. Begivenhederne viste specielt de taktiske flys mangel på passivt ECM udstyr til at advare piloterne, når de bliver bestrålet af fjendtlige radarer, det være sig jordbaserede eller flybårne; men det kan nu ses, at de amerikanske taktiske flystyrker i det hele taget var ganske uforberedte til at operere imod et moderne luftforsvarssysem. I 1965 var SAMs ellers ikke noget nyt, eftersom operationelle SAM-systemer havde eksisteret siden 1953, og det i Nordvietnam opstillede SAM-system, Y750VK systemet med NATO-betegnelsen SA-2 GUIDELINE , var tilm ed et temmelig prim itivt system, der umiskendeligt tilhørte missilgenerationen fra begyndelsen af 50’erne. Undvigemanøvrer mod SAMs var im idlertid ikke udviklet, og hverken aktivt eller passivt ECMudstyr til taktiske fly var klar til operativ brug. Der skulle en begivenhed som Cuba-krisen til, før »POP-UP«-manøvren til missioner mod SAM-stillinger og AA-koncentrationer blev udviklet. Denne taktik indebærer anflyvning »på dækket«, »pop-up« umiddelbart før målet og påfølgende dyk mod det, og den bar visse ulemper såsom yderst kort tid til visuelt at lokalisere målet og »line up« mod det og sårbarhed overfor let AA-artilleri efter »pop-up«. »POP-UP«-manøvren var iøvrigt ikke blevet gjort til genstand for træning i større omfang.

Cuba-kriscn i slutningen af 1962 liavde også direkte givet anledning til en anden nyskabelse, nemlig »Anti-radiation« missilet (ARM ) AGM-45A SHRIKE . SHRIKE er et let ASM til brng fra taktiske fly mod Udlederadarer, hvis radaradstråling missilets passive målsøgningssystem kan »home« på. SHRIKE blev startet som et >crash« program af US Navy og presset i produktion allerede 1963 efter et minimum af testing. I 1964 kom SHRIKE i tjeneste ved US Navy og i sammsren 1965 også ved USAF. Der stilledes store forventninger til SHRIKE . SHRIK E er ganske vist en form for EQVI, men derudover kunne det se ud til, at amerikanerne ganske havde glemt den betydning, som britisk og amerikansk konstrueret og opereret ECM havde under 2. verdenskrig i bekæmpelsen af det tyske luftforsvarssystem. Dette var dog ikke tilfældet; siden midten af 50’eme havde amerikanerne årligt brugt omkring 400 m illioner $ til ECM, men pengene var gået til ECM »penetration aids« til strategiske fly og missilsystemer og til ECCM til de strategiske varslingssystemer. Indenfor strategisk planlægning bar ECM længe haft en veletableret plads. Der havde siden Koreakrigen også jævnligt været røster fremme indenfor USA F med krav om ECM-udstyr til taktiske fly, men de var blevet afvist med den begrundelse, at ECM skulle Strategier Command nok klare. Denne vurdering viste s g nu fatalt forkert. Det var et held for amerikanerne, at de første GUIDELINE-batterier i Nordvietnam havde ildledem ateriel af ald re type (S-bånd FAN SONG ildlederadarer), der var mindre præcise end det fra december 1965 anvendte C-bånd FAN SONG ildledeudstyr. H e rtil kom, at operation med et kompliceret SAM-system i Nordvietnams jung_er tydeligvis voldte problemer. De mange batterier - tallet voksede fra ca. 10 i august 1965 til ea. 50 i foråret 1966 - måtte konstant flyttes til nye stillinger for at undgå ødelæggelse. Den høje mobilitet, som batt arierne viste, blev til dels opnået på bekostning af effektivitet. Det er uhyre vanskeligt at holde et fintmærkende ildlederadarsystem på maximal ydelse, når det konstant skal transporteres ad dårlige veje, læsses på flodpramme, skjules i fugtige jungler o. s. v. De beskedne resultater, der opnåed as i den første tid, må utvivlsomt tilskrives urutineret betjeningspersonel og en vanskelig forsyningssituation. E t stort antal raketter fungerede ikke korrekt efter affyringen. Ind til sommeren 1966 var kun 15 amerikanske fly blevet nedskudt af SAMs, hvilket er et forbløffende lavt tal sammenholdt med antallet af afskudte missiler, der angives til ca. 300. Det giver en træffesandsynlighed på 5-6% for de afskudte missiler i det forløbna år. For fuldstændighedens skyld må dog nævnes det forhold, at amerikanske fly efter den første nedskydning straks gik over til at operere i højder under 3000', hvor de nordvietnamesiske SAMs blev gradvist mindre effektive in d til 1500-2000', hvorunder de er uanvendelige, men hvor til gengæld let luftvæ rnsartilleri er såre anvendeligt. De store tab til luftvæ rnsartilleri skyldes derfor i høj grad tilstedeværelsen af SAMs. Amerikanerne blev desuden meget hurtigt klare over, at kun hurtige jagerbomber- og interceptorfly kunne operere indenfor SAM-området. Propelfly var bandlyst, og selv jetbombefly var for sårbare.

De første forsøg på angrebsmissioner med SAM-batterier i sommeren og efteråret 1965 blev slag i luften. SAM-batterierne viste sig at være særdeles vanskelige at finde som følge af camouflage, vildledning og høj mobilitet. Nordvietnameserne opstillede dummybatterier og byggede et stort antal forberedte stillinger, som SAM-batterierne kunne skifte imellem , hvilket i bøj grad vanskeliggjorde indsamlingen af rekognosceringsdata. SHRIKE-missilet var i ganske særlig grad skuffende. En del blev affyret i 1965 og begyndelsen af 1966 uden resultat. Nordvietnameserne tændte kun deres radarer i korte tidsrum ad gangen, hvilket forhindrede missilet i at få ordentlig »lock« på målet, og der var en udpræget tendens til, at missilerne detonerede inden målet. Missilerne manglede tilstræ kkelig »hukommelseskapacitet« til at gennemføre missionerne, og de lod iøvrigt en del tilbage at ønske i pålidelighed.

En regulær nordvietnamesisk vildledningsteknik havde også succes, nemlig opstilling af et stort antal gamle amerikanske SCR-584 S-bånd AA-ildlederadarer, der under og efter 2. verdenskrig var leveret til nationalistkineserne og siden overtaget af de kinesiske kommunister for til slut at ende i Nordvietnam. Efter affyringen af en SHRIKE mod en FAN SONG radar fås rakettens bredbåndsmodtager til at låse på SCR-584 radaren, der or placeret i en lid t anden retning end SAM-batteriet, og deceptionsmanøvren foretages så sent, at SHRIKE-m issilet ikke kan nå frem og ødelægge SCR-584 stationen. SHRIKE-missilem e har i almindelighed for kort række-vidde — kun ca. 15 km mod GUIDELINE-rakettem es ca. 40 km - og for stor spredning. Intensive forsøg på at overvinde manglerne blev im idlertid hurtigt sat igang. S tillet overfor den voksende SAM-trussel kombineret med truslen fra radar-styret luftvæ rasartilleri og interceptors startede såvel USA F og US Navy udviklingen af ECM-udstyr i »crash« programmer, og det nye udstyr pressedes i tjeneste så hurtigt som muligt, d. v. s. allerede i efteråret 1965.

Først i sommeren 1966 var udstyret dog tilstræ kkeligt gennemprøvet og til rådighed i fornødent antal. Det er en ikke uvæsentlig faktor i elektronisk krigsførelse, at en veludbygget elektronisk industri i løbet af forholdsvis kort tid kan udvikle og producere nyt udstyr til imødegåelse af nye krav fra krigsskuepladsen. Under 2. verdenskrig var briterne således i nogle tilfæ lde i stand til at udvikle nyt ECM-udstyr og bringe det i operativ tjeneste kun 2 uger efter, en ny tysk radar var dukket op. US Navy kom først med AN /APR -30 radaradvarsels- og målsøgningssystemet, der advarer piloten, når hans fly bestråles af SAM- og AA-ildlederadarer og Al-radarer, og hvis følsomme bredbåndsmodtager kan benyttes til at bestemme retningen af radarstrålen, så piloten kan »home« mod radaren. AN /APR-30 systemet installeredes i nogle A-4E SKY HAWK (på bekostning af indbygget kanonbevæbning I og A-6A INTRUDER fly, der derefter anvendtes som »Pathfinder« fly for såvel US Navy som USAF jagerbombere. »Pathfinder« flyets rolle er at lokalisere SAM-batteriet ved at flyve over det, samt advare de efterfølgende jagerbombere om radarbestråling.

Senere udstyredes »pathfinder« fly også med aktivt ECM-udstyr. En typisk US Navy anti SAM mission udgøres f. eks. af 2 A-6A »pathfinder« fly og 8-10 A-4 jagerbombere, der flyver »på dækket«, og 8-10 F-4B PHANTOM fly som »Combat A ir Patrol« i 10-12000' højde til beskyttelse mod MIGs. Den 17. oktober 1965 gav »pathfinder« taktikken det første resultat, idet det lykkedes at ødelægge et SAM-batteri NE for Hanoi. A-6A »pathfinder« flyet lokaliserede SAM-batteriet efter 3 minutters flyvning i området, og A-4 jagerbomberne overfløj derpå målet enkeltvis en gang hver og kastede deres bomber. De» totale tid over målet var iy 2 minut. SAM-batteriet nåede kun at affyre 1 missil, der fejlede. Nu flyves anti-SAM missioner ofte som »SAM supprsssion flights« i forbindelse med regulære bombemissioner, A-6A er US Navy standard »pathfinder« fly, og jagerbomberne benytter »pop-up« manøvren som standardangrebsform. 500 Ibs. M K 82 SNAKE -EYE bomben er US Navys vigtigste anti-SAM våben.

USA F greb problemet an på bredere basis end US Navy for at udstyre sine taktiske fly med et moderne passivt ECM-system. I efteråret 1965 afprøvedes komponenterne i et F-100F fly, og fra sommeren 1966 installeredes systemet i tusinde USA F F-100D/F, F-105D/F og RF-4C fly i V ie tnam under det såkaldte W ILD WEA EL program. WILD WEASEL programmet omfatter installation af 3 hovedsystemer:

- AN /APR-25 radar advarselssystemet og

- ER-142 radarmålsøgningssystemet. De 2 systemer tjener tilsammen samme formål som US Navys AN/APR-30 udstyr.

- AN-APR-26 SAM-affyringsadvarselssystem, der advarer piloten, når en SAM affyres. Systemet detekterer det skift i udgangseffekt, der finder sted i FAN SONG ildlederadarsystemets L-bånd missilstyrekommandoradar, når missilet affyres.

Når komponenterne er installeret i flyene, indgår de som fast udrustning. WILD W EA S E L udstyret kræver således op til 13 antenner spredt over flyets krop, vinger og lialefinne. I 1967 og 1968 udrustedes bl. a. også B-52 bombefly og transportfly som C-130, C-119 og C-47 med WILD WEASEL udstyr, og US Navy bar indbygget et modificeret AN /APR-26 system i deres F-4B PHANTOM fly. Krigserfaringerne lia r tydeligt vist, at passivt ECM-udstyr af ovennævnte art må indgå som en lige så nødvendig del af et moderne kampflys udrustning som f. eks. identifikations-, navigations- og kommunikationsudstyr.

»Support ECM« taktikken (d. v. s. brugen af »pathfinder« fly til ECM - støtte for bombefly) suppleredes tidlig t med en anden fremgangsmåde kaldet »standoff ECM« taktik. Den går ud på, at specielle fly udstyret med såvel passivt som aktivt ECM-udstyr yder ECM-støtte til indtrængende bombefly fra positioner udenfor det fjendtlige luftforsvars rækkevidde. I 1965 anvendtes især ældre 4-sædede USA FRB-66C DESTROYER og 7-sædede US Navy EA-3B SKYWARRIOR fly til »standoff ECM« rollen, siden november 1966 suppleret med et mindre antal 2-sædede EA-6A INTRUDER fly fra US MARINE CORPS. Det stadigt stigende behov for ECM-missioner bevirkede i 1967, at adskillige gamle B-66 DES ROYER bombefly blev taget ud af mølposerne for at blive ombygget til 7-sædede EB-66E ECM -fly. Et »standoff ECM« fly i Vietnam er typisk udstyret med følgende ECM-komponenter:

- En panoramisk ECM modtager, som ECM-operatøreme anvender til identifikation og analyse af ukendte RF-signaler. Modtageren kan samtidigt anvendes til radarmålsøgning, idet den giver retning til RF-kilden.

- NOISE-jammerudstyr til at transmittere støj jamming på S- og C-båndet. Andre jammetyper end støjjamming synes sjældent eller aldrig at blive anvendt.

- TRACK BREAKER-udstyr, der ved udsendelse af falske ekkoer kan få ildlederadarer til at miste »TRACK« på flyet. Sådant deceptionsudstyr skal kunne arbejde på såvel S- som C-båndet.

- CHAFF spredeudstyr med CHAFFen færdigpakket i mindre portioner, der kan udkastes enkeltvis eller samlet efter ECM-operatørens valg.

CHAFF betragtes som et naturligt led i et ECM-angreb. Krigen over Nordvietnam har vist, at et bredt ECM-spektrum incl. CHAFF bør være til rådighed under angrebene, og de enkelte ECM-typer skal kunne anvendes enkeltvis eller kombineret efter situationens krav. I Nordvietnam anvendes CHAFF såvel til at sløre eller maskere egne fly for fjenden som til at frembringe falske ekkoer i et angrebsrum, så fjenden tvinges til at bruge tid til at sortere virkelige mål fra falske. Det berettes, at RB-66C og EA-6A fly under angrebsmissioner dækker brede korridorer med CHAFF . Den anvendte CHAFF-type er tynde metalliserede glasfibre (såkaldt »englehår«), der har længere faldtid og kun fylder halvt så meget for samme ekkostørrelse som aluminium strimmel-CHAFF. CHAFF-spredeudstyret er normalt af elektromekanisk type bestående af CHAFF-magasin og udkastermekanisme; men nyere systemer, hvor CHAFF-pakkerne skydes ud af hver sin lille sprængladning, kræver mindre plads og anses derfor for bedre egnede til taktiske fly.

»Standoff ECM« missionerne viste sig snart meget effektive, og efterhånden fløj bomberpiloterne kun nødigt over Nordvietnam uden ECM-støtte. ECM-støtten giver piloterne større sikkerhed og derved bedre tid til målobservation og sigte, og flyene kan flyve i større højder, hvor faren fra let luftvæmsartilleri er mindre. Man kan ligefrem se virkningen af jammingen, berettes det, thi inden jammingens indsættelse ydes velrettet, koncentreret ild fra SAM -stillinger og luftvæmsartilleri, men så snart jammingen slås til, bliver skydningen upræcis og spredt i alle retninger. I desperation så nordvietnameserne sig undertiden nødsaget til at lade luftværnsartilleriet skyde spærreild i håb om, at den resulterende »mur« af ild dog ville have nogen effekt. De fleste »standoff ECM« missioner flyves i 30.000—10.000' højde, hvor flyene er udenfor konventionelt luftværnsartilleris rækkevidde, men udsat for SAMs, hvis maximale højde er o. 60.000'. Normalt holdes flyene derfor udenfor kendte SAM-områder og flyver over f. eks. Tonkinbugten eller Laos, men undertiden udsættes de alligevel for angreb. Mod en ECM-mission affyredes således 7 SAMs, dog uden nogen træffere. I starten blev ECM-missioner ofte flø jet uden jagereskorte, men nu flyves næsten alle missionerne under eskorte eller »Combat Air Patrol« dækning af F-4B eller F-4C PHANTOM fly fra Sydvietnam til beskyttelse mod MIGs.

Amerikanerne liavde også held til at udvikle effektive SAM-undvigemanøvrer bestående af skarpe drej og dyk. Den nærmere karakter af disse manøvrer er ikke frigivet, men under junikrigen i Mellemøsten 1967 anvendte israelerne med licld den fremgangsmåde overfor de ægyptiske GUIDELINE-rakctter at foretage et brat drej imod raketten, når de fik øje på den, og derefter dykke stejlt ned under den. Det viste sig, at raketterne ikke kunne klare en sådan vinkelacceleration og i de fleste tilfælde detonerede et stykke bag flyet. GUIDELINE-rakettens warliead er kun på 288 Ibs, og den har derfor begrænset virkningsradius. Også SHRIKE-m issilet var blevet forbedret noget. Nye udgaver af missilet har mere ECM-modstandsdygtigt målsøgningssystem og bedre »hukommelseskapacitet«, men de er stadig ikke tilfredsstillende hvad angår rækkevidde og nøjagtighed. Amerikanske piloter rapporterer im idlertid, at nordvietnameserne slukker deres radar, såsnart et amerikansk fly tager kurs imod den (hvilket er en forudsætning for, at SHRIKE-m issilet kan få »LOCK« på radaren), og det sluttes herudaf, at SHRIKE-missilet bar haft virkning. Hver bombemission over Nordvietnam ledsages nu normalt af 1-2 USA F F-4C PHANTOM eller US Navy A-4E SKYHAWK udrustet med SHRIKE-missiler.

Nordvietnameserne liavde im idlertid heller ikke ligget på den lade side. I løbet af 1966 udbyggedes det nordvietnamesiske luftforsvarssystem til et omfattende netværk bestående af ca. 50 SAM-batterier med 4-6 affyringsramper liver og med over 200 forberedte stillinger. Herudover fandtes et radarvarslingssystem med over 100 varslingsstationer, og luftvæ rnsartilleriet omfattede mellem 6.000 og 10.000 pjecer med kaliber fra 12,7 mm til 100 mm. Alle 57 mm, 85 mm og 100 mm pjecer var radarstyrede med Sbånd SCR-584 og FIRE CAN ildlederadarer, af hvilke der skønsmæssigt fandtes knap 150 stk. De russiske kanoners og radarers liø je m obilitet var og er en stadig kilde til undren blandt amerikanerne. Størst skade voldte 37 mm og 57 mm kanonerne, der var meget effektive op til 6-8000'. Udover de nævnte våben fandtes i slutningen af 1966 15-20 stk. MIG-21 PFFISHBED -D og 50-75 stk. MIG-17PF FRESCO-D altvejrsjagere. Begge typer opererede under snæver GCI-kontrol fra 6 baser omkring Hanoi og Haiphong. HanoiHaiphong området blev i slutningen af 1966 beskrevet som den hårdeste luftforsvarskoncentration, verden h id til havde set, hårdere end noget af det, de allierede mødte over Tyskland under 2. verdenskrig!

Til trods for den voldsomme intensivering af forsvarsbestræbelserne, der fandt sted i 1966, kunne amerikanerne først og fremmest takket være det nye ECM-m ateriel holde tabene under dem fra 2. verdenskrig og Koreakrigen. Mens amerikanerne i 1965 og begyndelsen af 1966 kun bombede rent militæ re mål samt transportveje og trafikcentrer, udvidede de i juni 1966 krigen til oliedepoter, kraftværker og havneanlæg i Hanois og Haiphongs udkanter, men trods den derved intensiverede lu ftkrig faldt GUIDELINE-systemets træffesandsynlighed til kun 2°/o af de afskudte raketter, et uakceptabelt lavt tal, der må give anledning til alvorlige bekym ringer i Sovjetunionen og den langs række østorienterede og neutrale lande, der har opstillet GUIDELINE-batterier. Det skal i denne forbindelse nævnes, at amerikanerne i sommeren 1966 gennemførte en række forsøg med NIKE-HERCULES systemet, hvor USAF-fly anvendte de undvigemanøvrer og det ECM-udstyr, der havde vist sig effektivt i Nordvietnam. Officielle kommentarer går ud på, at i de fleste tilfæ lde ville flyene være blevet ødelagt.

De amerikanske Anti-SAM missioner var tydeligvis ved at gøre indtryk i Nordvietnam. Nordvietnameserne var blevet meget forsigtige med at trække batterierne frem fra deres skjul i jungleskovene og placere dem i en forberedt stilling. Man ventede på gode skudchancer. Såsnart et SAMbatteri havde skudt, blev det flyttet i skjul eller til en anden stilling ofte over betydelige afstande. Et SAM-batteri under transport er dog også et udsat mål. Batteriet består af et større antal køretøjer, der kun kan bevæge sig langsomt på de nordvietnamesiske veje, og som belaster det krigshærgede og overbelastede trafiknet stærkt. Desuden laver de tunge køretøjer afslørende spor i terrænet. Et GUIDELINE-batteri kræver omkring 6 timers opstillingstid i en forberedt stilling og kan pakkes ned og gøres køreklart igen på 4 timer. Det var lykkedes amerikanske jagerbombere helt at forhindre opstilling af SAMs syd for den 19. breddegrad (den sydligste del af Nordvietnam), hvor bombningerne derfor kunne udføres af B-52 fly, der ikke anvendes mod radarforsvarede mål. I perioden fra sommeren 1966 til sommeren 1967 blev ialt ca. 60 fly nedskudt af SAMs, hvilket med 2 % træffesandsynlighed svarer til ca. 3000 afskudte SAMs (efter amerikanske opgivelser). Im idlertid var en ny metode begyndt at vinde indpas i USA F i 1967: »ECM selfprotection« taktikken, hvor hvert enkelt kampfly medbringer aktivt ECM-udstyr til selvbeskyttelse foruden det tidligere nævnte passive udstyr. ECM-selvbeskyttelse betragtes som en mere flexibel fremgangsmåde end både »support ECM« og »standoff ECM« taktikken. Aktivt selvbeskyttelses ECM-udstyr ophænges externt i »pods« på standardiserede vingestationer, og må derfor ofte medføres på bekostning af extra brændstof eller våben, men metoden bar vist sin værdi i krigen, og er meget populær bos piloterne. Med ECM-udstyret indbygget i »pods« kan det enkelte fly udstyres med en efter missionen afpasset kombination af ECM-udstyr, ligesom ændringer i udstyret lader sig udføre, uden at flyet tages ud af drift. Nye eller ændrede fjendtlige fremgangsmåder og nyt fjendtligt udstyr kan imødegås med tilsvarende nye »pods«.

Allerede i 1965 havde USAF startet udviklingen af »pod« monteret ECM-udstyr til taktiske fly under en såkaldt »Quick Response Contract«, og i sommeren 1966 sendtes de første 50 »pods« til Vietnam til afprøvning. Det var AN/ALQ-71 og -72 NO ISE jammers til henholdsvis S- og C-båndet. Udstyret anvendes på F-105D/F THUNDER CHIEF jagerbombere, der bærer hovedbyrden af bombemissionerne over Nordvietnam fra baser i Thailand, og et større antal USAF-fly er nu modificerede til at medføre aktivt sclvbcskyttelsesudstyr under IRON HAND programmet. En typisk last for et F-105D eller F-105F fly, der skal på bombemission over Nordvietnam, er en SIDEWINDER på den ene yderstation og en IRON HAND ECM-»pod« på den anden. På liver inderstation bæres en 450 gallon extratank og ophængt under kroppen bæres 6 stk. 750 lbs M-117 H E bomber, der er den våbentype, der bar vist sig mest effektiv mod SAM stillingerne. SIDEWINDER-missilet medføres, fordi »Combat A ir Patrols« til dækning af jagerbombere kun sjældent anvendes af hensyn til SAM-faren i de større højder. F-105 flyene må derfor selv kunne forsvare sig mod MIGs. I forbindelse med bombemissionerne flyves dog undertiden »Fighter Sweeps« med F-4C PHANTOM fly for at engagere de nordvietnamesiske MIGs. En bombemission kan typisk udgøres af 4-6 F-105D og F fly, hvor de to sædede F-105F fly ved WILD WEASEL udstyr anvendes som »pathfinders« for de 1-sædede F-105D. H e rtil kommer »Standoff ECM« fly og fly med SHRIKE-missiler til støtte for missionen. »Low level« anflyvning og »POP-UP« taktik benyttes, og efterbrænder er sat til næsten konstant over og nær målet. Ofte angriber flyene SAM stillinger fra hver sin retning og med hver sin dykvinkel, således at nordvietnameserne må forsvare sig hele horisonten rundt. Det forudsætter dog naturligvis omhyggelig »timing« af angrebet.

Også US Navy er i stigende grad svinget over til selvbeskyttelsesmetoden og anvender i stadigt større omfang »pod« monteret ECM-udstyr såsom:

- AN/ALQ -49 og -51 TRACK BREAKER udstyr til henholdsvis C- og S-båndet,

- AN/ALQ -76 NOISE jamming udstyr til såvel C- som S-håndet og

- AN /ALE-29A CHAFF-spredeudstyr

på A-4 SKYHAWK og A-6A INTRUDER fly under bombemissioner over Nordvietnam. Også USAF vil snart have »pod« monteret TRACKBREAKER udstyr til rådighed for sine jagerbombere. Deceptionsudstyr i form af T RACKBREAKERs er særligt velegnet som »selfprotection« udstyr, da det er relativt simpelt at anvende til selvbeskyttelse og kun behøver ringe kraftforsyning, men udstyret kræver omhyggelig tuning efter den fjendtlige radars parametre. NOISE og andre former for transmitteret jamming kræver stor kraftforsyning, som skaffes fra propeldrevne generatorer i næsen på hver ECM-»pod«. Anvendt kombineret har de 2 ECM-typer naturligvis normalt størst effekt. Midt i august 1967 skete der en kraftig stigning i de amerikanske tab til SAMs. Tabstallene steg til det 3-dobbelte af den gennemsnitlige månedlige tabsfrekvens i det foregående års tid til trods for, at der ikke havde fundet yderligere forøgelse i antallet af luftforsvarsvåben sted i Nordvietnam siden 1966; de nordvietnamesiske tab var blot blevet erstattet. Den øgede SAM-aktivitet tilskrives fra amerikansk side delvis, at bombningerne siden maj 1967 var udvidet til de særligt velforsvarede mål i Hanoi-Haiphong cirklen bl. a. MIG-baseme og mål i selve Hanoi by, men der er derudover flere tegn på, at FAN SONG SAM-ildlederadarerne bar fået indbygget ECCM-udstyr til imødegåelse af det amerikanske ECM-udstyr.

Dette er bl. a. frem ført af Pravda, der hævder, at flere amerikanske fly er skudt ned med SAMs i sidste halvdel af 1967 end i hele den foregående periode af krigen. Det sovjetiske forsvarsministeriums avis »Røde Stjerne« hævder desuden, at en ny taktik, der bl. a. indebærer en højere grad af koordination med konventionelt luftvæ rnsartilleri, har forbedret missilernes effektivitet. Det skal bemærkes, at russerne i omtale af militære forhold ofte overdriver, men sjældent kommer med grundløse påstande. Amerikanerne angiver et noget lavere tabstal end russerne og hævder, at de øgede tab modsvares af et tilsvarende stort antal SAMs affyret, så missilernes træffesandsynlighed stadig kun er 2 % bortset fra december 1967, hvor monsunvejret var særligt fordelagtigt for de nordvietnamesiske SAM-folk. Under alle omstændigheder har begivenhederne bevirket, at behovet for nyt og bedre ECM-udstyr nu synes lige så akut som i 1965. Nordvietnameserne har i anvendelsen af deres luftforsvarssystem vist stor opfindsomhed og improvisationstalent og stadig stillet angriberne overfor nye problemer. Udover allerede nævnte forhold som udstrakt udnyttelse af mobilitet, camouflage, dummystillinger og forberedte SAMstillinger, samt brug af radardisciplin og deception mod SHRIKE-missilerne, har følgende fremgangsmåder med held været anvendt i den seneste tid:

- O pstilling af luftværnsfælder. Når nordvietnameserne f. eks. ved, at et SAM-batteri er opdaget, og en anti-SAM mission sandsynligvis vil følge, placeres koncentreret let luftvæm sartilleri ad den sandsynlige anflyvningsrute. Mange piloter føler, at hvis de er nødt til at flyve mod samme mål 2 dage i træk, bliver det næsten selvmordsflyvning den anden dag. Opstillingen af sådanne fælder lettes ydermere ved det begrænsede antal mål, der er frigivet til bombning. Nordvietnameserne kan ofte på forhånd regne ud hvilke mål, der bliver de næste, og de træffer naturligvis deres forsvarsforanstaltninger.

- Luftværnsfælder opstilles også ved at anvende C-bånd radarer som lokkeduer for de amerikanske radarmålsøgningssystemer. Når de amerikanske fly »homer« mod lokkeduen, får de en varm modtagelse af det opstillede luftværnsartilleri.

- Nordvietnameserne »spoofer« det amerikanske AN /APR-26 SAM-affyringsadvarselssystem med falske L-bånd signaler, der trigger advarselssystemet og får bomberpiloteme til at smide deres bombelast og foretage undvigelsesmanøvrer.

- SAM-batterierne fødes med varslingsinformationer, så SAM-søgeradarernes sendetid kan begrænses eller helt elimineres for at modvirke amerikansk ELINT - og ECM-virksomhed.

- Ved at holde streng radardisciplin med ildlederadarerne, der ofte kun tilsluttes i korte glim t og først giver »track« umiddelbart inden ildåbning kan finde sted, vanskeliggøres ligeledes fjendtlig ELINT - og ECM-virksomhed. I visse tilfælde synes affyring endog at have fundet sted, inden radaren havde »track« på målet.

- Nordvietnameserne anvender i meget stor udstrækning sandsække, jordvolde og beton til dækning af luftvæmsartilleri- og SAM-stillinger mod sprængstykker og kanonild. Feltmæssigt udførte dækningsvolde er ikke sjældent af 8-10 meters højde og er ofte så effektive, at amerikanske fly på »SAM-supprcssion flights« af tidsmæssige og økonomiske grunde nøjes med at søge at holde betjeningspersonellet i dækning med kanonild og anti-personel »cluster« bomber istedet for at søge at ødelægge radarer og våben.

- Ved at bolde streng ilddisciplin med konventionelle luftværnsvåben øges præcisionen, forbruget af ammunition begrænses, og faren for at røbe sig nedsættes. Med let luftvæ rnsartilleri åbnes først ild , når skytterne kan se de amerikanske flys nationalitetsmærker. En SAM-stilling dækkes normalt af et stort antal konventionelle luftværnsvåben på en sådan måde, at hver enhed kun åbner ild indenfor bestemte på forhånd tildelte zoner eller højdeområder, som luftrummet over SAM-stillingen er opdelt i.

- Luftvæmsartillerigranaterne indstilles til at detonere i netop de højder, som nordvietnameserne erfaringsmæssigt ved er de hyppigst anvendte »pop-up« højder.

- I visse områder vises så kraftig radaraktivitet, at bombeflyene vælger andre ruter til og fra deres mål. På disse ruter holdes så MIGs klar til indsættelse. Når amerikanske jagerbombere møder  MIG-fly over Nordvietnam, indlader de sig kun nødigt i kamp, med mindre de er over 5000'. I stedet slipper de deres bombelast og stikker af. Hermed har MIG-piloterne som oftest opnået, hvad de ville.

Krigen over Nordvietnam har vist en karakteristisk egenskab ved elektronisk krigsførelse; den er en stadig skiften mellem egne foranstaltninger, fjendens modforanstaltninger, egne mod-modforanstaltninger o.s.v. I elektronisk krigsførelse gives ingen langtidsløsninger og ingen endelige »black boxes«. Det gælder ikke blot hvad angår det til rådighed værende materiel, men også anvendelsen af det. Begge dele må hele tiden vedligeholdes og tilpasses kampens skiftende vilkår, for at initiativet kan bevares, og tabene boldes nede. Selv om alt nødvendigt udstyr er til rådighed og fungerer upåklageligt (hvilket ikke altid er tilfæ ldet), spiller mange faktorer ind:

- Den anvendte taktik, »Standoff ECM«, »ECM Selfprotection« eller »Support ECM« eller kombinationer af disse.

- Den anvendte formationstype. Placeringen af »support ECM«-fly i formationen kan eksempelvis variere i forskellige stadier af en mission og kan kollidere med andre hensyn. F. eks. kan flyene ved at holde en ganske bestemt afstand til hinanden forhindre, at ildlcdelsradarer låser på et bestemt fly, men i stedet springer mellem flere fly i formationen, hvorved skydningen bliver upræcis.

- Det tidspunkt, hvor ECM-udstyret sluttes til og slukkes ned.

- Piloternes og ECM-opcratørernes dygtighed til at udnytte udstyret.

- Forskellen mellem flyets kurs og retningen til den fjendtlige radar, idet ECM-effekten er størst, når ECM-senderen peger lige mod radaren.

- Afstanden mellem ECM-sender og radar.

For CHAFFs vedkommende spiller yderligere en række forhold ind som for eksempel:

- Om CHAFFen skal benyttes til maskering (jamming) eller vildledning (deception).

- Eventuel brug af »Delayed Opening Chaff« (DOC), der først spredes et stykke tid efter udkastningen.

- Den ønskede faldhastighed og dermed CHAFF-virkningens varighed. Faldhastigheden bestemmes af den anvendte CHAFFtype.

For at træne disse ting under realistiske forhold er såvel USAF som US Navy ved at opbygge træningscentrer for elektronisk krigsførelse i USA. Sådanne centrer, der er omhyggeligt afspærrede for fjendtlig ELINT - virksomlied, skal bl. a. råde over kopier af nordvietnamesiske SCR-584, FIRECAN og FAN SONG-E ildlcderadarer, der kan flyttes rundt i terrænet, så piloterne kan trænes i radarlokalisering og ECM-teknik. Desuden kan effektiviteten af nye angrebsformer og nyt ECM-udstyr undersøges. E t stort antal programmer er igang for at skaffe bedre ECM-udstyr til krigsskuepladsen. Fremkomst af nye, h id til ukendte ECM-form er er dog næppe at forvente, dertil er de tekniske muligheder for velkendte, men det nu anvendte udstyr blev udviklet og sat i produktion i hast, og det har adskillige ulemper.

Nyt passivt ECM-udstyr, der er på vej, er mere modstandsdygtigt overfor fjendtlig jamming og deception. Nye radarmålsøgningssystemer er beregnet til ved triangulering mellem 2 fly at kunne give afstand til den fjendtlige radar, og nyt SAM-affyringsadvarselsudstyr giver også retningen til SAM-affyringerne. Det nye taktiske fly, F-111A, der havde debut på krigsskuepladsen i marts 1968, og som med tiden skal supplere og erstatte den svindende styrke af F-105 fly i USAFs taktiske flystyrker, er bl. a. udstyret med et nyt bagudrettet missiladvarselssystem, der detekterer anflyvende AAM s og SAMs varmeudstråling. I nye panoramiske ECM-modtagere til ELINT - og ECM-fly er analysetiden for ukendte RF-signaler nedsat til få sekunder imod 3 minutter i det udstyr, der anvendes nu.

Nyt aktivt ECM-udstyr v il have større sendestyrke og hurtigere reaktion og derved større effektivitet overfor radarer med mulighed for hurtigt frekvensskifte og frekvenshop, og de propeldrevne generatorer til ECM- »pods« kan nu yde op til 40 kW . En afløser for SHRIKE vil gå i tjeneste i 1968 under betegnelsen AGM-78A STANDARD ARM . Den har 25-30 km rækkevidde og bedre ECM-diskriminationsevne end SHR IKE . Vi kan naturligvis ikke på grundlag af begivenhederne i Nordvietnam sige, hvorledes et angreb på Danmark vil forme sig. Dels bliver amerikanske våben næppe vendt mod Danmark i en overskuelig frem tid, og dels har krigsførelsens betingelser hele tiden været ret særprægede. Krigen har fået lov at eskalere fra en svag start i 1965 til 1. ap ril 1968, hvor en nedtrapning tilsyneladende indledtes, og mange politisk betonede hensyn har lagt og lægger restriktioner på krigsførelsen. Terræn, vegetation og geografiske og klimatiske forhold er også med til at give krigen et særpræg. Men luftkrigen har alligevel givet erfaringer af utvivlsom generel karakter.

Da krigen startede, var hverken amerikanerne eller nordvietnameserne forberedt til den moderne, elektronisk betonede form for luftkrig, der skulle føres. Men begge parter fik tid til at tilpasse sig. Nu hvor erfaringerne er gjort og for en stor del findes tilgængelige, er der ingen undskyldning for ikke at være forberedt, materielmæssigt som træningsmæssigt. En konflikt i denne del af verden vil næppe give den ene part tid og mulighed for tilpasning, hvis den anden part anvender elektronisk krigsførelse i fuldt omfang, og det er givet, at f. eks. Sovjetunionen, der har en træningsmission på omkring 1000 mand i Nordvietnam, holder begivenhederne under skarpest mulig observation. Tidligere tiders krigsbegivenheder har jo med tilstrækkelig tydelighed vidst, at den part, der bedst forstår karakteren af den udvikling, der konstant finder sted indenfor krigskunsten i takt med den tekniske udvikling, og som kan udnytte denne viden rigtigt, vil have en betydelig fordel den dag, en konflikt bryder ud. 

J. C. M. Probst

Kildehenvisning:

The Institute of Strategic Studies, London: »77te Military Balance 65/66, 66/67, 67/68*.

Forsvarets Forskningsanstalt, Stockholm, 1967: »Telekrigforing*.

Robert J. Schlesinger, New Jersey, 1961: •Principles of Electronic Warfare*.

Philip J. Klass: »Avionics Fights Its Own Silent War* (Aviation Week & Space Technology 18. nov. og 25. nov. 1957).

Barry Miller: »Studies Seek Improved ASM Guidance« (A .W . & S. T . 6. dec. 1965).

C. M . Planner: >SAMs Spur Changes in Combat Tactics« (A. W. & S. T. 24. jan. 1966).

Cecil Brownlow: »Limited War Problems Challenge Industry« (A. W. & S. T. 14. mar. 1966) .

Cecil Brownlow: »Airpower Gives US . Edge in Vietnam W ar« (A. W. & S. T. 9. jan. 1967) .

Cecil Brownlow: »USAF Boosts North Viet EC M Jammings (A. W. & S. T. 6. feb. 1967).

Barry Miller: »Electronic Warfare Gains Key Viet Roles (A. W. & S. T. 1. jan. 1968).

Barry Miller: »Major Role in Electronic Air War Earned by Radar Chaffs (A. W. & S. T. 11. mar. 1968).

William Green: »'Che World Guide to Combat Planess, London, 1966. Air Farce/Space Digest, maj 1967: »A Gallery of Missiles and Space Weaponss. Herudover mange korte meddelelser i tidsskrifteme: Aviation Week & Space Technology, Soldat und Technik og Flight International.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon erfaringer.fra_.luftkrigen.over_.nordvietnam.pdf

Litteraturliste

Del: