Er terrorisme en ny form for krigsførelse?

Nogle overvejelser i tilknytning til Clausewitz
I den af USA udråbte ”War against Terror” har et centralt kritikpunkt været, at den i for høj grad (eller så godt som udelukkende) bliver udkæmpet med militære og næsten ikke med politimæssige midler. Der bliver til stadighed fra anden side hævdet, at en krig mod terrorisme, som kun gennemføres med militære midler, ikke kan vindes. Denne kritik passer imidlertid kun, såfremt man kan gå ud fra, at terrorismen følger de erfaringer og det mønster, som har kendetegnet den internationale terrorisme i det 19. og 20. århundrede. Til forskel fra den normalt antagne forestilling, som går ud fra førnævnte tese, vil jeg antage, at der er foregået en strategisk forvandling af de terroristiske aktører, som, indtil videre, generelt kun er blevet taget til efterretning i helt utilstrækkelig grad. Fra det 19. århundrede helt ind i 80’erne i det 20. århundrede var terrorangrebene og attentater i det store og hele underordnede taktiske elementer i en omfattende politisk og militær strategi. Med relativt beskedne midler og kræfter blev forudsætninger her skabt for det næste skridt i en politisk og militær eskalationsdynamik, hvis endemål var folkeopstanden hhv. revolutionen. Parallel til fremkomsten af flere og flere mediesystemer blev de terroristiske angreb til et middel, som skulle skabe opmærksomhed om politiske mål af enhver art. Dette lader til at have ændret sig grundlæggende indenfor de seneste 10 til 20 år. Terrorismen har forvandlet sig til at være sin egen strategi, den er altså blevet en form for anvendelse af vold, som hævdes at forfølge sine egne mål, og ikke bare som et forstadium til opnåelse af disse mål. Den kan altså, jf. Clausewitz, gøres til genstand for en undersøgelse af, hvad terroristerne vil opnå gennem en terrorkrig, og der gives sågar svar på spørgsmålet, hvad der skal opnås med krigen. I den efterfølgende tese, som endnu er under udvikling, er terrorisme således en form for krigsførelse under den asymmetriske konflikts betingelser, og som følge heraf er terrorismen blevet til en politisk-militær strategi. Denne transformation passer helt sikkert ikke på alle tilfælde, fordi der stadig findes den ”klassiske terrorisme” f.eks. i Nordirland, i Baskerlandet osv. Men i forbindelse med de seneste former af international terrorisme, kan man sandsynligvis gå ud fra, at der sket en grundlæggende forvandling. Efterfølgende vil jeg – for det første – skitsere de klassiske former af terrorismen, dernæst vil jeg – i anden del – sige noget om de asymmetriske konflikter og krige. For det tredje vil jeg rekapitulere den clausewitzianske definition af krigen, og derefter – for det fjerde – vil jeg iagttage de nye former for terrorisme. For det femte vil jeg afslutningsvis kaste et kort blik på mulige modstrategier. I den forbindelse står Clausewitz i centrum af mine overvejelser, også selvom jeg af mangel på tid ikke kan gå så indgående ind på ham, som jeg egentlig gerne ville.

 

I.
Set i perspektivet af nyere europæisk tid er terrorismen et barn af det sene 19. århundrede. Politisk og moralsk højt motiverede aktører brugte terrorisme mod repressive magtsystemer, som en slags ”handlingens propaganda” eksempelvis mod den russiske zars autokrati. Selvom de styrkemæssigt var svage, ville de afskrække de repressive organer og accentuere mulighederne for modstand. De forbandt hermed en forventning om en voksende støtte til deres attentater fra folket, især bønderne, som kunne styrte det bestående regime gennem en folkeopstand eller revolution. Under anarkistisk fortegn fandt dette koncept sin udbredelse først og fremmest i Mellem– og Vesteuropa.

Terrorisme er navnlig en kommunikationsform, hvilket vil sige en anvendelse af fysisk vold mhp. at fastslå en pointe. Oplysningens vigtigste adressat var den ”indforståede interesserede tredjepart.” I den socialrevolutionære terrorisme drejede det sig om proletariatet, dvs. samfundets marginaliserede, eller om befolkningerne i den tredje verden etc. I den etno–separatistiske hhv. nationalrevolutionære terrorisme fremstår tredjeparten som flertallet på baggrund af hhv. etniske, nationale eller også religiøse grupper, der bekender sig til en anden konfession, og som angiveligt eller rent faktisk er mindretal eller undertrykte uden indflydelse i den region, hvor terrorgrupperne er aktive. Således optræder terrorgrupperne i den ”klassiske terrorisme” med fordring på at agere for flertallet, og dermed forstår de et flertal, som ikke selv er i stand til at artikulere sig på tilfredsstillende måde politisk. Gennem disse politiske overvejelser indsnævrer målgruppen af ofre sig principielt og nødvendiggør dermed en præcis udvælgelse af angrebsmål. Derfor er bomber og håndvåben terroristernes typiske våben. Under sådanne ideologiske forudsætninger var en indsættelse af masseødelæggelsesvåben i alt væsentligt udelukket.

Attentaterne blev i reglen efterfulgt af en bekendelsesskrivelse, i hvilken den ”underforståede interesserede tredjepart” blev forklaret formål og mål med aktionen, og hvor der blev bejlet om forståelse. Samtidigt skulle der gennem de terroristiske anslag fremprovokeres en massiv modreaktion fra ordensmagten, gennem hvilken den selv kom til at bestride sin politiske legitimitet. Et påstået liberalt regime skulle demaskeres som et i virkeligheden ikke-liberalt samfund, og en politisk orden, som beroede på, at regimet åbent skulle bringes til at vise, at det undertrykkede bestemte grupper osv. I kampen mod terrorismen, således kalkulerer terroristen, ødelægger ordensmagten selv sin legitime facade og bekræfter dermed de beskyldninger, som den terroristiske ideologi fremsætter mod systemet. Ved siden af denne ægte politiske terrorisme findes der også en militær terrorisme, der kan forstås, som en forløber for eller et tilbagegreb på partisankrig, og som – i omvendt rækkefølge – også er blevet brugt som en form for partisanbekæmpelse. Gennem systematisk fremkaldelse af skræk skabes forudsætningerne for en påbegyndelse af partisankrig eller en undertrykkelse af samme. Hvorvidt dette kan lykkes eller vil mislykkes afhænger i afgørende grad af befolkningens offervilje. Partisantaktikken kan kun lykkes, hvor man kunne opnå en vedholdende støtte fra befolkningen, og denne støtte har næsten altid været kendetegnet ved store lidelser over længere tidsforløb.

I alle tilfælde er terrorismen et taktisk element i rammen af en omfattende anlagt hhv. politisk eller militær strategi. Terrorismen har en funktion som start– eller påstigningsfunktion, hvor succes eller fiasko bestemmes af, hvorvidt handlingens budskab ”bliver kendt.”

Ikke desto mindre er terrorismens historie ikke ubetinget en succeshistorie. Den terroristiske taktik har for det meste fejlet, når det ikke netop har drejet sig om antiimperiale hhv. antikoloniale krige. Dvs. den anlagte taktik har ikke opfyldt den tiltænkte opgave i rammen af en omfattende anlagt politisk eller militær strategi. Det har ikke mindst med det faktum at gøre, at modstanderen råder over en række reaktionsmuligheder, med hvilke han kan slå kontra hhv. dementere terroristernes ”budskab.”

II.
De symmetriske kriges epoke, som i over trehundrede år prægede den nyere tid i Europa, synes definitivt at være afsluttet. Øst–vestkonflikten, som indtil midten af 80’erne bestemte den verdenspolitiske konstellation, var den sidste symmetriske konflikt. Siden da har USA opnået en militær styrke, som ikke kan sammenlignes med nogen anden magt. Der er ikke udsigt til at der vil opstå en ny symmetri. Nutidens konflikter er, så snart de opfattes som militære konflikter, i det væsentlige asymmetriske, og det vil ikke ændre sig i overskuelig fremtid. Asymmetriske krige hhv. konflikter kendetegner sig ikke så meget gennem uligheden mellem styrkeforholdene som gennem disses principielle ulighed. Det er ikke forskellen på det kvantitative styrkeforhold, men de kvalitative forskelle, der konstituerer det asymmetriske styrkeforhold. Udslagsgivende for styrkernes lighed eller ulighed er rekrutteringen af personel, udformningen af deres uddannelse og især typen af bevæbning. Set i et verdenshistorisk perspektiv er symmetriske konfliktkonstellationer langt mere sjældne end de asymmetriske. De store riger har i deres randområder for meste ført asymmetriske krige f.eks. babylonier og assyrere samt briter og amerikanere.

Asymmetriske konflikter kan dermed adskilles i en asymmetri gennem styrke og en asymmetri gennem svaghed. I regelen besad imperierne en asymmetrisk styrke, hvorimod de udefra kommende ”barbariske nomader” befandt i rollen som den asymmetrisk svage part. Det var for den asymmetrisk overlegne part indledningsvis en overordentlig gunstig konstellation. Han er således i stand til at gennemføre en militær konfrontation sejrrigt med få egne tab, gennem en overlegen kamptaktik og evnen til at koordinere operationerne strategisk, ved anvendelse af kanoner og maskingeværer, som modstanderen ikke rådede over, og som han ikke kunne stille noget op imod, gennem beherskelse af luftrummet etc. formåede den stærke part at holde sine tab lave og tilføje modstanderen tilsvarende høje tab. Dette er den asymmetrisk svage part værgeløst udsat for, indtil det enten lykkes at omorganisere og bevæbne egne styrker, således at de kan matche den stærke part. Den svage part kan også vælge at forvandle svagheden til en styrke og finde modstanderens svage punkter. Den svage parts strategiske kreativitet består i en accelererende læreproces, som ikke går ud på at imitere modstanderens kampmåde, men går ud på at definere krigens form og våbnenes udformning på en ny måde. Hvilket vil sige, at man ikke forsøger at genoprette symmetrien mellem parterne, men den svage part udnytter systematisk det asymmetriske styrkeforhold, således at den stærke part fejler og går til grunde på sin egen styrke. Partisankrigen er den klassiske form for asymmetri som selvstændig strategisk form. I stedet for afgørelsesslaget, som den svage part i asymmetrien ikke har nogen som helst chance for at vinde, træder den langsomme åreladning af modstanderen. I stedet for at koncentrere sine kræfter i tid og rum sker der en udvidelse af kamppladsen i rummet og en udvidelse af krigen i tid. Clausewitz beskrev ofte slaget som et uvejr, folkets krig som tåge, hvor han godt nok tilføjede, at det kunne komme til en samling af tordenskyer i ny og næ, fra hvilke der kunne komme en lynstråle. Mao Tse-tung talte om en langtrukken krig. Raymond Aron har præget læresætningen, at partisanerne vinder, når de ikke taber, og de regulære styrker taber, når de ikke vinder. Aron anskueliggjorde dermed en succesrig krigs asymmetri set fra den svages synspunkt.

Asymmetrien i den lille krig, dvs. partisankrigen, har ikke desto mindre to forudsætninger for at kunne udvikle en selvstændig strategi, som leder til målet: for det første er partisankrigen i alt væsentligt defensiv, og for det andet forudsætte den, at befolkningen er klar til at yde store ofre. Begge dele begrænser mulighederne for krigens asymmetri. Dette har ændret sig med de nye former for terrorisme. Den internationale terrorisme er offensiv og i alt væsentligt uafhængig af støtte fra befolkningen i de områder, som den stammer fra. En systematisk udnyttelse af den angrebne parts civile infrastruktur er trådt i stedet for støtte fra egen befolkning. Angrebene den 11/9 er det hidtil mest dramatiske eksempel herpå.

III.
Som regel bliver det ved den stadige gentagelse af Clausewitz’ epigram – nemlig definitionen af krigen som fortsættelse af politikken med andre midler – overset, at Clausewitz også har betegnet krigen som ”en sand kamæleon.” Det, Clausewitz vil sige hermed, er, at krigen ikke kan forstås gennem sit typepræg, men kun kan forstås teoretisk gennem dybereliggende kendetegn. Disse kendetegn ligger imidlertid ikke til åben beskuelse. Krigen forstået som ”kamæleon” forandrer altså sit udseende alt efter de ydre betingelser. Den tilpasser sig hele tiden betingelserne i en politisk såvel som socioøkonomisk omverden. Dette er en vigtig og hyppig overset henvisning for alle, der arbejder med en snæver betydning af krigsbegrebet, f.eks. Martin van Creveld, som går ud fra, at Clausewitz principielt identificerede krigen med statskrigene. Det gjorde han ganske vist også i sine historiske eksempler, men ikke i sin analytiske definition af krigen. Således koncentrerede Martin van Creveld sig udelukkende på Clausewitz’ historiske eksempler, når han talte om treenigheden af folk, regering og hær, begreber som er essentielle områder for Clausewitz, men som ikke længere forefindes i de seneste low intensity conflicts. Derfor, konkluderede Creveld, var Clausewitz forældet. Havde Creveld gjort sig den ulejlighed at underkaste Om Krigs 1. bogs 1. kapitels slutning en nærmere undersøgelse, ville hans bedømmelse nok have været en smule mere differentieret. Clausewitz taler her om krigens ”forunderlige treenighed,” som for ham består af de oprindelige elementer i krigen, hvilket vil sige had og fjendskab, som anses for at være en blind naturkraft, endvidere består den af sandsynligheder og tilfælde, som udgør krigens fri sjælsaktivitet, og til sidst bliver den gennem sin natur et politisk værktøj, et begreb, som hjemfalder til den rene forstand.– Når vi oversætter disse begreber ”naturdrift – fri sjælsaktivitet – ren forstand” stammende fra Kant til et nutidigt sprog, så kunne de lyde: Vold – strategisk kreativitet – politisk rationalitet. Med hensyn til vort spørgsmål om betydningen af terrorismen i asymmetriske konflikter er mellemleddet, den strategiske kreativitet, det vigtigste. Det er nøglen til forståelse af asymmetrien i krigen. Det er det område, hvor Clausewitz’ analyse afdækker den stærkes svaghed og omdefinerer forvandlingen af militær og politisk svaghed til den svages styrke, den svage bestemmer, hvilke våben, der kan anvendes, og på hvilken skueplads krigen skal føres. Den kreativitet, med hvilken terrorismens strateger har indsat krigens asymmetri som modspil til USA’s asymmetriske overlegenhed, skal søges deri, at terroristerne ikke har tilstræbt en konfrontation med USA’s højtudviklede militærapparat, men de har angrebet landets ”infrastrukturelle bagland.” Hvad der fra den asymmetrisk stærke parts side synes at være en ”barbarisk handling” og en forbrydelse, er fra den asymmetrisk svages synspunkt den eneste chance at gennemtvinge sin politiske vilje med vold. Det, vi her kan iagttage, er krigens transformation mhp. at imødese forandrede politiske og økonomiske betingelser: Våbenteknologiens fordyrelse har siden det 16./17. århundrede gjort krigen til instrument for de store og rige stater; ved forvandlingen af terrorismen fra et taktisk element til terrorkrigens strategi er denne igen blevet til et middel med hvilket også de svage og fattige kan gennemtvinge deres (politiske) vilje. Og det er den egentlige sikkerhedspolitiske udfordring for det 21. århundrede.

IV.
En af de klassiske, hvis ikke den klassiske form for asymmetrisk krigsførelse, er ødelæggelsen af fjendtligt territorium. Det drejer sig om tilføjelse af økonomisk skade, som hele tiden kan øges, og gennem denne trussel skal modstanderen påtvinges vores vilje. Den klassiske form af denne krigsførelse var ødelæggelse af høsten, afbrænding af landsbyer, ødelæggelse af vinstokke og oliventræer, det sidste var i antikken ikke uden grund en krigsforbrydelse. Til forskel fra symmetrisk krigsførelse, som hviler på den umiddelbare konfrontation mellem modstående militære kræfter, ødelæggelse af infrastrukturen går derimod ikke ud på at ødelægge modstanderens hær, men bliver gennemført netop der, hvor disse ikke befinder sig. Det kan ikke komme til et afgørelsesslag, da den ene part hele tiden forsøger at unddrage sig dette. Tilintetgørelseskrige bliver ført med det formål, at tilføje modparten en skade, som denne ikke længere kan eller vil bære. Altså giver han efterfølgende op og resignerer politisk.

Terrorismen, som selvstændig strategi i den her skitserede form, er en moderne variant af disse tilintetgørelseskrige, som tilpasser sig moderne, højt komplekse, netværksbaserede samfund. Den opfanger ikke modstanderens pansrede næve, dvs. dens militære angreb, dels ville den ikke være i stand til dette, dels ville den lide et sikkert nederlag. I stedet angriber den umiddelbart modstanderens moralske kraft, dvs. den sigter på modstanderens moralske vilje. Viljen til at besidde en politisk vilje. Clausewitz definerede slaget, som en test i forholdet mellem de moralske og fysiske kræfter med hjælp fra sidstnævnte, således kan den nyeste form for terrorisme begribes som en kamp mellem moralske under udelukkelse af de fysiske kræfter. En antagelig højere moralsk kraft bliver stillet overfor en fysisk overlegenhed, som ikke kan modsvares. Et symbol og udtryk for dette er selvmordsterrorister. I lyset af disse overvejelser bliver det også tydeligt, hvilket mål attentaterne 11. september 2001 var rettet imod. Næppe mod de personer, som på det tidspunkt opholdt sig i World Trade Center eller Pentagon. Snarere mod bygningerne som symbol på Amerikas økonomiske såvel som det militære verdensherredømme. I hvert fald mod ”foretagsomhedens fantasi,” altså imod den skrøbelige sammensætning af et højt kompliceret moderne kapitalistisk samfund og dettes børsnoteringer og aktiekurser. Samfundets akilleshæl skal nemlig findes her, hvor det er sårbart, og hvor det hverken kan beskytte sig på en overbevisende måde eller over længere tid. På dette område kan samfundet tilføjes en økonomisk omfattende skade, og netop på dette sted træder terrorkrigen ind på scenen som den moderne tilintetgørelseskrig.

Desuden har terrorkrigen skabt et sikkerhedsbehov for turister i fm. terroristiske angreb på turistmål, som set i Djerba, på Bali og i Mombasa. Disse angreb tjener det formål at udbrede skræk og rædsel på turistdestinationer over en længere periode. Turismens sammenbrud i bestemte regioner har til formål at destabilisere områder, som lever af turisme, og fremprovokere de provestlige regeringers fald. Det drejer sig her om væsentligt mere end blot en appel til den ”interesserede tredjepart,” eller om at skræmme de, der tilhører et repressionsapparat. Det drejer som om at opnå økonomiske virkninger, gennem hvilke en politisk vilje knækkes eller bringes til resignation. Hvis begrebet ”krig” overhovedet kan have en mening, så er der her tale om regelret krig. Det er den slags krig, som er målrettet imod at ødelægge samfundets moderne psykiske infrastruktur.

V.
Hvordan ser modstrategier mod denne i højeste grad farlige, uberegnelige som ubegribelige trussel så ud? Åbenbar er en klassisk konfrontation med bevæbnede styrker på begge sider, som den fandt sted under æraen for symmetriske krige, her utænkelig. Måske slet og ret umulig. De terroristiske aktørers succesmuligheder ligger netop deri, at det ikke kommer til en sådan konfrontation. For at undgå en sådan betjener terroristerne sig af hemmelighedskræmmeri. De kæmper i det skjulte, og de kan ikke erkendes af den angrebne modstander, og de kan på denne måde selv bestemme art, sted og tidspunkt for angrebene. Enhver strategi rettet mod terroristerne har som endemål at indskrænke deres muligheder uanset om disse er af politisk eller militær art, for dermed at dermed formindske chancen for at gennemtrumfe deres politiske vilje.

De terroristiske aktørers svage punkt er for dem den elementære forbindelse mellem hemmelighedskræmmeri og operationsmuligheder. For at sikre denne må de råde over baser og tilbagetrækningsområder, hvor de kan uddanne deres folk og oprette forbindelser mellem de spredt opererende grupper. Disse baser og områder ligger næsten alle sammen i regioner, hvor den herskende statsmagt er brudt sammen eller i det mindste er så svag, at den ikke kan opretholde et kontinuerligt pres overfor terrorgrupperne. I nogle tilfælde må man også gå ud fra, at intakte stater hemmeligt understøtter terrorgrupper for på denne måde at udvide deres begrænsede indflydelse på den internationale politik ud over, hvad statens ressourcer ellers normalt ville have tilsagt. Den amerikanske administration har kaldt disse stater slyngelstater. Uden tvivl lever den internationale terrorisme, ud fra hvad vi ved i dag, dog ikke af ressourcer og støtte fra egentlige stater, men fra samfund, som ikke opfylder definitionen på et statssamfund.

Hvis jeg har ret, kan man for tiden skelne mellem to former for terrorismebekæmpelse. En europæisk, som er målrettet imod en eksport af statsbegrebet og skabelse af stabilitet i regionerne, hvor terroristerne har deres baser og tilbagetrækningsområder. Samt en amerikansk strategi, som gennem kontinuerlige angreb forsøger at stresse modstanderen, således at han stadig kan ramme sekundære mål, men ikke vil være i stand til at ramme mål som Washington og New York. Den europæiske modstrategi stiler imod, ved genetablering af stater i disse regioner, som er sønderrevne mellem stammesamfund og globalisering, at forvandle bekæmpelse af terrorisme til et politianliggende. Den amerikanske strategi går derimod ud fra, at dette enten ikke er muligt eller for dyrt i længden, og der satses på en længerevarende militær bekæmpelse af den internationale terrorisme. Mens militæret i den europæiske modstrategi kun har en sidefunktion og tilmed tiltænkt en så at sige begrænset interimistisk funktion, så er militæret sammen med efterretningstjenesterne i den amerikanske modstrategi tiltænkt en hovedrolle. Jf. denne skal de terroristiske grupper angribes med alle midler for at begrænse disses operationsmuligheder og holde dem beskæftiget med kampen for at overleve. Det er imidlertid sandsynligt, at denne form for bekæmpelse af terrorisme vil tilføre terrorgrupperne nye medlemmer og ny støtte. Man kan derfor ikke forvente en afgørende sejr over terrorismen gennem denne strategi. Ikke desto mindre kan den vise sig at være den europæiske overlegen, for så vidt som den på længere sigt kun kan gennemføres ved en voldsom anvendelse af ressourcer. At sikre statslig orden på globalt plan overstiger sikkert OECD-fællesskabets formåen såvel finansielt som personalemæssigt, hvorfor man kan gå ud fra, at den amerikanske strategi, som går ud på at trække de nye ”imperiale grænser for barbarisme” vil bestemme krigens forløb i det 21. århundrede.

Af professor dr. Herfried Münkler konfliktforsker ved Humboldt–Universitet i Berlin [oversat med forfatterens tilladelse af major Claus E. Andersen]

 

Bemærkninger: Jeg (Herfried Münkler) har udviklet ovenstående tanker mere grundigt i Über den Krieg. Stationen der Kriegsgeschichte im Spiegel ihrer theoretischen Reflexion, Weilerswist 2002 (Velbrück)

og Die neuen Kriege, Reinbek ved Hamburg 2002 (Rowohlt) yderligere med litteraturhenvisninger. [Se anmeldelse af Die neuen Kriege i MT 2/2004, side 426–428 – oversætteren].

Henvisning: Indlægget blev oprindeligt foredraget i CLAUSEWITZ-GESELLSCHAFT E.V. Udgivet i BERLINER COLLOQUIUM 2003

Eine gemeinsame Veranstaltung mit der Bundesakademie für Sicherheitspolitik

„Kampf gegen den Terrorismus.“

„Internationale Herausforderung und nationale Sicherheitsvorsorge.“

Schriftenreihe, Heft 4

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.3_2004.pdf

Litteraturliste

Del: