Er spildtid et nødvendigt onde?

Major (R) P. Quist Nielsen ved Forsvarets Oplysnings- og Velfærds- tjeneste behandler her påstanden om spildtid i Hæren og fremsætter forslag, som efter forfatterens mening ville kunne effektivisere uddannelsen.
 

Fra NATO-side er 18 mdr. tjenestetid ofte blevet fremhævet som minimum til uddannelse af en moderne soldat. Vesttyskland, der begyndte med 12 mdr., har sat tjenestetiden op af uddannelsesmæssige grunde.

Vi har »kun« 14— 16 mdr. tjenestetid (hvoraf en del anvendes til civilundervisning) men synes at have vanskeligt ved at udfylde tiden tilfredsstillende med rationel og intensiv militær uddannelse. Selv om det måske ikke er så galt, som man skulle tro efter f. eks. stud. mag. Poul Nielsens udtalelse iflg. Politiken 23. jan. d. å. at »når man kommer over i dækningsstyrken, har officererne ikke mere at lære os« så må det vist betragtes som en fastslået kendsgerning, at der er uheldig tomgang og mindre effektive uddannelsesformer især måske i dækningsstyrken.

Det er påstået, at flere penge til forsvaret er en nødvendighed for iværksættelse af mere intensiv uddannelse. Ærligt måske ud fra den givne situation, men i andre henseender beklageligt, går officerer iøvrigt til tider uden om postulatet om spildtid ved at fremhæve tjenestetidens længde som nødvendig for opfyldelse af kravet om en beredskabsstyrke af en bestemt størrelse — og godtager dermed indirekte tomgang og spildtid som nødvendige onder.

En kendsgerning er det, at de faktiske forhold har givet visse politikere vind i sejlene, idet de logisk siger, at hvis vi kan løse beredskabsproblemet på anden og billigere måde, kan vi nedsætte tjenestetiden væsentligt og spare en masse penge. Nok så megen oplysning om et effektivt forsvars nødvendighed rokker ikke herved. Nævnte teorier kan kun imødegås ved, at vi moderniserer, rationaliserer, effektiviserer og dermed bruger uddannelsestiden således, at enhver — også de værnepligtige — kan se, at der er system i tingene, og evt. må erkende, at det snarere er tid end nødvendigt militært stof, der mangler.

Effektiv uddannelse kræver måske nok visse pengemidler, men først og fremmest forberedelse i et omfang, der hidtil ikke har været fuldt erkendt i den praktiske hverdag. Underafdelingschef og næstkommanderende må imidlertid nødigt i højere grad end hidtil trækkes bort fra det personlige tilsyn med mandskabets træning og behandling. Tværtimod må deres tilstedeværelse ved mandskabet i størst muligt omfang anses for en af de bedste veje til at sikre hensigtsmæssig mandskabsbehandling og undgåelse af uheldige og klimaforværrende episoder.

Det skal derfor foreslås, at der som en selvstændig afdeling under regimentet oprettes en uddannelsesstab af rutinerede officerer, der frigjort for mandskabsansvar og personlige føringsopgaver helt kan ofre sig for uddannelsesplanlægning, tilrettelæggelse, nøglcinstruktion, øvelseskontrol m. v.

Den fredsmæssige organisation af regimentet foreslås som vist herunder :

Dækningsstyrkens og rekrulstyrkens befalingsmænd må omtrent som nu optræde som instruktører og hjælpeinstruktører for deres mandskab, men mindre selvstændigt, idet lektionerne i højere grad knyttes til moderne undervisningsmateriel og faciliteter, standard-træningsarrangementer (baner, områder, kulisser m. v.) og lektionsplanen normalt i detaljer opbygges af seniorinstruktøren (fra uddannelscsstahen), således at den væsentligste opgave for instruktøren bliver at servere den tilrettelagte lektion levende og effektivt.

Den bedste kontinuitet i uddannelsen vil nok opnås ved, at samme mand i uddannelsesstaben arbejder (inden for sit fagområde) for både rekrutskole og dækningsstyrke. 

Det gode, at dækningsstyrkens chefer i højere grad kan hellige sig føringsopgaver, personlig uddannelse og mandskabsbehandling, kræver næppe nøjere uddybning. Derimod forestiller mange sig nok uddannelsestilrettelæggelsen som en af rekrutskolecliefens primære opgaver. Her er der måske grund til at pege på den korte tid der er, fra mandskabet ankommer, til hver enkelt skal være udvalgt til sit speciale og de helt rigtige befalingsmandsemner udtaget. Militærpsykologisk Tjeneste leverer et særdeles godt grundmateriale, men kun hvis det følges op af et omhyggeligt studium af det enkelte levende menneskes optræden og udvikling under uddannelsen, kommer materialet til sin ret. Resultatet: rette mand på rette plads i endnu højere grad end hidtil vil sikkert vise sig at give resultater både m. h. t. effektivitet og arbejdsklima. Det må være en fordel at få mulighed for at gøre mere ud af denne del af arbejdet i rekrutskolen. Følger chefen sin enhed over i dækningsstyrken, træder denne fordel endnu tydeligere frem.

Den på organisationsoversigten viste mobiliseringsafdeling, hvor mobiliserings-, genindkaldelses- og evt. reserveofficersuddannelsesproblemer tænkes koncentreret, er kun medtaget for fuldstændighedens skyld, og skal ikke omtales nærmere her.

En gennemgribende rationalisering af uddannelsen kræver snæver kontakt mellem hærkommando, våbeninspektører, tekniske tjenester, våbnenes skoler og regimenterne.

På samme måde, som skydeinstruktion for håndvåben gennemføres ensartet ved alle våbenarter baseret på et standardsæt lektioner og undervisningsmateriel (sigtekasser m. v.) udformet af infanteriskolen på en vel gennemtænkt måde, må mange flere områder vedrørende enkeltmandsuddannelse, signaltjeneste, motortjeneste m. v., der ikke er specielt for en enkelt våbenart, standardiseres gennem samarbejde helt til tops. Enhver ide til forbedring af hjælpemidler eller metoder må indfanges, vurderes og — om brugbar — straks effektueres således, at alle hele tiden har det bedste (og det samme) til rådighed. Inden for det enkelte våben må befalingsmandselever uddannes på standard-hjælpemidler, som de kan genfinde ude ved regimenterne og derfor straks være fortrolige med.

Dyre ting må produceres centralt, men iøvrigt bør der være et minimum af fjernstyring. Den bedste organisation er nok stærke kræfter ved regimenter og skoler og god koordination og formidling ved hærkommando / våbeninspektører.

I vurderingen af den foreslåede arbejdsfordelings muligheder må også haves for øje, at vi må være indstillet på med korte mellemrum at skulle omstille til nye våbensystemer og metoder, men vigtigst må det være, at den — i en nærmere fremtid vel endog kortere — uddannelsestid, som det vil være politisk muligt at få tilmålt, udnyttes effektivt hele vejen igennem. Vi er alle mennesker, og træerne vokser ikke ind i himlen, men uden videre akceptere spildtid og tomgang som nødvendige onder, bør vi næppe.

P. Quist Nielsen

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon er_spildtid_et_noedvendigt_onde.pdf

Litteraturliste

Del: