EPAF Expeditionary Air Wing

Der er derimod også behov for basefaciliteter uden for NATO territorium, såkaldte Deployment Operating Bases (DOB). Problemet er imidlertid, at kapaciteten til at etablere sådanne er meget begrænset, idet alene USA og til dels England og Frankrig besidder denne. Behovet for flystyrker i Operation Enduring Freedom (OEF) medførte et behov for etablering af Deployment Operating Bases (DOB) uden for NATO territorium. Disse blev etableret af USA, og anvendt af bl.a. det danske flyvevåben i forbindelse med udsendelse af først C-130 og siden F-16, sidstnævnte i samarbejde med Norge og Holland, til Manas i Kirgisistan.

Foto: Forsvaret.dk

Hvor F-16 missionen i Manas i princippet foregik således, at kun støtteaktiviteter var fælles (såsom indkvartering, bespisning, etc.) for de 3 europæiske F-16 lande, opstod visionen efterfølgende om etablering af en DOB-kapacitet i europæisk regi, baseret på en grundtanke om at udnytte synergieffekten i fælles udsendelser på flere områder end blot støttefunktioner. Således skal hver deltagende nation bidrage med delelementer af den samlede kapacitet. Visionen blev forankret i det eksisterende tekniske materielsamarbejde mellem europæiske F-16 brugere, EPAF, der omfatter Portugal, Norge, Holland, Belgien og Danmark, og er blevet navngivet EPAF Expeditionary Air Wing (EEAW).

        Efter OEF udsendelsen, der bibragte et værdifuldt erfaringsgrundlag, indledtes arbejdet med at konkretisere kapacitetens behov og sideløbende blev der arbejdet med at skabe det formelle grundlag for kapacitetens virke. Dette grundlag blev endeligt formaliseret ved Forsvarsministerens underskrivelse af Memorandum of Understanding (MoU) i Istanbul 28. juni 2004.

Det formelle grundlag

EEAW samarbejdet bygger hovedsageligt på allerede eksisterende organisationer og referencegrundlag. Grundlaget er således, at EEAW integreres i en eventuel eksisterende Air Component Command and Control organisation, og at NATO doktriner og operationskoncepter følges. Etableringen af EEAW skaber mulighed for at et samarbejde mellem en række nationer betragtes som én samlet kapacitet, med fælles træning, øvelsesvirksomhed, planlægning og gennemførelse af international opgaveløsning. Dermed skabes mulighed for at selv relativt små nationale styrkebidrag tilsammen kan udgøre en slagkraftig og efterspurgt kapacitet, der er i stand til at varetage selvstændig opgaveløsning, ligesom allerede tilvejebragte kapaciteter – i dette tilfælde F-16 kampfly – udnyttes bedre.

EEAW aktiveres på frivillig basis og binder ikke nationerne, men kan aktiveres, når to eller flere nationer ønsker at anvende EEAW rammen i forbindelse med en indsættelse eller ved øvelse.

        EEAW Steering Committee er i MoU nedsat til at varetage den overordnede styring, planlægning og kontrol af EEAW aktiviteter, mens den detaljerede planlægning varetages af Planning Cell, som bl.a. udarbejder planlægningsværktøjer, generiske aftaler og planer samt vedligeholder en liste over EEAW samlede ressourcer, således at den multinationale Air Wing kan oprettes på ad hoc basis.

Organisation

Nationerne har som nævnt nedsat to styrende organer til udviklingen af EEAW – en Steering Committee (SC) som er direktivgivende, og en Planning Cell (PC) som er den udførende del. Både i SC og PC roterer formandsposten mellem nationerne hvert andet år. Pt. har Holland formandskabet i SC (oberstniveau) og Danmark har formandskabet i PC (oberstløjtnants-/majorsniveau). Den primære opgave for SC er at skitsere forudsætninger og ambitionsniveau for EEAW. Herefter iværksætter PC udarbejdelsen af de relevante planlægningsværktøjer, således at en multinational planlægning smidiggøres og maksimal synergi kan opnås. PC styrer et antal underarbejdsgrupper – logistik, operationer, control & information systems (CIS), samt Force Protection grupper. Disse grupper arbejder selvstændigt indenfor deres område og rapporterer direkte til planlægningscellen.

PC arbejder for øjeblikket med at få alle aftaledokumenter mellem de deltagende EEAW lande endeligt på plads for herefter at få dem afprøvet ifm. en Site Survey øvelse i Portugal senere i år.

Det forberedende arbejde ligger selvsagt i PC, eftersom den varetager de udførende planlægningsopgaver. Derfor er det særdeles interessant, at Danmark i september 2004 overtog denne post for en 2-årige periode. EEAW er multinational, hvilket sætter særlige krav til de deltagende nationer. Hverken SC eller PC er permanente, hvorfor koordinationen er afgørende for, at de løbende opgaver bliver løst til alles tilfredshed.

Ambitionsniveau

SC har bl.a. opsat følgende operative ambitionsniveau for udviklingen af EEAW:

·         Den multinationale Air Wing skal kunne bestå af op til 30 F-16 kampfly med tilhørende støtteudstyr.

·         Operationerne skal kunne gennemføres døgnet rundt, syv dage om ugen.

·         Den multinational Air Wing skal kunne placeres på en base med minimum støtte, idet EEAW skal være selvforsynende på de fleste områder såsom logistik, vedligeholdelse, operationsplanlægning og Force Protection. 

Et EEAW bidrag med alle funktioner vil bestå af op mod 1200 personel. For øjeblikket opstiller EEAW landene ikke Force Protection af hele den base, der planlægges anvendt. Ej heller har EEAW for tiden kapacitet til at etablere/reetablere/vedligeholde baneanlæg i større omfang, hvorfor et EEAW bidrag i nær fremtid ”kun” vil bestå af op mod 4-500 mand.

Desuagtet er omfanget af enkeltfunktioner ganske omfattende. EEAW-staben håndterer funktioner indenfor militærpoliti, administration, indkvartering, sanitetstjeneste, velfærdstjeneste, gejstlig tjeneste osv.

Hele logistikdelen varetager den egentlige vedligeholdelse af fly samt øvrig jordstøtte såsom transport, køkken, IT-systemer osv. På grund af, at de enkelte lande har forskellige vedligeholdelseskoncepter for F-16 våbensystemet, og at der trods alt er visse forskelle mellem landenes flyflåder, bliver selve flyvedligeholdelsesdelen fortsat varetaget nationalt.

Operationsdelen er ansvarlige for afvikling af beordrede missioner, og denne del omfatter efterretningssektioner, meteorologer, tårntjeneste, redningstjeneste mm.

Force Protection delen dimensioneres for øjeblikket til at varetage områdeforsvar af det område, hvorfra selve flydelen af EEAW skal operere, altså typisk et område svarende til en flyvende eskadrilles på en dansk flyvestation. Med tiden udvikles EEAW også til at kunne varetage Force Protection af en hel flybase.

Status

Størstedelen af de multiunationale planlægningsværktøjer er under udarbejdelse og forventes færdiggjort medio 2005. Herefter planlægges der afholdt en række mindre øvelser, som skal sikre, at alle nationernes nationale planlægningsværktøjer er i tråd med de fælles. På nuværende tidspunkt er EEAW klar, såfremt en NRF operation skulle opstå, men den endelige finpudsning udestår. EEAW kan forventes endelig klar med udgangen af 2005. Herefter vil de fem nationer råde over et multinationalt samarbejde, som kan sammensætte en Air Wing med en slagkraft, der kan måle sig med både amerikanske, britiske og franske enheder af samme størrelse. En ting, der ikke ville være muligt for nationerne alene! Alle de deltagende nationer i EEAW vil uden dette samarbejde være tvunget til at finde støtte sammen med en større nation. EEAW udelukker dog ikke denne mulighed, men giver de små nationer en større ”spillerum”. Derudover giver EEAW også mulighed for øget synergi med efterfølgende besparelse til følge. De enkelte nationer bevarer fortsat evnen til at udsende F-16 kampfly individuelt, men hvis det foregår i rammen af EEAW, er der gode muligheder for at optimere det samlede bidrag. En nation vil fx stille med Force Protection og en anden nation med kommunikationsudstyret. Fælles for nationerne er imidlertid, at de hver for sig kan bidrage inden for alle områder. Dette sker primært for at sikre, at enkelte nationer ikke udvikler niche kapaciteter, som de øvrige nationer herefter bliver afhængige af, samt giver mulighed for rotation nationerne imellem inden for de enkelte delbidrag.

Ud over at små nationer kan bidrage med en effektiv og efterspurgte kapaciteter i form af bl.a. F-16 flyene som platform, kan EEAW operere ud fra en base med minimum støtte fra anden side, en såkaldt DOB. Det er som nævnt indledningsvist reelt kun USA, England og Frankrig, der har kapacitet til alene at etablere en DOB. Har NATO ikke muligheden for at opererer ud fra en DOB vil hangarskibsbaserede luftstyrker ofte være eneste alternativ, hvorfor EEAW samarbejdet giver NATO - og koalitionspartnere i øvrigt - en væsentlig strategisk ressource uden hvilken, indsættelse af luftstyrker kan være umuliggjort.

Fremtiden

Fremadrettet vil EEAW kunne udvikle sig til at omfatte andet en ”blot” F-16 kampfly. Det kunne være fx indenfor transportfly området, SAR eller andre flyvevåbenspecifikke områder, hvor det ville være indlysende for de fem nationer at udvide samarbejdet. Det kan heller ikke udelukkes, at EEAW i fremtiden kan blive udvidet med andre nationer, der benytter F-16, eller et andet våbensystem man har til fælles. På sigt vil et samarbejde inden for fx Combat Search And Rescue ligeledes kunne nyttiggøre de forskelligartede ressourcer nationerne vil være i besiddelse af.

Det vigtige budskab i forbindelse med EEAW er, at små nationer sammen kan tilmelde en slagkraftig enhed, som bl.a. kan medvirke til at øge fleksibiliteten, især i NRF, samt give NATO - og koalitionspartnere i øvrigt - en væsentlig strategisk ressource, uden hvilken indsættelse af luftstyrker kan være umuliggjort.          

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra: 

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.2_2005_1.pdf      

 

 

Litteraturliste

Del: