EN UDSAT POST - Erindringer fra besættelsestiden. - Boganmeldelse

Boganmeldelse: Forfatter: Svend Schjødt-Eriksen; Forord af Peter P. Rohde; Carit Andersens Forlag; København; 176 sider. 

Det hænder, at folk i deres otium skriver erindringer og offentliggør dem. Nogle af dem kan efterslægten lære af. Distancen til begivenhederne, livserfaringen, der stundom gør vis, roen i sindet og evnen til at formulere sine tanker lader somme tider værker komme til verden, der får læseren til at se de store perspektiver og åbner hans øjne for sammenhænge, han ikke så før. 
Det er ikke en sådan bog, Schjødt-Eriksen har skrevet. Den skrives vel heller ikke af en mand, der - som han gør det - indleder efterskriften med det misantropiske motto Plus je vois les hommes, plus faime les chiens, og som slutter samme med at citere den - også ? - skuffede lord Grey: »Jeg ved med mig selv, at jeg altid har prøvet at gøre mit bedste.«
Bogens indhold er beretning, polemik og selvforsvar. Den henvender sig til de indforståede - man skal kunne sin Hæstrup for at forstå og vurdere. 
De ikke indforståede skal vide, at Schjødt-Eriksen er født i 1905, blev premierløjtnant i 1930 og afskedigedes som oberst i 1967. Han var i 1951-56 chef for Artilleriskydeskolen, og dansk artilleri udviklede sig smukt under hans ægide. Han var i departementschefsstyrets tid (1943-45) medlem af den såkaldte lille stab og ledede våbenimporten til Sjælland 1944-45. Han var i disse roller en uforfærdet, handlekraftig og effektiv officer, der gjorde det, han anså for sin pligt i loyalitet over for sin general og de politikere, der for ham repræsenterede den legitime autoritet, dvs. de såkaldte »gamle« politikere, der officielt ikke fungerede efter den 29. august 1943. Han kunne derfor ikke undgå at støde sammen med de kredse i modstandsbevægelsen, der mente, at legitimiteten lå hos Frihedsrådet. Hans handlinger som medlem af Den lille stab har naturligvis været bestemt af denne partitagen, og det kan derfor ikke overraske, at han er blevet angrebet af modstandsbevægelsens folk. 
De ikke indforståede skal også vide, at det mørke punkt i Schjødt-Eriksens liv er, at han i juni 1940 meldte sig ind i Danmarks National-Socialistiske Arbejderparti (D.N.S.A.P.) og stod som medlem nogle måneder. En tjenestemandsdomstol frikendte ham i juli 1946 for anklagen for unational optræden. En ikke helt lille minoritet i officerskorpset - deriblandt anmelderen - mente, at han burde være afskediget. Også for dette forhold er Schjødt-Eriksen gennem årene fortsat blevet angrebet af modstandsfolk. 
Når Schjødt-Eriksen i sin høje alder har valgt at bryde tavsheden, er det (jf. s. 135) først og fremmest på grund af journalisten Erik Nørgaards angreb i tre i de senere år udgivne »pamfletter«, som Schjødt- Eriksen kalder Nørgaards publikationer. Noget stort behov for en gendrivelse af Nørgaard var der nu ikke. For hvem tillægger hans journalistik seriøsitet? Eksempelvis sagen om den såkaldte »skæve våbenfordeling«. Denne sag foreligger fuldt opklaret med hensyn til kendsgerningerne: Man ved, hvilke grupper der fik hvad og hvor meget. Om denne fordeling var »skæv« eller ikke, er et spørgsmål om vurdering af disse kendsgerninger. Efter sine egne forudsætninger kunne Schjødt-Eriksen næppe have fordelt væsentligt anderledes, end han gjorde. Om vurderingskriterierne bliver de debatterende parter næppe enige. Så det er nok på tide at stoppe debatten, med mindre man vil, at de unge generationer skal have det indtryk, at modstandskampen væsentligst bestod i kævl og splid mellem de danske modstandsgrupper. For det gjorde den jo ikke. 
I forsvaret mod angrebene for medlemskabet af det danske nazistparti er anlagt den taktik, at sagen gøres til hovedsagelig et mellemværende med kommunisterne. Schjødt-Eriksen har her allieret sig med den frafaldne kommunist Peter P. Rohde, der har skrevet forordet. Den anvendte argumentation er kort gengivet således: Kommunisterne kunne i de første næsten halvandet år (anm.: 14 1/2 måned) af besættelsen - som Schjødt-Eriksen i de første måneder efter 9. april - ikke finde deres ben. Venskabet mellem Sovjetunionen og Tyskland tillod ikke bekæmpelse af tyskerne i det besatte Danmark, før dette venskab ophørte den 22. juni 1941. Ingen har nogensinde draget de toneangivende kommunister til ansvar for deres tyskvenlighed i besættelsens første tid. Men Schjødt-Eriksen blev draget til ansvar, og angrebene fra kommunisterne var bestandigt de hårdeste. 
Men er dette et godt forsvar? Bliver man renset af at være lige så ren som dem, man anser for beskidte? 
Det moralske problem er vel ikke det, som denne besyndelige relativisme udtrykker, men et mere absolut. Var det - ganske uanset andres moralske brist - belastende, at Schjødt-Eriksen meldte sig ind i det danske nazistparti i juni 1940? Og hvis ja, hvilke konsekvenser skulle drages heraf? Meningerne om disse ting har været delte - også blandt ikke kommunister, jf. orienteringen til de ikke indforståede ovenfor. 
Officerer under 45 år kan næppe direkte uddrage nogen lærdomme af denne bog. Men behandlet analytisk kan der ud fra case Schjødt-Eriksen sikkert belyses nogle problemstillinger og uddrages nogle lærer, som kan være nyttige for unge officerer i dag. Dette kan der være anledning til at vende tilbage til. 

Nils Berg

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_106_aargang_jan-feb.pdf

Litteraturliste

Del: