En teknologisk udvikling med vide perspektiver

En fremtidig våbenteknologisk gennembrudsudvikling vil primært være betinget af det forbedringsteknologiske udviklingsniveau indenfor integrerede kredse.
Det selvstændige grundlag for dette udviklingsniveau er bl. a. betinget af mikrodatamaters »processing-« og »memory«-kapacitet i forhold til deres fysiske størrelse. Miniaturiseringen og kapacitetsforøgelsen vil accelerere kraftigt i 80’erne og 90’erne, herunder gennembrudsteknologisk ved mikrodatamaters processtyringskobling til sensorteknologien.
Er der tilstrækkelig fleksibilitet og viden til at beherske de strukturelle og taktiske konsekvenser? Planlægger vi på at udnytte teknologien til at skabe vore egne individuelle rammer for at forsvarssystem?
Allerede i første halvdel af 80’erne vil den teknologiske udvikling have nået et punkt, der gør det realistisk at tage den traditionelt betonede fremtidsplanlægning op til overvejelse.
 
En gennembrudsteknologi tager form.
Udviklingen indenfor integreret elektronik har siden 1959 været særdeles livlig og intet tyder på, at en afmatning kan forventes i 80’erne - snarere tværtimod.
Det egentlige gennembrud indenfor elektronikken skete vel nok i 1948 med udviklingen af transistoren. Det var imidlertid den senere opfundne planar- procesteknik (1959), der gjorde det muligt i samme arbejdsgang at fremstille integrerede halvlederkredse indeholdende såvel aktive som passive halvleder komponenter. Det satte skub i udviklingen. To grundlæggende typer af integrerede halvlederkredse opstod, nemlig de unipolære, der består af såkaldte MOS-transistorer, og den bipolære, hvis primære komponenter er transistorer, dioder og modstande.
Teknikken for fremstilling af integrerede filmkredse opstod omtrent samtidigt. Den var specielt egnet for visse passive komponenter, som så følgelig må forbindes med aktive komponenter, enten enkeltvis eller i form af integrerede kredse - deraf udtrykket hybridkredse. Filmkredsenes »eksistensgrundlag« er specielt modstande og kondensatorer med snævre tolerancer, anvendelse som led i prototypekredse eller småseriefabrikation (billigere - men større), og som forbindelseskomponenter for integrerede halvlederkredse.
Siden 1959 har nøgleordet i udviklingen været miniaturisering, d.v.s. forøgelse af antallet af elektroniske komponenter pr. arealenhed af en tynd skive - en chip. Det er specielt lykkedes i relation til halvlederkredse, herunder igen specielt unipolære kredse.
Efter de første »Integrated Circuits« (IC) fremstod begrebet »Small Scale Integration« (SSI), som bestod af op til 40 komponenter pr. chip. Denne »for- mindskelsesperiode« fandt sted fra 1959 til ca. 1964. Det næste trin »Medium Scale Integration« (MSI) hører til i perioden 1964-69, hvor antallet af komponenter pr. chip blev forøget til ca. 1000. Herefter fulgte i 70’erne »Large Scale Integration« (LSI), der defineres som mere end tusinde komponenter pr. chip. Nutidigt er man nået op på mere end 100.000 komponenter pr. chip, hvorfor begrebet »Very Large Scale Integration« (VLSI) er indført.
Størrelsen af disse chips - også betegnet halvlederchips - er ikke entydig. I 1965 var gennemsnitsstørrelsen ca. 10 mm2, medens de ti år senere var omkring 40 mm2. Der er altså tale om arealmæssige forøgelser samtidig med det voksende antal komponenter.
Den fulde udnyttelse af »Very Large Scale Integration« (VLSI) vil formentlig være realistisk efter 1985.1 slutningen af 80erne vil det blive muligt at indeholde en hel datamat på en enkelt chip - vel at mærke inkluderet »input« og »output« elementer samt »processing- og memory-kredsløb«. Som et praktisk eksempel kan nævnes, at en datamat, som IBM system 370/158, vil kunne miniaturiseres som beskrevet (Lamond, EW/DE, July 1978).
De dimensioner, der i de nærmeste år er tale om, er meget små. F. Eks. vil en optisk inspektion af strukturen på en chip kun kunne gennemføres i begrænset omfang, bl. a., fordi lyset er for langbølget til at kunne give tilstrækkelig opløsningsevne.
På basis af de udviklingsmæssige perspektiver vil det langt fra være urealistisk at tale om f. eks. 1.000.000 koponenter pr. cm3, en værdi, der vel egentlig ikke giver et umiddelbart indtryk uden sammenligningsgrundlag. I den forbindelse kan det - måske lidt respektløst - være værd at nævne, at den menneskelige hjerne fortsat er overlegen m.h.t. kapacitet i relation til kubikindhold. Den indeholder nemlig 7-8 millioner celler pr.cm3.
En direkte sammenligning mellem en menneskelig hjerne og integrerede kredse er naturligvis ikke mulig. Alligevel kan man foretage visse grove sammenligninger på anden vis, f. eks. hvor hurtigt en elektrisk impuls bevæger sig i et nervesystem i forhold til, hvor hurtigt en »meddelelse« bevæger sig i en datamat.
Hastigheden i nervetråden er c. 100 meter i sekundet, medens en datamat fremfører sine signaler med ca. 100.000.000 meter pr. sekund. Deraf kan dog ikke sluttes, at datamaten arbejder en million gange hurtigere end mennesket, idet den opererer med forsinkelser i forbindelse med transistorer, memory- tilgangstid etc. - forhold, som er under intens forskning i den hensigt at skabe såkaldte »Very High Speed Integrated Circuits« (VHSIC). Resultaterne af denne indsats kan få afgørende forsvarsmæssig betydning i 90’erne.
Et led i udviklingen mod større operationshastighed for datamater fører eksempelvis til begrebet »Josephson Junctions«, der indebærer supraledning frembragt ved nedfrysning af elementer i datamaten til det absolutte nulpunkt (%273° celsius). Da en supraleder ikke påvirkes af et magnetfelt, bliver det muligt at begrænse et magnetfelts påvirkning til små afgrænsede områder, f.eks. et oxidlag på 40x 10-10m mellem to supraledere. Ved at regulere magnetfeltet kan strømgennemgangen mellem supralederne reguleres, hvorved utroligt hurtige »switching« tider kan opnås. Det vil betyde, at man efter nutidig teknologisk formåen og opfattelse vil kunne fremstille datamater med ekstremt hurtig »processing« - helt ned til måske 1/100 del af nutidigt kendte tidsfaktorer.
Mange komplicerede problemer skal løses, før en Josephson Junction datamat bliver en realistisk mulighed. Den vil formentlig tidligst kunne tænkes fremstillet omkring 1995.
Man kan vel i den forbindelse med en vis berettigelse stille spørgsmålet, om det overhovedet vil være anstrengelserne værd at fremstille en datamat med en arbejdshastighed, der er forbedret med en faktor på ethundrede. Forsvars- mæssigt set er baggrunden imidlertid indlysende. Fortsættes centraliseringe- bestræbelserne efter »gammeldoktrinære« synspunkter vil kravene til eksempelvis luftforsvarssystemerne være så store i slutningen af århundredet, at kun datamater med den pågældende operationshastighed vil give mulighed for et passende reaktionsmønster. Det må i øvrigt antages, at det kun vil være store datamater, der kan fremstilles på det anførte grundlag. Prisniveauet vil næppe passe til en lille nations forsvarsbudget.
Indtil en Josephson Junction datamat - eller en tilsvarende datamat - bliver en kendsgerning, vil de militært anvendelige datamaters operationshastighed gradvist blive forøget op igennem 80’erne og 90’erne på andre og mere umiddelbart tilgængelige måder, der også vil dække mikrodatamaternes udviklingscyklus.
Med udgangspunkt i den stadigt forbedrede fremstillingsteknik for film-, bipolære og unipolære kredse, samt sidste miniaturiseringsled af de to sidstnævnte - submicroteknologi - er der grund til at antage, at vi nærmer os grænseværdierne for oxydering, mønsterpålægning, diffusion m.v.
Denne miniaturiseringsgrænse skal naturligvis anskues ud fra den nugældende produktionsteknik tilføjet nødvendige »forfinelsesprocesser«, bl.a. halvlederkrystalopbygningen - formentlig med en renhed, der nærmer sig en umulig værdi efter nutidige betragtninger, f. eks. et fremmedatom pr. 1020 siliciumatomer - samt forbedring af ionimplantering og fremstilling af tilvirkningsmasker ved anvendelse af røntgen- og elektronstråler.
Uanset disse bestræbelser vil »formindskelsesprocessen« blive ledsaget af stigende problemer som varmeledning, dielektriske faktorer, atomare forskydninger p.g.a. store strømtætheder m.v. På det nuværende udviklingsgrundlag synes en grænse for miniaturiseringen at kunne fastlægges tidsmæssigt til omkring 1990, hvilket til en vis grad kan vække til eftertanke, idet det vil kunne betyde, at det våbenteknologiske »gap« mellem supermagterne - i hvert fald i relation til miniaturisering af integrerede kredse - vil udlignes, i værste fald i løbet af 90’erne.
Forudsætningerne for en sådan antagelse er naturligvis, at den forbedrings- teknologiske udviklingslinie ikke kan fortsættes på et nyt idegrundlag. Et sådant grundlag eksisterer utvivlsomt. Tidsrummet fra »fødslen« af en idé, til gennemførelsen, er imidlertid som regel ganske betragtelig - i hvert fald langt mere end det tiår, der rækker frem til 1990. På basis af den forudsætning skulle et nyt idegrundlag eksistere - endnu i sløret ubemærkethed - måske med en oprindelse tilbage i 60’erne eller tidligere.
Det vil føre for vidt i denne sammenhæng at forsøge at gennemgå de faktorer, der kan tænkes at få indflydelse i relation til yderligere miniaturisering på basis af »elementer«, der grundlæggende har mulighed for at fungere som integrerede kredse. Som et kuriosum bør det dog nok nævnes, at en af de veje, der generelt set er tænkelige, er anvendelsen af molekylære »grupperinger« i stedet for chips. Det kan opnås ved at efterligne naturen i forbindelse med opbygningen af store molekylesammensætninger på basis af ens mindre molekyler, en fabrikationsproces, hvori biologiske faktorer som DNA (Deoxyribo- nucleic Acid) og RNA (Ribonucleic Acid) uvægerligt vil indgå som efterlignelsesværdige trin i principperne for processtyringsmekanismen. En sådan udvikling må antages at ligge omkring tyve år ud i fremtiden.
Udviklingslinien i 90’erne behøver imidlertid ikke at have yderligere minia- turisering som sit primære mål, men kan tænkes at tage højde for de ulemper, som den nuværende fremstillingsteknik ikke kan tilgodese. Sådanne ulemper omfatter eksempelvis variationer i komponentspecifikationer og varmeafledningsproblemer. Diffundering af modstande og kondensatorer på mindre arealer må også antages at blive væsentlige faktorer i den forbindelse.
 
Betragtninger over prisniveauet.
Selv om udviklingsomkostninger i forbindelse med integrerede kredse bliver stadigt mere omfattende, kan der ikke herske tvivl om, at prisen pr. komponent pr. produceret chip fortsat vil blive billigere. Vel nok et af de få militært anvendelige produkter - hvis ikke det eneste - der kan forudses at undergå antagelige fremtidige prisreduktioner.
Går vi ud fra et tidspunkt som 1980 og sammenligner med prisen i 1965 for en enkelt komponent,'fås et ganske godt indtryk af de fordele, som »førsteleds« køber har opnået i løbet af 15 år.
Filmkredse koster gennemsnitligt ca. 1/100 del af 1965-prisen, bipolære kredse ca. 1/1000 del, unipolære kredse ca. 1/8000 del. Det må antages, at miniaturisering i form af submicron-kredse - når disse om forholdsvis kort tid vil kunne fremstilles - vil nedbringe f.eks. prisen pr. komponent for unipolære kredse til måske 1/40.000 del i forhold til samme komponenttype i 1965.
Uanset at ovennævnte værdimål kun kan betragtes som vejledende, så fremgår det klart, at prisniveauet ændres ganske drastisk i takt med miniaturiseringsprocesen. Set i et fremtidsperspektiv tegner situationen sig tilsyneladende endnu bedre.
I 1990 vil filmkredse antagelig koste 1/500 del, bipolære kredse 1/10.000 del og unipolære kredse 1/200.000 del af prisen pr. funktionsenhed i 1965. Prisniveauet for submicron og mulige højere miniaturiseringsgrader af integrerede kredse kan imidlertid være behæftet med ret store udsving på den anførte tidshorisont. Det skyldes blandt andet usikkerhed omkring produktionsfaktorer, herunder automatiseringsmuligheder etc. F. eks. kan det næppe anses for urimeligt at antage, at prisen for visse unipolære kredse kan komme ned på omkring 1/1.000.000 del pr. komponent i forhold til 1965, under forudsætning af fuldautomatiseret fremstillings- og kontrolproces.
Betydningen af prisfaktoren - kombineret med et stort antal komponenter pr. chip - bør bestemt ikke undervurderes. Det vil være et forbedringsteknologisk spring i udviklingen, der kommer til at influere på de fleste af de nutidigt kendte våben-, kommunikations-, sensorsystemer etc.
Den grundlæggende årsag er mikrodatamaters »memory«-element. En nutidig afgørende mangel er billige informationslagre med stor kapacitet og ultrakort tilgangstid, koncentrerede på nogle få mm2.
Integrerede kredsløbslagre giver netop direkte og kort tilgangstid. De nævnte prisfaktorer, såvel som fremtidig størrelse, gør dem - i modsætning til nutiden - konkurrencedygtige. Også andre lagertyper i relation til mikrodatamatens fremtidige »memory« kapacitet kan tænkes at få stor betydning i slutningen af 80’erne og naturligvis i 90’erne. Nogle af disse er beskrevet generelt i et senere afsnit af artiklen.
 
Vil prisreduktionerne for integrerede kredse påvirke priserne på våbensystemer og våbenplatforme?
Når prisfaldet er så markant og indlysende for integrerede kredse, hvorfor bliver våbenplatforme og -systemer så fortsat dyrere?
Det er vel nok et almindeligt spørgsmål i næsten enhver debat om den teknologiske udvikling. Priserne på moderne våbensystemer anno 1990 kan desværre forudsiges at blive større end nogensinde. En fyldestgørende forklaring vil være behæftet med et næsten uendeligt antal aspekter. Af samme årsag foretrækkes et fremhæve en række årsager, der umiddelbart falder i øjnene - uden i øvrigt at nuancere forklaringerne. Det væsentligste problem er, at intet land - uanset størrelse - kan nå op på en så stor produktion af integrerede kredse til militære formål, at prisen pr. kredsfunktion kan blive blot nogenlunde rimelig. Årsagen hertil er naturligvis de store design-omkostninger for unipolære og bipolære kredse - omkostninger, der er proportionalt voksende med miniaturiseringen.
Kun kredse, der kan sælges i stort antal til erhvervslivet, har mulighed for at følge den prisudvikling, der er beskrevet i det foregående afsnit.
Da fremstilling af hybridkredse er billigere i relation til et begrænset antal systemer, vil våbenproducenter ofte »forfalde« til at anvende disse, d.v.s. kredsløbsforbindelser og passive elementer, herunder primært modstande, og hertil manuelt føje de manglende aktive enkeltkomponenter og standardkredse.
Der er flere veje ud af dette problem. En af disse kan være anvendelse af en datamat, der på grundlag af et specifikt program og via en elektron-beam danner de fornødne kredsløbsforbindelser på en standardhalvlederchip, der er forberedt hertil, d.v.s. i forvejen har ind-/pålagt de fornødne aktive og pasive komponenter.
En anden mulighed kan være produktion af universalchips efter multiprocessor-arkitektur og derpå elektromagnetisk forbinde funktionselementerne. (Generel beskrivelse i afsnittet om maskinelle »hukommelser«.)
Med hensyn til våbensystemerne eller -platformene kan det generelt siges, at »Know-How« naturligvis skal betales. Et kraftigt udviklingsforløb indenfor integrerede kredse betyder øgede udviklingsomkostninger for producenten af våbensystemet - det forventes at skulle kunne mere.
Set i et større perspektiv vil det yderligere være irrelevant at forestille sig, at en våbenproducent fremstiller våbensystemer, der ikke på en eller anden måde tilgodeser de fastlagte doktrinære forudsætninger. At undlade at gøre det - og stadig være i stand til at sælge produktet - kræver ikke alene, at en gennem- brudsteknologi finder sted, men også, at denne teknologis fordele erkendes i toppen af det militære hierarki. Tidsforskellen mellem disse to»processer« er ofte forbavsende lang - specielt for større nationer.
Det betyder, at våbenproducenterne fortsat må søge ud ad de optrapnings- betingede udviklingslinier, d.v.s. skibe, fly, kampvogne, radarinstallationer etc., etc. med indbyggede mirakler i form af stadig flere komplicerede elektroniske systemer. Rammerne for de enkelte våbenplatformes og -systemers naturlige kapacitet overskrides efterhånden indtil absurditet.
Det synes at være den almindelige opfattelse, at blot man er »smart« nok, d.v.s. propper en tilstrækkelig mængde elektronik - herunder integrerede kredse - ind i de gamle våbenplatforme og -systemer, så kan man bevare dels systemerne og dels den møjsommeligt opbyggede og efterhånden også komplicerede forsvarsstruktur. Det kan vise sig at blive en afgørende fejltagelse at følge de store nationer i dette spor.
Ligesom eksempelvis plaststoffer i sin tid - via mangfoldige »vildskud« - måtte finde deres naturlige plads blandt de kendte materialer, således vil også de integrerede kredse formentlig falde på plads i forsvarssystemerne - efter mangfoldige »vildskud«.
For en lille nation betyder disse »vildskud« imidlertid ikke alene kraftigt stigende udgifter til våbensystemer og -platforme, men også en stadig højere grad af uhensigtsmæssig koncentration og dermed centralisering af avanceret teknologi i snæver takt med stadigt færre systemer.
Hvor ligger værdien i at besidde et enkelt system, der kan dobbelt så meget, som de ti systemer tilsammen, som det afløste, hvis et enkelt præcisionsvåben kan udslette systemet? Naturligvis er sagen »sat på spidsen«. Spørgsmålet bliver dog mere og mere relevant - for små nationer med begrænset økonomisk formåen. Det må følgelig være de små nationer, der først tvinges til at bryde med de »gammeldoktrinære« forudsætninger.
Det forhold vanskeliggøres af, at det er de store nationer, der dels producerer våben og dels bestemmer, hvilke våben, der skal produceres. Er der overhovedet en vej ud af et sådant problem - udover vejen mod større direkte afhængighed af store nationers forsvarssystemer.
 
De store nationes vej eller . . . ?
Uanset hvordan man anskuer det militære marked, så vil det nok være overdrevet at hævde, at mindre landes indkøb af våbenplatforme eller våbensystemer kan påvirke noget som helst - hverken produktions- eller prismæs- sigt. Serviceniveauet er formentlig også afhængig af indkøbenes størrelse. Frem til midten af 70’erne var der stort set råd til selvstændige indkøb af avancerede våbenplatforme med tilhørende våbensystemer.
Indtil måske slutningen af 80erne vil der formentlig kun være mulighed og midler til fællesindkøb og medproduktion af avancerede systemer.
Lidt populært kan det siges, at det næste trin på stigen skal bestiges i 90’erne. På det tidspunkt vil der kun eksistere begrænsede muligheder for en lille nation til at fastholde et rimeligt antal våbenplatforme og -systemer indenfor samme brede spektrum som stormagtsforsvarssystemer, uanset at visse standardiseringsbestræbelser måske kan udskyde problemet et par år.
Generelt set er der altså ikke mange veje at gå for den lille nation. Man kan fortsætte med at fastholde det brede udvalg af systemer, som store nationer producerer - naturligvis støttet af rabatordninger ved pulje- eller fællesindkøb inkluderende medproduktion - men med det sandsynlige resultat, at man i 90’erne får færre og færre avancerede våbensystemer - eller endnu værre, nogle få moderne våbenplatforme, som der ikke er økonomisk basis for at købe avancerede våbensystemer til.
Endelig kan man - som noget nyt - søge mod et snævrere udvalg af udsøgte våbensystemer - stadig under forudsætning af rabatordninger og evt. medproduktion - og samtidigt supplere disse ved bredest mulig anvendelse af komponenter, der har eller vil få udbredelse i erhvervslivet. Det vil kræve utraditionelle løsninger. Kan man ikke få en »Mercedes«, må man som nutidigt nøjes med en »folkevogn«. Kan man i fremtiden ikke få en »folkevogn«, hvad gør man så? Muligheden for en »cykel« foreligger, men det ville måske være ulig bedre at købe en »Mercedes motor« og så selv sørge for resten.
Dermed er ikke sagt, at små nationer skal til at bygge fly, kampvogne, luft- værnsmissilsystemer m.v. - den tanke er på forhånd umulig. Derimod må det anses for muligt at købe enkelte af de mest avancerede våbensystemer og nationalt selv koble disse sammen på hensigtsmæssig måde - tilpasset nationens individuelle behov geografisk set.
Netop her kommer integrerede kredse ind i billedet, f. eks. i forbindelse med automatiseret styring og koordination af fremtidens brede udvalg af overvågnings- og rekognosceringssensorer (se tidligere artikel i Militært tidsskrift: »Den sensorteknologiske udvikling«) og sammenkoble resultaterne heraf - via databehandling - med omhandlede våbensystemer.
Selv om det nutidigt ikke umiddelbart forekommer indlysende, vil der samtidigt være tale om at springe over et trin på måske tyve års udvikling - taktisk/teknologisk set. Hvorvidt de menneskelige forudsætningr for et sådant »spring« er tilstede, er en anden sag. Under alle omstændigheder kræver det »koblingsled«, der dels er tilstrækkeligt effektive og dels tilstrækkelige billige. Sidstnævnte opnås kun ved, et erhverslivet - også internationalt set - er interesserede i de samme komponenter. Problemet er vel nok, at der i nutidigt perspektiv er forhold, der skiller erhvervslivet og forsvarssystemerne med hensyn til de krav, der stilles til de enkelte elektroniske komponenter.
 
Er det muligt at kombinere erhvervsbetonede og forsvarsmæssige interesser m.h.t. integrerede kredse.
Som beskrevet er der tre primære tendenser i udviklingsforløbet for integrerede kredse:
 
  • Miniaturisering.
  • Større beregningshastighed.
  • Lavere priser pr. funktionselement.
Umiddelbart set skulle denne udvikling tilgodese erhvervslivets såvel som de militære krav. Alligevel er der forhold, der i nutidigt perspektiv skiller. I erhvervslivet synes miniaturisering og deraf følgende prisreduktion - med visse forbehold - at være de primære faktorer. Forhold som beregningshastighed har generelt set ikke helt den samme prioritet, hvilket kan skyldes, at processtyring i produktionsleddet - trods væsentlige fremskridt i de seneste år - stadig er på første »trin« af den »trappe«, som industrien uvægerligt skal op ad inden århundredskiftet.
De krav, der stilles til integrerede kredse til brug for forsvarssystemer, kan formentlig på mange måder paralleliseres med de krav, som processtyringsproblematikken afstedkommer industrielt set, omkring slutningen af 80’erne.
 
  • Funktionskompleksiteten pr. chip ønskes forøget.
  • »Processing« hastigheden ønskes forøget med flere hundrede procent.
  • »Self-test« programmer bør være indbygget på de enkelte chip.
  • Enkelt-chips »Rapid Access Memories« (RAM) med stor lagerkapacitet er nødvendige.
  • Mikrodatamater med »processing«, »memory«, »input« og »output« elementer samlet på samme chip er nødvendige.
  • Ændrede grænser for temperaturmæssig påvirkelighed.
Forsvaret og erhvervslivet synes på mange måder at få sammenfaldende interesser - et forhold, det forekommer rimeligt at satse på.
Naturligvis kan det ikke gøres uden videre. Det kræver bl. a. en selvstændig målsætning, der doktrinært skal have teoretisk dækning i de forsvarsmæssige vilkår, der ønskes gældende mindst tyve år frem i tiden. Enten skabes fremtiden på et selvstændigt ide-grundlag eller dikteres på andres vilkår - de store nationers.
 
En målsætning baseret på retlinet videreførelse af nutidige våbenplatforme og -systemer til »elektronificerede« fremtidsversioner af samme type og formål kan være morsomt at læse om, men må stort set betragtes som et værdiløst grundlag. Det vil i øvrigt kun i begrænset omfang kunne føre til samarbejde med nationale industrielle kredse.
 
Det bør her bemærkes, at de grundlæggende nationale forudsætninger for en koordination med erhvervslivet er tilstede, bl.a. i form af Forsvarets Forskningstjeneste. Også denne organisation har i for mange år stået i skyggen af store nationers »ultimative« produktudvikling.
Udover de nævnte forventede fællesinteresser for forsvaret og erhvervslivet kan tilføjes rent forsvarsmæssige ønsker, f.eks. »radiation-hardening«, herunder »Silicon-on-Saphire« halvledere. Hvorvidt et sådant ønske kan opfattes som relevant er vel et spørgsmål om det er billigere at skabe en ydre beskyttelse for materiellet mod bl. a. EMP-truslen, i stedet for omtalte indre beskyttelse.
Hvis hovedvægten lægges på decentralisering og spredning - hvilket kræver mange og billige mikrodatamater - skulle rimeligt simple ydre beskyttelsesforanstaltninger være mulige bl. a. på grund af materiellets fysiske størrelse, ligesom forholdsvis billige erstatningskomponenter skulle kunne blive obligatoriske - p.g.. prisfaktoren.
Også andre faktorer, herunder konsekvenserne af kulfiberstøv, hører naturligt ind i overvejelserne for ethvert elektronisk baseret system.
 
De rette memory-elementer mangler stadig.
Uanset hvor interessant datamatarkitekturen og programmering end må forekomme, er en uddybning i denne forbindelse irrelevant, henset til at nærværende skitsering kun er tænkt som grundlag for generelle betragtninger over forbedringsteknologiske faktorer i relation til memory-elementet i mikrodatamaten.
Memory-elementets anvendelsesmuligheder er ikke alene et spørgsmål om kapacitet, men i høj grad et spørgsmål om en adgangsgivende tidsfaktor - samt fysisk størrelse. Microprocessor-elementet skal have hurtig og direkte adgang til at hente de lagrede forholdsordrer, der er knyttet til det øjeblikkelige situationsforløb. Memory-elementet skal samtidigt have tilstrækkelig lagerplads - memory-kapacitet - til at indeholde forholdsordrer overfor enhver tænkelig situation indenfor det pågældende våbensystems funktionsrammer.
Den adgangsgivende tidsfaktor har som regel ikke større betydning i erhvervs- eller offentlige virksomheder. Der er tid til, at datamaten foretager søgning efter informationer, uanset om det drejer sig om et kontoudtog eller en skattebillet.
Tidsfaktoren er imidlertid generelt af væsentlig interesse i relation til processtyring, hvor der er tale om et »output« i form af et »menneskelignende« reaktionsmønster. For våbensystemer vil der ikke kunne bortkastes tid på at »tænke sig om«, d.v.s. til at søge efter forholdsordrer. De skal ganske enkelt være der, når der er brug for dem - ellers kunne man lige så godt bruge det langsomme menneske til opgaven.
Det lyder enkelt, hvilket dog slet ikke er tilfældet i praksis. Det siger sig selv, at jo større mængder af data og instruktioner, der lagres i memory- elementet, des større krav må der stilles til den adgangsgivende faktor. Dels er der her tale om samspillet mellem »hardware« og »software«, eller sagt med andre ord, samspillet mellem maskine og program. Den eneste rimelige løsning synes at være »direet memory access« (DMA), d.v.s. anvendelse af specialiserede logikkredse, således at funktionerne i »software loop’en« erstattes med egnet »hardware«. Derved skulle tilgangstiden kunne reduceres væsentligt - et forhold der forøvrigt er under intens udvikling.
Lagring af informationer til mikrodatamater kan nutidigt gennemføres på flere måder. Der kan være tale om ladede/ikke ladede »celler«, punkt fastlagt magnetisering og opto-elektroniske systemer.
Det siger sig selv, at mekanisk bevægelige lagertyper er uanvendelige til de specifikke processtyringskrav, der må stilles til militære mikrodatasystemer. Det er et spørgsmål om hurtighed, pålidelighed, vedligeholdelsesfaktorer, temperaturmæssige spændvidder, G-påvirkninger, rystelser, elektromagnetiske chockvirkninger o.s. v., o.s. v.
Dermed står man bl.a. med muligheden for at anvende integrerede kreds- løbslagre, hvilket utvivlsomt vil være realistisk omkring midten af 80’erne, henset til at lagerkapaciteten pr. chip til den tid vil være tilstrækkelig til et nuanceret og »indviklet« reaktionsmønster. Som nævnt vil en million komponenter eller mere være en realistisk mulighed pr. chip.
Betragter man tilgangstider for forskellige memory-typer, kan det meget generelt siges, at tidsfaktoren for integrerede kredsløbslagre er ca. 10-7 sekund eller mindre, medens en magnetplade omfatter ca. 10-3 sekund - dog under stadig forbedring.
De nutidigt forældede ferritkernelagre omfatter en tidsfaktor på ca. 10-6 sekund, men er uegnede til mikrodatamater til militært brug. Årsagen til forældelsen er i højere grad et prisspørgsmål i forhold til integrerede kredse end et spørgsmål om funktion.
Ud fra disse ganske generelle betragtninger skulle kunne udledes, at integrerede kredse er værd at satse på i 80’erne og måske i 90’erne som lagermedier. Udviklingen indenfor såkaldte »Magnetic Bubbles«, såvel som opto- elektroniske systemer, kan dog vise sig at blive en lige så væsentlig faktor. Også her kan det imidlertid fastslås, at den forbedringsteknologiske udvikling endnu ikke har nået et acceptabelt stade i relation til de krav, der processty- ringsmæssigt skal kunne stilles til såvel civile som militære systemer.
 
Lidt om maskinelle »hukommelser« til mikrodatamater og mulige udviklingsforløb i relation hertil.
Integrerede halvlederkredse til anvendelse i memory-rollen kan være af såvel bipolær som unipolær type. Bipolære kredse har bevist deres anvendelighed og pålidelighed i en længere periode end unipolære kredse, de giver større uafhængighed af temperatursvingninger og større operationshastighed, men færre enkeltkomponenter pr. arealenhed.
Unipolære kredse er kendetegnede ved nutidig langsommere operationshastighed end bipolære kredse, større komponentkoncentration og væsentlig billigere fremstillingspris. Kombination af de to typer halvlederkredse er vanskelig, hvilket forårsager begrænsninger og i øvrigt skaber en skillelinie mellem erhvervslivets og forsvarets interesser, idet erhvervslivet naturligt fokuserer på komponentkoncentration og fremstillingspris.
Udover at produktet af komponenttæthed og arbejshastighed indebærer udligningsmæssige faktorer mellem de to typer af kredse, er det værd at være opmærksom på, at de negative sider ved unipolære kredse hastigt er på vej til at blive udlignet ved stadige forbedringer. På basis af den nuværende udviklingshastighed kan det ikke anses for udelukket, at de to typer af kredse må anses for nogenlunde ligestillede kapacitetsmæssigt omkring midten af 80’erne. Det vil dog ikke gælde fremstillingspris, komponenttæthed og komponenttyper.
Som allerede nævnt er integrerede halvlederkredse memorymæssigt »random accessible« eller vilkårligt adgangsgivende, d.v.s. at tilgangstiden til de lagrede informationer er kort, fordi de individuelle bits kan addresseres direkte.
Prøver vi at se lidt ud i fremtiden, er der interessante ting undervejs. Et af problemerne ved integrerede halvlederkredse er, at forbindelserne mellem de enkelte funktionskomponenter optager en stadig større procentdel af pladsen på en chip - efterhånden som antallet af komponenter pr. arealenhed øges. Derfor er det ret indlysende, at der er en gevinst at hente ved at undlade sådanne forbindelser - og altså kun have isolerede komponenter på en
chip. Derved kunne de enkelte ladningsbærende komponenter i en »hukommelse« sandsynligt også forenkles.
Hvordan skal man få forbindelse med f.eks. en million funktionselementer pr. chip? Der er faktisk flere muligheder. Det er f.eks. en mulighed at overføre informationerne via elektromagnetiske signalmønstre under anvendelse af f.eks. det infrarøde, det visuelle eller det ultraviolette spektrum.
Her kan vælges kontrollerede retningsbestemte og ekstremt smalle stråler eller beams, der illuminerer modtagesystemet i de enkelte funktionselementer, der ønskes »kontaktet«. Det vil også være muligt at belyse hele chip’en og kontake de enkelte elementer med pluskodede signaler, således at forstå, at den enkelte enhed kun reagerer, såfremt et ganske bestemt kodesignal modtages.
Den her beskrevne udvikling vil være tilknyttet 90’erne og kan meget vel vise sig at få uvurderlig betydning. Som et sidespring afsnitsmæssigt kan det anføres, at denne teknik naturligt er vejen til at producere universalchips efter såkaldt multiprocessorarkitektur, d.v.s. at de enkelte elementer på en chip kan anvendes til mange formål. Det vil nemlig være »soft-ware« eller programmeringen, der bestemmer formålet og derefter elektromagnetisk forbinder funktionselementerne efter det programmerede behov. På en måde vil man derved nærme sig den menneskelige hjernes kompleksitet.
En anden avanceret metode specielt i forbindelse med maskinelle »hukom- melseskredsløb« er anvendelse af en elektronstråle. Under forudsætning af, at en sådan stråle kan rettes meget præcist mod de enkelte funktionselementer på chip’en, vil det være muligt at opnå »read/write« kapacitet, d.v.s. at indlægge, fastholde eller slette informationer efter behov i »hukommelsen«. Det samme vil kunne gennemføres med kombinationer af elektromagnetisk energi og elektronstråler. Sandsynligt ville kombinationer af det ultraviolette spektrum og andre elektromagnetiske spektre kunne være basis for den samme funktion.
Anvendelse af specifikt rettede elektronstråler vil betyde, at der kan produceres maskinelle »hukommelser« med en betydelig informationskoncentration. Koncentrationen er et spørgsmål om elektronstrålens »bredde« og hvor nøjagtigt den kan rettes kontra koncentrationen af ladningsbærende elementer på chip’en, d.v.s. hvor tæt hukommelseselementerne (bits) kan placeres uden at påvirke hinanden.
En tæthed på 0,1 u kan næppe anses for utopisk i den forbindelse - i et tidsperspektiv omkring 1990 - hvilket medfører, at en chip på 40 mm2 vil kunne indeholde store mængder bits. En inderside-orienteret kugleformet chip ville kunne kontrolleres af en enkelt elektron-emitter, hvilket ville kunne give en mikrodatamat, f.eks. i et missil, en »hukommelse« på omkring 1015 bits, hvilket er en ganske væsentlig »hjernekapacitet« - under forudsætning af samtidig »read/write« kapacitet på omkring 106 bits pr. sekund.
De beskrevne udviklingsforløb er for nærværende under intens forskning i en lang række lande. Også andre maskinelle »hukommelser« er under hastig udvikling. »Magnetico Bubble Memory« består af en enkeltkrystallisk tynd hybridfilm af f.eks. syntetisk halvædelsten (Granat) eller ferrite. Bl.a. disse materialer har den egenskab, at de - påvirket af et ekstremt magnetfelt - kan magnetiseres vinkelret på overfladen. Derved dannes der små områder eller »bobler« omgivet af modsat polariseret materiale. Data lagres således, at der afsættes et lille område til hver bit. Dette område repræsenterer så værdien »1« eller »0« alt efter hvilken polarisation der er tale om. Varieres det eksterne magnetfelt, kan man få hele bit-mønstret til at vandre i en forud fastlagt bane og naturligvis en forud fastlagt hastighed. I den forbindelse er der flere forskellige »loopdesigns«. Informationerne hentes i serier fra sådanne »loops«.
Overføringshastigheden kan omfatte eksempelvis en million bits pr. sekund. Lagerformen kaldes cyklisk. Selve informationsbeholdningen i form af bits går til grunde, når det eksterne megnetfelt fjernes.
Det er vanskeligt at sige, hvor mange bits af denne type, der kan klemmes sammen på en chip. Eksperimentelt arbejdes med op til 8 millioner bits pr. chip, men pålideligheden af disse store koncentrationer har tilsyneladende hidtil vist sig uacceptabel. I praksis arbejdes nutidigt med væsentligt mindre tal - omkring 150.000 bits. Det anslås dog, at antallet vil nå op på omkring en million i midten af 80’erne og måske 2 millioner i slutningen af 80’erne.
Ifølge disse anslåede værdier skulle det være muligt at fremstille rimeligt små »memory bubble« moduler omkring 1985 på f.eks. 32 chips, svarende til en »memory« kapacitet på 32 millioner bits - også en passende hukommelse for en mikrodatamat. Hertil skal så lægges mikrodatamatens RAM og ROM kapacitet.
En anden form for »memory« er de såkaldte »charge-coupled devices«, egentlig en mellemting mellem integrerede kredse og »magnetic bubble memories«. Fremstillingen følger det unipolære princip omfattende en trelags
»sandwich-konstruktion« bestående af et lag indeholdende elektroder, et isolerende siliciumdioxid-lag og endelig et siliciumkrystallag. Det anvendte princip omfatter ladninger af elektroner, der under kontrol bevæger sig rundt i halvlederlaget - altså sidstnævnte led i »sandwich-konstruktionen«. De elektriske ladninger dannes på eller nær overfladen i spændingsfastlagte mønstre, stort set svarende til placeringerne af magnetiske »bobler«. Bevægelser finder sted ved at sætte passende spænding til elektroderne. Ladningerne kan bevæges med stor hastighed. Lageret er cyklisk og noget hurtigere end »bubble memories«.
»Charge-Coupled Devices« har naturligt andre muligheder. Da ladningerne i overfladen af halvledermaterialer kan varieres, kan funktionen anvendes til TV-agtig afbildning, analog-memory, »signal processing« etc., alt i alt formål, der har væsentlig interesse i relation til processtyring - specielt i forbindelse med ubemandede fly og missiler. Det vil imidlertid føre for vidt at beskrive mulighederne her. Princippet har været kendt siden 1969.
Holografisk lagring af data er en anden mulighed, der har betydning. I et sådant lager afbildes et større antal bits samtidigt i et såkaldt hologram ved hjælp af en matriks med elektronisk styret gennemskinnelighed. Man kan sige, at de enkelte bits lagres som et mønster, der fordeler sig over hele hologrammets areal, generelt sagt svarende til optisk interferens på grundlag af bitmønstret. En enkelt lagerenhed af denne type fylder ca. lcm2. »Read/write« funktionen foregår elektro-optisk, således at samtlige bits i en lagerenhed aflæses på en gang.
Også denne lagertype kan få betydning for mikrodatamatens udvikling. Det skal bemærkes, at ovenanførte maskinelle »hukommelsestyper« eller lagre kun er et begrænset udvalg af, hvad der kan forventes, når vi nærmer os 90’erne. I øvrigt må det vel nok siges kun at være et begrænset udvalg af de »hukommelsestyper«, der eksisterer og har eksisteret. 
Som et ganske morsomt eksempel på det sidste, kan det nævnes, at bits tidligere også blev lagret som lydimpulser. Ved hjælp af et kvartskrystal blev data transformeret fra elektriske impulser til lydimpulser, som blev sendt igennem et fast legeme og derefter igen omformet til elektriske impulser, forstærket og omformet til lydimpulser igen o.s.v. De pågældende data farer populært sagt i ring under konstant omformning. Antallet af impulser eller bits bestemmes af den tid en lydimpuls er om at bevæge sig igennem det faste stof. Systemet stammer fra slutningen af 40’erne og kan meget vel dukke op igen i fremtiden i en anden »skikkelse«.
En bekymring man kunne have i forbindelse med den fortsatte miniaturise- ring er elektrokemisk korrosion forårsaget af fugt. Undersøgelser synes at have påvist, at op til 80% af de fejl, der opstår i LSI-kredse, kan henføres til denne årsag.
I den forbindelse skal det anføres, at fremtidens LSI- eller VLSI-kredse let kan indbefatte en transistor til registrering af korrosionsnedbrydningen (Moisture-sensing charge flow transistor (CFT)).
 
Forskellen mellem »fortiden« og den nære fremtid.
Nu er det værd at være opmærksom på, i den tidsmæssige sammenhæng, at den danske datamaskine DASK kom i drift i 1958 og i øvrigt nu er på museum. Samtidig blev de første store datamaskiner af 2. generation konstrueret, medens datamaskiner af 3. generation - baserede på det daværende udviklingsniveau for integrerede halvlederkredse - blev introduceret i 1964. Til disse faktorer skal lægges, at forskellen mellem brugerniveauet og udviklingsniveauet i forbindelse med miniaturisering af halvlederkredse naturligvis er forskudt - formentlig et sted mellem fem og ti år, hvilket medfører, at nutidige brugere i værste fald befinder sig på 1970-stadiet og følgelig kun er seks år fremme i den totale udviklingscyklus i forhold til den første 3. generationsdatamats introduktion i 1964.
I 1973-75 er'der i øvrigt i USA udført interessante forsøg med datamater fra begyndelsen af 70’erne. Disse forsøg er nutidigt af begrænset forsvarsmæssig værdi, men kan fortælle en del om, hvad en stordatamat med et passende »hukommelseslager« egentlig kan præstere.
De pågældende forsøg gik ud på, at en datamat placeret i et transportfly skulle kontrollere et antal ubemandede fly via en radiokædeforbindelse. De ubemandede fly skulle kunne opholde sig mere end 100 km fra »moderflyet«, der indeholdt datamaten.
Kontrolproblemet for datamaten var spørgsmålet om at finde det ubemandede fly i lufthavet ud fra beregninger baseret på sidste kontaktpunkt, hastighed, højde og kurs. Derpå skulle den »låse« på det ubemandede fly med sin »radiokæde-strobe«, fastlægge dets nuværende position, hastighed, kurs og højde samt træffe »beslutninger« om behovet for at give nye styreordrer for at sikre, at det ubemandede fly kunne gennemføre den ønskede mission. Samtidigt med dette skulle datamaten naturligvis konstant kende »moderflyets« - og altså sin egen - position, højde, hastighed og kurs.
Det skal pointeres, at det ikke var noget problem for datamaten at gennemføre ganske indviklede angrebsmissioner mod jordmål med et enkelt ubemandet fly.
Det var i realiteten heller ikke et problem for datamaten at kontrollere fire ubemandede fly mod hver sit mål samtidigt.
Det lykkedes tilsyneladende - med denne ene datamat - at kontrollere op til tyve ubemandede fly samtidigt fra et »moderfly« - vel at mærke mod tyve forskellige mål. Det skal anføres, at disse missionstyper var forenklede. Alligevel giver det et indtryk af den kapacitet, som en enkelt datamat besidder i relation til kontrol af våbensystemer. Her er det værd at være opmærksom på, at den stordatamat, der i 1973-75 blev anvendt til de nævnte forsøg, senest i 1990 vil kunne rummes på ganske få cm3 - inklusive »input« og »output« elementer, »processing« og »memory« kredsløb. Herfra er der ikke langt til at forestille sig en sådan datamat - nu mikrodatamat - placeret i næsen af et missil, i et ubemandet fly, et køretøj, en torpedo, mine etc. etc. Faktisk er vi allerede inde i denne udvikling - omend på et forholdsvis »primitivt« stade.
 
Automatiserede navigationssystemer skaber af standsmæssig uafhængighed.
»Fire and forget« missilsystemer er ubetvivlelig et af resultaterne af den forsvarsmæssige gennembrudsteknologiske udvikling, d.v.s. kombinationen af sensorteknologi og udviklingen indenfor integrerede kredse. Uanset at missilsystemerne er et af de mere interessante aspekter i denne udviklingscyklus, er det værd at fastslå, at konsekvenserne af den gennembrudsteknologiske udvikling rækker langt videre. Berøringsfladerne vil nå helt ned til de enkelte elementer i forsvarssystemerne. Eksempelvis vil »sløring« af enheder eller installationer omfatte forholdsregler i hele det elektromagnetiske spektrum såvel som i det akustiske spektrum. I relation hertil får inhomogene kontra homogene baggrundsforhold øget betydning. Det er imidlertid ikke muligt indenfor denne artikels rammer at berøre samtlige af disse forhold, hvorfor kun de mest aktuelle problemstillinger omtales.
Som nævnt hindres udviklingen primært af begrænset maskinel memorykapacitet i mikrodatamater, et problem, der må antages løst indenfor en tiårig periode.
Udviklingen indenfor missilsystemer kan dermed opdeles i to faser. Den første fase er vi midt i. Den omfatter præcisionsproblematikken kontra afstandsfaktoren, d.v.s. opfyldelse af hovedkravene, at kunne finde vej til et målområde over en given afstand, at finde målet i målområdet og endelig at ramme målet - gennemført autonomt ved »maskinel intelligens«.
De amerikanske såkaldte »Cruise Missiles« er typiske eksempler herpå. Den næste fase i udviklingen - der formentlig indledes omkring 1985 - kan betegnes som den »avancerede automationsfase«. I denne fase tilføres våbensystemerne et »menneskelignende« reaktionsmønster, d.v.s. de kan, i kraft af tilstrækkelig memory-kapacitet, programmeres til at tage højde for taktiske situationsforløb.
Missilsystemernes afstandsmæssige uafhængighed er et nøgleproblem i første fase, fordi der heri bl.a. ligger muligheden for frigørelse for nogle af de mest kostbare våbenplatformstyper.
Uafhængigheden er betinget af effektive navigations- eller styringskontrol- systemer. Udviklingen af disse kan dateres tilbage til slutningen af 50’erne eller måske tidligere, henset til at det bl. a. fra 1964 var muligt at sende ubemandede rekognosceringsfly ind over strategisk vigtige områder og her gennemføre punktbestemte fotomissioner. Sådanne områder omfattede datidigt Kina og Nordvietnam (Aviation Week). Trods det daværende primitive automationsniveau kunne de pågældende flyvninger gennemføres med så stor nøjagtighed, at flyene efter endt mission kunne opsamles af en helikopter i et planlagt område. Det bør nok her tilføjes, at opsamlingen fandt sted i luften, medens det ubemandede fly endnu hang i en faldskærm, der udløstes ved ankomsten til opsamlingsområdet.
Der findes mange typer af navigations- eller styringskontrolsystemer, der er egnede for automatisering. Generelt kan nævnes inertistyring, terrestrisk reference, herunder MAGCOM (Magnetic Contour Matching), TERCOM (Ter- rain Contour Matching), »Correlation«-systemer (oprindelig correlatron- systemer, d.v.s. billedmæssig sammenligning), systemer baseret på jordrefleksion af elektromagnetisk energi, radionavigation og optisk styring. De to sidstnævnte er uanvendelige, fordi de er afhængige af overfladebaserede kontrolstationer eller forbindelser, hvilket gør forstyrrelser i form af elektronisk jamming aktuelle.
Den største fordel ved inertistyresystemet er, at det er helt indesluttet i missilet og dermed upåvirkeligt fra omgivelserne. De grundlæggende elementer i et sådant styresystem er elevations- og deflektionsgyroer, accelerometer, måleelement for tidsreferencer samt en mikroprocessor. Gyroenheden er systemets svage led ud fra betragtninger over det traditionelle mekaniske gyroskop. Laser-gyroskopet - der første gang blev demonstreret i 1963 - indebærer dog afgørende præcisionsmæssige fordele, en faktor, der f.eks. får betydning ved kombination med TERCOM-systemet i relation til positionskorrektioner. Det lydbølgebaserede gyroskop må ligeledes antages at indebære væsentlige fordele (udviklet ved Cambridge Research Laboratory).
Terristisk reference kan omfatte jordens magnetfelt, tyngdefelt etc. Som hovedregel er disse systemer ret unøjagtige. Et enkelt system, MAGCOM, fortjener dog at blive nævnt, selv om nøjagtigheden også her må have visse begrænsninger. Systemet er bygget over konturerne af jordens magnetiske felt, således at en mikrodatamat i et missil ved periodisk sammenligning med tidligere opsamlede konturdata - et konturkort - kan følge en fastlagt rute.
TERCOM opererer ud fra princippet, at den geografiske lokation af ethvert sted på jordoverfladen er defineret ved forskellige vertikale konturer. Det kræver altså forudgående kortlægning af terrænkonturernes karakteristika for det område, hvori systemet skal anvendes. Indsamling af sådanne data kan gøres ved stereoluftfotos af terrænet samt måling af tilknyttede referencehøj der. De samme data kan formentlig også uddrages af et passende detaljeret kort.
Ved subtraktion af måleresultaterne fremkommer en vetikal terrænkontur. Med passende mellemrum kan missilets datamat under flyvningen foretage sammenligninger mellem den aktuelle terrænkontur og den memory-lagrede kontur og dermed fastsætte sin position - samt foretage korrektioner - med en nøjagtighed, der modsvarer konturkortets mindste opdelingsled. Måling af de pågældende konturer kan eksempelvis finde sted ved hjælp af en laser højdemåler og en barometerbaseret højdemåler.
TERCOM systemet vil normalt være kombineret med et andet navigationssystem, sædvanligvis et inertistyresystem.
»Correlation«-systemer er baseret på fastlæggelse af et missils position på basis af sammenligning af det virkelige billede af terrænet med et luftfoto af samme, sammenligning af et radarbillede af terrænet med et tidligere optaget radarbillede eller sammenligning af et FLIR-billede af terrænet med et tidligere optaget FLIR-billede (Forward Looking Infra Red). Systemet vil kunne anvendes til målsøgning såvel som til navigation. Tidligere omtalte »Charge Coupled Devices« er anvendelige i et sådant system. Ligesom for TERCOM-systemet vil det ikke være almindeligt, at missilets position overvåges konstant. Positionsfejl rettes periodisk over forud planlagte områder. Et supplerende system kan være inertibaseret.
Systemer baseret på jordrefleksion af elektromagnetisk energi omfatter passive sensorsystemer i bl. a. milimeterbåndet. (Se tidl. artikel: Den sensorteknologiske udvikling). Ved at »bogføre« jordrefleksionen som en funktion af lokationen kan man konstruere et digitalkort over den reflekterede energi omfattende et bestemt område. Et sådant system vil stort set fungere som »correlation«-systemet.
 
Hovedparten af de nævnte systemer stammer fra slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne. Det siger sig selv, at de forbedringer, der kan finde sted for de pågældende systemer, er direkte betinget af udviklingen indenfor integrerede kredse - herunder specielt memory-kapacitetsniveauet. Det er derfor naturligt at hævde, at i det øjeblik memory-elementet kan tilgodese de navigationsmæssige krav om nøjagtighed, vil den næste fases krav blive aktuelle - voksende med memory-elementernes kapacitet - nemlig et reaktionsmønster i form af undvigemanøvrer etc. Udviklingen er ganske enkelt uundgåelig.
Alene den her beskrevne udvikling, der kun kan betegnes som en begrænset del af det totale udviklingsmønster på grundlag af den forventede våbenteknologiske gennembrudsudvikling, bør vække til eftertanke. Har vi forudset det stigende præcisionsniveau såvel målfatnings- som navigationsmæssigt? Har vi indbygget det nye udviklingsmønster i de nutidige forsvarssystemer, således at overgangen bliver naturlig og smidig - såvel teknologisk som organisatorisk - eller »kæmper« vi stadig, blot for at få livremmen til at række, fordi vi skal leve op til nogle »gammeldoktrinære« standpunkter, bl.a. dikteret af salgsargumenter fra større våbenproducerende nationer.
 
Nogle betragtninger over udviklingsmæssige perspektiver.
Datamater giver mulighed for behandling af informationsmængder, som det ikke ville være menneskeligt muligt at gennemføre indenfor rimelige tidsperspektiver. Ligesom industriel processtyring kan gennemføres på basis af forskellige kategorier af datamater, således kan og bør naturligvis store dele af et forsvarssystem automatiseres. Ligesom den del af industrien, der undlader at indføre automatisering på et - efter omstændighederne - givet tidspunkt, uhjælpeligt vil komme i klemme konkurrencemæssigt, således vil også et forsvarssystem, der undlader at tage automatiseringsfordele i betragtning, næppe have de store overlevelsesmuligheder i en afgørende situation - i hvert fald ikke i den tekniske del af et kampforløb.
Det er imidlertid ikke ligegyldigt, hvorledes en automatisering finder sted. I den »gammeldoktrinære« opfattelse synes organisationen og de tilknyttede våbenplatforme og våbensystemer at skulle bevares - i store træk principielt som under 2. Verdenskrig - ligesom den menneskelige styring, samtidigt med den ledvise indbygning af automatisering på de enkelte niveauer, synes at skulle bibeholdes helt ud i de yderste led i systemet.
Ingen kan vel med fuld ret hævde, at det er fejlagtigt at fortsætte i det spor. Forudsætningen er imidlertid, at der er en passende økonomisk basis for bl. a. at fastholde den doktrinært betingede balance i relation til offensive kontra defensive midler.
Kun store nationer kan vel stadig hævdes at have et sådant økonomisk grundlag. På grund af den økonomiske faktor påvirkes små nationer først af en våbenteknologisk gennembrudsudvikling. Spørgmålet er vel, hvor hurtigt udviklingen er på vej bort fra de gammelkendte og prøvede principper.
Når det i stigende grad er nødvendigt at satse på selvforsvarssystemer i relation til våbenplatforme, basefaciliteter m.v., på grund af disses stigende sårbarhed, samtidig med, at de offensivt anvendelige taktiske våbensystemer skrumper ind antalmæssigt, er det formentlig på tide at søge mod nye veje til løsning af den forsvarsmæssige problemstilling.
De nye perspektiver, der træder frem på grundlag af den våbenteknologiske gennembrudsudvikling, tilgodeser i højere grad en forsvarer end en angriber, naturligvis forudsat, at forsvarssystemet er indrettet herefter. I en utraditionel forsvarsteoretikers opfattelse bør den teknologisk avancerede del af et forsvarssystem være opbygget ud fra strengt rationelle hensyn og dermed uden indflydelse af emotionelle og traditionsbundne faktorer. Systemet bør være fremtidsorienteret i videste forstand bl. a. på modulbasis og naturligvis automatiseret ud til yderste led - kun med menneskelig medvirken i den centrale operative kontrolfunktion. Henset til en lille nations begrænsede forsvarsområde vil overvågnings-, rekognoscerings- og kampplatforme i traditionel forstand være unødvendige i en kampsituation, idet overvågnings- og rekognosceringsrollen kan gennemføres ved programmerede platforme ligesom våbensystemerne vil have en rækkevidde, der gør dem uafhængige af fremføringsmidler.
Rigtigt opbygget vil et sådant system være lidet ressourcekrævende i fredstid. Personalemæssigt vil styrken være yderst begrænset, afhængigt af automationsniveauet, ligesom ingen af systemets kampkomponenter vil blive anvendt til træningsformål. Udover enkelte aktive overvågningskomponenter vil systemet være i hvilestilling og alligevel i højt beredskab, fordi indlagte kontrolprogrammer med små intervaller tilsikrer, at den enkelte chip i ethvert led i systemet er funktionsdygtig.
Til et sådant system må nødvendigvis sideløbende og koordineret kobles et teknologisk »primitivt« kampelement baseret på menneskelige ressourcer. Dette element skal kunne forøges eller reduceres, afhængigt af den udenrigspolitiske situation og skal være primært anvendeligt i direkte kamp på eget territorum. Det samme element skal besidde enkelte begrænset udrustede traditionelle kampplatforme - fly og skibe - til brug for afvisningsoperationer i fredstid samt patruljering etc.
Sammensætning og udrustning af førnævnte »primitive« kampelement må nødvendigvis nøje koordineres i relation til det teknologisk avancerede elements formåen, herunder primært dets evne til at bekæmpe en modstanders angrebs- og transportplatforme. Det »primitive« kampelement skal besidde umiddelbar evne til overgang til koncentreret guerillakrigsførelse.
Det skitserede system har den umiddelbare fordel, at kostbare og forventeligt ineffektive kampplatforme og deres tilknyttede sårbare baser undgås. Det er ganske enkelt for ressourcekrævende for et lille samfund, når det samtidigt med kampplatformene skal anskaffe de tilhørende våbensystemer og det mest kostbare og diskutable, nemlig selvforsvarssystemer til beskyttelse af både kampplatformene og deres baser.
Det skitserede fremtidssystem benytter princippet om teknologisk spredning i stedet for teknologisk koncentration og selvforsvar. Kun derved kan »cost-effective« balancen ændres til forsvarssystemets fordel, idet en angriber vil være nødt til at anvende avancerede bemandede kamp- og transportplatforme for at kunne gennemføre et angreb.
Det er naturligvis en forudsætning, at forsvarssystemets kommunikations- og datatransmissionsnets del er veludbygget - primært i et kabelsystem (lyslederkabler) - og at de enkelte elementer i forsvarssystemet er såvel mobile som EMP-beskyttede.
Det »primitive« elements udrustning og taktik baseres som nævnt direkte på analyser af koordinationsmuligheder mellem de to elementer og kan meget vel udvise væsentlige forskelle fra nutidige systemer.
Det er nu engang således, at den elektromagnetisk inhomogene jordoverflade indebærer visse fordele frem for havet og luftrummet, der elektromagnetisk set grundlæggende er homogene. Det er en faktor, der i stadig højere grad må regnes med i relation til den sensorteknologiske udvikling. Desuden kan der vel sættes et spørgsmålstegn ved anvendelsen af kampplatforme i luften og på havet fra det øjeblik, de tilknyttede offensive våbensystemer får så stor rækkevidde, at de med samme effekt kan afsendes fra en landbaseret - og skjult - position.
 
Det er nok væsentligt at bemærke, at det beskrevne forsvarssystem er en fremtidsversion baseret på den yderste konsekvens af tendenserne i den nutidige teknologiske udvikling og som følge deraf kan virke fantastisk i relation til det nuværende forsvarssystem. På den anden side synes konsekvenserne af udviklingsmønstret værd at overveje - uanset at det påståede system først bliver aktuelt efter år 2000. Under alle omstændigheder vil sensorteknologien og den teknologiske udvikling indenfor integrerede kredse blive de »sten«, der vælter det nuværende traditionsbundne »overlæs« indenfor konventionelle forsvarssystemer. Det synes påkrævet at komme den situation i forkøbet.
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_108_aargang_nov-dec.pdf

Litteraturliste

Del: