En sverigesering af Indien?

USA, Indien, geopolitik og the unipolar moment

Ved den indiske premierminister Singhs besøg i Washington sommeren 2005 kunne han og præsident Bush annoncere underskrivelsen af et Joint Statement, en fælles hensigtserklæring. Dette Joint Statement annoncerede et nyt amerikansk-indisk ”strategisk partnerskab” med samarbejder indenfor en række områder. Vigtigst var det faktum, at USA ville tilgive Indien for atomprøvesprængningerne i 1998 og i den forbindelse yde teknisk bistand indenfor civil atomteknologi. Den amerikanske politik overfor Indien er dermed skiftet markant – fra pisk med indførelse af økonomiske og diplomatiske sanktioner efter de indiske atomprøvesprængninger i 1998 til gulerod med underskrivelsen af Joint Statement. I mellemtiden er der ikke forandret noget på den indiske side af ligningen – ihvertfald på områder, der har med den hårde og umiddelbare sikkerhedspolitik at gøre, herunder de famøse atomsprænghoveder – så man kan med nogen ret spørge: hvorfor i alverden så dette skift i den amerikanske politik?

Helt overordnet er amerikanerne med skiftet fra pisk til gulerod samtidig gået fra et snævert ikke-spredningsperspektiv på Indien alene til et bredere, geopolitisk perspektiv på Indien i sin regionale og globale kontekst. Det amerikanske initiativ, der ledte til Joint Statement 2005 skal derfor forstås i samme kontekst. Amerikanerne forsøger af geopolitiske årsager at forme Indien som – eller i det mindste skabe incitamenter for Indien til at blive – en troværdig og ansvarlig partner i det internationale samfund på trods af landets traditionelle uafhængighedsstatus og pro-sovjetiske fortid. Det er denne hensigt, der i titlen formuleres som muligheden for en ’sverigesering’.[1]

 

Der er to overordnede grunde til, at denne politik, for eksempel i tilfældet med den iranske udfordring, ikke har fået eller ser ud til at ville kunne fungere fuldstændigt som den amerikanske regering håber. For det første ligger en dybtlejret selvstændighedsfilosofi til grund for den indiske udenrigspolitik. For det andet har kombinationen af høj økonomisk vækst og meget små nationale energiressourcer tvunget Indien ud på verdensenergimarkedet på præcis samme måde som, omend et par år senere end, Kina med de samme resultater til følge. 

Det amerikanske initiativ i forhold til Indien indebærer en række kortsigtede og langsigtede mulige fordele – konkret styrkelse af Indiens indre ikke-spredningspolitik; en mulig ansvarliggørelse af Indien gennem en integration af Indien i form af generel opgradering af den indiske geopolitiske status – men indebærer ligeledes visse risici, herunder en svækkelse af NPT-regimet og øget risiko for indisk andenhåndsspredning. Fordelene synes imidlertid at opveje ulemperne, selvom projektet indebærer en del risikomanagement.

Indien bliver næppe en Australienlignende partner selv på meget lang sigt, men den potentielle mulighed for en sverigesering i en eller anden udstrækning er en positiv gevinst. Derfor er der geopolitiske og ikke-spredningsmæssige grunde til, at Danmark bør støtte det amerikansk-indiske samarbejde – på trods af, at samarbejdet i princippet betyder en svækkelse af NPT-regimet, som det kun er i Danmarks interesse at opretholde. For det første er den geopolitiske sammenhæng, hvor Indien som demokrati allerede er eller – lettere end andre store lande som Kina – kan involveres i de dagsordener Danmark overordnet er interesseret i udover de umiddelbart sikkerhedspolitiske, herunder god regeringsførelse i udviklingslandene i almindelighed og i de naturressourcerige udviklingslande i særdeleshed. For det andet, fordi der er mulighed for, at den interne indiske ikke-spredningskontrol kan blive professionaliseret og styrket af samarbejdet – ikke mindst, hvis USA i praksis prioriterer dette i forholdet til Indien. Det er derfor afgørende, at Danmark vedblivende minder USA, Indien og IAEA om dette aspekt

 

Baggrund, analyseniveau og argumentstruktur

Artiklen udspringer af et foredrag om Indiens proliferationspolitik og Joint Statement til et seminar om tendenser i ikke-spredning med udgangspunkt i Iran og Indien.[2] Henvisninger til Indiens Iran-politik nedenfor skyldes derfor dels seminarets tema, dels det faktum, at USA aktivt forsøger at bruge Joint Statement-samarbejdet til at skaffe Indiens opbakning til USAs politik overfor Iran.

Det centrale langsigtede spørgsmål i international politik handler om, hvordan USA administrerer sit ”unipolar moment”; et øjeblik, der er længere eller kortere alt efter hvilken sektor man kigger på.[3] På det militære område står USA overordnet uantastet og vil gøre det i lang tid fremover – men på energisikkerhedsområdet er USA fanget i samme spil som alle andre på grund af væksten i det globale energiforbrug, blandt andet drevet at Indiens og Kinas økonomiske vækst og markante indtræden på det globale energimarked. USA’s administration af sit forhold til Indien er derfor interessant i dette helt overordnede perspektiv som usædvanligt eksempel på, hvordan USA forsøger at skabe produktive (eller: ansvarlige) medspillere i det globale cirkus. Indiens tilfælde illustrerer samtidig en generel pointe om den geopolitiske konteksts betydning for det almene proliferationsregimes funktion.

Spørgsmålet om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben har været aktuelt siden kapløbet om at nå først med et fungerende atomvåben så småt begyndte i 1930erne. Emnet er dermed et af de vedvarende for den internationale politik og strategi – men som det er tilfældet for de fleste af kerneemnerne synes der at være en vis cyklisk tendens i den opmærksomhed, der tildeles spørgsmålet om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben. De periodiske udsving i interessen peger på, at emnet er forbundet med og afhængig af en større sammenhæng, nemlig geopolitiske realiteter: regionale og globale magtbalancer i et længere tidsperspektiv, hvor ændringer i relative styrkeforhold i bredere forstand end blot øjeblikkelig militær magtstyrke er i centrum. De forskellige ikke-spredningsinstrumenter – såsom NPT, CTBT, MTCR og PSI – refererer imidlertid mere snævert til faktisk og mulig spredning. Beskæftiger man sig alene med et snævert ikke-spredningsperspektiv, herunder verdenssamfundets tiltag og procedurer såsom de processer, der foregår via IAEA og FN, risikerer man at miste forståelsen for de egentlige bagvedliggende dynamikker. Disse handler om hvilke omstændigheder, der kan være medvirkende til at skabe incitamenter for, at et land vælger at deltage i spredningsaktiviteter.

Spørgsmålet om risikoen for indisk deltagelse i spredningsaktiviteter set i lyset af Indiens energisikkerhedssituation er både af aktuel faktuel interesse og illustrerer fint, hvordan forståelse af den internationale ikke-spredningsdagsorden nødvendigvis må indebære en geopolitisk ramme, der er bredere end den umiddelbare og teknisk-formelle ikke-spredningsdebat. Kort sagt er der tale om, at i situationer, hvor IAEA- og FN-sporet aktiveres – som eksempelvis de tre ”slyngelstater” – dér er de bagvedliggende geopolitiske dynamikker allerede er blevet til konfrontationssituationer. Den internationale storpolitik er mest synlig og dramatisk på denne måde. Men kendskab til de bagvedliggende dynamikker kan i princippet bidrage til at begyndende krisesituationer identificeres, adresseres og medieres før de udvikler sig dramatisk.

Vi havner dermed på to relaterede analytiske niveauer: dels det strukturelle niveau, hvor spørgsmålet om magtbalancer, regionale som globale, er blevet genaktualiseret særligt siden midten af 1990erne, fordi forståelsen af optøningen af den Kolde Krigs overvejende bipolære system i kombination med global økonomisk vækst langsomt resulterede i forandringer i for eksempel Indiens og Kinas selvopfattelser. Disse, i samspil med materielt baserede nødvendighedsopfattelser, udgør således det andet, statsorienterede, niveau. Konsekvensen af dynamikkerne mellem ikke-spredningshensyn og energisikkerhed på de to niveauer er, at ”the unipolar moment” er udfordret, ihvertfald indenfor energisikkerhed. Joint Statement er således et eksempel på (eller test af om?), hvordan den amerikanske unipol kan forsøge at administrere denne udfordring – eller forberede overgangen til en ny periode.

Analysen forløber i to overordnede dele. I første del præsenteres først skiftet i den amerikanske strategiske perception af Indien i perioden mellem 1998 og 2005, og der argumenteres for, at den geopolitiske kontekst gjorde det nødvendigt for USA at tænke sit forhold til Indien ud fra et perspektiv, der var bredere end de klassiske hensyn til ikke-spredningssamarbejdet. Herefter redegøres der for indholdet og status af den amerikansk-indiske aftale, og det anskueliggøres hvad amerikanerne håber at få ud af aftalen og på hvilke niveauer.

I anden del behandles to indiske faktorer som vil modarbejde de amerikanske intentioner på både kort og lang sigt. Disse findes i Indiens udenrigspolitiske tradition og de materielt-geopolitiske betingelser for økonomisk vækst i Indien. Herigennem argumenteres der for, at amerikanernes gevinst ved aftalen mere vil være en langsigtet realpolitisk tilnærmelse mellem Indien og USA end konkrete kortsigtede indrømmelser. Analysen redegør dermed for skiftet i den amerikanske politik overfor Indien i lyset af Indiens udenrigspolitiske tradition med særligt henblik på den geopolitiske situation: analysen gennemgår dermed ikke indiske eller andre ikke-spredningsrelaterede hændelser i detaljer, men holder sig hovedsageligt til et grand strategy-niveau.

 

USAs geopolitiske rationale for Joint Statement 2005

Skiftet i USAs politik overfor Indien i 2005 i forhold til politikken fra 1998 og frem skal ses i lyset af de overordnede forandringer i de amerikanske geopolitiske perceptioner af Indiens rolle i regionen og globalt set. Udtrykket “geopolitiske perceptioner” er helt bevidst: der gives ikke ”geopolitiske realiteter”, kun materielle realiteter. Selvom disse utvivlsomt, som det også ses nedenfor, har stor indflydelse på de internationale aktørers handlerum og incitamenter så er det aktørernes fortolkning af disse materielle realiteter, der er afgørende for de endelige policyvalg.

Da man som svar på Indiens atomprøvesprængninger i 1998 indførte sanktioner skete det ud fra en logik om, at man måtte ”straffe” Indien for ikke at bidrage til det internationale ikke-spredningsregime. Det, selvom Indien, som ikke-underskriver af hverken NPT eller CTBT i princippet havde international ret på sin side i og med man ikke havde lovet ikke at ville udføre prøvesprængninger. Men i forhold til NPT var der imidlertid det problem, at NPT-landene via traktaten har forpligtiget sig til, at anerkende medunderskrivernes ret til fredelig udnyttelse af atomteknologi – og omvendt, at stater, der ikke er tiltrådt NPT ikke kan være legitime atommagter. Sanktionerne måtte derfor forstås udfra relativt snævre ikke-spredningshensyn – som et forsøg på at undgå at svække ikke-spredningsregimerne ved at gennem en ’undladelsessynd’ (ikke at reagere på prøvesprængningen) indirekte at belønne Indien for at stå udenfor de internationale ikke-sprednings­samarbej­der.

Den geopolitiske kontekst forandredes imidlertid ganske meget mellem 1998 og 2005 – og det er i dette bredere perspektiv, at man skal finde forklaringen på det amerikanske politiksporskifte. Den sikkerhedspolitiske kontekst var i 1998 præget af de komplekse – men i realiteten små – konflikter på Balkan, i Mellemøsten og Afrika, og af en økonomiske kontekst som nok allerede dengang havde globalisering som hovedtema i kraft af et generelt, globalt vækstmomentum op gennem 1990erne, men som alligevel virkede som et non-issue i forhold til sikkerhedspolitikken – blandet andet takket være kombinationen af en stærk amerikansk økonomi og fordi asienkrisen i 1997 og den russiske nedsmeltning i 1998 havde medvirket til, at det traditionelle amerikansk-vestlige forspring synede aldeles solidt. Samlet betød den amerikanske militærmagt og det hovedsageligt amerikansk-europæiske øko-condominium gennem for eksempel G8, at den traditionelle storpolitik med konkurrerende stormagter virkede aldeles uaktuel. Den indiske prøvesprængning kunne således fortolkes primært som en udfordring til ikke-spredningsbestræbelserne. I forhold til Indien og set med en amerikansk optik er de tre vigtigste og forbundne forandringer mellem 1998 og 2005: Kinas økonomiske vækst og relative magtforøgelse; terrorangrebet mod New York og Pentagon september 2001; og den deraf følgende reaktualisering af energisikkerhedstemaet.

Kina kom i fokus fra omkring 1998, hvor den strategiske stemning skiftede internt i Pentagon. Som beskrevet af Thomas P. M. Barnett i The Pentagon’s New Map skiftede den hen i retning af, at opfatte Kina som den kommende, store strategiske trussel på langtidshorisonten.[4] Tidligere fremskrivninger af de globale effekter af kinesisk vækst var begyndt at være synlige og videre fremskrivninger ville kun understrege den centrale plads det store folkediktatur ville få indenfor de kommende årtier i verdensøkonomien og dermed i verdenspolitikken. Hertil kom, at Ruslands økonomiske krise måske gav det sidste dødsstød til fortsat koldkrigsbekymrede og derved nødvendiggjorde identifikationen af en ny strategisk trussel?

9/11 betød omvendt, at Bush-regeringen måtte skifte fokus. Den allerede skrevne nationale sikkerhedsstrategi, som var på vej i trykken i sensommeren 2001 – og udfærdiget efter de klassiske, stormagts­orienterede linjer i Condoleezza Rices Foreign Affairs-artikel fra 2000 – måtte kasseres.[5] Småstater, ustabile stater og ikke-statslige aktører betød alligevel noget. Den resulterende, nationale sikkerhedsstrategi fra 2002 er dybt præget af risikoen for en blanding af terrorisme, masseødelæggelsesvåben og svage, permeable og udemokratiske stater.[6] Politikken til afhjælpning heraf er en sikkerhedspolitisk genfortolkning af 1990ernes FN-sponsorerede paradigme: at staterne som medlemmer af verdenssamfundet har et ansvar udover de umiddelbare rettigheder – et ansvar for deres borgere og et ansvar for, hvad folk på statens territorium foretager sig.

Terrorangrebet betød samtidig, at den stærkt voksende energiefterspørgsel, som følge af den kinesiske (og asiatiske, sydamerikanske, europæiske og amerikanske) vækst nu fik en ny vinkel. Vesten havde i de sidste 10 år i en udviklingspolitisk og FN-kontekst forsøgt at udvikle mekanismer, der kunne forhindre eller begrænse de negative effekter såsom korruption, diktatur og borgerkrige, der er associeret med stor naturressourcerigdom i udviklingslande.[7] Koblingen af energipolitikken og good governance-dagsordenen er af største vigtighed – men som situationen med Indien og Kina viser, så er der få direkte incitamenter til at lave en kobling af denne type i en situation, hvor energisikkerheden er draget i tvivl. Energibehovet i særligt Kina og efterhånden også Indien var og er så stort, at disse lande har færre skrupler (om nogen) med hensyn til hvem de køber deres energi af end de vestlige lande.[8] Forbindelsen til 1998-situationen med Indien består her i, at de tilbageværende ikke udviklede olie- og energiressourcer som oftest befinder sig i udviklingslande med diktatur, med problematiske forhold til menneske­ret­tigheder og ofte – fra et vestligt perspektiv – med usund interesse for masseødelæggelsesvåben og relateret teknologi. I takt med, at Kina og Indien er draget ud mod de tilbageværende olievåger er den potentielle tilskyndelse til andenhåndsspredning (jf. nedenfor) således større, fordi visse af leverancelandene har interesse heri – såsom naturligvis Iran.

Det amerikanske perspektiv på Indien er således skiftet. Motivationen er en kombination af den perciperede potentielle trussel fra Kina; Indiens status som det demokratiske af de to vågnende giganter; og den deraf afledte idé om, at Indien kan induceres til at blive en USA-venlig partner i forhold til både det overordnede Kina-som-mulig-trussel-scenario og et mere konkret ønske om, at styrke den interne indiske ikke-spredningspolitik, og herunder at Indien lægger sig mere op ad den amerikanske politik overfor Iran.

 

Joint Statement 2005: Into the Proliferation Mainstream?

Den amerikanske regerings beslutning om at inkludere civilt atomsamarbejde i Joint Statement-aftalen kan således isoleret set virke paradoksal: som en inkonsekvent tallerkenvending og mangel på opbakning til det multilaterale ikke-spredningsamarbejde.

Men inklusionen skal ses i lyset af Indiens problematiske energisikkerhedssituation. Konkret bliver det civile atomenergisamarbejde et forsøg på at bidrage til, at Indien i mindre stigende grad end det ellers ville, bliver afhængig af importeret olie og andre fossile brændstoffer. Men håndsrækningen til Indien er ligesåmeget et springbræt for det amerikanske forsøg på at skabe en ansvarlig indisk stormagtsposition.

Joint Statement 2005 har til hensigt at være en byggesten for et amerikansk-indisk ”strategisk partnerskab” ved at introducere og muliggøre samarbejde indenfor økonomi, energi og miljø, demokrati og udvikling, ikke-spredning og sikkerhed og indenfor høj- og rumteknologi. Vigtigst blandt disse emner i denne sammenhæng er ikke-spredningspolitik og energi (i form af samarbejde – reelt kommende transfer af amerikansk knowhow og grej – indenfor civil atomenergi). Indien har som nævnt ikke underskrevet NPT, men den amerikanske deal vil sandsynligvis i praksis give Indien samme status som de etablerede atomvåbenmagter USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig.

Bush-regeringen har konsistent omtalt Joint Statement 2005-aftalen og opfølgningen herpå ved Præsident Bushs besøg i Indien i 2006 som et initiativ, der vil bringe Indien ”into the proliferation mainstream”. Men omvendt har kritikerne også været konsistente i deres henvisning til, at åbningen overfor Indien ender med at svække det internationale ikke-spredningsregime. Ifølge Joint Statement 2005 lover Indien på sin side at: ”…it would be ready to assume the same responsibilities and practices and acquire the same benefits and advantages as other leading countries with advanced nuclear technology, such as the United States.”[9] Udover vedtagelsen af en lov om ikke-spredningsaktiviteter (Unlawful activities act, 2005) indebærer disse ansvar blandt andet en opdeling af Indiens atomprogram i en civil og en militær del, en placering af (størstedelen af) det civile program under IAEA safeguards; fortsættelse af Indiens ensidige prøvesprængningsmoratorium; opretholdelse af ikke-spredningsprincipper, herunder en implementering af eksportkontrol og overholdelse af MTCR og NSG-guidelines.

Kritikere af aftalen har påpeget, at USA har givet meget på denne måde uden at få ret meget igen.[10] For eksempel indebærer aftalen i sin foreløbige form ingen krav om, at Indien skal love ikke at udvide sine militære atomkapabiliteter. Kritikerne regner omvendt med, at en sådan udvidelse vil ske som direkte afledt effekt af atomenergisamarbejdet. Dette blandet andet fordi kun 14 ud af 22 kernekraftreaktorer i Indien bliver omfattet af IAEA safeguards. Andre kritikpunkter går på, at NPT-regimet svækkes ved manøvren fordi man derved sætter et eksempel som eksempelvis Nord-Korea og Iran skulle kunne udnytte. Men som påpeget af Ashton B. Carter er det ikke så meget slyngelstaterne, som kernemedlemmerne af ikke-sprednings­samar­bej­det i form af Nuclear Suppliers Group (NSG) og de lande, der fristes af atomteknologi på forskellige niveauer, som aftalen kan få negativ effekt på i form af en svækkelse af ikke-spredningssamarbejdet. NSG-gruppens aftale forhindrer salg af atombrændstof til lande, der ikke overholder de fulde IAEA-safeguards. USAs holdning i forhold til NSG-gruppens begrænsninger på salg af atombrændstof vil virke mindre overbevisende overfor eksempelvis Kina og Rusland, som kan have interesser i at sælge uran til de fristede tredjelande, herunder eksempelvis Pakistan eller andre muligt fristede lande. Carter konkluderer, at den potentielle svækkelse vil blive begrænset fordi Indiens atomstatus allerede var kendt, at landet er et demokrati og derfor sandsynligt vil komme til at spille en positiv rolle fremover, og, i forhold til præcedenseffekten, allerede har været 30 år i skammekrogen, hvorfor den afskrækkende effekt burde være bevaret.[11]

Indiens opfyldelse af de lovede initiativer med hensyn til ikke-spredning og herunder implementering af eksportkontrolmekanismer og overholdelse af MTCR- og IAEA-retningslinjerne vil fremover være af central interesse. Men udover disse elementer håber USA, at Indien også vil støtte USAs i forhandlingerne med Iran, i forhold til videre kontrol med berigelse, støtte til multilaterale atombrændstofstyring (på IAEAs initiativ), og endelig deltagelse i eller støtte til Proliferation Security Initiative (PSI).[12]

I begyndelsen af december 2006 havde både Huset og Senatet vedtaget hver sin version af en lov til godkendelse af Joint Statement. I begge tilfælde blev en række ændringsforslag som var udtryk for bekymringer vedrørende Indiens anvendelse af udbyttet af det civile atomasamarbejdsprogram både i forhold til det militære program og til ikke-spredningshensyn behandlet. Ændringsforslag om understregning af samarbejdets civile karakter og Kongressens ret til årligt at undersøge indenfor det muliges omfang hvorvidt den indiske fissile produktion vil kunne anses for at overtræde NTPs artikel 1 blev vedtaget. Udestående emner, som skal behandles i forbindelse med den samlede lovvedtagelse i Kongressen, vedrører blandt andet ændringsforslag om at kræve begrænsninger i det militære indiske atomprogram (merproduktion og oparbejdelse af fissilt materiale til militært brug som følge af det civile samarbejde). Et andet ændringsforslag om en betingelse om støtte til den amerikanske Iran-politik ser ikke umiddelbart ud til at ville komme med i den endelige version. 

Som aftalen er skruet sammen har USA ikke har fået meget konkret mod at give ganske meget. Men aftalen skal ses som en investering i både at nå disse konkrete mål på kort og mellemlang sigt og – vigtigst – som et grundlag for på lang sigt at forme Indiens vej mod stormagtsstatus som et ansvarligt medlem af verdenssamfundet.

 

Energi og uafhængighed: betingelser for Indisk udenrigspolitik

Der er to overordnede elementer i den indiske udenrigspolitiske og strategiske situation som arbejder imod, at USA ville skulle få de konkrete eller langsigtede ønsker opfyldt. Det første element er den indiske selvforståelse som den kommer til udtryk i Indiens udenrigspolitiske tradition siden Anden Verdenskrig; det andet er de materielle realiteter forbundet med Indiens økonomiske vækst, herunder især spørgsmålet om energisikkerhed.

Det er ikke muligt at tale om indisk udenrigspolitik uden at tage udgangspunkt i afkoloniseringens rolle i den indiske selvforståelse. Kolonihistorien har naturligt efterladt en stærk inklination i retning af uafhængighed og dermed krav om respekt for landets suverænitet.[13] De officielle indiske idealer har imidlertid ofte været i modsætning til de klare realpolitiske betingelser for den indiske udenrigspolitik. Idealerne om suverænitetens ukrænkelighed som basis for uafhængigheden er tydeligst kommet til udtryk i form af dels de fem principper for ’fredelig sameksistens’, dels Indiens rolle som grundlægger af den alliancefri bevægelse (Non-Aligned Movement, NAM) under den Kolde Krig. De fem principper for fredelig sameksistens blev udarbejdet i samarbejde med Kina i forbindelse med en løbende topmødedialog mellem de to unge regimer i 1953-54. De såkaldte ”panchsheel” består af: 1) gensidig respect for territorial integritet og suverænitet, 2) gensidig ikke-agression, 3) gensidig ikke-indblanden i hinandens indenrigspolitiske forhold, 4) lighed og gensidig gevinst og 5) fredelig sameksistens.

Kina er også stadig tilhænger af disse principper og har blandt andet eksplicit benyttet dem som grundlag for landets nyeste Afrika-strategi. Principperne står i modsætning til det nyere FN-paradigme om staternes udvortes ansvar for indre forhold. Principperne har endvidere ikke betydet, at Indien ikke har været i konflikt, herunder de lange og fortløbende konflikter med Pakistan over Kashmir samt med Kina – situationer som også ledte Indien ind i et tæt og langvarigt samarbejde med Sovjetunionen, der vist heller ikke var helt kosher i forhold til Indiens politiske reinheitsgebot.

NAM som også tog sin begyndelse midt i 1950erne havde ligeldes principperne for fredelig sameksistens som sit grundlag. Udgangspunktet for NAM var, at de deltagende lande (grundlæggerne var Indien, Indonesien, Egypten, Jugoslavien og Ghana) ville holde sig udenfor den Kolde Krigs bipolære konflikt og derved udgøre et alternativ. Omkring 100 lande tilhører stadig NAM. Konflikterne med Kina ledte imidlertid som sagt tidligt Indien til at søge en realpolitisk rapprochement med Sovjetunionen: Herunder bifaldt Indien Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1979 – samme år som NAM’s hoveddokument, Havana-deklarationen, som er et klart udtryk for ”anti-imperialisme”, blev vedtaget. NAM har derfor aldrig haft nogen intern konsistens udover en lejlighedsvis rolle som belejlig talsmand for den tredje verden. De interessebaserede konflikter medlemslandene imellem, og umuligheden i at finde fælles fodslag i ret mange storpolitiske sammenhænge har betydet, at NAMs manglende globale succes skal ses som et resultat af både upraktiske, idealistiske intentioner og magtpolitikkens uundgåelighed også i Indiens udenrigspolitik.

NAM-ideologien er interessant også i forhold til ikke-sprednings­politik­ken. Indien opfatter NPT som diskriminerende til fordel for de gamle atomvåbenmagter og har således ikke tiltrådt hverken denne eller CTBT. Senest deltog Indien NAM-topmødet i Havana i september 2006, hvorunder man udtrykte støtte til Irans (civile) atomprogram – omvendt har Indien to gange støttet USAs (og EUs) bestræbelser på at bringe Iran videre i forhold til IAEA og siden FNs Sikkerhedsråd.

De store linjer i den indiske udenrigspolitik må derfor forstås som et resultat af både de vidtløftige idealer og realpolitiske hensyn – hvor de sidste synes at veje tungest i praksis, mens idealerne vedbliver at fylde meget i den indiske politiske proces, eksempelvis i forholdet til USA, som i vidt omfang i den indiske intelligentsia og policycirkler betragtes med mistænksomhed.

I de senere år er en større fortælling om Indiens kommende supermagtstatus begyndt at fylde mere i den indiske politiske selvforståelse. På det indenrigspolitiske plan er der konsensus mellem de to førende konkurrenter til regeringsmagten, det hinduistiske BJP og traditionspartiet Congress, med hensyn til en engageret dagsorden som sigter mod at bringe Indien i spil som mere aktiv aktør i forhold til verdenspolitikkens største spillere. Denne proces foregår samtidig med den stadig eksisterende selvstændighedsretorik, som betyder at de to ledende partier kan være sårbare overfor angreb for, at Indien bliver en ’skødehund’ overfor især supermagten USA – et argument, der er særligt aktiveringsmuligt i et populistisk perspektiv.

USAs forhåbninger om at få Indien til at deltage i PSI er interessante i lyset af principperne for fredelig sameksistens. På den ene side har USA på Indiens opfordring forandret PSI-formatet, uden at det dog er lykkedes at få Indien til at deltage af den grund.

Præsident Bush introducerede Proliferation Security Initiative (PSI) i oktober 2003. PSI har til hensigt at muliggøre aktiv administration af spredningsaktiviteter inklusive masseødelæggelsesvåben, fremdriftsystemer (missiler) samt relaterede teknologier mens de er undervejs, hovedsagelig i form af interdiktion til land, vands og i luften. Målet på lang sigt med PSI er at ”skabe et netværk af ikkespredningspartnerskaber, gennem hvilke spredningsaktører vil få svært ved at gennemføre deres handel med masseødelæggelsesvåben og missilrelateret teknologi.”[14] Herunder skal det bemærkes, at PSI ikke er defineret som en organisation men som en aktivitet. I forhold til PSIs fremtidige funktion opfattes det som afgørende at få involveret Indien, Kina og vigtigelande på den arabiske halvø. Ti lande trådte ind i samarbejdet fra begyndelsen, siden er seks mere trådt til (herunder Danmark, omend ikke som ’kerne-medlem): initiativet ”støttes” ifølge Bush-regeringen af mere end 70 lande.[15] Opdelingen i ’kernelande’ og ’ikke-kerne-lande’ blev opgivet i 2005 som følge af Indiens protester over distinktionen. Omdefinitionen skete fra USAs side for at imødekomme Indien i håb om at Indien ville deltage i PSI. Per december 2006 er Indien stadig ikke en del af PSI-samarbejdet. Indiens tilbageholdenhed i forhold til PSI er forståelig i forlængelse af principperne for fredelig sameksistens på grund af hensynet til suverænitetens ukrænkelighed. Indien, som Kina på sin side, har svært ved at acceptere og støtte den generelle ansvarlighedsdagsorden, hvadenten den har form som 1990ernes FN-paradigme eller den hårdere version fra den amerikanske sikkerhedsstrategi fra 2001.

Det samme gælder Indiens forholdet til situationen med Iran: Iran er mangeårigt medlem af NAM og Indien og Iran står generelt på god fod. Indien deler ikke den amerikanske trusselsopfattelse af Iran, og støtter omvendt Irans ret til selvbestemmelse hvad angår dets (civile) atomprogram. Som det fremgår af nedenstående afsnit har Indien videre gode energimæssige grunde til at bakke op om Iran. To deklarationer (”Teheran” i april 2001, og ”New Delhi” i maj 2003) har markeret en indledingsvis villighed fra de to lande til at forbedre deres relation i retning af et udvidet samarbejde, hvori en væsentlig komponent er Indiens interesse i at importere fossile brændstoffer fra Iran.

For Indien er spørgsmålet om energisikkerhed blevet et ligeså akut emne som det har været i nogle år for Kina. Indiens økonomiske vækst har de sidste ti år ligget på gennemsnitligt 7% om året: man regner med, at det indiske energiforbrug skal vokse mindst 4% om året for at understøtte en lignende vækstrate fremover. Indiens udfordring er her den samme som Kinas, nemlig at man ikke har tilstrækkelige især olie- og gasforekomster hjemme. Indiens energiforbrug er fordelt på 70% kul og 30% olie, hvoraf totredjedele importeres. Hvis Indiens vækst fortsætter sin nuværende udvikling vil energiforbruget være fordoblet i 2025 – og heraf vil 90% af olien være importeret, hvilket vil gøre Indien til verdens tredjestørste olieimportør. Det internationale energiagentur, IEA, vurderer, at Indien i alt skal investere 800 mia. US dollars i sin energisektor frem mod 2030.[16]

Indien har forsøgt at imødekomme energibehovet ved at indlede en meget intensiv søgen efter olie- og naturgas-aftaler over det meste af kloden fra Sydamerika over Afrika til Centralasien: strategien har været den klassiske at maksimere diversifikationen af kilder, dels at indgå et formelt samarbejde med Kina om aftaler for at undgå prisforhøjende konkurrence. Indien har blandt andet aftaler i Sudan, Syrien, Kazahkstan, Iran, Turkmenistan, Tajikistan og Vietnam (udover de traditionelle mellemøstlige olienationer) og forhandler om kontrakter i Angola, Chad, Cameroun, Congo og Nigeria. Indien har dermed med en smule forsinkelse fulgt Kinas udvikling: Kina er langt foran Indien med hensyn til at sikre sig kontrakter på globalt plan (Kinas energibehov vokser også hurtigere end Indiens). Videre arbejder Indien på to gasledningsprojekter, det ene med Iran om en forbindelse gennem Pakistan med en mulig sideledning til Kina (som en del af en 40 mia. US dollar-kontrakt om 25 års leverancer af naturgas med Iran, der også inkluderer indiske investeringer i store iranske forekomster); og en anden gasledning fra Turkmenistan til Indien gennem Afghanistan og Pakistan. Forholdet til Pakistan, som for tiden viser tegn på bedre i slipstrømmen på den potentielle atome konfrontation i 1998, er selvsagt determinerende for fremtiden for de to gasledningsprojekter – og ikke mindst er USA modstander af især ledningen fra Iran til Indien.

 

Proliferation og good governance: to grunde til at tage Indiens energisikkerhed alvorligt

Når USA begrunder Joint Statement-initiativet omkring det civile atomenergi samarbejde med, at man ønsker at bidrage til at løse Indiens energisikkerhedsproblem passer det godt med, at Indien faktisk har et problem – som samtidig er på lidt bagvendt vis også er Vestens problem på to måder.

På den ene side er der de risici for andenhåndsspredning, der opstår når et land gennem lyssky netværk har oparbejdet kapabiliteter indenfor masseødelæggelsesvåben og især kapaciteter til fremstilling heraf. Andenhåndsspredning dækker spredning af masseødelæggelsesvåben eller relateret teknologi og knowhow videre til et tredjeland efter en ’første’ spredning til et givet land. Konceptet er centralt for ikke-spredningsanalyserne fordi problemerne på grund af andenhåndsrisikoen stiger mere end proportionalt med antallet af modtagerspredningslande (hvis for eksempel hvert land spreder til to eller tre lande, osv.) Når først knowhow og regeringsaccept af forbindelser med lyssky netværk er på plads og fungerer som modtagerorganisation for kritisk teknologi, er skridtet fra import til videreeksport ikke så vanskeligt: de relevante aktører skal bare vende processen om.

I dén sammenhæng er risikoen ved at lade Indien stå udenfor det gode ikke-spredningselskabs dør større end ved at lukke Indien indenfor i varmen – netop på grund af energisikkerhedsproblemet. Som man kan se i tilfældet med det voksende samarbejde med eksempelvis Iran omkring anskaffelse af fossilt brændstof er der dér en situation, hvor to parter hver især besidder noget som den anden mægtig gerne vil have – og som der på forskellige måde er konkurrence om at få fingrene i. Dén type setups med gensidige incitamenter er det bedst at forhindre, hvis man kan.

      Men Indiens energisikkerhedsproblem også Vestens problem på en anden måde. Den indiske regering er, ligesom Kinas, under et enormt pres for at sikre energi til økonomisk vækst nu og i fremtiden. At det en dagsorden, der er aldeles relevant på konkret vis skulle være klart i Vesteuropa efter det russiske gaseksportstop. Som energi-geopolitikkens grand old man, Daniel Yergin påpeger, så er det nuværende energisikkerhedstema præget af, at diversificeringsstrategien – som går ud på at man skal skaffe sig så mange forskellige leverandører som muligt, og som har hersket siden Churchill formulerede den omkring år 1900 – nu må kombineres med løsninger på de udfordringer, der kommer af hvad man kunne kalde verdensøkonomiens og verdenspolitikkens endelige globalisering. Udover ”resilience” – som basalt handler om at opbygge aldrig tilstrækkelige strategiske lagre til at absorbere midlertidige leveranceafbrydelser – påpeger Yergin, at man er nødt til at anerkende: ”…the reality of integration. There is only one oil market, a complex and worldwide system that moves and consumes about 86 million barrels every day. For all countries, security resides in the stability of the market. Secession is not an option. (…) [T]he past several years have highlighted the need to expand the concept of energy security in two critical dimensions: the recognition of the globalization of the energy security system, which can be achieved especially by engaging China and India, and the acknowledgment of the fact that the entire energy supply chain needs to be protected. […] [F]rom the viewpoint of consumers in North America, Europe, and Japan, Chinese and Indian investment in the development of new energy supplies around the world is not a threat but something to be desired, because it means there will be more energy available for everyone in the years ahead as India’s and China’s energy demand grows. It would be wiser – and indeed it is urgent – to engage these two giants in the global network of trade and investment rather than see them tilt towards a mercantilist, state-to-state approach.”[17]

 

For Yergin handler det altså om at erkende verdensmarkedets enhed, og fordele ved dets udvidelse og herunder sikre dets stabilitet og derfor imødekomme Indiens og Kinas ekspansion på dette marked – man skal “forstå”, at energisikkerhed for dem betyder en voldsom omvæltning eftersom de på ganske kort tid er gået fra energi-autarki (Kina mere end Indien), og at de dermed ikke har de samme fine manerer som de tidligt ankomne gæster ved bordet.

Energisikkerhedsdebatten er således stormet op på den internationale dagsorden. I en tale den 20. november 2006 ved EU-konferencen “Towards an EU External Energy Policy” påpegede Javier Solana, at mens EU-landene har haft travlt med at liberalisere det indre marked, også for energi (på aftagersiden), så er realiteterne udenfor EU-samarbejdet (og dermed på udbydersiden) nu præget af stærkt nationalinteressebaserede tendenser – i tilfældet ikke mindst præget af storleverandøren Rusland.[18] Men konsekvenserne rækker videre end blot umiddelbar EU-myopi: ”The oil curse also means that democracy suffers and that checks and balances are weak. All this instability has a cost: in human terms of course. But also because it makes it harder get the needed investments, which are huge and necessarily long-term. We may have to deal increasingly with governments whose interests are different from our own and who do not necessarily share our values. Sitting on huge reserves of oil and gas gives some difficult regimes a trump card. They can use energy revenues for purposes which we may find problematic. And it shields them from external pressure. Thus, our energy needs may well limit our ability to push wider foreign policy objectives, not least in the area of conflict resolution, human rights and good governance.”[19]

Den vestlige opbakning til sammenblandingen af energipolitik i forhold til udviklingslande og udviklingspolitikkens good governance-dagsorden har ikke været hverken enstemmig eller et decideret jubeltog. Også for de vestlige lande handler det i den sidste ende om både – private eller offentlige – kroner og ører, og om sikkerhed for leverancer. Men som 9/11 viste så er der god grund til at investere langsigtet i globaliseringens egen ’resilience’: gennem god regeringsførelse.

Den amerikanske hensigt med det civile atomenergisamarbejde er således i første omgang at mindske presset på den indiske regering for at skulle skaffe især naturgas (olie til transportbrug er ikke realistisk udskifteligt med atomart produceret elektricitet). Kan USA gennem det civile atomenergisamarbejde ved Joint Statement medvirke til at mindske dette pres reduceres de to ovenstående problemer samtidigt. Men spørgsmålet er, i hvilken udstrækning dét mål er realisérbart? Det internationale konsulentfirma Dalberg Global Development Advisors har i en ny rapport undersøgt i hvilket omfang den mulige, kommende amerikanske bistand med udvikling af civil atomenergiproduktion kan afhjælpe Indiens stigende afhængighed af importerede fossile brændstoffer. Konklusionen er her klar og modsiger hensigten med det civile atomenergisamarbejde:  “The analysis finds that generation capacity will have to increase significantly to meet demand and India cannot rely on any one supply source. While nuclear generation will contribute significantly after 2050, its contribution will remain marginal through 2016 and 2032. Even optimistic scenarios for the development of nuclear power in India (…) suggest nuclear would contribute only 9% of total generation capacity by 2032. Economic growth targets could be attained without significant increases in nuclear generation capacity and nuclear capacity will do little to reduce India’s reliance on foreign sources of oil and gas. (…) Although the development of nuclear energy today could aid in the eventual exploitation of India’s full nuclear potential required after 2050, it does not meet India’s energy needs as expressed by proponents of the U.S.-India Civil Nuclear Cooperation Initiative.”[20]

Ifølge Dalberg-analysen er der med andre ord ikke udsigt til, at et indisk-amerikansk samarbejde om atomenergiproduktion vil kunne lette presset på Indien for i stadigt stigende grad at skulle søge energiressourcer udenfor sine grænser. Det er altså sandsynligt, at Indiens energisituation fremover vil udgøre et strukturelt incitament til spredningsfristelser. Spørgsmålet er så, om der er grund til at være bekymret?

 

Indisk spredning og ikke-spredning

Den amerikanske lovgivning om atomenergisamarbejde kræver, at modtagerlandene indvilliger i, ikke at videresprede amerikansk leveret input. I Joint Statement er der lagt op til, at Indien skal styrke sine foranstaltninger i forhold til international gennemsigtighed og dele af ikke-spredningsparadigmet. Den amerikanske Kongres’ slutspil omkring vedtagelsen af loven, der skal godkende Joint Statement bliver interessant i den forbindelse fordi lovens konkrete udformning i forhold til kravene til inderne vil blive en afgørende brik for hvordan de relevante amerikanske myndigheder vil administrere atomsamarbejdet – og altså herunder i hvilken grad Indien holdes op mod sine generelle løfter i Joint Statement. Hertil kommer, at Joint Statement skal godkendes af IAEA og NSG om end det er uvist, om godkendelsesprocessen her vil få indflydelse på den konkrete udmøntning af Indiens løfte om at overholde IAEA guidelines med videre. Som led i Joint Statement-processen har Indien som nævnt ovenfor vedtaget en egentlig ikke-spredningslov i 2005. Denne må ses som et symbolsk skridt i retning af en ikke-spredningspolitik, der er mere i takt med det internationale samfunds bestræbelser end den klassiske NAM-position er det. Men alligevel udestår der en række spørgsmål i forhold til, hvordan den indiske track record ser ud i forhold til ikke-spredning, ikke mindst aktiviteter af nyere dato.

Ledende politikere i Kongressen bad tilbage i januar 2006 Director of National Intelligence, John D. Negroponte, om at udarbejde en rapport om Indiens ikke-spredningsaktiviteter. Ifølge Washington Post er denne rapport imidlertid ikke blevet leveret inden Senatets vedtagelse af sin version om loven, der skal cleare Joint Statement-aftalen i forhold til atomenergisamarbejdet.[21] Indiens officielle politik er, at landet ikke deltager i spredningsaktiviteter. Men realiteterne er noget anderledes: I Senator Richard Lugars 2005-survey af ledende ikke-spredningseksperter udtryktes bekymring for den indiske regerings tavse accept af lyssky spredningsnetværk:“Russia, China, Pakistan and India must take high-level ownership of the fissile material security problem and they should have zero tolerance for the black market networks in technology and material.”[22] Indien optræder i CIAs offentlige, halvårlige ikke-spredningsrapport til den amerikanske Kongres i 2000-udgaven, herunder noterer man sig risikoen for andenhåndsspredning.[23] I 2004-udgaven er Indien ikke længere tildelt et afsnit, men er nævnt flere gange i afsnittet om Rusland, herunder i forbindelse med russisk-indisk atomenergisamarbejde. En nylig CRS-report konkluderer, at enheder i Indien og Iran historisk ser ud til at have deltaget i meget begrænsede nukleare, kemiske og missil-teknologi-relaterede spredningsaktiviteter, og nævner en række eksempler på sanktionerede personer og organisationer.

Endelig beskriver en kritisk rapport fra Institute for Science and International Security, hvorledes dele af det indiske atomprogram på den ene side anskaffer berigningsapparatur via internationale kanaler på måder, hvoraf det ikke fremgår, at apparaturet sælges til et anlæg, der ikke er omfattet af IAEA-safeguards; og på den anden side, via offentlige udbud i indiske aviser efter dual-use teknologi udbyder tekniske specifikationer på atomrelateret udstyr, som derved risikerer at bidrage til spredning i tredjelande.[24] Albright og Basu anbefalede således (i foråret 2006), at den kommende amerikanske lovgivning omkring Joint Statement-aftalen skulle inkorporere et krav om, at den amerikanske regering skal aflægge rapport til Kongressen for at sikre, at private og offentlige indiske enheder ikke har deltaget i illegale indkøbsaktiviteter; samt, at Indien selv bør ændre de risikable udbudsprocedurer: “The government of India should change the dangerous tendering process that spreads uranium enrichment technology. It also needs to ensure that any companies and trading agents that have purchased sensitive tender documents do not sell the underlying know-how or items described in these documents to other companies or countries. The Indian government needs to ensure that spin-offs from its gas centrifuge program do not lead to nuclear proliferation. In particular, the government needs to ensure that privatization initiatives and other efforts to sell items based on the dual-use items originally obtained or developed for the gas centrifuge program are not exported to nuclear weapons programs or other centrifuge programs. Ensuring that exports are legal and are not contributing to proliferation will remain a major challenge for India for many years.[25]

Albrights analyse stiller altså grundlæggende spørgsmålstegn ved Indiens kapacitet til faktisk at implementere ikke-spredningsloven. Dette er naturligvis i sig selv bekymrende. Den begrænsede spredningsaktivitet kan ikke bruges til at konkludere at Indien ikke fremover vil være i det mindste passivt medvirkende til sådanne hændelser i fraværet af et effektivt monitoreringssystem.

 

Indien har imidlertid meget at vinde gennem et stærkt forhold til USA: den praktiske anerkendelse af Indien som stormagt er afhængig heraf, og man kan således forvente, at netop de afgivne ikke-spredningsløfterne vil blive overholdt for så vidt regeringen evner det. Det centrale spørgsmål i forbindelse med Joint Statement i forhold til Indiens ikke-spredningspolitik bliver derfor, hvilke konkrete mål for Indien, og herunder kontrolmekanismer, amerikanerne ender med at sætte op, og ikke mindst om disse så vil være tilstrækkeligt effektive til at inducere inderne til at skabe en effektiv eksportkontrol.

 

Konklusioner og anbefalinger: forsigtig dansk støtte, især til indisk ikke-spredning

Indien vinder tre ting ved aftalen: for det første forsøger USA at åbne døren for Indien, så det via en delvis tilknytning til ikke-spredningssamarbejdet kan få en mere generel respektabel status. For det andet får Indien et bedre forhold til USA i almindelighed, herunder inklusive de andre dele af Joint Statement. For det tredje er der det civile atomenergisamarbejde, der som minimum vil forbedre Indiens evne til kapacitet indenfor energiproduktion. Det første punkt bliver en realitet så snart Joint Statement bliver godkendt af Kongressen samt i IAEA og NSG, mens de to næste i forskellig grad er dosérbare størrelser, som USA kan bruge som formende pressionsinstrument i forhold til for eksempel indisk implementering af eksportkontrol. I det omfang Indien sverigeseres – det vil sige bliver en provestlig, omend stadig uafhængig partner i det verdenspolitiske spil – så er det ikke ude af trit med Indiens mellem- og langsigtede interessser. Multipolariteten er ikke mere end realitet end at Indiens ønske om status som stormagt kun giver mening medieret gennem forholdet til USA. Set fra et realpolitisk indisk perspektiv må den amerikanske opfordring til et strategisk politisk partnerskab således være kommet belejligt. Det strategiske partnerskab med USA komplementerer således fint de andre – ligeledes stormagtrettede – tilnærmelser til Kina, og på sin vis de endnu spæde forsøg på en afklaring med Pakistan over Kashmir, og den fortsatte deltagelse i NAM. Det er værd at bemærke, at et øget indisk-kinesisk samarbejde vil være til fordel for den internationale stabilitet, måske lidt i modsætning til, hvad visse stemmer i det amerikanske policykredsløb vil mene.[26]

 

Joint Statement-aftalen har ikke rækkevidde til fundamentalt at forandre Indiens rolle i forhold til USA og eksempelvis verdenssamfundets ikke-spredningspolitik. Men mindre kan gøre det: aftalen lægger fundamentet for en sverigesering af Indien. Om aftalen får en sådan effekt afhænger selvsagt af, om den følges op med faktisk samarbejde – hvis ikke går den samme vej som andre skåltaledokumenter. Videre er den største konkrete gulerod, det civile atomenergisamarbejde, ikke noget der grundlæggende vil kunne forandre at forandre Indiens energisikkerhedsproblem. Den konkrete bonus er således for lille til at udgøre en identitetspåvirkende foranstaltning i Marshall-plan-størrelse. Inertien i Indiens selvforståelse i retning af NAM-positionerne betyder samtidig, at i det omfang den indiske, politiske elite skulle søge et udvidet og konsistent samarbejde med USA ville den støde på indenrigspolitiske udfordringer. Omvendt kan et sådant samarbejde uden videre problemer fungere de facto udenfor den politiske tv-tid, i hvert fald indenfor emner som ikke har offentlighedens bevågenhed. Helt konkret ser det ikke ud til at Indien vil være interesseret i at deltage i hverken NPT eller PSI, og Indien vil næppe heller revidere sin opfattelse af Iran som et sikkerhedsmæssigt non-issue. Det er således i høj grad op til USA at forvalte samarbejdet på en måde, der tiltrækker og integrerer Indien på en tilfredsstillende måde. Hvorvidt og hvor langt Indien sverigeseres er det således ikke muligt at svare på endnu.

Den amerikanske politikforandring i forhold til Indien er også et udtryk for, at ikke-spredningspolitik i forhold til atomvåben er underlagt det særlige forhold, at opnåelsen af den nukleare kapabilitet medfører en grundlæggende forandring i den nye atommagts relative magtposition. Kort sagt, så forandres spillereglerne når man har bomben – selvom der så, som i Indiens tilfælde er gået otte eller 30 år, lidt efter hvordan man tæller. Det samme gælder i virkeligheden Danmarks mulige udenrigspolitik i forhold til Joint Statement, hvor strategien må være dels at arbejde på at begrænse de potentielle skader i forhold til det almene ikke-spredningssamarbejde, dels arbejde stærkt for kontinuerligt at minde Indien og USA om vigtigheden af faktisk og konkret at få inderne til at opfylde de internationale forpligtelser de har lagt op til i Joint Statement, og ikke mindst styrke de nationale kapaciteter i forhold til håndhævelsen af ikke-spredningsloven og herunder også eksportkontrol. Centrale succeskriterier for en sverigesering af Indien må siges at være en styrkelse af Indiens ikke-spredningsposition både i på jorden derhjemme og ved bordet ude. Går det den vej, kan Joint Statement vise sig at være både et element i en snedig strategi og i en ganske positiv udvikling; og går det ikke den vej, så kan ikke-spredningsparadigmet være blevet reduceret uden at man har fået noget for det – så: heja Sverige.




[1] Med venlig henvisning til det parallelle begreb om ”finlandisering”, som dækker over Finlands besværlige geopolitiske situation og stærkt begrænsede udenrigspolitiske spillerum som konsekvens af det tætte geografiske naboskab med Sovjetunionen. Begrebet dækker således en ofte forekommende tendens i småstaters rolle i verden: relativ geografisk afstand og relativ størrelse (magtmæssigt: militært, økonomisk, finansielt, demografisk, etc.) i forhold til stormagter er afgørende betingelser for småstaternes internationale udfoldelse i fraværet af internationale institutioner og alliancer, jf. Mouritzen, Hans (1988) Finlandization: Toward a General Theory of Adaptive Politics. Avebury: Aldershot.

[2] Seminaret med titlen ”The Complexities and Challenges of the International System in Relation to the Prevention of Nuclear Proliferation – the Cases of Iran and India” arrangeret i fællesskab den 24. november 2006 af Den franske AmbassadeForsvarsakademiet og Dansk Institut for Militære Studier. Udover forfatteren talte ved seminaret Bernard Sitt, direktør ved parisiske Centre d’Etudes de Sécurité Internationale et de Maîtrise des armements(CESIM) og Ali Alfoneh, Forskningsmedarbejder ved Institut for strategi (FAK) og phd-studerende ved Institut for Statskundskab (KU).

[3] Jf. Krauthammer, Charles (1991) ”The Unipolar Moment”, Foreign Affairs: America and the World, vinter 1990/1991; Krauthammer, Charles (2002) ”The Unipolar Moment Revisited”, The National Interest, vinter 2002/2003.

[4] Barnett, Thomas P. M. (2003) The Pentagon’s New Map. New York: G.P. Putnam’s Sons.

[5] Jf. Rice, Condoleezza (2000) ”Campaign 2000: Promoting the National Interest”, Foreign Affairs, januar/februar.

[6] The National Security Strategy of the United States of America, http://www.whitehouse.gov/nsc/nss.pdf

[7] Som for eksempel Extractive Industries Transparency Initiative (EITI), http://www.eitransparency.org/

[8] Man skal heller ikke her overdrive den vestlige indsats jf. afsnittet om energisikkerhed og good governance i forhold til Indien (og Kina) nedenfor. 

[10] For eksempel David Albright, jf. Squassoni, Sharon (2006b) “India and Iran: WMD Proliferation Activities”, CRS Report RS22530, 22 September 2006; “India Civil Nuclear Cooperation: Responding to Critics”, http://www.whitehouse.gov/news/releases/2006/03/20060308-3.html

[11] Carter, Ashton B. (2006) “America’s New Strategic Partner?”, Foreign Affairs, July/August.

[12] Squassoni 2006b.

[13] Om historiske identiter som sedimenterede strukturer i udenrigspolitik, se for eksempel introduktionen i Hansen, Lene, Wæver, Ole (eds. 2002), European Integration and National Identity: The Challenge of the Nordic States, London: Routhledge.

[14] John R. Bolton (her som fhv. Under Secretary of State for Arms Control and International Security) til House International Relations Committee, 2004, cit. eft.: Squassoni, Sharon (2006a) “Proliferation Security Initiative”, CRS Report for Congress RS21881, September 14.

[15] De 10 lande er: USA, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Polen, Portugal, Spanien, Storbritannien, Australien og Japan. Gruppen blev siden udvidet med Canada, Danmark, Norge, Rusland og Singapore. Dvs. NATO-lande plus et par faste asiatiske støtter. Hertil Rusland og Singapore. Den præcise betydning og omfang af ”støtten” fra de 70 er uklar idet betingelserne for medlemsskab og deltagelse er ganske løse, jf. Squassoni 2006a. Omvendt kan dette sagtens afspejle en styrke ved PSI som amerikansk redskab, idet man har undgået en egentlig organisations inerti, og kan bruge PSI som forum (endda bilateralt) i en inkrementalistisk strategi. PSI er dermed et udtryk for (potentielt) produktiv policy-pragmatisme fra USAs side.

[16] Haté, Vibhuti (2006) “India’s Energy Dilemma”, East Asian Monitor, No. 98, September 7, Center for Strategic and International Studies.

[17] Yergin, Daniel (2006) ”Ensuring Energy Security”, Foreign Affairs, 85(2), 69-82, her: 76-78.

[18] Solana, Javier (2006) “Address by Javier Solana EU High Representative for the Common and Security Policy at the EU Energy Security Conference ‘Towards An EU External Energy Policy’”, Brussels 20 November 2006, S324/06 (Consilium).

[19] Solana 2006.

[20] Stephenson, John, Tynan, Peter (2006) ”Will the US-India Civil Nuclear Initiative Light India?”, Chapter for the Nonproliferation Policy Education Center, Dalberg Global Development Advisors, November 13, 2006, http://­www.dalberg­.com­/npec.pdf.

[23] “India continues its nuclear weapons development program, for which its underground nuclear tests in May 1998 were a significant milestone. The acquisition of foreign equipment could benefit New Delhi in its efforts to develop and produce more sophisticated nuclear weapons. India obtained some foreign assistance for its civilian nuclear power program during the first half of 2000, primarily from Russia. India continues to rely on foreign assistance for key missile technologies, where it still lacks engineering or production expertise. Entities in Russia and Western Europe remained the primary conduits of missile-related and dual-use technology transfers during the first half of 2001. (…) In addition, as their domestic capabilities grow, traditional recipients of WMD and missile technology could emerge as new suppliers of technology and expertise. Many of these countries—such as India, Iranand Pakistan—do not adhere to the export restraints embodied in such supplier groups as the Nuclear Suppliers Group and the Missile Technology Control Regime.” “Acquisition of Technology Relating to Weapons of Mass Destruction and Advanced Conventional Munitions, 1 July Through 31 December 2000 “, http://www.fas.org/irp/threat/bian_feb_2001.htm#9

[24] Albright, David, Basu, Susan (2006) “India’s Gas Centrifuge Program: Stopping Illicit Procurement and the Leakage of Technical Centrifuge Know-How”, Institute for Science and International Security (ISIS), March 10, 2006.

[25] Albright & Basu 2006, 7. Også jf. Squassoni 2006b.

[26] Øget indisk-kinesisk samarbejde vil gennem forhøjet energisikkerhed for de to lande bidrage til den internationale energisikkerhed idet omfang samarbejdet uddyber og stabiliserer de internationale energimarkeder; og vil dermed overordnet sikre den fortsatte integration af de to giganter på det økonomiske verdensmarked, hvilket på lang sigt er den bedste strategi for at undgå sikkerhedspolitiske udfordringer. På mellemlang sigt vil et øget indisk-kinesisk samarbejde, og lignende konstruktioner såsom de indisk-russisk-kinesiske møder naturligt være at opfatte som en virkeliggørelse af den franske præsident Chiracs opfordring til multipolaritet (omend måske ikke lige den type han havde forestillet sig): Nemlig ”balancing” i forhold ikke bare direkte til USA, men også til den samlede vestlige pakke, blandt andet sådan som den er kommet til udtryk i FN-agendaen om introduktionen og den forsøgsvise håndhævelse af en idé om et øget statsansvar, som verdenssamfundet på baggrund af universelle normer kan kræve opretholdt.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.4_2006.pdf

 

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.