En kriger. Portræt af Ole Lippmann

Anmeldt af Lars Bærentzen

Niels Barfoed: En kriger. Portræt af Ole Lippmann. København: Gyldendal, 2005. 528 sider, Kr. 375,-.

Foto: Kb.dk

"Det maa som en rød Traad gaa igennem hele min Virksomhed, at jeg

ikke skal føre Politik, og der er ingen, der behøver at være

bange for, at jeg lader mig benytte af den ene eller den anden

Gruppe som et villigt Redskab. Jeg har forsøgt at gøre min

Indflydelse gældende paa en Række Punkter, hvor det af Hensyn til

selve Kampen var nødvendigt...." 

 

Befrielsen godt en måned senere gik fredeligere, end man med god grund kunne have frygtet.  Om aftenen den 4. maj, da landet jublede, var Ole Lippmann dybt bekymret: for ingen vidste hvordan tyskerne ville reagere, når den britiske general Dewing ankom til København næste dag sammen med ganske få britiske soldater.

Niels Barfoeds fremragende bog om Ole Lippmann tager sit udgangspunkt i det berømte fotografi fra den 5. maj 1945, da Lippmann som SOEs chef i Danmark (under dæknavnet "Major Lund") tager imod Dewing i Kastrup: "I hvilket andet land i de rygende ruiners Europa (spørger Barfoed) kunne man se så fredfyldt et optrin?"

Ole Lippmann var kun 29 år, da dette billede blev taget. At han spillede en vigtig rolle under besættelsens sidste måneder, og at                             han indtil sin død i 2002 var en højt agtet og indflydelsesrig mand med et intenst engagement i udenrigspolitik - det er kendt. Men Lippmann skrev aldrig sine erindringer, og Niels Barfoeds portræt er også derfor en vigtig og stærkt savnet bog.

Da krigen begyndte i september 1939, var Ole Lippmann allerede direktør i familiefirmaet Simonsen & Weel. Han var også en meget berejst ung mand: Som 18-årig kom han i 1934 på handelsskole i London og i oktober 1936 var han i New York, udsendt fra firmaet. Senere besøgte han både Japan og Kina (der var i krig med hinanden) og derpå boede han nogle uger i Moskva. I februar 1938                             besøgte han Berlin og så ting, der grundlagde hans had til nazismen. I september 1938 var han i London under München-forliget og Chamberlainæs berømte hjemkomstord: ”This is peace in our time!”. Lippmann skrev senere: "Jeg vidste, at var det rigtigt, var det slut - for alvor slut." (p. 61)

                             Krigsudbruddet oplevede Lippmann i New York, hvor han kl. 5 om morgenen lyttede til Chamberlain’s tale. Fra New York vendte han mod forældrenes råd hjem til Danmark, hvor han engagerede sig i sit firma, men efterhånden også mere og mere i modstanden mod besættelsen. Lippmann var af delvis jødisk afstamning og i oktober 1943 (da hans far allerede var i Sverige), forespurgte han i udenrigsministeriet, hvad det betød for ham og hans familie. Som svar fik han en kopi af Werner Bests beroligende redegørelse til ministeriet: "Halbjuden und Mischlinge geringeren Grades bleiben von den hinsichtlich der Volljuden getroffenen Massnahmen unberührt".

Det blev afgørende for Lippmann, at han mødte reserveofficeren Svend Truelsen, som i tiden efter august 1943 havde påtaget sig at føre den illegale militære efterretningstjeneste videre i samarbejde med Frihedsrådet og eksil-ledelsen i Stockholm. Som god ven af Truelsen blev Lippmann involveret i den voksende konflikt mellem den civile del af modstanden - anført og symboliseret af Frihedsrådet - og den militære ledelse ("den lille generalstab") hvis mest markante person kaptajn Svend Schjødt-Eriksen så hærchefen general Gørtz og bag ham "de gamle politikere" som den ledelse, der skulle adlydes - og hvis interesser skulle tilgodeses.

Lippmann blev dybt engageret i modstandsarbejdet og havde kontakter til både de civile og de militære ledere. I februar 1944 blev han sendt til Sverige for på general Gørtz’ vegne at forhandle om købet af 3000 Husquarna maskinpistoler: "Jeg kom til Malmø i februar 1944, hamrende våd og afsindig forkølet, jeg havde ligget i bunden af en utæt fiskekutter, hvor vandet skvulpede ind". Det lykkedes for Lippmann at få en svensk bank til at finansiere købet på betingelse af en underskrift fra Vilhelm Buhl. Den nægtede Buhl at give, hvad der ikke imponerede Lippmann. (Det endte med, at A.P. Møller sørgede for betalingen.)

I marts 1944 overtog Lippmann jobbet med at skrive og redigerede såkaldte "P-breve", politiske rapporter fra det besatte Danmark. Lippmann og hans unge familie - i 1942 var han blevet gift med Inga - var nu gået under jorden, jagtet af Gestapo. Deres lejlighed på Kastelsvej var farlig at opholde sig i, og under et kort besøg hjemme den 10. maj 1944 var Inga Lippmann kun sekunder fra at blive arresteret af tyskerne. Det var klart, at familien

måtte til Sverige.

Den 14. juli 1944 rejste Ole Lippmann, hans kone og deres datter Hanne til Sverige skjult i et dansk skib. (Det yngste barn Jensmåtte efterlades i Vedbæk hos Oles mor). Svend Truelsen, som allerede arbejdede i den danske sektion i SOE hovedkvarteret i London, skrev samme dag til efterretningschefen Nordentoft i Stockholm: "Meddel mig endeligt telegrafisk når Ole kommer. Jeg tror vi kan bruge ham her.".

Mens familien sov, blev Lippmann hentet og i et britisk fly bragt til London natten mellem den 8. og 9. august 1944. Her blev han indlogeret sammen med Flemming Juncker og Svend Truelsen i en lejlighed ikke langt fra SOE hovedkvarteret i Baker Street. Chefen for den danske sektion i SOE, Commander Hollingworth, havde en plan med Lippmann: han skulle uddannes og være parat til at overtage posten som SOEs faldskærmschef i Danmark, hvis det blev nødvendigt at trække Flemming Muus tilbage. Hollingworth anerkendte hans begavelse og energi, men fandt ham undertiden uregerlig: "How can we discipline this young man?" spurgte han engang i marginen på en rapport.

Meget af efteråret 1944 tilbragte Lippmann på fire af SOEs "Special Training Schools". Uddannelsen sluttede med en slags praktisk eksamen: Lippmann blev sendt afsted til Swansea angiveligt for at undersøge havneområdet; men samtidigt fik politiet i Swansea besked om, at en fjendtlig agent, født i Sydslesvig, var sat i land fra en ubåd for at undersøge havnen med henblik på sabotage. Det lykkedes det lokale politi at fange Lippmann, som i flere dage blev meget brutalt behandlet under deres forsøg på at få "sandheden" ud af ham. Han bestod prøven, og da han tilsidst bad dem ringe til et aftalt nummer i London, blev Swansea-politiet meget kede af det.

Når han ikke var på skole, så talte, lyttede og skrev Lippmann uafladeligt under disse måneder i England - og det var her, mange af de ideer fødtes, som han arbejdede for resten af livet. I et brev skrevet i 1993 har Lippmann fortalt om "en kold og mørk november nat i 1944 i London, hvor general Nordentoft og jeg tilbragte det meste af natten med at diskutere efterkrigstiden - kun afbrudt af et par V2-nedslag der viste, at der stadig var liv i Hitlers krig..... Vi sad og drøftede den apati og manglende viden om internationale forhold, der havde præget den danske befolkning i 1930erne, og hvor vigtigt det var at forsøge at undgå at vende tilbage til den neutralitets-mentalitet, som ingen af os troede ville være lykken for landet".

Den 27. november 1944 noterede Lippmann i sin dagbog, at han var blevet kaldt ind på Hollingworth’s kontor: "...han fortalte mig, at "Mint" [Flemming B. Muus] var så kompromitteret, at han skulle hjem på ferie i et par måneder, og han bad mig ’prepare my mind for leaving’ i løbet af ca. tre uger". Men det kom til at vare en del længere.

Ved et møde i London den 9. januar 1945 traf Lippmann den britiske officer, der havde fået ansvaret for befrielsen af Danmark, generalmajor Richard H. Dewing.  Fra kontakter i Foreign Office hørte Lippmann beklagelser over de "mistænkeliggørelser, intriger, indre kampe og splittelser, som ingen ende vil tage" internt i den danske modstandsbevægelse. Briternes bekymring var uden tvivl skærpet som følge af blodige begivenheder i andre befriede lande - især Grækenland, hvor en regulær borgerkrig var brudt ud i december 1944.  

Endelig den 3. februar 1945 fløj Lippmann til Stockholm, og den 8. blev han smuglet ombord på færgen til Bornholm. Ved landgangen i Rønne var der razzia, og Gestapo fattede mistanke til Lippmanns falske identitetskort, hvor han ved en fejl var gjort ti år ældre end han var. Men under et 22 minutter langt forhør lykkedes det ham at overbevise tyskerne om sin uskyld.

Da Ole Lippmann omsider kom til København, var modstandsbevægelsen i en nærmest desperat situation. Kaptajn Schjødt-Eriksen modtog ham med isnende kulde, andre var mere imødekommende. Lippmann rapportede omkring 1. marts: "Intriger, rygter, pladder og vrøvl rettet mod alt og alle".  Netop i de dage var næsten 80 modstandsfolk blevet arresteret alene i hovedstadsregionen, og der var efterhånden intet tilbage af ledelsen. Som Barfoed skriver: "Tyskerne syntes i stand til hvad som helst".

En af Lippmanns første opgaver var at tage stilling til den allerede lagte plan om at bombe Shellhuset. Under en lang tur i Dyrehaven traf han sin beslutning: Aktionen var nødvendig for at forhindre en fuldstændig optrævling af modstandsbevægelsen. Kodeordet "Carthago" blev sendt, og den 21. marts 1945 kom angrebet, hvor det som bekendt lykkedes mange af de fængslede modstandsledere at flygte. "Da Fog mirakuløst kom ud af Shellhuset og jeg mødte ham første gang i Charlottenlund Skov sagde han med det største smil: "Nå så fik du alligevel ikke taget livet af mig"," skrev Lippmann mange år senere i et brev.

Som englændernes repræsentant stod Lippmann midt imellem Frihedsrådet og den "lille stab". Selvom man klart fornemmer, at hans sympati ikke lå hos officererne og de gamle politikere, nægtede han dog at støtte en plan om "total likvidering af den lille generalstab og udskiftning af generalen [Gørtz]", som Barfoed udtrykker det. Det var i denne sammenhæng, Lippmann formulerede de tanker, der citeres i starten af denne anmeldelse.

Her handlede Lippmann helt i tråd med den britiske politik, som dog undertiden blev ført også uden om ham. Det er påfaldende, at da General Dewing, Hollingworth, Lippmann og flere andre den 20. april 1945 deltog i et møde i Stockholm, hvor befrielsen af Danmark skulle forberedes, gav Hollingworth en lodret ordre om, at Lippmann ikke måtte mødes med Dewing.

Om Lippmanns personlige indflydelse har Barfoed nogle vigtige betragtninger: "Historikere kan være uenige om, hvor meget - reelt - Lippmann havde at skulle have sagt. Han organiserede på livet løs. Ingen tvivl om det. Vi har den jordnære og besindige Turnbull’s ord for, at med dette unge, energiske menneske kom der styr på tingene. Men at der i vis udstrækning blev forhandlet, aftalt og forhandlet hen over hovedet på ham - hans fine titler til trods - viser dokumenterne i mine øjne lige så ubetvivleligt..... Hvad han selv gjorde mindst væsen af privat, var den diplomatiske intuition, han mobiliserede, da stærke kræfter i Frihedsrådet i den sidste time ville fyre officererne i Kommandoudvalget."

Det gik Lippmann altså imod, og Barfoed ser heri "et lille stykke statsmandskunst....Måske sparede denne lille omtanke landet for et opgør to minutter i tolv.  Ingen kan forestille sig konsekvenserne af en frihedsfront, hvor den civile og den militære modstand var i åben konfrontation. Så det var måske kun på et hængende hår, modtagelsen af befrierne blev så uforstyrret, som den blev."

Det første General Dewing spurgte Lippmann om, da de mødtes i Kastrup, var: Om der var landet russiske faldskærmsfolk på Stevns? "Det kunne jeg jo fortælle ham ikke var tilfældet". Frygten for et kommunistisk kupforsøg delte Lippmann ikke; det var hans mening i 1945 og altid siden: "Jeg var aldrig på noget tidspunkt bange for det kommunistspøgelse mange forsøgte at fremmane.... min opfattelse var, at de ville benytte deres forbedrede stilling i befolkningen ved det kommende valg og der håbe på en fremgang, så de kunne danne en "folkefrontsregering" med socialdemokraterne - men der var ingen planer eller stemning for et kup eller noget i den retning", skrev han i et brev sommeren 2000.

Barfoeds skildring af befrielsesdagene er et af bogens højdepunkter (der er adskillige). For Lippmann kom det farligste øjeblik uden tvivl om aftenen den 5. maj, da han blev sendt af sted af Dewing med nogle få britiske soldater for at stoppe et skyderi ved Vesterport mellem modstandsfolk og tyskere.

En ven sagde kort efter befrielsen til Lippmann: "Det er egentlig synd for dig, at du har nået dit livs højdepunkt i så ung en alder". Barfoeds portræt viser, at så enkelt var det heldigvis ikke. Bogen skildrer i detaljer Ole Lippmanns mangesidede indsats efter krigen, og i en utroligt rammende kommentar skriver Barfoed (p. 307): "Det særlige ved Ole Lippmanns ungdom var, at den ikke fortog sig. Lige så mærkeligt moden, han var som femtenårig, lige så drenget var han stadig som 80-årig".

Allerede den 6. august 1945 (den dag atombomben blev kastet over Hiroshima) skrev Ole Lippmann et notat - som Barfoed siger: "et i efterretningskredse sagnomspundet notat" med titlen "Betragtninger vedr. oprettelsen af en økonomisk-politisk-handelspolitisk efterretningssektion", hvori han skitserede, hvorledes en sådan tjeneste kunne organiseres. Lippmann forblev hele livet engageret i efterretning, der for ham hang tæt sammen med udenrigspolitisk forståelse og indsigt i det hele taget - en anden facet af det samme var hans centrale rolle ved oprettelsen i 1946 af Udenrigspolitisk Selskab.

Under den ungarske opstand i 1956 deltog Lippmann med stort mod og stor energi i bestræbelserne for at skaffe lægelig bistand til det krigshærgede Budapest, hvor han selv opholdt sig, da det var værst. De vestlige landes forsigtighed skuffede ham - som han skrev den 10. december 1956 til sin gamle ven Erik Husfeldt: "Jeg vil aldrig glemme mine dage i Budapest - og vel intet af det, jeg i mit liv har oplevet, har gjort et sådant indtryk på mig. ....Kun som piskesnert virker FNs store ord - som hån alle disse resolutioner og understregninger af medfølelse, som intet har medført."

Det er tydeligt under læsningen, at Barfoed nærer en dyb sympati og beundring for Ole Lippmann (som anmelderen deler).  Men dette har ikke gjort bogen til et skønmaleri. Det var ikke alt, der lykkedes, hverken under krigen eller efter, og bogen tegner et nuanceret og mangfoldigt billede, både af Ole Lippmanns personlige indsats og af de indviklede politiske og militære forhold, han stod midt i. 

Hvorfor handlede Lippmann som han gjorde?  Det forklarede han selv i et brev skrevet i 1998 til sin gamle ven og kollega fra modstandskampen, oberst Fournais, som Barfoed citerer: "Vi fulgte vores samvittighed i erkendelse af, at følger man den, er alt andet ligegyldigt. Vi kunne og ville ikke acceptere nazismen og det, den stod for - og for vores samvittigheds skyld satte vi alt på spil. Takken lå i, at man havde det godt i bevidstheden om, at man havde gjort det rigtige for sin egen og for kommende generationers skyld."

Niels Barfoeds væsentlige bog viser, hvad det førte til i praksis.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.2_2006_copy.pdf

Del: