En invasionsforsvarsbataljon

Premierløjtnant S. Lyngaae Jørgensen ved Fynske Livregiment har gjort sig tanker om det fremtidige invasionsforsvar og skitserer her nogle hovedlinier for, hvorledes han kunne forestille sig det opbygget.

 

Den forsvarsordning, der blev vedtaget i foråret, skal gælde i fire år. Om det lykkes at gennemføre denne ordning i praksis, og hvad der skal komme bagefter, er der endnu ingen, der ved. Den faglige debat om den kommende forsvarsordning bør efter min mening begynde allerede nu, således at alle aspekter kan nå at blive belyst. Denne artikel er tænkt som et indlæg i denne debat. Som forholdene er i dag, er felthærsenhederne i Jylland, på Sjælland, Fyn og Bomholm stort set ens organiserede. Det mener jeg ikke er formålstjenligt, da de opgaver, de i givet fald vil skulle løse, er af vidt forskellig art. Styrkerne i Jylland vil primært skulle kæmpe mod pansrede enheder, der angriber gennem terrænet. Styrkerne på øernes primære opgave er at imødegå fjendtlige sø- og luftlandsætninger.

Er styrkerne på øerne organiseret med henblik på at løse ovennævnte opgave? Svaret er nej. Deres våben og materiel er beregnet til at bekæmpe en modstander, der angriber gennem terrænet med pansrede køretøjer. En amfibieoperation kan de derimod ikke gøre noget effektivt for at forhindre, da de ikke råder over de fornødne våben. Det vil sige, vi på forhånd har givet afkald på at ramme fjenden på det tidspunkt, hvor han vil være svagest.

Jeg mener derfor, at felthærsenhederne på øerne bør organiseres med henblik på det, der skal være deres primære opgave: at hindre invasion fra søen og fra luften. Hvad er det da, enhederne på øerne mangler for at kunne løse ovennævnte opgave? De mangler våben, hvormed de kan tage fjendtlige amfibiefartøjer under ild på stor afstand. De mangler luftværn, således at fjenden ikke kan sætte vore styrker på jorden ud af spillet ved hjælp af fly, og således at fjenden hindres i at anvende luftlandsatte tropper, alene eller i forbindelse med en amfibieoperation.

For at kunne tage fjendtlige amfibiefartøj er under ild på stor afstand har vi brug for en mobil overflade til overflade raket med en rækkevidde på 20-30 km forsynet med en sprængladning, der er stor nok til at sænke eller uskadeliggøre amfibiefartøj er på op til 3.000 t. Sprængladningen skal kunne erstattes af et mindre taktisk atomvåben. Råder vi over sådanne raketter, vil vi kunne ramme fjendens amfibiefartøjer langt ude på søen og tilintetgøre hans marineinfanteri kompagni -eller bataljonsvis.

Krigserfaringerne fra Mellemøsten viser, at de tekniske forudsætninger allerede er opfyldt. Således blev den israelske destroyer Eilath sænket i oktober 1967 af Styx raketter affyret på ca. 15 km afstand. De mobile luftvæmsraketters effektivitet blev overbevisende påvist under den 4. israelsk-arabiske krig. Jeg mener derfor, at de professionelle enheder, vi skal i gang med at opstille på øerne, skal have et noget anderledes udseende end planlagt. Jeg forestiller mig, at der opstilles et antal Invasionsforsvarsbatalj oner, der f.eks. kunne have følgende udseende:

Invasionsforsvarsbataljon
- Bataljonsstab
- Stabskompagni
- Antiskibsraketbatteri
- Luftværnsraketbatteri
- Panserinfanterikompagni
- Kampvognseskadron
 
Ud fra en vurdering af truslen mener jeg disse invasionsforsvarsbatalj oner skal opstilles således:
På Sjælland et antal bataljoner (Storebælt, Østersøen og Øresund)
På Fyn et antal bataljoner (Langelandsbælt, Storebælt og Lillebælt)
På Bornholm en bataljon Østersøen
I Vendsyssel en bataljon (Kattegat evt. Skagerrak)
 
På Sjælland og på Fyn skal disse bataljoner indgå i en brigaderamme, hvor der skal være de nødvendige støtteenheder; der skal endvidere være en pansret reserve, som kan tilintetgøre eventuelle brohoveder, som det trods alt lykkes fjenden at danne.
 
At opstille disse invasionsforsvarsbatalj oner må nødvendigvis være en fællesvæmsopgave, idet intet værn alene besidder den nødvendige ekspertise på alle områder. Jeg mener f.eks., at observatørerne i antiskibsraket- batterierne nødvendigvis må være søofficerer, ligesom der bør indgå officerer af Flyvevåbnet i luftvæmsraketbatterierne, medens ansvaret for nedkæmpelse af fjendtlige styrker, der er på landjorden, hvad enten de er kommet fra søen eller fra luften, bør pålægges en hærofficer. På denne måde opnås maksimal effektivitet, samarbejdet i operationsområdet med andre enheder fra de tre værn lettes, og brødnid værnene imellem undgås.
 
Invasionsforsvarsbataljonerne vil udover at hindre fjendtlig besættelse af dansk territorium medvirke til spærring af de danske gennemsejlings- farvande og give luftdækning til de af Søværnets skibe, der opererer nær kysterne. Blot Forsvarets Efterretningstjeneste giver invasionsforsvarsbatalj onerne få timers varsel, vil de kunne være i stilling ved kysterne, når fjenden angriber, og gøre et amfiebieangreb til en tvivlsom og særdeles kostbar affære. 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_102_aargang_dec.pdf

Litteraturliste

Del: