En fransk generals synspunkter

Major G. K. Kristensen, Forsvarsministeriet, har analyseret den franske general André Beaufres omfattende skribentvirksomhed og giver i denne artikel en indføring i og vurdering af hans synspunkter.

Efter at vi i Vesteuropa i de sidste ti år har haft rig lejlighed til at gøre os bekendte med amerikanske skribenters synspunkter vedrørende strategiske problemer, hvilket vel her og der har sat sig sine spor, er der nu symptomatisk for udviklingen i den internationale politik og næppe helt tilfældigt opstået en fransk pendant til den amerikanske, strategiske litteratur, om end den dog er af mindre kvantitet. En af de mere læseværdige franske strategiske forfattere er general Beaufre, der ikke blot i sin egenskab af leder af det franske institut for strategiske studier, men også som en militærperson med et ret usædvanligt erfaringsgrundlag har de bedste forudsætninger for at kunne gøre sig gældende i den strategiske debat. Bemærkes bør det i denne sammenhæng, at Beaufre efter sin deltagelse i den 2. verdenskrig har forrettet tjeneste i Indokina og Algier, at han i 1956 havde kommandoen over de franske styrker, som deltog i Suezekspeditionen, samt at han inden for NATO har beklædt betydningsfulde poster, eksempelvis som stedfortrædende stabschef i SHAPE i årene 1958-60, hvorefter han blev udnævnt til fransk repræsentant i Standing Group. De af general Beaufre i de senere år udgivne bøger omfatter bl. a. »Introduction å la Stratégie« (1963), »Dissuasion et Stratégie« (1964), »Stratégie de l’Action« (1966) og »l´O.T.A.N. et l’Europe« (1966). I nærværende artikel v il blive forsøgt givet et sammenfattende indtryk af, hvilke synspunkter general Beaufre har anlagt i ovennævnte bøger for så vidt angår visse essentielle spørgsmål, idet det bør nævnes, at visse dele af de to førstnævnte bøger allerede har været behandlet i dette tidsskrift (april 1966), men at jeg af hensyn til helhedsindtrykket ikke har kunnet undgå at medtage enkelte passager, som er anført i den tidligere artikel. I det følgende vil således - hovedsagelig i form af sammensatte uddrag fra Beaufres bøger - blive redegjort for nogle af hans synspunkter i henseende til strategi og politik i almindelighed, indirekte strategi, afskrækkelsen, aktionsstrategi og NATO-problemer m. v. Blandt andet de af Beaufre behandlede taktisk betonede spørgsmål vil ikke blive berørt i denne forbindelse.

Strategi og politik

På strategiens øverste niveau umiddelbart undergivet regeringen - altså politikken - strækker sig den totale strategi, der har til opgave at planlægge den totale krigsførelse. Dens rolle er at fastsætte en passende opgave for og kombinere de forskellige almindelige strategier, d.v.s. den politiske, økonomiske, diplomatiske og militære strategi. Den militære strategi er således kun den ene af disse generelle strategier, og alt efter tilfældet spiller den en hovedrolle eller blot en simpel birolle. Inden for hver af disse underordnede sektorer af totalstrategien er der også plads for en klar kategorisering. Her findes den operative strategi for pågældende sektor, hvilken strategis form ål er at bringe de mål, der er valgte gennem den almindelige strategi for det pågældende område, i overensstemmelse med de muligheder, som er fastsat af vedkommende sektors taktik eller teknik. På denne måde spiller den operative strategi en væsentlig rolle, som imidlertid ofte er blevet miskendt. Alle disse generelle strategier for de enkelte sektorer er de, der praktiseres eller burde praktiseres af vedkommende ministre assisteret af deres øverste embedsmænd.

I denne forbindelse rejser sig naturligt det spørgsmål, hvor strategien slutter, og hvor politikken begynder, hvilket Beaufre dog ikke giver noget eksakt svar på, men nævner, at ordet totalstrategi, der ofte opfattes som et rent militært anliggende, måske burde afløses af en anden betegnelse, hvilket dog ville indebære fare for, at den strategiske systematik*) ikke længere ville blive anvendt ved behandlingen af strategiske spørgsmål. Strategien er således efter den af Beaufre anvendte terminologi midlet til handling i den internationale politik, og ban anser det for muligt, at dens metode for fremtiden vil blive anvendt ikke blot på politikkens område, men i det hele taget i alle de tilfælde, i hvilke to viljer konfronteres. Det er kun gennem kendskabet til den strategiske metode og ved dennes bevidste anvendelse, at de uundgåelige stridigheder kan blive ledet med færrest mulige af de fejl, som har ført til Europas sammenbrud. Man kan endog håbe, at en stor del konflikter vil kunne undgås ved at anvende denne metode, og at kendskabet til stridens kunst vil kunne medføre skabelsen af en virkelig metode til fred grundlagt ikke så meget på moralske begreber som på effektive realiteter, eksempelvis den aktuelle afskrækkelsesstrategi.

*) I hovedsagen bestående af den fra taktikken kendte analyse af opgaven og situationen, overvejelse og beslutning.

Fastsættelsen af de mål, som strategien må søge at nå, er således politikkens domæne, men lienhører i øvrigt i det væsentlige under filosofien. Menneskets skæbne afhænger derved af den filosofi, som det vælger, og af den strategi, ved hvilken det v il søge at få filosofien til at sejre. Beaufres opfattelse af strategiens grundlæggende begrebers rangfølge, sammenhænge og vekselvirkninger er anskueliggjort ved nedenstående skematiske frem stilling. I denne sammenhæng bør nævnes, at Beaufre anser økonomi og strategi for at være to grundlæggende videnskaber, der er komplementære og væsentlige for ethvert samfund, der foretrækker »at sejle foran historiens vind frem for at drives frem af denne«. En vel gennemtænkt strategi, for hvilken er sat et politisk mål, muliggør imødegåelse af hjælpeløsheden over for begivenhederne.

Indirekte strategi

Til belysning af forskellen mellem direkte og indirekte strategi anfører Beaufre, at det er givet, at udtrykkene »direkte« og »indirekte« lader sig anvende på flere forskellige kategorier af strategi. En konfrontationshandling kan således betegnes direkte eller indirekte afhængigt af, om man har til hensigt at tvinge en modstander til forlig ved at træde op imod ham direkte eller ved tredie-landes mellemkomst. På samme måde kan der tales om en direkte eller indirekte psykologisk aktion og om tilsvarende aktionsformer på det økonomiske område. Valget af udtrykkene strategi efter den direkte metode og strategi efter den indirekte metode svarer i øvrigt til en anden form for skelnen, der står i forbindelse med selve totalstrategiens konception. I definitionen på totalstrategien, »l’art de la dialectique des volontés employant la force pour résoudre leur conflit«, repræsenterer udtrykket »force« ikke blot den militære styrke, der effektivt indsættes i krig, men også udnyttelsen heraf alene som følge af styrkens eksistens, altså af dens trussel - såvel som anvendelsen af ethvert ikke-militært tvangsmiddel. Man ledes således til at kategorisere strategiens metoder gennem styrkens forhold eller dens rolle omfattende lige fra de mest »snigende« til de voldsomste midler.

Liddell Hart har på fremragende vis udviklet teorien om » l’approche indirecte«. Denne teori går (som bekendt) ud på på det operativt militære område at undgå at konfrontere sig med fjenden i en direkte militær styrkeprøve (»ikke at tage tyren ved hornene«), før fjenden er blevet rystet, overrasket og bragt ud af ligevægt gennem en uforudset frem rykning effektueret i form af omgående manøvrer. I virkeligheden er denne indirekte metode et middel, som er nødvendigt for den af de to modstandere, der ikke er sikker på at være tilstrækkeligt stærk til at slå fjenden i en kamp på terrain, der vælges af modstanderen. Lid d ell H art gør efter Beaufres opfattelse med god grund gældende, at man aldrig er sikker på at være tilstrækkeligt stærk, og at sejren, selv om man er dette, i givet fald kan blive for dyr. Dette er grunden til, at Lid d ell Hart lovpriser den systematiske anvendelse af »indirect approach«.

Denne centrale idé, der opfattes i den klassiske militærstrategi som en manøvre af geografisk natur, har fundet sin anvendelse i totalstrategien under en forskellig form i alle konflikter, hvor den ene af modstanderne har villet nå et resultat med militære midler, som af en eller anden grund har været underlegne over for modstanderens (indre svaghed etc.). Derfor giver Beaufre denne metode navnet : indirekte strategi, hvilken strategi er blevet yderst kompleks og frygtelig effektiv som følge af atomvåbnenes fremkomst og dekolonisations-feberens opståen. Intet er mere vigtigt end at søge at forstå denne strategis mekanisme. Den væsentligste forskel mellem »l’approche indirecte« og den in direkte strategi ligger ikke blot i den geografiske art af »l’approche«. »L’approche indirecte« sigter i virkeligheden mod den militære sejr, medens den indirekte strategi, i hvilken også »l’approche« indgår, hovedsagelig søger at tilvejebringe afgørelsen ved hjælp af andre midler. Den indirekte strategi fremstår derfor som kunsten at forstå at udnytte på bedst mulig måde den margin af handlefrihed, der unddrager sig kernevåbnenes afskrækkelse, og derved opnå en afgørende succes til trods for den undertiden stærkt begrænsede anvendelse af militære midler. Den indirekte strategi går således ud på at anvende den almindelige strategiske formel med visse variable størrelsers ekstreme værdi, d.v.s. med styrken reduceret til et minimum, og tiden bemærkelsesværdigt forøget. Denne generelle form el for strategi kan i virkeligheden udtrykkes ved symbolet: 

S = K F y t,

i hvilket K er en specifik faktor i det enkelte tilfælde, F repræsenterer de materielle kræfter, y den moralske kraft, og t tiden. I den direkte strategi er de materielle kræfters faktor den vægtigste, den moralske styrkes mindre vigtig, og faktoren t relativt lille. I den indirekte strategi er de variable størrelsers relative betydning omvendt, idet y nu er den vægtigste faktor. I virkeligheden spiller det psykologiske element - som altid er til stede i strategi - en afgørende rolle deri.

Afskrækkelsen

Den globale strategi indbefatter to komplementære, men uafhængige aspekter:

- den ene er den direkte afskrækkelsesstrategi, der i det væsentlige er nuklear og stræber mod de store industrimagters militære ligevægt, hvilket medfører en tungere og tungere byrde for de mest avancerede lande,

- den anden er den indirekte strategi, der i det væsentlige er politisk og militær, eventuel voldelig, og hvis intensitet afhænger af den aktionsfrihed, som tillades af den aktuelle grad af neutralisering, der er fremkaldt af den militære ligevægt. Denne strategi udnytter maksimalt de ustabile faktorer specielt i »Den tredie Verden«.

Afskrækkelsen sigter mod at forhindre en modstående magt i at beslutte sig til at anvende militær magt. Ved det nukleare niveaus fremkomst skiftede man fra en krigs-strategi til den mulige trussels strategi, altså til afskrækkelsen. Konsekvenserne af den enorme trussel, der er indeholdt i kernevåbnene og de biologiske våben, er blandt andet, at freden er blevet mere stabil, men er så til gengæld ikke længere absolut. En stor nuklear stabilitet udgør imidlertid en alvorlig fare, idet denne stabilitet kan neutralisere sig selv og derved muliggøre militære aktioner på andre konfliktniveauer. Medens de nukleare våben således skaber stabilitet, skaber de klassiske våben ustabilitet, fordi de sidstnævnte fremmer »luftspejlingen« af en mulig sejr, hvorimod de førstnævnte forøger visheden om den gensidige ødelæggelse. Til at stabilisere det klassiske niveau har man for nærværende kun én virkeligt effektiv metode: at introducere nukleare våben på dette niveau, idet det nukleare niveau er det eneste, der i virkeligheden er afskrækkende.

Krig og fred har således tabt deres traditionelle betydning i den nukleare verden, fordi den nukleare krig er blevet utænkelig. Kernevåbnenes rolle er ikke at skabe krig, men at forhindre den, og de v il kun være til nogen nytte, hvis det på en gang lykkes at bevare deres værdi som trussel og at undgå deres anvendelse. Uafhængige, men koordinerede kernevåbenstyrker indebærer visse stabiliserende fordele, blandt andet fordi de øger uvisheden hos en potentiel angriber om den reaktion, som et eventuelt angreb ville udløse. Fredelige og mådeholdne lande såsom Schweiz, Sverige og Holland vil i øvrigt kunne skabe kernevåbenstyrker, uden at der opstår fare derved, hvilket imidlertid ikke ville være tilfældet for Cuba, Den forenede arabiske Republik og Indonesien, idet man kun opnår stabilitet ved hjælp af kernevåben mellem »raisonnable« magter. Man skal passe på ikke at lægge tændstikker i børns hænder.

Den med afskrækkelsen forbundne stabilitet reducerer meget de deraf omfattede nationers aktionsfrihed ud over den kolde krigs grænser. Inden for en alliance er en god koordination nødvendig, såvel hvad angår effektiviteten i det fælles spil som hver af aktørernes direkte interesse. Men atomvåbnene begrænser også mulighederne for initiativ selv på det klassiske niveau som følge af de konsekvenser, der kan blive følgen af de klassiske våbens anvendelse. Afskrækkelsen bevirker, at en indtræden i den nukleare klub giver medlemmet garanti for at se sine vitale interesser taget i betragtning af såvel allierede som modstandere. Størrelsen af de klassiske styrker vil kunne forblive på et minimum under den forudsætning, at kernevåben øger stabiliteten. Men dette overflødiggør ikke nødvendigheden i at forudse muligheden for at øge de klassiske styrker, såfremt den nukleare afskrækkelse skulle miste sin betydning. I tilfælde af en sikkert virkende afskrækkelse kan de konventionelle styrker således holdes nede på et minimums-niveau, der dog hurtigt skal kunne hæves ved hjælp af en stor mobiliseringsreserve. På konceptionernes plan er det åbenbart, at vi ikke for nærværende er kommet ret langt ind i atomalderen. De nye ideer uddrages lidt efter lidt gennem famlen, men der er i almindelighed langt fra en forståelse af fænomenets helhed. De største vanskeligheder er reminiscenser fra de gamle konceptioner. Det er meget vanskeligt ikke at se tingene i det perspektiv, der er arvet fra sidste krig. Selv om man erkender, at det her drejer sig om noget meningsløst, fortsætter man instinktivt med at bekymre sig om at søge at fatte forløbet af en nuklear krig og at beskytte sig mod en »uheldig« anvendelse af de nye våben. Men for at forhindre det værste, er det nødvendigt, at truslen forbliver plausibel, altså at risikoen eksisterer og bliver omhyggeligt bevaret. Denne modsigelse udgør den nukleare tidsalders væsentligste hemmelighed.

Den nukleare fare kan således tjene som en mekanisme til at hindre det menneskelige kollektiv i at bruge sin ødelæggelsesmagt ud over et vist volds-niveau, hvilket af Beaufre betegnes som et frem skridt henimod en mere fredelig eller snarere mindre grusomt tankeløs verden. På det strategiske område vil skyggen af den atomare afskrækkelsesstrategi og udviklingen af aktionsstrategien efter de indirekte metoder gøre den totale strategi til et af de vigtigste midler at styre. Gennem sine rigoristiske metoder kan den forsyne statsmanden med elementer, som han mangler. Gennem de afmålte aktioner efter den indirekte strategis metode får han endeligt midlet til at forsvare positioner, der anses for at være nødvendige, gennem manøvrer foretaget i tide, endnu medens historien er »blød og smidig«, idet man »økonomiserer« med de store dramaer, som vi har måttet gennemgå, ved at undgå at skulle tage tilflugt til de store magtudløsninger, som mere og mere bliver fremmede i vor moderne ømfindtlighed.

Sammenfattende opsummerer Beaufre de væsentligste konsekvenser af afskrækkelsen på den direkte strategis område som følger:

- den vigtigste og mest indlysende konsekvens er den reciprokke neutralisering af de to militære stormagter.

- et resultat deraf er, at risikoen for en global konflikt mellem Øst og Vest på det termonukleare niveau er blevet meget ringe - hvis ikke nul. Samtidig har faren for en militær invasion i Europa af de »sovjetiske horder«, som i Stalins tid har kunnet udgøre en plausibel hypotese, på lidt nær tabt al sin sandsynlighed.

- disse to forhold konvergerer mod skabelsen af et nyt og specielt fænomen i vor tidsalder: i visse zoner, der er dækket af afskrækkelsen, bliver de mest politisk eller strategisk absurde situationer (som Berlin og Quemoy) så stabile, at de er forstenede. I disse zoner lammer den militære stabilitet næsten fuldstændigt den politiske instabilitet, som den førstnævnte skjuler. Men dette fænomen synes ikke at være generelt og står på en chokerende måde i kontrast til den næsten fuldstændige ustabilitet, der i øvrigt hersker overalt.

- grundene til denne ustabilitet er forskellige. En af dem stammer fra den gensidige neutralisation af de to militære stormagter, der tillader en meget udstrakt aktionsfrihed for resten af verden.

- en anden konsekvens af den nukleare afskrækkelse er den solidaritet i henseende til faren, som den har skabt mellem atommagterne, og solidariteten med hensyn til våbenkapløbet.

Det bemærkes sluttelig, at Beaufre understreger betydningen af at erkende, at den nukleare afskrækkelse er af en evolutionerende og bevægende karakter, og nævner, at også på den indirekte strategis område medfører afskrækkelsen stor aktionsfrihed i vor tidsalder.

Aktionsstrategi

Aktionsstrategien omfatter den offensive handling eller evnen hertil og udgør således et positivt modstykke til den handlingsløse afskrækkelse; men aktionen og afskrækkelsen er dog kun i ekstreme og ekceptionelle tilfælde adskilte - normalt er de intimt forbundne og komplementære. Når Beaufre alligevel under sin behandling af strategien adskiller dem, er det kun for at simplificere studiet af aktionen. Aktionen og afskrækkelsen er således meget langt fra at være symmetriske, når de står over hinanden. Den første asymmetri opstår ved, at afskrækkelsen kan realiseres uden aktion - ved selve styrkernes eksistens - medens aktionen altid indeholder en vis grad af afskrækkelse i henseende til hovedmodstanderen eller tredie-lande. Men den største asymmetri stammer dog fra den kendsgerning, at afskrækkelsesstrategien altid må bero på formodninger, medens aktionsstrategien ikke kan undgå den materielle verifikation af de argumenter, som den anvender. Aktionen sigter altid mod et resultat, der er vurderet som en gevinst, en positiv eller negativ vinding. Håbet om denne gevinst afbalanceres altid gennem vurderingen af den risiko, som er forbundet med aktionen. Derved hviler aktionen i sin mest enkle definition altid på en dialektik mellem gevinsten og det mulige tab, en balance mellem håbet om succes og frygten for de tagne ricici. Det grundlæggende for en aktions gennemførelse er den politiske diagnose, fastsættelsen af de politiske mål, den strategiske diagnose og den strategiske plan (se skemaet på side 10). Aktionen kan bestå i en direkte konfrontation suppleret med indirekte virkemidler, f. eks. vendt mod neutrale magter. I aktionsplanen fastsættes de forskellige enkeltaktioner, som skal udføres i de valgte aktionsområder, samt rækkefølgen af og tyngden i aktionerne. Som følge af, at aktionsstrategien forfølger et positivt mål - sigtende mod at nå et politisk mål, er den intim t forbundet med og undergivet de politiske beslutningers niveau.

NATO-problemer

Krisen inden for NATO er efter Beaufres opfattelse resultatet af en for langvarig ubevægelighed og mangel på tilpasning til de ændrede forhold. Dette er ikke alene USA’s fejl; men USA bar dog hovedansvaret herfor. Præsident Kennedy havde erkendt den udvikling, som skulle finde sted i alliancen, men efter hans tragiske død er tingenes tilstand forblevet uændret. Dette gælder især reorganiseringen af alliancen i de to »søjler«, d.v.s. løsningen af dilemmaet mellem den europæiske og den atlantiske union. Efter Beaufres opfattelse er den europæiske samling en betingelse for en union med De forenede Stater, hvoraf opstår nødvendigheden i fra nu af at arbejde i retning af en europæisk union og at udnytte reformationen af NATO til at skabe det fornødne politisk-militære grundlag herfor. Med andre ord drejer det sig om at reformere Atlantpagten med henblik på at gøre denne organisation overensstemmende med opretholdelsen af sammenhængets potentiel, alliancens forsvar, den europæiske indstilling såvel som med bevarelsen af den nationale uafhængighed i de europæiske stater, in d til den europæiske politiske union kan trænge igennem. For at nå dette mål må man planlægge en organisation, som under bibeholdelse af pagten vil udskille den europæiske komponent i en speciel organisation, og som vil kunne tilbageføre de operative kommandoer til de nationale kadrer. Beaufre foreslår derfor en reorganisering af pagten indebærende skabelse af tre forskellige niveauer:

- i spidsen, det atlantiske niveau, som skulle udgøres af den øverste ledelse på amerikansk-europæisk plan. På dette niveau skulle der eksistere et civilt og militært direktorium med en komité, der skulle varetage kontrollen med kriser inden for NATO-området. Europa, som indledningsvis bør repræsenteres heri af hver af de 12 europæiske nationer i alliancen, kunne så efterhånden blive repræsenteret kollektivt. Denne meget løse organisation skulle kun udarbejde de generelle direktiver bestemt for de øverste af de underlagte kommandoer: den øverstkommanderende i Europa, for Atlanterhavet henholdsvis Nordamerika.

- på det europæiske niveau skal organisationen udelukkende omfatte alliancens europæiske stater med et civilt og militært direktorium som øverste ledelse, der skulle være foresat for den øverstkommanderende i Europa. Samme øverstkommanderende, der skal være europæer, skulle disponere over en amerikansk tilforordnet, under hvem skulle sortere forberedelsen og den eventuelle ledelse af kernevåbnenes anvendelse samt de amerikanske styrker i Europa.

- på det nationale niveau skal den operative kommando overgå til nationale stabe. Således skulle der være en tysk chef for NATO - styrkerne i Tyskland, en fransk for styrkerne i Frankrig o.s.v., alle direkte underlagte den allierede øverstkommanderende i Europa.

Med et sådant systems indførelse var det ønskeligt, at der fulgte skabelsen af et fælles europæisk våbenkartel og eventuelt en europæisk organisation for forskning og udvikling. Om den foreslåede løsning udtaler Beaufre, at han på baggrund af sin erfaring fra NATO tror at kunne forsikre, at den vil være meget levedygtig. Politisk finder nogle, at man for nærværende har for meget »NATO«, og andre, at der ikke er tilstrækkeligt med »NATO«, hvilket kunne angive, at den foreslåede løsning repræsenterer en middelvej. Beaufre mener imidlertid ikke, at han hermed har skitseret den eneste rigtige løsning på NATO’s organisatoriske problem, men understreger, at den indeholder hensyntagen til problemets væsentlige indhold om fattende: opretholdelsen af alliancen med De forenede Stater, virkeliggørelsen af et effektivt forsvarssystem for Europa, skabelsen af en progressiv europæisk union og genindførelsen af et nationalt forsvarssystem.

Udviklingsmuligheder i globalt regie

Som de væsentligste fremtidsperspektiver anfører Beaufre følgende:

- på kortere sigt, en meget stor nuklear stabilitet, som ved omsorgsfulde og stadige anstrengelser kan blive bevaret, hvorved store omvæltninger i Europa usandsynliggøres, samtidig hermed vil en meget ustabil »tredie verden« vedblive at være et arnested for konflikter.

- på længere sigt kan Kinas tilsynekomst som en faktor af international betydning medføre,

- at den kommunistiske blok får et meget stærkt opsving, såfremt Kina skulle forene sig snævert med Sovjetunionen, hvilket ville sikre blokken dominansen i »Den tredie Verden« og forevige den europæiske civilisations store skisma, eller 

- at der oprettes en vis verdensbalance, såfremt K ina modsætter sig Sovjetunionen, hvilket v il befordre genoprettelsen af den europæiske civilisations enhed og den fortsatte løsning af problemerne i Centraleuropa.

- på meget langt sigt kan komme et meget alvorligt tilbagefald for den udviklede verden som følge af den sandsynlige udvikling i »Den tredie Verden«. Parallelt hermed v il det dog være m uligt at se den europæiske civilisations store skisma blive løst i et stort kontinentalt fællesskab, hvis kerne, Europa, v il kunne forene sig i en sammenhængende og tillige differentieret helhed - uden tvivl efter det schweiziske system - og derved genfinde i Øst de befolkninger, der traditionelt har været forbundet med dens historie.

Som den mest afgørende strategiske målsætning anfører Beaufre en undgåelse af den store atom konflikt mellem USA og USSR, og som det derefter følgende mål: skabelsen af en så stabil verdensorden som muligt. Nye magtkonstellationer anses for tilstræbelsesværdige, således at spændingstilstanden kan udjævnes. Som et andet vigtigt mål anfører Beaufre skabelsen af et godt strategisk koordinationssystem i den vestlige verden. Ind til nu er Atlantpagtens direkte strategi i høj grad blevet bestemt af De forenede Stater, medens hver af de allierede i fuld uafhængighed og uden koordination har ført den indirekte strategi uden for NATO-området.

Diverse kommentarer

Det er indlysende, at man ikke kan fremsætte en række ret enestående og til dels uortodokse opfattelser, som Beaufre har gjort, uden at der opstår en vis kritik deraf. Amerikaneren Bernard Brodie har eksempelvis beklaget sig over, at Beaufre forkaster den form for analyse, som kendetegner de amerikanske specialister, idet Beaufre om disse har anført, at de »trods deres byrdefulde indsamling af mange data« synes at mangle det ledende princip, en filosofi. Brodie siger hertil, at instruktive eksempler fra fortiden på værdien af en »filosofi« ikke er sjældne. Den franske generalstab havde en klar filosofi i 1914 tilmed en meget dynamisk. De franske og britiske generaler var imidlertid for stive i den henseende, hvortil kommer, at de overså en fatal »booby trap«, nemlig maskingeværet. Hvad er en filosofi værd, som overser »booby traps«? Brodie har intet at indvende imod udviklingen af strategiprincipper, hvis de dermed forbundne generalisationer er både meningsfyldte og sande og gerne tillige nye; men forventningerne herom fremmes ikke ved lige i begyndelsen af bogen »Introduction á la Stratégie« at finde en erklæring om, at det var på grund af mangel på en filosofi, at Frankrig gik ned i 1940. Også fra norsk side er der fremkommet en vis kritik af Beaufre. Oberst Arne Haugan skriver således i forbindelse med anmeldelsen af »Dissuasion et Stratégie« i »Norsk Militært Tidsskrift«, at man under læsningen af denne bog bliver mere og mere skeptisk over for general Beaufres synspunkter, og at det hele efterhånden summerer sig op til en nok så afgørende tvivl om, hvorvidt Beaufre overhovedet er trængt ind i det stof, som han behandler. Videre anfører oberst Haugan om Beaufres isolerede behandling af afskrækkelsesstrategien, at det er vanskeligt at forstå, at denne strategi kan behandles som en adskilt strategisk doktrin i modsætning til det politiske element, hvilket motiveres med, at det er klart, at strategi og politik på dette plan griber så stærkt ind i hinanden, at det er helt kunstigt at tale om ren strategi; endnu vigtigere er det imidlertid, at selve kernen i afskrækkelsesteorien ikke er af strategisk, men af politisk natur. Beaufres forsøg på at »rendyrke« de strategiske overvejelser er derfor mislykket. Ved denne behandlingsmåde har Beaufre skaffet sig den bekvemme udvej, at han, hver gang han kommer ud for virkeligt store problemer, kan skyde det hele over på det politiske plan, som ikke behandles i bogen.

Nok mere positiv i sine vurderinger er generalmajor W. Hansteen, der i samme tidsskrift har anmeldt »Introduction å la Stratégie« og »Stratégie de l’Action«. Om sidstnævnte bog, i hvilken Beaufre har udført en meget detailleret opdeling af aktionsstrategiens problematik, bemærker W. Hansteen dog blandt andet, at det ikke falder let at tilegne sig et overblik over det stof, forfatteren behandler, og at se momenter og ræsonnementer bygge sig op til en helhed, selv om man umiddelbart får et indtryk af systematik. »Et forhåndsbestemt skema for frem stillingen er blevet noget af en tvangstrøje under udfyldningen og bar delvis givet en kunstig fordeling af stoffet og ført til mange gentagelser - og nogle selvfølgeligheder«. Generalmajoren finder dog bogen så værdifuld, at han anbefaler den anvendt under uddannelsen på »Forsvarets høgskole«. Det skal sluttelig i denne sammenhæng bemærkes, at Lid d ell H art i forordet til »Introduction å la Stratégie« blandt andet har udtalt: »Il (Beaufre) intitule son livre: »Introduction å la Stratégie« mais ce titre est beaucoup trop modeste; cela saute aux yeux de tout lecteur ou chercheur informé. En réalité, son ouvrage est le traité de stratégie le plus complet, le plus soigneusement formule et mis å jour qui ait été publié au cours de cette génération - sur bien des points, il prime tous les traités antérieurs. Il a toutes les chances de devenir un classique, un manuel de cette discipline«.

Afsluttende bemærkninger

Formålet med nærværende artikel kan kun blive at kaste en smule lys over general Beaufres hidtidige forfatterskab. Det er beklageligvis ikke muligt inden for rammerne af en artikel at give et tilstrækkeligt klart billede af den af Beaufre anvendte systematik ved behandlingen af spørgsmålene og til tider meget abstrakte tænkemåde, hvilket naturligvis bedst v il kunne opnås ved læsningen af hans værker, der også foreligger på engelsk. Beaufre lægger ikke selv skjul på, at det ikke er nogen endelig løsning af problemerne, han præsenterer, snarere er det er klarlæggelse af disse og påvisning af en metode til at løse dem på. Under læsningen af Beaufres værker kan man næppe undgå nu og da at stille sig selv spørgsmålet, om vi her står over for atomtidens Clausewitz, hvilket spørgsmål dog nok foreløbigt må forblive ubesvaret, idet Beaufre i sine bøger tilsyneladende har en uheldig tendens til undertiden at anskue problemerne fra en fransk synsvinkel, hvorved muligheden for den egentlige klassiker vel i nogen grad går tabt.

Man kan være mere eller mindre enig med Beaufre, men at der fra hans bånd foreligger et meget betydningsfuldt arbejde må og bør erkendes. Beaufre bar herved ydet sit bidrag til de videnskaber, der er anført yderst til højre i skemaet på side 10; det må så håbes, at vi i den vestlige verden såvel fra politisk som militært hold v il forstå at anvende dette og bygge videre derpå såvel på det rent akademiske som på det praktiske område. Mod en kritikløs opslutning bag hans synspunkter bør dog nok advares. 

G. K. Kristensen

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon en.fransk.generals.synspunkter.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.