En forsinket medalje og en uheldig skomager

Efter de slesvigske krige (1848-1850 og 1864) gik det noget langsommere i Danmark. Modstanderne, den provisoriske regering i Kiel, uddelte en erindringsmedalje til deres krigsdeltagere i 1850. I Danmark drøftede man både efter krigen 1848-50 og krigen 1864 at uddele tapperhedsmedaljer, men det blev opgivet. Dagbladet ”Fædrelandet” konstaterede at guldmedaljer kostede staten for meget - og i øvrigt ikke var tilstrækkeligt opmuntrende. Man skulle i stedet give de egnede mulighed for at avancere – og dette politiske problem var der åbenbart ikke vilje til at løse. Bladet foreslog en medalje særligt for Krigsministeriet i form af statsmagtens symbol kongekronen lagt på en sovepude!

 

Foto: Forsvaret.dk

Først i 1875, efter at bl.a. soldaterforeninger havde presset på, blev der på finansloven for det følgende år afsat penge til fremstilling af erindringsmedaljer – ikke tapperhedsmedaljer – for begge krige.
Fabrikant Robineau og gravør Dubois i Paris kom, i konkurrence med danske leverandører, til at levere medaljerne. Der skulle være en for deltagelse i 1848-50, en for deltagelse i 1864 og en for deltagelse i begge krige. Når ordren gik til Frankrig skyldtes det, at de franske leverandørers tilbud var billigere end de danskes. Internationalt udbud af offentlige opgaver er ikke noget der er opfundet i EU. 
Den 1. februar 1876, 26 år efter afslutning af den første slesvigske krig og 12 år efter afslutning af den anden, blev tildelingsreglerne for erindringsmedaljerne kundgjort.  Berettigede til at modtage en erindringsmedalje var personer som ”enten i hærens eller flådens tjeneste havde deltaget i kampene for fædrelandet 1848-50 og 1864”. Den pågældende skulle have gjort tjeneste ved en enhed på krigsfod – garnisonstjeneste berettigede ikke til en medajle. Endvidere kunne en medalje kun tildeles personer, der ikke havde ”udstået straffearbejde eller ved dom var funden skyldig i et i den offentlige mening vanærende forhold”. Personer der var fundet skyldigt i et sådant forhold mistede borgerlige rettigheder så som valgret, valgbarhed og næringsret – og altså retten til at få en erindringsmedalje.

Knap 120.000 mænd søgte på et enkelt ansøgningsskema (med forskellig farver alt efter om der søgtes medalje for 1. eller 2. slesvigske krig eller for deltagelse i begge krige) om at modtage medaljerne. Ansøgningerne ligger i dag i Rigsarkivet.
Forskellige forhold falder i øjnene, når man ser det omfattende materiale. Blandt andet en anden tids navneskik. Næppe mange ville i dag give deres søn fornavnene Frederik Løvenørn Cæsar Napoleon. Man tør gætte på, at den pågældende har været ud af officersfamilie. Den geografiske spredning af ansøgningerne lægger man også mærke til. Mange ansøgninger kommer fra landsdele, der efter 1864 var under tysk herredømme. Udvandringerne sætter også deres præg på arkivmaterialet. Den danske Våbenbroder-Forening i Chicago søgte således i april 1876 på vegne af otte af deres medlemmer det høje krigsministerium om erindringsmedaljen. Den danske Foreningen til fremme af Blindes Selvvirksomhed søgte på medlemmers vegne så mange medaljer, at foreningen fik fremstillet en standard-fuldmagtsblanket til formålet. Men ikke blot blinde lod andre søge medaljen for sig. Flere ansøgninger, især dem der kom efter 1876 og ikke var i blanketform, bærer præg af at være udformet af en der var kyndig ud i skrivekunsten, hvorefter ansøgeren selv har påført underskrift med en knap så formfuldendt håndskrift.    
Hovedparten af medaljeansøgerne søgte og fik – efter omhyggelig undersøgelse af at de var berettigede – en medalje hurtigt efter 1876. Men der var mange undtagelser.

Arbejdsmand Hans Steffensen Vandel var i 1876 blevet idømt 5 dages fængsel på vand og brød. I maj 1895 havde han imidlertid i henhold til lov af 13. april 1894 opnået æresoprejsning. Loven gav enhver som var dømt for en førstegangsforbrydelse, der ikke var straffet hårdere end fængsel på vand og brød, ret til æresoprejsning efter 10 år, forudsat der ikke var begået ny kriminalitet. Efter kongelig resolution fik han ”af særdeles kongelig nåde” medaljen tildelt via herredskontoret i oktober 1895.
Alfred Waldemar Villaume havde i mange år boet i Australien, da han i december 1913 – knap 50 år efter 1864 krigen sluttede – søgte om erindringsmedaljen. Krigsministeriet sendte medaljen, efter at det var blevet kontrolleret, at han havde gjort tjeneste ved 5. infanteriregiments 3. kompagni som menig nr. 305 under krigen, og at han ikke var straffet.
Der var ”kun” gået 36 år siden 1864-krigen sluttede, da skomager Johan Wagners søgte om at få en erindringsmedalje. Men Wagners sag viste sig at være svær at komme til bunds i. Wagner var født i 1836 og havde under 1864-krigen gjort tjeneste både i 2. infanteriregiment og som frivillig i kaptajn Aarøes berømte strejfkorps. Selv angav Wagner at være blevet forbigået da erindringsmedaljen blev uddelt, fordi han var blevet straffet i tjenesten. Det skulle være sket fordi han ”en gang i ubesindighed fældet bajonet imod en officer, uden dog at tilføje denne nogen som helst skade, men i øvrigt har jeg ingensinde været tiltalt eller straffet”. Ansøgningen var vedlagt 6 anbefalinger, hvori bevidnes at ansøgeren var en dygtig mand i sit fag, ”samt at han med flid og stræbsomhed har kæmpet mod små kår”. Det synes at være Wagner magtpåliggende at få medaljen.   
Den bataljon Wagner havde gjort tjeneste ved kunne ikke finde nogen dokumentation i sine arkiver for episoden med bajonetten. Derimod kunne bataljonen oplyse, at Wagner i 1862 var blevet straffet med fem dages simpelt fængsel på vand og brød for ”som vagthavende ved Søkvæsthusvagten ved rondens ankomst at have været i en  så beskænket tilstand, at han ikke kunne træde i gevær.” Og Krigsministereit kunne ikke i arkiverne finde Wagners tidligere ansøgning, som ifølge hans egne oplysninger synes at være blevet afslået.
Kaptajn Aarøe, der i 1864 havde ledet et strejfkorps der bl.a. foretog natlige overfald på fjende, var i år 1900 købmand i Vejle. Han blev tilskrevet af krigsministeriet og anmodet om ”godhedsfuldt at ville undersøge” om der hos ham fandtes dokumenter, der kunne belyse sagen. Aarøe havde faktisk dokumenter liggende fra tiden, men kunne ikke hjælp. Generalauditøren kunne heller ikke finde sagen.
Byfogeden i Assens, hvor Wagner boede, blev derfor pålagt at afhøre medaljeansøgeren. Man må forestille sig, at Johan Wagner er blevet noget forbavset over denne udvikling i sagen om hans ansøgning om at modtage en erindringsmedalje!

Politiretten i Assens blev sat på tingstedet (antageligt rådhuset) den 28. april 1900. Her blev der holdt forhør over skomager Wagner, der forinden var blevet formanet til at sige sandheden. Wagner forklarede, at episoden hvor han, uden at have nogen som helst grund dertil, fældede bajonet mod en officer, havde fundet sted i 1862 eller 1863, da han holdt vagt ved det såkaldte lille tugthus på Christianshavn. Han havde handlet i en ”halvt åndsfraværende tilstand, fremkaldt dels ved nydelse af spiritus, skønt kun i ringe grad, dels af søvnighed”. For dette var han blevet idømt en arbitrær straf (straf idømt uden rettergang af den kommanderende officer) på fem dage på vand og brød. Det må være den straf der i forsvarets arkiver er registreret som straf for beruselse i 1862. Officeren har antageligt ikke følt sig truet af den berusede soldat – så ville der have været tale om en langt alvorligere sag.  
Den sagfører som på Wagners vegne havde søgt om erindringsmedaljen måtte have misforstået ham, mente Wagner. Han havde ikke tidligere søgt medajlen og fået afslag derpå.     
Under forhøret erkendt Wagner imidlertid at han, vistnok for over en snes år siden, var blevet idømt en civil straf for at have tilegnet sig en pakke. Straffen erindrede han ikke nøjagtigt, men mente det var fem dage på vand og brød.
Forelagt denne oplysning skrev krigsministeriet til herredskontoret i Odense, hvor straffen skulle være blevet idømt, for at få nøjere oplysninger om sagen. Af den til krigsministeriet fremsendte udskrift af domsprotokollen fra Odense herred fremgår, at sagen var 28 år gammel. I 1872 var Wagner ganske rigtigt blevet dømt for tyveri. Da skovfoged Bang steg at toget i Odense glemte han en pakke indeholdende et par støvler til en værdi af to rigsdaler. Pakken tilegnede Wagner sig og bragte den til sit hjem. Det kom til at koste Wagner fem dage på vand og brød plus sagens omkostninger, herunder 5 rigsdaler til anklager og 4 til forsvareren. Støvlerne blev tilbageleveret til skovfogeden, som ikke krævede nogen erstatning.    

Derefter var medaljesagen så veloplyst, at der den 28. maj 1900 fra Krigsministeriet kunne indgives en allerunderdanigst forestilling til hans majestæt kong Christian IX. Det blev i indstillingen fremhævet, at æresoprejsningsloven af 1894 medføre, at Wagner var indtrådt i den fulde besiddelse af de rettigheder som ellers kunne være opnået ved at søge majestæten om æresoprejsning (efter en lov af 1868), og at der forelå attester på, at hans forhold siden den ham overgåede civile dom havde været i alle henseender ulasteligt. På den baggrund ”tror krigsministeriet at kunne anbefale, at erindringsmedaljen for deltagelse i krigen 1964 tildeles ham af særdeles kongelig nåde”. Hans majestæt tiltrådte indstillingen. 
Den 30. maj 1900 afgik der fra krigsministeriet skrivelse til byfogeden i Assens, bilagt en erindringsmedalje med diplom, med anmodning om at sørge for, at medaljen og diplom blev overdraget Wagner. Man må håbe han er blevet glad.  
Da Sønderjylland i 1920 atter blev dansk, kom en ny række ansøgninger om erindringsmedaljer. Helt op til 1924, 60 år efter krigens afslutning, blev medaljen uddelt.
Overlevende fra 1848-50 fik fra 1906 en livsvarig årlig pension på 100 kroner. I 1913 blev der lovgivet om en lignende årlig hædersgave til 1864-veteranerne. 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.3_2003.pdf

 

Litteraturliste

Rigsarkivet: Forsvarets Arkiver, Erindringsmedaljesagerne
Lemming, Robert: Indstillinger og Dekorationer fra 1864, 2002
Ordenshistorisk Selskab: Danmarks Riges Medaljer og Hæderstegn, 1992
Møller, Th.: Et kors, artikel i Våbenhistorisk Tidsskrift 1972 s. 91
Ovesen, Erik: Skændselsmedaljer, artikel i Våbenhistorisk Tidsskrift, 1971 s. 139 

 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.