En enestående benådningshistorie

Fra sit otium i Helsingør har Generalauditør Victor Pürchel sendt os nedenstående beretning fra en tid, hvor en soldats æresbegreber øjensynlig var anderledes end i dag.
 
De gamle generalauditørers protokoller indeholder ganske naturlig
mange interessante beretninger Den nedennævnte form entlig ganske enestående.
Den drejer sig om en musketer ved de ostindiske tropper, med det
gode danske navn: Jens Andersen, et ganske alm indeligt navn, hvis indehaver
viste en ualm indelig optræden, der nok kan fortjene at bringes i
erindring.
 
Ved kgl. resolution af 5/12 1806 stadfæstedes en krigsretsdom, ved
hvilken han i medfør af D. L. 8— 9— 1 dømtes til kvalificeret dødsstraf
for drab på en anden soldat begået i drukkenskab d. 12/8 1805 i Trankebar.
Kvalificeret dødsstraf, den samme straf, som ramte Strucnsee, bestod
som bekendt i, at højre bånd afhuggedes i levende live, hvorefter fulgte
halshugning. I 1807 sendtes han til København for at henrettes, men
skibet blev taget af englænderne og Jens Andersen kom i engelsk krigsfangenskab.
Den 17/6 1814 afleveredes han med andre fanger i Tønningen
og efter akterne afrejste han derfra til København, hvor han den
3/7 meldte sig som delinkvent på hovedvagten. Efter ordene ser det ud til,
at han er rejst uden ledsagelse eller bevogtning, unægtelig et sjældent
tillidsvotum til en dødsdømt fange. Men Jens Andersen viste sig tilliden
værdig. Det oplystes nu under forhørene, at englænderne havde tilbudt
ham at gå i engelsk tjeneste, men at han havde afslået dette, idet han
hellere ville lide en retfærdig og fortjent straf end fægte for en uretfærdig
sag. Disse to momenter fremhæves i indstillingen om benådning, hvor
det yderligere siges, at flere medfanger har forklaret, at de engelske vogtere
under hensyn til den ventende dødsstraf, gav ham lejlighed til at
flygte, hvad han dog ikke ville. Han er — bortset fra dødsstraffen —
ustraffet. Han er ikke nogen farlig mand, og han har udtalt, at han hellere
ville henrettes end hensættes i slaveri. Helt igennem en tankegang
af karat, man ikke venter at finde hos en menig musketer for ca. 150 år
siden.
 
Generalauditøren indstiller, at han hensættes i Møens tugt- og forbedringshus
og at han, hvis han opfører sig godt, benådes fuldstændigt
ved kongens førstkommende fødselsdag.
Den 6/2 1815 skriver Møens tugt- og forbedringshus, at han har uafbrudt
udmærket sig ved en stille og rolig optræden samt ved flid i det
ham pålagte arbejde. Han indstilles til frigivelse. Den 15/7 falder (efter
korrespondanceprotokellen) den kgl. resolution, hvorefter han kan sættes
på fri fod.
 
Ja, hermed ender den lille saga om en menigmand, der har sin ved
drukkenskab fremkaldte ulykke med en så imponerende sjælsstyrke, al
det vel næsten fortjener navnet storsind. Hans senere skæbne fortaber sig
i mørket, men det tør vel antages, at han er gledet ind i samfundslivet
som en stilfæ rdig og lovlydig borger. En stor værdi for samfundet, der
ville være gået tabt, hvis man havde hugget først armen og så hovedet
af ham.
 
Victor Pürchel.
 
PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon argang_1961_-_v5.pdf

 

Litteraturliste

Del: