En Armé i Beredskab

I. Den svenske hærchefs forord (juni 86)
Den militære interesse for Nordeuropa og Nordatlanten er stigende. Heroverfor ønsker vi, at stabiliteten i Norden bliver bevaret. Heraf følger, at vore sikkerhedspolitiske midler, herunder forsvaret, stedse skal være tilpasset ændringer i den strategiske situation. Et forsvar skal kunne virke allerede i fredstid. Der er behov for, at vi i videste forstand stedse opretholder et beredskab, som ikke frister til militærpolitiske pressioner eUer til væbnede angreb. En afgørende forudsætning for, at vi i fred anses for troværdige er imidlertid, at vi besidder evne til at løse vore krigsopgaver. Kun ved at overbevise om, at vi er i stand til at forsvare os, opnår vi den værdifulde fredsbevarende virkning, som forsvaret skal tegne sig for. Krigsstyrken efter mobilisering skal kombineres med evne til hurtigt og sikkert at mobilisere - og også til at imødegå krænkelser og magtdemonstrationer på et lavere spændingsniveau. Med andre ord bør hæren i princippet hver dag opretholde et vist beredskab. Brigaderne og deres støtteenheder bør derfor snarest sættes i stand til at leve op til de politiske og militære krav om, at de efter hurtig mobilisering skal kunne indsættes mod - og nedkæmpe de mest modeme af en angribers enheder.
 
Hjemmeværnet har det højeste beredskab med hensyn til forsvar af vort lands indfalds- og adgangsveje samt nøglepunkter (baser, telekommunikationsanlæg m.v.). Disse opgaver skal lokalforsvarsenhedeme kunne overtage pa kort tid efter mobilisering. Herved bliver det lokalforsvarets og hjemmeværnets opgave at tilvejebringe fornøden operationsfrihed til de mobile forsvarsenheder af hær, søvæm og flyvevåben. I øjeblikket er der en manglende sammenhæng mellem krigsenhedemes - især felthærens - materielle og personelmæssige kvalitet. Vort nyanskaf- fede materiel besidder i sig selv stor ildkraft og bevægelighed og lever derved op til tidens krav. Men personellet, den menneskelige og mest betydningsfulde faktor i enhver krigsenhed, har ikke tilstrækkelig evne til at udvikle og udnytte materiellets egenskaber fuldt ud. At opnå dette kræver en særlig indsats af personelmæssig, uddannelsesmæssig og organisatorisk art. Den svenske hær er nu begyndt at træffe foranstaltninger hertil inden for et program, der er benævnt »alt for felthæren«. En holdningsændring i retning af større forståelse for geleddets og krigsenhedemes behov og vilkår er på vej. Oberst Bengt Sjöberg, som indtil for nylig har gjort tjeneste i Hærstaben, og som er en erfaren regimentschef og regionschef, har meget for^enstfuldt beskrevet, hvorlede hærens evne til umiddelbar og effektiv indsats yderligere kan forbedres. Af naturlige årsager afholder jeg mig fra en konkret stillingtagen til alle de synspunkter og forslag, som fremsættes. Men jeg finder, at meget af det uden videre kan anvendes. Bogen bør derfor også tjene som en vejledning og et idékatalog for felthærens og lokalforsvarets designerede chefer. Den enkelte chef for en mobiliseringsenhed kan selv - uden at afvente centrale myndigheders beslutninger eller ordrer, gøre meget for at forbedre den enhed, han har ansvaret for. Det er i virkeligheden kun et spørgsmål om at gå i gang dermed. Navnlig vil jeg geme tilskynde mobiliseringsstyrkens underafdelingschefer til helhjertet at holde en årlig kontakt med deres soldater - ikke mindst for at bringe udsættelserne ved genindkaldelser til enheds- og samvirkeøvelser ned til et minimum.
 
II. Forfatterens indledning
»Vort beredskab er godt«, sagde statsminister Per-Albin Hansson i august 1939. Dengang savnede påstanden dækning. Men vi lærte lektien i 40’eme - at holde forsvaret i beredskab. En sådan lektie bør bestandig genindlæres. Dette skrift er et bidrag dertil. Bogens grundlæggende tanker blev første gang præsenteret i et oplæg med titlen »Gør vore krigsenheder levende«, som blev afholdt som indledning til en debat i »Det kungliga Krigsvetenskapsakademien« 18. januar 1984. Siden er dette oplæg blevet suppleret og uddybet gennem en række studier og foredrag. Inden for strategien anvendes begrebet »Fleet in being«. Det var oprindeligt udtryk for den britiske flådekoncept, som gik ud på, at flåden germem sin blotte eksistens og slagkraft skulle være i stand til at binde den franske flåde på en sådan vis, at den ikke kunne udgøre en trussel mod Storbritannien. På samme måde skal vores hær - blot ved »at være«, ved at besidde god krigsduelighed og ved at være beredt til indsats yde sit bidrag til vort forsvars formål: At bevare fred og frihed.
 
III. Resumé af bogens kapitler
1. Fredstidsorganisationens negative indflydelse på hærens beredskab.
Tidligere og op til 1960’eme organiserede man sig ud fra krigsstyrkens behov, men dette billede har ændret sig gennem de to årtier. Nu betragtes hærens krigsorganisation som »én sag« og fredsorganisationen som en helt anden. Selv om fredsorganisationens totale omfang (i Sverige) fortsat er bestemt af behovene for at uddanne til krigsorganisationen er de to organisationer i stedse større grad blevet fjernet fra hinanden. I dag er de fleste krigsenheder fuldstændig anonyme! Gennem deres adskillelse fra fredsorganisationen har de kunnet gøres »hemmelige«, og man taler til daglig ikke meget om dem. Det indebærer, at man i dagligdagen heller ikke interesserer sig for dem. Ansvaret for den enkelte troppeenhed er fordelt på et antal forskellige myndigheder. Men ansvarsbegrebet bliver udvandet, når ingen længere er personligt impliceret deri. Opsplitningen har derfor ført til en forringelse af krigsstyrkens kvalitet og beredskab. Samtidig er der også sket en række positive tiltag, hvoraf mange må hilses velkomne. Men det ændrer intet i den kendsgerning, at det er det negative i freds- og krigsorganisationens indbyrdes sanunenhæng, der påkalder sig opmærksomheden, og som derfor bør belyses nærmere som udgangspunkt for forslag til forbedringer. Hvordan er vi så kommet i derme situation? »Målene for vor fredsorganisatoriske virksomhed« hår naturligt nok været dominerende for vore handlinger, selv om disse mål i stort omfang er udsprunget af et krigsorganisatorisk behov - som f.eks. at frigøre midler til indkøb af materiel til krigsstyrken. Det kan måske forklares, hvorfor ansvarsfølelsen for krigsenhedeme har måttet vige for hverdagens opgaver, som naturligt nok præges af det fredmiljø, vi lever i. En generel politik, f.eks. på baggrund af en bedømt mindskelse af den udenrigspolitiske spænding - hvor bestræbelserne på besparelser, rationaliseringer samt forbedring af personellets arbejdsvilkår, -tid, bekvemmelighed og privatøkonomi har været langt mere dominerende end beredskab og egl. forsvarsevne, leder naturligt nok i denne retning. Til trods for et uændret forsvarsbudget har en stedse større del af midlerne måttet afsættes til foranstaltninger, som afledes af den generelle samfundsmæssige udvikling, f.eks. arbejdsmiljø, arbejdstids- og mer- arbejdsregler, øgede væmepligtsydelser o.s.v. med det resultat, at der er blevet færre midler og muligheder med hensyn til øvelsesvirksomhed eller anskaffelse af krigsmateriel, som stedse fordyres af den teknologiske udvikling. Som modtræk er iværksat meget omfattende rationaliseringer. Det har ført til introduktion af »programmer for besparelse«, som ofte er blevet vægtet over »programer for vedligeholdelse af krigsenhedeme«.
 
De nye afguder er nu blevet:
»besparelser«,
»personalereduktioner«,
»specialisering«,
»stordrift«, og en hel del andre af tilsvarende art.
 
Forsvyschefen (ÖB) må derfor nu konstatere, at fredstidsrationaliseringen efterhånden er blevet drevet så langt, at den truer mulighederne for at opretholde et til vort behov afpasset beredskab. I virkeligheden er situationen den, at de såkaldte rationaliseringer er blevet udtryk for reelle reduktioner af ambitionsniveauet.
 
Hver eneste beslutning, som har berørt vor krigsorganisation, har i det mindste ført til en negativ påvirkning af den hidtidige tilstand - og er samtidig blevet iværksat ud fra de bedste intentioner. Ofte har det enkelte skridt været så lille, at det i sig selv har været uden egentlig betydning, men sammenlagt er den negative effekt efterhånden blevet meget omfattende. Den er først efter nogen tid blevet åbenbar, og ingen har derfor hverken kunnet iagttage eUer forstå de totale konsekvenser af denne udvikling og har derfor naturligt nok heller ikke haft mulighed for at tage stilling dertil. Med ganske små, men mange skridt er vort forsvars struktur blevet mere og mere »fredsorienteret«. Det har ofte skortet på at supplere de deklaratoriske mål for organisationen med mere præcise angivelser, og hvor sådanne er forekommet, har det i reglen knebet med evne og vilje til at håndhæve dem. Prioriteringer har været indbyrdes modstridende og ikke fremhævet det væsentlige på bekostning af andre hensyn. Måske er vi blevet dygtigere til at lave analyser end til at opstille synteser, og mere ferme til at afgrænse problemer og opløse dem i deres grundbestanddele end til at sammensætte grund- bestanddele til helheder.
 
Stabe, enheder og andre myndigheder er i reglen detajlorganiserede i overensstemmelse med forekomsten af ressourcekategorier eller specialer. Indretningen af den formelle organisation bliver derved i sig selv bestemmende for de opgaver, man skal tage frem til belysning og løsning. I en sådan situation har cheferne ofte vanskeligt ved at udøve en fast ledelse af den helhed, det drejer sig om: Krigsorganisationen. Der er utroligt mange eksperter, som hver vier al deres tid på deres specialområder, hvorimod der findes uhyggeligt få talsmænd for hele krigsenheder. Professor i nationaløkonomi ved Lunds Universitet, Ingemar Ståhl (en af det svenske forsvarsplanlægningssystems fædre) er af den opfattelse, at den militære fredsstruktur med tilhørende etablissementer er så stærk, at systemet i virkeligheden er ustyrbart - samtidig med, at krigsorganisationen, som burde være det primære for forsvaret, er systemets svageste part.
 
2. Hærens behov for et bedre beredskab
Efter en germemgang af det politisk formulerede formål med totalforsvaret med hertil hørende krav til indretning og opgaver gennemgås de behov, som den internationale udvikling og situationen iøvrigt tegner f.s.v.a. den svenske hærs beredskab.
 
Først omtales troværdighedsbegrebet, som primært er en følge af, om omverdenen har et overbevisende indtryk af hærens krigsorganisation, mobiliseringsevne og krigsbrugbarhed. Også i fred skal hæren være organiseret og drevet på en sådan vis, at dens krigsbrugbarhed synliggøres. Men troværdigheden har også en intern dimension. Både befolkningen, de værnepligtige og forsvarets egne befalingsmænd skal opleve, at enhederne virkelig er brugbare, og at de har rimelig god udsigt til at kunne løse pålagte opgaver. De, der til daglig har deres virke i geleddet, har også den største indsigt i enhedernes styrke og svagheder. Derfor bør derés indlæg i den offentlige debat tages med alvor. Det er nødvendigt, at officerskorpset selv er overbevist om, at de politiske krav til forsvaret omsættes i reel forsvarsevne. Begrebet beredskab er ikke noget almengyldigt. For at få indhold skal det relateres til bestemte situationer eller tilstande. Her sondrer forfatteren mellem følgende;
 
- Indsats i direkte fortsættelse af mobilisering.
Hovedopgaven er imødegåelse af invasion. Derfor skal krigsorganisationens hovedbestanddele være udformet og uddannet, så de kan indsættes i modangrebsoperationer straks efter mobilisering. Under uddannelsen skal der lægges meget stor vægt på samvirkeuddannelse af krigsstærke brigader og bataljoner. Der vil efter forfatterens opfattelse ikke være tid til uddannelse og samvirkeøvelser efter mobilisering. Dette skal derfor ske som led i uddannelsen i fredstid.
 
- Beredskab til imødegåelse af krænkelser og andre incidenter.
Forfatteren citerer freds- og konfliktforskeren Wilhelm Agrell for, at der allerede i dag i og mod Sverige foregår en kontinuert og meget differentieret efterretningsvirksomhed, der kan anskues som en form for krig på et lavt niveau. Den svenske forsvarschef har påvist, at hærens fredsstyrke til grunduddannelse eller under gen- mdkaldelse bør have en tjenesteomgang, et indhold og en geografisk placering, der muliggør umiddelbar eller kortvarslet imødegåelse af krænkelser eller forskellige former for begrænsede kriser. Fredsorganisation og uddannelsessystem skal være indrettet således, at en militær reaktion i fred og »fredskriser« kan iværksættes umiddelbart, medens egl. indkaldelser af (dele af) mobiliseringsstyrken kan afvente en forværring af situationen.
 
- Beredskab til hurtig mobilisering.
I lyset af de teknologiske muligheder for iværksættelse af overraskelsesangreb er det nødvendigt, at hæren besidder et højt mobiliserings- og »krigsorganisationsberedskab«. Hærens krigsstyrke skal kunne formeres samtidigt med, at der iværksættes angreb på Sverige. Også regeringen har understreget kravet om et højt mobiliseringsberedskab.
 
- Beredskab til indsættelse før afslutning af mobilisering.
Den øgede risiko for, at et angreb kan indledes overraskende gør, at forsvaret indledningsvis og ved udnyttelse af fredsorganisa- tionens ressourcer, kan optage kampen på en sådan vis, at en mobilisering kan sikres gennemført. Wilhelm Agrell hævder, at Sovjet forbereder i en krigsindledende fase at iværksætte et overraskelsesangreb på Sverige med det formål at neutraUsere mobili- seringsevnen og krigsstyrkens formering.
 
- Beredskab over for p.t. ukendte trusselformer.
Der sigtes hermed til opbyggelsen af en fleksibilitet, som muliggør passende reaktion på et stadig mere varieret udbud af militære trusler inden for skalaen »tilvænning - tilpasning - afpresning - direkte trussel - kup - overraskelsesangreb og egl. krig«. Der advares mod at optimere de lavere indsatsmuligheder på bekostning af den mest alvorUge opgave for et forsvar: Krigen. Forsvaret skal primært være tilpasset en krigs vilkår og behov og ikke organiseres som funktion af et fredsmæssigt behov.
 
 
3. Krigsenhedemes organisation i centrum
En mand havde syv sønner. Da de var vokset op og skulle udi verden samlede han dem for at give dem gode råd. Han skar syv kviste fra et træ, lagde dem sammen og bad hver af sønneme om at knække knippet. Det mislykkedes. Derpå gav han dem hver sin kvist og bad dem prøve igen, og denne gang lykkedes det at knække kvistene. Manden sagde så; »Husk dette, én og én er I lette at knække, men sammen kan ingen besejre jer«. Tilsvarende er det med vore mange specialer i enhederne og med den enkelte enhed i brigaderne. Den enkelte soldat kan gennemgående løse sine hovedopgaver i enhederne, selv om der er nogle huller, f.eks. evnen til at kæmpe i mørke. Befalingsmændene i krigsenhedeme er i hovedsagen af reserven, og selv om de er udtaget blandt de bedste værnepligtige, er deres svaghed manglende træning som førere. Dertil er enheds- og samvirkeuddannelsen for kortvarig og repetitionsøvelserhe for få og for korte. Det er afgørende, at troppenhedeme udgør en helhed, er en organisme, hvor delene hænger sammen og samarbejder. Imidlertid arbejder den enkelte befalinpmand til daglig med sit speciale, som det er let at overse. Det er vanskeligere at få fat i helheden og mange afstår derfra. Det er derfor afgørende, at helheden styrkes i enhederne. Krigsenhedeme har det imidlertid ikke let. De er oftest temmelig anonyme. Cheferne og øvrige befalingsmænd har andre fredsopgaver end at varetage enheden og troppeenhedeme er ofte splittede.'Ikke uden grund sagde den svenske hærchef derfor ved sin tiltræden; Målsætningen skal være: Altfor kngsenhedeme. Ethvert tiltag skal stilles over for spørgsmålet: Gavner dette krigsenhedeme?
 
Hærens beredskab tilvejebringes af krigsenheder, og disses eksistens må derfor gøres markant. De skal være levende både for os og for omverdenen. Det gælder specielt angrebsbrigaderne, der udgør kernen i hærens krigsorganisation. Forsvaret må allerede i fredstid indgyde respekt, og kun krigsenhedeme kan tilvejebringe denne respekt. Virksomheden i krigsenhedeme må derfor være en naturlig del af hverdagen, så det dagligt kan demonstreres, at krigsopgaveme kan løses. Krigsorganisationen må derfor bringes tü at fungere meget bedre, det må være den, der præger hverdagsarbejdet i både stabe og geled. Krigs- enhedemes chefer og personel må gives øget indflydelse, og enhedernes grundstamme må til stadighed være organiseret. Troppeenhedeme må være samlet, enhedeme må uddannes og føres af deres eget personel, til stadighed vedligeholde krigsdueligheden og være rede til hurtig mobilisering for de dele, der ikke er indsatsberedte i fredstid.
 
4. Enhedernes sammensætning
Krigsenhedeme skabes af mennesker. Materiel er betydningsfuldt og nødvendigt, men det er mennesker, der betjener materiellet og udgør enheden. Det er enheden, der udgør effekten, og ikke den enkelte soldat. Enhedens kapacitet udgøres derfor af sammenholdet og samarbejdet mellem solda- teme, og det er også dette, der får soldateme til at klare krigens påvirkninger. Soldaternes liv afhænger af, om helheden fungerer. At kunne stole på hinanden er en stor del af trygheden. Soldater kæmper i første række for og sammen med kammeraterne. Det er enhedsmoralen, som skal give sejren. Opmærksomheden må derfor koncentreres om enhedsuddannelsen og -plejen. Grunduddannelsen må altså udnyttes til at samarbejde bataljonsniveauet inden for kamptropper og artilleri og primært underafdelingsniveauet inden for øvrige våbenarter samt til at samarbejde brigaderne. For at sikre sammenholdet i den enkelte enhed, skal bataljoner og underafdelinger søges holdt sammen i hele den periode, de indgår i krigsstyrken, uanset, om de på et tidspunkt overføres fra felthæren til lokalforsvaret. Målet er en sådan uddannelse, at enhederne, fra brigade og nedefter, kan løse hovedopgaverne umiddelbart efter mobilisering. Rent praktisk kan enhederne lettest holdes samlet, hvis f.éks. et kamp- tropregiment uddanner én brigade og et antal lokalforsvarsbataljoner m.v. således, at enheder inden for samme regiment kan overgå til lokalforsvaret, når en ny brigadeenhed uddannes. Alle våbenarters enheder i brigaden må tilstræbes integreret, våbenartsgrænseme opblødes, således at samvirkeuddannelsen ikke bliver blot nogle få uger, men en integreret del af hele uddannelsesforløbet. De værnepligtige har som regel en meget positiv indstilling, når de møder til den militære uddannelse. Denne mindskes ofte efterhånden, som uddannelsen skrider frem, og de værnepligtige finder, at uddannelsen kunne være mere effektiv, gennemføres hurtigere og give større muligheder for initiativ. Især befalingsmændene har denne opfattelse.
 
Muligvis har de øgede krav til effektivitet, langsigtet planlægning og begrænset uddannelsestid ført til stivhed i planlægningen og dermed mindsket evnen til at imødekomme ændringer i forudsætninger og improvisation. Forskellige uddannelsestraditioner viser sig at medføre store forskelligheder i smidigheden ved regimenterne. Imidlertid er der al mulig grund til at tage hensyn til de væmepligtiges synspunkter, for kvaliteten i uddannelsen må øges. Desuden er det indtryk, som soldaterne tager med sig hjem, afgørende for deres fremtidige indstilling til forsvaret. Uddannelsen skal opbygges, så soldaterne virkelig føler en kontinuert stigning i kravene. De skal kunne mærke, at de selv og enheden hver dag kan mere og bliver bedre til at bruge det, de har lært. Øvelserne skal være inspirerende, stimulere fantasien, så ma de heUere være mindre perfekte i andre henseender. Det er nødvendigt at engagere de værnepligtige mere. Soldater, der har indflydelse på deres løsning af opgaverne, bliver mere motiverede og føler et større ansvar. Der skal derfor stilles højere krav til de værnepligtige. der skal kræves en personlig indsats af dem. De må vide og mærke, at der er behov for dem. De værnepligtige har en stadig bedre uddannelsesbaggrund, når de indkaldes. Det de endnu ikke har haft mulighed for at lære er arbejdsdisciplin. Derfor skal de udtages til at løse opgaver efter deres evner og forudsætninger. De skal ikke alle kunne alt lige godt, men hver især bidrage til, at gruppen eller våbenbesætningen virker, ved at komplettere hinanden. Kendskabet og tilliden til egen enhed opbygges efterhånden inden for enheden, og skal resultere i den selvtillid til egen formåen, der er nødvendig for at vinde. De synspunkter, der gør sig gældende for at tilpasse uddannelsen til kravene, omfatter:
 
- Tildeling af størst mulig uddannelsfrihed og ansvar til underafdelings- og delingsniveau,
- optræning af det faste personels evne til at tage initiativer og handle selvstændigt,
- uddannelsen af værnepligtige skal fremelske engagement og ansvar for egen uddannelse,
- uddannelsesmålene for delingsniveauet fastsættes af underafdelingschefen og for underafdelingsniveauet af bataljonschefen,
- troppeenhedens krigsopgave og troppeenhedschefens prioriteringer styrer planlægning og gennemførelse af uddannelsen,
- alle chefer skal gives størst mulig frihed i uddannelsen. Uddannelsesmålene skal sættes højt. Der skal være mange feltøvelser.
Vægt skal lægges på arbejds- og tidsdisciplin, på orden og materielvedligeholdelse.
 
5. Enhedernes føring
Taktikken indebærer stor spredning og kamp over store afstande. Små enheder skal kunne optræde selvstændigt og fungere også under hurtige og overraskende kampforløb. Sammenhold og initiativ hos de små enheder har afgørende betydning for udfaldet. Specielt delingsførernes betydning understreges. Det er primært deres lederevner, handlekraft og faglige kunnen, der giver underafdelinger og afdelinger deres taktiske anvendelighed. Det er derfor nødvendigt at øge indsatsen med hensyn til uddannelse og træning af de værnepligtige befalingsmænd, og specielt delingsførerne. Alle førere må derfor under uddannelsen gives lejlighed til at føre deres enheder gennem lange perioder, så de bliver rutinerede i føring, men også i feltmæssig optræden og opretholdelse af enhedens kampkraft. Under grunduddannelsen skal alle chefer udnytte enhver mulighed for at træne deres underførere i selvstændig optræden, initiativ og ansvar. En chef - af linien eller reserven - skal principielt altid uddanne sin egen enhed, og han har ingen vigtigere opgave, end varetagelsen af sin krigsenhed. Det gælder også efter grunduddarmelsens afslutning, som f.eks. under repetitions- indkaldelser. Bl.a. er det nødvendigt, at angrebsbrigademe er indkaldt og gennemfører samvrrkeøvelser hvert andet år med alle enheder.
 
6. Indsatsberedskabet
Behovene for et umiddelbart indsatsberedskab er stigende. Såvel grunduddannelsen som repetitionsøvelseme må derfor tidsmæssigt tilrettelægges således, at der til stadighed er anvendeUge enheder til rådighed i beredskabet. Indsatsberedskabet skal kunne imødegå krænkelse af svensk territorium, som kan indtræffe uden varsel, og som altid kræver en reaktionstid på fra minutter til timer. Hurtighed er her mere afgørende end udholdenhed, og beredskabet må derfor baseres på mindre styrker, placeret ud over hele landet. Deres opgaver vil være bevogtning, beskyttelse og forsvar af mindre områder. Et egentligt overraskelsesangreb mod Sverige anses for mindre sandsynligt, men andre staters hensigter i en krisesituation kan være vanskeUge at tolke, og beslutningsprocessen kan slå fejl. Beredskabet må derfor hurtigt og fleksibelt kunne tilpasses situationen, herunder også et overraskende angreb. Et sådant angreb vil udgøre indledningen til en invasion af landet, og vil altså blive fulgt op af store stridskræfter. Angrebet kan altså ikke imødegås af et mindre antal enheder med begrænset uddannelse, men kræver en mobilisering af store kampstærke enheder.
I første omgang må et overraskende angreb imidlertid imødegås af
- enheder med den fornødne grunduddannelse,
- enheder indkaldt til repetitionsøvelse,
- hjemmeværn,
- de hurtigst mobihserbare dele af krigsstyrken (de til sikring af havne, flyvepladser, broer m.v. afsatte lokale enheder. Disse enheder vil være til rådighed i løbet af få timer) samt af 
- civilt politi.
 
Antallet af rådige kampklare bataljoner eller brigader vil være for lille til, at beredskabet kan baseres på disse. De vil ofte være placeret alt for langt fra indsættelsestedet. Imidlertid vil netop bevogtningsopgaver kunne løses også af enheder under grunduddannelse, blot de har 2-3 måneders uddannelse bag sig, og af sådanne styrker vil der være mange til rådighed. Befalingsmandsskoler med høj befalingsmandstæthed vil kunne kæmpe i delingsramme efter 4-5 måneders tjeneste og altså kunne løse mere krævende opgaver. Enheder under grunduddannelse kan kun indsættes i delingsramme og i begrænset udstrækning i kompagniramme efter 6-7 måneders uddannelse. Indsættelse i bataljonsramme kan først finde sted efter grunduddannelsens afslutning (10 mdr.). Selv om indsatsberedskabsstyrken vil svinge i overensstemmelse med indkaldelser og hjemsendelse, er det afgørende, at alle rådige styrker til stadighed holdes klar til løsning af pludseligt opståede opgaver. Alene befalingsmændene ved en bataljon, der endnu ikke har fået mandskab eller som uddanner nyindkaldte værnepligtige, kan udgøre en sådan styrke, at de formeret i en eller et par delinger, kan løse en påkrævet opgave. Væsentligst er det, at alle rådige midler benyttes i beredskabet og benyttes hele året rundt.
 
7. Mobiliseringsberedskabet
En mobilisering skal kunne ske hurtigt, sikkert og selv om der allerede er kamp i landet. De tekniske muligheder for et overraskelsesangreb er steget, og det stiller øgede krav til mobiliseringsberedskabet i forhold til tidUgere. At iværksætte mobilisering er en alvorlig beslutning, som enhver regering vil udsætte længst muligt. Situationen vil være præget af usikkerhed, og beslutningen vil have store konsekvenser. Det må erindres, at et overraskelsesangreb næsten aldrig er forekommet uden, at man havde efterretninger om angrebet, men alene på grund af en fejlagtig tydning af op- ^ lysningerne eller uvilje til at øge beredskabet, således som man så det i alle de tre nordiske lande i 1940. Da Sverige mobiliserede i 1940 blev beslutningen truffet for sent til, at et angreb kunne have været afværget, dels fordi mobiliseringen først iværksattes, da angrebet på Danmark-Norge kom, dels fordi man ikke havde taget højde for den tid, det tog for enhederne at blive formeret og forskudt til indsættelsesområdeme. Beslutningen skulle være truffet adskillige døgn tidligere, og efterretningerne om det forestående angreb manglede ikke. Den sandsynligste udvikling forud for et fremtidigt angreb vil gå over en skala fra fred over tilvænning til en gradvis ændret situation, tilpasning, afpresning, trusler, kup tü et egentligt angreb. Mobüiseringen må i omfang kunne følge disse trin, så beredskabet øges successivt. Det er afgørende for mobiliseringsberedskabet, at ansvarsplaceringen, der er gældende for krigsorganisationen, også er gældende i fredstid. Dette vil specielt være vigtigt, hvis mobiliseringen skal gennemføres på et tidspunkt, hvor der allerede er kamp i landet. At skulle skifte ansvar i denne situation vil være yderst uheldigt. Krigsenhedeme må derfor også i fredstid have ansvaret for eget materiel, alle befalingsmænd må vide, hvor deres enhedsmateriel og udrustning findes, de skal ved selvsyn have kontrolleret, at våben, forsyninger, ammunition, reservedele m.v. findes og passer sammen. De skal kende materiellets tilstand, vide hvad enheden evt. mangler eller hvad der skal hentes ved en skole eller et andet depot. Enhedernes chefer må til stadighed holdes underrettet om ændringer i materieloplægningen. Skal der ske større udskiftninger af udrustning eller materiel, skal disse ske ved enhedens egen foranstaltning i forbindelse med en mønstring eller repetitionsøvelse, så enheden er nøje bekendt med ændringerne.
 
Det er af yderst vigtighed, at hver enkelt chef, befalingsmand og soldat ved, at det køretøj eller det våben, han betjener, ikke blot er et tilfældigt stykke materiel, men at det er hans, og at det er netop den materielgenstand, han skal bruge i en krigssituation. Derved forøges forståelsen og ansvarsfølelsen over for materiellet. Soldaten skal ikke i mobiliseringsdepotet have »et« gevær, han skal have »sit« gevær. Han har brugt det under grunduddannelsen og det ligger, hvor han selv har lagt det, og det er rengjort og indsmurt, som han selv har gjort det. Øget og personligt ansvar over for materiel og udrustning, vil herved også mindske vedligeholdelsesomkostningerne. Hver enhed varter sit materiel og sikrer sig, at det altid er krigsbrugbart. Skal en befalingsmandsskole bruge en bataljons materiel i sin uddannelse, bør skolen også opstille den pågældende bataljon, så ansvaret ikke forflygtiges. Gennem decentralisering af materielansvaret sikrer man sig bl.a. også, at hver enhed råder over kvalificeret mekanikerpersonel, som kender enhedens aktuelle udrustning til bunds. Gennemførelsen af en mobilisering er enhedens eget ansvar, og den må selv have nøje forberedt, at mobiliseringen kan gennemføres på trods af fjendtlige sabotørers eller patruljers tilstedeværelse og angreb.
 
8. Enhedernes liv og pleje
Enhver enhedschef skal - uanset sin fredstidsplacering og uanset sit niveau - have ansvaret for sin enhed og dens pleje. Ordet ansvar kan føles tungt, men må i denne sammenhæng i høj grad opfattes som interesse, og ingen kan have så stor interesse for en enhed som dets chef. Derfor skal han også være ansvarlig for enheden, og enhver henvendelse til eller om enheden skal rettes til og besvares af ham. Chefer på alle niveauer skal følge og påvirke deres enhed løbende, specielt i perioderne mellem mønstringer og øvelser. De orienterer løbende foresat chef om enhedens tilstand og planlægning og giver forslag til forbedring. De følger nøje ændringer i personelsammensætning og udrustning, holder løbende kontakt med personel af alle kategorier og tilrettelægger, leder og følger befalingsmandsuddannelsen ved enheden. For mobiliseringsplanlægningens vedkommende stilles der specielt høje krav til brigadecheferne, hvis enheder ofte opstilles i flere regioner. Dette at varetage og pleje sin krigsenhed er ikke noget cheferne kan gennemføre »ved siden af« ordinær virksomhed. Det er alle chefers fornemmeste opgave, og de skal derfor have den tid og de øvrige ressourcer, der er påkrævet for at løse opgaven. Chefen for en krigsenhed kontrollerer løbende, at enheden har alt sit personel, og at personellet har den korrekte uddannelse. Er der afvigelser, mdberetter han straks til sin foresatte chef og kontrollerer, at fejl rettes.
 
Chefen må naturligvis også have indflydelse på sine befalingsmænd og deres placering i enheden. Han skal tages med i personelplanlægningen, inden der sker udskiftninger af officerer ved enheden. Han skal kende sine officerer, holde kontakt med dem og informere dem om alle aktuelle spørgsmål. Dette gælder naturligvis ikke mindst reserveofficererne, med hvem han skal være i kontinuerlig kontakt. Et af formålene med denne decentralisering og koncentration af kræfterne omkring den enkelte enhed er at undgå, at enhederne ved repetitions- øvelser splittes pa grund af tilfældige udsættelser og omplaceringer. Det er vanskeligt at styre en million soldater centralt. De bliver til en anonym masse bestående af ombyttelige individer. Ved at decentralisere forvaltningen bliver det ikke længere det væsentligste, at enhederne er bemandet, men med hvem de er bemandet. Omhu med mennesker passer ikke til stordrift. En maskine kan aldrig tage de hensyn til hver enkelt soldat eller til personlige færdigheder, forhold og interesser, som underafdelings- chefen kan. Kompagniet er den største enhed, hvor chefen kender hver mand og de nøjagtige krav til ham. Derimod kan et moderne datasytem godt være til hjælp for underafdelingschefen. Princippet er, at hver mand skal have en fast tilknytning til sin krigsenhed, og fordelene ved en udskiftning må hver gang afvejes med ulemperne. Hver mand må behandles individuelt.
 
For en mobiliseringshær er det meget afgørende, at soldaterne ikke blot møder til repetitionsøvelser på grund af lov og tvang. Soldaten skal vide og forstå, at der er behov for ham i netop hans enhed, og at der går noget af enhedens sammenhold og effekt tabt, hvis han ikke møder op. Netop denne ånd og holdning skal underafdelingschefen skabe under grunduddannelsen, og han skal holde den vedlige ved mindst en gang om året at orientere alt sit personel om enhedens status og evt. ændringer, der har betydning for den. Dette gælder også, hvor underafdelingschefen er reserveofficer, og han må naturligvis støttes heri af sin foresatte chef. Kommer der en ny chef, må han præsentere sig, så personellet ved, hvem han er. Denne løbende kontakt mellem chefen og soldaterne skal også medvirke til at advisere om kommende øvelser m.v., hvori enheden skal deltage, så indkaldelser ikke kommer overraskende. Det er vigtigt, at alle i enheden forstår, at det civile gøremål ved en genindkaldelse ikke skal forlades på samme måde, som hvis man skal deltage i et kursus eller et møde. Den militære enhed er en anden gren af samfundets virksomhed, som af hensyn til samfundets sikkerhed også skal plejes, og hvor hver enkelts tilstedeværelse er lige så vigtig, som den i det daglige er på virksomheden eller hvor man nu er ansat. Derfor må soldaterne ogsa vide, at nar de bliver genindkaldt, så er det til deres enhed, og at det stadig er kammeraterne fra grunduddannelsen, der besætter de øvrige pladser. Soldaten er ikke blot et tilfældigt nummer på en tilfældig plads.
 
Underafdelingschefen er ansvarlig for sin enhed i krig, og det er han også i fred. Han kender sit personel, og har en soldat problemer ved en genindkaldelse, så er det kompagnichefen, der undersøger, om den pågældende evt. kan komme i den vigtigste del af perioden i stedet for slet ikke. Det er ham, der søger at skabe betingelserne for, at alle kan møde op, uanset vanskeligheder af privat eller indtjeningsmæssig art. Chefen må derfor også have beføjelser, så han kan hjælpe, hvor der er behov for det, og beføjelserne må stige i takt med enhedens størrelse. Først i yderste nødsfald, hvis bataljons- eller brigadechefen ikke kan løse problemet, træder væmepligtskontoret til. I det mindste alle officerer ved underafdelingen, bør mødes en gang om året til et møde eller en mønstringsdag. Her skal mobiliserings- og krigsplaner gennemgås, og underafdelingens personelstatus, materielstatus og uddannelsesniveau drøftes. Krigsenhedens centrale placering bevirker også, at hver officer hvert år får meddelelse fra sin foresatte chef om, hvorledes hans varetagelse af hovedopgaven, enheden vurderes.
 
Også Sverige har oplevet en stor officersafgang blandt liniepersonellet. Lønningerne har fået hovedskylden for dette, men der ligger en fejlagtig grundholdning bag afgangen. Man har i årevis søgt at sidestille officerernes tjeneste med lignende civile stillinger, således at løn, arbejdstidsreglér og pensionsalder skulle udformes efter de normale civile regler. Man skelede her alene til forsvarets fredstidsvirke. Det må i stedet påvises, at de regler, der gælder for civile i den offentlige sektor ikke altid kan anvendes for officererne. Enhedschefer har helt specielle problemer. De har en freds- tidsopgave, men de har også en beredskabsopgave, som for en bataljonschef omfatter varetagelsen og plejen af måske 800 mand og materiel for flere hundrede millioner kroner. Lønningen kan ikke blot gøres op på grund af den almindelige fredstidsopgave, men først og fremmest på grundlag af beredskabsopgaven. Det er denne opgave, officeren først og fremmest findes for at varetage. Det er den, der er hans hovedopgave. Det kontinuerlige ansvar for krigsenheden er tungt og kræver dygtighed, erfaring, god vurderingsevne, ansvarsfølelse og initiativ. Enhedschefeme har en helt unik stilling, og det er af stor betydning, at officererne i en væmepligtshær indgyder respekt og tillid. Dette afspejles bl.a. i deres aflønning. Enheds- chefernes højt kvalificerede dobbeltarbejde må værdsættes højere, hvis vi skal få bedre krigsenheder.
 
I dag styrer arbejdstidsbestemmelser i højere grad end han« opgaver, hvad officeren udretter. Reglerne er sikkert indført i den bedste mening’ men de er bureaukratiske og tidskrævende at kontrollere og administrere. Rigsrevisionen har konstateret, at de arbejdstidsregler, der er gceldende for fredstidsvirket, er principielt i konflikt med en uddannelse, der er rettet mod krigens krav. Megen administrationstid kunne spares, hvis der indførtes faste enheds- og cheftillæg. De ville også gøre det attraktivt at være krigs- enhedsplaceret, og det er ikke så dårhgt et resultat for en hær i beredskab.
 
9. Enhedernes organisation og virke i fredstid
Cheferne for krigsenhedeme skal have større indflydelse og bedre vilkår for at pleje deres enheder. Chefers ansvar i fred og krig skal være samstemmende, så ændringer i ledelse og organisation under kriser eller krig undgås. Forbedringer på dette område er først og fremmest tiltrængt inden for hæren, hvis fredsorganisation bør udformes som en del af krigsorganisationen, der ved mobilisering blot kompletteres. ÖB har derfor i sin sidste perspektivplan opstillet følgende krav til hærens fredstidsorganisation:
- Kommandoorganisationen skal have samme udformning i krig og fred,
- der skal være størst mulig overensstemmelse mellem freds- og krigsorganisation,
- angrebsbrigademes indsatsmuligheder straks efter mobilisering skal forbedres, og der skal være en snævrere kobling mellem fredstids- og krigsenhedeme,
- angrebsbrigademes bemanding, uddjinnelse, samvirke og udrustning skal prioriteres. Brigadechefen og kernen i brigadestaben bør udgøre uddannelsesledelsen ved kamptropregimenteme.
 
Fredstidsorganisationen vil altid have en tilbøjelighed til at blive den stærkeste, den dominerende. Derfor skal der være sammenfald med krigsorganisationen. Når en chef placeres i en stilling, sker det nu altid i freds- tidsfunktionen, medens krigsopgaven træder i baggrunden. Dette forhold må vendes, så han udnævnes og ansættes i krigsfunktionen, medens han så samtidige sekimdært - varetager en anden fredstidsfunktion.
Fredstidshæren skal være en demobiliseret krigshær, en hær på fredsfod, men rede til uden organisationsændringer straks at omstille sig. Enhederne må til stadighed være bemandet med chefer, stabe og kadrer af liniepersonel, vel samarbejdet i fredstidsvirket. Der vil naturligvis være store huller i bemandingen i forhold til krigsorganisationen, men disse kan når som helst udfyldes ved indkommandering af reserveofficerer, og gennem indkaldelser kan enhederne fyldes op til krigsstyrke. Specielt angrebs- brigaderne må være velbemandede i fredstid, og deres chefer er blandt de mest betydningsfulde officerer i hæren. Det er dem, der skal skabe brigaderne og vedligeholde og forbedre deres krigsduelighed, så de straks efter en meget hurtig mobilisering kan sættes i angreb mod en indtrængende fjende. Det er også brigadecheferne og deres stabe, der med deres førings- køretøjer hurtigt kan rykke ud og gennemføre en samlet ledelse af indsatsberedskabets spredte styrker. Alle 21 angrebsbrigader kan året rundt løse denne opgave. Men brigadechefens højst prioriterede opgave, er opstillingen og føringen af hans brigade, og en afvejning af hans opgave må derfor finde sted i en overraskende angrebssituation.
 
Fredstidsorganisationen kan eksempelvis opbygges således, at
- regimentschefen samtidig er chef for et forsvarsområde (en region),
- regimentsstaben udgør forsvarsområdets stab,
- regimentet opstiller en brigade med chef, stal) og enheder, evt. undtagen visse våbenartsenheder, der opstilles af et speciakegi- ment,
- regimentet opstiller lokalforsvarsenheder til forsvarsområdet, - regimentet opstiller forsvarsområdets faglige installationer,
- regimentet opstiller og fører hjemmevæmskredsene.
 
Organisationen følger således nøje krigstidsorganisationen, og liniepersonel, der ikke er tjenstgørende ved regimentet, kan altid kaldes hjem til varetagelse af deres krigsfunktion. Det må aldrig glemmes, at al virksomhed sker i krigsenhedeme. Regimentet må aldrig komme til at opfattes som en slags skole eller uddannelsescenter, og den udbredte trang til specialisering må aldrig splitte en krigsenhed under dens uddannelse. Der må aldrig kunne opsta en modsætning mellem fredstids- og krigsorganisationen, og det må aldrig kunne siges, at fredstidsorganisationen skal svækkes til fordel for krigsorganisationen, for de er uløseligt forbundne.
 
Regimenterne er rygraden i beredskabet og ikke noget nødvendigt onde. Specielt de såkaldte bygderegimenter repræsenterer også den historiske kontinuitet i hæren og koblingen mellem hær og folk. De har derfor stor betydning for modstandsviljen og for forsvarets troværdighed. Regimenterne er i fredstid baser for brigaderne og andre enheder, her holdes der sammen på personellet, her findes udrustningen, her er enhedernes sjæl i form af enhedsånd, traditioner og sammenhold. Her skal også findes det nødvendige antal højere chefer. Disse skal ikke blot gemmes væk i stabe eller pa skoler, men være, hvor deres enheder er og tyngden i hærens virke findes. Deres tilstedeværelse skal demonstrere, at her ligger de højst prioriterede opgaver.
 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_117_aargang_jul-aug-sep.pdf
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: