Empire of Chance: The Napoleonic Wars and the Disorder of things

 

Anmeldt af Kjeld Hald Galster

Empire of Chance: The Napoleonic Wars and the Disorder of things, Anders Engberg-Pedersen, Harvard University Press, Cambridge, Massacusetts, USA, 2015, 324 sider, illustreret, pris: 359,05 

 

Foto: Saxo.com

For den faste læserskare af Krigsvidenskab.dk vil Empire of Chance nok vise sig som lidt af en overraskelse. Den drejer sig om tilfældigheders rolle i krig og måder, hvorpå deres negative indflydelse kan håndteres. Dette lyder jo umiddelbart som en repetition af Clausewitz’ Vom Kriege, men det er det ikke. Bogens ærinde er historisk og beretter om, hvordan forståelsen af krigen ændrede sig omkring år 1800. Den vover til gengæld ikke at sige noget evigtgyldigt om, hvordan krigens inderste væsen er. Allerede den omstændighed, at Engberg-Pedersen ikke er militær, men litteraturforsker tilsiger en ganske anderledes tilgang en den rent teoretiske. Så lad os begynde med en kort biografi:

Lektor ved Syddansk Universitet Anders Engberg-Pedersen er ph.d. i komparativ litteratur fra Harvard University og i nyere tysk litteratur fra Humboldt-Universität zu Berlin. Han har desuden studeret på Københavns Universitet, University of California, San Diego og på Moskvas statsuniversitet. I 2012 modtog han en Sapere Aude eliteforskerbevilling fra Forskningsrådet. Han er først og fremmest litterat og kulturhistoriker. Hans militære baggrund begrænser sig til nogle russisktimer hos en sprogofficer, inden han tog til Rusland for at lære sproget ordentligt. Hans interesse for krigshistorien blev vakt, da han ved et tilfælde for en del år siden faldt over Clausewitz’ Vom Kriege i en boghandel på Nevskij Prospekt. Clausewitz’ analyser af vidensproblematikken i Napoleonskrigene løb parallelt med en række andre udviklinger i samme periode, og det blev klart, at han med sin litterære og idéhistoriske tilgang ville kunne bidrage med et nyt perspektiv på en ellers velbeskrevet periode i krigshistorien. Han ser krigen omkring år 1800 som en prisme, der forandrede forståelsen af en række grundlæggende kategorier som tid, rum og viden.

Engberg-Pedersens forskning er videnshistorisk orienteret med fokus på henholdsvis krig, kartografi og sanserne, og The Empire of Chance, er således en epistemologisk behandling af krigen og tilfældet.

Empire of Chance indeholder en indledning, seks tematiske kapitler, konklusion og et meget omfattende afsnit med slutnoter. Bibliografiske oplysninger er indarbejdet i noterne.

Indledningen beskriver ikke bare hensigten med værket, men også en del af det behandlede tankegods. At Thomas Hobbes og Hugo Grotius bliver nævnt i denne sammenhæng forekommer naturligt, lidt mere overraskende er det måske, at Jean-Jacques Rousseau og Heinrich von Kleist også finder anvendelse. Forfatteren beskriver krigsførelsen omkring år 1800 som et filosofisk paradigmeskift bort fra Vaubans og Jominis matematisk-geometrisk baserede anskuelser af krigskunsten og hen imod en virkelighed, hvis empiriske hovedelementer var sandsynligheder, tilfælde, sammenfald og modaliteter, som skulle afvejes og indfattes i et teoretisk system, der kunne understøtte kampafgørende beslutningsprocesser. Beskrivelserne baseres på tekster fra før, under og efter krigene, og er primært hentet i prøjsiske, russiske, franske og engelske kilder. Engberg-Pedersen går nye veje i sine analyser, idet han forsøger at tydeliggøre, at om end krige er historiske begivenheder, er krigen ikke blot et historisk faktum, men et uhåndgribeligt fænomen uden skarpe konturer. Den kræver en særlig æstetik og egne former, og han oplyser da også, at han vil gribe sagen an ikke kun ud fra historiske omstændigheder, men tillige som et litterært, epistemologisk univers. Omend denne programerklæring ikke er helt let at favne, synes det dog rosværdigt at bringe denne side af krigens fremtrædelsesform under behandling henset til de ganske betydelige værker som forfattere som Sergent Bourgogne, Tolstoy, Graves, Sassoon og Jünger har beriget verden med.

Første kapitel om krigens geometri forsøger at åbne læserens øjne for sammenhængen mellem fæstningsarkitektur, belejring og den berettende form. Engberg-Pedersen trækker her tråde langt tilbage og henviser bl.a. til Blaise Pascals De l’esprit géométrique fra 1655, der påstår en mulighed for gennem geometriens sikre ræsonnementer at skabe vished, og til Hobbes, der på tilsvarende vis påstod, at aritmetik og geometri var grundlaget for samfundet såvel som for krigen. Kapitlet refererer til mange forfattere, men læner sig i hovedsagen op af eet værk, nemlig Laurence Sterne’s The Life and Opinion of Tristram Shandy, Gentleman fra midten af det 18. århundrede, hvorudfra der søges opstillet en sammenkædning af rummet, som det f.eks. fremgår af et kort, og den tidsfølge som begivenheder almindeligvis indtager i en beretning. Selvom det jo ikke er ukendt, at en litterær beretning relaterer sig til en form for geometrisk kort – det ses jo f.eks. i Tolkiens Lord of the Rings – synes dette kapitels i øvrigt meget omhyggelige forsøg på at drage så præcise paralleller ikke at gavne forståelsen. Den gradvise overgang fra belejringskrig til manøvre, som f.eks. Marlborough og Frederik II af Prøjsen står som eksponenter for, beskrives her som opgivelsen af det statisk begrænsede operationsrum, der fortrænges af en rummæssig åben organisering af krigen, hvor ikke geometrien men bevægelsen gennem rummet står centralt. Og det er den forandring, som forfatteren ser ført ud i sin konsekvens under Revolutions- og Napoleonskrigene.

Andet kapitel tager så fat i Napoleons æra, hvor visheden gennem geometri og stedbundethed viger for tilfældigheder og topografiens indflydelse på manøvrer over betydelige afstande. Der sker ændringer i hele opfattelsen af krigens natur som en verden i sin egen ret, hvor viden om fakta i vid udstrækning afløses af sandsynlighedsteori. Kapitlet behandler ikke blot åbningen af rummet, men også de ændringer, der følger krigsførelsens kredsløb, et begreb, som forfatteren øjensynlig er ukendt med. Når han helt korrekt beskriver organisationsændringer, som f.eks. opsplitning i selvstændige divisioner, altså troppeenheder (formations), ville det have været naturligt at se på sammenhængen med nytænkning af doktrinen og den anvendte teknologi. Det må også undre, at Napoleons krigsførelse beskrives som spredning af kræfterne. Selvom der foregik kampe på den Iberiske Halvø samtidig med krigshandlingerne i Tyskland og Østeuropa, var det dog et generelt træk, at korps og divisioner marcherede adskilt med koncentreredes til slag: Marengo, Ulm, Austerlitz. Med massehærenes kamp på udstrakte krigsskuepladser bliver terrænets form en central kampbetingelse. Det beskrives udmærket hvorledes passabilitet og kanaliserende terrænforekomster spiller centrale roller i operationsplanlægning, og hvorledes indsatsen af ingeniørtropper kan udnyttes i et givet område til såvel passabilitetsfremmende som -hæmmende indsats.

I tredje kapitel ”Modus Operandi: On Touch, Tact and Tactics” (bemærk, at forfatteren her bruger udtrykket ”tact” på en måde, der ikke eksisterer på Queen’s English) skriver Engberg-Pedersen om det, som vel nærmest kan sammenlignes med feltherrens intuition eller med Clausewitz’ ord: hans coup d’œil. Hovedpointen synes at være, at praksis og fornemmelse for krigskunsten i den ny tids krig i grunden ofte må træde i stedet for eksakt viden. Krigstænkerne var naturligvis på ingen måde imod eksakt viden, når den var tilgængelig; men for dem var videnssituationen sjældent ideel, og så var det nødvendigt med andre måder at håndtere krigen på f.eks. gennem dømmekraftens greb om krigsbegivenhederne. Gennem lang tids befatning med krigen som fænomen og krigens virkelighed skal feltherren kunne agere uden længere overvejelser og beregninger (det ville mangen en stabskursist nok byde velkomment), simpelthen fordi han intuitivt fornemmer hvad situationen kræver. Her viser Engberg-Petersen tilbage til Kants idé om det underbevidstes logiske fornemmelse for, hvad der er nødvendigt – en fornemmelse, der arbejder flittigt under overfladen og får feltherrens beslutning til at fremstå som spontan og genial. Med Clausewitz bliver denne logiske og underbevidste fornemmelse knæsat som den eneste evne, der vil kunne fungere ordentligt i situationer underkastet sandsynlighedernes kompleksitet. Dette ny, friere føringsprincip illustrerer forfatteren så bl.a. gennem en længere ekskurs om Heinrich von Kleist i almindelighed og hans skuespil ”Prinz Friedrich von Homburg” i særdeleshed, idet han her ser sammenstødet mellem gammel og ny militær tænkning i Kurfyrstens rigoristiske Befehlstaktik og Homburgs coup d’œil, der tilsiger ham at handle selvstændigt, fordi situationen har ændret sig afgørende (man aner konturerne af Moltkes Auftragstaktik).

Fjerde kapitel ”Exercising Judgement” udbygger idéen om, at snarere end konkret viden gennem læsning og teoretiske studier skal militær dygtighed erhverves ved praksis og derigennem erfaring. Her henviser forfatteren til Clausewitz’ idéer om militær uddannelse, der skulle sigte imod at træne officerens dømmekraft, fordi han for at kunne beherske krigens contingency (bruges her i betydningen tilfældighed) må gives erfaring, og kan det ikke ske i krig, må der i det mindste tilstræbes realistiske simulationer. Vi får i den forbindelse en interessant ordveksling mellem Kleist og Rühle von Lilienstern (der i en periode var direktør for Allgemeine Kriegsschule), hvor selvuddannelsen til krig sammenlignes med en konversation, hvor de to parter, hver for sig forsøger at få overtaget ved gennem hurtighed i deres argumentation at kunne trække tæppet væk under modparten, inden han kan nå at ripostere. Man fristes til at mene, at Kleist hermed forudskikker det mange år senere koncept the Ooda-loop. Der gives i kapitlet en fin og illustreret omtale af den udvikling af krigsspil, som bliver begyndelsen til den simulation af kamppladsens vilkår, og som på længere sigt skal udvikle sig til også at inddrage det tilfældige, krigens friktion og sandsynlighedsvurdering.

I ”Paper Empires”, som er det femte kapitel, analyseres kartografien og håndteringen af begrebet ’rum’. Der gøres rede for trianguleringens betydning for den begyndende militære kortproduktion, og de tidlige stadier, hvor den Franske general Calons aktivitet som underviser i militær kartografi og leder af Dépôt de la guerre – Frankrigs omfattende samling af topografisk materiale – som blev et eksempel til efterfølgelse for Europas øvrige militære magter. Det, som senere blev almindeligt under britiske og amerikanske felttog – at bringe kartografer med til fronten – blev som så meget andet allerede praktiseret af Napoléon. Og som så meget andet gav det forholdsvis gode kortmateriale længe kejseren et strategisk fortrin for sine dårligere forsynede modstandere. I dette kapitel ses endvidere et afsnit om den schweiziske militærteoretiker Antoine-Henri Baron de Jomini. Han, der jo blev teoretikeren par excellence i mange år frem, udviklede sine teorier netop på kort for, som han udtrykte det i Précis de l’art de la guerre: ”strategi er kunsten at føre krig på kort”. Måske har han med sin teori grundlagt Napoléons succes, måske er det omvendt. I hvert fald skriver han, at der er tre afgørende principper: at organisere operationer på den mest mulig fordelagtige måde, at bringe de enkelte korps hurtigst muligt til deres indsættelsesområde og at forene dem i det afgørende punkt. Og det var præcis sådan, at kejseren opererede.

Sjette kapitel hedder ”The Poetics of War” og omhandler den realistiske litteraturs vanskeligheder med kortlægning af vejen gennem begivenhederne på slagmarken (poetics, eller poetik som er den danske pendant, anvendes inden for litteraturvidenskaben uafhængigt af, om stoffet er prosa, poesi eller drama. Det betegner simpelthen en teksts form). Tolstoys Война и Мир [Krig og Fred] tages som udgangspunkt for diskussionen om omfanget af og vanskelighederne ved at sætte krigen på papiret, og Balzacs projekt La Bataille viser for alvor vanskelighederne i at beskrive slag, så de fremstår overskuelige og vedkommende for læserne, og Balzac opgiver da også til sidst at skrive værket. I denne sammenhæng – altså ’kortlægningen’ af krigsdramaet i litteraturen – genfinder vi den tidligere så fyldigt omtalte Heinrich von Kleist. Han skitserer i 1801 en muligt grafisk fusion mellem spændingskurve, start- og slutpunkt samt heltens hhv. skæbnens indflydelse. Det er en uklar beskrivelse, og det ser da også ud til at såvel Kleist selv som Engberg-Pedersen har haft sine tvivl om dens anvendelighed. Med krigsteori har den i hvert fald ikke meget at gøre. Også Stendhal, som bliver fyldigt omtalt, og som selv kæmpede i Napoleonskrigene, har forsøgt at gøre kampsituationer grafisk overskuelige; og forfatteren gengiver nogle af hans skitser, der viser lidt af disse forsøg. Ikke overraskende benyttes også Tolstoys beskrivelser af slaget ved Borodino, 1812, som repræsentation af forsøget på at virkeliggøre en litterær genskabelse af et slag.

Konklusionen, der har fået titlen ”The Disorder of Things”, er en opsummering og en syntese af det gennemgåede, hvor Engberg-Pedersen nævner, at periodens forfattere, militærteoretikere og opfindere så krigen som en sand tredimensional verden, hvis operative dynamik kun tillader hypotetiske scenarier, gennemsnits-sandheder og et spektrum af sandsynligheder. Han taler således ikke universelt og normativt, men kun idéhistorisk om den givne periode. Han observerer, at i et komplekst miljø som krigens er uorden den fremherskende betingelse. Han mener dog, at litteraturen har en privilegeret rolle, fordi den efter hans mening kan opbygge en tredimensional verden, hvori en ny epistemologisk orden kan komme til orde.

Denne anmelder har – måske lidt uretfærdigt – anskuet Engberg-Pedersens værk ud fra en idé om dens nytteværdi i militærhistorisk og krigsteoretisk sammenhæng, men dette er nu engang udgangspunktet. Værket kommer langt omkring, og der er grund til at glædes over den eklektiske viden, som forfatteren øser af. For dem, der har gjort krigsteorien til deres primære kompetence, er det nyttigt gennem dette værk at få ledetråde ind i den filosofi og den litteratur, som man måske endnu ikke selv har stiftet bekendtskab med, og som i høj grad kan understøtte ens forståelse af de velkendte, militære tænkere som Jomini, Clausewitz, Fuller m.fl. Der hvor det kan undre, at værket ikke går mere i dybden er de militære nyskabelser, som fandt sted netop under Napoléon. Vel er det kendt, at kejseren ikke selv var nogen litterat eller teoretisk skribent (og hans skriftlige efterladenskaber begrænser sig stort set til Correspondance de Napoléon I, som nu i øvrigt er ganske oplysende), men med den betydning som hans doktrinære, organisatoriske og til en vis grad teknologiske nybrud kom til at betyde for netop de i værket nævnte forfattere og teoretikere, havde en dybere befatning hans krigsførelse været nærliggende og gavnligt for forståelsen.

Per Stig Møller skriver i sin anmeldelse af bogen i Weekendavisen 24. april 2015, at ”under læsningen . . . må det tilstås, at man nu og da kommer til at føle sig . . . skiftevis i tågebanker og i åbne, uoverskuelige landskaber . . . og bogen kunne nok have været tjent med nogle opstramninger”. Det kan der måske være noget om, men alt taget i betragtning er værket nu imponerende både i omfang og i forfatterens erudition. Den er forfriskende anderledes end de fleste andre krigsteoretiske beskrivelser og giver både anledning og lyst til at fordybe sig i Kleist, Stendhal og flere andre, som man som nutidig læser alt for let glemmer.

Del: