Af Kaptajn J. Lembcke.

(Hermed 1 Bilag.)

Paa et Tidspunkt, hvor Spørgsinaalet om vort Fodfolks hensigtsmæssige Organisation har tildraget sig en betydelig og sikkert vel fortjent Opmærksomhed, turde det have sin Interesse at se en samlet Fremstilling af de skiftende Vilkaar, hvorunder denne Vaabenart her til Lands har været kaldet til at virke i Løbet af de sidste halvhundrede Aar. Det maa ved en saadan Skildring blive en følelig'Mangel, at de Krige, vi i det paagældende Tidsrum have maattet føre, ikke kunne inddrages under Betragtningen til Prøvelse af den ældre Ordnings Ydeevne, men Mobiliseringen i 1848 foregik, som bekendt, under ganske unormale Forhold og dertil paa et Tidspunkt, hvor den faa Aar i Forvejen indførte Organisation endnu ikke formaaede at gøre sig fuldt gældende, og Krigen 1864 førtes med en Fodfolksstyrke, der ved Uddannelse og Sammensætning fjernede sig saa væsentlig fra den da gældende Hærlovs Aand, at der heller ikke herfra kan faas den ønskede Vejledning. Selve de Principper, der i de forskellige Ordninger komme til Orde, frembyde dog saa meget lærerigt og ere for den i 1867 vedtagne Hærplans Vedkommende prægede af en saa frisk Krigserfaring, at det vel kan lønne sig at undersøge dem nærmere, og det skal da i Henhold hertil nedenstaaende forsøges at give en Oversigt som den antydede, idet Bestemmelserne i de forskellige Love om Hærens Ordning lægges til Grund, og Enkeltheder, som ordnes administrativt, i det hele ikke medtages. For Livgardens og andre særlige Fodfolksfortnationers Vedkommende vil Omtale dog kun finde Sted, hvor saadant er nødvendigt for at fuldstændiggøre Billedet, altsaa navnlig ved Opgørelsen af Krigsstyrker.

Tidsrummet 1842-1848.

Grundlaget for Hærens Organisation i dette Tidsrum var givet ved den Kongelige Resolution af 28. April 1842 med de sig dertil sluttende supplerende Bestemmelser af samme og nærmest paafølgende Aar. For Rekruteringens Vedkommende gjaldt dog Bestemmelser af væsentlig ældre Dato. Fodfolkets Ordning var herefter følgende:

Rekrutering.

a. Værnepligt.

Forpligtelsen til at lade sig udskrive til Hæren hvilede udelukkende paa den uprivilegerede Landbostand, idet der dog ogsaa inden for denne var tilstaaet visse Fritagelser og Begunstigelser. Aftjeningen af Værnepligten paabegyndtes ordentligvis i det Kalenderaar, hvor den paagældende fyldte 22 Aar, og foregik enten i den staaende Hær med paafølgende Overførelse i dennes Forstærkning eller i Forstærkningen alene. Tjenestetiden i den staaende Hær var 8 Aar, at regne fra den Dag, da Rekrutterne efter endt Eksercerskole sattes i virkeligt Nummer. Af disse 8 Aar tilbragtes de 4 første i Linien og de 4 sidste i Krigsreserven. Under Tjenestetiden i Linien var Mandskabet pligtigt til først at forrette 2 Aars stadig Garnisonstjeneste og siden at indfinde sig ved de aarlige Vaabenøvelser. Mandskabet af Krigsreserven havde i Fredstid kun at møde til de Vaabenøvelser, der særligt maatte blive befalede, hvad der dog forudsattes kun at ville finde Sted for yngste Aargangs Vedkommende.

Efter at have udtjent i den staaende Hær gik Mandskabet over i Forstærkningen og førtes her 8 Aar i Fastmandsklassen og derefter indtil det fyldte 45. Aar i Reserveklassen. Havdes der flere egnede Værnepligtige end nødvendigt til at formere Aarets Rekrutkontingent, afgjordes det ved Lodtrækning, hvilke der skulde være fri. Den, der saaledes trak Frilod , blev straks ansat i Forstærkningen og førtes her i 16 Aar i Fastmandsklassen og derefter indtil det fyldte 45. Aar i Reserveklassen. Var Antallet af egnede Værnepligtige et Aar ikke tilstrækkeligt til at forsyne Afdelingerne, kunde de manglende tages mellem Frifolkcne af de 4 foregaaende Aargange. Personlig Opfyldelse af Tjenestepligten krævedes ikke, for saa vidt som det var tilladt at stille for sig, saavel til den staaende Mær som til Forstærkningen. Den, der stillede for sig til den staaende Hær, indtraadte desuagtet selv i Forstærkningen, men kunde ved ny Stilling frigøre sig og.saa for den deraf følgende Forpligtelse.

Anni. Som Stedfortrædere til den staaende Han- med paafølgende Tjeneste i Forstærkningen maatte antages Frifolk, Værnepligtige, der havde udtjent i den staaende Hær, eller Individer, der vare aldeles fri for Værnepligt, alt forudsat, at de vare fuldt tjenstdygtige og ikke over 32 Aar ifald de vare vaabenøvede, og ellers ikke over 28 Aar. Underofficerer, der ved at tjene som saadanne i 8 Aar havde opfyldt deres egen personlige Værnepligt, havde Fortrinsret til at antages som Stedfortrædere og kunde antages indtil det 42. Aar. Som Stedfortrædere til Forstærkningen maatte kun antages Underofficerer eller Personer, der vare helt fri for Værnepligt.

En særlig Art af Værnepligt paahvilede Borgerne i visse Købstæder, idet disse efter nærmere for hver By fastsatte Regler vare forpligtede til at gøre Tjeneste i den vedkommende Borgervæbning. Endvidere vare samtlige i K.jøbenhavn sig opholdende akademiske Borgere, som vare immatrikulerede ved et af Monarkiets Universiteter, forpligtede til ved Tjeneste i Studenterkorpset (Livkorpset) at bidrage til Hovedstadens Forsvar.

b. Udskrivning.

Fodfolkets Afdelinger rekruteredes fra bestemte Distrikter (6 for Kongeriget og 3 for Hertugdømmerne) eller rettere fra bestemte Landsdele, idet 1— 3 saadanne Distrikter, der udgjorde en Landsdel, tilsammen stillede Mandskabet til et vist Antal Batailloner. Fra Sjælland med Laaland-Falster rekruteredes saaledes 1 Jægerkorps og 4 Infanteribatailloner, fra Fyen: 1 Jægerkorps og 1 Infanteribataillon, o. s. v. Mandskabet til Infanteribataillonerne og Jægerkorpserne skulde have en Højde af mindst 611/2 Tomme; ved Jægerkorpserne maatte Højden paa den anden Side ikke overstige 66 Tommer, og til disse Korps udskreves fortrinsvis jagtvante Folk. Der tildeltes aarligt hver Bataillon (Korps) 160 Rekrutter og desuden for hver 6 Mand, der saaledes udskreves, en overkomplet. Antallet af ordinære Rekrutter svarede til 1U af den Liniestyrke, der var normeret for hver Bataillon (640 Mand) og de overkomplette våre beregnede paa at dække ikke blot den tilfældige Afgang, der fandt Sted i Rekrutstyrken mellem Sessionen og Mødet samt under Eksercerskolen, men ogsaa al tilsvarende Afgang, der i Tidsrummet mellem to Sessioner forefaldt mellem Mandskabet af Liniens ældre Aargange. Var Antallet af overkomplette ikke tilstrækkeligt til at dække den Afgang, der saaledes fandt Sted, tilvejebragtes Lighed ved Ekstraudskrivning; var Antallet derimod større end nødvendigt, betragtedes de ikke anvendte som forlods udskrevne for næste Aar.

Annm. De overkomplettes Tjenestetid beregnedes fra samme Tidspunkt som det Rekrutholds, med hvilket de vare mødte, men den Garnisonstjeneste, de havde at forrette, fra den Dag, da de indkaldtes til stadig Garnisonstjeneste. (Km.Skr. ,21/9 1844.)

Mandskabets Uddannelse.

A. Staaende Hær.

1. Menige.

Aarets Rekrutter, saavel ordinære som overkomplette, mødte den 30. Maj og gennemgik en Eksercerskole paa 70 Dage. Uddannelsen fandt Sted ved Kompagnierne og saaledes, at Rekrutterne i de første 6 Uger ekserceredes for sig og derefter i 4 Uger sammen med den tjenstgørende Styrke, saa ofte denne var fri for Garnisonstjeneste.

Den 8. August sattes Rekrutterne i virkeligt Nummer, samme Dag hjemsendtes de overkomplette, der ikke vare anvendte som Erstatning for Afgang, og nu ekserceredes der indtil 12. September inkl. bataillonsvis og, hvor B rigaderne laa samlede, ogsaa brigadevis.

Tjenesteturnus ved en Infanteribataillon (Jægerkorps) efter Plan 1842.

Den 13. September begyndte den aarlige Eksercertid, som varede i 20 Dage. T il denne indkaldtes i Reglen 3. Aars Mandskab, saaledes at hvert Kompagni havde 120 Mand under Gevær. I de Aar, hvor større Troppesamlinger afholdtes, forudsattes ogsaa 4. Aargang indkaldt.

Anm . En Indkaldelse af o. Aargang havdes vel for Øje i Planen, men var kun angivet at skulle finde Sted fra Tid til anden og ved enkelte Batailloner, idet Hensigten hermed nærmest var at vinde Erfaring med Hensyn til Føringen af krigsstærke Kompagnier.

Den 3. Oktober permitteredes alle Menige, der ikke hørte til Aarets Rekruttilgang, saaledes at Kompagnierne atter bleve paa40Mand, og nu anvendtes Tiden indtil den følgende Sommer til Mandskabets fuldkomne Uddannelse i alt hvad Soldaten bør vide og kunne.

Anm . Ved hver Bataillon uddannedes aarligt 2—3 Mand til Beservespillemænd.

2. Underkorporaler.

Af hvert Aars Rekrutter udtoges den 3. Oktober 4 Mand pr. Kompagni som Underkorporaler. De paagældende forbleve efter Udtagelsen til stadig Tjeneste i 2 Aar. Underkorporalerne anvendtes i Garnisonstjenesten og den indre Kompagnitjeneste dels som Underofficerer og dels som Gefreitere. Ved Øvelser og anden Tjeneste under Gevær kunde de indrangeres mellem de Menige.

Anm . Tilfældig Afgang mellem Underkorporulerne i deres to første Tjenesteaar dækkedes først efter endt Eksercertid i det paagældende Aar af dettes Rekruttilgang. (K. Res. aU 1843.)

Den Uddannelse, der under Tjenesten i den staaende Hær paaregnedes for Mandskabet, var altsaa:

Det maa dog bemærkes, at Fordringen om en Normaluddannelse som den angivne ikke blev fuldt ud gennemført. Grunden hertil var det i Planen opstillede dobbelte Krav, dels om en fast Tjenestestyrke Aaret rundt — undtagen netop under Eksercerskolen (31/5— 8/s) og i Eksercertiden ( 13/ 9 - 2/10 ) — og dels om, at Afgang i Liniestyrken skulde erstattes ved overkomplette eller ekstra udskrevne, der skulde have samme Uddannelse som det øvrige Mandskab. Man førtes herved ind paa Permitteringssystemet. Først og fremmest bragtes dette til Anvendelse i Tidsrummet 9. August til 12. September, hvor man for foreløbig at sikre de Rekrutter, der vare udtagne som Erstatning for Mandskab af Liniens hjemsendte Aargange, en første samlet Uddannelse paa 4 Maaneder, hjemsendte af den tjenstgørende Styrke, men ogsaa uden for dette Tidsrum gjordes der Plads for Dækningsfolk ved Permittering af Underkorporaler og Menige. (Gire. 9/11 1844.)

B. Forstærkningen.

Det fra den staaende Hær overførte Mandskab indkaldtes ikke til Øvelse i Fredstid. A f det Mandskab, som uden foregaacnde Uddannelse ansattes i Forstærkningen, kunde aarligt 50 Mand pr. Bataillon indkaldes til at gennerngaa en Eksercerskole paa 70 Dage.

Rammer.

a. Faste Officerer og Underofficerer.

Planmæssigt skulde baves:

1). Officerer og Underofficerer af Krigsreserven og Forstærkningen. (Kgl. Reskr. 28/4 42 jfV. 1/12 42.)

De for Krigsreserven og Forstærkningen nødvendige Befalingsmænd forudsattes, foruden ved Afgivelser fra Linien tilvejebragte:

1. Gennem den Forpligtelse, der paabvilede enhver Officer, som afgik fra Linien med Vartpenge, til at tjene i Krigsreserven eller Forstærkningen, saa længe han var tjenestdygtig.

2. Ved at Officerer og Underofficerer, der forlode den aktive Tjeneste, frivilligt modtoge Ansættelse i Krigsreserven eller Forstærkningen.

3. Ved Antagelse af Volon tairer, som efter at have godtgjort deres militære Brugbarhed udnævntes til Sekondløjtnanter og dermed paatoge sig Forpligtelse til at tjene 16 A ar i Krigsreserven og Forstærkningen. De Paagældende skulde være unge Mænd af almindelig Dannelse, de tjenle paa egen Bekostning og maatte for at opnaa Udnævnelse til Sekondløjtnant gennemgaa Fodfolkets 4 Maaneders Sommerskole og derefter forrette 3 Maaneders Tjeneste som Underofficer. De indkaldtes igen til 4 Maaneders Tjeneste den paafølgende Sommer. Som Betingelse for Forfremmelse til en højere Grad i Krigsreserven forlangtes i Fredstid godtgjort Duelighed ved længere Tids frivillig Tjeneste ved en Linieafdeling.

4. Ved at Underkorporaler i Mobiliseringsøjeblikket forfremmedes til Underofficerer.

Anni. T il Belysning af den praktiske Værdi af' Planens Bestemmelser vedrørende Krigsreservens cg Forstærkningens Forsyning med Officerer skal efter Generalstabens Beskrivelse' af Krigen 1S4S—50 anføres, at der ved Mobiliseringen 1848 for Fodfolkets Vedkommende raadedes over 38 Stabsofficerer og 3U Subalternoflicerer som tjenende paa Vartpenge, men om hvilke det udtales, at ile allerfleste vare ukrigsdygtige. A f Reserveofficerer fremgaaede af Volontærklassen fandtes, efter samme Kilde, 8.

Krigsstyrken.

Udviklingen af den egentlige Feltstyrke var baseret paa, at hver af de 22 Liniebatailloner til enhver Tid raadedc over en Mandskabsstyrke svarende til 8 fulde Aargange, altsaa 1280 Mand. For Liniens Vedkommende søgtes dette, som tidligere angivet, opnaaet ved Efterfyldning med Mandskab (overkomplette og ekstra udskrevne) til Erstatning for tilfældig Afgang, og i Krigsreserven sikredes den fornødne Bestand ved at Mandskab, der havde udtjent, holdtes tilbage mod tilsvarende Afkortning i Forstærkningstiden. (Circ. ‘-Ps 1845.) Den staaende Hærs Mobiliseringsstyrke blev herefter 28,1G0 Mand; heraf medgik 17,600 — ordentligvis repræsenterende de 5 yngste Aargange — til at bringe 22 Liniebatailloner paa Krigsstyrke å 800 Underkorporaler og Menige, 8800 paaregnedes formerede i Reserveafdelinger (8 Reservebatailloner a 4 Kompagnier og 1 å 2 Kompagnier samt 2 Reservejægerkorps å 4 Kompagnier og 1 å 2 Kompagnier), medens Resten, svarende til 80 Mand pr. Liniebataillon (Jægerkorps), antoges at medgaa som Erstatning for udeblevne, bortkommanderede m. m. Reservebataillonernes Udstyring med Befalingsmænd var (Kgl. Res. 10/6 1847) anordnet saaledes, at der til hver Reservebataillon afgaves af Linien

1 Major,

5 Premierløjtnanter (1 Adjutant og 4 Kompagnichefer),

12 Underofficerer.

Officersbesætningen forudsattes suppleret med Officerer af Krigsreserven, Underofficersbesætningen ved Fo rfremmelse af Underkorporaler henhørende til Krigsreserven. Som Erstatning for de af Linien afgivne Underofficerer skulde et tilsvarende Antal af dennes Underkorporaler forfremmes til Underofficerer. Ialt vilde der herefter i den beregnede Feltstyrke finde en Afgang af 462 Underkorporaler Sted, for hvilken Afgang Dækning maatte søges i Mobiliseringsoverskuddet. Da herfra desuden skulde ydes Erstatning for Kombattanter anvendte som Officersoppassere og for Spillemænd afgivne til Reservebataillonerne, maa det anses som givet, at Feltstyrkens Mobilisering ikke vilde kunne udføres uden at stille yderligere Krav til Forstærkningens yngste Aargang. Forstæ rkningens Organisation var ikke forberedt. I Planen var det vel udtalt, at det Mandskab, som Infanteriet havde i Forstærkningens Fastmandsklasse, i Krigstid skulde formeres i 20 Batailloner, som dels skulde tjene til Armeens Forstærkning i Felten og dels til at forsyne Fæstningerne med de fornødne Garnisoner, men ligesom der faktisk manglede Befalingsmænd til en saadan Udvikling, saaledes er det øjensynligt, at denne stillede Krav til de ældre Aargange, som, henset til hele den givne Uddannelse, ikke ret vel kunde ventes fyldestgjorte. Ses der bort fra Befalingsmandsspørgsmaalet og tages alene Hensyn til Antallet af uddannede Værnepligtige og disses Brugbarhed, vilde der næppe kunne blive Tale om en Udvikling af Forstærkningsenheder i stærkere Forhold end paaregnet for Reservens Vedkommende. Udviklingen af Fodfolksstyrken vilde da blive, naar uøvet Forstærkningsmandskab og Beholdningen i Fo rstærkningens Reserveklasse lades ude af Betragtning:

Til den egentlige Feltstyrke paa 26,400 Mand, der ovenstaaende er opført, maatte endnu lægges Livgardebataillonens 800 Mand, og til Styrken i 2. Linie maatte føjes, hvad der indeholdtes i de borgerlige Korps. For Kjøbenhavns Vedkommende repræsenterede dette en Fo røgelse af Besætningstropperne med 3280 Mand Fodfolk.

Anm . Ved Beregningen af den disponible Styrke er lier og i det følgende gaaet ud fra, at Mobilisering finder Sted om Foraaret, og der er antaget et Dekrement af 10 % i det første Aar og i hvert af de senere Aar 2'/2°o af den Styrke, der saaledes var tilbage ved Udgangen af 1 Aar. Aargangene ere benævnte svarende til den nuværende Beregningsmaade efter Kalenderaaret.

Tidsrummet 1849-1867.

Det er i det foregaaende antaget, at en rationel Benyttelse af det ved Planen 1842 tilvejebragte Geledmateriale tillod at opstille — foruden særlige Fodfolksformationer — 22 Liniebatailloner, 11 Keservebatailloner og 11 Forstærkningsbatailloner, alle å c. 800 Underkorporaler og Menige, men samtidigt er det fremhævet, at saalænge der ikke var truffet mere virksomme Foranstaltninger til at sikre Forstærkningens Forsyning med Rammer, kunde der ikke paaregnes synderlig Nytte af hele denne Echelon. Hvad Brugbarheden af Felthærens Afdelinger angaar, rnaa Planens Bestemmelser med Hensyn til Uddannelse m. m. vistnok siges at afgive rimelig Betryggelse. Som organisatoriske Mangler vil vel bemærkes:

1. Stillingsvæsenet, som — fraset de Tilfælde, hvor Underofficerer antoges som Stedfortrædere — ofte tilførte Hæren Elementer af tvivlsom moralsk Værd og i Reglen tillige henhørende til ældre Aldersklasser end de Folk, der stillede for sig.

2. Det uheldige System med Uddannelse af Erstatningsmandskab, delvis paa Bekostning af den hele Styrkes planmæssige Uddannelse.

3. De smaa Kompagnistyrker, som, naar Tidsrummet 9. August til 2. Oktober undtages, gjorde Øvelser i Kompagni mindre instruktive.

4. Den svage Officersbesætning, der fremkom ved, at Planens Bestemmelser om Tilgang af Officerer til Krigsreserven viste sig illusoriske.

Sammenholdt med den forholdsvis solide Enkeltmandsuddannelse, Planen gav Anvisning paa, vare de under 1— 3 opførte Mangler dog ikke af den Betydning, at de i nogen betænkelig Grad kunde nedsætte Fod ­ folkets Ydeevne, som da ogsaa paa hæderlig Maade godtgjordes i Krigsaarene 1848— 50, og hvad Officersspørgsmaalet angaar, maa det erindres, at en svagere Besætning bedre kunde gaa an paa Kompagnikolonnetaktikkens T id end nutildags. E t andet Spørgsmaal maatte det blive, om den Fodfolksstyrke, Planen 1842 i det hele leverede, var tilstrækkelig til at møde de Krav, der kunde forventes stillede. Naar det tages i Betragtning, at de politiske Forhold paa det omhandlede Tidspunkt kunde tvinge til at møde et Angreb paa Monarkiets Sydgrænse, kan det ikke nægtes, at en mobil Fodfolksstyrke paa c. 27,000 Mand var betænkelig ringe, og i alle Tilfælde stod den Kraftudfoldelse, som repræsenteredes ved Opstillingen af en saadan Styrke, ikke i rimeligt Forhold til, hvad et Land med en Befolkning paa c. 2^2 Millioner maatte antages at evne.

Ved Fastsættelsen af Planen 1842 — der i øvrigt forøgede Fodfolkets Rekrutantal væsentligt — havde man ikke været blind for Stridsmagtens relative Utilstrækkelighed, men man havde taget Afstand fra Tanken om at opnaa en Udvidelse paa dette Omraade ved at nedsætte Uddannelsestiden mere end alt sket, idet man i saa Henseende gik ud fra, „at en mindre men vel organiseret og vaabenøvet Hær udretter mere end en større, der mangler Vaabendygtighed“ .

Efter Treaarskrigen blev en anden Opfattelse raadende, for saa vidt som en Forøgelse af Feltstyrken blev anset for paatrængende nødvendig, selv om den skulde købes ved at slaa af paa Mandskabets Kvalitet. Fra Krigsbestyrelsens Side blev der da i 1859 fremsat Forslag til en ny Hærordning, som for Fodfolkets Vedkommende vilde medføre en Forøgelse af Rekrutkontingentet og en Udvidelse af de havende Rammer, der kunde tillade en Forøgelse af Antal Batailloner i Felthæren. Fo rslaget blev dog ikke til Lov, og Planen af 1842 vedblev altsaa at danne Grundlaget for Fodfolkets Ordning, om end den paa flere Punkter blev stærkt modificeret.

De vigtigste Ændringer og Afvigelser vare:

1. Der uddannedes i Aarene efter Treaarskrigen aarligt et betydeligt større Antal Rekrutter end planmæssigt.

Da Styrken til Garnisonstjeneste blev temmelig uforandret, var Følgen altsaa den, at en Del af Fodfolkets Mandskab maatte nøjes med en summarisk Ud ­ dannelse.

2. Af økonomiske Aarsager bortfaldt Indkaldelse til Eksercertid i de fleste af denne Periodes A ar og fandt i de øvrige kun Sted ved et indskrænket Antal A fdelinger.

3. Tjenestetiden for Underkorporaler nedsattes med 1 A a r (Kgl. Res. 29/s 1860) og Underkorporalernes særlige Uddannelse henlagdes til Kommandoskoler, der oprettedes ved Afdelingerne.

4. Der udgaves Bestemmelser for Uddannelsen af R eserveofficerer og Reserveunderofficerer (Kgl. Res. 28/io 1860).

5. Den oprindelige Forskel mellem Infanteribataillonerne og Jægerkorps udviskedes efterhaanden helt, og ved Kgl. Res. af 3/i 1860 bortfaldt ogsaa den særlige Benævnelse, og der tillagdes Jægerkorpserne Numre i Fortsættelse af Infanteribataillonernes.

For Værnepligtens Vedkommende indførte Loven af 12. Februar 1849 og senere Loven af 2. Marts 1861 forandrede Regler. Værnepligten blev herefter udvidet til at gælde hele Befolkningen, men Stillingstilladelsen bibeholdtes for den staaende Hær, og i Forstærkningen tillodes Vilkaarsbytning. Den hele Værnepligtstid indskrænkedes til 16 Aar og saaledes, at Udslettelse af Rullen senest fandt Sted med det fyldte 38. Aar.

Anm . Studenterkorpset opløstes under 4/e 64. De borgerlige Korps vedbleve derimod at bestaa, men Personer henhørende til den staaende Hær vare fritagne for Tjeneste i dem.

Tidsrummet 1867-1880.

Den Uddannelse Hærplanen af 1842 havde tiltænkt Fodfolkets Mandskab var, som foran omtalt, i Tidens Løb bleven stærkt modificeret, og der var gennem de forskellige Forsøgs- og Nødforanstaltninger skabt en usikker og vaklende Tilstand, som det maatte være i bøj Grad ønskeligt at komme bort fra. Selv uden disse senere paaførte Mangler er det dog øjensynligt, at den i 1842 vedtagne Plan nu ikke længere kunde være fyldestgørende. Der var i det forløbne Tidsrum foregaaet en saa rask Udvikling paa Vaabenteknikkens, Taktikkens og Krigsforberedelsens Omraade, at en Organisation, der ikke havde taget tilsvarende Skrid t, maatte være ubrugelig. De forbedrede Skydevaaben stillede nu væsentligt større Krav til Fodfolksmandskabets Uddannelse, dels med Hensyn til at kunne udnytte Fordelene ved det finere Redskab, og dels med Hensyn til at kunne gøre Fyldest under de vanskeligere Kampforhold. De større Tab , der fremtidig maatte paaregnes, gjorde det nødvendigt allerede fra Fjendtlighedernes Begyndelse af at have en Reserve af uddannet Mandskab til Raadighed for dermed at stoppe Hullerne i Geledderne, og den hurtige Overgang til Krigsfod, der nu var bleven Løsenet alle Vegne, bevirkede, at man kun i ringe Omfang kunde gøre Regning paa Tidsrummet inden for de første Sammenstød til at opøve det ældre Mandskab; man maatte altsaa mere end tidligere være henvist til allerede i Fredstid ved Indkaldelse til Efterøvelse at sikre sig dette Mandskabs fortsatte Brugbarhed. De foran nævnte Hensyn i Forbindelse med den Forandring, der efter Krigen 1864 var foregaaet i Rigets hele Stilling, maatte gøre en Hærreform til en Nødvendighed. Overvejelserne i saa Henseende paabegyndtes straks efter Krigen og førte til en hel ny Organisation fastsat ved Lov om Hærens Ordning af G. Juli 1867, Lov om Ordningen af Hærens Forplejningskorps af 2G. Maj 18G8, Lov om Værnepligt af G. Marts 18G9 og Lov om Ordningen af Kjøbenhavns Væbning af 28. Maj 1870. For Fodfolkets Vedkommende blev Ordningen derefter følgende:

Inddeling.

Fodfolket bestod af 5 Brigader og Livgarden. Hver Brigade inddeltes i 2 Halvbrigader og bestod af 4 Linie-, 2 Reserve- og 2 Forstærkningsbatailloner. Livgarden bestod af 1 Linie- og 1 Forstærkningsbataillon.

Paa Krigsfod dannedes desuden for hver Brigade og for Livgarden 1 Depotafdeling.

Anm. Staden Kjøbenhavn og Bornholm havde hver deres særskilte Væbning. Fodfolksstyrken var for Kjøbenhavns Vedkommende: 2 Batailloner og for Bornholms: 1 Bataillon, alle à 4 Kompagnier.

Rekrutering.

a. Værnepligten

var almindelig og personlig idet den omfattede hele den egentlige mandlige Befolkning og ikke kunde afgøres ved Stilling eller Vilkaarsbytning. Aftjeningen af Værnepligten begyndte normalt i det Aar, hvori Vedkommende fyldte 23 Aar, dog var der givet Befolkningen Adgang til at begynde Aftjeningen allerede 4 Aar tidligere, ligesom Udsættelse i Fredstid kunde tilstaas i indtil 3 Aar, eller af Sessionen vedtages i indtil 2 Aar ud over den normale Udskrivningsalder. Tjenestetiden var ialt 10 Aar, at regne fra 1. Januar i det Aar, for hvilket Udskrivningen var foregaaet, og saaledes, at den Værnepligtige i de første 8 Aar henhørte til Linien og i de følgende 8 Aar til Forstærkningen. En Afkortning i Forstærkningstiden tilstodes dog de Værnepligtige, der som Underkorporaler eller Menige af Linien under sædvanlige Forhold og for deres Uddannelses Skyld havde været til Tjeneste ud over 6 Maaneder. Afkortningen beregnes saaledes, at der for hver fulde 3 Maaneders præsteret Linietjeneste ud over de nævnte 6 Maaneders afkortedes 1 Aar i Forstærkningstiden.

b. Udskrivningen.

Til Fodfolkets Brigader udskreves alt det vaabendygtige Mandskab, som ikke tildeltes Søværnet og de andre Vaaben m. m. Afdelingerne rekruteredes fra bestemte Distrikter, idet Riget var delt i o Brigadekredse, der atter vare delte hver i 2 Halvbrigadekredse; fra hver af disse udskreves Mandskabet til V2 Fodfolksbrigade, og hver af dem dannede derhos Distrikt for 1 Forstærkningsbataillon. Under Linietiden vedblev Mandskabet at henhøre til den Halvbrigade, hvor dets Uddannelse havde fundet Sted. Ved Overførelsen til Forstærkningen optoges Mandskabet i Stamrullen for den Forstærkningsbataillon, i hvis Distrikt det paa det Tidspunkt havde fast Bopæl. Det ved Liv ­ garden uddannede Mandskab overførtes dog til dennes Forstærkningsbataillon, for saa vidt det da ikke overgik til Kjøbenhavns Væbning (jfr. Anni.).

Anm . Bornholm dannede en Udskrivningskreds for sig, Mandskabet herfra tildeltes bestemte Liniebatailloner til Uddannelse, men overgik ved Slutningen at det 2. Aar af dets Værnepligtstid til Bornholms Væbnings Buller og forblev her i dets hele paafølgende Tjenestetid. I det følgende er der ikke taget Hensyn til dette Mandskab. Kjøbenhavns Væbning dannedes af det ved Hæren uddannede Forstærkningsmandskab, som var tjenstdygtigt til den egentlige Krigstjeneste og som til enhver Tid havde fast Bopæl i Staden Kjøbenhavn. Væbningens 2 Fodfolksbatailloner optog alt Mandskab af denne Kategori, alene med Undtagelse af de som Konstabler ved Artilleriet uddannede.

Da Kjøbenhavns Væbning oprettedes, mistede en af Forstærkningsbataillonerne den større Del af sit Distrikt, og i 1877 henlagdes Besten heraf andetsteds, saaledes at Staden Kjøbenhavn kom til at danne en Halvbrigadekreds for sig selv. Den paagældende Bataillon (31.) har altsaa siden den Tid været uden Mandskab.

Mandskabets Uddannelse.

A. Linien.

1. Menige.

Alt det til Fodfolket udskrevne Mandskab indkaldtes til Vaabenøvelse. Uddannelsen af det en Halvbrigade tildelte Mandskab foregik skiftevis, det ene A a r ved den ene af Halvbrigadens Liniebatailloner, det andet Aar ved dens anden Liniebataillon. Aarets Rekrutter — c. 540 for hver Halvbrigade') — mødte den °2o. April og fik ved Kompagnierne en samlet Uddannelse paa 6 Maaneder.

Ved Slutningen af Rekrutperioden udtoges — for saa vidt dertil egnede Frivillige ikke meldte sig i tilstrækkelig Mængde — det fornødne Antal Underkorporaler, medens Resten af Styrken sattes i Nummer som Menige. Den 28. Oktober bragtes Styrken af Menige ved hver Rekrutbataillon ned til 140 Mand, idet det overskydende Antal hjemsendtes. T il at blive til fortsat Tjeneste udtoges forlods de Menige, der ikke havde opnaaet tilstrækkelig Uddannelse. For de øvrige Meniges Vedkommende bestemtes det ved Lodtrækning, i hvilken Rækkefølge de skulde komme i Betragtning med Hensyn til Hjemsendelse. Bytning af det trukne Nummer tillodes. De Menige, der forbleve til fortsat Tjeneste, uddannedes videre i Tjenestens Enkeltheder til medio Juni det følgende Aar, til hvilket Tidspunkt Bataillonen indkaldte samtlige hjemsendte Menige af sidste (2.) Aargang og af tredjesidste (4.) Aargangs Mandskab saa m eget, at Styrken blev 800 Underkorporaler og Menige. Under den paafølgende Uddannelsesperiode paa 45 Dage (15. Juni til 29. Juli) samledes de 10 Batailloner, der saaledes vare bragte paa Krigsstyrke, i en Le jr og afholdt her Øvelser i Forbindelse med Styrker af de andre Vaaben. Den 30. Juli hjemsendtes alt Mandskab, saavel af den hidtil tjenstgørende Styrke som af indkaldte, og Uddannelsen ved Bataillonen hvilede nu til A p ril det følgende Aar, da de nye Rekrutter mødte og samme Turnus gentog sig. Foruden den Uddannelse, der saaledes var givet Mandskabet i 1., 2. og 4. Aar af dets Tjenestetid, indkaldtes det under Linietiden endnu engang til Øvelse i det 5. eller G. Aar. Denne Uddannelse foregik ved den paagældende Halvbrigades Reservebataillon, idet der aarligt ved det halve Antal Reservebatailloner afholdtes Øvelser paa 30 D age , hvortil indkaldtes 800 Underkorporaler og Menige af fjerdesidste og femtesidste (5. og 6.) Aargang. Disse Øvelser vare henlagte til Efteraaret.

Anm. Værnepligtsloven bestemte, at ved alle Indkaldelser skulde af samme Aargang i Reglen Mandskabet med den kortere Uddannelse tages først.

2. Underkorporaler.

Af Underkorporalerne vare en Del udtagne med det for Øje, at de gennem en særlig Uddannelse i Korporalskoler skulde blive i Stand til at kunne anvendes som værnepligtige Underofficerer. Der oprettedes aarligt 1 saadan Korporalskole for hver Halvbrigade, og Elevernes regelmæssige Antal var 24; men ligesom dette T al ikke i alle Tilfælde bestemt kunde paaregnes naaet, paa Grund af de Fordringer, der stilledes med Hensyn til Optagelsen, saaledes var det ogsaa under visse Forhold tilladt Afdelingerne at overskride det. Det samlede An tal Underkorporaler, der udtoges af en Rekrutbataillon , bestemtes ved til Antallet af dem, der kunde optages i Korporalskolen, at lægge Vio af de tilbageblivende Menige. Gaas der ud fra, at en Bataillons oprindelige Rekrutstyrke paa c. 540 Mand, i Slutningen af Oktober var svunden ind til c. 486 Mand, og antages heraf udtaget 24 Korporalselever, vilde der altsaa endnu være at udtage 46 Underkorporaler. Underkorporalernes særlige Uddannelse foregik i Tiden Ira 1. November paa de ved Afdelingerne oprettede Korporal- og Underkorporalskoler. I Slutningen af A p ril overgik de til Halvbrigadens anden Liniebataillon for at anvendes som Hjælpelærere ved Rekrutternes første Uddannelse, og fra 15. Juni deltog de med deres egen Bataillon i dennes Udrykning til Lejrøvelse. Den 30. Juli hjemsendtes samtlige Underkorporaler, idet de bestaaede Korporalselever, for saa vidt de ønskede det, samtidigt udnævntes til Korporaler. Med Hensyn til senere Indkaldelse vare Underkorporalerne stillede under samme Vilkaar som de Menige af den Aargang, hvortil de hørte.

B. Forstærkningen.

Ved hver Forstærkningsbataillon kunde hvert andet Aar afholdes Øvelse i 15 Dage med indtil 400 Underkorporaler og Menige af de yngste Aargange. Ved Kjøbenhavns Væbnings Batailloner afholdtes hvert Aar Øvelser paa 15 Dage, hvortil indkaldtes samtlige Underkorporaler og Menige af de 2 yngste Aargange. Til de sidste 5 Dages Øvelse indkaldtes desuden samtlige Underkorporaler og Menige af den tredjeyngste Aargang. Øvelserne maatte ikke tage deres Begyndelse før hver Dags Eftermiddag Kl. 5. 

Rammer.

A. Linien.

1. Faste Officerer og Underofficerer.

Planmæssigt skulde haves:

2. Værnepligtige Officerer og Underofficerer.

Foruden de i foregaaende Afsnit under A. 2. omtalte Korporaler regnede Plan 18G7 ogsaa med værnepligtige Officerer (Sekondløjtnanter). Medens der for at forfremmes til Korporal ikke krævedes længere Tjenestetid end ansat for Underkorporaler og Mandskab til fortsat T jeneste, forlangtes der af dem, der ønskede at udnævnes til Sekondløjtnanter, at de, efter at have opfyldt Betingelserne for Forfremmelse til Korporal, yderligere skulde forblive 1 Aar til Uddannelse. Sekondløjtnanter og Korporaler kunde saa vel i Fred som i Krig kun indkaldes sammen med den Aargang, hvortil de hørte, men i Reglen kunde de, der ønskede det, antages til frivillig Tjeneste paa 1 eller 2 A a r ad Gangen, idet der raadedes over Lønning til 100 Sekondløjtnanter og 3G0 Korporaler ved Fodfolkets Brigader. Fo r saa vidt ikke alle de ledige Korporalsnumre besattes med Underkorporaler, der havde gennemgaaet Korporalskolen, kunde ogsaa andre Underkorporaler eller endog Menige, der havde været til fortsat Tjeneste i samme Tidsrum som disse, antages som Korporaler med Fo rpligtelse til at tjene 1 A a r som saadanne. Da det kunde antages som givet, at de Befalingsmænd, der frivilligt forbleve til Tjeneste for at uddannes til Sekondløjtnanter, ogsaa vilde ønske at paatage sig Tjeneste som saadanne i mindst 1 Aar, vilde det hele Tidsrum , de saaledes vare til samlet Førsteuddannelse, andrage mindst 31/* Aar, hvortil under den senere Linietid endnu kom en Indkaldelse til 30 Dages Øvelse i 5. eller 6. Tjenesteaar. For Korporalernes Vedkommende gaves der, som alt anført, ingen Garanti for, at deres Uddannelse kom til at omfatte et længere Tidsrum end Underkorporalernes.

Af Sekondløjtnanter og Korporaler forudsattes til Baadighed ved Mobilisering: 

Anm . Naar Planen regnede med indtil 1055 Sekondløjtnanter og Korporaler, var dette øjensynligt et Maksimum, som der i Praksis ikke kunde være Tale om at naa. En aarlig Tilgang paa 240 Korporalselever gav vel i 7 Aargarige 1680, men naar herfra regnes tilfældig Afgang samt den betydelige A fgang, der fandt Sted derved, at Korporalsklassen var Gennemgangsled saavel til den faste Underofficersklasse som til Premierløjtnantsklassen, maatte man komme til et væsentligt lavere Tal. For Sekondløjtnanternes Vedkommende udviser Haandbog for Hæren, at der ved Mobilisering i Foraaret 1880 kun vilde have været c. 100 Sekondløjtnanter til Raadighed i Stedet for de her forudsatte c. 400.

B. Forstærkningen.

De her anførte Løjtnanter og Underofficerer af Fo rstærkningen ere dels Sekondløjtnanter og Korporaler, overførte sammen med deres Aargang fra Linien, dels tidligere faste Underofficerer, som endnu befinde sig i den værnepligtige Alder. Forfremmelse fra Underkorporal til Underofficer og fra Underofficer til Løjtnant var dog ogsaa forudsat at kunne finde Sted i Forstærkningen. Kjøbenhavns Væbnings Batailloner vare i det Hele udstyrede som andre Forstærkningsbatailloner, dog uden Tildeling af faste Underofficerer.

Krigsstyrke.

Bataillonens Krigsstyrke var forudsat i Reglen at være c. 800 Underkorporaler og Menige. Liniebataillonerne bragtes herefter ordentligvis paa Krigsfod ved at indkalde Aargangene 2— 5, medens Mandskabet af Aargangene 6 — 8 anvendtes til Formering af de 10 Reservebatailloner og i øvrigt indgik i Brigadens Depotafdeling. Forstærkningsbataillonerne (Kjøbenhavns Væbnings Batailloner) bragtes paa Krigsfod ved at indkalde i fornødent Omfang af de yngste Aargange, medens den i vedkommende Kreds (Kjøbenhavn) tiloversblivende Styrke tjente som Erstatningsstyrke for den tilsvarende Bataillon.

Udviklingen var altsaa:

Anm . En Bataillons Krigsstyrke var ansat til 80 Underkorporaler, 8 Keservespillemænd, 8 Sygebærere og 720 Menige. Ved en Reservebataillon var Antallet af menige Spillemand dog 17, ved en Forstærkningsbataillon 9. Som Sygebærere uden for Afdelingerne paaregnedes anvendt 29 Underkorporaler og 290 Menige.

Almindelig Oversigt.

Vil man, efter at have fulgt Planen af 1867 i dens Enkeltheder, samle sit Indtryk ved Betragtning af de mest fremspringende Træk, tiltrækkes Opmærksomheden først af den Maade, hvorpaa Spørgsmaalet om Re­kruteringen er løst. Den ældre Ordning regner her med et fast aarligt Rekrutkontingent, der paalignes Befolkningen som en anden Skat og saaledes, at den enkelte, hvem Loddet rammer, kan frigøre sig ved at købe en Stillingsmand. Hærloven af 1867 gør Værnepligten til en personlig Pligt og bestemmer derhos, at alt vaabendygtigt Mandskab skal indøves, idet den i sine Motiver fastslaar dette som et Grundprincip ved Indretningen af Landets Forsvar. Ligesom Loven ved disse Bestemmelser utvivlsomt bedre end sin Forgænger varetager de rent borgerlige og humane Interesser, saaledes er det øjensynligt, at den samtidig skaber det bedst mulige Grundlag for den videre militære Organisation, idet den dels tilfører Hæren en Sum af Intelligens, som ellers til Dels vilde unddrages den gennem Stillingstilladelsen, og dels — Antallet af Afdelinger forudsat lige stort — tillader at formere Krigsstyrken af yngre Aargange. Det antagne Princip medfører, at Rekrutternes Antal kan variere fra Aar til andet. Planen har valgt at overføre den deraf følgende Usikkerhed alene paa Fodfolket, idet den fikserer Tilgangen til de øvrige Vaaben m. m. og tildeler Fodfolkets Brigader den bevægelige Restbeholdning. Denne Fremgangsmaade er øjensynligt ikke til egentlig Gunst for Fodfolket, men den er naturligt motiveret ved dette Vaabens mere rummelige Organisation, og vil heller ikke kunne medføre større Ulempe, saa længe Fluktuationen i Udskrivningsmassen ikke overskrider visse Grænser.

Anm. Som allerede tidligere berørt er Planen af 1867, samtidigt med at den etablerer Princippet om a lt vaabendygtigt Mandskabs Indkaldelse, bygget over et ret nøje begrænset Rekrutkontingent som Maksimum ; naar dette overskrides, indtræder der Urimeligheder, som fordre en Regulering. Loven havde forberedt denne gennem Restemmelsen om, at dens Regler skulde revideres inden 5 Aar.

Ved Fordelingen af det udskrevne Mandskab vil som en Ejendommelighed bemærkes det Hensyn, der er taget til Hjemstedet. Det territoriale System er her bragt til Anvendelse paa en særdeles minutiøs Maade, idet hver Liniebataillon har sit eget Udskrivningsdistrikt (2 Batailloner aftage skiftefis Beholdningen) og som Regel garnisonerer inden for samme. Metoden har øjensynligt visse Fordele for Mobiliseringen, men fretnbyder flere Ulemper. Af disse skal i denne Forbindelse kun fremhæves to:

For det første medfører Inddelingen, at Bataillonerne kunne faa et forskelligt An tal Rekrutter, selv om der oprindeligt ved Kredsenes Afgrænsning er taget alt rimeligt Hensyn til deres Ydeevne, og dernæst bevirker den,

at der bliver ikke ringe Forskel paa de enkelte Afdelingers Fysiognomi (Landbefolkning, Bybefolkning o. s. v.) og specielt saaledes, at den forøgede Tilgang af Intelligens, som Loven forudsatte skulde komme hele Hæren til gode, kan koncentrere sig om enkelte Afdelinger.

For Uddannelsen s Vedkommende maa det, Pla ­ nen af 1867 giver, naturligt betragtes i nærmeste Fo rbindelse med det, Planen af 1842 gav, inden dens Træk ved Tidernes Ugunst vare bievne udviskede. En Sammenstilling vil da give følgende Billede:

a. Menige.

Planen a f 1867 indfører altsaa for de Meniges Vedkommende en Sondring mellem en fuldstændig og en afkortet Uddannelse.

Til den fuldstændige Uddannelse er ansat omtrent samme Tid som tidligere anset for nødvendig, nemlig 16— 171/2 Maaned, men ved en Udvidelse af den egentlige Rekruttid paa Bekostning af Garnisonstjenesteperioden og ved Benyttelsen af de Fordele, den valgte Tjenesteturnus og det større Rekrutantal give, er det lykkedes at bringe Uddannelsen mere i Overensstemmelse med de Fordringer, der under de forandrede Krigsforhold maa stilles til Geledmaterialet. Den afkortede Uddannelse omfatter et Tidsrum af ialt lOMaaneder, nemlig: en Rekrutskole paaGM aaneder og 3 Indkaldelser i henholdsvis U/2 , D /2 og 1 Maaned. Da det kun er Vs af de Menige, der erholde den fuldstændige Uddannelse, vil det altsaa være klart, at Planen af 1867 med Hensyn til de Meniges Duelighed giver adskillig mindre Garanti end Planen af 1842 i sin Tid gav.

B. Underkorporaler.

Planen 1867 fastsætter samme Uddannelsestid som for de Menige, der ligge længst til Tjeneste, og er altsaa i Overensstemmelse med den Ordning, der indførtes 1860, medens Planen 1842 havde 1 Aar længere Tjenestetid for Underkorporalerne.

Tages Underkorporaler og Menige under Et, er den samlede Uddannelsestid for Mandskab af Linien efter Planen 1867:

60 % — 10 Maaneder,

40% — 16— 17 1/2 do.

For Forstærkningens Vedkommende har Planen 1867 forudsat en Indkaldelse af en Del af Styrken i 9. eller 10. Tjenesteaar; dette fremtræder som en naturlig Følge af, at der fremtidig ikke tør paaregnes T id til under Mobiliseringens Forløb at opøve det ældre Mandskab, noget man tidligere havde Ret til at regne med. Hvad Planen 1867 yder paa det Omraade har dog kun ringe Kraft.

Hvad Rammerne angaar, vil en Sammenligning med Plan 1842 for Felthærens Vedkommende give følgende Billede:

I Oversigten udviser Summa af Rubrikkerne 1 og 3 samme Tal. Rubrik 5 udviser et Plus for Plan 1842, hvis Underkorporaler efter den dem meddelte Uddannelse maatte anses for fuldt saa kvalificerede til at erstatte Underofficerer som den senere Ordnings Korporaler, hvoraf en stor Del kun vare uddannede i 16— 17V2 Maaned. Ses der ganske bort fra Kategorien: Officerer af Krigsreserven, vil en Jævnførelse af Rubrikkerne 2 og 4 give, at Plan 1867 inden for den her betragtede Gruppe har bortbyttet 31 faste Underofficerer med indtil 39 Sekondløjtnanter. Henset til den forholdsvis solide Uddannelse, Plan 1867 forudsatte for Sekondløjtnanter, kunde en saadan Konvertering øjensynligt betegne en Vinding, navnlig naar det erindres, at Foranstaltningen ogsaa kom Forstærkningen til gode. Som det nu vides, vare imidlertid do Forhaabninger, Plan 1867 nærede, saavel om Tilgang til Sekondløjtnantsklassen som om Korporalers Forbliven til frivillig Tjeneste, ret forfejlede, og i det her omhandlede Tilfælde vilde der, naar den virkelige Status i Foraaret 1880 lægges til Grund, i Stedet for c. 40 Sekondløjtnanter kun have været c. 10 til Raadighed. Idet de Beregninger, hvorpaa Plan 18G7 har bygget sit Rammesystem, vise sig ikke at holde Stik, maa en Sammenligning med den ældre Ordning paa dette Omraade ubetinget falde ud til dennes Gunst. Naar Plan 1867 ved Forstærkningen paaregner afskedigede Officerer anvendte som Bataillonsog Kompagnichefer, er Fremgangen fra det tidligere System, hvor man regnede med Officerer paa Vartpenge, vel ikke synderlig stor, men da de Paagældende allerede i Fredstid forudsættes paa deres Pladser, og da der ved Indførelse af Aldersgrænser er skabt en vis Garanti for deres Tjenstdygtighed, er der dog altid en Fremgang at notere. At den nye Ordning tildeler hver Forstærkningsbataillon 4 faste Underofficerer som Delingsførere, er ogsaa et utvivlsomt Fremskridt, for saa vidt som Plan 1842 paa dette Omraade aldeles Intet bød, men naar de 12 resterende Pladser som Delingsførere tænkes besatte med værnepligtige Officerer, bliver hele det gjorte Tilløb til at udnytte Beholdningen af ældre Mandskab øjensynligt ret svagt.

Anm . Af betydelig Interesse er det Forsøg, Plan 18(i7 gør med planmæssigt at anvende Underofficerer som Delingsførere ogsaa ved Feltstyrken, idet af en Liniebataillons 16 Delinger de 4 tænkes førte af Premierløjtnanter, 10 af Sekondløjtnanter og 2 af Stabssergenter. Naar Planen anvender de 2 ældste Underofficerer ved hver Bataillon som Delingsførere, er dette utvivlsomt et Fejlgreb, saasom der til denne Virksomhed netop hører en vis Ungdomskraft, men selve Tanken om at drage de dygtige Kræfter, der findes i Underofficersklassen, frem til en mere betroet Virksomhed, er utvivlsomt sund og fortjener at bemærkes, selv om de to senere Organisationsplaner have forsmaaet at benytte sig af den.

Betragtes sluttelig Krigsstyrkens Formering, vil det ses, at Planen 1807, naar Livgarden medregnes (dens Forstærkningsbataillon antaget anvendelig som en Reservebataillon), tillader at opstille en Felthær paa c. 2 6 ,0 0 0 Mand Fodfolk med Depotstyrke, svarende til 20 "/o af Krigsstyrken. Planen 1842 havde en Felthær paa c. 2 7 ,0 0 0 Mand Fodfolk (Depotstyrke af uøvede); men det maa erkendes, at den Opgave, der kunde blive stillet denne Styrke, var væsentlig mere kompliceret end under de senere Forhold.

Ved Feltstyrken efter Planen 1807 vil, ligesom under den ældre Ordning, bemærkes Inddelingen i 2 Echelons (Linie og Reserve), men Afdelingerne af Linien ere 1 Aargang, de af Reserven 2 Aargange yngre end før, hvad der noget bøder paa Mandskabets svagere Uddannelse. Hertil kommer, at Reservebataillonerne alt ere formerede i Fredstid og afholde Øvelser med krigsstærke Kom ­ pagnier. Paa den anden Side er Besætningen med Befalingsmænd efter Plan 1807 en Del svagere end tidligere, naar Linie- og Reserveafdelingerne tages under Et. Hele Krigsstyrken efter Planen 1807 udgør c. 3 6 ,0 0 0 Mand (foruden Depotstyrke) og kan mobiliseres af Aargangene 2— 11, efter Planen 1842 c. 3 7 ,0 0 0 Mand, der mobiliseres a f Aargangene 2— 13, eller, naar de i Kjøbenhavn garnisonerende borgerlige Korps medregnes, c. 4 0 ,0 0 0 Mand. For begge Planer gælder, at den Nytte, der kan paaregnes af Forstærkningen, er temmelig problematisk, men Plan 1807 yder dog i saa Henseende noget mere Garanti end Plan 1842. Det samlede Antal til Hærens F o d fo lk h e n h ø re n d e u d d a n n e d e U n d e r k o r p o r a le r og M e n ig e , d e r h a v e s til R a a d ig l ie d e fte r P la n 1807, er c. 5 4 ,0 0 0 , m ed e n s P la n 1842 g a v c. 4 9 ,0 0 0 . N a a r F o r s k e l le n tro d s d e t fo rø g ed e R e k r u t - K o n t in g e n t ik ke er s tø rre , sk y ld e s d e t d e ls , a t d e r efter P la n e n 1842 m a a reg ne s m e d 10 A a r g a n g e , m e d e n s P la n e n 1807 k u n t i lla d e r a t gøre R e g n in g p a a 15 Aargange, og dels det i Planen 1867 anvendte Princip at tilstaa Afkortning i Forstærkningstiden for præsteret Linietjeneste ud over et vist Tidsrum .

Tidsrummet 1881-1894.

Ved Lov af 25. Juli 1880 om Tillæg til Lov om Hærens Ordning af 6 . Juli 1867 ændredes denne sidste i flere væsentlige Punkter uden dog at undergaa nogen almindelig Revision. Fo r Fodfolkets Vedkommende skete derved følgende Forandringer i de Forhold, der her ere Genstand for Betragtning.

Inddeling.

Antallet af Afdelinger forblev uforandret, men samtlige Reservebatailloner omdannedes til Liniebatailloner, og i Stedet for Halvbrigadeinddelingen traadte en Inddeling i Regimenter med Numre 1— 10. For hvert Regiment beregnedes paa Krigsfod 1 Depot.

Rekrutering.

Der indførtes en ligelig Fordeling af Rekrutterne til Regimenterne, idet Loven bestemte, at hvert Regiment skulde have sin Rekruttilgang fra en bestemt Halvbrigadekreds, „saa vidt dette i øvrigt lod sig forene med Fodfolksrekrutternes ligelige Fordeling til Regimenterne“ . Det for Fodfolkets Regimenter disponible Rekrutkontingent formindskedes noget dels derved, at Rekrutantallet til de andre Vaaben sattes op, dels ved Bestemmelsen om , at Trainet, Sundhedstropperne og Hestepasserne fremtidig skulde rekruteres af det til den egentlige Krigstjeneste udskrevne Mandskab.

Mandskabets Uddannelse.

A. Linien.

1. Menige.

Uddannelsen af det et Regiment tildelte Mandskab (c. 640 Mand) blev bestemt at skulle foregaa skiftevis ved Regimentets Liniebatailloner. Aarets Rekrutter mødte i 2 Hold , nemlig for hvert Regiment 100 Mand i November og Resten i April.

Anm . Indførelsen af Rekrutternes Møde i 2 Hold i Forbindelse med en Udvidelse af Befalingsmandspersonalet, der antoges at afgive Mulighed for at forøge Bataillonernes Krigsstyrke, medførte, at Organisationen nu kunde rumme et saadant forhøjet Rekrutkontingent. Det Antal, der virkeligt indkaldtes til Aprilhold, var, naar Gennemsnit af Aarene 1883 — 1894 tages, 5320, Bornholmere heri ikke medregnet.

Aprilholdet, c. 540 Mand pr. Regiment, mødte den 31. Marts og uddannedes i 6 Maaneder ligesom tidligere. Ved Slutningen af dette Tidsrum fandt Udtagelse af Refalingsmandselever Sted, og den 3. Oktober bragtes Styrken af Menige ned til 100 Mand for hver Rekrutbataillon efter samme Regler som tidligere, dog at der ved den forlods Udtagelse af Mandskab til fortsat T jeneste skulde tages særligt Hensyn til manglende Skydefærdighed. Aprilholdets Menige til fortsat Tjeneste hjemsendtes den 17. December. Novemberholdets 100 Mand mødte den 2. November ved den samme Bataillon, der havde uddannet Aprilholdet, og forblev til Tjeneste til 2. Oktober det følgende Aar. Der udtoges ingen Befalingsmandselever af dette Hold. Foruden den samlede Uddannelse, de Menige saaledes havde faaet, indkaldtes de senere, Mandskabet af Aprilholdet to Gange, Mandskabet af Novemberholdet derimod kun een Gang, til Øvelse paa 30 Dage hver Gang. Disse Indkaldelser faldt i 2. og 6 . Aar eller i 3. og 5. A a r, idet der aarligt ved 5 Regimenter indkaldtes de 2 yngste Aargange til de Liniebatailloner, der ikke havde faaet tildelt Rekrutter.

Øvelserne med det indkaldte Mandskab vare henlagte til September Maaned og saaledes, at der i hver 4 paa hinanden følgende Aar afholdtes 2 Aar Øvelser ved Garnisonerne og 2 Aar større samlede Lejr- eller Kantonnementsøvelser.

2. Underkorporaler (Befalingsmandselever).

Antallet af Befalingsmandselever indskrænkedes til 500 (50 for hver af de 10 Rekrutbatailloner); den Tid, hvori de skulde forblive til Uddannelse, forhøjedes til 1 Aar. De paagældende uddannedes dels som Sekondløjtnants-, dels som Korporals-og dels som Underkorporalselever. De udnævntes først til Underkorporaler efter at have bestaaet Prøven i vedkommende Skole. Det kan i Praksis antages, at der aarligt uddannedes 80 Sekondløjtnantselever, 240 Korporalselever og 180 Underkorporalselever. De bestaaede Sekondløjtnants- og Korporalselever, der ikke ved Afslutningen af deres Uddannelse, efter at være antagne til frivillig Tjeneste, modtog Udnævnelse henholdsvis til Sekondløjtnanter eller Korporaler, kunde, naar de genindkaldtes, forfremmes hertil. Underkorporalerne indkaldtes som tidligere til Efterøvelse sammen med den Aargang Menige, hvortil de hørte. Der fremkom herved den Ulighed, at af samme Aars Udskrivning blev det halve Antal Underkorporaler kun indkaldt 1 Gang (i 6 . Aar), den anden Halvdel 2 Gange (i 3. og 5. Aar).

B. Forstærkningen.

Ingen Forandring.

Den Tid, der efter Tillægsloven af 1880 ansattes til Mandskabets hele Uddannelse under Linietiden, var altsaa:

for c. 3 % 19— 20 Mdr. (Underkorporaler),

 -  c. 17 °/o 12 — (Novemberhold),

 -  c. 18 % IOV2 — (Aprilhold til fortsat Tjeneste),

 -  c. 62 °/o 8 — (Aprilhold).

Man vil i denne Gruppedeling kunne paavise Sporene af den ved Plan 1867 indførte Sondring mellem en fuldstændig og en afkortet Uddannelse.

Den fuldstændige Uddannelse kan her dog egentlig kun siges at blive Underkorporalerne til Del, hvis Tjenestetid endda er forlænget med 3 Maaneder. Novemberholdet betegner vel et Forsøg paa at danne en Stamme af Menige med en mere solid Enkeltmandsuddannelse ; men de Forhold, hvorunder dette Mandskab uddannedes, vare ikke gunstige, og særligt nødte de smaa Kompagnistyrker (25 Mand) til at lade en vigtig Del af Uddannelsen foregaa uden for Stamkompagniet, hvorved det, der netop skulde høre med til en mere fuldstændig Uddannelse, Udviklingen af den gensidige Forstaaelse mellem Befalingsmænd og Mandskab ikke kom frem. Ved Aprilholdets Mandskab til fortsat Tjeneste var Tilløbet til en mere fuldstændig Uddannelse endnu svagere end ved Novemberholdet; de smaa Kompagnistyrker frembragte her de samme Ulemper, og hertil kom, at de 75 Dage, hvori dette Mandskab laa længere til Tjeneste end de øvrige Menige af samme Hold, faldt paa et Tidspunkt, da Arbejderne paa Vaabenkamrene m. m. til Stadighed krævede en større Styrke, saaledes at de virkelige Øvelsesdage kun vare faa. Hvad den i strengeste Forstand afkortede Uddannelse angaar, der blev c. 62 % af Styrken til Del, vil det bemærkes, at den var 2 Maaneder kortere end efter Planen 1867 for den tilsvarende Del af Mandskabet. Betragtes det Princip, der er fulgt ved den foretagne Nedsættelse i Tjenestetiden, vil det ses, at Fordringen om en Rekrutuddannelse paa 6 Maaneder for alt Mandskab er opretholdt1). Indskrænkningerne falde dels paa den „fortsatte Tjeneste“ , der fra 9 Maaneder er nedsat til 5 Maaneder (50 %) og 21/» Maaneder (50 °/o) og dels paa Indkaldelserne. Under de sidste er 2 Lejrøvelser paa 45 Dage hver i Løbet af de 4 første Tjenesteaar ombyttede med een Indkaldelse til større Øvelser i 30 Dage, medens Indkaldelsen i 5. eller 6. Aar er bibeholdt og kun ændret, hvad Karakteren angaar, idet ogsaa denne Indkaldelse foregaar under samme Forhold som den første. Det bør endnu bemærkes, at ved de Øvelser, der aarlig afholdtes ved de 5 Regimenter, som havde indkaldt Mandskab, var det tilstræbt at indføre et mere feltmæssigt Moment i Uddannelsen ved Bestemmelser om, at disse Øvelser i Løbet af 4 paa hinanden følgende Aar, 2 Gange kunde afholdes som større samlede Lejreller Kantonnem entsøvelser. Efter den valgte Turnus vilde denne Foranstaltning dog paa ulige Maade komme Mandskabet af de forskellige Udskrivningsaar til Gode, som det nærmere vil fremgaa af den ovenstaaende Oversigt over Tjenesteturnus ved et Regiment inden for et Tidsrum af 12 Aar (se Side 194).

Som en Foranstaltning, der indirekte berørte Uddannelsen, kan ikke lades uomtalt, at Tillægsloven af 1880 stillede et Antal Militærarbejdere (8 — 20 pr. Regiment) til Raadighed til Bestridelsen af visse under Kasernetjenesten forefaldende Ekstrature m. m.

Rammer.

A. Linien.

I omstaaende Oversigt over, hvad der planmæssigt skulde haves, ere Stabssergenter opførte under faste Underofficerer i Overensstemmelse med den tjenstlige Anvendelse, der efter 1880 er gjort af dem, og hvorved deres Optræden som Delingsførere under normale Fo rhold ikke er paaregnet.

For Sekondløjtnanternes Vedkommende maa bemærkes, at medens der efter den ældre Ordning havdes Garanti for, at de Befalingsmænd, der hjemsendtes med Officersgrad, havde modtaget en første samlet Uddannelse paa mindst 8 ' / 4 Aar, vil en Del af de efter Plan 1880 udnævnte Sekondløjtnanter ikke være uddannede i længere Tidsrum end Underkorporaler, altsaa i c. lV s Aar. Medens det nu ikke tør benægtes, at der i den værnepligtige Masse vil kunne findes Elementer, som selv med en saa ringe Førsteuddannelse kunne afgive brugelige R eserveofficerer, naar der ved gentagne senere Indkaldelser drages Omsorg for, at de opfriske det lærte og holdes å jour med Forandringerne i Reglementer m. m., saa er det paa den anden Side givet, at saadanne Elementer forekomme i ret begrænset Antal, og med den givne Rekruteringsmaade, hvorefter Fodfolket først erholder sin Tilgang, naar de andre Vaabens samt Lægekorpsets og Forplejningskorpsets specielle Krav ere tilfredsstillede, bliver Udvalget endnu mindre. Plan 1880 kan næppe siges at have taget det ønskelige Hensyn hertil; den har sikret sig, at det eftertragtede Antal værnepligtige Officerer virkelig komme til Stede, men dens Bestemmelser give ikke den fornødne Garanti for, at de ogsaa alle ere brugelige. Betydningen heraf vil ret falde i Øjnene, naar det erindres, at Planen tænker sig 11 af en Bataillons 16 Delinger førte af Sekondløjtnanter.

B. Forstærkningen.

Planen bestemte, at Stabssergenter af Linien kunde udnævnes til Løjtnanter af Forstærkningen, hvad der i Praksis medførte deres Anvendelse som Kompagnichefer. Da Forstærkningens Anvendelighed staar og falder med de værnepligtige Officerers Brugbarbed, vil Planens Bestemmelser om Rekrutering af Sekondløjtnantsklassen føles særligt haardt her.

Krigsstyrken.

Til det højere Rekrutkontingent, Plan 1880 tillader at regne med, svarer en samlet Mandskabsstyrke i Liniens Aargange 2— 8 paa c. 35,7 00 M a n d . Da denne Styrke er større end nødvendigt til at forsyne 30 Feltbatailloner, naar disse med Plan 1867 regnes paa 800 Underkorporaler og Menige, vilde det, hvis dette Tal tænktes fastholdt, have været konsekvent, om Tjenestetiden i Linien var bleven nedsat til 7 Aar, hvorved endnu vilde fremkomme en Liniestyrke paa c. 31,000 Mand. Tillægsloven af 1880 indførte imidlertid ikke en saadan Inskrænkning; da den derimod forudsatte, at Bataillonerne under visse Forhold paa Fredsfod arbejdede med en Styrke af c. 1000 Mand, har man siden 1880 antaget, at der ogsaa paa Krigsfod vilde være at regne med Batailloner paa 1000 Underkorporaler og Menige (foruden Reservespillemænd og Sygebærere m. m.), idet det højere T al dog herved maa betragtes som en Udgangssituation fastsat med Henblik paa den betydelige Afgang, der kan forventes i Begyndelsen af et Felttog, og uden at der stilles Krav om en Depotstyrke beregnet i Forhold til Udrykningsstyrken.

Medregnes Livgarden, blev altsaa efter Planen 1880 Feltstyrken c. 3 3,000 Mand og den samlede Krigsstyrke c. 43 ,000 (foruden Depotstyrke). Ialt havdes til Raadighed af Mandskab uddannet ved Fodfolket c. 70 ,000 Mand.

Almindelig Oversigt.

Betragtes under eet de ved Tillægsloven af 1880 indførte Forandringer, ville disse i Hovedsagen være:

1. Reservebataillonerne ere omdannede til Liniebatailloner, og Regimentsinddeling er indført.

2. De faste Befalingsmænds Antal er forøget dels i det Omfang, som kræves til Gennemførelsen af den under 1 nævnte Foranstaltning, dels saaledes at der ved hver Liniebataillon er ansat 1 Premierløjtnant og 4 Underofficerer mere end tidligere.

3. Der er tilvejebragt Sikkerhed for at det planmæssige Antal værnepligtige Officerer komme til Stede, men Chancerne for at de kunne gøre Fyldest ere væsentlig forringede ved den skete Nedsættelse i deres Uddannelsestid.

4. Det er gjort muligt aarligt at uddanne c. 1000 Rekrutter mere end tidligere.

5. Mandskabets Uddannelse er i det Hele afkortet ikke uvæsentligt.

6. Der er indført en 3aarig Tjenesteturnus, der medfører, at Afdelingerne i Perioder paa indtil 1 1/2 Aar ad Gangen ere helt uden Mandskab.

I Forbindelse nied.de Bemærkninger, der i det foregaaende ere knyttede til Omtalen af Forandringerne paa Uddannelsens og Rammernes Omraade, er der endnu Grund til at se lidt nærmere paa den betydelige Fo røgelse af Kræfterne i 1. Linie , der fremkommer ved Reservebataillonernes Omdannelse til Liniebatailloner. Ligesom begge sine Forgængere har Plan 1880 havt at regne paa den ene Side med et forhøjet Rekrutkontingent paa den anden Side med en Nedsættelse i Uddannelsestiden, der maatte medføre en Forringelse af Mandskabets Kvalitet. De to andre Ordninger have her anvendt den Betragtning at, naar Uddannelsen blev mindre fuldstændig, maatte Konsekvensen være, at de egentlige Feltbatailloner dannedes af yngre Aargange, hos hvis Mandskab den meddelte Dressur endnu kunde antages nogenlunde bevaret; det ældre Mandskab samledes saa i 2 Echelons (Reserve og Forstærkning), hvoraf den forreste endnu antoges egnet til at optræde i Forbindelse med Felthæren. Fø r 1842 formeredes Feltstyrken af 8 Aargange, men det forudsættes, at Mandskabet fik en Førsteuddannelse paa 20V2 Maaned og senere aarligt indkaldtes til Eksercertid, saa længe det hørte til de 6 yngste Aargange. Efter Plan 1842 regnedes der med 5 Aargange til Liniebataillonernes Mobilisering, efter Plan 18G7 kun med 4 Aargange. At gaa under 4 Aargange er der øjensynligt ingen Grund t il , bortset fra at det ved en 2aarig Turnus ikke lader sig udføre. Plan 1880 maatte saaledes være henvist til at benytte sit Overskud af Mandskab til at oprette nye Liniebatailloner. Med Bevarelse af den toaarige Turnus og idet det fastholdtes, at Linien skulde kunne mobiliseres af de 4 yngste Aargange, vilde der, svarende til en Forøgelse af det aarlige Rekrutkontingent med c. 1000 M an d , have kunnet oprettes 4 nye Liniebatailloner med Krigsstyrke som tidligere. Plan 1880 nøjedes ikke hermed, den oprettede 10 nye Liniebatailloner og gav indirekte Anvisning paa en Forhøjelse af Krigsstyrken til 1000 Underkorporaler og Menige pr. Bataillon, hvad der tilsammen medførte, at der til Udrykningsstyrken fremtidig maatte paaregnes G Aargange. Hvad Feltbataillonernes Dotering med Rammer angaar, er der vistnok tildelt hver Liniebataillon 1 Premierløjtnant og 4 faste Underoffiecerer mere end tidligere, men denne Forøgelse staar øjensynligt kun i svagt Forhold til den samtidigt forudsatte Tilvækst i Geledstyrken paa c. 200 Mand pr. Bataillon, og naar det erindres, at de faste Befalingsmænds Kvalitet ikke kan være andet end uheldigt paavirket af den indførte Tjenesteturnus, samt at Garantien for de værnepligtige Officerers Brugbarhed er væsentlig ringere end tidligere, kan det ikke siges, at Plan 1880 ved at skabe Betingelser for en kraftigere Føring inden for Bataillonens og Kompagniets Omraade har søgt at bøde paa sit Geledmateriales ringere Beskaffenhed. Planens utvivlsomme Fortjeneste er det at have indført Regimentsinddelingen, der gør en fastere Ledelse af større Styrker mulig, men dette formindsker ikke Betænkeligheden ved, at de taktiske Enheder ere saa løst sammensatte, som de ere. Alt i Alt maa det vistnok siges, at naar Plan 1880 har en saa betydelig Forøgelse af Kræfterne i 1. Linie at opvise, er det naaet paa Soliditetens Bekostning. Planen har taget sig en Opgave paa, til hvis Løsning de medbragte Midler ikke sloge til, den har overanstrengt sig, og Følgerne mærkes paa alle Leder og Kanter.

Den nuværende Ordning.

Ved Lov af 13. April 1891 blev der, uden at nogen almindelig Revision af Hærloven af 1867 fandt Sted, indført forskellige Forandringer i denne. Den under Omtalen af Plan 1867 og Plan 1880 angivne Organisation er herved yderligere bleven ændret i følgende Punkter:

Rekrutering.

Bestemmelsen om , at alt vaabendygtigt Mandskab skal indkaldes til Uddannelse er ophævet, idet Fodfolkets aarlige Rekruttilgang er fastsat til et bestemt Tal. Det bestemmes ved Lodtrækning, i hvilken Rækkefølge de udskrevne Værnepligtige skulle komme i Betragtning ined Hensyn til Indkaldelse. Bytning af det trukne Nummer er ikke tilladt.

Uddannelse.

Uddannelsen af det et Regiment tildelte Mandskab foregaar som før, skiftevis ved Regimentets Liniebatailloner. Indkaldelsen finder Sted i e et Hold, idet de 480 Rekrutter (Bornholmere ikke medregnede), som udgøre Regimentets aarlige ordinæ re Tilgang, møde den 10. April. Uddannelsen linder Sted under, samme Forhold, som tidligere, men Tiden er forkortet med o Dage. Samtidigt med de ordinære Rekrutter møde ved hvert Regiment 50 Rekrutter, der ere bestemte til at tjene som Erstatning for Afgang mellem hine i Løbet af de første 2 Maaneder. De af disse „Overkomplette“ , der ikke komme til Anvendelse paa den angivne Maade, hjemsendes den 10. Juni og indkaldes under sædvanlige Forhold ikke mere. Ved Slutningen af den første samlede Uddannelse udtages der Befalingsmandselever efter samme Regler som tidligere1); dog er det bestemt, at for saa vidt det fulde Antal Befalingsmandselever ikke kan tilvejebringes gennem dertil egnede Frivillige, skal Resten saa vidt muligt udtages mellem det Mandskab, der efter sit Lod ­ trækningsnummer skal forblive til fortsat Tjeneste, naar Menige og det manglende Antal Befalingsmandselever regnes under et. Den 8 . Oktober nedbringes efter samme Begler som tidligere Styrken af Menige til 100 for hver Rekrutbataillon, hvilke Menige forblive til fortsat Tjeneste i 8 Maaneder, altsaa indtil 10. Juni det følgende Aar. Fo r Befalingsmandselever er Tjenestetiden nedsat til 8 Maaneder saaledes, at ogsaa disse hjemsendes den 10. Juni. T il fortsat Tjeneste finder Indkaldelsen Sted som tidligere, men Øvelsestiden er nedsat til 25 Dage. Ved Kjøbenhavns Væbning er Indkaldelsen af 3. Aargang i 5 Dage bortfalden.

Den Tid, der anvendes paa Mandskabets hele Uddannelse, medens det henhører til Linien, er da fremtidigt:

c. 4 % (Underkorporaler)................15 2/3 Maaneder,

c. 24 % (Menige til fortsat Tjeneste). . 15 do.

c. 72 % (andre Menige)..................... 7 2/3 do.

Sammenholdt med Planen 1880 er Uddannelsestiden, for den større Del af Mandskabet bleven Vs Maaned, for Underkorporaler 3—4 Maaneder kortere, medens den for Mandskab til fortsat Tjeneste er forlænget med 3— 4 Maaneder. Herved maa endnu bemærkes, at medens Novemberholdets Mandskab tidligere kunde paaregnes ved Udførelse af Vagttjeneste, Ekstrature, m. m. under hele den første samlede Uddannelse af Aprilholdets R ekrutter, maa disse fremtidigt efter 2 Maaneders Forløb alene bestride hele den tilsvarende Tjeneste. Tilsyneladende ubetydelig, men i Virkeligheden særdeles følelig, er Nedsættelsen af Øvelsestiden under Indkaldelse med 5 Dage. Med 25 Dage til Raadighed ved Efteraarsøvelserne vil Dispositionen for disse i de Aar, hvor større samlede Øvelser afholdes, naturligt blive omtrent saaledes:

6 Dage Marche til og fra Koncentrationsstedet,

4 Rastdage (heri Søndage),

4 Dage Detachementsøvelser,

4 do. Divisionsøvelser,

Resten, 7 Dage, Øvelser i Kompagni, Bataillon og Regiment.

Det er øjensynligt, at 7 Dage ikke forslaa ret meget, naar de skulle deles mellem Regimentets, Bataillonernes og Kompagniernes særlige Øvelseskrav, og navnlig vil den Tid, der kan anvises Kompagnierne til deres vigtige Opgave, at opeksercere det indkaldte Mandskab, blive pinlig ringe. Ejendommelig for Plan 1894 er den Maade, hvorpaa der søges bødet paa det svage Rekrutkontingent, nemlig ved Tildeling af et Antal „Overkomplette.“ Der er her ikke som ved Planen 1842 Tale om Vedligeholdelsen af Bataillonernes beregnede Krigsstyrke paa et vist Tal, men det er kun et skønsmæssigt givet Forskud til Dækning af Afgang under en vis Del af Uddannelsen. A n ­ tallet af overkomplette Rekrutter svarer til den Afgang, der kan paaregnes i det første Tjenesteaar (c. 10 %), men da de kun ere til Disposition under de 2 første Maaneder af Uddannelsen, kan øjensynlig fuld Nytteværdi a f dem ikke paaregnes.

Anm. I det følgende er Tilstedeværelsen af det 2 Maaneders Dækningsmandskab antaget at have den Virkning, at Dekrementet for det første Aar kan sættes til 5 °/o. Nogen Forøgelse af Mobiliseringsstyrken ved ikke anvendte Overkomplette er ikke beregnet, da Mandskab med kun 2 Maaneders Uddannelse ingen Værdi kan have for Krigsforhold.

Rammer.

Den i foregaaende A fsnit omtalte Nedsættelse i Underkorporalernes Tjenestetid berører ogsaa Sekondløjtnanterne, der, for saa vidt de ikke frivilligt forblive til Tjeneste, fremtidig kun ville modtage en Førsteuddannelse paa 14 Maaneder suppleret med 2 senere Indkaldelser til Øvelse i 25 Dage hver Gang. Naar det erindres, at de værnepligtige Officerer udgøre 50 pCt. af Liniens og c. 75 pCt. af Fo rstærkningens Subalternofficerer, kunde der vistnok allerede for Plan 80 og da saa meget mere for Plan 94 have været Grund til at gøre Paatagelse af Tjenestepligt til Betingelse for Udnævnelse til Sekondløjtnant. Herved vilde man ikke have faaet det planmæssige Antal Sekondløjtnanter, men de ledigblevne Delinger havde været nok saa godt anbragte hos dygtige Underofficerer, og Underkorporalsklassen havde faaet en smuk Tilgang.

Krigsstyrke.

Om Krigsstyrkens Formering efter Planen 1894 er intet bekendt ud over, hvad der fremgaar af selve O rganisationen. Da Indførelsen af Magasingeværet gør det nødvendigt at beregne en større Erstatningsstyrke end før, vil Felthærens samlede Behov dog ikke kunne sættes synderligt lavere end ved Planen 1880, selv om Bataillonernes Krigsstyrke tænkes formindsket, og Udviklingen vil da blive som anført i omstaaende Tabel. Feltstyrken og den hele Krigsstyrke er altsaa uforandret som ved Planen 1880, men ved Formeringen lægges i højere Grad end før Beslag paa de ældre Aargange. Det samlede Antal ved Fodfolket uddannede Værnepligtige, der haves til Raadighed, er (Livgarden medregnet) c. 52,000 Underkorporaler og Menige.

Tilbageblik.

Naar Plan 1894 fikserer Fodfolkets aarlige Rekruttilgang og dermed giver A fkald paa den fulde Udnyttelse af den almindelige Værnepligt, betegner dette en Tilbagevenden til den Basis for Organisationen, der anvendtes ved Planen 1842, og det ligger da nær, til Slutning at foretage en Sammenstilling af de to Organisationsplaner, der betegne Begyndelsen og Afslutningen paa en Udvikling, som strækker sig over et halvt Aarhundrede. En Jævnførelse vil da for Geledstyrkens Vedkommende give følgende Billede (se Tabellen Side 208). Tallene i denne Sammenstilling tale for sig selv. Under et Kredsløb, hvis Gang er angivet i det foregaaende, er Fodfolket vendt tilbage til sit Udgangspunkt. Den Vinding, der medføres, er et noget forøget Antal Liniebatailloner; Tabet, der er lidt paa Vejen, er Nedsættelsen af Uddannelsestiden til det halve af, hvad der tidligere ansaas som absolut nødvendigt, og yderligere Svækkelse af Feltdygtigheden ved den af Rekrutkontingentets Svaghed*) nødvendiggjorte Benyttelse af ældre 

Mandskab til Formering af Krigsstyrken. Hertil kommer endnu, at Overgangen til et Militssystem (Kadrebatailloner med Saarig Turnus) utvivlsomt betegner en Forringelse af Garantien for, at Uddannelsestiden udnyttes efter sin fulde Værdi, og at Geværantallet i Kampen anvendes tilsvarende (Befalingsmændenes manglende Routine). Med Hensyn til Maaden, hvorpaa Nedgangen er fremkommet, skal kun erindres om , at man ved Overgangen fra Planen 1842 til Planen 18G7 søgte at bøde paa den forkortede Førsteuddannelse ved kraftig Efterøvelse og ved at formere Feltbataillonerne af unge Aargange (2— 5), og at man under den videre Bevægelse henimod Plan 1894 igen opgav begge disse Fordele samtidig med, at den første Uddannelse yderligere nedsattes (Antal Mand til fortsat Tjeneste indskrænket). Fo r Rammernes Vedkommende vil en Sammenligning mellem de to Planer forme sig saaledes:

hurtigt indtrædende store Tab paa Forhaand maa beregnes saa meget større, selv om det Antal Mand, hvormed der øjeblikkelig udrykkes, tænkes det samme. Hertil kommer imidlertid, at Planen 1894, med samme Antal ordinære Rekrutter som Planen 1842, heri indbefatter c. 10 Officers- og Underofficerselever pr. Bataillon, og at Erstatningen for Afgang er væsentlig svagere beregnet end efter den ældre Ordning, saaledes at det virkelige Rekrutkontingent kan anslaas til at være c. 25 Mand mindre end ved hin.

Hvad den nuværende Ordning paa dette Omraade har forud for den ældre, er altsaa ret beset kun, at den har løst Spørgsmaalet om Tilvejebringelsen af det fornødne Antal værnepligtige Officerer, for saa vidt man da vil anerkende som en Løsning, hvad Plan 1894 i saa Henseende giver. En Jævnførelse af Chancerne for Forstærkningsmandskabets Udnyttelse paa de to betragtede Tidspunkter har mindre Interesse, da der i begge Tilfælde kun foreligge svage Tilløb til en Organisation.

Foruden omstaaende Oversigt over den aarlige Rekruttilgang 1868— 1814 (Side 1211) medfølger et Bilag indeholdende en grafisk Frem stilling af Uddannelsestid og Rekrutantal i de forskellige ovenfor omhandlede Tidsrum .