Log ind

Vor signaltjeneste siden 1940 (fortsat)

#

Oberst Hensch fortsætter her sine betragtninger over udviklingen siden 1940 med en omtale af de tekniske og organisatoriske nyskabelser, så som radar, satelitter, radiokædeforbindelser, områdenet, kryptofjernskriver, signaloffieeren og signalkontoret.

C. Tekniske og organisatoriske nyskabelser

1. R A D A R

Signaltjenestens generelle opgave er en dobbelt, nemlig dels at bringe egen fører det fornødne efterretningsgrundlag for hans beslutning og befalinger, dels at distribuere disse sidste. For tyve år siden var der stort set kun én måde, på hvilken den første opgave kunne løses, nemlig ved en kombinering af meldepligt og signaltjeneste; meldepligten pålægger enhver af førerens undergivne stedse at holde øjne og øren åbne, notere sig enhver oplevelse, stor eller lille , der indebærer oplysninger om modstanderen, og uopholdeligt lade disse oplysninger gå til sin nærmeste foresatte; meldingerne fremsendes da snarest muligt ad kommandovejen, idet enhver fører — på basis af sine undergivnes nævnte oplysninger — danner sig et helhedsbillede af situationen, som viderebringes til nærmeste foresatte. Denne form for tilvejebringelse af efterretningsgrundlaget står naturligvis stadig ved magt —- men det er ikke mere den eneste; den enorme intensivering af ild og bevægelse medfører, at den under mange forhold er for langsom, ilden vil være over os, inden meldinger af den ortodokse form når frem. T il varsling om flyverangreb søgte man at etablere en luftmeldetjeneste omfattende observatører med direkte adgang til effektive signalmidler; de stadigt voksende flyvehastigheder medfører im idlertid, at kredsen af sådanne observatører må gives stadigt større radius, hvis man skal opretholde den minimale tidsfrist for det beskyttede objekts alarmering og forsvarsindsats; selv om objektet befinder sig i centrum af eget kontinent, risikerer man at komme til kort, og er målet et Pearl Harbour, er systemet urealisabelt. På denne baggrund opstod radarmateriellet, ved hvilket den menneskelige observation erstattes af en teknisk fjetnkending, således at meldepligten og meldingens formidling erstattes af et teleteknisk apparatur, der arbejder med lysets hastighed. Den mekaniske observatør, som radarmateriellet repræsenterer, kan se over langt større afstand end det menneskelige øje, både ved dag og nat, ligesom den måler afstanden og retningen til målet med enorm præcision — den gjorde også sin pligt ved Pearl Harbour, men de mennesker, som modtog dens korrekte meldinger, nægtede at tro på den og gik derved glip af kostbare minutter. Der er kun én begrænsning for radarens synsfelt, nemlig horisonten; man kan måle afstand og retning til månen, men ikke til en flyvemaskine, der befinder sig ret meget under horisonten; derfor må radarstationerne ofte — som de menneskelige observatører — opstilles i enorme kredse om det objekt, som de skal varsle, og, en signaltjeneste må bringe meldingerne fra radarstationerne til centrum; også den er hemmet af de terrestriske forhold; disse forhold er en væsentlig, medvirkende årsag til rumforskningen og satelitvirksomheden.

2. Satelitter.

Som nævnt ovenfor, har menneskene i den sidste generation forlænget sine observationssanser enormt ved hjælp af radar, ligesom radioteknikken har muliggjort lynsnare kommunikationer over tusinder af kilo ­ meters afstand — men jordens form og egenskaber skaber en uønsket skyggevirkning for den fulde og effektive udnyttelse af disse nyskabelser. Det har været kendt siden radioteknikkens barndom, at en overvindelse af disse hindringer kun kan ske ved udstrålinger, der sendes ud i rummet og på en eller anden måde reflekteres tilbage til jorden; atmosfærens øvre lag kan faktisk skabe en sådan reflektion, men den er højst uregelmæssig, og selv om en planmæssig udnyttelse af disse kendsgerninger fin ­ der sted, er forbindelserne oftest mangelfulde, proceduren kompliceret og mindre egnet til at bære det enorme antal af hinanden uafhængige, verdensomspændende forbindelser, som menneskene i dag har behov for til civile og militære formål.

Således kommer satelitten ind i billedet med dens utallige telekommunikationsmuligheder, af hvilke adskillige allerede i dag er realiserede, medens andre er under udvikling. Den „passive satelit“ virker simpelthen som et spejl, mod hvilket man sender sine radiosignaler op; de reflekteres af satelitten og rammer den anden side af jordkloden, hvorved horisontproblemet er overvundet.

Den „aktive satelit“ kan have mange former. Den har observationsorganer — mekaniske eller, en gang i fremtiden, menneskelige — og radiosendere, med hvilke observationerne sendes tilbage til jorden; den kan, når den kredser om jorden, opsamle sine observationer fra den anden side af jordkloden på en båndoptager, for — hver gang den passerer hen over sit hjemland — at udsende disse optegnelser til moderstationen på jorden; den kan, som det allerede er gjort, opsendes med et budskab på en båndoptager og afsende dette, når den befinder sig over adressatens område. Store muligheder rummer den „stationære satelit“ , der udforer et omløb pr. døgn og derfor, set fra jorden, altid befinder sig på et og samme sted; med et ringe fåtal af aktive, stationære satelitter kan der skabes i forhold til jorden stationære radiokædeforbindelser — antagelig fremtidens løsning på interkontinentale forbindelser.

3. Radiokæde forbindelser.

En anden af periodens nyskabelser er radiokædeforbindelser — permanente som feltmæssige. En radiokædeforbindelse er en radiokanal, der -—- ved frekvensoverlejring — bærer et større eller mindre antal samtidige forbindelser, f. eks. tale- og/eller fjernskriverforbindelser. Materiellet består af i og for sig almindelige radiostationer, dog normalt forsynede med retningsbestemte antenner, og et såkaldt „bærefrekvensudstyr“ — sådanne udstyr findes også for kabelforbindelser. Radiokædemateriellet er velegnet til at forbinde højere kommandomyndigheder; det er godt på vej til at afløse de feltmæssige kabelforbindelser, der ikke kan udbygges hurtigt nok til at følge en moderne hærs bevægelser.

4. Områdenet.

Blandt de organisatoriske nyskabelser skal fremhæves områdenettene. Ifølge de ældre doktriner er enhver chef ansvarlig for signaltjenesten inden for sit myndighedsområde, hvorfor der organisatorisk tildeles ham en signalenhed, der er beregnet til at kunne dække hans forbindelse med naboen og med hans dispositionsenheder, der på ganske analog måde hver har sine signalenheder. Signaltjenesten bliver ifølge dette dogme opdelt i et antal af hinanden uafhængige signalnet, ét eller flere for hver afdeling — i nøje relation til kommandovejen; man kan betegne nettene efter dette system som „afdelingsnet“, fordi hver afdeling har sine egne m idler og er ansvarlig for sine egne net.

I modsætning hertil fremtræder områdenettet, der er et — eller fleTe — net, som omspænder et geografisk område, og som skabes og opretholdes af den øverstkommanderende i området, og hvis stationer iøvrigt ganske valgfrit kan benyttes af enhver m ilitæ r myndighed i området; områdenettets stationer kan således lignes ved de civile post- og telegrafstationer, der er åbne for enhver bruger i omegnen. Særligt klart kan områdenettet fremtræde i ø-forsvaret, når øen dækkes af et net af mere eller mindre stationære signalkontorer, forbundne med egnede signalmidler; når de på øen optrædende, militære myndigheder iøvrigt er udstyrede med signalmidler, der gør det muligt for dem at tilslutte sig det til enhver tid nærmeste signalkontor, kan der ofte opnås en betydelig effektivisering af signaltjenesten som helhed. En moderne hærs fredstidstrafik er ofte så betydelig, at det bliver naturligt at oprette områdenettet, helt eller delvis, allerede i fredstid, hvorved opnås et væsentligt forøget signalberedskab.

5. Kryptofjernskriveren Fra signaltjenestens barndom har det været meget nærliggende at skaffe sig efterretninger ved aflytning af modstanderens signalkanaler; det første middel mod denne alvorlige fare var anvendelsen af hemmeligt sprog — en disciplin af meget gammel dato. Proceduren for ekspedition af meddelelser blev da prin cipielt fø lgende:

a) Nedskrivning af meddelelsen i klart sprog.

b) Dens omskrivning til hemmeligt sprog — kryptografering.

c) Dens signalmæssige befordring til adressestationen som kryptogram.

d) Det modtagne kryptograms omskrivning til klart sprog -— dekryptografering.

Signalets omskrivning til kryptogram og dettes dekryptografering måtte i periodens begyndelse almindeligvis foretages af fagfolk under anvendelse af særlige hjælpemidler: kryptografer, og som almindeligt overslag kunne fastslås, at hver af disse operationer ordentligvis tog mindst lige så lang tid som kryptogrammets signalmæssige befordring fra udsteder til adressat; denne metode — der endnu benyttes i betydeligt omfang — medfører ikke blot, at der må rådes over kryptosektioner og kryptografister, men også, at den samlede befordringstid for en meddelelse ordentligvis mindst tredobles.

På baggrund af den almindelige udvikling bliver sådanne, forlængede befordringstider mere og mere uantagelige, og derfor vinder kryptofjernskriveren (Nydansk: „on-line-krypto“ ) mere og mere udbredelse. Kryptofjernskriveren bør betjeningsmæssigt være identisk med den almindelige fjernskriver, men den skal automatisk og uden tidsspilde sikre, at signalet transmitteres i hemmeligt sprog, og at det på adressestationen automatisk og uden tidsspilde omsættes og nedskrives i klart sprog. Forudsat, at maskinens kryptosystem er af fornødent karat, skaber kryptofjernskriveren med andre ord en „transmissionssikker“ forbindelse, altså en kanal, som modstanderen ikke har noget udbytte af at aflytte. Den tid er næppe fjern, hvor felthæren med rette må hævde, at den ikke kan godtage den tredobling af transmissionstiden, som følger med kryptosektionens mellemkomst — og hvor man altså må forlange krvptofjemskrivere for befordring af alle signaler, der ikke kan sendes i klart sprog.

6. Signalofficeren

 Allerede på et tidlig t tidspunkt har man i alle hære erkendt, at den feltmæssige signaltjeneste betjente sig af så specifikke m idler og arbejdede under dertil svarende så specielle vilkår, at en særlig, sagkyndig ledelse af tjenesten var nødvendig. Derfor indgår signalofficeren (SGO) i alle stabe som den faglige chef for signaltjenesten, der over for troppeenhedens chef har ansvaret for tjenestens etablering og opretholdelse. Oprindelig var det almindeligt ved lavere led, at adjudanten tillige var SGO: endnu i dag ser man mange steder, at føreren for en troppeenheds signalenhed tillige er SGO; denne ordning må betragtes som mindre heldig, endda af flere grunde. Signalofficerens opgave er især at sikre, at signalenhedens fører (SGF) modtager så rettidige ordrer fra myndigheden, at signalmidlerne stedse, rettidigt kan følge kommandostationernes forskydninger. Set fra troppeførerens side må dette være et kategorisk krav, og det er vigtigt, at han har en sagkyndig repræsentant, der først og fremmest varetager dette. Signalføreren er i denne henseende ikke nogen uhildet person, thi han er den praktiske leder af arbejdernes udførelse; han er derfor ikke blot i tid og rum bundet til sin signalenhed — og dermed afskåret fra den permanente kontakt med førerstaben, som alene kan sikre en effektiv signaltjeneste — men han v il også, hver gang noget går galt, være fuld af undskyldninger, der, set fra hans side, er gode nok, men som ik ­ ke kan godtages af troppeføreren. Kravet om forbindelsernes rettidige tilstedeværelse er et imperativt krav, der med sagkyndig vægt må kunne hævdes af troppeføreren over for signalenheden — derfor bl. a. signalofficeren. Signaltjenestens stadigt voksende betydning har iøvrigt medført, at dens problemer, som ved periodens begyndelse, ikke blot ses i en mobiliseringsplan og en tilsvarende operationsplan, som, ved krigsudbrud, kan tages ned fra hylden og sættes i værk; i dag indgår signalproblemer i større eller mindre omfang i en meget stor del af alle de aktstykker, som danner allerede fredshærens baggrund, og en sagkyndig medleven i stabens daglige administration er derfor nødvendig, om signalstøtten skal blive effektiv, og signaltjenesten kunne vinde chefers og stabens tillid . I hvert fald ved armé, korps, division og brigadegruppe vil det i dag være ønskeligt — for ikke at sige nødvendigt — at en signalofficer er heldagsbeskæftiget i staben, ved de højere af de nævnte led som chef for en signalofficersstab, der rummer de fornødne specialister.

7. Signalkontoret.

De stadigt voksende stabe har medført et lokalt signalproblem inden for hver enkelt kommandostations område; medens en kommandostation — undtagen de allerhøjeste — før II verdenskrig var et punktformigt mål, i hvert fald et område af ganske ringe udstrækning, der ikke rummede lokale signalproblemer, har man siden fundet det nødvendigt at centralisere disse problemer ved et signalkontor SK T — hvor alle udefra kommende forbindelser termineres, og hvorfra alle lokale forbindelser udbygges. Med stabenes vækst, spredning og skjul blev det et dagligdags fænomen, at en ordonnans hurtigt og sikkert nåede frem fra f. eks. korps til division, men at han kunne tilbringe en eller flere timer med her at finde den person eller sektion, til hvem forsendelsen var adresseret; man skabte derfor et meldesamlingssted ved staben, klart angivet ved skilte, således at udefra kommende ordonnanser let kunne finde dette „kontor“ , der kvitterede for posten og påtog sig dens videre distribuering inden for området; snart blev det naturligt også at centralisere de elektroniske signalmidler til dette kontor, idet radiostationer og fjernskrivere opstilledes her, i en såkaldt „transmissionssektion“ ; skulle signalerne tekstsikres, skete dette da naturligt ved oprettelen af en „kryptosektion“ i signalkontoret, og endelig måtte der naturligvis føres kontrol med det meget betydelige antal aktstykker, som signalkontoret efterhånden kom til at formidle, hvorved dets „registreringssektion“ opstod. Tilblivelses- og befordringshistorien for en skreven meddelelse, et „signal“, blev da normalt følgende, i dag knæsatte procedure:

1. En person, „udfærdigeren“ , i en stab konciperer en meddelelse, der fra hans hånd går til „udstederens“ sekretariat (udstederen er den myndighed, til hvilken udfærdigeren hører).

2. Sekretariatet renskriver meddelelsen i det fornødne antal eksemplarer, på signalblanketter.

3. Ved en af de interne ordonnanser bringes signalet til signalkontorets registreringssektion.

4. Registreringssektionen frigør den interne ordonnans ved en kvittering og registrerer signalet som indgået på SK T og sender det til kryptosektionen.

5. Kryptosektionen omsætter signalet til kryptogram og returnerer det til registreringssektionen.

6. Registreringssektionen giver kryptogrammet videre til transmissionssektionen, der afsender kryptogrammet over fjernskriver eller radio og giver registreringssektionen meddelelse, når man har modtaget adressatens kvittering for signalet, hvorefter registreringssektionen noterer signalet som „ekspederet“ .

I hvert fald medlemmer af den lid t ældre generation vil nok finde denne procedure noget langsommelig; men har man én gang set de dynger af signaler, som kan mødes på et signalkontor, er det indlysende, at hvis dette overhovedet skal kunne bære ansvaret for, at hvert eneste af disse bliver korrekt behandlet, kan proceduren ikke forenkles; forudsat, at personellet på SK T er effektivt uddannet og ledet af en moden SKTfører samt tilstede i fornødent antal, viser erfaringen da også, at proceduren kan efterleves med gode resultater. Brugerne har ofte det indtryk, at signaler forsinkes unødigt på signalkontorerne, og naturligvis kan der smoles her som på enhver anden arbejdsplads; det, som interesserer brugerne, er naturligvis signalets samlede befordringstid; denne bedømmes ganske naturligt som tidsintervallet mellem den af udfaudigeren signalet påførte datotidsgruppe og det tidspunkt, på hvilket adressaten har fået det befordrede signal i hånden; dette tidsinterval indbefatter ikke blot den ovenfor beskrevne procedure hos udstederen, men den tilsvarende „omvendte“ på adressatens kommandostation og ender med, at adressatens sekretariat, udleverer det modtagne signal til den pågældende sektion. I en tid, hvor ild og bevægelse har nået ekstraordinær intensivering, får den samlede befordringstid naturligvis en ganske særlig betydning; den ideelle signaltjeneste burde kunne form idle det omhandlede signal med befordringstiden nul, et ønskemål, som man jo nærmer sig stærkt til for mundtlige meddelelser; det kan tænkes, at de fjernkanaler pr. tråd eller æter, der forbinder to myndigheders feltcentraler, er afbrudt eller overbelastede — men bortset herfra er det altafgørende for „mundtlige signalers“ befordring, at signaltjenesten tilvejebringer forbindelsen, medens brugerne selv „afsender“ og „modtager“ „signalet“ ! dette lyder selvindlysende, men sådan var det ikke altid; trådforbindelserne opstod som telegraf forbindelser, hvor telegrafister afsendte nedskrevne signaler over telegrafapparater og felttelegraflinier, ganske som det sker i dag, over radio- og fjernskriverforbindelser; da man opfandt telefonen, trådte denne i telegrafapparatets sted, og man sparede telegrafiuddannelsen — men i rum tid forblev telefonen et specifikt „signalmiddel“ , betjent hovedsagelig eller udelukkende, af signalpersonellet, der befordrede skrevne signaler ved at diktere dem over telefonlinierne; først efterhånden som telefonen fik indpas i det civile liv, kunne man udelukke operatørerne og lade stabsmedarbejderne tale direkte sammen.

Hvad der i dag gør den mundtlige tankeudveksling så meget hurtigere end den skriftlige, er da først og fremmest dette, at brugerne selv betjener terminaludstyret — telefonerne — medens signalpersonellet — centraloperatørerne — alene har til opgave at sikre de ønskede sammenstillinger. Hvad der i dag gor den skriftlige tankeudveksling så meget langsommere end den mundtlige er analogt først og fremmest dette, at terminaludstyr og procedurer her endnu er så komplicerede, at brugerne ikke kan overlades at betjene terminaludstyret. Som ønskemål må man fastholde denne analogi. En hurtig befordring af skrevne meddelelser må bestå deri, at terminaludstyret (skrivemaskiner for fjernskrivning) opstilles, ikke i et SKT, ikke i et sekretariat, men hos brugerne og betjenes af disse, således at hvert tegn, som af skriveren anslås på fjernskriveren, i samme øjeblik prentes på fjernskriveren ved adressaten; signalpersonellets eneste opgave skulle da — som for telefonforbindelsernes — være at sammmenstiille de forskellige fjernskrivere efter behov. De civile telexforbindelser viser klart dette princip, hvor fjernskriver abonnenten er tilsluttet en fjernskrivercentral og ved opkald selv tilvejebringer forbindelsen med den anden abonnent, til hvem han har en fjernskrivermeddelelse. Der kan ikke være tvivl om, at ildens og bevægelsernes enorme vægt og hastighedsforøgelse må medføre, at dette civile princip snarest søges overført til feltforbindelserne; når dette endnu ikke er sket, skyldes det dels de specifikke, feltmæssige vilkår, dels — og især — kravet om kryptografering af signaler inden de fjernbefordres. Hermed er man -— med en lid t mere fyldestgørende forklaring — vendt tilbage til det i pkt. 5 nævnte krav om den fuldautomatiske kryptofjernskriver, der kan betjenes af brugerne selv; alene dette materiel kan effektivt forkorte den lange befordringstid og koble signalforbindelserne — som nu taleforbindelserne — fri af særlige signalkontorer og sekretariater.

Signalkontoret er således vel en af nyskabelserne fra de sidste 20 år; det er i dag en velmotiveret nødvendighed -— men motiveringen er alene en teknisk nødvendighed, i større og større strid med det feltmæssige brugerbehov; det bør være en naturlig bestræbelse for signaltjenesten fremover at få omdannet disse signalkontorer — efterhånden som teknikken måtte mubggøre det — fra signalkonforer, der overtager brugernes meddelelser brevi manu og befordrer dem for brugerne, til „signalcentre“ . hvis eneste opgave er at sammenkoble de etablerede, feltmæssige fjernkanaler i overensstemmelse med hvert brugeropkald; først, når signalet ved een eneste brugeroperation kan sendes direkte fra udfærdiger til adressat, kan der opnås en befordringstid, der svarer til vore dages taktiske krav. Sålænge transmissions-, krypto- og registreringssektioner endnu er en nødvendighed, må det være en af signalofficerens vigtigste funktioner at overvåge, at ethvert signals gang gennem dette komplicerede apparat sker så hurtigt som overhovedet muligt; brugeren bør holde sig for øje, at den „forsinkelse“ , som han beklager at måtte konstatere ved at sammenligne sin udfærdigerdatotidsgruppe med adressatens modtagelsestidspunkt, blandt andet indebærer alle de antydede detailarbejder, men at forsinkelsen også kan have andre årsager end signalkontorets nødvendige virksomhed. Udfærdigeren bør vente med at skrive sin datotidsgruppe på sin koncept til et signal, ind til koncepten er færdig og afgår til sekretariatet; det er ikke ualmindeligt, at en udfærdiger begynder med at udfylde signalblankettens hoved, herunder datotidsgruppen, og at der derefter går en rum tid med overvejelser og drøftelser, før koncepten afgives til befordring; det kan selvfølgelig tænkes, at et signal på ureglementeret måde kan blive forsinket på SKT, men akkurat det samme kan ske på sekretariatet; det er uheldigt, men menneskeligt; hvis adressatens SK T har afleveret et indgået signal til sekretariatet kl. 1700 og adressaten ved et sådant uheld forst får det i hænde kl. 1900, kan SKT-proceduren naturligvis ikke lastes for denne del af forsinkelsen.

(fortsættes)