Log ind

Vor signaltjeneste siden 1940

#

Oberst Hensch afslutter sine betragtninger over udvik lingen af vor signaltjeneste med bl. a. nogle tankevækkende bemærkninger om „føring og papir“. De tidligere afsnit bragtes i januar-, februar- og martsnumrene.

5. Føring og papir.

I den betragtede periode siden 1940 er der sket en ganske overvældende forøgelse af de papirmængder, som hæren beskriver og forsender. En af tredivernes armételegrafofficerer fastslog, at den kæmpende hær havde brug for to slags papir: De ark som fandtes i en depecheblok, og de, der fandtes i en rulle toiletpapir -— resten var, efter hans mening principielt overflødigt; han godtog naturligvis en mobiliseringsplan og en operationsplan — men, sagde han, sligt laver man først og fremmest for at studere tingene; bliver det alvor, kommer det altid til at gå anderledes, og man har i hvert fald ikke tid til at søge i bindtykke værker — • man må kunne handle, „befale fra sadlen“ , uden tøven. Da de første udenlandske officerer besøgte forfatterens afdeling efter krigen, var deres første ord: „Hvordan i alverden kan De administrere alt dette med så lid t papir? De må lære at bruge noget mere!“ V i har unægteligt fået adskilligt mere papir siden da — om vi har lært at bruge det er en anden sag. En ting kan man indledningsvis fastslå: Papiret og signaltjenesten har det til fælles, at det personel, som beskæftiges med disse ting, må tages fra de egentlige kamptropper, og at de penge, det koster, må tages fra dem, der er bestemt til køb af våben og ammunition. I hvert fald for så vidt er både papiret og signaltjenesten et nødvendigt onde. Den samme, ovennævnte armételegrafofficer returnerede engang et udkast til signaltjenestens ordning ved en artilleriafdeling med ordene: „Det er udmærket, men så får I for få folk til kanonerne!“ Det må være en selvfølgelig pligt for enhver, der forestår „et nødvendigt onde“ , ikke at lade sig begejstre så meget af nødvendigheden, at han glemmer ondet.

Administrationens papir er en væsentlig del af det materiale, som signaltjenesten skal befordre; det foregående afsnit har klart belyst, hvor sendrægtig en tankeudveksling kan blive, når den skal formidles ved hjælp af papir, og i lyset af kamphandlingernes enorme akcelleration bliver papiret et enormt problem. Papirdyngerne er ikke et specifikt militærfænomen, men et samfundsfænomen; endnu for en menneskealder siden lededes samfundene af „Embedsmænd“ , der havde „en myndighed at udøve“ , og som handlede på basis af uddannelse, erfaring, generelle beføjelser og sund fornuft; i dag er embedsmændene bievne til „Tjenestemænd“ , hvis personlige beføjelser begrænses mere og mere, og hvis daglige virke mere og mere nærmer sig til — når et problem er konstateret — at dykke ned i et arkiv og søge der, in d til han finder et dokument, der fortæller ham, hvad han skal gøre i anledning af det konstaterede problem; lykkes det ikke, indberetter han sagen til sine foresatte; den tid er ikke fjern, da en elcktronregnemaskine kan udøve denne form for ledervirksomhed både hurtigere og sikrere end tjenestemanden — den kunne lynsnart gennemsøge alle „akter“ , finde frem til den rette instruks og automatisk udfærdige den o fficielle skrivelse, datere, adressere og frankere den — eller, hvis instruksen ikke findes, få en alarmklokke til at ringe ved den ansvarlige ministers seng. Det er vel nok rigtigt, at det civile samfund alt i alt må foretrække tjenestemanden frem for embedsmanden -— men det er et spørgsmål, om ikke en hær burde forsøge at bekæmpe denne udvikling inden for sine egne rammer. Y i ønsker visseligt intet „førerprincip“ i vort civile liv og foretrækker derfor som gode demokrater tjenestemanden for embedsmanden — men en hær kan ikke kæmpe, undtagen efter førerprincippet; hvis en hærs førere, høje som lave, skulle lede forsvaret med eneste autoritet i bindtykke værker og arkiver, der for hvert tænkeligt krigsproblem angav, hvad der i den anledning skulle foretages, ville fjenden overraske os ved vore skriveborde — forfatteren har ca. 30 af den slags ,krigsmateriel“ i sin stab, en bataljonschef har adskillige, og selv en kompagnichef har et par stykker. Det er klart, at hærens fredstidsadministration i nogen grad kommer til at følge civile tjenestegrenes — men det er en såre ond nødvendighed, fordi den i det daglige undergraver vor førermentalitet. Ifølge førerprincippet giver man en mand en opgave og egnede midler — men overlader detailløsningen ganske til ham selv, thi han må kunne vælge den detailløsning, som fjendens aktion betinger; der er ikke tid til at spørge foresatte — eller til at slå op i bøger.

Selv om man ser ganske bort fra krigens krav og alene koncentrerer sig om den pædagogiske fredstidsopgave, er det en ond nødvendighed. Som foresatte og lærere i fredstid burde vore instrukser og beføjelser være så enkelt og klart formulerede, at vi, stående over for vort mandskab, til enhver tid kunne reagere spontant — men sådan er det ikke mere. En auditør har engang skrevet i M ilitæ rt Tidsskrift om „Nattegnsvidenskab“ — og hvad der gælder frihederne gælder næsten alle geleddets øvrige forhold, f. eks. uddannelsesbestemmelser, rets- og straf feforhold m. m. Hvis man finder det en krigsnødvendighed at måtte fastholde den gamle opfattelse af befalingsmanden som en „Embedsmand“ med generelle beføjelser og lokal dispositionsfrihed, så er dagliglivet i hæren efterhånden en dårlig skole, thi vi er bundne på hænder og fødder af papir; det foreligger i sådanne mængder, at vi umuligt kan rumme viden, blot om dets eksistens, endsige om dets detailindhold, i vor hjerne — vi må derfor, for at være tro tjenestemænd, idelig spørge os selv: „E r der mon tjenestebestemmelser for dette?“ , altså først søge i arkiverne, derefter — om resultatet er positivt — studere bestemmelserne og handle derefter, eller — om resultatet er negativt — enten ulejlige vore foresatte eller håbe inderligt på, at der undtagelsesvis ikke findes detailbestemmelser. Om vi finder bestemmelserne, er der „kun“ sket den skade, som efterforskningen betinger -— dvs. at vi må sige til vore undergivne: Jeg kan hverken svare eller befale på stående fod; De skal høre fra mig, når jeg har fundet ud af det. Finder vi ikke bestemmelserne, bliver vi usikre — for om de alligevel eksisterer, et eller andet sted, og vi handler imod dem, så er det galt, ikke blot nedadtil, men også opadtil. Men tjenestereglementet siger: „Han skal i sin virkekreds optræde med selvstændighed og ikke unddrage sig det deraf flydende ansvar; han skal også søge at fremme selvstændigheden hos sine undergivne og lære dem at anvende den på rette måde“ . Papirmængderne gør mere og mere denne klare målsætning til en tom floskel, der i en ny, ajourført udgave måske burde lyde: „Han skal i sin virkekreds undgå enhver selvstændighed, der pådrager ham et personligt ansvar, begrænse sig til at gøre nøje, hvad der er befalet og indhente forholdsordre, forinden han handler i situationen, for hvilke der undtagelsesvis ikke måtte være givet forholdsordrer. Han skal bestræbe sig på at uddanne sine undergivne i samme ånd“ .

Det er utænkeligt, at personel i stabe uden direkte kontakt med geleddet vil finde, at det her frem førte skyder over målet — forfatteren, der er regimentschef, har daglig problemet lige for næsen —- det er måske trukket meget „klart“ op — men det er der, og det giver en regimentschef og hans officerskorps de alleralvorligste bekymringer. Ved periodens begyndelse var det en fundamental grundregel, at enhver til hæren hørende havde én foresat, fra hvilken han modtog alt tjenesten vedrørende, og over for hvem han var ansvarlig for sit hele tjenstlige forhold; kommandovejene dannede et billede af nedadvendte vifter, idet enhver foresat havde et antal undergivne. I dag har man indtryk af, at billedet er det omvendte, at enhver af os har et betydeligt antal foresatte, der hver for sig sender os langt mere papir, end den ene sendte os i gamle dage, og som tilsyneladende ikke skænker det en tanke, at adskillige andre foresatte betænker os i lige så rigeligt mål — tilbage sidder f. eks. en regimentschef med den opgave af det hele materiale at skabe korte, koncise tjenestebestemmelser, som kan danne grundlaget for bataljons- og kompagnichefers daglige virke og for geleddet; han kan ikke lade være med at lade alle disse reglementer, bestemmelser, direktiver, vejledninger, instrukser og befalinger gå videre — og han kan ikke engang selv overse dem. Det hele problem burde måske behandles af en militæ r — psykologisk arbejdsgruppe, der fandt ud af, hvor stort et fond af tjenestebestemmelserne en befalingsmand af gennemsnittet kan tilegne sig og opmagasinere i sin hjerne — det kunne antagelig angives i så og så mange tryksider, hver på så og så mange ord; de samme psykologer kunne derefter udregne, hvor stor en del af denne mængde man kan nå at lære folk på de respektive skoler, som skal uddanne befalingsmænd, instruktører m. v. Endelig kunne kredsen af regimentschefens foresatte måske træde sammen og — med den således angivne stofmængde som topgrænse — mellem sig fordele de papirmængder, som herefter maksimalt bør udsendes. Forfatteren ville ikke have dristet sig til sådanne bemærkninger, om ikke det var hans bestemte indtryk, at adskillige af hans foresatte føler noget lignende — her er ikke tale om „uheldige dispositioner“ , men om en tendens, der er naturlig og forståelig i det civile samfund, og som herfra oversvømmer også forsvaret, hvor det danner en alvorlig trussel mod den ganske specielle form for arbejdsledelse, som må kendetegne en hær. For signalofficeren er det naturligvis ikke så meget papirmængdens virkninger, der er af betydning, som det er dens vægt i kilo eller tons. Når en sergentelev har så mange lærebøger m. v., at han ikke kan bære dem, må man naturligvis forsyne ham med en trækvogn, når han skal flytte — analogt må signalofficer og hærorganisator koldsindigt tage papirmassen til efterretning som et faktum og forøge mængderne af signalm idler og -personel af alle arter og kategorier tilsvarende; i fredstid har vi jo postvæsenet og telefonselskaberne, og de udtrykker ingen betænkeligheder ved vort trafikbehov — signalofficeren kan naturligvis også med en vis, faglig stolthed pege på sin fagtjenestes stadigt voksende omfang, men han siger alligevel: Hvor mange bliver der tilbage til at slås? Papirvældets signalproblem må løses på én af to måder: enten må papirmængden indskrænkes, og dens vandringer forenkles — eller også må signalenhederne, i særdeleshed de overordnede, øges ganske overordentligt. I helhedens interesse må man ønske, at løsningen bliver den førstnævnte.

E. Afsluttende bemærkninger.

I det foregående er søgt givet en oversigt over den danske militære signaltjenestes udvikling siden 1940, ikke med noget forsøg på historisk fuldstændighed og objektivitet — thi sligt ville fylde flere bøger og kræve års arbejde — men alene ved frem stillingen af visse føringsmæssige, tekniske og psykologiske problemer, som forfatteren er stødt på, og som i særlig grad har aftegnet sig i hans erindring ved et kort tilbageblik; der har ikke været tilsigtet noget oplæg til en polemik, langt mindre søgt motiveret og defineret nye dogmer eller kritiseret gamle.

Den omhandlede periode har været kendetegnet ved

a) en verdenskrig.

b) 5 års besættelse af Danmark.

c) en voldsom udvikling af ildens kraft og bevægelsens hast.

d) en voldsom, teknisk udvikling, også på det teletekniske område, en udvikling, der næppe endnu tør betegnes som afsluttet, om end tempoet vel er faldende.

Det, som i en sådan periode står i størst fare for at briste, er antagelig den målbevidste samordning og planmæssige, almenmilitære udnyttelse af en lang række tekniske nyskabelser og forbedringer, der hver for sig kan tænkes nyttiggjort i forsvaret på mangfoldige måder; denne fare er så meget større, som det er um uligt for et enkelt menneske at spænde over hele dette register, som kun kan beherskes af grupper af specialister, dvs. mennesker, som må ofre næsten al deres tid på et speciale, som udviklingen gør snævrere og snævrere, og fra hvis kredse man derfor har sværere og sværere ved at finde mennesker, som man kan give ansvaret for hærorganisatorens og troppeførerens altoverspændende, koordinerende planlægning og totalitære arbejdsledelse. For signaltjenestens vedkommende er denne fare i hvert fald ikke mindre end for andre militærspecialers; den svagstrømstekniske udvikling er så enorm, den ortodokse indstilling om, at den professionelle signalofficer i sin egenskab af fagmand må beherske sit fags teknik fuldt ud, er så indgroet, at der opstår en alvorlig kon flikt om sådanne officerskorps’s uddannelse fremover. Verden over v il man på dette felt — som på alle andre, militærtekniske felter — være henvist til stor agtpågivenhed og vågen nyorientering, hvis den militæ re signaltjeneste ikke blot skal være teknisk moderne, men også være en rationel løsning på den moderne føringsformidlings problem.

Det synes vigtigt, i en sådan epoke, at holde sig for øje, at medens civil teletekniks planlægning i videste forstand kan se sin berettigelse i faktorer som „videbegærlighed“ (den teoretiske, videnskabelige forskning) og „business“ (den tekniske forskning, anvendte videnskab, hvis mål er fortjeneste gennem dækning af civile behov — fra telekommunikationer til elektronisk legetøj), så har den militære signaltjeneste kun én eneste ledestjerne, nemlig på bedste og billigste måde at dække de teletekniske behov, som opstår i forbindelse med en kæmpende hærs organisation og føringsprocedure. Så længe fondet af teknisk viden endnu var så begrænset, at et velbegavet menneske kunne tilegne sig denne specifikke viden in extenso og samtidig erhverve sig en effektiv uddannelse i hærorganisationen og troppeføring, så længe var det temmelig let for hærene at inddrage de tekniske videnskaber som værdifulde hjælpefaktorer — og således var det endnu stort set i vort århundredes første årtier; men siden da er både de tekniske videnskaber og den almenmilitære krigskunst kendetegnet ved en udvikling, som kræver en stadig specialisering. Man kunne ved århundredets begyndelse påregne at give en fuldt uddannet officer en supplerende, videnskabelig uddannelse, der sidestillede ham med civilingeniør, ja nogle kunne endog desuden modtage den højst tænkelige, militære uddannelse som generalstabsofficerer; udviklingen har medført, at en sådan officeruddannelse i dag ville blive så omfattende, om den skulle være rationel, at det meste af en officers tjenestetid måtte hengå med tjeneste på skoler, så at nyttevirkningen — tjeneste i stabe og geled — blev alt for begrænset. I dette dilemma er der åbenbart kun to udveje: at forlænge officerens tjenestetid væsentligt ud over den nuværende aldersgrænse eller at omlægge uddannelsen.

For signaltjenesten foreligger tilsyneladende i hovedsagen følgende kategorier af fagfolk:

a) Officerer, der har den for føring af signalenheder fornødne, almenmilitære og signalfaglige viden og færdigheder.

b) Officerer, der har den for stabsarbejder fornødne kombination af stabs- og signaluddannelse.

c) Officerer, der kan forestå signalparker og -værksteder og lede faglig-teknisk vedligeholdelse og udvikling.

ad a) Disse officerer, der begynder som næstkommanderende ved signalkompagnier, må have en sådan uddannelse, at de i enhver henseende kan bestride de funktioner, som deres undergivne skal udføre; en signalofficer, der ikke kan betjene en radiostation, et omstillingsbord, en kryptograf, en fjernskriver osv., kan ikke være ansvarlig overlærer og arbejdsleder for en signalenhed. En sådan faglig individualuddannelse hører vel naturligt hjemme på en signalskole; den tager sin tid — men kan ikke undværes. Den må naturligt parres med en almindelig, taktisk uddannelse, fælles for alle våbens officerer.

ad b) En signalofficer, der har modtaget den under a) nævnte uddannelse med positivt resultat og ved geledtjeneste vist, at han gør fyldest på sin plads, har dermed erhvervet nogle af forudsætningerne for at kunne være en overordnet troppeførers fagbge chef for signaltjenesten eller medarbejder for denne chef — men han mangler endnu væsentlige forudsætninger for et sådant virke, der er så snævert knyttet til en troppestab, thi hele denne stabs øvrige personel har — just med denne tjeneste for øje — gennemgået en yderst effektiv uddannelse til generalstabsofficerer; de er herved opdraget i en stabsånd, en terminologi og en mentalitet, som signalofficeren i staben og hans medarbejdere bittert v il savne. Jo mere den overordnede signalenhed ændres fra en dispositionsenhed til et uundværligt stabsorgan, jo vigtigere bliver det, at de i staben tjenstgørende signalofficerer har samme uddannelse som de øvrige stabsmedarbejdere, er trænede i stabsarbejde på skolebænk sammen med dem; også hærorganisatorens stedse øgede behov for signalkyndigt personel vil sikkert gøre en sådan uddannelse mere og mere ønskelig.

Signaltjenestens intime indpasning i hærlegemet kan således gøre det naturligt at sige, at signalofficerens afsluttende uddannelse bør være generalstabsklassen — ikke for at gøre ham til kandidat til hærens troppeførerposter, men for at kvalificere ham til faglige chefstillinger og til medlem af sådanne chefers stabe — man kunne måske overveje at lade disse signaloffficerer „følge“ uddannelsen i stabsklassen, som „overtallige“ elever. ad c) Skulle man søge frem mod en frem tidig uddannelse af den overordnede signaltjenestes officerer som antydet i a) og b), må man gøre sig klart, at man ikke mere desuden kan gøre disse officerer til civilingeniører i svagstrømsteknik; man kunne lade et fåtal signalofficerer modtage denne uddannelse i stedet for stabsuddannelsen, alt efter kvalifikationer og behov, og derved prædestinere disse til de stillinger inden for signaltjenesten, der nødvendigvis forudsætter den højeste, tekniske viden.

Ud fra det moderne dogme:

„En fører, der mister den elektroniske forbindelse med en dispositionsenhed, har mistet kontrollen over denne enhed, in d til den elektroniske forbindelse er genoprettet“ .

har forfatteren ved et udvalg af personlige indtryk og erfaringer fra de svundne 20 år, søgt at belyse signaltjenestens ændrede vægt og betydning og den lange række nye problemer, der er opstået i de to årtier; det ville være halsløs gerning på så nært hold at tilsigte nogen art af historieskrivning, langt mindre at forsøge at give „gode råd“ ; det synes ganske utvivlsomt, at man i vor som i vore allierede hære har erkendt signaltjenestens nødvendighed og gjort sig store anstrengelser for midt i et ukendt hastigt udviklingsinterval at udbygge dette apparat til fornøden effektivitet; midt i et sådant interval kan man dog stundom føle trang til at standse op et øjeblik for at se, hvor langt man egentlig er kommet, hvor man egentlig står, og om man kan øjne en afklaring forude. Kun de, der i så travl en tid har turdet afse tid til at blade andres subjektive indtryk igennem, kan vurdere, om disse havde nogen værd.

Hensch.