Log ind

Vor militærtekniske Krisesituation

#

I en særdeles bemærkelsesværdig Artike l i dette Tidsskrifts Nummer for Januar 1952 har Oberstløjtnant H. C. Engell givet en drastisk og modig Skildring af Teknikkens Stade eller maaske snarere: Teknikerens Kaar i den danske Hær. Undertegnede ønsker gerne at give Oberstløjtnanten min fulde Tilslutning til Artiklens Hovedlinie; man nikker tragisk genkendende til en Række af de Billeder, der fremdrages; vi befinder os, som det siges, i en Situation, „livor den tekniske opinion i forsvaret forstummer, og livor ingen savner den“, og livor Teknikeren „for husfredens og sin egen fremtids skyld pakker sagen ind i allehånde omsvøb, inden han serverer den“ — eller hvor han drøfter med sine Hjælpere, om det overhovedet kan nytte noget at fremføre de facts, som han har tilvejebragt. „Fristelsen til at gore sig populær ved at være ineffektiv“ er en kort og malende Beskrivelse af en ikke uvæsentlig — men lidet udbytterig — Del af den militære Teknikers daglige Overvejelser. Nærværende Indlæg i Sagen søger iøvrigt sin Berettigelse paa tre Punkter, nemlig:

1) Ønsket om at støtte den manende Appel, hvorved Oberstløjtnanten slutter sin Artikel.

2) Ønsket om — ikke mindst over for en civil Bedømmelse af de fremdragne Forhold, der meget vel kunde tjene som Grundlag for en Videreførelse af de Angreb, der fra visse Ho ld er blevet rettet mod danske Militærteknikere — at paavise, at disse Forhold hverken skyldes „Officersarrogance“ eller en mangelfuldt gennemført „Demokratisering“ af O fficerskorpset, men har sin Rod i Hærens særlige Arbejdsvilkaar samt i den sociale Deklassering af Officerskorpset som Helhed, som har kendetegnet de senere Aars Udvikling.

3) Ved denne Paavisning af Aarsagerne at antyde Veje til en Afhjæ lpning af de omhandlede, alvorlige Vanskeligheder.

Oberstløjtnant Engcll omtaler det „taktiske Hegemoni“ som en væsentlig Aarsag til Vanskelighederne, men præciserer, at der ikke kan rokkes ved dette Hegemoni; dette er lige saa indlysende rigtigt som Artiklens liele Grundlinie. Men: En saadan Erkendelse kan meget vel for mangen Taktiker være en god Undskyldning til at henlægge Sagen med et Skuldertræk og for den civile Kritiker til at gaa til Angreb paa dette Hegemoni. For at undgaa dette hor begge Parter — Tekniker som "Taktiker — søge til Bunds i Spørgsmaalet, soge at finde de principielle Aarsager til, at tekniske Officerer moder saa store, administrative Vanskeligheder for deres daglige Arbejde, at Artikler som de foreliggende kan fremkomme. Oberstløjtnant Engeil berører vist Sagens Kerne, naar han skriver, at en Aarsag er, at „Forskningsresultaterne skal fremmes ad en kommandovej, som i sin grundidé er skabt til form idling af taktiske ordrer og kommandosager“ — med andre Ord et M iddel, der skal muliggøre en Troppeførers Føring. Dette Faktum, Kommandovejen og dens Natur, skaber den psykologiske Baggrund for den daglige Adm inistration; den skaber og tilsigter en Mentalitet, som bygger paa Føringsprincippet, Førermentaliteten — og Teknikerens administrative Vanskeligheder maa sikkert søges i det Faktum, at Forskningens, Videnskabens og Teknikkens Mentalitet er en ganske anden end Føringens. Hermed er intet sagt om, at en af disse Mentaliteter skulde være bedre end den anden, men kun fremhævet, at der er en dybtgaaende Forskel. Den Mentalitet, som den civile Teknikers Sager møder paa sin Gang gennem foresatte Instanser, kan liave et økonomisk Islæt — men sjældent eller aldrig et føringsmæssigt, fordi Føringsprineippet i civile, frie Samfund kun anvendes som Arbejdsledelse paa faa, specielle Omraader, hvor det — som i Hærene — er uundværligt. Dette bor straks vise den civile Kritiker, at man ikke uden videre kan sidestille Administrationen i en Hær med den civile Administration af tekniske Spørgsmaal; det kan muligvis have positiv Værdi at betragte de fremdragne Forskelligheder lidt nærmere.

Kommandovejen er et M iddel i Førerprincippets Tjeneste. Som saadant er Kommandovejen ubestridelig effektiv — og Førerprincippet finder ingen Soldat paa at rokke ved: det er lige saa nødvendigt paa Slagmark, Brandsted og Kommandobro, som det er unødvendigt og uønskeligt paa den almindelige, civile Arbejdsplads, hvor en detailleret Arbejdsplan kan lægges forud, fordi en tilsigtet Obstruktion eller Kamp mod uberegnelige Naturkræfter ikke foreligger. Førerprincippets Mentalitet er - paa alle Trin af Kom ­ mandovejen — at Førerens Ord er Lov for enhver undergiven, men kan omslødes af enhver foresat. Denne Mentalitet er uundværlig paa Kamppladsen og tilsvarende, særlige civile Arbejdspladser, dens Nødvendighed er en direkte Konsekvens af Kravene om øjeblikkelig Reaktion over for enhver af Modstanderens uforudseelige Aktioner, hvor de end maatte komme, og om et Samarbejde, som ikke forud kan planlægges i Detailler, men maa skabes lynsnart, ved Improvisation. Føringen betegnes ikke for intet som Krigs kunst, den hviler vel paa Overvejelser og Planlægning, hvor det er muligt, men der er ikke T id til „Prøver og Forsøg“, ej heller til „Komm issionsarbejde“, naar Fjenden sætter et overraskende Angreb ind; derfor maa Førermentaliteten — fra Korporal til General — i høj Grad være af intuitiv og totalitær Karakter, og dette er faktisk muligt, bl. a. fordi:

1) E t taktisk Problem, selv nok saa vel defineret, bar ikke een, men mange, midige Løsninger.

2) Det er vanskeligt at udpege en enkelt Løsning som den bedste.

3) E n middelmaadig, men haandfast gennemført Løsning kan give Sejr, hvor samvittighedsfulde Overvejelser og Søgen efter den bedste Løsning ender i en Katastrofe, thi

4) det haster i Krig ; en fuldendt Overraskelse er en halv Sejr, og Overraskelse sikres bedst ved at handle lynsnart.

Oberst Ro lf Ka li skriver i „K rig “, Side 85, om Førerens Egenskaber bl. a.: „Hvilke Egenskaber det er, der skaber en stor Fører, er ikke let at sige; ligesom Digtere og Kunstnere drives han ofte af gaadefulde Indskydelser. Fælles synes dog: Fremsyn, Snarraade og Evne til at gaa op i en Sag og bøje alt for sin V ilje — brændende Virketraa — en Hukommelse, der fastholder alt, en Indbildningskraft, der gjorde seende, livor andre var blinde, et lynsnart B lik, naar det gjaldt, og — Selvtillid og Menneskekundskab.“ Den taktiske Fører lærer derfor — som enhver Mand i Hæren — at lvstre sine foresatte: ikke fordi ban skal gøres til en Slave (thi livor kunde han saa fore sin egen Delstyrke?), heller ikke fordi han bor tilla*gge sin foresatte guddommelig Klogskab — men fordi han ved, at i taktiske Problemer kommer den valgte Kurs’s A rt i anden Række, medens Sammenholdet om dens konsekvente Gennemførelse er det primære for Sejr. Derfor kan ikke blot Slaven, men ogsaa den velbegavede Fører Gang paa Gang se sig „underkendt“ af sine foresatte og dog følge hans Befalinger med T illid og Glæde. T h i Underkendelsen er ikke — som Paavisningen af et forkert Regnestykke — et M istillidsvotum, men kun Udtryk for et andet Skon over en Flerhed af Muligheder, og Sammenholdet om den valgte Mulighed er altafgorende. Derfor er det ganske naturligt, at enhver Taktiker arbejder paa det Grundlag, at hans Ord er Lov, saa længe det stemmer med foresattes Ordrer; derfor ser Taktikeren med berettiget M istillid paa sine undergivnes Forsøg paa „Bessermachen“, i hvor høflige Former Ændringsforslag end fremsættes. Det er en daarlig Fører, der tolererer Modargumenter fra sine Undergivne eller ikke tor befale, hvis han frygter, at det befalede ikke gefalder hans undergivne. V i Militærteknikere anerkender naturligvis denne Føringsmentalitet; vi er opdraget i den, og naar vi er blevet i Hæren, trods vore tekniske Vanskeligheder, skyldes det, selvfølgelig, Respekt for den konsekvente Arbejdsledelse, som Føringsprincippet indebærer: vi føler, at det er rigtigt for en Hær. Men Føringsmentaliteten rimer daarligt sammen med Videnskabens, Forskningens og Teknikkens Mentalitet, og dette Modsætningsforhold er Aarsagen til vore Vanskeligheder. Dette skyldes ingenlunde, at vi Teknikere er blevet daarlige Soldater, eller at vi skulde foretrække eller tilstræbe en teknisk Mentalitet frem for en Følingsmentalitet, men at en Sags A rt i høj Grad er bestemmende for den Mentalitet, som maa præge dens Behandling, og at tekniske og taktiske Problemer i denne Henseende er væsensforskellige.

Forskning og Teknik hviler paa Naturlove og Kendsgerninger. I Sammenligning med Føringens Mentalitet, som den er antydet foran, maa erindres, at

ad 1) E t veldefineret, teknisk Problem har een eller kun et ringe Faatal af Løsninger.

ad 2) Nøjere Analyse vil altid kunne udpege een af disse som den bedste for ikke at sige den rette eller den eneste.

ad 3) En middelmaadig, teknisk Løsning kommer altid haablost til kort over’ for en bedre — i Fred ved svigtende Afsætning, i Krig ved Blod og Nederlag.

ad 4) Det haster aldrig for Forskeren! Hvad han ikke finder i Dag, finder ban maaske i Morgen eller næste Aar, eller hans Efterkommere loser Problemet.

Forsker og Tekniker er ikke — som Kalis Hærførere — noget af en Digter eller Kunstner; Opfindere kan være Aladdinnaturer, men Forsker og Tekniker er alt andet; langt mindre er ,-Snarraade“ og „Evne til at boje alt for sin V ilje “ Forskers og Teknikers Kendetegn. Forskning og Tekn ik bar sin Lydigliedslov, sin totalitære Islæt, men lier er det ikke et Menneskes — den foresattes — Ord, men Naturens Orden, Statistikkens Resultater, de logisk gennemførte Forsøgs entydige Belæring om Naturprocessernes Forløb, som er Trumf. Forsker og Tekniker er lige saa lidt Rebel som den korrekte Soldat; begge Kategorier anerkender en liøjeie, absolut Autoritet, begge føler en absolut Lydigbedspligt, men af forskellig Art. Man kan vel sige, at Forskerens Lydigbedspligt er af objektiv Art, en Lydigbedspligt over for indiskutable Fakta, Naturlovene og de Konsekvenser, som logisk Tænkning og entydig Beregning medfører ud fra Naturlovene — medens Soldatens L y ­ digbedspligt er af subjektiv Art, idet den efterleves over for et Medmenneske, den foresatte, og respekterer dette Menneskes Skøn som Arbejdsgrundlag. Teknikeren og Forskeren anerkender ingen V ilje over Kendsgerninger og Naturlove. Han lader sig gerne belære af klogere — men kun hvis de beviser, at han bar fejlet; iøvrigt fastholder ban med fuld Ret de entydige Resultater, som Love, facts og samvittighedsfulde, kontrollerede Beregninger fører ham til, disse Resultater er ikke hans Afgørelse, men Naturens, som ban — ved at følge dens Love — nyttiggør for sine Medmennesker. Anderledes udtrykt er Forsker og Tekniker først og fremmest Observatør; ban studerer Naturkræfterne, og paa Basis af sin V iden forudsiger ban, hvad der vil ske, hvis man bringer visse Kombinationer i Stand; er ban veluddannet, er denne Forudsigelse rigtig og entydig, og ban ryster med Føje paa Hovedet, livis et Menneske afviser lians Resultater under Henvisning til sin højere Grad, ganske som man vilde ryste paa Hovedet af en Finansminister, der forelagt Regnestykket 2 + 2 = 4 vilde sige: Det passer ikke, for jeg er Finansminister.

Alt dette er i Dag selvfølgelige Vilkaar for den civile Forsker og Tekniker i et frit Samfund. I denne Aand af Respekt for Naturlove og faets oplæres ogsaa Militærteknikeren. Kan det undre, at denne Aand — som udsletter Individet, der bojer sig for Love og Kendsgerninger — har svært ved at forliges med Føreraanden, der siger: „M it Ord er Lov — og jeg vil ikke diskutere; Du er en daarlig Soldat, om Du venter det af mig. Gør hvad jeg siger, og spar mig for dine Synspunkter.“ ? Vor Hærs daglige Gerning hvilede indtil 1940 i høj Grad paa „Tjenestebestemmelserne“ — d. v. s. en Række Reglementer, Anordninger og Love, som i saa vid Grad som muligt fastsatte baade Hovedlinier og Detailler i Hærens Arbejde. Der stod en særlig Respekt om de Chefer, som kendte deres Tjenestebestemmelser til Bunds, Tjenestebestemmelseme blev Hærens egentlige Rygrad, Baggrunden for dens Lydighedspligt — i mangt og meget paa samme Maade som Naturlovene danner Baggrunden for Teknikerens Arbejde. Med Krigen og Besættelsen maatte Tjenestebestemmelserne i betydeligt Omfang vige for individuelle, administrative Afgørelser, og det var vel uundgaaeligt, at det daglige Arbejdsgrundlag efterhaanden i højere Grad blev en Række Skrivelser og Befalinger end Fortidens faatallige, trykte Reglementer. Desværre synes det, som om disse Aar har skabt en ny Mentalitet; de yngre Officerer mangler ofte den grundfæstede Respekt for Tjenestebestemmelserne, som præger den ældre Generation — og det kan ikke undre, eftersom Tjenestebestemmelseme i en Aarrække har været et ganske utilstrækkeligt Administrationsgrundlag — bliver end mere individualistiske i Synspunkter og Metoder, glemmer Detaillernes Betydning; og Befalingsrettens Udøvere bliver end mere subjektive i deres Kommandoføring, jo mere haabløst det bliver at bevare et tilsvarende Overblik over en Aarrækkes Sagsarkiver som det, man før liavde over en halv Snes adm inistrative Reglementer. Det er uundgaaeligt, at disse noget løsere V ilkaar for den daglige Adm inistration i høj Grad appellerer til den taktisk trænede Befalingsmands Førermentalitet; man overser i nogen Grad Forskellen paa de taktiske Problemer og de administrative, pædagogiske, og saaledes overføres lidt efter lidt den subjektive, suveræne Føringspraksis paa Administrationen. Bemærk: Det kan næppe med Foje siges, at de administrative Chefer af i Dag mangler administrative Bestemmelser, eller at deres foresatte har begaaet nogen Undladelsessynder i denne Henseende — men disse Bestemmelser har ved den stedfundne Udvikling sprængt den gamle, reglementariske Ramme og foreligger i Dag i en Mangfoldighed, der gør Enkeltbestemmelserne vanskelige at efterspore; man har en Fornemmelse af, at der for tre— fire Aar siden er kommet en Skrivelse, der fastsatte Bestemmelser for et givet Problem, man leder i sit Ark iv et Par Timer, tiden Resultat, man har ikke T id til at blive ved med det, saa mander man sig op til at tage en egenmægtig Beslutning — og i de fleste Tilfæ lde gaar det helt godt, fordi heller ikke den foresatte erindrer den nævnte Bestemmelse; efterhaanden finder man ud af, at det jo er meget hurtigere at bruge sin sunde Fornuft og sin „Befalingsret“ end at rode i et ufuldstændigt Ark iv, som maaske kun gaar et Par Aar tilbage, fordi den Myndighed, man er Chef for — som saa mange andre — er nyoprettet og ikke har kunnet tildeles de fornødne Tjenestebestemmelser, langt m indre nogle K ilo Afskrifter af de sidste seks Aars Akter. De to Omstændigheder — Krigens Aar og Oprustningsperioden og det internationale Samarbejde med alle dets Omvæltninger — er Aarsagen til, at Hæren i sin daglige Administration arbejder mere usikkert, mere subjektivt end før, og at Taktikerens suveræne Dispositioner — hvis Berettigelse støtter sig paa de taktiske Problemer — faar mere og mere Tndpas paa Felter, hvor denne Administrationsform ellers ikke anses for hensigtsmæssig i et frit Samfund. Di sse Forhold er utvivlsomt medvirkende til Milita>rteknikerens øgede Vanskeligheder i Dag. Fortidens korte, klare og entydige Tjenestehestemmelser indgik i hans Bevidsthed — og i hans foresattes — paa L in ie med Naturlovene, dannede sammen med disse sidste hans egentlige Arbejdsgrundlag. Der var faktisk en klar Parallel mellem Taktikerens daglige Administration og Teknikerens Arbejde; de havde i de korte og klare Tjcnestereglementer henholdsvis i Naturlovene begge en klart defineret, højere Autoritet; som Naturlovene gælder for enhver Tekniker, uanset hans Embedsomraade, gælder Tjenestebestemmelser for enhver m ilitær Administrator, uanset hans Charge — men denne Parallel er i Dag langt mindre klar end for femten Aar siden, paa Grund af den beskrevne Udvikling. Den militære Administrator, som stadig nødig vil handle, før han til Bunds kender de gældende Bestemmelser paa det foreliggende Felt, sinker sig og sine Omgivelser, han faar efterhaanden et pedantisk Skær i Sammenligning med de „fiksere“ Omgivelser, der handler hurtigere, fordi de tager lettere paa de vanskeligt tilgængelige Tjenestebestemmelser og i Stedet disponerer subjektivt, suverænt. Mangen moderne Kompagnichef studser, naar lians Bataillonschef paalaler, at Kompagniets Indberetninger er sjuskede, fyldt med Stavefejl og Unojagtigheder, livor Kompagnichefen fra for femten Aar siden vilde fole sig dybt beskæmmet — men hvad Grund er der til at formode, at en Sag er grundigt gennemtænkt, at Tjenestebestemmelserne er nøje efterlevede, livis man ikke en Gang i den ydre Form finder Vidnesbyrd om Omhu og Orden? A lle vil svare — som Kompagnichefen: „V i bar ikke T id ! “ Nej, det er sandt; Hærens Opgaver er vokset saa hurtigt, at dens faste Personel er utilstrækkeligt, baade i Mængde og K va litet; i en Aarrække har den gamle Stamme haft mange Timers dagligt Overarbejde — men efterhaanden svigter Kræfterne, og saa maa man enten løse hver Dags Arbejdsmængde den Dag og give A fka ld paa Kvaliteten eller se Sagerne dynge sig op og risikere det Prædikat, at man ikke evner at overkomme sit Arbejde. Under saadanne V ilkaar kommer Sjuskeriet uundgaaeligt i H ø jsædet, thi de færreste har T id til at vurdere Kvaliteten af deres undergivnes Arbejde, Hovedsagen bliver, at Indberetningerne kommer frem i rette T id , saa de kan sendes videre i rette T id ; den, der ikke vil fremme en Sag, for han har fuld Sikkerhed for, at den er korrekt, sinker sine foresatte, og ingen kan skaffe ham den Medhjæ lp, den øgede Arbejdsmængde nødvendiggør.

En gammel Romer sagde Festina lente!

En gammel Oberstløjtnant sagde til undertegnede: „Hensch, vær forsigtig med, hvad De siger; nær endnu mere forsigtig med, hvad De skriver. Og hvis De skriver under paa noget, saa vær S....s forsigtig!“

Grundtanken i disse Ord liar altid været Forskerens og Tekn ikerens; for ham haster det sjældent, i hvert Fa ld kommer Indholdets Rigtighed før Tiden. Teknikeren skriver først under, naar han ved, at Indholdet er rigtigt, naar alt er efterprøvet og kontrolleret, Præmisser som Konklusion; hans Underskrift betyder saa meget som: „Dette er Problemets entydige og korrekte Losning, for hvilken jeg lierved underskriver og- giver Fagmandens Garanti.“ Denne Mentalitet — uden hvilken Fagmanden er værdiløs sammen med sine Resultater — kan ikke forliges med et Fundamentalkrav om, at Sagen skal besvares i Dag, i Særdeleshed ikke, naar der ligger to eller tre Mands Arbejde paa Tekn ikerens Bord.

Som Konklusion af det foregaaende kan da kort siges, at vi befinder os i en Situation, hvor den voksende Tekn ik i Hæren nødvendiggør, at den taktiske Fører udviser øget Forsigtighed i sine suveræne, intuitive Afgørelser og respekterer Teknikerens „Festina lente“ — enten ved at give ham mere T id eller ved at give ham flere Hjælpere — samtidig med, at de daglige Arbejdsvilkaar fremelsker en øget autoritær Mentalitet paa alle Tr in ogsaa uden for de Felter, hvor Foringsprincippet er hensigtsmæssigt og uundværligt.

Denne lille Analyse har efter Forfatterens Opfattelse den Værdi, at den dels — især for udenforstaaende — paaviser de opstaaede Vanskeligheders logiske Aarsager, som ingenlunde kan fjernes ved at lade civile Teknikere komme til, og dels anviser mulige Veje for Vanskelighedernes Afhjæ lpning, nemlig:

1) Skaf os snarest den samme sikre Baggrund for vor daglige Administration, der rummes i Fortidens overskuelige trykte Reglementer for det daglige Arbejdes Afvikling. K un derved bliver det muligt at genskabe den Respekt for Detailler, uden hvilken ikke blot Tekniker, men ogsaa Taktiker kommer til kort — thi den manglende Omhu med den fredsmæssige Administration gør ikke blot den taktiske Fører uforstaaende over for Teknikerens „Pedanteri“, men vil ogsaa i det lange Lob undergrave hans, Taktikerens, Respekt for taktiske Befalingers Detailler.

2) Respektér Kravet om T id til enhvei Sags omhyggelige Behandling. Man kan i Ivrig og i kortere Perioder i Fred overbelaste Folks Arbejdsevne — men ikke Aar ud og Aar ind under normale Forhold, uden at Arbejdets Kvalitet og Mentaliteten lider alvorlig Skade. G iv derfor enten længere Tid eller flere Folk eller begge Dele.

3) Muligvis gor den moderne Hærs store tekniske Islæt det ønskeligt eller nødvendigt, at man belærer den taktisk uddannede Ungdom om, at en Førers Ret og Pligt til at handle paa Basis af egen „Magtfuldkommenhed“ først og fremmest knytter sig til taktiske og lignende Problemer, hvor nogenlunde ækvivalente Losningers Antal er legio, men at Forsigtighed bør udvises over for andre Problemer, hvor det, som i givet Fa ld kasseres, ikke er en Undermands subjektive Skøn over en Flerhed af Midigheder, men tørre Kendsgerninger, som ikke kan ændres ved, at man benægter deres Eksistens.

Under alle Omstændigheder vil en betydelig Forøgelse af de militære Teknikeres Ta l være nødvendig. Utvivlsomt koster den ovenfor beskrevne Kon flikt mellem Teknikers og Taktikers Mentalitet Hæren mange dygtige Teknikere. Den Militærtekniker, der ogsaa — for at stive den meget beskedne Løn lidt af — har arbejdet som civil Ingeniør og følt den Respekt, hvormed hans facts lier behandles, ser med Sorg den ringe Nyttevirkning af sit Arbejde i Hæren; han kan ikke fatte, hvorfor hans Evner til at plædere en teknisk betonet Sag over for en Patentkommission eller andre civile Specialister synes langt større end hans Anlæg for Arbejder af analog A rt i Hæren. Faar han tilmed Færten af, at hans Initiativ og faglige Samvittighedsfuldhed er ubekvem, maaske et V ink om som andre Soldater bare at gøre, hvad han faar Ordre til — ja, saa kan det ikke undre, at en Del ender med at foretrække det civile Job og springer fra, og saadanne Fo lk er sjældent gode Agitatorer for Militærteknikernes Gerning. Den samvittighedsfulde Militærtekniker, som hellere er ubekvem, end han gaar paa Akkord med sin tekniske Samvittighed, men dog føler, at hans Plads er i Hæren, bliver maaske sprunget for sin Ubekvemmeligheds Skyld og reklamerer næppe heller for Faget. Tilbage er det Faatal, som — med eller uden „V in k “ — har evnet at finde en saare vanskelig Balance mellem deres tekniske Samvittighed og den militære Bekvemmelighed. Under de herskende V ilkaar ser sikkert mange af disse sidste tit i Aanden hen til en Førers Lyde-Byde-Kaar som en Ønskestilling, han hellere burde have stræbt efter. Det er givetvis rigtigt, at Tilgangen hæmmes væsentligt ved, at Lønningerne er for smaa, endda af flere Grunde:

1) Henset til den Arbejdsbyrde og Kravet om, at Tjenesten gaar forud for alt, Døgnet rundt — en Indstilling, som ikke findes noget andet Sted i et frit Samfund — er de militære Tjenestemænds Lønninger alt for smaa. Paa hvilken anden Arbejdsplads gør Fo lk Aar ud og Aar ind Overarbejde gratis?

2) Militærteknikeren er ofte ringere stillet end Taktikeren, som Oberstløjtnant Engeli ogsaa præciserer, fordi hans Avancementsvilkaar er daarligere.

3) Endnu for en Menneskealder siden — hvor Hærens Behov for Teknikere kun var ringe — kunde man blandt Landets bedst begavede Ungdom finde det fornødne Antal med en saadan, idealistisk Indstilling, at de gerne for hele deres L iv gav A fka ld paa økonomisk Fordel for — f. Eks. — at blive Ingeniørofficer. Dette det hidtidige Grundlag for Rekrutteringen af tekniske Officerer holder ikke mere,

a) fordi Kravene numerisk er vokset saa voldsomt, og

b) fordi en medvirkende Aarsag til, at det dengang var muligt, var den sociale Anerkendelse, som Datidens teknisk uddannede Officerer nød i hele Samfundet, og som i Idealistens Øjne kunde opveje den realbetonede Kam ­ merats mangedobbelte Fortjeneste som Civilingeniør. Med den sociale Deklassering, som det samlede Officerskorps har lidt i de senere Aar, savner Idealisten noget, som Realisten dog respekterer, og føler sig maaske slet og ret latterlig ved Valget af sin Gerning.

Med sidstnævnte Bemærkning er ikke ment nogen K ritik af Hærens saakaldte „Demokratisering“ — den er en politisk A fgørelse, som enhver Borger i et frit Samfund naturligvis respekterer. Men Samfundet bør erindre, at naar det fjerner den sidste Rest af de „Stjerner og gyldne Kæder“, som ifølge den gamle Adelsmands Ord forpligtede enhver Officer til at ofre alt for Fædrelandet, saa maa Gerningen paa anden Maade end den idealistiske gøres tillokkende for Ungdommen. Naar hele det øvrige Samfund fører minutiøs Kontrol med Arbejdstiden, naar Arbejdskonflikter kan opstaa, fordi en Arbejder er for energisk for Resten af Flokken, naar en Mands Sukces i Livet først og fremmest bedømmes efter, hvad ban tjener, saa maa man enten være „udemokratisk“, erkende Officerskorpsets Særstilling, fordi det er Folk, der af idealistiske Grunde vier Samfundet hele deres Arbejdsevne for at gaa i Spidsen den Dag, da U lykken rammer Landet, og respektere dem for de store Afsavn, som de i den Anledning paatager sig for hele Livet — eller man maa være „demokratisk“, erkende, at Arbejderen er sin Løn værd, ogsaa naar han er O fficer, lønne barn for Overarbejde, give ham lige saa pæne Spisestuer og Vaskerum og Toiletter, som Arbejderen med Rette gives paa den civile Arbejdsplads, og give den specialuddannede, tekniske Officer en Løn, der staar paa Højde med den, som hans civile Kolleger oppebærer. Det kan — fra et samfundsøkonomisk Synspunkt — beklages, at den idealistiske Drivfjeder har mistet sin Kraft, thi den var et billigt M iddel for Haaren til at erhverve højt kvalificeret Arbejdskraft, men dens uundværlige Baggrund var den sociale Anerkendelse. Naar man har fjernet denne Drivfjeder, maa man sætte en anden i Stedet — nemlig Pengene.

Som Afslutning nogle Bemærkninger om Oberstløjtnant E n ­ geils „halvstuderede røvere“ . Det er sikkert rigtigt, som Oberstløjtnanten skriver, at de er farlige — men de er først og fremmest farlige paa Grund af de særlige Mentalitetsproblemer, der er fremdraget ovenfor, og som antagelig kan rettes med Tiden som antydet. Spørgsmaalet er, om den halvstuderede „røver“ overhovedet har Værdi. Dette Problem har for saa vidt internationalt Format, som Militærteknikeren og Pædagogen her træffer stærkt divergerende Synspunkter fra Land til Land. En britisk Opfattelse hviler paa det Dogme, at en Befalingsmandsskole skal bibringe Eleverne det nødvendige M in im um af Kundskaber og et Maksimum af Karakteregenskaber. Dette Dogme skurrer svært i Øret paa enhver Dansker, der mindes vor grand old man, som sagde: „Kundskab er Magt“. Den britiske Opfattelse er im idlertid spillevende; paa mange Felter, hvor Danskeren spørger: „Hvorfor?“ svarer Englænderen: Ford i Reglementet byder det! Og spørger Danskere, hvorfor Reglementet byder det, faar ban oftest et uforstaaende B lik og føler, at han anses for en daarlig Soldat. Englændere og Amerikanere staar uforstaaende over for europæisk, specielt nordisk „Nysgerrighed“ eller Videbegærlighed, som vi hellere kalder det. Og saa det omvendte Billede: For nogle Aar siden besøgte udenlandske Skibsbyggere et dansk Skibsværft; under Inspektionen paa Arbejdspladsen bemærkede de to Mand, bøjede over en kompliceret teknisk Tegning; den ene var tydeligvis arbejdsklædt og -præget, den anden tilsyneladende Civilingeniør. Det undrede dem uhyre at faa bekræftet, at det var en dansk C iv ilingeniør, som forklarede og diskuterede en teknisk Detail med en menig dansk Arbejder; det var dem uforstaaeligt, at en menig Arbejder skulde kunne forslaa, hvad Ingeniøren sagde! Saa fik de en Forklaring om den menige danske Fagarbejders Uddannelse og sagde: „Naar den danske Arbejder bar et saadant Stade, saa forstaar vi bedre hans høje Levefod — men det kunde ikke gøres hos os!“ — Kundskab er Magt. Men hvad skaber Kundskab? Forst og fremmest Trangen til den, en Drivfjeder — og den bedste er utvivlsomt Nysgerrigheden eller Videbegærligheden. Historien viser tydeligt, at Mennesker og Nationer, fler indskrænker sig til passiv Nyden, gaar tilbage. De nordeuropæiske Folks sociale og kulturelle Status er sikkert i høj Grad en Følge af deres Kundskabstrang, af deres Nysgerrighed. Fremmede maaber, naar man fortæller dem, at Arbejdsroen paa mange danske Arbejdspladser sikres mod Tilskuernes Nysgerrighed ved Opslag, til Gla'de for forbipasserende, med Oplysninger om ,Arbejdets Art og Maal, og at Arbejderne paa Nyboder Skole i Tyskertiden anbragte Skilte med den korte Tekst: „Ved det ikke !“ Det er en ganske naturlig Trang for enhver Nordbo at spørge Hvorfor, Hvordan og Hvorledes — og ban føler sig absolut ikke tilfredsstillet ved Henvisning til et Reglement, ikke just for at kværulere, men fordi han foler sig tryggere ved en Maskine, naar ban kender dens Mekanik, tryggere ved en Ordre, naar ban kender dens Baggrund. Dette gadder ogsaa Ungdommen i Ha'ren. De tekniske Grejer rummer mange Mysterier, og vore Sønner vil gerne vide, hvordan det gaar til. Den Befalingsmand, der ikke kan give et fornuftigt Svar paa et elementært Spørgsmaal, som mange af Rekrutterne kan svare paa, taber Ansigt, og det gavner ikke Tjenesten. Skal vi da affærdige vore Sønner — som baade vil og kan forstaa — og afsnuppe dem med en Henvisning til et Reglement, fordi andre Nationer ikke er saa heldigt stillede som vi med vor Ungdom? V il den ikke, fornuftigt belært, opnaa tilsvarende teknisk Overlegenhed paa Kamppladsen som Skibsværftsarbejderen paa det danske Skibsværft? Det synes indlysende, at Svaret maa være Ja — men i saa Fa ld behøver vi vitterligt de „halvstuderede røvere“, tlii i saa Fald maa enhver Befalingsmand have saa meget Begreb om Hvorfor og Hvordan og Hvorledes, at ban kan tilfredsstille sine Folks „Nysgerrighed“. En Radiobefalingsmand, der ikke kan omregne Frekvens til Bølgelamgde, bliver afsløret af ti af sine Rekrutter, naar Kompagniet træder af; ban kan ikke vide alt; ban kan ikke bamle op med en Specialist blandt Mandskabet — og det venter lians Fo lk heller ikke — men de venter med Føje, at han ved mere om Radio end Kompagniet som Helhed. Efter undertegnedes Opfattelse er „de halvstuderede røvere“ saaledes nødvendige i enhver Hær, hvis Mandskab besidder en saa bøj Almenviden og en saadan gavnlig „Nysgerrighed“ som f, Eks. den danske Hærs Mandskab. Det er et pædagogisk, psykologisk Problem, og man bor vel agte sig for slavisk Plagiat i pædagogiske Spørgsmaal.

Til ovenstaaende, nærmest causerende Kommentarer til Oberstløjtnant Engells Indlæg vil jeg endnu føje een: En Uddannelse er værdiløs, hvis Uddannelsen ikke bruges. Det er ikke Eksamensbeviset, men i lige saa boj Grad den praktiske Erfaring, der skaber Fagmanden. Vor Uddannelse af Specialister i Hæren bliver ofte problematisk derved, at Eleverne efter endt Uddannelse sættes til ganske andet Arbejde. A t sligt ikke sker bevidst er indlysende, men for man giver Specialisterne en tilsvarende „Eneret“ paa deres Gerning, som en Gymnastiklærer i sin T id liavde, kommer Specialuddannelsen uhjælpelig til kort.

A. V. Hensch.