Log ind

Vesteuropas „våde“ energikilder - indtægt eller problem?

#

Kommandørkaptajn A. Gjedde beskæftiger sig i denne artikel med omfanget af olie- og gasforekomster i Nordsøen samt med de forsvars- og sikkerhedsmæssige problemer og muligheder udnyttelsen af dem indebærer.

Indledning

De olie- ag gasforekomster, der er opdaget i Nordsøen og i havet syd for Irland samt de nye fund, der påregnes i den engelske kanal og i Nordhavet, er ikke blot af væsentlig betydning for Europas økonomi, men rummer også nye aspekter for Europas forsvar. Hvad disse forekomster betyder for Vesteuropas fremtid skal derfor søges belyst i det følgende. På grund af den stadige bevægelse, der har været i energipriserne siden oliekrisen i mellemøsten, er oplysningerne fortsat baseret på tal fra sidste halvdel af 1973, og der er regnet med en oliepris på 4 dollars pr. fad. (1 fad = ca. 159 liter). Den forøgede værdi, der også må antages at påvirke interessen for udvinding af de nordeuropæiske ressourcer, kommer således ikke til udtryk. Iøvrigt er de anførte overslag for ressourcer og produktion angivet som et rimeligt gennemsnit af de mange, tildels mod stridende oplysninger, der er tilgængelige. Meget tyder dog på, at disse tal i den kommende tid snarere vil forøges end formindskes.

Gas

Det første tegn på større forekomster viste sig i Holland i Groningen området i 1959. Disse opdagelser efterfulgtes snart af nye i den sydlige Nordsø udfor den engelske kyst. Undersøgelserne fortsatte derefter nordpå helt op til 62 °N bredde mellem Shetlandsøerne og den norske kyst. For nylig blev de udvidet til havet syd for Irland, hvor der allerede er fundet ét gasfelt. Andre områder, der skal undersøges for olie- og gasforekomster er det irske hav, kontinentalsoklen omkring Rockall, området vest for Shetland, den norske sokkel nord for 62°N og den engelske kanal. Med de forekomster, der idag er konstateret, kan felterne i den sydlige Nordsø dække 90% af Englands stigende forbrug af naturgas. Ved eventuelle nye forekomster i forbindelse med olien i den nordlige Nordsø kan England i løbet af de næste 6 år eksportere et nettooverskud af naturgas. Hele Hollands behov for naturgas er idag dækket fra feltet i land ved Groningen, mens felterne i havet tillader eksport af naturgas til Belgien, Frankrig og Tyskland, hvor et omfattende net af »pipelines« allerede er taget i brug. Foruden sit eget forbrug dækker Holland således hele Belgiens og 40% af Frankrigs forbrug. Det er planlagt at forbinde de norske felter midt i Nordsøen med Emden i Tyskland og senere med den norske kyst og eventuelt videre til Sverige. Hvis feltet syd for Irland får kommerciel betydning, vil dette blive forbundet med den irske kyst ved en »pipeline«. Med de ressourcer, der idag er konstateret og de, der med rimelighed kan forventes at foreligge, vil hele Nord- og Vesteuropas forbrug af naturgas således være dækket i 1981, hvor den samlede produktion anslås at ville overstige 480 millioner kubikmeter pr. dag.

Olie

Olieforekomsterne i den engelske del af Nordsøen omfatter nu 12 felter. Bemærkelsesværdige er især Brent- og Fortiesfelterne, hvor den daglige produktion er beregnet til 400.000 fade for hvert af de to felter. Fem felter af denne størrelse er tilstrækkelige til at dække hele Englands forbrug. Fra 1980 påregnes England derfor at være selvforsynende, men udsigterne forbedres næsten uge for uge, efterhånden som de intensive undersøgelser leder til opdagelse af stadig nye felter. I øjeblikket finder disse undersøgelser sted fra ca. 24 platforme i Nordsøen. Kommer hertil evt. nye felter i den engelske kanal og syd for Irland, vil England i løbet af firserne kunne eksportere olie. I den norske del af Nordsøen ligger nogle af de rigeste felter og her er produktionen allerede startet. Fra ét felt, det kendte EKOFISK, blev i 1973 fremstillet ca. 43.000 fade pr. dag, og dette skulle mod slutningen af 1974 være forøget til 180.000 fade pr. dag. I 1975 vil Norge være selvforsynende med olie og ved en yderligere forøgelse af produktionen fra de felter, der allerede er konstateret, vil Norge i 1980 kunne eksportere 90% af sin produktion. Den norske policy for udvindingen har hidtil været at begrænse denne til de felter, der er konstateret og kun at iværksætte nye undersøgelser i begrænset omfang. Tempoet i den norske sektor har derfor været meget konstant og langtfra imponerende. Kun 6 platforme er i gang. Store områder af Nordsøen er endnu ikke undersøgt, og nord for 62°N bredde har slet ingen undersøgelser fundet sted. Dette område omfatter hele den norske kontinentalsokkel langs vestkysten og videre imod nord til Spitsbergen og imod øst, hvor den fortsætter i den russiske sokkel. Indenfor olieindustrien er det den almindelige opfattelse, at olieforekomsterne fortsat vil øges, efterhånden som undersøgelserne bevæger sig mod nord, og at de helt store fund vil blive gjort nord for 62°N bredde. Der er i Norge en udbredt tvivl om, hvorvidt det norske samfund i det hele taget kan absorbere de umådelige indtægter, der bliver tale om i de kommende år, med deraf følgende ophedning af økonomi og erhvervsliv. Der er også uenighed om, hvorledes denne opsugning skal finde sted gennem staten evt. med skattelettelser til følge eller efter almindelige liberale principper. Danmark har siden 1971 produceret 10.000 fade om dagen i sin del af Nordsøen, og dette vil nu blive øget til 20.000 fade pr. dag. Det er værd at erindre, at når dette felt idag er dansk på trods af den stedfundne sektorregulering med Tyskland, så skyldes det, at Danmark var tidligt på færde og nåede at manifestere sin tilstedeværelse. Tyskland og Holland har ikke i deres dele af Nordsøen haft held til nogle oliefund. Det synes som om forekomsterne i den sydlige Nordsø er begrænset til naturgas. Bevæger man sig derimod mod nord langs sektorgrænsen, tiltager olieforekomsterne for tilsidst helt at dominere billedet i Nordsøens nordlige del. Ikke desto mindre har Tyskland dog i nogle år i al stilhed produceret olie fra et felt i land sydøst for Kiel.

Mængden er begrænset, men én af pumperne kan ses på vejen KielPuttgarden. Det forlyder nu, at dette felt strækker sig nordøstover ud i havet og rummer langt større muligheder. Danske og svenske undersøgelser i Østersøen har hidtil ikke givet noget resultat, men de seneste svenske undersøgelser synes at åbne visse muligheder i havet syd for Gotland. Fra de østeuropæiske landes side synes der ikke at være foretaget væsentlige undersøgelser i Østersøen. Sammenfattende kan det siges, at Nordsølandene og landene ved den engelske kanal i de kommende år vil kunne dække en betydelig del af deres olieforbrug fra felterne i havet. Ifølge en studie af professor P. R. Odell ved Handelshøjskolen i Rotterdam vil produktionen i firserne dække 40% af Nord- og Vesteuropas forbrug. Til den tid påregnes over 120 olieplatforme i drift i Nordsøen. Unægtelig et interessant perspektiv, også for navigatøren.

Faciliteter

For at kunne udnytte de enorme energiressourcer er talrige og omfattende faciliteter nødvendige såvel for undersøgelserne som for selve produktionen. De består af:

a. Prøveboringsudstyr.

b. Produktionsplatforme.

c. Forsyningsskibe og helikoptere.

d. Pipelines

e. Tankskibe.

f. Anlæg i land.

Prøveboringsudstyr

Platforme til prøveboring omfatter to typer, søgående (semi-submersible), der flyder, og faste platforme, hvis ben hviler på havbunden, men under forlægning trækkes ind. Faste platforme anvendes på lægt vand som i den sydlige Nordsø. De søgående platforme anvendes længere mod nord. Nogle af disse har eget maskineri til forlægning og kan nå op på en fart af 9 knob. Normalt ledsages de imidlertid af slæbebåde.

Produktionsplatforme

Disse er større og af mere permanent art end prøveboringsudstyret. Her er ligeledes tale om 2 typer, én der flyder, og én der hviler på havbunden. De er normalt forsynet med en lagertank, således at produktionen kan fortsætte i perioder, hvor vejret forhindrer tankskibe i at modtage olien. Én platform kan være forbundet med op til 35 oliekilder. Regnes beboelse med videre med, er der i virkeligheden tale om flere platforme, der er indbyrdes forbundet med gangbroer, som giver mulighed for at gå flere kilometer. En større produktionsfacilitet kan eksempelvis være bemandet med 800 personer, der arbejder i 3 skift, og således udgør et helt lille samfund. Med stigende vanddybder vokser problemerne imidlertid, og selv om der idag arbejdes på dybder og under vejrforhold, som blev anset for umulige for ikke så længe siden, så er udvinding nord for 62°N bredde behæftet med uhyre store problemer. Også disse problemer synes dog at nærme sig deres løsning, og den undervandsteknik og ekspertice de store olieselskaber idag råder over, synes forlængst at have overhalet de fleste mariner. Det forlyder endog, at fremtidens produktionsplatforme vil blive etableret på selve havbunden på grund af og under hensyn til de store dybder, der er tale om.

Forsyningsskibe og Helikoptere

Forsyningsskibe er nødvendige både for prøveboringsudstyr og produktionsplatforme. De bygges i reglen specielt til denne tjeneste. Helikoptere anvendes til at overføre eller udskifte besætninger og vigtige reservedele. Den mest anvendte type er Sea King/Sikorsky SGI. Hertil kommer særlige redningsskibe (safety ships), der i henhold til de forskellige nationale sikkerhedsbestemmelser kræves stationeret ved platformene. Hertil anvendes oftest ombyggede trawlere.

Pipelines

Når beliggenheden gør det muligt, forbindes produktionsplatformene med land ved pipelines. For at kunne udføre regelmæssig inspektion af pipelines, graves de ikke ned, men lægges ovenpå havbunden. Hidtil har det ikke været muligt at føre pipelines til Norge på grund af Norskerennen; men der udarbejdes nu planer for en pipeline til gas fra FRIGGfeltet over dybet til den norske kyst.

Tankskibe

Hvor pipelines ikke kan etableres, benyttes tankskibe, der fortøjer i bøje ved feltet, mens de tanker op.

Anlæg i land

Anlæg i land omfatter pipeline-terminaler, olietanke og raffinaderier, og er normalt placeret på kysten.

Falkeretslige

Aspekter Som nævnt ligger de fleste felter i Nordsøen langs sektorgrænsen i områdets midte. Her langt uden for territorialfarvandet gjaldt tidligere kun den internationale folkeret. Men i 1958 vedtog man på Geneve-konferencen at overlade kyststaterne retten til at udvinde mineraler m. m. fra kontinentalsoklen ud til en dybde af 200 meter eller så langt udenfor denne grænse som de tekniske muligheder tillader udvinding. Hvor to eller flere staters sokkel er sammenfaldende, skal grænsen følge farvandets midtlinie. Man håber ved de kommende forhandlinger i Caracas til juni 1974 at nå frem til en mere fyldestgørende definition på kontinentalsoklen, således at kyststaternes pligter og rettigheder klart afgrænses. Indenfor området kan kyststaten da udstede de nationale love og bestemmelser, der er nødvendige for at regulere virksomheden på og omkring de mange prøveboringsudstyr og produktionsplatforme. Hvordan resultatet end bliver, synes det klart, at kyststatens ansvar vil vokse, og i takt hermed vil kravene til den nationale indsats øges. Selv med en organisation som NATO i ryggen, vil der i fredstid påhvile de enkelte nationer forpligtelser til sikring af den virksomhed, der udfolder sig på kontinentalsoklen. Fra visse sider er det fremført, at prøveboringsudstyr, produktionsplatforme og dertil knyttede lagertanke, hvadenten de er permanent placeret eller ej, ikke kan betragtes som »øer« i folkerettens betydning og derfor ikke hører med til nationens territorium. Dette kløgtige argument leder frem til, at et angreb på en boreplatform ikke må opfattes som et angreb på selve nationen. Herved overser man den kendsgerning, at et angreb på en boreplatform kan påføre nationen større skader end f.eks. et luftangreb på landet selv. Det skal her fremhæves, at der fra én produktionsfacilitet ved fuld udnyttelse kan produceres lige så meget olie, som der bringes frem af 7-8 supertankere i fortsat fart mellem den persiske golf og Nordeuropa. Hele produktionen i Nordsøen vil til sin tid svare til over 150 supertankere. For at sikre platformene mod skibsfarten har visse nationer udstedt bestemmelser om forbud mod sejlads indenfor 500 yards af platformen. Dette område har dog allerede vist sig for snævert og søges nu udvidet, i første omgang til 1000 yards. Nordsøen er foreløbig det eneste område, der er delt op i nationale sektorer efter midtlinieprincippet. Hovedlinien begynder i syd ved den engelske kanal og slutter foreløbig i nord ved 62°N bredde. Alligevel tvinger de geografiske forhold, specielt Norskerennen, nationerne til særordninger. Således må olien fra det norske EKOFISK-felt ledes i pipeline over sektor grænsen til den engelske kyst. Denne pipeline bliver norsk i sin fulde længde og alle forpligtelser i forbindelse dermed påhviler Norge. Man kan undre sig over, at den engelske kanal ikke også er opdelt, men her spiller et særligt forhold ind. De engelske kanaløer (Guernsey, Jersey m.fl.) har fået en betydning som den franske konge næppe har forestillet sig, da han i 1300-tallet atter kunne lægge det øvrige Normandi ind under den franske krone. En sektor grænse u. h. t. disse øer vil få et ganske andet forløb, end midtfarvandslinien i selve kanalen, og det bliver derfor næppe med det første, at England og Frankrig bliver enige om en opdeling. I Østersøen har interessen hidtil været koncentreret om forureningsproblemerne. Må den overenskomst, man her er nået frem til, blive et godt varsel for de sektorgrænseforhandlinger, som før eller senere vil trænge sig på. I Nordhavet, nord for 62°N bredde, findes heller ingen sektorgrænse. Her er forholdet mellem den norske og den russiske sokkel af særlig interesse. Norske forsøg på at forhandle spørgsmålet med de russiske myndigheder er hidtil blevet afvist af Rusland, angiveligt på grund af Ruslands begrænsede erfaringer med hensyn til dybhavsboringer, som kunne føre til, at russisk udnyttelse af området ville sakke bagud. Problemet blev kort nævnt ved statsminister Brattelis besøg i Moskva i marts, men de egentlige forhandlinger er foreløbig udsat til efteråret 1974, hvor et nyt møde skal finde sted i Moskva. Mens Norge har gjort sig til talsmand for midtlinieprincippet, begyndende ved den fælles grænse, har Rusland foreslået forskellige alternativer, af hvilke ét omfatter en opdeling af hele havområdet nord for kontinentet som et skakbræt, hvis enkelte felter da skulle tildeles Norge henholdsvis Rusland felt for felt og uden hensyn til midtlinieprincippet. I så fald kunne vi opleve at se russiske boreplatforme vel vest for Nordkap. For Svalbard gælder som bekendt særlige bestemmelser, der tillader en international udnyttelse af øgruppens ressourcer. Behøves det at tilføjes, at Norge pointerer, at disse bestemmelser aldrig har taget sigte på den tilhørende kontinentalsokkel, som derfor er rent norsk. Dette er endnu ikke blevet kommenteret af andre stater.

Truslen

Som bekendt lever vi i en afspændings-tidsalder, og i Geneve og Wien konfereres der på kraft om nedrustning, gensidige begrænsninger, euro­pæisk sikkerhed og balancerede styrkereduktioner. Ikke desto mindre ser vi, hvorledes den ene af supermagterne, Sovjetunionen, fortsat udbygger sine maritime kræfter i et omfang, der er uden sidestykke i historien. Denne projektion af maritim styrke ud på verdenshavene kan bl.a. tages som udtryk for en erkendelse af, at situationen på det europæiske kontinent indtil videre er fastlåst. Her må enhver aggressiv optræden overfor et NATO land påregnes erkendt og imødegået, hvilket meget hurtigt kan føre til, at NATO som organisation inddrages i fuldt omfang. Trods NATOs talmæssige underlegenhed i konventionelle styrker, kan prisen derfor blive høj. På havet er situationen derimod langt mere flydende (pardon), og Vesteuropas »våde« flanker f remby der talrige muligheder for Sovjetunionen til at øge sin politiske indflydelse. Mulighederne varierer her fra den blotte tilstedeværelse af maritime styrker gennem forskellige former for pression, der er tilpasset omstændighederne, til en regulær aggression. Mens vi hidtil kun har set eksempler på, hvorledes supermagternes maritime styrker har været indsat i anti-interventionsrollen som under Jom Kippur krigen og i blokaderollen som under Cuba krisen, så må det fremover også påregnes, at den maritime udvikling, der nu kendetegner magtspillet, vil inddrage forbindelseslinierne over havet på en for Vesten uheldig måde. På grund af deres umådelige værdi repræsenterer energikilderne i havene omkring det nordlige og vestlige Europa ligeledes et indbringende mål for en evt. modstander, hvadenten denne ønsker at afbryde tilførslerne helt eller blot at udøve et politisk-militært pres. Af samme årsag må det formodes, at de kan blive genstand for terrorhandlinger. Udfra disse principielle betragtninger kan følgende aktionsformer tænkes:

- En regulær aktion ved sømilitære styrker med henblik på at ødelægge eller besætte boreplatforme og andre faciliteter. Gennemføres den tilstrækkelig fikst og med en begrænset målsætning, kan det måske lykkes at sætte spørgsmålstegn ved såvel den direkte imødegåelse som ved en evt. kontrolleret optrapning.

- Blokade af forsynings- og tankskibsruter.

- Chikaneforanstaltninger, muligvis med tilføjelse af visse begrænsede skader.

- Maritime styrkers tilstedeværelse i området.

- Fordækte operationer imod faciliteterne.

- Sabotage eller terrorhandlinger.

- Udenlandske selskabers fordækte brug af olieplatforme til overvågning af farvand eller luftrum.

Som det fremgår, er de fire først nævnte aktiviteter alle baseret på én eller anden form for maritim tilstedeværelse i området med en potentiel anvendelse af våben som torpedoer, kanoner, overflade-til-overflade missiler og luf t-til-o verf lade missiler. Det er her især området nord for 62 °N bredde, der synes at kunne blive skueplads for en konfrontation. Fordækte operationer, sabotage og terrorhandlinger kan udføres ved hjælp af miner med tidsbestemt udløsning, ved undervandsbådsangreb, ved frømandsangreb samt af sabotører eller terrorgrupper. Det er indlysende, at de forskellige anlæg, hver især, er sårbare overfor én eller flere af de nævnte aktiviteter. Det tjener imidlertid næppe noget formål her at redegøre nærmere for de enkelte anlægs sårbarhed. Lad det være nok at nævne, at de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger naturligvis må rette sig efter de enkelte anlægs særlige behov. Dette er ikke altid så ligetil. Hvorledes f.eks. beskytte en flere hundrede sømil lang pipeline imod at blive afbrudt?

Andre funktioner

Men anlæggene kan også bidrage til at øge navigationssikkerheden, til at forbedre redningstjeneste og til at styrke forsvaret af området. F.eks. kan boreplatforme anvendes til:

- Navigationshjælpemidler for skibsfarten.

- Fremskudte baser for luft- og søredningstjenesten.

- Mellemstation for helikoptertransporter.

- Overvågning af sø- og luftrum, såvel visuelt som ved radar og sonar.

- Placering af overflade-til-luft missiler til selvforsvar.

Slutning Som nævnt vil den tiltagende udnyttelse af energikilderne stille øgede krav til de enkelte nationer med hensyn til lovgivning og inspektionsvirksomhed som almindelig sikring af aktiviteterne. Under krigsforhold er forsvaret af energikilderne en opgave af sådanne dimensioner, at den kun kan løses gennem den nordatlantiske alliance. Der kræves dog både i krig og fred en høj grad af koordination, ikke blot mellem nationerne indbyrdes, men også mellem disse og de NATO kommandoer, hvis område berøres. Man kunne måske endda gå så vidt som at spørge, om den nu­ værende NATO kommando-organisation for området fortsat er hensigtsmæssig efter den udvikling, der her er beskrevet. I 1980 anslås den samlede værdi af olie- og gasproduktionen fra disse energikilder til 45.000 millioner dollars om året. Dette er altså den samlede vækst i de pågældende landes nationalprodukt. Heroverfor står den kendsgerning, at Vesteuropas sårbarhed er blevet forøget ved tilkomsten af alle disse nye faciliteter, platforme og pipeliners m.v., der alle frembyder lønnende mål. Samtidig må det dog ikke glemmes, at også de nuværende energiressourcer i Mellemøsten såvel som de tankskibe, der bringer olien hertil, er sårbare overfor en modstander. Der er blot sket det, at problemet nu præsenteres på vor dørtærskel. Hvis Nordsølandene tager den procentsats af deres bruttonationalprodukt, som for tiden anvendes til forsvarsformål, og anvender den på de respektive værdier af olieproduktionen, så ville dette give mulighed for en forøgelse af forsvarsudgifterne som vist i skemaet:

Skærmbillede 2020-04-23 kl. 15.27.56.png

En sådan forøgelse ville gøre det muligt for de pågældende lande at leve op til ansvaret for de nye ressourcer. For de øvrige Nordsølande ville forøgelsen ikke blive af væsentlig betydning - for Danmarks vedkommende således højst 5 millioner danske kroner; men som aftagere og forbrugere af engelsk og norsk overskudsproduktion vil disse lande have den samme interesse i at sikre produktionen. Såvel i egen interesse som af hensyn til det amerikanske ønske om et forøget europæisk bidrag til forsvaret, bør Vesteuropa derfor påtage sig de nødvendige forpligtelser til beskyttelse af faciliteterne. I modsat fald kan denne nye rigdom føre os endnu et skridt imod den fuldstændige afhængighed af supermagterne.

Kilder

Der er ikke anført kildehenvisninger, idet de nævnte data, som tidligere bemærket, ændrer sig fra uge til uge, afhængig af nye fund. Oplysningerne er imidlertid hentet fra dagspressen (Daily Telegraph, Berlingske Tidende, Aftenposten m.fl.) og fagpressen (Noroil, Northern Off-Shore og Tidsskrift for Søvæsen rn.fl.) samt fra samtaler med repræsentanter for diverse olieselskaber.