Log ind

Værnepligt befalingsmandspersonel i dag

#

På skolerne kan vi ikke give vore unge værnepligtige befalingsmænd rutine i det daglige arbejde med mandskab og i opretholdelse af disciplinen. Hvad kan vi under deres tjeneste ved enhederne gøre for at hjælpe dem på disse områder? Premierløjtnant K. Sørensen ved Falsterske Fodregiment diskuterer problemet og fortæller om et kursus, som han med godt resultat har afholdt med flere hold værnepligtige befalingsmænd.

Man horer ofte officerer udtale: „Hvordan skal jeg kunne uddanne mine soldater til den standard, der kræves i dækningsstyrken, når jeg har så få faste befalingsmænd og får så „grønne“ værnepligtige fra skolerne, som tilfældet er“ . -— Jeg har også tit hørt sætningen: „Jeg kan ikke både slås med mandskabet og mine værnepligtige befalingsmænd. Jeg stoler ikke på dem. Hvis jeg ikke bar et øje på hver finger, så opfylder korporalerne og sergenterne ikke de krav, jeg stiller til dem“ . A t de værnepligtige befalingsmænd taget som bellied ikke fuldt ud opfylder kravene er ubetinget rigtigt. Så må man blot spørge sig selv: E r disse krav da ikke for store, og er den uddannelse, vi giver dem, på højde med de opgaver, som vi senere forventer, at de skal kunne løse? —- T il det første spørgsmål vil jeg svare delvis ja, og til det andet et ubetinget nej.

M. b. t. kravene, så er disse måske ikke væsentlig større, end de altid bar været. Men det er en uomtvistelig kendsgerning, at det nuværende indkaldelsessystem gør det overordentlig vanskeligt for de værnepligtige korporaler og sergenter at føre effektiv kommando i dækningsstyrken, idet størsteparten af dem får flere af deres rekrutkammerater under sig. Dette bliver eventuelt afskaffet ved den kommende forsvarsordning, men det kunne også til dels afhjælpes, hvis deres uddannelse blev tilrettelagt på en lid t anden måde. — Y i lærer nok vore elever en hel del stof, som ganske givet er både nyttigt og nødvendigt. Men een ting kan vi ikke give dem på skolerne, og det er rutine i det daglige arbejde med mandskabet. Her tænker jeg især på opretholdelsen af disciplin. Nu vil man sige, at det har vi heller ikke gjort tidligere. Det er også rigtigt, men som modvægt hertil havde vi den fordel, at vore unge befalingsmandselever havde prøvet at være rekrutter under en niere fast kommandoføring end den, vi ser idag. En af de overvejende grunde hertil. tror jeg, ligger i uddannelsessystemet. Man har specialister, der hver for sig giver en glimrende undervisning i netop deres speciale. T il gengæld forsømmes der ofte grusomt imod den disciplinære opdragelse. Mange instruktører helliger sig kun deres speciale, og det er måske forståeligt på grund af den knap tilm ålte tid til de utallige lektioner, der skal nås igennem ifølge uddannelsesprogrammerne.

Men, opretholdelsen af god disciplin er i væsentlig grad betinget af vore yngste befalingsmarnds evne til at føre kommando, og her mener jeg ikke, at man i tilstrækkelig grad lader de unge få lejlighed til at føre og uddanne en enhed. Selv det, at føre en deling til og fra øvelsespladsen, kan være af overordentlig stor betydning. Nu ved jeg godt, at man vil sige, at det skal være en fast befalingsmand, der har kommandoen, og at det er ham, der skal præge sit mandskab i den rigtige disciplinæ re retning. Dette er også rigtigt, men derfor kan han godt lade de yngre overtage føringen på skift, når han blot selv er tilstede og overvåger tjenesten. Det samme gælder gennemgang af små simple lektioner. Jeg har ofte selv benyttet den fremgangsmåde at tildele en af de værnepligtige befalingsmænd en delingslektion. Herved opnår man for det første, at han får større rutine, og for det andet, at han hver dag er bedre forberedt på de lektioner, der står på øvelseslisten den pågældende dag. Den faste delingsinstruktør skal så blot til slut give et kort resumé, og herunder fremhæve de ting, der er særligt vigtige, eller som måtte være glemt.

Der er sikkert ingen, der ikke vil give mig ret. i, at det er enhver fast befalingsmands opgave og pligt også at uddanne sine yngre værnepligtige befalingsmænd. Kun derved er det muligt at bibringe dem den rutine, som vi må kræve af enhver god fører. Uddannelsen er jo så langt fra slut ved afgangen fra skolerne. Ved at lade dem forsøge sig i sværere opgaver, er der en mulighed for i tide at sætte individuelt ind der, hvor det kniber, og at rette fejl og misforståelser, som der erfaringsmæssigt er mange af i begyndelsen. Jeg har ofte bemærket, hvor meget det gavner en yngre korporal eller sergent at give ham en krævende opgave, eller et større ansvar end det, der normalt svarer til hans grad. — Desværre vil det så af og til vise sig, at den pågældende ikke magter opgaven, men så må man gå langsommere frem i disse specielle tilfælde. — Kun ved rutine og erfaring får de unge befalingsmænd den selvtillid, som er så ubetinget nødvendig for at kunne føre effektiv kommando. Som jeg før har nævnt, er det store krav, vi må stille, men det skulle så gerne føre til, at de unge befalingsmænd stiller store krav til deres mandskab. En absolut forudsætning herfor er, at vi giver dem lejlighed til at udvikle sig, og at vi til stadighed overvåger, vejleder og lærer dem noget nyt, og sidst, men ikke mindst, viser et godt eksempel. Det har altid været således, at de fleste unge befalingsmænd, bevidst eller ubevidst har forsøgt at plagiere (forstå ikke ordet i nedsættende betydning) een af de ældre befalingsmænd. De ser op til hans form, og de beundrer de resultater, som han opnår med sit mandskab. De forsøger i deres daglige optra'den at være som han. Lad mig omtale et kursus, som jeg har afholdt med flere hold værnepligtige befalingsmænd, og som har vist sig at give positive resultater til afhjælpning af den manglende rutine. Kursus’et kræver adgang til en båndoptager, og det er opdelt i to dele. Første del består i instruktionsteknik, medens anden del omfatter en række situationsspil i lig ­ hed med dem, der benyttes af M P T under de psykologiske prøver ved udtagelse af officerselever.

Eksempelvis opbygning af lektionerne:

lekt. 1 En gennemgang af almindelig instruktionsteknik efter „Lærebog for instruktører i hæren“ . Ved denne gennemgang er det ikke nødvendigt at gå i detailler, idet mange af de her omtalte råd med større fordel vil kunne gennemgås under de praktiske lektioner.

lekt. 2— 6 består i, at man lader en korporal eller sergent få tildelt en trop (de øvrige befalingsmænd). Med denne gennemgår han en lektion i f. eks. skydeinstruktion, våbenlære, orienteringslære, terrainlære og måludpegning. (De tre sidstnævnte kan med fordel foregå i terrainbordslokalet). Lektionen må være tildelt den pågældende dagen før, for at sikre sig, at han er inde i det pågældende stof. — En forudsætning for, at man kan begynde at spekulere på fremstillingsformen, er, at man ikke behøver at tænke for meget på, hvad man skal sige, men på hvordan det skal siges på den mest forståelige måde, således at alle, selv de tungest begavede, kan følge med.

Dernæst er fremgangsmåden følgende: Lektionen gennemgås med troppen og indspilles samtidig på båndoptageren. Bagefter høres båndet uden kommentarer. Lederen og de øvrige deltagere kan imedens gøre deres notater til senere brug. Når båndet er afspillet, får prøvetageren og hans kammerater lejlighed til at fremkomme med deres kommentarer. Endelig giver lederen sine bemærkninger af almen karakter, hvorefter båndet køres påny, men denne gang med stop, hvergang lederen har detailbemærkninger.

lek.7— 15 omfatter situationsspil (instruktionsspil), der kræver to deltagere, der får udleveret henholdsvis en a og b seddel (se eksemplerne). De får dernæst to minutter til at indleve sig i situationen, idet man indskærper over for dem, at de så nøje som muligt må forsøge at optræde som den pågældende. Det bemærkes, at deltagerne ikke på forhånd må kende situationerne og ejheller modspillerens seddel. Derimod læses både a og b op for tilhørerne.

Situationen køres dernæst ind på båndoptageren og gennemgås som de forrige lektioner. Blot vil det her give endnu større udbytte, såfremt man lader alle befalingsmændene diskutere problemerne bagefter. Dette har en overordentlig stor værdi, fordi man således kan få belyst og evt. korrigeret de øvrige meninger om de prøvede situationer. Det vil ligeledes være praktisk, såfremt man lader sine befalingsmænd give forslag til situationer, hvor de selv har været i tvivl. Man kan i særlige vanskelige situationer selv have indspillet en brugbar løsning forud for lektionen. Det må erindres, at der kan være mange brugbare løsninger, altså ikke blot een universalløsning, men man kan på forhånd sige, at den og den løsning i hvertfald er forkert. Der foreligger altså også en mulighed for at vise, hvordan det aldrig må være.

Situation I a. De er T H og har lige stillet til hovedalarmering med Deres beredskabsvagt. Nu er De på vej tilbage til Deres kvarter for at lægge Deres udrustning. På vejen hertil skal De igennem et andet kompagniområde. Her møder De MG 831 fra dette kompagni med opknappet bluse og hænderne i lommen. I venstre brystlomme hænger snippen af et metermål, hvorpå der står 21. b. De er M G 831. De er på vej til kaffestuen med begge hænder begravet i lommerne og opknappet bluse. De går i Deres egne tanker og De bar 21 dage tilbage. løvrigt er De ved at være led og ked af at være soldat. De er tidligere straffet for provokerende optræden overfor værnepligtige befalingsmænd, dette dog i m ild form. De ønsker ikke at blive straffet mere, men til gengæld kan De heller ikke fordrage befalingsmænd.

Situation II. a. De er vagtkommandør og befinder Dem i hovedvagten. De har i nat indberettet M G 221 for at have sovet som frivagt. De foretog inspiceringen alene. Tilstede var kun en anden M G (245). b. De er M G 221, og De er i nat blevet indmeldt for at have sovet som frivagt. Tilstede var M G 245, der er Deres bedste soldaterkammerat. De ved, at SG i sidste uge glemte at kalde kompagniet op. — De henvender Dem nu til V K og melder, at De, såfremt De bliver indberettet, ønsker at indmelde V K for tjenesteforsømmelse. T il slut skal jeg endelig nævne mine erfaringer fra sådanne kurser:

Fordele:

— man kan på forhånd kunstigt skabe de vanskelige situationer, der erfaringsmæssigt giver vore værnepligtige befalingsmænd problemer,

— man kan give dem brugbare løsninger,

— man kan påvise og rette eventuelle talefejl og hyppige gentagelser af vendinger og ord,

— man kan påvise situationer, der aldrig må opstå, og give løsning herpå, hvis en eller anden alligevel skulle være kommet på „glatis“ ,

— man kan give passende fremgangsmåder for gennemgang af alle de typer af lektioner, der findes f. eks. ved en rekrutskole.

Ulemper:

- de fleste mennesker vil være lid t generte og tilbageholdende første gang, de står overfor en mikrofon, men dette varer som regel kun kort tid. Erfaringen viser, at befalingsmændene hurtigt glemmer båndoptageren, når de er kommet igang,

— befalingsmænd, der underviser kammerater, glemmer ofte væsentbge detailler i de tildelte lektioner. De antager for meget for tillæ rt på forhånd, som selvfølgeligheder. Men hovedformålet med et sådant kursus er at lære dem teknikken i instruktørvirksomhed og ikke stoffet i selve lektionen,

— i situationsspillene kan nogle have lid t svært ved at sætte sig fuldt ind i de tildelte roller. Dette kan im idlertid forebygges ved at tegne situationerne klart og tydeligt op.

Man har altså her et praktisk kursus med klare eksempler, frem for en teoretisk tillæ rt viden efter en lærebog, og ulemperne vil ikke betyde væsentligt, blot man på forhånd kender dem og regner med dem i resultatet. Det er mit indtryk, at befalingsmændene er meget interesseret i denne form for undervisning, og det samlede resultat viser, at deres kommandoføring er blevet forbedret betydeligt på grund af den opnååede selvtillid.

K. Sørensen