Log ind

U.S.A.’s hær i en kommende europæisk krig

#

I en artikel i Illustrated London News af 5/6 1948 oplyser forfatteren, at der ved en diskussion angående forøgelse af U. S. A.s luftflåde har været en række artikler i den amerikanske presse, hvori det gøres gældende, at Amerika ikke vil kunne hjælpe Europa i de første faser af en landkrig mellem Øst og Vest. Sovjetrusland kan straks sætte 200 divisioner ind, bortset fra vasalstaternes bidrag. Heroverfor vil den styrke, som kan samles i henhold til Briisseltraktaten, være absolut underlegen. Hvis andre stater slutter sig til, og Europas forenede stater dannes, vil dette vel betegne en væsentlig forøgelse af styrken, men dog kun tilstrækkeligt til at muliggøre en meget kortvarig modstand. Som følge heraf vil der for de vesteuropæiske stater kun blive tale om tilbagegang, måske endda uden større kamp, så meget mere som det vil vare indtil Y-> år, inden amerikanske tropper i tilstrækkeligt antal kan gribe ind. Den amerikanske indsats må derfor væsentligt blive i luften, og østmagternes fremtrængen til atlanterhavet kan ikke hindres. U. S. A.s hensigt skal da være ikke at besejre russerne på Europas slagmarker, men at danne en ring af flyvebaser uden om Rusland og derfra angribe industriområderne om Moskva og i Ukraine. Selv om den russiske industri stadig flyttes hinsides Ural, mener man dog, at dens vigtigste baser er i det europæiske Rusland. Denne udsigt for en fremtidig krig er ikke meget opmuntrende for Vesteuropa, og artiklens forfatter er da også tilbøjelig til at tro, at den ovennævnte opfattelse ikke deles af Amerikas ledende, militære kredse. I så henseende frembyder en artikel i M ilitary Review, januar 1949, betydelig interesse. Den er forfattet af generalløjtnant M c Lain, der er chef for den amerikanske hærs Information-Departement, og hvis ord derfor må have en vis vægt. Tidligere, skriver generalen, tilstod ligevægtssystemet mellem de europæiske stormagter U. S. A . en vis tid til at forberede den militære indsats i Europa. Men dette er ikke længere tilfældet. A t U. S. A. skal kunne forsvare sit eget land, heri indbefattet Alaska, Hawai, Panamatangen og det karibiske hav, er selvfølgeligt, men hertil kommer nu, at det ikke roligt kan se på, at hele den eurasiatiske landmasse kommer under eet herredømme, hvilket vil medføre en trusel mod demokratiet og skabe et despoti og tyranni til udnyttelse af de europæiske folk. Fremtidig må derfor den amerikanske, militære politik gå ud på at støtte de frie folkeslag i deres bestræbelser for at hindre, at de bliver kuet ved bevæbnede mindretal eller ved udenlandsk tryk. Præsident Truman har slået dette fast i sin »Truman Doctrine«, som er en af hjørnestenene i den amerikanske udenrigspolitik. Denne doktrin er dog ingen garanti for militær optræden fra Amerikas side hvorsomhelst. Den er ingen kontrakt, men en erklæring om, at den amerikanske strategi ikke længere er underkastet nogen geografisk begrænsning. Meningen er, at aggression, hvor den end sker, vedrører Amerika direkte, og dets håb er da, at dets villie til om fornødent at anvende magt vil hindre aggressionen. Den første konsekvens, der kan drages af det enorme felt for Amerikas strategi, er, at det ikke kan undvære allierede. Men det er da ikke nok blot at befri disse efter en erobring. Der må skabes et gensidigt forsvar, således at Amerikas stilling er fuldstændig klar. Amerika må hjælpe sine allierede med at holde en overlegen fjende fra deres grænser og fra besættelse af deres territorier. Dette medfører, at Amerika må have tilstrækkelige styrker i udlandet. Det kan ikke på forhånd koncentrere sine stridskræfter, da det i så fald ikke ville kunne samle overlegne styrker, hvor det må kæmpe for at hindre krigen i at brede sig og om fornødent holde den borte fra Amerikas egne kyster. I et land med konstitutionel forfatning som U. S. A . må man altid forudse en defensiv fase i den militære optræden. Denne må ikke blot gå ud på at opholde fjenden, men skal bevare så meget som muligt af Amerikas offensive kraft og så meget som muligt svække fjendens.

Tid, afstand, allierede og ressourcer er alle vigtige faktorer, men de må være synkroniserede for at få den største virkning. Amerika kan i egen interesse dårligt gå ind på at lade en fjende tage Eurasiens landmasse i det håb at kunne fordrive ham i krigens senere stadier. Det ville være en usund krigsøkonomi, som overlod til modstanderen alle ressourcer i jordens rigeste og største landområde. Næsten ethvert afsnit af dette har strategisk værdi. E n sund krigsøkonomi kræver, at Amerika i så høj grad som muligt holder fjenden borte fra de ressourcer i rigdomme, teknisk dygtighed og arbejdskraft, som det i den fælles interesse må sikre sig til eget brug og til fordel for venligtstillede nationer. E n magt, der søger herredømme over Eurasien, ville sikkert også søge verdensherredømme, og har den først vundet et mål, ville den have midler til at nå det næste. Amerika kan ikke gå ind på en strategi, som medfører forbrug af materielle ressourcer, som det ikke selv har, eller som, hvis det har dem, medfører, at de bliver udtømt enten i krigens løb eller i genopbygningen bagefter. Det må se frem til den fred, som følger efter enhver krig, med samme oversigt som i planlæggelsen af midler til at sejre i en kommende krig. Amerika kan ikke bygge på en strategi, som medfører almindelig ødelæggelse af det område, som fjenden har erobret. Sejren må ikke blive en Pyrrhussejr. Det må ikke blive en sejr, som efterlader verden industrielt lemlæstet og økonomisk udtømt i en sådan grad, at en tilfredsstillende fred bliver uopnåelig. I den militære planlæggelse må Amerika huske på, at krigen ikke er et mål i sig selv. Målet er den fred, som følger efter. Elementer a f størst vigtighed er tidsinddelingen og samling af styrkerne, indbyrdes nøjagtig afbalanceret og med troppernes art og midler rettet mod et bestemt mål. Amerika må sørge for at have en styrke, der kan fastholde vitale områder i andre kontinenter og beskytte dem mod den uhyre ødelæggelse, der følger med den moderne krigsførelse. Dette må nødvendigvis medføre, at hærene stadig danner grundlaget for en sund strategi, særlig hvis denne er rettet mod en magt, som råder over et stort landområde. Dette kan næppe modsiges, selv om man indrømmer, at den næste krig i væsentlig grad vil blive udkæmpet i luften.

Det er åbenbart, at luftstridskræfternes virkning vil blive mangfoldiggjort, hvis den afstand formindskes, som flyveren må tilbagelægge for at udløse sine bomber. Dette betyder en kortere tid i luften, at jagerbeskyttelse kun er nødvendig i en kortere periode, og at der er mindre udsigt til at blive opdaget. Tvinger man fjenden til at bevæge sig over større afstande i luften, vil dette nødvendiggøre for ham en større last af benzin, chancen for, at han opdages, forøges, den bombevægt, han kan medføre, og det antal maskiner, han kan anvende, formindskes, og virkningen reduceres i høj grad. Fjenden må altså forhindres i at besætte områder, fra hvilke hans luftangreb let kan nå U. S. A . E n strategi, der forringer fjendens anvendelse af hans luftstridskræfter, vil således forøge virkningen af Amerikas og lette en offensiv i stor stil, hvis Amerika har mobiliseret og er rede til at slå til. Heraf fremgår, at hæren stadig er en meget væsentlig faktor, da det er den, der skal tilvejebringe og sikre luftflådens baser. Landkrigen behøver ikke at blive den afgørende fase i næste krig, men den er af vital betydning, hvis fjenden er beslutsom og råder over store landområder. Flåde, luftvåben og hær har deres uundværlige — og derfor afgørende andel, hver på sit felt, i krigens militære ledelse. Deres relative betydning vil afhænge af fjendens omstændigheder.

Af dette uddrag af general Mc La in ’s artikel turde fremgå den betydning, han tillægger den amerikanske hærs indsats i en krig i Europa. Særlig må man lægge mærke til hans udtalelse om, at U. S. A. må have tilstrækkelige styrker til at hindre fjenden i at bemægtige sig hele Europa og ikke blot se hen til muligheden af atter at kunne fordrive ham i k r igens sidste fase, en opfattelse, som står i absolut modsætning til den, der ifølge artiklen i 111. London News skal være, eller i hvert fald skal have været udbredt i U. S. A. Også må man tage ad notam præsident Truman ’s ord om, at U. S. A. vil støtte de frie folkeslag over for udenlandsk tryk, selv om dette ikke er nogen garanti for, at Amerika vil gribe m ilitært ind hvorsomhelst.

Jens Johansen.

Artikel
Publiceret den 17. jun. 1949
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner