Log ind

Ungdommens militære Opdragelse og Officerernes Stilling i 'Platons Stat, i Jaurés socialistiske Stat og i den facistiske Stat (Nietzsche) (Sluttet)

#

(Sluttet).

Friedriech Nietzsche.

Nietzsche fødtes i 1844 tæt ved Lützen. Hans Fader, der nedstammede fra en polsk Adelsfamilie, var Præst. Han studerede klassisk Filologi i Bonn og Leipzig og blev som 25aarig ansat ved Universitetet i Basel som Professor i dette Fag. I Krigen 1870 deltog han, der var uddannet Artillerist, som Sygepasser, fordi han var schweitzisk Borger. 1 1879 maatte han tage sin Afsked paa Grund a f Sygdom, siden levede han dels i Schweitz og dels ved Rivieraen, hvor han paa lange Ture skrev sine Boger, men han var ensom og uforstaaet, da hans voldsomme K ritik a f det tyske Folk efter Krigen og Angrebene paa Kirken skabte ham mange Fjender. Han var altid syg, levede meget usselt og døde i 1900 efter at have været sindssyg siden 1889. Nietzsche var, som Hø ffding siger, en tapper Mand, en ualmindelig uafhængig og fordomsfri Aand. Hans Indflydelse i Tyskland er meget stor fo r Tiden. Over 1000 Bøger og 10,000 A rtikler er udkommet om hans Arbejder. Nietzsche er under hele sin Arbejdstid i stadig Udvikling. I første Periode er han under Indflydelse a f Wagner og Shopenhauer. Kunsten og det geniale kunstneriske Menneske er hans Hovedinteresse. Sine Værker skrev han i aphoristisk Form, som han havde lært a f la Rochefoucauld og de andre franske Moralister i det 17’ og 18’ Aarhundrede. I det hele var han hele sit Liv igennem en stor Beundrer a f den gamle franske Kultur, som var den eneste, han anerkendte. Winkelmanns Opfattelse af den græske Kunst, som det klare, det maadeholdne og skønne, synes han var ensidig. Det er kim den apollinske Side, der er fremherskende i Billedkunsten og i Eposet, men dybere og mægtigere er den dionysiske Side, der naar sit Højdepunkt i den lidenskabelige Bevægelse og dens Udslag. Et rigt overstrømmende Instinkt, et Overskud af Kraft, fostrer her en Jasigen til Livet trods alle dets Lidelser og Kvaler: Ja! Viljen til Livet glæder sig over sin Uudtømmelighed, sin egen Tilblivelse og Skabelyst selv om O ffring a f de højeste Mennesketyper er Prisen. Ud fra denne dionysiske D rift maa Musikken og Tragedien forstaas.

Schopenhauer aabnede Nietzsches Øjne for Tilværelsens mørke Sider og Instinktets Magt — Villien til Livet. Men snart vil han ikke folge Schopenhauer mere, naar denne i sin Pessimisme fornægter Livet, han vil tværtimod sige Ja til L ivet, som det er. Symbolet herpaa er Dionysos. Han haaber, at Wagner skal frelse den tyske Kultur, der er i Forfald efter Krigene (id og 7(1, idet Kulturens materielle Sider overvurderes ogsaa paa det politiske Omraade, og den uf rug tbare pedantiske Lærdom tager Overhaand, især den historiske, deler tilbøjelig til at finde alt, hvad der er sket i Historien fornuftigt at bøje sig for det. Hangen til Demokratisme viser sig ogsaa i en Masseproduktion af saakaldte Dannelsesanstalter, som højst leverer selvtilfredse Filistre. — „Det dannede Menneske“ , siger han, „er en historisk-æstetisk Dannelsesfilister, en gammelklog og nyvis Vrøvler om Stat, Kirke og Kunst, et Miskmask a f Tusind Andenhaandsfølelser, en umættelig Mave, der dog ikke ved, hvad Sult er“ . I den næste Periode gør han mere og mere Front imod Pessimismen og bryder med Wagner, da Bayreutspillene skuffer ham, fordi de ikke kan blive en Regeneration a f det tyske Folk, og fordi Parsifal er katolsk præget. Han opfylder nu sit eget Bud: „Werde, der du bist“ og skriver: „N e j! Livet har ikke skuffet mig! F ra A a r til A a r finder jeg det tværtimod rigere, mere attraaværdigt og mystisk — fra den Dag, da den store Befrielse kom over mig, den Tanke, at Livet kunde være et Eksperiment fo r den erkendende — og ikke en Pligt, ikke en Tilskikkelse, ikke et Bedrageri! Og Erkendelsen, lad den fo r andre være noget andet, f. Eks. en Seng at hvile i eller Vejen til en saadan, eller Underholdning eller Lediggang — fo r mig er den en Verden a f Farer og Sejre, hvori ogsaa de heroiske Følelser har deres Dans — og Tumlepladser. — L ivet er Middel til Erkendelse — med denne Grundsætning i H jertet kan man ikke blot leve tappert, men ogsaa muntert og le muntert! Og hvem forstod overhovedet at leve godt og le muntert, som ikke først og fremmest forstod sig godt paa K rig og Sejr?“ Men Nietzsche kunde ikke finde Tilfredshed alene i videnskabelig Erkendelse, han stod i alt fo r inderligt et Forhold til Livsproblemet. Personligheden interesserer ham frem for alt. „Mangel paa Person hævner sig overalt; en svækket, tynd, udslidt, sig selv fornægtende Personlighed duer ikke mere til noget — duer allermindst til Filosof. Uselviskheden har ingen Værd i Himlen eller paa Jorden, de store Problemer forlanger alle den store Kærlighed, og dertil er kun de stærke, sunde Aander istand, der har Tillid til sig selv. Det er en meget betydelig Forskel, om en Tænker staar personligt til sit Problem, saa at han deri har sin Skæbne, sin Nød og tillige sin bedste Lykke, eller upersonligt, saa at han kun forstaar at befamle det og gribe det med den kolde nysgerrige Tankes Føletraade. 1 sidste Tilfælde kommer der intet ud deraf — !“

Nietzsche ser ikke Maalet for Menneskeheden i en stadig Udvikling som Darwin og heller ikke kan Maalet være, at Livet paa Jorden for hver enkelt kun er en Forberedelse til et andet Liv. Men Maalet er den størst mulige Udvikling af de enkelte Mennesker paa Jorden. Han forkynder derfor et nyt Menneskeideal, „Overmennesket“ , der bærer det sociale Liv koncentreret i sig. Trods alle Forsikringer om at staa hinsides Godt og Ondt, om at staa i Kamp for en moralfri Dyd, er det et overvejende etisk Ideal.

Men han bekæmper den gængse Moral, fordi Europas Moral efter hans Mening kun har til Grundlag, hvad der er til Gavn for de „A lt for mange“ . Alle højere og sjældnere Menneskers Ulykke ligger deri, at alt hvad der udmærker dem, bliver dem bevidst med en Følelse af Mindreværd, af Skamfølelse. De stærke blandt Nutidens Mennesker er derfor Aarsag til den pessimistiske Formørkelse, de middelmaadige er ligesom Hjorddyrene uden mange Spørgsmaal og Samvittighed og derfor ligeglade. Han skriver endvidere: „E t dydigt Menneske er allerede derved et lavere staaende Individ, at det ikke er nogen Person, men kun faar sit Værd ved at udfylde et Skema „Mennesket“ . Det har ikke nogen Værdi i og for sig; det kan blive sammenlignet, det har sine Ligemænd, det skal ikke være en Ener. Opregn det gode Menneskes Egenskaber: Hvorfor finder vi Behag i ham? Fordi vi ikke har nødigt at føre Krig, fordi han ikke tvinger os til at være mistroisk, til at være forsigtige, til at samle os og være strenge imod os selv: vor Dovenskab, vor Letsindighed, vor Godmodighed kan gøre sig gode Dage. Det er dette vort Velbefindende, som vi projekterer ud a f os og tillægger det gode Menneske som Egenskaber, der regnes som værdifulde.“ I Zarathustra-Skikkelsen tegner han Forkynderen a f det nye Ideal og tilmed dets Legemliggørelse. Han har stadigt en positivistisk Erkendelsesteori, og han bekæmper enhver Metafysik, enhver Lære om en „sand Verden“ , Sansernes Verden er den eneste. Gud er for ham død, og han tror heller ikke paa et Liv efter Døden, derimod lærer han alle Tings evige Genkomst. Da Verden efter hans Mening bestaar a f et endeligt Antal Elementer og kun indeholder en endelig Energimængde, saa kan Antallet a f causal paa hinanden følgende Verdenstilstande kun blive endeligt, men Tiden er uendelig. Er alle Muligheder a f Kombinationer a f Verdenselementer udtømt, saa maa de begynde fo rfra og igen forløbe paa samme Maade: Das grosse Rad des Werdens dreht sich immer wieder von neuen um.“

Nietzsche kendte allerede denne Lære fra sine Studier over den græske Oldtid. Selv forkynder han den i Zarathustra som en mystisk Tro. Gribende skildrer han ogsaa det nedtrykkende ved denne Tro, thi ogsaa alt det ringe, nedrige og gemene vil komme igen. Naar han kan udholde denne Tro, saa er det Overbevisningen om, at det staar til Mennesket at lede Udviklingen opad til Overmennesket; og naar nu Mennesket med Blikket fæstet paa dette Ideal trods al Livets Tynge vil Livet, ikke blot en Gang, men utallige Gange, saa forkynder han dermed tillige den mest besluttede og kraftigste Jasigen til Villien til Livet, som kan tænkes. Og deri ser Nietzsche den mest heroiske, den højeste menneskelige Ydelse.

Ved Omvurderingen a f alle Værdier er hans Værdsætning rent biologisk: Livet er selv det højeste Gode, det øverste Formand, og det er ikke noget af de Goder, der kan opnaas i Livet som Erkendelse eller Lykke — i Betydningen et behageligt Liv. Men ikke alt Liv er for ham værdifuldt, ikke de syges og de svages, de vanslægtedes, men kun det sunde, kraftige Liv: det vil sige det Liv, i hvilken den Tendens er fremherskende, som han anser for den dybeste og væsentligste: Driften, Villien — ikke Villien til Lyst og Nydelse — , men Villien til Virksomhed, til Overvindelse a f Modstande, til T ilegnelse af alt, der opretholder og forhøjer Livet — kort sagt: Villien til Magt. „M in Teori maa være“ , siger han, „at Villien til Magt er den primære Affektform , at alle de andre A ffekter kun er dens Udformninger: at det giver en betydningsfuld Oplysning at sætte Magt i Stedet for den individuelle Lykke (efter hvilken hvert levende siges at stræbe). Det Tævende stræber efter Magt, efter mere Magt; Lyst er kun et Symptom paa Følelsen a f opnaaet Magt (det levende stræber ikke efter Lyst; men Lyst indtræder, naar det opnaar det, hvorefter det stræber. Lyst ledsager, Lyst sætter ikke i Bevægelse). at al drivende K ra ft er Villien til Magt, at der ikke gives nogen fysisk, dynamisk eller psykisk K ra ft udenfor den.“ Hera f kommer saa hans Værditavle: Hvad er godt? Alt, hvad der forhøjer Magtfølelsen, Villien til Magt, Magten selv i Mennesket. Hvad er slet? — Alt, hvad der stammer fra Svaghed. De svage og de mislykkede skal gaa til Grunde, det er det første Bud i vor Kærlighed til Menneskene, og man skal endog hjælpe dem dertil.. Hvad er derfor skadeligere end en hvilkensomhelst Last? Medlidenheden med alle svage og mislykkede. „Medlidenheden“ , siger han, „er en Ødslen med Følelse, en skadelig Parasit for den moralske Sundhed: det kan umuligt være en Plig t at forøge det onde i Verden. Naar man kun gør godt a f Medlidenhed, saa gør man egentlig kun sig selv godt og ikke den anden. Medlidenheden beror ikke paa Fornuftgrunde, men paa Affekter, den er patologisk. Den fremmedes Lidelse smitter os.“ Alle Instinkter, der siger -Ta til og befordrer Livet og V illien til Magt, anser han for sunde og gode; alle, der driver til at foragte Livet, er for ham slette og sygelige. — Tegn paa Dekadance. Nietzsche mener at kunne skelne imellem to væsentlig forskellige sædelige Vurderinger, alt eftersom de er udgaaet fra en hersker de Klasse eller fra de beherskede, de afhængige a f enhver Slags, Slaverne. Det giver de to Grundtyper: Herremoralen og Slavemoralen. — (T alle højere og blandede Kulturer finder der Forsøg Sted paa at formidle de to Moraler, de findes ofte ved Siden a f hinanden, ja endogsaa i det samme Menneske indenfor den samme Sjæl). E r det en TTerskerklasse, der bestemmer, hvad der skal forstaas ved godt, er det ogsaa de høje stolte Sjælstilstande, som føles som det udmærkede og det, som bestemmer Rangordnen mellem Dyderne. Det fornemme Menneske udskiller a f sit Væsen det, der * er Udtryk fo r det modsatte a f saadanne høje Sjælstilstande, han foragter det. Godt og slet betyder i Herremoralen saa meget som fornem og foragtelig. Foragtet bliver den fejge, den ængstelige, den kleinmodige, den som kun tænker paa den snevre Nytte. Ligeledes den mistroiske med hans ufrie Blik, den der fornedrer sig, I lundemennesket, der lader sig mishandle, den sledske Smigrer og frem for alt Løgneren. „Den fornemme Klasse a f Mennesker føler sig som værdbestemmende, den har ikke nødig at høste Bifald, den slutter: hvad der er skadeligt for mig, er i det hele skadeligt; den ved, at det er den, der overhovedet forlenet- Tingene med Æ re — den er værdskabende.“ „Den dybeste Grund er Følelsen a f Magtfylde, der vil strømme over, Lykkefølelsen ved høj sjælelig Spænding, Bevidstheden om Rigdom, der maa skænkes bort.“ Det fornemme Menneske ærer i sig selv den Mægtige og den, der har Magt over sig selv, der forstaar at tie og tale, der med Glæde er streng og haard imod sig selv og har Ærbødighed for alt strengt og haardt. Omhyggelighed med sit Ydre, forsaavidt denne Omhyggelighed afgrænser, holder paa Afstand og beskytter imod Fo rveksling. De beundrer vanskeligt. De taaler Fattigdom, Mangler og Sygdom stolt og tavst. De gaar af Vejen for smaa Æresbevisninger og nærer Mistro til enhver, der let roser ; thi den rosende tror, at han fo rstaar, hvad han roser : men forstaa — Balzac har forraadt det, denne typisk ærgerrige, — comprendre c'est égaler. De har den Overbevisning, at man kun har Pligter overfor sine Ligemænd, imod andre kan man opføre sig efter Fo rgodtbefindende ; at kun inter pares kan man haabe paa Retfærdighed (desværre langt fra regne dermed). De er altid forkhedt: Jo højere Klasse Mennesket er af, desto mere behøver det incognito. Ilvis der virkelig fandtes en Gud, saa kunde han blot a f Anstændigheds Grunde kun vise sig som et Menneske i denne Verden. Glæde ved Former, Tagen i Beskyttelse af alt formelt, være overbevist om, at Høflighed er en af de store Dyder : Mistro imod al Slags Laden-staa-til, iberegnet Presse- og Tænkefrihed, fordi Aanden under dem bliver familiær, tølperagtig og strækker Lemmerne. De skal kunne bære lange Fjendskaber, ikke være let til Forsoning og hævde en Rangordning mellem Mennesker. D istancens Patos.

De ækles ved det demagogiske, ved Oplysning, ved Gemytlighed, ved den pøbelagtige Fortrolighed. Herremoralen er Udfoldelse a f det kraftige livsbejaende Instinkt, i den taler den hele, den sunde Egoisme, som vælder ud a f de mægtige Sjæle, der ejer det høje Liv, det smukke, sejrrige og vederkvægende. Jeg synes, han har skildret Idealet a f Overmennesket her: Den, der er istand til at føle hele Menneskehedens Historie taget under eet som sin egen Historie, han føler i en uhyre Almindeliggørelse al den Sorg, som den syge føler, der tænker paa sin Sundhed, som Oldingen føler, der tænker paa sin Ungdomsdrøm, som den elskende, der er blevet berøvet sin Elskede, som Martyren, der ser sit Ideal gaa til Grunde, som Helten om Aftenen efter Slaget, der intet har afg jort og dog bragte ham Saar og Tabet a f en Ven — ; men at bære og kunne bære denne uhyre Sum af Sorg a f al Slags og dog være den Helt, der ved den anden Slagdags Frembrud hilser Morgenrøden og sin Lykke som et Menneske, der har en Horizont a f Aartusinder foran sig og bagved sig, som Arvingen til al forbigangen AandsFornemhed og til den forpligtende Arv, som den adeligste af de gamle adelige og samtidig den førstefødte af en ny Adel, hvis Lige endnu ingen saa eller drømte om. Tage alt paa sin Sjæl, det ældste, det nyeste, det tabte og Forhaabningerne, Menneskehedens Erobringer og Sejre: endelig have alt det i Sjælen og trænge det sammen i en Følelse: — det maa dog give en Lykke, som hidtil Menneesket endnu ikke har kendt, — en Guds Lykke fuld a f Magt og Kærlighed, fuld af Taarer og L a tte r: en Lykke, der ligesom Aftensolen uophørlig skænker bort a f sin uudtømmelige Rigdom og gyder det i Havet, og som først føler sig rigest, naar selv den fattigste Fisker ror med gyldne Aarer, — det er i Sandhed „ l’ivresse de la raison.“ Hjordmoralen eller Slavemoralen er opstaaet blandt de U ndertvungne, de fortrykte, de lidende, og det er ogsaa de livstrættes og svages Moral, kort sagt alle deres, der mangler Selvtillid og derfor søger Støtte hos ligestillede — hos Hjorden. Hjordinstinktet er imod de stærke og uafhængige — , de lidende og mislykkede er imod de lykkelige — , Middelmaadighederne imod de udmærkede. 1 Iljordmoralen udtaler sig en pessimistisk Mistillid til Livet, den er Instinktets Forfald og Vanhelligelse. Medens alle i Virkeligheden tørster efter Magt og Udmærkede, opstiller Hjordmoralen Ligheden som Idealet — , alle skal være lige gode og have samme Rettigheder. Kun de Dyder sættes højt, der er til Gavn for andre — Altruismen. Da H jorddyret frem for alt skyer Farer og Anstrengelser, roser det de fredelige, de maadeholdne, de beskedne, de trofaste, de enfoldige, de gavmilde, de lydige, de forsigtige — for Hjorden, er den gode den „skikkelige“ . Alle disse Egenskaber føles ikke som gode i og fo r sig men kun i Forhold til Hjorden, som nødvendige fo r dens Opretholdelse og Lykke, som en Følge a f det egentlige H jordinstinkt i den enkelte — det vil sige i et Instinkts Tjeneste, der er grundforskellig fra disse Dyder, thi Hjorden er udadtil fjendsk, egoistisk, ubarmhjertig og fuld a f Mistillid. Dødsfjendskab nærer Hjorden til Rangordning; imod de højtstaaende og store er den ubillig, ubeskeden, fræk, løgnagtig, misundelig og hævngerrig, thi den søger at opretholde en Type og værger sig til begge Sider imod Forbryderne og imod de fremragende. Hjordens Tendens er rettet imod Stilstand og Opretholdelse a f det værende, der er ikke noget skabende i den. De, der efter Herremoralen var de „Gode“ , synes efter Slavemoralen at være grusomme, farlige og — onde. Nietzsche kæmper imod alle demokratiske Frihedsbestræbelser. Der gives saa mange store Tanker, de udretter ikke mere end en Blæsebælg, de blæser op og bliver tommere. F ri, kalder du dig? Din herskende Tanke vil jeg høre og ikke, at du er løbet fra Aaget. E r du en saadan, der burde løbe fra et Aag? Der gives mange, der kastede deres sidste Værd bort, da de kastede deres Evne til at tjene bort. F ri! Hvorfra! Hvad vedkommer det Zarathustra, klart skal dine Øjne forkynde: Hvortil! Særligt er han en Modstander a f de socialistiske Retninger. I dem ser han kun en tom „Goren lige“ , en Nedtrykning a f de fremragende paa de altformanges Trin. Hele Altruismen viser sig at være Privatmandsklogskab, Samfundene er ikke altruistiske imod hinanden. Budet „Du skal elske din Næste“ er aldrig blevet udvidet til „Du skal elske din Nabo“ . Alle tilgrænsende Nationer, saavel som deres Forbundsfæller, anser vi for vore Fjender, af de samme Grunde maa vi betragte deres Naboer som vore Venner. Staten er den organiserede Umoralitet, indadtil som Politi, Strafferet, Ilandel o. s. v. og udadtil som Villie til Magt, til Krig, til Erobring, til Hævn. Hvorledes gaar det til, at Staten gør mange Ting, som den enkelte aldrig vilde indlade sig paa? Ved Fordeling a f Ansvaret, af Befalingsmyndigheden og af Udførelsen. Ved Indskydning a f Dyder som Lydighed, Pligt, Fædrelandskærlighed; og ved Bevarelse af Stolthed, Strenghed, Styrke. Had og Hævn — alle typiske Karaktertræk, der modsiger Hjordtypens Idealer. Men Hjorden skal have Førere, der kan styre Staten. „ E r det derfor ikke paa Tide, spørger Nietzsche, jo mere Typen H jorddyr udvikler sig i Europa, at gøre Forsøg paa en efter Principper kunstig og bevidst Opdrætning af den modsatte Type og dens Dyder — Herskeraander til den nye og sublime Form fo r Slaveri (det maa blive det europæiske Demokratis Ende), der stotter sig paa dette, hæver sig op ved dette — til nye, hidtil umuligt Fremsyn, — til deres Opgave“ . Det ligger Nietzsche fjernt at ville oplære alle til Tilhængere a f Herremoralen, men paa dem, der kan fatte den, skal Sindet aabnes for Idealet a f det fornemme, det heroiske Menneske — Overmennesket. Hvis han ikke selv kan naa det, saa naas det maaske a f hans Børnebørn, thi kun igennem Generationers Arbejde kan denne Overklasse opdrættes. H id til var Virkeliggørelsen a f dette Ideal kun tilfældig, men nu skal Maalet naas ved en planlagt Opdrætning. Det er frem for alt den store Lidelse, der skal føre Menneskene frem ad: „Det bestemmer næsten Rangorden, hvor dybt et Menneske kan lide“ . En A rt, en Type bliver kun fæstnet og stærk igennem den lange Kamp under væsentlig lige ugunstige Kaar. Ad denne Vej kommer Nietzsche til en Vurdering a f Krigen og Kampe som det værdifuldeste Middel til en højere Udvikling a f Mennesket. Det er forfængeligt Sværmeri og Fantasteri at vente meget af Menneskeheden, naar den har glemt at føre Krig. Indtil videre kender vi intet andet Middel, hvorved trætte Folk sikkert kan opnaa den Feltlejrens Energi, det dybe upersonlige Had, den Morderkoldblodighed med god Samvittighed, den fælles organiserede brændende Lyst til at tilintetgøre Fjenden, den stolte Ligegyldighed overfor Tab, overfor eget og Venners Liv, den dumpe jordskælvagtige Rysten a f hele Sjælen, saaledes som enhver stor K rig gør det. Fra de her frembrvdende Bække og Strømme, som ganske vist medfore Stene og Snavs a f enhver A r t og tilintetgør fine Kulturværdier, vil under gunstige Omstændigheder Hjulværkerne i Aandens Værksteder igen blive drejet med fornyet Kraft. Kulturen kan absolut ikke undvære Lidenskaber, Laster og Siethed. Man vil maaske ligesom Kejsertidens Romere og Nutidens Englændere finde paa Surrogater fo r Krig, men maaske derved lettere indse, at en saadan høj tkultiveret og derved nødvendigvis mat Menneskehed, som Europas nuværende, ikke blot behøver Krig, men de største og frygteligste K rige — altsaa midlertidig Tilbagefald til Barbari — fo r ikke at sætte Kulturen og Tilværelsen til ved selve Kulturens Midler. „I skal elske Freden“ , siger Zarathustra, „som Middel til nye K rige og den korte Fred mere end den lange. Hvad er godt: at være tapper. I siger, det er den gode Sag, der gør Krigen hellig. Jeg siger, den gode K rig er det, der gør Sagen hellig“ . E r du et Menneske, der har en Krigers Instinkt i Kroppen? Og selv i saa Fald er der endnu et Spørgsmaal: E r du a f Instinkt en Angrebskriger eller en Forsvarskriger? Resten a f Menneskene, alle, der ikke er krigeriske a f Instinkt, vil Fred, Endrægtighed, Frihed, vil „lige Ret“ — : det er nu kun Navne og T rin fo r det samme. Man vil gaa derhen, hvor man ikke er nødt til at forsvare sig; saadanne Mennesker bliver utilfredse med sig selv, naar de er nødt til at yde Modstand; de vil skabe Tilstande, hvor der overhovedet ikke gives K rig mere! I værste Fald vil de underkaste sig, lystre og indordne sig, — det er dog altid bedre end at føre K rig, — saaledes raader Instinktet den kristne. Hos den fødte K riger findes der noget ligesom en Bevæbning i Karakteren, i Valget a f Stand, i Udviklingen af enhver Egenskab. Angrebsvaabnet er bedst udviklet hos den ene, Værget hos den anden. De ubevæbnede, de, der ingen Angrebsvaaben har, ingen Værge har, hvilke Hjælpemidler og Dyder har de ikke nødig fo r at holde u d ------ for selv at sejre? H ar I Mod, mine Brødre? E r I modige? Ikke Mod foran Vidner, men Eneboermod — og Ørnemod, som end ikke en Gud ser. Kolde Sjæle, Muldyr, Blinde og Drukne kalder vi ikke modige ! Hjerte har den, der kender Frygten, men betvinger den; den der ser Afgrunden, men med Stolthed! Den der ser Afgrunden, men med Ørneøjne! Den der griber Afgrundens Rand med Kloerne! Han har M od!“ Saaledes opfordrer han de unge til at udvikle deres Personlighed: „V o r forunderlige Tilværelse netop i dette Nu opmuntrer os paa det stærkeste til at leve efter vort eget Maal, vor egne Lov! Det uforklarlige er, at vi fødes netop nu, og dog havde den uendelige Tid til at fødes i, at vi intet ejer uden et kort Spand af Nuet og i det skal vise, hvortil og hvorfor vi netop nu er født!

V i skal overfor os selv svare for vor Tilværelse; følgelig vil vi ogsaa være denne Tilværelses virkelige Styrmænd og ikke tillade, at vor Existens ligner en tankeløs Tilfældighed. Man maa tage sin Tilværelse kækt og farligt, da man jo dog i bedste som i værste Fald skal miste den. Hvorfor hænge ved denne Jordklump, ved dette Erhverv, hvorfor lytte efter det, som N aboen siger? Det er smaaborgerligt at føle sig forpligtet ved de Anskuelser, som et Par hundrede Mile borte ikke mere forpligter. Ingen kan bygge dig den Bro, paa hvilken netop du maa skride over Livets Flod, ingen uden du selv alene. Vel gives der talløse Vadesteder og Broer og Halvguder, der vil bære dig over Floden, men Prisen er dig selv! Du vil sætte dig selv i Pant — og tabe dig selv. Der gives i Verden en eneste Vej, paa hvilken Ingen kan gaa uden du selv: Hvorhen fører den ? Spoi'g ikke, gaa frem ! Han fraraader de unge alt Drømmeri og Ønskeri saaledes: Man kan ikke have Agtelse nok for Mennesket, naar man ser det slaa sig igennem Livet, holde ud, og drage Nytte a f Omstændighederne, men ser man derimod Mennesket, naar han ønsker, saa er han det dummeste Dyr. Det er, ligesom han behøver en Tumleplads fo r Fejghed, Dovenskab, Svaghed og Underdanighed til Helbredelse for sine mandige og stærke Dyder. Se hans Idealer! Det ønskende Menneske finder en Lindring for det mest værdifulde i ham i hans Virlcen, i intet, i det absurde, i det værdiløse, i det barnlige. Den aandelige Armod og Mangel paa Opfindelsesevne er hos dette ellers saa opfindsomme og udvejsrige Dyr forskrækkelig. Idealet er ligesom den Bod, Mennesket maa betale for de uhyre Anstrengelser, som han lægger for Dagen ved alle virkelige og paatrængende Opgaver. Hører Virkeligheden op, saa kommer Trætheden, Drømmen, Svagheden. Idealet er ligefrem en Form for Drøm, Træthed og Svaghen. . . De stærkeste cg svageste bliver hinanden lig, naar denne Tilstand kommer over dem, de guddommeliggør Ophøret af Arbejdet, a f Kampen, a f Lidenskaberne, a f Spændingen, af V ir ­ keligheden for at sige det hele med et Ord, af Kampen om E r ­ kendelsen, Anstrengelsen ved Erkendelsen. Uskyld, saaledes hedder Fordummelsens Idealtilstand, Salighed Dovenskabens Idealtilstand. Kærlighed Hjorddyrets Idealtilstand, der ikke vil have Fjender mere. Dermed har man hævet op til Idealet alt, hvad der fornedrer og ødelægger Mennesket. Han gaar lige til Bunden a f Opdragelsesproblemet, idet han skriver: „Din sande Opdrager og Uddanner rober dig, hvad der er dit Væsens sande Bund og Natur, noget, der hverken kan opdrages eller uddannes, men i hvert Fald er vanskelig tilgængeligt, bundet og ubevægeligt; din Opdrager formaar ikke at være andet end din Befrier. Og det er Hemmeligheden ved al Uddannelse, — den forlener ikke med kunstige Lemmer, Voksnæser, bebrillede Øjne, det er meget snarere saaledes, at det, som disse Gaver formanede at give, kun var Opdragelsens Efterbillede. Men Befrielse er den, Bortrømning af Ukrudt, Grussamlinger og Utøj, der vil angribe Planternes sarte Kim, Udstrømning a f Lys og Varme, kærlighedsfuld Rislen a f natlig Regn. Den er E fterligning og Tilbedelse a f Naturen, hvor denne er moderlig og barmhjertig sindet. Den er Fuldendelsen a f Naturen, naar den forebygger dens grumme og ubarmhjertige Angreb, og vender dem til det gode, naar den kaster et Slør over Ytringerne af dens stifmoderlige Sindelag og sørgelige Uforstand. Nietzsche er en visionær Mystiker, og der er en hemmelig Intimitet mellem ham og den blide Rabbiner fra Gallilæa, selvom han angriber Kristendommen som Propaganda for den Slavemoral, som han anser for Samtidens Forbandelse. Han taler om Jesus med en uendelig Ærbødighed og broderlig Kæ rlighed, men han hævder, at vi skal ikke soge det evige Liv; det er i os. Han forudsiger det ikke, thi det er fuldstændigt tilstedeværende. „V i ved det alle i enkelte Øjeblikke, hvorledes vort Livs vidtløftigste Arbejder bliver udført for at flygte fo r vor egentlige Opgave; hvor gerne vi vil gemme vort Hoved ligemeget hvor, som om vor hundredøjede Samvittighed ikke kunde g ribe os! Hvor hurtigt vi bortgiver vort Hjerte til Staten, til V in ­ desyge, til Selskabelighed eller til Videnskaben, for blot ikke mere at eje det. Hvorledes vi træller hidsigere og sanseløsere med den tunge daglige Dont, end det er nødvendigt for at leve, fordi det synes os mere nødvendigt ikke at komme til Besindelse. Hvad er det dog, der generer os saa hyppigt, hvad er det for en Myg, der ikke vil lade os sove? Der er Aander omkring os, hvert Øjeblik af Livet har noget at sige os, men vi vil ikke hore disse Aandestemmer. V i er bange for, at nogen skal hviske os i Ørene, naar vi er alene, og derfor hader vi Stilhed og bedøver os i Selskabelighed.“ I „Der VVille zur Macht“ skriver Nietzsche om de unges Opdragelse: „Jeg kan absolut ikke forstaa, hvorledes en, der har forsømt i rette Tid at gaa i en god Skole, kan gøre det godt igen. En saadan kender ikke sig selv, han gaar igennem Livet uden at have lært at gaa; den slappe Muskel forraader sig ved hvert Trin. Undertiden er Livet saa barmhjertigt at indhente det forsømte ved at gøre Livet til en haard Skole fo r ham : maaske et aarelangt Sygeleje, der kræver den yderste Villiekra ft og Nojsomhed, eller en pludselig Nødstilling, tilmed for Hustru og Børn, som fremtvinger en Samling, der kan gengive de slappe Fibre deres Energi og lade Villien til Livet igen vinde i Sejghed. Det ønskeligste er under alle Omstændigheder en haard Disciplin i rette Tid, d. v. s. i den Alder, hvor man endnu er stolt a f at se, at der bliver fordret meget a f en. Thi det skiller den haarde Skole som god Skole fra alle andre, at der forlanges meget, at der holdes stram Disciplin, at det gode, ja! selv det udmærkede bliver krævet som noget normalt, at Ros er sjælden, at der ikke er nogen Overbærenhed, at Irettesættelserne er offentlige, skarpe, saglige og uden Hensyn til Evner og Herkomst. En saadan Skole har man i enhver Henseende nødig, det gælder det legemlige lige saa vel som det aandelige, — det vilde være skæbnesvangert her at gøre Forskel. Den samme Disciplin gør den militære og den lærde dygtige: og nærmere undersøgt, saa gives der ingen dygtige lærde, der ikke har en dygtig Militærs Instinkter i Livet. A t kunne befale og paa den anden Side lystre paa en stolt Maade, at staa i Række og Geled, men til enhver Tid være istand til at føre, at foretrække Fare for Behagelighed, ikke at veje det tilladte og ikke-tilladte paa en Kræmmervægt, være mere fjendtlig sindet imod de tarvelige, de snedige og Parasitterne end imod de onde. — Hvad lærer man i den haarde Skole? LYSTRE OG BEFALE! Madame de Lambert sagde engang til sin Søn: „Mon am i! ne vous permettez que de folies, qui vous feront grand plaisir“ . — det moderligste og klogeste Ord, som nogensinde er blevet henvendt til en Søn — og i høj Grad i Nietzsches Aand. Da Nietzsche med Forfærdelse saa, at Kulturens Udvikling gjorde den intellektuelle Overklasse enten til Materialister eller til Virkelighedens Desertører, stillede han sig det Maal at gøre den til Livets Soldater. Professor Giinther har i Nationalsozialistische Monatshefte udtalt sig saaledes: Fo r at undersøge Nietzsches Betydning for Nationalsocialismen behøver man ikke at følge ham i hans Tankers Konsekvenser. I dem er Nietzsches Filosofi kun en Førerfilosofi, en Lære, som blot den i højere Lag a f Ansvarligheed og Tragik staaende Fører a f politiske Bevægelser kan have Brug fo r for sig selv og for Skæbnen og Historien. Den folkeopdragende og folkeopdrættende Værd a f hans Filoso fi ligger derimod i dens elementære Tendenser, altsaa paa et Plan, hvor man ser bort fra dens sidste Konsekvenser og kun behøver at tage det for Skabelsen a f den nye Verden, det nye Tyskland, brugelige.

Den samlede historisk-filosofiske og paa historiske Realiteter hvilende Del a f hans Værk er frem for alt bestemt for aandelig Discussion; umiddelbart ind i Virkeligheden griber derimod den profetiske og socialpædagogiske Del. Heri ligger Overensstemmelsen mellem Nietzsches Tænkning og Fascismen og Nationalsocialismen. Man kan sige, at den er sammenfattet i Udtrykket: de mandige Dyders Overvægt, Tugt, Mod, Haardførhed, Nøjsomhed, Pligtopfyldelse og Energi. Det er umuligt, at et Folk, der er saaledes opdraget, ikke vil blive et militært Folk. Det er endvidere umuligt, at et militært Folk kan drive andet end national Politik, og naturligvis maa Staten ogsaa have Suprematiet over Erhvervene og det med dem følgende demokratiske Plutokrati. Det er Enden paa den internationale Kapitalisme og internationale Socialisme.

Naturligvis behøver en saa stærk Bevægelse som Nationalsocialismen ikke den Nietzscheske Filosofi for at faa Stødkraft, men selv paa sin Magts Tinde vil den kloge Politiker ikke undlade at sikre og forstærke sin Stilling. Der gives ikke nogen historisk Væren men kun en Vorden, og de oppositionelle Kræ fter omskabes ogsaa, enhver aandelig Bevægelse begynder i nogle faa udvalgtes H jerner og gaar derfra over i Massernes. Naar de dybeste Tænkere i et Tidsrum gaar andre Retninger end Tidsalderens Politik, saa vil de maaske i Øjeblikket være de svageste, men i det lange Løb sejre først i Menneskenes H jerter og derefter langsommeree ved Omgruppering a f Realiteterne. I Nietzsche er ikke en forbigaaende Moderetning genspejlet, men paa dybtgaaende Maade er Bevidstheden om Livet blevet fornyet. Hvor Livet bliver stærkt uden at blive barbarisk, lober det næsten tvangsmæssigt i hans Tænknings Retning. Han er altid paa de mest levendes Side, og Differensieringen af hans Tænken, som en politisk Bevægelse naturligvis aldrig kan efterligne, er paa den anden Side omfattende nok til at banlyse de først aandelig og senere politisk ødelæggende Tendenser saa vidt, at de i det mindste ikke har de bedstes og derfor farligstes Samvittighed bag sig. Mussolini synes at have tænkt saaledes og har derfor søgt at udbrede Nietzsches Lære i Italien, og han har ofte selv erklæret, at han ved Nietzsches Skrifter er blevet omvendt fra Socialist til Fascist. Mussolini er et Eksempel paa et samtidigt Overmenneske. Han er personlig modig, han har sagt, at han er mest stolt af, at han har været en god Soldat, og at han saa den vigtigste Soldaterdyd i at aflægge Vidnesbyrd om sin Sjælskraft, og endelig, at Krigens Skole er en stor Erfaring , „der ser man i Virkeligheden Manden nøgen, hver Dag, hver Time hedder det „Liv eller Død“ . Hans Selvtillid er ubegrænset — „Jeg kender ikke Ordet umuligt“ , men hans Hensynsløshed imod andre er tilsvarende, han knuser alle, selv sine Tilhængere, naar de udtaler en anden Mening end han. Alle Aviser i Italien er kun „H is masters voice“ . Han er meget stolt og fordrede udtrykkelig, før han gik til Audiens hos Paven, at han skulde være fritaget fo r at kysse hans Haand og knæle. Han er meget patriotisk, fordi han er en Del a f Italien, og Italien, det er ham. Naar han vil Italiens Storhed, saa er det hellig Egoisme. Hans Valgsprog er: „A lt for Staten, intet udenfor Staten og intet imod Staten“ . Der kommer ingen Mussolini Nr. 2, sagde han til Ludwig. Han tragter umættelig efter Magt og Rigdom, ikke fo r sig selv eller sin Familie, men fordi han vil være umættelig efter at være gavmild som Nietzsche siger: „I skal tvinge alle Ting til Eder og ind i Eder, for at de a f eders Kilder skal strømme ud som eders Kærlighedsgaver.“ Han kan sin Nietzsche og bruger Vendinger i sine Taler, der kunde staa i Zarathustra: „Jeg er blevet endnu mere barsk og bidende, jeg længes efter nye Prøver og Anstrengelser“ . „Jeg har indset, at alle Ungdommens Savn, Sult og Nød ikke har været andet for mig end en Skole fo r Fremtiden.“ Til det sydlige Italiens dovne og ligeglade Befolkning siger han: „Fascismen er imod et behageligt L iv “ . Mussolini indsaa straks efter, at han var kommet til Magten, at det var nødvendigt at tage Ungdommens Opdragelse i Statens Haand for fra Barndommen a f at indpode den de Dyder og Tanker, der gør den til gode Borgere i den indførte Fo rfatning og til gode Soldater. Han stiftede derfor Organisationen Opera Nazionale Balilla, der blev opkaldt efter en i K r igen falden tapper Yngling. Som 8-aarige indtræder Børnene i Balilla, der er inddelt i Legioner og Kohorter for at minde om det gamle Rom. Militsofficerer leder Uddannelsen i militær Aand, og den foregaar for en Del i store Lejre. F ra det 10. Aar eksercerer de unge med Geværer og Kanoner, holder Skarpskydninger og driver al Slags Sport og Idræt, ligesom der a fholdes store Væddekampe. De unge lærer ogsaa Respekt fo r Religionen, Kærlighed til Familie og Fædreland, Stolthed over det gamle Roms Historie, ubetinget Lydighed og Hengivenhed imod Mussolini og det fascistiske Regimente. Der sørges ogsaa for deres kulturelle Uddannelse og tekniske Færdigheder, Biblioteker er oprettet. „Balilla “ tager sig af Ungdomsforsorgen og Forsikring for Liv og Sygdom, og der findes mange Hospitaler og Rekreationshjem fo r de unge. Disse forbliver i Balilla, til de er 14 A a r og bliver saa Avantgardister, til de er 18 A a r og er under stadig Uddannelse. Derfra gaar de over i de fascistiske Ungdomsforbund og i den fascistiske M ilits eller til den regulære Hær. Det er derfor naturligt, at Fascismen har sine mest begejstrede Tilhængere iblandt de unge, og at Antallet stadigt forøges — de drømmer som Koranen om „Paradis under Sværdets Skygge“ .

V i har nu forsøgt at vise, hvorledes den militære Udvikling og Officerernes Stilling sandsynlivvis vil blive under Kommunisme, den socialistiske Stat udviklet a f den demokratiske og under Fasesmen. Alle Steder vil Ungdommen blive militært opdraget, og Officererne vil faa en fremtrædende Stilling ved denne Uddannelse og som Vogtere af Staten imod ydre og indre Fjender. Der er derfor stor Sandsynlighed for, at Goethes Ord til Eckerm ann: „Die grössten Vorteile im Leben überhaupt wie in der Gesellschaft hat ein gebildeter Soldat“ ogsaa i Fremtiden vil have Gyldighed.

Larssen.