Log ind

Udviklingslinierne i det danske hærvæsens organisation i perioden 1785—1807

#

Stud. mag. Henrik Møhl Larsen har i forbindelse med sine studier på Odense Universitet udarbejdet denne studie.

Indledning.

Under revolutions- og napoleonskrigenes epoke skete der væsentlige ændringer på det militære område både organisatorisk og taktisk set. I Danmark skete også en del militære ændringer i denne periode. Det er her hensigten at belyse, hvorledes den danske udvikling forløb. Om det var en selvstændig udvikling eller om den var påvirket af den europæiske, og endelig om den danske udvikling »fulgte med«. Problemstillingen vil derfor blive: Udviklingslinierne i det danske hærvæsens organisation i perioden 1785—1807, set i relation til den europæiske militære udvikling (taktiske doktriner og hærorganisation) omkring år 1800. Undersøgelsen vil forme sig i fire hovedafsnit:

1. Et militært og udenrigspolitisk overblik over perioden 1785—1807.

2. Den europæiske militære udvikling. (Taktiske doktriner og hærorganisation.)

3. Den danske militære udvikling.

4. Sammenfatning og konklusion.

Den engelske militærhistoriker Michael Howard fremhæver i en artikel om militærhistorie, at emnet bør studeres i bredde, dybde og sammenhæng. 1) Dette gælder ikke kun for militærhistorie, men må være et krav til alle former for historieforskning, da mange undersøgelser ellers vil komme til at stå isoleret fra den historiske sammenhæng.« For at opfylde dette krav er det på sin plads til indledning at orientere læseren om den periode, vi beskæftiger os med. Derved opnås en fornemmelse af, i hvilket »miljø« den militære udvikling foregik. Da denne undersøgelse vil behandle det danske hærvæsens organisation set i relation til den europæiske udvikling på dette område, vil det indledende overblik berøre de udenrigspolitiske og militære begivenheder, der fandt sted i denne periode, idet disse to faktorer, som vi senere skal se, hører ret nøje sammen. På dette tidspunkt hørte de norske styrker også med til den danske hær, men af pladsmæssige grunde er udviklingslinierne i disse ikke berørt.

Udenrigspolitisk og militært overblik over perioden 1785—1807'

Christian d. VII’s søn, kronprins Frederik, var 16 år gammel, da han d. 4. april 1784 blev konfirmeret. 10 dage efter skulle han deltage i sit første statsrådsmøde. Der havde længe forud været lagt planer om, at kronprinsen ved et statskup skulle overtage regeringsmagten efter sin sindsforvirrede fader. Derfor imødeså kronprinsen og hans medsammensvorne med stor forventning mødet.2) Under mødet tog kronprinsen ordet og oplæste et dokument af hvilket det fremgik, at det daværende kabinetsstyre skulle ophøre, og at landet skulle vende tilbage til den regeringsform, der havde hersket for 14—15 år tilbage. Ud fra dokumentets tekst foreslog kronprinsen derefter udnævnelse af fire nye ministre, som var: grev A.P.Bernstorff, den tidligere overkrigssekretær F.C.Rosenkrantz, general von Huth og geheimeråd Henrik Stampe.3) Hele affæren endte i et mindre familieslagsmål mellem kronprinsen og arveprinsen, hvis magt ved planens gennemførelse blev reduceret betydeligt, men resultatet blev, at kongen underskrev dokumentet. Med denne lidt tragikomiske scene står vi ved indledningen til den periode, der skal behandles, og som senere skulle vise sig at blive nogle uhyre begivenhedsrige år for landet. Det danske forhold til Sverige havde i mange år været præget af udenrigspolitiske vanskeligheder,4) og i 1783—84 fremkaldte den svenske konge, Gustav d. III, atter en krise. Han ville forsøge at udvide det svenske territorium og samtidig vinde ry som feltherre. Stødet skulle rettes mod Danmark, og Gustav d. III ville i en håndevending vinde Norge ved at foretage en erobring af København. Hele planen hvilede dog på, at Rusland ville holde sig i ro, og da dette ikke skete måtte eventyret opgives. I juni 1788 brød krigen dog ud. Denne gang var våbnene rettet mod Rusland. Ved et forsvarsforbund havde den dansk-norske og russiske stat forpligtet sig til gensidig støtte, hvis en af staterne blev angrebet. Dette var nu sket, og Danmark måtte udruste et hjælpe-korps, der skulle foretage et indfald fra Norge i det vestlige Sverige. Dette skete også, og d. 24. september rykkede dansk-norske tropper under ledelse af Carl af Hessen ind i Bohuslån, og d. 29. kom det til et mindre sammenstød ved Kvistrumbro, hvor de dansk-norske tilfangetog en svensk afdeling på ca. 800 mand. Imidlertid blev krigen afbrudt, og d. 8. oktober blev der sluttet våbenstilstand som følge af engelsk diplomatisk mægling.5) Set ud fra et dansk militært synspunkt må det siges, at der nu var ro i nogle år. Anderledes var det udenrigspolitisk set. Den franske revolutions dønninger bredte sig hurtigt ud over Europa. Den ydre kamp mod revolutionen blev indledningen til næsten en menneskealders forbitrede kampe, og Danmark undgik da heller ikke at modtage opfordringer til at deltage i den fælles kamp mod revolutionen. Imidlertid viste udenrigsminister A.P.Bernstorff ingen lyst til dette. Hans holdning og dermed Danmarks til problemerne var neutral. Heller ikke den franske konventbeslutning af d. 19. november 1792, der lovede støtte til alle Europas folk, der rejste sig mod deres fyrster, ændrede hans holdning. Det samme gjaldt krigsudbruddet mellem Frankrig og England i 1793, som skabte vanskeligheder, der i sidste instans medførte, at Danmark ikke kunne opretholde sin neutralitet i det store opgør mellem Europas stormagter. Endvidere skulle krigen i de næste år volde mange problemer for den neutrale skibsfart. I lang tid lykkedes det dog A.P.Bernstorff at takle problemerne, men ved hans død i 1797 indtrådte en væsentlig ændring. Hans efterfølger, sønnen Christian Bernstorff, formåede ikke at gennemføre den samme fleksible politik som faderen. Om det var hans diplomatiske evner, det skortede på, eller om hans råd ikke blev fulgt, vil i denne sammenhæng stå uafklaret. Det er imidlertid en kendsgerning, at det nu gik skævt, da sønnen kom til, og at bægeret flød over i 1801. Det startede, da en dansk konvoj d. 25. juli 1800 efter en kort kamp blev opbragt af fire engelske fregatter. Episoden satte de neutrales sag på spidsen, og sagen fik hurtigt storpolitiske følger. Bernstorff opfordrede Rusland til et væbnet neutralitetsforbund, som det lykkedes at få dannet d. 16. december 1800. Forhandlingsresultatet kunne ikke betyde andet end krig mod England. Det varede da heller ikke længe, inden det engelske »svar« kom. D. 14. januar 1801 blev alle danske skibe i engelsk havn beslaglagt. Den danske regering var med det samme noget usikker overfor situationen, men blev dog en smule optimistisk stemt ved det engelske regeringsskifted. 1. februar. England var imidlertid fast besluttet på at tvinge Danmark ud af neutralitetsforbundet, og d. 2. april angreb engelske krigsskibe den danske flåde, der lå aftaklet i København. Kampen endte som bekendt med engelsk sejr, og Danmark måtte trække sig ud af neutralitetsforbundet. Den endelige våbenstilstand blev undertegnet d. 8. april. Efter dette lykkedes det atter at få opbygget en dansk verdenshandel, og regeringen vendte efter forskrækkelsen d. 2. april atter tilbage til neutralitetspolitikken uden at indgå i noget forbund. Til lands forløb begivenhederne mere ublodigt. Som følge af den kritiske udvikling besatte danske tropper d. 29. marts Hamburg og d. 5. april Liibeck, begge steder uden at møde modstand. Hensigten var at bemægtige sig engelske tilgodehavender på 15 mill. pund. Den danske regering ville dog nødig provokere nogle stormagter ved besættelsen, og i slutningen af rnaj blev byerne rømmet igen. Efterhånden blev situationen udenrigspolitisk set mere vanskelig end nogensinde. At komme ind på de problemer, der i disse år opstod for Danmark med at holde Frankrig fra livet og prøve at få England til at forstå en neutral stats vilkår, hører ikke hjemme i dette kortfattede overblik. Men kendsgerningerne viser, at ingen af delene lykkedes. Hæren blev i de efterfølgende år opstillet i Holsten to gange. Første gang i 1803 og anden gang i 1805. Formålet var at værne landet mod en eventuel fjende, men hvem? — det vidste man blot ikke.6) Flåden lå aftaklet — man ville nødig provokere England. Efter slaget ved Trafalgar i 1805, hvor Nelson udslettede den spansk-franske flåde,7) var den danske flåde kommet i søgelyset både fra engelsk og fransk side. Det varede heller ikke længe, inden begivenhederne tog fart. I november 1806 udsendte Napoleon sit dekret om fastlandsspærringen, hvorved situationen for de neutrale stater atter tilspidsedes, idet Englands modtræk blev en kabinetsordre i januar 1807, der forbød al handel med neutrale lande. Efterhånden som vanskelighederne blev større var det uheldigt, at det udenrigspolitiske apparat fungerede mangelfuldt. Udenrigsminister C. Bernstorff havde siden 1805 opholdt sig i Kiel sammen med kronprinsen, der ønskede at være hos tropperne. Udenrigsministerens broder, Joachim Bernstorff, måtte derfor som direktør for udenrigsministeriet i København overtage arbejdet. D.v.s. beslutningsprocessen blev forlænget beklageligt, da J. Bernstorff ikke kunne handle på egen hånd. Napoleon havde i vinteren 1806—07 haft vekslende krigslykke, men i foråret 1807 lykkedes det ham at besejre Rusland og Preusseti afgørende, og d. 7. april sluttedes freden i Tilsit, hvor Ruslands og Frankrigs fjendskab blev afløst af en alliance.

Påvirket af falske rygter om den danske flådes tiltakling i København sendte den engelske udenrigsminister Canning d. 8. august sin udsending Jackson til kronprins Frederik, der på dette tidspunkt opholdt sig i Holsten, for at stille forslag om en dansk-engelsk alliance rettet mod Frankrig.8) Forslaget blev afvist, og kronprinsen ilede samme aften til København efterladende C.Bernstorff i Kiel sammen med Jackson. I København sad J.Bernstorff uden instrukser og forhandlede med to andre engelske udsendinge. Efterhånden var forvirringen total,9) da kronprinsen efter et kort ophold i København atter drog til Kiel for at være ved landets hovedstridskræfter. 10) J.Bernstorff sad da atter tilbage uden mandat til at forhandle med Jackson, der i mellemtiden var ankommet. I sidste ende udviklede situationen sig til, at engelske og hannoveranske landgangstropper gik i land ved Vedbæk d. 16., og hermed var den 6Vi årige krig mod England begyndt. Kort efter landgangen var København belejret. Der blev fra dansk side gjort et ynkeligt forsøg på at komme byen til hjælp, men de Landeværnsbataillpner, der var samlet ved Køge, blev splittet ved et engelsk angreb d. 29. august. H) Da hele den danske hær stod i Holsten, forsøgte man fra norsk side at komme byen til undsætning, men inden tropperne var indskibet, faldt København og blev udleveret til englænderne. Overfaldet på Sjælland og »Flådens Ran« var det første led i den kæde af ulykker, der i de næste år væltede ind over landet, men det er emner, der rent kronologisk falder udenfor denne redegørelses rammer.

Den europæiske militære udvikling.

Det tidsafsnit vi her beskæftiger os med var revolutions- og napoleonskrigenes epoke. Militærhistorien viser tydeligt, at Napoleon militært set var den dominerende i denne periode. Derfor vil dette afsnit hovedsagelig beskæftige sig med franske militære forhold, netop fordi Frankrigs modstandere, efterhånden som krigen skred frem, i høj grad blev præget af hans krigsførelse og lærte ham kunsten efter, for på den måde at bekæmpe ham. I de sidste årtier af det 18. århundrede blev de europæiske samfund ændret radikalt både politisk, økonomisk, socialt og militært. 12) I denne sammenhæng vil vi berøre den militære udvikling. Tidligere blev krigene udelukkende udkæmpet af professionelle soldater, som var rekrutteret overalt fra de europæiske lande. Dette blev nu ændret omkring århundredskiftet, som følge af de mange års krig, der havde været mellem Frankrig og dets naboer. Krigen blev nu udkæmpet med deltagelse af menneskemasser, der ikke havde været set magen til før. Til afløsning af rokokotidens armeer, bestående af hvervede soldater suppleret med lejesoldater, kom nu værnepligthærene, og parolen lød i Frankrig: »Levee en masse.«13) Rokotidens operetteagtige krigsidealer var tiden nu løbet fra. De forekom som en anakronisme. Datidens moderne krigs filosof, Clausewitz, udtrykte det på følgende måde: Krige’ne var nu blevet en fortsættelse af staternes politik med andre midler. 14) Når samfundene skiftede karakter (se ovenfor) ændredes politikken og dermed også krigens natur. 15) Der er ingen epokegørende våben, der kan forklare de franske hæres sejrsmarcher gennem Europa. Våbnene var de samme som Frederik den Store havde benyttet. Årsagerne bør søges i to andre væsentlige faktorer, nemlig: nye taktiske doktriner og en ny hærorganisation.

Nye taktiske doktriner.

De nye franske doktriner, der slog igennem omkring århundredskiftet på det taktiske område, og som kom til at præge de øvrige europæiske lande kan ridses op i fire hovedpunkter:

Pkt. 1. Hæren blev opdelt i bevægelige divisioner, der lettede en fremrykning ad forskellige veje, hvilket muliggjorde en større fart og fleksibilitet.

Pkt. 2. Der blev udviklet et frit bevægeligt let infanteri, som derved var i stand til at operere mere selvstændigt i de forreste linier.

Pkt. 3. Artilleriet blev udnyttet mere fleksibelt på slagmarken, hvorved det var muligt at koncentrere ilden på et givet punkt.

Pkt. 4. Infanteriangrebene foregik nu hovedsagelig i kolonne og ikke mere som før på linie. 16)

Disse fire hovedpunkter vil kræve en mere indgående forklaring, da man ellers ikke vil få den rette forståelse for udviklingslinierne.

Pkt. 1. I tiden 1801—1805, hvor der var fire års fred mellem Frankrig og dets modstandere, brugte Napoleon stilstanden til at omorganisere sine styrker efter et mønster, som de øvrige europæiske stater adopterede de næste 150 år. Det var er system, der muliggjorde en næsten ubegrænset decentralisering under en enkelt højere kommando. Grunden var, at den franske hær blev inddelt i hærkorps, som hver bestod af 2—3 divisioner, infanteri og kavalleri, enheder på hver 800 mand. Hver division bestod af to brigader, hver brigade af to regimenter og endelig hvert regiment af to batailloner.1 7 )

Denne opdeling muliggjorde den omtalte større fart og fleksibilitet, idet hvert korps’ enheder kunne operere selvstændigt. Overraskelsesmomentet spillede en stor og afgørende rolle i Napoleons krigsførelse, og netop derfor havde han brug for en hær, der både kunne operere hurtigt, selvstændigt og fleksibelt. Det kan illustreres på to måder: enten koncentrerede Napoleon sine divisioner, hvorefter han kastede dem mod det svageste punkt i fjendens front, eller han omgik en af fjendens fløje med hovedstyrken af sin armé, hvorefter han placerede denne på tværs af de fjendtlige tilbagetogslinier. Napoleons mål var at nedkæmpe og ødelægge fjendens hær, og enhver sejr blev fuldbyrdet med en ubarmhjertig forfølgelse. 18)

Pkt. 2. Flintlåsmusketten og bajonetten betingede i høj grad den enkelte infanterists uafhængighed, både med hensyn til ildafgivelse og ved forsvaret af sig selv. Dette skyldtes især den større træfsikkerhed flintlåsmusketten havde fremfor de øvrige infanterivåben. Da »guerre des postes« (forpostfægtninger) blev mere almindelige i slutningen af det 18. århundrede, krævede det efterhånden en mere indgående uddannelse af mandskabet i denne kampform, da aktioner af den art krævede mere selvstændighed og pålidelighed, end man normalt fandt hos de tropper, der var skolet til at operere under deres officerers årvågenhed. Under Den preussiske Syvårskrig begyndte både den franske og preussiske armé, som følge af den betydning disse forpostfægtninger efterhånden havde fået, at rekruttere specielle batailloner af »chasseurs« eller »jågern«.10) Oprindeligt var disse folk civile jægere, der var dygtige skytter og vant til livet i skovene og bjergene, og derfor også var velegnede til at kæmpe på egen hånd disse steder. En anden skole for disse jægerkorps, som disse enheder herefter vil blive benævnt, var de nordamerikanske skove, hvor både britiske, franske og amerikanske tropper drog de samme erfaringer, som man havde gjort i Europa.

Pkt. 3. Baron Joseph du Teil, den unge Napoleons lærer på militær akademiet, lagde grundlaget for den fleksible brug af artilleriet, som Napoleon senere benyttede sig af. Joseph du Teil mente, at ilden skulle koncentreres på et bestemt punkt i fjendens linier med den hensigt at skabe et hul, der ville lette det senere gennembrud. Derefter skulle det størst mulige antal tropper samles og rettes mod dette punkt i fjendens linier for derefter at foretage et gennembrud der.20) Napoleon benyttede sig af ideen, og hans artilleritaktik harmonerer endvidere med opdelingen af hæren i korps, divisioner o.s.v., der som omtalt spillede en afgørende rolle i overraskelsesmomentet og koncentrationen af styrkerne inden et angreb.

Pkt. 4. Revolutions- og napoleonskrigene skabte endvidere stor omvæltning på infanteritaktikkens område. Denne omvæltning karakteriseres i almindelighed ved, at man gik fra skytte- og lineartaktikken over til skytte- og kolonnetaktikken.21) Denne korte karakteristik er imidlertid for summarisk. Det må understreges, at lineartaktikken ikke fuldstændigt bortfaldt, men at udviklingen hovedsagelig var gået i en retning, der betød, at kolonnetaktikken var fremherskende, men ikke enerådende. Under Syvårskrigen mellem Preussen og Frankrig var lineartaktikken den dominerende, og efter krigen var det især Frankrig, der bestræbte sig på at forbedre kampånden. Som bekendt er det ofte den tabende part i en krig, som er mest ivrig efter at udbedre eventuelle mangler i sit h æ rv æ se n .22) En genrejsning af Frankrigs magtstilling kunne bl.a. ske gennem en forbedring af hærvæsenet. På fodfolkstaktikkens område gjorde der sig to retninger gældende. Den ene ville drage lære af sejrherrerne og benytte sig af deres taktik. Den anden fremhævede, at den preussiske udformning af lineartaktikken ikke passede til den franske mentalitet efter revolutionen, hvor hele nationen var opfyldt af en indre spontan begejstring for at forsvare det opnåede.23)Rocqacourt (fransk militærhistoriker fra midten af 1800-tallet) skrev, at generalerne erkendte følgende: tvang man soldater, der kun ønskede at styrte frem mod fjenden ind under den tyske lineartaktiks symmetri, ville deres mod og begejstring paralyseres, der ofte kunne opveje deres mangelfulde u d d a n n e l s e .24) Den sidste gruppe forlangte et voldsomt angreb med blanke våben. Denne stødtaktik (1’ordre profond), som havde haft sine forkæmpere allerede før Syvårskrigen, skulle gennemføres i store, dybe kolonner, og mange fanatikere gik endda så vidt som at foreslå en afskaffelse af geværet og i stedet udruste mandskabet med partisaner.25) Ganske vist kunne et bajonetangreb i kolonne føres hurtigere ind på livet af fjenden end et linieangreb, men til gengæld var kolonneformationen mere sårbar overfor artilleriangreb, da den var mere koncentreret end linieformationen. Det samme gjorde sig gældende overfor flankeangreb, der ofte kunne bringe fremrykningen til standsning, da folkene i flanken gjorde holdt for at besvare ilden. De store kolonner, franskmændene ofte anvendte, tit formeret af en divisions samlede fodfolksstyrke, medførte underkrigen i Spanien og Portugal 1808—14, ved Wagram og til sidst ved Waterloo ofte store tab. Kun hvis de stod overfor en modstander, der lod sig imponere af det frygtindgydende syn, en sådan kolonne frembød, kunne denne taktik føre til positive resultater.26) Striden mellem de to synspunkter mundede ud i et kompromis, der medførte at kolonner brugtes på selve kamppladsen, d.v.s. indenfor det fjendtlige artilleris rækkevidde, men udenfor fodfolkenes ild. Endvidere benyttedes kolonner, når angrebets mål var besatte landsbyer eller skovstykker. Som det fremgår, var kolonnetaktikken blevet det dominerende i det franske fodfolks taktik, men ved andre lejligheder end de ovenfor nævnte benyttedes lineartaktikken stadig. F.eks. i tilfælde, hvor terrænet bedre tillod de brede linieformationer.27)

Ny hærorganisation.

Michael Howard fremhæver i sin bog, War in European History, at hemmeligheden bag den franske hærs succes omkring århundredskiftet var en kombination af professionalisme, som stammede fra det tidligere styre (ancien regime) og nationens enthusiasme.28) Revolutionen måtte forsvare sig selv. 29)

Almindelig værnepligt.

I 1793, da de frivillige ressourcer i Frankrig var udnyttet, og det ikke var muligt at skaffe flere folk ad denne vej, udsendtes dekretet om den almindelige værnepligt d. 23. august.30) i store træk gik dekretet ud på, at alle franskmænd skulle tjene hæren, indtil fjenden var drevet bort fra fransk territorium. Alle skulle deltage i den fælles kamp. Unge mænd skulle aftjene deres værnepligt, lidt ældre gifte mænd fremstille våben og transportere ammunition, kvinder skulle sy uniformer og telte og passe hospitaler, selv børn og gamle var på deres vis inddraget i kampen.31) »Levée en masse« blev udstedt på et tidspunkt, da Frankrig var ved at blive løbet over ende af sine modstandere. Blot et år efter var de atter drevet bort fra fransk landområde, og Frankrig var igen i offensiven. Det understreger klart, hvilken dette skridt havde. Franskmændene var hermed nået et skridt længere end de øvrige europæiske lande, der endnu ikke havde blikket åbent for de muligheder, en national hær indebar. (I slutningen af 1794 var de franske styrker vokset til over 1 mill. mand.) Endvidere betød den almindelige værnepligt, at staten ikke havde de samme økonomiske problemer, der knyttede sig til en hvervet armé. Endelig var en national hær præget af en større enthusiasme, end man oplevede i en hvervet styrke. Kort sagt kæmpede Frankrigs nationale hær med større gejst end de øvrige europæiske styrker.

Udskrivning af materielle ressourcer til hæren. En anden væsentlig faktor, der også havde sin betydning for den nye hær organisation, var udskrivningen af materielle ressourcer til hæren. Organisatoren af den franske revolutionære armé, Lazarre Carnot, fremførte, at når det var muligt at udskrive soldater til tjenesten, måtte det samme kunne gennemføres med hensyn til forsyning af både udrustning, klæder og proviant.32) For at opnå dette stræbte Carnot efter at opbygge en planlagt krigsøkonomi, men med, som Howard skriver, truslen om guillotinen i baghånden.33) Dette må undre, når det så tydeligt før er understreget, med hvilken enthusiasme nationen var besat, hvad også de store militære sejre beviser. Det er mærkværdigt, der var behov for dette skræmmemiddel. Økonomisk set må begejstringen altså ikke have været så stor. Howard konstaterer forholdet, men kommenterer det ikke videre. Årsagen til denne negative holdning bør nok søges i den uvilje, men ofte støder på, når samfundsmæssige problemer søges løst ved hjælp fra befolkningens egen pengepung. Der var nu sket en væsentlig ændring i krigsførelsen. Alt blev udnyttet til hærens brug. Al sort handel med varer, der havde betydning for krigsførelsen, blev straffet med døden, og fremstillingen af disse varer (våben, ammunition o.s.v.) blev nationaliseret. Hele det franske samfund var efterhånden inddraget i krigen, som nu var blevet en kamp mellem nationerne for at opretholde deres suverænitet.

Oprettelsen af generalstabe.

Ideen med oprettelse af generalstabe var ikke ny og heller ikke speciel fransk. Den stammede fra Gustav Adolfs armé fra 1632, hvis system franskmændene derefter overtog næsten uændret.34) Men det var først i 1790, de etablerede en generalstab i moderne forstand, der i begyndelsen havde en rådgivende funktion. På grund af Napoleons stærke personlighed ændredes dette imidlertid under hans kommando. Den rådgivende virksomhed forsvandt, og staben ændredes til at fungere som adjudanter og sekretærer. Imidlertid havde både den før omtalte leddeling (se s. 191—92) og forøgelsen af hærstyrkerne medført et behov for flere samtidige operationer, mobilitet og manøvredygtighed.35) Derfor indførte Napoleon generalstabe bestående af skolede hjælpere, som havde indsigt i de problemer, der knyttede sig til koordineringen af et samarbejde mellem de enkelte korps og divisioner. Inden vi går over til behandling af det danske hærvæsen, vil det være på sin plads kort at resumere de væsentligste europæiske militære udviklingslinier. Taktisk skete fire væsentlige ændringer: leddelingen af hæren, oprettelsen af jægerkorps, den fleksible brug af artilleriet og endelig overgangen fra linietil kolonne-angreb. På det organisatoriske område var de væsentligste udviklingslinier: indførelsen af den almindelige værnepligt, inddragelsen af det meste af samfundet i den fælles kamp og til slut oprettelsen af generalstabene. Herefter vil vi gå over til at se på den danske udvikling og undersøge, om det er muligt at spore eventuelle påvirkninger.

Udviklingslinierne i det danske hærvæsens organisation.

Da kronprins Frederik i april 1784 overtog magten, bestod monarkiets landkrigsmagt af 1: den danske hær i Danmark og Hertugdømmerne og 2: den norske hær. Det var to selvstændige dele, men der var dog visse fællestræk udover, at den øverste ledelse var repræsenteret i kongens person. Både ingeniørkorps og artillerikorps, samt nogle fabrikker, var fælles. Endvidere sendtes en del yngre officerer fra Norge til uddannelse i Danmark. Den hærplan, der var gældende ved kronprinsens tiltræden stammede fra 1774, og den tilsigtede en nationalt præget hær. Det viste sig imidlertid umuligt kun at rekruttere mandskab blandt landets bønder, og derfor måtte man som tidligere rekruttere blandt de øvrige europæiske lande — hovedsagelig Tyskland. Forsøget på at give hæren et nationalt præg hvilede på et for løst grundlag. Kronprinsen krævede ved sin tiltræden en revision af hærplanen, og han overdrog general Huth at udarbejde et forslag til en ny h æ rp la n .36) General Huth var født i Sachsen i 1717. Under Den Preussiske Syvårskrig havde han gjort sig heldigt bemærket, hvorfor han herefter blev kaldt til Danmark, hvor han indtrådte i dansk tjeneste som generalløjtnant i artilleriet og ingeniør korpset. 1 1784 blev Huth udnævnt til statsministeer, men holdt sig trods det til sit militære virkefelt, hvor han efterhånden fik stor indflydelse. Det var en vanskelig opgave kronprinsen stillede general Huth. På den ene side måtte budgettet ikke forhøjes, medens på den anden side kravene om forhøjede lønninger ville kræve en betydelig merudgift. Endvidere skulle hærplanen naturligvis være en forbedring af den g a m le .37)

General Huth’s forslag.

General Huth fremhævede tre væsentlige faktorer i sit forslag til en ny hærplan. For det første lagde han vægt på, at befolkningen skulle se med mere positive øjne på hæren end hidtil. Hæren og folket skulle være ét. Forsøgene på at gøre hæren national blev hilst med glæde, men på den anden side var befolkningen ikke indstillet på en indførelse af almindelig værnepligt. Den hvilede fortsat på bondestanden. For det andet havde bondestanden i mange år næret uvilje mod militærtjenesten på grund af de næsten umenneskelige vilkår, de var blevet budt med hensyn til herremandens ret til at udvælge, hvem der skulle være soldat. Det var et uhyre vanskeligt problem Huth stod overfor, men det måtte alligevel forsøges at ændre det til det bedre. Den tredie væsentlige faktor var forslaget om at skabe en national hær. Huth ønskede hæren sammensat af nationale afdelinger, men det afhang i høj grad af, hvor stor værnepligtsmassen var. Muligheden for en forøgelse af udskrivningen var minimal, da godsejerne nærede stor uvilje mod at stille flere karle til krigstjeneste. Som følge af dette foreslog Huth en kompromisløsning, der gik ud på, at 8 ud af fodfolkets 16 regimenter skulle være nationale. General Huth havde øjenene åbne for de muligheder en national hær indebar. Derfor må det siges, at hans forslag fulgte med tiden. Det krævede dog en bedre kontakt og gensidigt tillidsforhold mellem hær og befolkning. Forsøget strandede dog på godsejernes konservatisme. Kronprinsen, for hvem hæren var et og alt, accepterede Huth’s forslag, men ville ikke lade sig binde af et synspunkt, hvorfor Carl af Hessen fik pålagt at udarbejde et u d k a s t .38) Prins Carl af Hessen, der var født i 1744, var på mødrene side i familie med det danske kongehus. Han kom som ung til Danmark, hvor han i 1766 ægtede Frederik d. V’s datter, prinsesse Louise. Dette medførte, at han ret hurtigt fik en topstilling som chef for artilleriet, men med støtte af general Huth, der var noget ældre, og derfor på dette tidspunkt var den egentlige leder. I 1768 blev Carl af Hessen statholder i Hertugdømmerne. I 1778—79 fulgte han Frederik den Store i den bayerske arvefølgekrig og blev i den periode stærkt præget af det preussiske militære system. Da Carl af Hessen i 1784 modtog opfordringen fra kronprins Frederik til at udforme et forslag til en ny hærplan, opholdt han sig i Hanau, hvorfra han i august sendte sin skrivelse til K ø b e n h a v n .39)

Carl af Hessen’s forslag.

Carl af Hessen’s forslag til en ny hærplan kan betragtes som et modstykke til Huth’s i national henseende. Tidligere havde det danske hærvæsen været en kopi af det preussiske, hvor mandskabet indkaldtes til øvelse 2 måneder under den samlede tjenestetid på 20 år. Egentlig omfattede tjenestepligten alle, men i praksis kun en del af bønderne og den fattigste del af bybefolkningen. Resten af styrkerne hvervede man i udlandet. Dette system ville Carl af Hessen videreføre herhjemme, idet han understregede, at den struktur som Huth foreslog ville kræve en-for lang mobiliseringstid, da folkene i en national hær skulle indkaldes fra nær og fjern. Carl af Hessen skønnede, at en mobilisering af alle styrkerne ville vare det meste af en måned, hvilket med Danmarks geografiske beliggenhed var uacceptåbelt. Derfor understregedes det, at de københavnske og holstenske regimenter, der i krisetilfælde sandsynligvis ville blive de først udsatte, i større omfang end de øvrige regimenter skulle bestå af hvervet fast personel. De kunne mobiliseres på 5—6 dage, hvilket var mere tilfredsstillende.40) Carl af Hessen fik overbevist kronprinsen om sine ideer, og allerede d. 7. januar 1785 underskrev han den nye hærplan. Militært set var planen tilfredsstillende, idet den muliggjorde den hurtigere mobilisering, men i national henseende var den uheldig. Hovedparten af hæren bestod stadig af hvervede tropper.

Hærplanen af 1785.

Ved hærplanen af 1785 bevaredes regimenternes sammensætning af hvervet og nationalt mandskab. De nationale skulle møde til tjeneste 28 dage om året, og rekrutterne skulle første gang møde 3 uger før de øvrige for at gennemgå rekrutskolen. Da Carl af Hessen ønskede en højere grad af beredskab i Hertugdømmerne op på Sjælland, blev forholdet mellem hvervede og nationale følgende:

6 regimenter på Sjælland å 800 hvervede og 797 nat. Ialt med befalingsmænd ca. 10.500.

6 egimenter på Jylland-Fyn å 500 hvervede og 1090 nat. Ialt med befalingsmænd ca. 10.500.

4 regimenter i Hertugdømmerne å 1000 hvervede og 590 nat. Ialt med befalingsmænd ca. 7000.

Dermed skulle den hurtige mobilisering gøre det muligt at samle ca. 20.000 mand enten i Holsten eller på Sjælland.41) Af økonomiske grunde foreslog Carl af Hessen Garden til Fods ophævet. Imidlertid nøjedes man med at reducere den fra 5 til 4 kompagnier, medens de tiloversblevne penge blev benyttet til hjælp til oprettelse af to små jægerkorps på henholdsvis Sjælland og i H o l s t e n .42) Efter hærplanen af 1785 var den samlede styrke på 39.548 mand (både bafalingsmænd og menige) og 5751 heste. I forhold til,hærplanen af 1774 var det en forøgelse på 3349 mand og 183 heste. Ved de indførte ændringer var hærens budget vokset fra 1.247.357 Rd. til 1.285.830 Rd. årlig. Stigningen var ikke overvældende, men hærplanens finansielle virkninger forværredes ved, at der ikke var taget hensyn til udgiftene i forbindelse med planens gennemførelse eller til anskaffelse af nyt materiel, især til artilleriet, nye kaserner o.s.v.

Stavnsbåndets ophævelse.

Forordningen af 20. juni 1788 om Stavnsbåndets ophævelse medførte en betydningsfuld ændring af formen for udskrivning af mandskab til h æ r e n .43) Som tidligere omtalt (se side 197) havde herremændene hidtil bestemt hvem af bønderne, der skulle være soldat. Denne praksis blev nu afskaffet, og mandskabsudskrivningen blev herefter foretaget af civil-militære embedsmænd på de såkaldte sessioner på grundlag af folketallet i landsdelen. Med hensyn til udskrivning af folk var det imidlertid de samme som blev indkaldt, og herremændenes indflydelse på udskrivningen forsvandt heller ikke helt, da denne stand bevaredes som embedsmænd i udskrivningskredsen i de næste 50 å r .44) Der kan således ikke være tale om den store militære ændring ved Stavnsbåndets ophævelse.

Hærplanen af 1789.

Efter den korte krig mod Sverige i september 1788 blev det klart, at hæren havde visse mangler. Dette resulterede i en bevilling af beløb til oprettelse af 4 eskadroner husarer, oprettelsen af Slesvigske Jægerkorps og en udvidelse af Sjællandske Jægerkorps til 4 kompagnier. Endvidere bevilgedes anselige beløb til forbedringer af både artilleriet og fæstningerne i landet. Siden 1785 var statens finansielle situation betydeligt forværret. Underskuddet på Vi mill. Rd. fra 1785 var vokset til 4 mill. i 1789. Endvidere var statsgælden steget fra 25,6 mill. til 34 mill. Det blev derfor nødvendigt at holde hærens udgifter indenfor rammerne af 2.100.000 Rd. Endnu engang blev det forelagt Carl af Hessen at udarbejde en ny hærplan på det ændrede grundlag, både finansielt og rekrutteringsmæssigt set. Det sidste på grund af Stavnsbåndets ophævelse. D. 11. december 1789 underskrev kronprinsen forslaget til den nye hærplan, og den skulle træde i kraft d. 1. januar 1790. Ligesom tidligere lå tyngdepunktet af forsvaret i Holsten og på S j æ l l a n d .45) Hærplanen afveg en smule fra den forrige, idet den samlede styrke faldt fra 39.548 mand til 36.916.

Det var en følge af de besparelser, der måtte indføres og har ikke haft væsentlig indflydelse på hærens styrke og slagkraft. Endvidere gik hovedpunkterne i planen ud på en indskrænkning af rytteriet, dog med opretholdelse af en rigelig hestebestand. Det lette artilleri blev forøget, det tunge linieinfanteri indskrænket og det lette udvidet.46) Ellers afveg den ikke fra den forrige med hensyn til tildeling af mandskab og med hensyn til forholdet mellem nationale og hvervede var det også uændret. De hvervede udgjorde 26% af mandskabet.47)

Landeværnets oprettelse.

I tiåret efter den sidste hærplans ikrafttræden skete der ikke væsentlige ændringer i hæren. Det var først i 1801, da den truende fare nærmede sig udefra under Englands og Frankrigs opgør, at der blev gjort forsøg på at styrke forsvaret af kongeriget. Det skete ved den kongelige forordning af 19. januar om Landeværnets oprettelse.48) Landeværnet bestod af lokalkendte folk (datidens form for Hjemmeværn), hvis primære opgave var at afværge en eventuel fjendtlig landgang.49) ideen opstod, da det i vinteren 1800—1801 blev aktuelt at bevogte de danske kyster. Igangsætteren var generalkrigskommissær Hasler, der foreslog en oprettelse af et frivilligt korps til bevogtning af krudt- og kanonfabrikken i Frederiksværk. Kronprinsen udvidede ideen til at omfatte hele landet, så Landeværnet kunne blive en støtte for den almindelige kystbevoksning. Værnet skulle omfatte alle udtjente soldater op til en alder af 45 år. Landeværnet bestod af ialt 64 batailloner med to trepundige kanoner for hver bataillon, hvilket dog i 1804 blev indskrænket til 4 kanoner for hvert regiment, hvor fire kompagnier skulle bestå af artillerister. En bataillon i Landeværnet fik følgende sammensætning: en chef, tre kaptajner, fire løjtnanter, otte tjenestegørende underofficerer, 32 andre underofficerer, 13 spillemænd, 440 landeværnsmænd af yngste klasse og 877 reserver, ialt 1378 mand. 50) Landeværnet var oprettet ill. time, og dets udrustning var derfor uhyre mangelfuld, hvorfor det ikke fik den nødvendige slagkraft og heller ingen afgørende militær betydning. Det kom første gang i ilden i slaget ved Køge d. 29. august 1807, men led som følge af den mangelfulde uddannelse og udrustning et stort nederlag.51) En opfordring fra en samtidig skribent om at skaffe penge til »Det danske Landeværn, som er Statens bedste Forsvar« var åbenbart ikke blevet hørt.52) De pecuniære vanskeligheder for forsvaret var åbenbart også et aktuelt problem under kronprins Frederiks styre.

Den udenlandske hvervnings ophør.

Påvirkningen fra den franske revolution og Napoleons bestræbelser på at gøre hæren og folket til ét, da nationen var i fare, medførte at oprettelsen af Landeværnet blev modtaget meget positivt. Den nationale begejstring slaget på Rheden udløste, både litterært og militært, bevirkede, at tiden nu var moden til dannelsen af en dansk national hær. Kronprinsen greb muligheden og udarbejdede personlig ændringerne, som resulterede i værnepligtsordningen af 11. juni 1802, der bekendtgjorde, at al udenlandsk hvervning skulle ophøre.53) Under forberedelserne til den udenlandske hvervnings ophør blev det fra det Kongelige Generalitets- og Kommisariats-Kollegium fremhævet, at rekrutteringsstammen muligvis var for lille til at skaffe det fornødne mandskab. 54) Det blev dog understreget, at problemet kunne løses, hvis hæren blev rekrutteret under andre forudsætninger end hidtil. Bl. a. skulle Hertugdømmene bidrage med flere folk end hidtil og soldatermålet nedsættes til 60 tommer.55) Den nye værnepligtsordning skabte behov for en ny hærplan. Hærplanen af 8. juni 1803 var dog i hovedtræk uforandret, men den afveg fra den forrige ved at nedsætte tjenestetiden i selve armeen til 6 år. Endvidere skulle der tjenes 6 år i Landeværnets 1. klasse, hvor mandskabet skulle møde til 6 dages øvelse hvert andet år. Endelig skulle der tjenes 6 år i hver af Landeværnets 2. og 3. klasse, som fungerede som reserve for 1. klasse, hvis denne ikke skulle være slagkraftig nok.56) Ude i Europa var det nationale forsvar på det tidspunkt endnu kun gennemført i Frankrig, hvor det, som nævnt, skete i 1793. Der var dog så megen fritagelse, stillingsret, frikøbsret og nummerbytningsret, at der ikke var tale om almindelig værnepligt i den danske fo rstan d . 57) Den danske Generalstabs oprettelse. Som afslutning på det danske hærvæsens organisatoriske udvikling vil vi se på den danske Generalstabs oprettelse. Ved forordningen af 20. januar 1808 oprettedes den danske Generalstab. Datoen for forordningen falder udenfor den kronologiske afgrænsning, men da bestræbelserne for oprettelsen går tilbage i tiden, hører en behandling af emnet hjemme her. Den store, langvarige sammendragning af tropperne i Holland i 1803 og 1805 skabte behov for et organ til koordinering af hærens styrker og bevæ gelser.58) Før kronprins Frederiks periode havde den danske hær haft generalstabe af det tilsnit, der nu etableredes i forbindelse med troppesamlingerne i Holsten. De var dog altid blevet oprettet, når krigen stod for døren og kunne derfor ikke anses for en permanent in s titu tio n .59) Ved den kgl. forordning af 20. januar 1808 blev Generalstaben oprettet som et særskilt våben. Staben blev delt i to dele, henholdsvis generaladjudantstaben og generalkvarter mester staben, der ialt bestod af 33 o ffice re r.60) Forløberen til Generalstaben, Feltjægerkorpset, blev i 1808 knyttet til Generalstaben som underafdeling af kvartermesterstaben og fik sit navn ændret til Generalstabens Guidekorps.61) I korte træk var opgaverne i Generalstaben fordelt på følgende måde: alt vedrørende hærens forplejning, kvarterer, marcher, opmålinger og opsyn med brugbarheden af vejene til militært brug hørte under generalkvartermesterstaben. Gener aladjudantst abens opgaver drejede sig om de strategiske og taktiske problemer, organisation af hæren o .s .v .62)

Den taktiske udvikling.

Til slut i denne undersøgelse vil vi se på, hvilken udvikling der skete på det taktiske område omkring århundredskiftet. Formålet vil være at undersøge, om der på dette område er en påvirkning udefra at spore.

Infanteriet.

Af revolutionskrigene havde man i Danmark draget de erfaringer, at det sluttede infanteri ikke kunne modstå de lette tropper. Derfor besluttedes det at indøve linieinfanteriet i den spredte kampmåde. Fodfolket skulle skiftes til at skyde og skulle kunne lade geværet under bevægelse såvel som i liggende stilling. Endvidere skulle terrænet udnyttes til dækning, soldaterne skulle snige sig frem, og hvor terrænet tillod det styrte frem fra alle kanter. Ved anvendelse af denne spredte kampmåde opnåedes en større bevægelighed og en elastisk frontudstrækning. Det fremgår af lærebøger om infanteritaktik fra den tid, at den franske taktik i høj grad har påvirket udviklingen af den danske taktik, idet de franske forfattere ofte citeres for deres synspunkter. F.eks. skrives det i et afsnit om slagordenen:»Men når man nøjere betragter disse syv (slagordener, forf.), vil man snart vorde enig med Herr von Guibert, at de alle kunne indskrænkes til tvende, n e m lig :« .63) Det fremgår endvidere, at den danske hær på dette tidspunkt (1805) foruden den spredte kampmåde også benyttede sig af skytte- og kolonnetaktikken. Ser vi f.eks. på, hvorledes det foreslås, hvordan et angreb på en armé under march skal udføres, fremgår det, at det skal ske i march i k o lo n n e r.64) Tidligere (1802) var der foretaget den væsentlige taktiske ændring, der samlede skarpskytterne fra hvert regiment i en taktisk enhed som et jægerkompagni (regimentsjægere) på 150 mand. Det var derved gjort lettere at udnytte disse folks skydeegenskaber, når de var samlede under ét. Omvæltningen indenfor fodfolkets taktik fra lineartaktik til den mere fri manøvretaktik var gennemført i løbet af 10 år, og fodfolket var på dette tidspunkt (1807) fuldt på højde med de fleste udenlandske hæres fo d fo lk .65)

Artilleriet.

Artilleriets fornemste opgave var i taktisk henseende at understøtte de andre våbenarter, og ikke indlade sig i duel med det fjendtlige artilleri. Meningen var, at våbnene gensidigt skulle dække hinanden, og derfor skulle artilleriet kende de andre våbens taktik og omvendt. Alle disse principper blev indarbejdet i hæren og under kampene blev skytset sat ind i de forreste linier, hvorved det fik større virkning og præcision, da afstanden til fjenden derved ikke blev så stor. Endvidere kunne artilleriet ved brug af denne taktik dække et eventuelt tilbagetog for fjendens fo rfø lg n in g .66)

Kavalleriet.

Ifølge Frederik d. V’s kavallerireglement skulle et kavalleriangreb indledes med, at rytterne i tæt linieformation langsomt nærmede sig det fjendtlige kavalleri indtil 10— 15 skridts afstand, hvorefter der blev slået over i trav i selve angrebet. Overfor fodfolk red man i stærkt trav indtil 50 skridts afstand, og kort efter afgivelse af infanteriets første salve trak rytteriet ud til siden og angreb i dækning af krudtrøgen, der slørede orienteringen, fodfolkene i flanken. Af et reglementsudkast fra 1776 fremgår, at der ikke blev lagt mere kraft i angrebet. Først i 1790 skete en væsentlig ændring, idet reglementet fra den tid bekendtgjorde, at angrebet skulle foretages med større kraft og hurtighed. Jens Johansen skriver side 236: »På Ordren »March« skulle alle falde i Karriere, Rytterne lægge sig forover, 1. Geled med Pallasken rettet mod Fjendens Ansigt, 2. Geled med Pallasken hævet til Hug med næsten udstrakt Arm. Karrieren maatte ikke uden udtrykkelig Ordre paabegyndes paa over 100 Skridts Afstand. I meget langt Attake skulle først rides i Galop, derpaa pludselig gøres Holdt, for at Hestene kunne puste ud, saa atter Galop fra Stedet og Karriere. Den midlertidige Standsning kunne ogsaa udnyttes ved at lade Eskadroner bag Fløjene svinge ind mod Fjendens Flanker.« Som det fremgår, var det en betydelig ændring i forhold til den tidligere taktik. Der var nu mere kraft bag kavalleriangrebet end tidligere.

Sammenfatning og konklusion.

I indledningen formuleres to hovedspørgsmål i forbindelse med problemstillingen. Det ene var, om den danske militære udvikling var selvstændig og det andet om udviklingen var på højde med den europæiske. Først bør det understreges, at den danske udvikling ikke var selvstændig. Den var i høj grad præget af den europæiske. Dette underbygges af, at man kort efter Den preussiske Syvårskrig også herhjemme oprettede selvstændige jægerkorps, som det var gjort i udlandet. Ser vi på indførelsen af den almindelige værnepligt, fremgår det, at det skete på et tidspunkt (1802), da det endnu kun var gennemført i Frankrig. På dette område var den danske hærorganisation »fulgt godt med«. Lidt anderledes var det med hensyn til oprettelsen af en dansk generalstab (1807—08). Danmark var på dette område distanceret af det militært dominerende Frankrig. Det er sandsynligt, at den danske udvikling var sket hurtigere, hvis landet havde befundet sig i en mere alvorlig krigssituation end tilfældet var. Det kunne måske have skabt mulighed for at skabe den samme nationale gejst, som det f.eks. skete i Frankrig. I den taktiske udvikling er det ligeledes svært at spore en dansk selvstændighed. Hæren var leddelt på samme måde som den franske. Endvidere gik man herhjemme som i udlandet hovedsagelig fra lineartaktikken over til kolonnetaktikken, så der var ikke tale om en selvstændig taktik. Dog var de danske afdelinger fuldt på højde med de fleste udenlandske. Nogle år senere (i 1813) skulle det da også vise sig, at det taktiske grundlag, der blev lagt omkring århundredskiftet, var så godt, at de danske afdelinger kunne leve op til de krav, der blev stillet.67) Det vidner både infanteriets og rytteriets indsats om.

LITTERATURLISTE

Litteratur, som er anført i noterne: Hector Boeck (red.): Danmarks Hær. Kbh. 1934—35. John Danstrup og Hal Koch (red.): Politikens Danmarkshistorie. Bd. 10. Kbh. 1964. C.P.G. Clausewitz: Vom Kriege. Bd. 1—3. Berlin 1832. P. W. Hansen: Skytte- og Lineartaktikken i England og Preussen. Militært tidsskrift 1943. P. W. Hansen: Udviklingen af det franske Fodfolks Taktik før og under Revolutions- og Napoleonskrigene. Militært tidsskrift 1941. E.Q.A. Hedegaard: Frederik d. VI og »de røde fjer«. Kbh. 1975. E. O. A. Hedegaard: Generalstabens Guidekorps. Kbh. 1968. E. O. A. Hedegaard: Krigen på Sjælland 1807. Helsingør 1970. J. C. Hedegaard: Reskripter, Resolutioner og Collegialbreve den danske Krigsmagt til Lands angående. Bd. 1. Kbh. 1808. M. Howard: The Use and Abuse og Military History. Rusi Journal 1961. M. Howard: War in European History. Oxford 1976. N. P. Jensen: Infanteritaktikkens Udvikling fra Frederik d. II til Nutiden. Kbh. 1882. J. Johansen: Frederik d. Vi’s Hær. Kbh. 1948. H.Klint: Militærhistorie. Kbh. 1970. P.W.H.Lange: Den danske Generalstabs Historie. Kbh. 1886. Chr.Loyd: Nelson and Seapower. London 1973. E. M. Earle (red.): Makers of Modern Strategy. Princeton 1943. A. C. Moffat: Den militære stabs historie. Militært tidsskrift 1965. Knud Rasmussen (indl.): Lægdsruller ca. 1830—1930. Kbh. 1965. Schultz (red.), Å. Friis, A. Linvald og M. Mackeprang: Danmarkshistorie. Bd. Iv. Kbh. 1942. C.Schøller: Forslag til Taktik for Infanteriet. Kbh. 1805. A. Stevns: Vor Hær i Krig og Fred. Kbh. 1943. C. Th. Sørensen (red.): Meddelelser fra Krigsarkiverne. Kbh. 1893. Th.Thaulow: Den danske Soldat gennem Tiderne. Kbh. 1946. R. Thomsen: Den almindelige værnepligts gennembrud i Danmark. Kbh. 1949. O.Vaupell: Den dansk-norske Hærs Historie til Nutiden. Kbh. 1976. J.L.Wallach: Kriegstheorien. Ihre Entwicklung im 19. und 20. Jahrhundert. Frankfurt am Main 1972. Supplerende litteratur: R. Glover: Peninsular Preparation. Cambridge 1963. M. Howard: The Theory and Practise of War. London 1963. B.H. Liddell Hart: The Ghost of Napoleon. London 1933. P.N. Niewenhuis: Krigsproblemet. Kbh. 1913. K. C. Rockstroh: Udviklingen af den nationale Hær i det 17. og 18. århundrede. Kbh. 1909 —16. M. Rosenløv: Uddannelsen af hærens linieofficerer 1713—1963. Kbh. 1963. J.T.Ræder: Den danske Armees Organisation. Kbh. 1837. J.Kroier og J. Hinge: Den danske Underofficer. Kbh. 1916. P. Paret: Clausewitz and the State. Oxford 1976. P.Fr.Rist: Frederik den Sjettes Soldater. Kbh. 1897.

NOTER

1) M. Howard: The Use and Abuse of Military History, p. 7.

2) Politikens Danmarkshistorie, bd. 10, pp. 20—26.

3) Ibid. p. 31.

4) Schultz’s Danmarkshistorie, bd. IV, p. 108—9.

5) J. Johansen: Frederik d. Vi’s Hær, p. 37.

6) Politikens Danmarkshistorie, bd. 10, p. 251.

7) Chr. Loyd: Nelson and Seapower, p. 131.

8) E. O. A. Hedegaard: Frederik d. VI og »de røde fjer«, p. 107.

9) Politikens Danmarkshistorie, bd. 10, p. 268.

10) E. O. A. Hedegaard: Frederik d. VI og »de røde fjer«, p. 108.

11) O. Vaupell: Den dansk-norske Hærs Historie, p. 295, og E. O. A. Hedegaard: Krigen på Sjælland 1807, pp. 90—108.

12) M. Howard: War in European History, p. 75.

13) Ibid. p. 80 og H. Klint: Militærhistorie, p. 28.

14)' J. L. Wallach: Kriegstheorien, p. 37, og C. P. G. Clausewitz: Vom Kriege I, p. 108.

15) M. Howard: War in European History, p. 76.

16) Ibid., p. 76.

17) Ibid., p. 84.

18) H. Klint: Militærhistorie, p. 28—29.

19) M. Howard: War in European History, p.78.

20) Ibid., p. 78.

21) P. W. Hansen: Udviklingen af det franske Fodfolks Taktik før og under Revolutionsog Napoleonskrigene. Militært tidsskrift 1941,p. 423.

22) Ibid., p. 425.

23) Ibid., p. 425.

24) N. P. Jensen: Infanteritaktikkens Udvikling fra Frederik d. II til Nutiden, p. 43.

25) P. W. Hansen: Udviklingen af det franske Fodfolks Taktik før og under Revolutionsog Napoleonskrigene. Militært tidsskrift 1941, p. 426.

26) Ibid., p. 426.

27) Så sent som i 1866 benyttede andre lande stadig linieformationen. Bl.a. anvendte Preussen den på dette tidspunkt. Se P.W. Hansen: Skytte- og lineartaktikken i England og Preussen. Militært tidsskrift 1943, p. 329.

28) M. Howard: War in European History, p. 80.

29) Ibid., p. 79.

30) E. M. Earle: Makers of Modern History, p. 77 og M. Howard: War in European History, p. 80.

31) E. M. Earle: Makers of Modern History, p. 77.

32) M. Howard: War in European History, p. 81.

33) Ibid., p. 81.

34) A. C. Moffat: Den militære stabs historie. Militært tidsskrift 1965, p. 347.

35) Ibid., p. 348.

36) J. Johansen: Frederik d. VPs Hær, p. 22.

37) Ibid., p. 23.

38) Ibid., p. 28.

39) Ibid., p. 28.

40) Ibid., p. 32.

41) Ibid., p. 33.

42) Ibid., p. 33, og H. Boeck: Danmarks Hær, p. 55.

43) H. Boeck: Danmarks Hær, p. 55.

44) K. Rasmussen: Lægdsruller ca. 1830— 1930, p. 5.

45) J. Johansen: Frederik d. Vi’s Hær, p. 41.

46) A. Stevns: Vor hær i Krig og Fred, bd. II, p. 142.

47) J. Johansen: Frederik d. VI’s Hær, p; 44.

48) J. C. Hedegaard: Reskripter, Resolutioner og Collegialbreve den danske Krigsmagt til Lands angaaende, bd. 1, p. 8.

49) R. Thomsen: Den almindelige værnepligts gennembrud i Danmark, p. 12.

50) O. Vaupell: Den dansk-norske Hærs Historie til Nutiden, bd. II, p. 268—69.

51) Episoden er udførligt behandlet hos E.O. A. Hedegaard: Krigen på Sjælland.

52) Sames: Tanker om Landeværnets Indretning, p. 6.

53) J. Johansen: Frederik d. VI’S Hær, p. 63.

54) C. Th. Sørensen: Meddelelser fra Krigsarkiverne, bd. I, p. 307.

55) Ibid., p. 308.

56) Ibid., pp. 286—87.

57) Th. Thaulow: Den danske Soldat gennem Tiderne, p. 163.

58) E. O. A. Hedegaard: Generalstabens Guidekorps, p. 29.

59) E. O. A. Hedegaard: Frederik d. VI og »de røde fjer«, p. 124.

60) Ibid., p. 127.

61) P. H. W. Lange: Generalstabens Historie, p. 3.

62) Hærens tidligere øverste styrelse ændrede navn til General-kommisariatskollegiet og det fik pålagt sager af ølonomisk art. Endvidere hørte alt om påklædningsvæsen også ind under dette organ. Se O. Vaupell: Den dansk-norske Hærs Historie, bd. II, p. 304.

63) C. Schøller: Forslagktil Taktik for Infanteriet, p. 355.

64) Ibid., p. 424.

65) J. Johansen: Frederik d. VI’S Hær, p.228.

66) Ibid., p. 260.

67) Ibid., pp. 236—39.