Den amerikanske Generalstabschefs Rapport over U. S. A.s Deltagelse i Aksekrigen er nu blevet offentligg jort*). Da det im idlertid kan forudses, at der endnu vil gaa en rum Tid, før Rapporten kan komme en større Del a f nærværende Tid sskrifts Læsere i Hænde, skal der her kort gøres Rede fo r enkelte Hovedforhold a f særlig Interesse i det omfattende Værk, der indeholder dels en Redegørelse fo r de strategiske Forudsæ tninger og Planer og en Beskrivelse a f de enkelte Felttog, dels en Række tekniske og statistiske Oplysninger om Forhold som Rekrutering, Industriens M obilisering, Adm inistrationen a f de okkuperede Omraader, Vaabenudviklingen, Forsyningstjenesten, Sundhedstjenesten m. m. Rapporten slutter med nogle Betragtninger over U. S. A.s Forsvar i Fremtiden.
*) Et Eksemplar beror i Det kgl. Garnisonsbibliotek i København. Rapporten er gengivet in extenso i „The New Yo rk Times" for 10. 10. 1945.
De vestallieredes Strategi.
En fuldstændig Koordinering a f Det britiske Imperiums og De forenede Staters Krigsindsats sikredes umiddelbart efter U. S. A.s Indtræden i Krigen i December 19UI paa Konferencen i Washington. Det fastsloges, at Tyskland skulde slaas først, derefter Japan. Allerede i A p ril 19U2 drøftedes Planerne fo r en Invasion over den engelske Kanal. Tidspunktet sattes til Sommeren 1943, men under Indtrykket a f det voldsomme tyske Pres i Rusland tra f man desuden Forberedelser til Iværksættelse a f en eventuel Aktion i Vesteuropa med forhaandenværende M idler til øjeblikkelig A flastning a f den russiske Front. I Ju li 19U2 var Situationen paa Østfronten og i Ægypten saa spændt, at Faren for, at en storstilet Knibtangsoperation mod den nære Orient skulde lykkes fo r Aksemagterne, blev overhængende. Da en A flastningsoffensiv i Vesteuropa til Fordel fo r Østfronten im idlertid maatte anses for uigennemfø rlig i 1942 paa Grund a f manglende Tonnage og Udrustning og den fremskredne Aarstid, besluttedes det snarest at iværksætte en Operation mod Nordafrika. Man fandt her en Krigsskueplads, tilstræ kkeligt langt fjernet fra det tyske Kraftcentrum , men hvor man dog vilde kunne binde tyske Styrker og derved dels aflaste Rusland, dels forhindre en Katastrofe i Ægypten. Denne Beslutning, der altsaa fremtraadte som et nødvendigt Modtræk mod den fjendtlige V irk somhed, indebar to afgørende Konsekvenser: Invasionen i Vesteuropa maatte udskydes til 1944, og i Stillehavet maatte Operationerne indskrænkes til at omfatte Forsvar a f Haw aiiMidw ay Linien og en Beskyttelse a f Vejen til Australien. I August modtog General Eisenhower Direktiv fo r Landgang i N orda frika tidlig t i November 1942. Ved A fslutningen a f Felttoget i A frik a var en Landgang i Frank rig endnu ikke mulig, og da de amerikanske Styrker i øvrigt endnu kun befandt sig paa Mobiliseringsstadiet, besluttedes det i Casablanca (Januar 19Ud) at indskrænke Omfanget a f de videre Operationer til et Angreb paa Sicilien, fo r hvilket Tidspunktet fastsattes til gunstigste Maanefase i Juli. Den paabegyndte Opladning a f England med Tropper og M ateriel fortsattes fo r fuld K ra ft. Den strategiske Bombning a f militæ rt, industrielt og økonomisk vigtige Maal i Tyskland paabegyndtes. Paa Konferencen i Washington i M a j 19Ud — Aksekrigens betydningsfuldeste militære Raadslagning — blev der tru ffe t bindende A ftale r om den samlede strategiske V irk somhed med Henblik paa en A fslu tning a f K rigen i Europa. Tidspunktet fo r Invasionen fastsattes til M aj 1944. Italien skulde bringes til at falde fra, og Eisenhower fik frie Hænder til Opnaaelsen a f dette Formaal, dog med den væsentlige Begrænsning, at der ikke ved Operationerne paa denne K rig sskueplads maatte opstaa et »Vakuum«, der vilde kræve Overførelse a f Tropper fra England til Sydeuropa. Tværtimod blev 7 kampvante Divisioner trukket tilbage fra Italien til Moderlandet. Japan skulde trænges baade fra Vest og Øst, og fly vende Forsyninger til Kina iværksættes snarest. Tonnagespørgsmaalet var Genstand fo r indgaaende D rø ftelser ved Konferencerne i Teheran og Cairo i November og December 19U3. Invasionens K rav kunde næppe tilfredsstilles med den daværende Nybygningshastighed paa de amerikanske og britiske Væ rfter. En Landgang i S yd fran krig , .samtidigt med Invasionen ansaas fo r at være nødvendig for dennes heldige Gennemførelse. Foraaret 1944 var paa den anden Side den yderste F ris t fo r Etableringen a f den »2. Front« i Europa, bl. a. ogsaa fo r ikke at blive udsat fo r de under Forberedelse værende tekniske Vaaben fra tysk Side. K in a maatte-hjælpes, og Forbindelsen til det over Land genoprettes. A f disse Grunde besluttedes det: 1) at udsætte Invasionen 1 Maaned til Juni 19Uh, 2) at iværksætte Landgangen i Syd frankrig efter Invasionen, saaledes at den samme Tonnage kunde komme til Anvendelse begge Steder, og 3) at opgive Udførelsen a f Am fibieoperationer i Forbindelse med den nødvendige O ffensiv i Burma. Eisenhower modtog i December 1943 følgende historiske D ire k tiv : »De skal trænge ind paa det europæiske Fastland og i Forbindelse med de øvrige allierede Nationer iværksætte Operationer mod Tysklands H jerte med det Maal at ødelægge dets væbnede Styrker.« 3 Maaneder fø r D-Dagen paabegyndtes »Invasionsbombningen«, og den 6. Juni tiltraadte de vestallierede deres Sejrstog gennem Vesteuropa. Operationerne blev, som i Direktivet angivet, rettet mod Tysklands H jerte, d. v. s. det krigsvigtige Ruhromraade, hvor Eisenhower ventede at finde Hovedparten a f Fjendens raadige Tropper grupperet til Forsvar, — og han fandt dem !
Forholdene i den tyske Overkommando.
Ingen a f de Kendsgerninger, der hid til er kommet for Dagen ved A fhøringen a f de tyske militære Førere eller ved Undersøgelsen a f beslaglagte Dokumenter, tyder paa, at den tyske Overkommando har haft nogen verdensomspændende strategiske Planer. Selvom Overkommandoen i Princippet godkendte H itlers Politik , kom den til kort over fo r hans dynamiske Strategi, og dette førte til Tysklands endelige Nederlag. Siden 1938 var Overkommandoen Skueplads fo r gentagne personlige Kon flikter, som resulterede i, at den militære Sagkundskab til sidst maatte vige fo r H itlers Diktater. E fte r det første Sammenstød i 1938 forsvandt med v. Blomberg, v. Fritsch og v. Beck den sidste konservative Indflydelse paa tysk Udenrigspolitik. Under Felttogene i 1939— 40 bestod der alvorlige Uoverensstemmelser mellem H itle r og Overkommandoen med Hensyn til Udførelsen a f de strategiske Planer. Overkommandoen forfægtede den ortodokse O ffensiv, H itle r krævede et uortodokst Angreb dybt ind i det fjendtlige Omraade. Hitlers Succes gjorde hans militære Selvtillid urokkelig, og ingen vovede da heller at gøre Indsigelse, da han besluttede at angribe Sovjetunionen. Da de tyske Tropper i E fteraaret 1941 stod foran Moskvas Porte, ansaa Overkommandoen eet Slag endnu mod den røde Hær fo r nok til at afgøre Krigen, og Vinterfelttoget tra f den derfor uforberedt. Dette uventede Tilbageslag medførte Hitlers Overtagelse a f Kommandoen over den tyske Hær og dermed et afgørende Vendepunkt i Krigen. Da H itle r i 1942 paa Trods a f K rigshistoriens E rfa ring e r og imod Overkommandoens Raad gik mod Stalingrad og Kaukasus i Stedet fo r at vende sig mod de russiske Hovedstyrker mod Nord, ind tra f Katastrofen. Den allierede Landgang i N orda frika var en fuldstændig Overraskelse fo r den tyske Overkommando. Derimod var alt forberedt fo r at imødegaa den ventede Invasion i Nordfrankrig. Overkommandoen havde regnet med Hovedlandgang i B retagne (i Betragtning a f de vigtige Ubaadsbaser her), og ikke ubetydelige tyske Styrker var bundet i Pas de Calais-Omraadet i Forventning om en 2. Landsæ tning her. Man havde ventet at kunne afslaa Angrebet, men det allierede Luftvaabens Overlegenhed afgjorde Kampens Udfald. Mens den tyske Øverstbefalende paa Vestfronten, Generalfeltm arskal v. Eundstedt, til Imødegaaelse a f den forventede Invasion vilde bevare sine Panserstyrker som strategisk Reserve om Paris og i Ø stf rankrig, vilde Rommel, der havde Kommandoen i det direkte truede Omraade, have dem frem til Kysten. Rommels Synspunkt sejrede, og H itle r erstattede v. Rundstedt med v. Kluge. E fte r Cherbourgs Fald vilde baade v. Kluge og Rommel evakuere hele Sydvestfrankrig, ødelægge Havnean'læggene her og i Tide trække Styrkerne i Nordfrank rig tilbage til Forsvar i Linien: Nedre Seine— Paris— Fontainebleau— M assif Central. H itlers Svar var N e j; v. Rundstedt indtog atter v. Kluges Plads, men denne Gang under H itlers direkte Kommando; det var Hitler, der beordrede det mislykkede Modangreb ved Mortain, og det var ogsaa Hitler, der senere — i Ardenneroffensiven*) — satte Tysklands sidste betydelige strategiske Reserve — 6. Panserarmé — overstyr. Herefter laa Landets Indre blot fo r de fremtrængende allierede Arméer.
Var der saaledes alvorlige B rist i Samarbejdet inden folden tyske Overkommando, saa g jaldt dette i mindst lige saa høj Grad mellem Aksemagterne indbyrdes. Hver Partner forfulgte sit eget Maal. Om en samlet strategisk Plan blev der aldrig Tale, saaledes som det ogsaa fremgaar a f de fra NiirnbergProcessen fremkomne Beretninger. Den tyske Overkommando hævder, at den italienske Krigserklæ ring var i direkte Modstrid med de trufne A ftaler. Den italienske Krigsm askine blev en alvorlig forsyningsmæssig Byrde fo r Tyskland, og de italienske Felttog paa Balkan og i A frik a tvang Aksen til at splitte Kræ fterne til Skade fo r den fælles Sag. H vis Aksemagterne havde kunne fastlægge og fastholde en fælles strategisk Plan, var det maaske lykkedes dem at hidføre en Forening a f de europæiske og japanske Styrker i Asien paa et Tidspunkt, hvor U. S. A.s Magtm idler endnu kun var i deres Vorden. Nu derimod førte Splittelsen a f Aksens Kræ fter i Forbindelse med en haardnakket og heltemodig Modstand fra Det britiske Imperium og Sovjetunionen til, at K risen ved E l Alam ein og Stalingrad blev overvundet, og de allieredes Sejr dermed sikret.
*) En interessant Beskrivelse a f dennes Forløb findes i Rapporten.
Tal fra Aksekrigen.
Mod Krigens Slutning var følgende Styrke]- engagerede: Sovjetunionen 22 Mili., Tyskland 17 Miil. (Aksemagterne ialt 30 Mil!.), U. S. A. 14 Miil., Brit. Imp. 12 Miil. og Kina 6 M iil. Mand. Den amerikanske Hærs Størrelse blev fastsat til 7,7 M ili. Mand. Heraf anvendtes 30 % i Luftvaabnet, 23 % i Forsynings- og Evakueringstjenesten, 6 '/c ved de højere Stabe og kun 41 % som Kamptropper paa Jorden. A f den samlede amerikanske Forsvarsmagt var kun godt 10 Infanteri. Den amerikanske Hær i Vesteuropa bestod af 42 Infanteri-, 15 Panser- og 4 Luftlandedivisioner. Det normale Armékorps er sammensat af 1 Panser- og 3 Infanteridivisioner. Hærens Luftvaaben bestod af 5 meget tunge, 96 tunge, 26 middeltunge og 8 lette Bombef ly veregimen ter, 87 Jager-, 27 Transport- og 24 Rekognosceringsregimenter (— „groups"). I Luftlandeoperationen mod Eindhoven— Arnhem Omraadet deltog3 Luftlandedivisioner og ialt 2800 Maskiner og 1600 Svæveplaner. En amerikansk Panserdivisions Udrustning koster .34 Mili. $, en Infanteridivisions 10 Miil. $. Den amerikanske Hær i Vesteuropa brugte 8 Mili. A rtille ri- og M ortergranater pr. Maaned, mens den amerikanske Hær i Europa under 1. Verdenskrig kun brugte knap 10 Mili. ialt. De maanedlige Tab af Vaaben og Materiel beløb sig til 36.000 Haandvaaben, 700 Morterer, 500 Kampvogne, 2400 Køretøjer og 100 Stk. Skyfs. Den amerikanske Hærs Tab a f Personel i Aksekrigen var 943.222 Mand, heraf 21 % døde, 61 % saarede, 12 % Fanger og 6 % savnede. Tabene pi-. Maaned kulminerede i December 1944. A f det amerikanske Officerskorps var 2 % fra den regulære Hær, 2 % fra Nationalgarden (den frivillige M ilits), 25 % Reserveofficerer (udgaaede fra de højere Læreanstalter), 12 % civile med særlige K v alifikationer og 59 % udnævnt fra Geleddet. Det tager over et A a r at uddanne en Division fra Grunden, men en Soldat kan paa 17 Uger uddannes til at indgaa som Erstatning for Tab i en bestaaende Enhed. Uddannelsen omfatter 6 Ugers grundlæggende militær Uddannelse, derefter Uddannelse i Led indtil Bataillon. E n h v e r amerikansk Infanterist skal kunne betjene M 1-Gevær, Karabin, Haandgranat, Geværgranat, Automatgevær, Rekylgevær, 60 mm Morter og 2 Mands-Raketkaster.
Fremtiden.
General M arshall slutter sin Rapport med følgende Betragtninger : Det er forkert at tro, at den tekniske Krigsførelse gør Soldaten overflødig. Fo r at nedkæmpe Fjenden maa den Basis, hvorfra han opererer, og de Fabriker, der frem bringer hans Vaaben, tages i Besiddelse. Hverken i K rig eller Fred kan Nationens Sikkerhed bageres paa frivillig e . En staaende Hær er fo r kostbar, den kan blive fa rlig fo r Nationens indre Frihed, og den er u forenelig med moderne Krigsførelses Totalitet. Det er nødvendigt, at en væsentlig Del a f Nationens unge til Stadighed er m ilitæ rt trænede. Nationens Sikkerhed kræver derfor, foruden en indgåaende videnskabelig Forskning, Indførelse a f almindelig Værnepligt. Tjenestetiden bør være et Aar. I de to Verdenskrige har allierede Landes Kamp og Havet mellem Europa og Am erika givet U. S. A. den nødvendige F ris t til at bygge et Forsvar op. En saadan Chance v il ikke gives mere. Den tekniske K rig har ført U. S. A. ind i 1. L inie. Forsvaret a f den vestlige Halvkugle er ikke mere et tilstrækkeligt Grundlag fo r De forenede Staters Sikkerhed. Det drejer sig nu om hele Verdens Fred — og Freden kan kun bevares a f den stærke.
O. C. P.