Danmark ligger ved de smalle Forbindelsesveje mellem Vesterhavet og Østersøen — og op til disse to Have grænser Stormagter, mellem hvilke der bestaar skarpe Modsætningsforhold. Dette giver vore Gennemsejlingsfarvande en frem trædende Betydning.
Under Verdenskrigen beherskedes Østersøen af Tyskland, der gennem Kielerkanalen uforstyrret og hurtigt kunde samle sin store Flaade enten til Vesterhavet eller til Østersøen, medens England ikke mente sig saa overlegen til Søs, at det baade kunde tiltvinge sig Adgang til Østersøen, hvor det maatte regne med at kæmpe mod den samlede tyske Flaade, og samtidig sikre Hjemlandet. Tysklands nuværende, stærkt fo rmindskede Flaade har g jort Englands Overlegenhed til Søs saa stor, at en sam tidig Løsning a f de to forannævnte Opgaver er mulig, og det selv om den tyske Flaade støttes af den russiske.
Dette saa betydningsfulde Forhold vedrørende Muligheden for, at Østersøen frem tidig kan blive en vigtig, maaske afgørende Krigsskueplads under en omfattende europæisk Kon flikt, maa ses i nøje Tilknytning til den paafaldende Kendsgerning, at Interessemodsætningerne ved Østersøen efter Verdenskrigen er mere fremtrædende end nogen Sinde; de mange nydannede Stater her, der fo r det første gennemgaaende er smaa og svage, og for det andet er skabt paa Bekostning a f omgivende store Stater, skylder Vestmagterne deres Tilblivelse og maa fortrin svis i disse Magter søge Garantien fo r deres Bestaaen eller fo r Bevarelse a f deres territoriale Ubeskaarethed i Frem tiden. A lt dette orienterer nu Vestmagternes Udenrigspolitik langt mere mod Østersøen end i Tiden fø r Verdenskrigen og giver Forholdene ved dette Farvand en mere vidtrækkende Betydning.
Nærliggende militæ rgeografiske Vilkaa r i Forbindelse med de ovenfor nævnte Styrkeforhold paa Søen bevirker, at Vestmagters Indgriben i en Øster søkonflikt naturligt vil søge sin Vej gennem vore Farvande ind i Østersøen, nemlig den Vej, ad hvilken Hjælp til Østersøstater hurtigst og mest virk ningsfuldt kan føres frem ; paa Baggrund af de militærpolitiske Forhold ved Østersøens Syd- og Østkyst tager man næppe Fe jl i en Form odning om, at Kravet om hurtig Hjælp vil være meget fremtrædende.
A t Herredømmet over vore Gennemsejlingsfarvande — foruden Kielerkanalen den eneste Adgang fo r Skibe fra Vest til Østersøen — faar afgørende Betydning fo r den eller de Magter, der fra Vest vil ind i Østersøen for at gribe ind i en omfattende Kon flik t her, behøver næppe nærmere Paavisning. Herredømmet over disse Farvande vil begribeligvis have en tilsvarende Betydning fo r den eller de Østersøstater, som vil hindre en saadan Indgriben, især da Farvandenes ringe Bredde skaber gode almindelige Betingelser fo r her at modsætte sig, at en saadan Indgriben overhovedet kan gennemføres. A fstandsforholdene giver desuden Østersøstater naturlige Vilkaar fo r at komme først, ligesom en Afværgen her er lettere, mere virkningsfuld, end hvis den skal finde Sted over for en Modstander, der allerede har sikret sig Adgangen til Østersøen og har faaet et passende Maal af Operationsfrihed i dette Farvand. Et Blik paa et Østersøkort viser dette med al Tydelighed.
Betydningen af Herredømmet over vore Gennemsejlingsfarvande ligger lige fo r — og det hvad enten Form aalet med dette Herredømme i en Kon fliktsituation er at gøre det muligt at operere fra Vest ind i Østersøen eller at spærre Vejen fo r en saadan Operation. Herefter bliver Spørgsmaalet:
• Hvad kræves fo r at kunne udøve et saadant Herredømme over vore Gennnsejlingsfarvande, at de lige nævnte Formaal kan opnaas?
Maalet for en Operation ind i Østersøen, ved hvilken der tilstræbes en afgørende Indgriben i en Konflikt mellem Østersøstater, maa være at sætte en tilstræ kkelig stor Hærstyrke i Land paa et til den foreliggende Situation svarende Sted paa Østersøens Syd- eller Østkyst; herved — og alene herved — skabes Mulighed fo r en hurtig, virkningsfuld Indgriben. En saadan Operation maa derfor ikke alene udføres med et meget betydeligt Antal Skibe til Transport a f Landgangstropper, Materiel, Førsteforsyninger a f forskellig A rt, men ogsaa med saa stærke Flaadekræ fter, at man raader over en saadan Overlegenhed paa Søen over fo r Modstanderen, at denne ikke alene ikke kan gennemføre en Kamp til Søs med Udsigt til gunstigt Udfald, men at hans Mulighed fo r Indgriben mod Transportflaaden er begrænset til et Mindstemaal, for ikke at sige helt udelukket. Tilsvarende Forhold gælder fo r de Lu ftstyrker, der maa deltage i Operationen. Denne første og vigtigste Betingelse fo r Operationens Gennemførlighed, disse fundamentale K rav til dens Sikring, vil der selvforstaaeligt være g jort alt fo r at opfylde.
Dette meget omfattende Opbud af Flaadekræ fter og L u ftstyrker og Transportskibe med deres store K rav til Sikring, Forsyninger af forskelligste Art, Reparationer m. m. gør det under Gennemførelsen a f en Operation fra Vest ind i Østersøen nødvendigt:
— For det første, at man fuldt ud maa være Herre over Adgangene til Østersøen, og det under hele Operationens Varighed.
— For det andet, at man maa have et solidt Støttepunkt, en Basis undervejs.
Disse Krav, der er lige vigtige a f Hensyn til Styrkens Forsyningstjeneste (herunder Dokplads, Flyveplads, Væ rksteder, Magasiner m. m.) og til Sikring a f dens lange Forbindelseslinie, kan imidlertid kun tilfredsstilles, hvis man har Herredømme over hertil egnede Omraader i Land.
Thi — at de her omtalte Form aal ikke kan opnaas alene ved at have Skibe i Adgangene til Østersøen, at Operationen med alle dens mange og store Krav ikke kan klare sig med en „flydende Basis“ , kan dog vist alle enes om. E t B lik paa Kortet siger im idlertid, hvor disse Omraader i Land naturligt søges, nemlig paa vort Territorium , der behersker, der saa at sige er Nøglen til de smalle og eneste A dgange til Østersøen; her vil der da være de bedste Betingelser fo r at sikre den opererende Styrkes Forbindelseslinie, idet man har lagt Haand paa denne Linies vanskeligste, mest saarbare Sted, ligesom der her er saa gode Betingelser fo r Indretningen a f et Støttepunkt, en frem skudt Basis, som ikke andetsteds.
Herredømme over Adgangene til Østersøen kræver Herredømme over de Kyststrækninger, der grænser op til dem og da fortrinsvis til de to vigtigste Adgange — Store Belt og Øresund. Dette giver Forsvaret a f Sjælland og a f Fyens Østkyst en særlig Betydning under de her skitserede Forudsætninger.
Som allerede nævnt giver den afgørende Betydning, som Herredømmet over Adgangene til Østersøen har fo r en Operation fra Vest ind i dette Farvand, disse Adgange en tilsvarende Væ rdi fo r den eller de Østersøstater, der vil hindre en saadan Operation.
Hvorledes vil disse Østersøstater nu søge at opnaa dette F ormaal ? H vis de i det nævnte Øjemed forsøgte at lade deres underlegne Flaadekræ fter optage en alvorlig Kamp mod Overmagten i Gennemsejlingsfarvandene, vilde de næppe have Udsigt til at opnaa et gunstigt Resultat, selv om de smalle Farvande kan byde visse Fordele fo r den underlegne; denne kan dog næppe regne med mere end rent forbigaaende at begrænse den stærkere Modstanders Evne til, selv over fo r visse farvandsmæssige Vanskeligheder, at gøre sin Overlegenhed virkningsfuldt gældende; den stærkere er jo tilmed klar over Vanskelighederne og vil tage Hensyn til dem i sine Dispositioner; desuden er styrkemæssig Overlegenhed ved A fgørelser paa Søen i Almindelighed noget langt sikrere, mere haandgribeligt i sin Virken end ved Kamp i Land. For et afgørende Forsøg fra Østersøstaters Side paa at hindre en Operation fra Vest i at trænge ind i Østersøen ligger et andet, et langt mere virkningsfuldt Middel lige for — nemlig at sikre sig Herredømmet over Adgangene til Østersøen ved at besætte de Kyststrækninger, der behersker disse Adgange.
Paa Grund a f Afstandsforholdene har Østersøstater naturlige Betingelser fo r at komme i Forhaanden her, fo r en hurtig og overraskende Gennemførelse a f et Angreb paa disse Kyststrækninger, ligesom et saadant Angreb kan søge flere Veje, over Sø, over Sø og Land og eventuelt over Land alene. Fo r Østersøstater rummer i en omfattende K on flik t Herredømmet over Adgangene til Østersøen, d. v. s. Besættelse a f K ysterne om disse Adgange, meget vidtrækkende og umiddelbart iøjnefaldende, operative Fordele; vil Modstanderen ophæve dette Herredømme fo r at bane sig Vej ind i Østersøen, maa han sætte saa store Styrker i Land paa de nævnte Kyster, at han kan besejre Besættelsesstyrken her; hans overlegne Flaade maa paaregnes at have al LTdsigt til temmelig hurtigt og sikkert at slaa den underlegne fjendtlige Flaade eller drive den tilbage; men hermed er kun lidet naaet, idet den største Del a f Arbejdet: at skaffe sig Herredømmet over Kysterne og dermed over Adgangene, er tilbage, og dette kræver Landsætning og Kamp i Land.
Har f. Eks. Østersøstater besat de Kyststrækninger, der indrammer Adgangene til Østersøen, behersker de disse Adgange, selv om nok saa overlegne, fjendtlige Flaadekræ fter opholder sig i dem eller i tilstødende Farvande; disse overlegne Flaadekræ fters Betydning fo r Herredømmet over Adgangene ligger især i de Betingelser, som de skaber fo r at muliggøre et Landgangsforsøg paa de a f Modstanderen besatte Kyststrækninger.
Varigt Herredømme over Adgangene til Østersøen har i alle Tilfælde som Forudsætning Herredømme over de Kyststrækninger, der indrammer disse Adgange, d. v. s. dansk Landomraade og da fortrinsvis Sjælland og Østkysten a f Fyen. Dette enkle og klare Forhold maa betinge Hovedlinien i Danmarks Forsvarsordning, maa bestemme, hvor Tyngdepunktet i Forsvaret bør lægges, hvis dette skal blive saa virkedygtigt, saa alsidigt brugbart som muligt.
Fremmede Magters Herredømme over Adgangene til Østersøen vil være uforeneligt med Bevarelsen a f vor Neutralitet, vor nationale Uafhængighed og Højhedsret. Enten Faren for os har Retning fra Syd, hvor den paa Grund a f A fstandsforhold fremtræder i en mere umiddelbart truende Form , eller fra Vest eller fra begge Sider, maa vi som noget sandsynligt, ja sikkert regne med, at der med vore svage Flaadekræfter i et kort Spand a f Tid vil være skabt en saadan Situation paa Søen, at meget overlegne, fjendtlige Flaadestyrker vil enten have besejret vor underlegne Flaade, hvis denne har indladt sig paa Kamp, eller have udelukket den fra Indgriben, hvis den er veget ud fo r Overmagten; thi vore særlige Farvandsforhold begunstiger vel flere Steder en saadan Vigen ud, men vanskeliggør til Gengæld Frem brud fra de valgte Tilflugtssteder. Vore Kyster vil da være lagt blot fo r Landgangsangreb. H vis saadant Angreb forsøges, maa vi ikke hengive os til Illusioner om, at Fjenden ikke skulde evne at bruge sin Overlegenhed paa Søen paa en saadan Maade, at han holder vore underlegne Flaadestyrker borte fra Transportflaade og Landgangssted og sikrer sit Landgangsangreb paa betryggende Maade; i en saadan Situation vil dette være den første og vig tigste Opgave fo r hans overlegne Flaadekræ fter, det Maal, mod hvilket disses Virken frem for alt rettes. T il Belysning a f dette Forhold taler Begivenhederne i Aaret 1700 et tydeligt Sprog. Fjendens overlegne Flaadekræ fter lukkede her ikke alene vor Flaade inde i Kjøbenhavn, men gjorde det saa grundigt, at Karl XII uforstyrret af vor Flaade kunde gaa i Land tæt uden fo r Kjøbenhavn, ved Humlebæk. Og i 1700 var vi flaademæssigt set en Stormagt ved Østersøen, hvad vi ikke mere er. A t man i T illid til Flaadens Evne til at beskytte Sjælland havde flyttet Hæren til Holsten er en hel anden Ting, om hvis Fejlagtighed man blev bittert belært a f Begivenhederne.
1658— 59 taler ligeledes et manende Sprog, baade hvad angaar Carl Gustavs Overgang over Isen til Sjælland i Begyndelsen a f 1658, hans Overskibning fra Kiel til Sjælland i Sommeren samme A a r og Kjøbenhavns Forsvar, der reddede Landet fra Undergang. Endnu har aldrig en underlegen Flaade hindret en Landgang — det er den krigshistoriske E rfaring s tydelige og fyndige Tale. En Situation paa Søen, et gensidigt Styrkeforhold her, der under en Ø stersøkonflikt skaber fo r store Vanskeligheder fo r et Landgangsforsøg paa vore Kyster, kan kun tænkes frem kommet ved Indgriben ude fra; — men saadan Indgriben vil altid være meget usikker, og kommer den, vil det let være fo r sent. Gennemførelsen a f et Landgangsangreb over fo r en kampkraftig Modstander i Land vil imidlertid altid, selv om Angriberens Overlegenhed paa Søen er nok saa stor, hans Herredømme her ubestridt, være et meget omfattende og farefuldt Foretagende, der især præges af følgende Forhold :
— Meget betydelige Forberedelser
— De store Vanskeligheder, der er forbundet med Landsætning paa aaben Strand, hvor Angriberen maa omlade sine Tropper fra Transportskibe i Baade, Pramme o. I. fo r derpaa at føre disse ind mod K ysten; Forsvareren har her særlig gode V ilkaa r fo r sin Ildafgivelse mod meget gunstige Maal.
— Landsætning paa aaben Strand af en større Styrke tager saa lang Tid, at Forsvareren, der vil have forberedt alt til hurtig Samling a f hele sin Styrke mod Angrebsstedet (hensigtsmæssig Gruppering af Styrken; Brug a f Tog, Motorvognkolonner), har gode Muligheder fo r at naa frem til Modangreb med alle sine Tropper, inden Angriberen har sin Styrke klar til Kamp, d. v. s. kan udnytte sin eventuelle Overlegenhed.
— Forsvarerens Kampmuligheder i Land paavirkes kun i mindre Grad a f en selv meget stor, fjendtlig Overlegenhed paa Søen; denne v il saaledes ikke kunne hindre, ja oftest end ikke genere Forsvarerens Samling og Indgriben mod den landgaaende Fjende, og det selv om egne Flaadekræ fter a f den fjendtlige Overlegenhed paa Søen er udelukket fra enhver Indgriben mod Landgangen.
A f det forannævnte vil umiddelbart fremgaa, at medens fjend tlig Overlegenhed paa Søen fø r eller senere ganske kan udelukke vore Flaadestyrker, der altid maa paaregnes at være underlegne, fra Indgriben mod et Landgangsangreb paa vore Kyster, er Forsvarets Kampmidler i Land i deres Brugbarhed som Helhed saa godt som upaavirket a f en selv nok saa udpræget fjend tlig Overlegenhed paa Søen; over fo r et Landgangsangreb virker de — i Følge de lige nævnte særlige Fo rhold, der er knyttet til et saadant Angreb — under saa gunstige Forhold, at der selv over fo r en overlegen Angriber er gode Udsigter til at afvise denne.
Skal den Del af vort Forsvar, der har til umiddelbar Opgave at sikre Sjælland og Fyen mod Angreb, være saa virkedygtigt, saa alsidigt anvendeligt som muligt, maa dette F o rsvar have sit Tyngdepunkt i Land, i en passende stor, veludrustet og kampkraftig Hærstyrke, hvis Bevægelighed gøres saa stor som mulig, bl. a. ved rigelig Tildeling a f Motorvognkolonner; hertil kommer for Sjællands Vedkommende en Sikring af Kjøbenhavn mod Angreb (Beskydning) fra Søen (svært, m obilt Skyts i Land, Kystbefæ stning og Flaadestyrker) og fra Luften (Luftforsvar af Kjøbenhavn).
Alene herved kan vort Forsvar, der vel altid maa tænkes bygget op inden fo r svage økonomiske Midlers Ramme, paaregnes at faa en saadan Virkeevne, at det i de K on fliktsituationer, der vil rumme en umiddelbar Fare fo r os, kan skabe saadanne Betænkeligheder hos en eventuel Fredsbryder, at han afstaar fra et Forsøg paa at tiltvinge sig Besættelsen a f væsentlige Dele af vort Layidomrao.de.
Jo svagere Forsvaret i sin Helhed gøres, desto nødvendigere er det, at dets Virkem idler svækkes mindst m uligt i deres alsidige Anvendelighed, desto mere maa disse Virkem idler følgelig komme Forsvaret i Land, Forsvarets Tyngdepunkt, til Gode.
Svækker man Forsvaret i Land i uforholdsmæssig Grad, kan en Angriber, der vil tiltvinge sig Herredømmet over A d gangene til Østersøen, nøjes med at give sit Landgangsforetagende, d. v. s. den hele Operations vanskeligste og alene a fgørende Del, et tilsvarende mindre Omfang, ligesom Forberedelserne hertil i det hele taget bliver langt mindre om fattende og følgelig lettere at skjule. Selve Overførelsen a f Landgangsstyrken kan ske paa ganske faa Skibe og derved mulig helt unddrages en nok saa aarvaagen Forsvarsflaades og -flyverstyrkes Opmærksomhed, rent bortset fra at Tilslørings- og Sikringsvirksomheden fo r Angriberens Flaade- og F .yverkræ fter vil kunne forme sig langt simplere og mere virkningsfuldt. Endelig kan selve Landsætningen udføres med ret stor Hurtighed. Muligheden fo r en fuldstændig overraskende Besættelse a f vigtige Dele af vort Landomraade omkring A dgangene til Østersøen træder foruroligende nær.
I et passende stærkt Forsvar i Land — og her alene — ligger i de vanskelige Situationer Muligheden fo r en Løsning a f den foreliggende Hovedopgave: at værne vort Landom raade mod fjend tlig Besættelse, at skabe Betænkeligheder hos en Fredsbryder ved overhovedet at forsøge herpaa — og hvis et saadant Forsøg alligevel gøres, da at afslaa Landgangsangrebet. Sammenlignet hermed har nok saa overlegne fjendtlige Flaadestyrkers Indtrængen i vore Farvande kun underordnet Betydning.
At gøre Forsvarets Tyngdepunkt, Forsvaret i Land, saa stærkt som muligt, er fo r os den solideste Garanti, den bedste Sikkerhed mod alvorlig Krænkelse a f vor Neutralitet, a f vor nationale Uafhængighed og Højhedsret. Fortrin svis at anvende de til Forsvaret raadige økonomiske Midler her er følgelig det, som svarer mest Regning.
Fo r at Forsvaret i Land kan virke under de bedst mulige Vilkaar, kræves en Opklarings- og Sikringstjeneste, der kan give Oplysning om, hvor Fjenden kommer, og som kan forberede og indlede Forsvaret i Land, saa dette kan faa et Højestenmal a f Virkeevne. Denne Opklarings- og Sikringstjeneste, der kommer til at virke som en Art Forposter fo r Hovedforsvaret, bør ikke alene være blindet til K y sten, men ogsaa i passende Omfang række ud over de omliggende Farvande, paa Vandet som i Luften. Inden fo r disse Opgavers Ramme — samt som tidligere nævnt ved Forsvaret af Kjøbenhavn mod Angreb (Beskydning) fra Sø og Luft — fin der Flaaden og Flyverkræfterne, deres vigtigste Virkefelt, ligesom disse Opgaver, i deres Forhold til Hovedforsvaret i Land, vil være afgørende fo r Styrke og Sammensætning a f Flaaden og Flyverkræfterne.
For Jyllands Vedkommende ligger Forsvarets Hovedproblem ganske lige til, idet der her fortrin svis er Tale om et Landforsvar, orienteret mod Syd. De genvundne Landsdele giver Forsvaret her sin egen Karakter og stiller ganske særlige Krav til det.
Forsvaret af Jylland har og saa sin store Betydning for Forsvaret a f Fyen, idet de to Landsdele — Jylland— Fyen — paa Grund a f det smalle Lille Belt forsvarsmæssigt set udgør en Enhed, hvad der især faar Væ rdi derved, at man — uafhængig af, hvorledes Situationen paa Søen maatte være — forholdsvis let kan forstærke Forsvaret paa Fyen over fo r fjend tlig t Landgangsangreb paa denne 0. Paa den anden Side gør Jylland— Fyen som forsvarsmæssig Enhed sig afgørende gældende derved, at fjend tlig t Angreb fra Syd over Sydjylland— Fyen kan føres frem til Store Belts Kysten saa at sige som rent Landangreb og uafhængigt a f Situationen paa Søen.
Ud fra foranstaaende Betragtninger kan man fastslaa følgende
Hovedlinier i vort Lands Neutralitetsforsvar.
I. Vort Neutralitetsforsvar har i egentligste Forstand til Hovedopgave al hindre fremmed Magt i at lægge Haand paa væsentlige Dele a f dansk Landomraade; en saadan Besættelse vil nemlig altid betyde, at vor nationale U a fhængighed og Højhedsret er ophævet, hvilket aldrig vil være Tilfældet i samme umiddelbare Forstand ved frem med Magts Indtrængen paa selv nok saa omfattende Dele a f vort Søterritorium .
II. Med denne Hovedopgave fo r vort Neutralitetsforsvar fo r Øje kommer følgende til afgørende at præge denne Hovedopgaves nærmere Udformning og at angive de bestemmende Retningslinier fo r Valget a f de Midler, ved hvilke der faas de bedste, de sikreste Muligheder fo r at løse den:
1. Danmarks Beliggenhed ved Adgangene til Østersøen.
2. Den Omstændighed, at en fremmed Magt, som i en Konfliktsituation, hvor Østersøen spiller en afgørende Rolle, vil sikre sig Herredømmet over Adgangene hertil, alene kan gøre dette ved at sætte sig fast paa dansk Landomraade og da først og fremmest paa Sjælland.
3. Kjøbenhavns fremtrædende Betydning for Landet.
4. Danmarks Landgrænse mod Syd.
III. Vort Neutralitetsforsvars Hovedopgave vil herefter bestem i følgende:
a) Et umiddelbart Forsvar af de Kyststræ kninger (herunder Kjøbenhavn), der støder op til de to vigtigste Adgange til Østersøen, nemlig Store Belt og Øresund,
b) Et Forsvar a f Landgrænsen mod Syd saavel fo r at hindre Indfald i Jylland (de sønderjydske Landsdele) som fo r at afværge et fjend tlig t Forsøg paa over Sydjylland— Fyen at trænge frem til Fyens Store Beltskyst (Langeland) fo r herigennem ved Angreb næsten udelukkende over Land at spærre den vigtigste a f Adgangene til Østersøen — Store Belt.
IV. Til Løsning af denne Hovedopgave for vort Neutralitetsforsvar kræves følgende Midler:
a) E t tilstræ kkeligt stærkt Forsvar af Kjøbenhavn mod Angreb (Beskydning) fra So og Luft.
b) E t tilstræ kkeligt stærkt Kystforsvar paa Sjælland uden for Kjøbenhavn, med Tyngdepunkt ved Hæren og med Flaadestyrker og Flyvere til Opklarings- og Forposttjeneste paa Søen og i Luften.
c) En tilstræ kkelig stærk Hærstyrke i Jylland— Fyen, med Tyngdepunktet i Jylland. Lille Belts Bredde gør det muligt — alt efter Situationen — ogsaa at samle denne Hærstyrkes Hovedkræ fter til et Kystforsvar paa Fyen. Faar Angreb paa Jylland anden Retning end fra Syd, har man i Hærstyrken passende M ulighed fo r ogsaa at modsætte sig dette.
V. Vort Neutralitetsforsvars forannævnte Virkem idler, der maa være bestemt ved Kravet om at skabe de bedste Betingelser fo r at løse dette Forsvars Hovedopgave over fo r et alvorligt fjend tlig t Angreb, vil i sig rumme de fornødne Muligheder fo r at løse alle ved og efter Fredsbrud forefaldende Biopgaver, hvis Om fang nødvendigvis maa afpasses efter og fremgaa a f deres Afhængighedsforhold til Hovedopgaven.
De nævnte Virkemidler rummer desuden de fornødne Betingelser for Bestridelsen af den mere politimæssigt bestemte Bevogtningstjeneste under en længere Sikringsperiode.
V. B.
