Log ind

Troppetransportbådene i 1864

#

På grundlag af de fra Treårskrigen indvundne erfaringer, måtte det forudses, at Søtransportvæsenet ville få et betydeligt omfang i en kommende krig, og at det ville blive nødvendigt for Flåden hertil at kunne disponere over særligt indrettet skibsmateriel.

Vore den gang få og relativt svage hjuldampskibe havde i 48—50 vist sig særdeles effektive i søtransporttjenesten som bugserfartøjer for jagter, skonnerter og andre mindre fartøjer, bl. a. gamle omdannede rokanonbåde.

Imidlertid voksede dampskibene i antal, størrelse og hestekraft, ligesom også skrueskibene dukkede op herhjemme — men endnu var de danske provinshavne uegnede til losning fra større skibe. Der måtte derfor konstrueres et specialfartøj, som dels kunne benyttes til landsætning af tropper og køretøjer i en sådan mindre havn, der ofte kun bestod af et par molehoveder med ringe kajplads, dels skulle kunne benyttes ved åben strand. Helt op til genforeningen 1920 var Sønderborg havn et eksempel på en sådan mindre liavn med talrige små anlægsbroer, men uden egentlig fortløbende kajstrækning.

Skærmbillede 2021-02-22 kl. 12.35.45.png

Søtransportvæsenets chef, Kommandør P. W. Tegner, konstruerede derfor en særlig jerntransportbåd og fra 1855 byggede Burmeister & Baum- garten — det senere B. & W. — 10 sådanne fartøjer, troppetransportbåd nr. 1 som dette værfts første jernskibsbygning og iøvrigt som dets bygge- nr. 2. Ved krigsudbruddet i 1864 disponeredes over 13 sådanne fartøjer.

Skærmbillede 2021-02-22 kl. 12.36.57.png

Transportbåden var i virkeligheden en stor fladbundet jernpram, ca. 22 m lang med et dybtgående på 1,7 m. Af liensyn til en stor port i det flade agterspejl var den forsynet med 2 store parallelle ror — et på hver side af porten — nogle af bådene styredes med rorpinde, andre med rat. Forude på det let opadlivælvede dæk var anbragt et stort gangspil, men ellers var der intet andet opstående end nogle nedgangskapper og skylighter. På bådens eneste, slanke mast, der var indrettet til at lægge ned, førtes enten lugger- eller spidssejl. Besætningen bestod af en værnepligtig styrmand som fører og nogle befarne folk.

Skærmbillede 2021-02-22 kl. 12.38.49.png

Skærmbillede 2021-02-22 kl. 12.41.19.png

Fra port åbningen agter kunne der i forbindelse med en indvendig opkørselsrampe udlægges en bred landgang, som i visse tilfælde yderligere kunne forlænges med en eller 2 mindre, medførte jempontonner, således at forbindelsen med strandbredden kunne opnås. På lastrummets dørk (bund) kunne der ved hjælp af 2 langskibs, fastboltede træbjælker dannes et slags spor for køretøjer, ligesom der i borde var anbragt ringe til fastbinding — eller som en søtransportchef en gang under instruktion fortalte sig: »til fortøjning« af heste. løvrigt kunne der også rigges båse og andre afskærmninger op ved hjælp af løse skodder, alt efter den transporterede våbenarts specielle krav, ligesoom rummet kunne indrettes til transport af sårede på bårer i stort antal. Ud mod prammens sider fandtes under dæk nogle smalle lukafer til besætningen og til kommandohavende i transporten.

Skærmbillede 2021-02-22 kl. 12.43.07.png

Med forlænget landgang kunne transportbåden som nævnt benyttes med agterenden ind mod åben strand, f. eks. brugte Aarøes Strejfkorps at gøre landgang på den måde fra transportbåd nr. 5 i forbindelse med langt udførte dræg fra forenden til at hive sig klar af landgrunden med —- til selve bugseringen disponeredes over en lille dampjolle MARIE.

I en deltagerbeskrivelse herfra nævnes netop det ejendommelige syn man havde, når korpsets rytterstyrke red direkte fra bådens indre over den forlængede landgang ind på land. Ved gården Prøven ved Sønder- ballestrand havde den gamle ejer fået i overlevering fra sin svigerfader, hvorledes een af Aarøes dragoner efter o vcrruni plings forsøget i Hoptrup 18/4 1864 fik hesten skudt under sig i et sving udfor gården, som lå helt ude ved stranden — men rytteren nåede dog i løb at komme ombord, inden landgangen blev taget for næsen af de forfølgende ulaner.

Den gamle mand påviste stedet, livor hesten faldt — og hvor der siden voksede en hvid rose op — (?).

I denne forbindelse er det interessant at bemærke, at Ingenieurkorpset havde en særlig landgangsbroafdeling til etablering af lettere broer, bl. a. efter det biragouske system, og de blev i 1864 stærkt benyttet i det store militære trafikknudepunkt i Høruphav. I mobiliseringsbestemmelserne 1963/64 for Feltbrokompagniets Landgangsbroafdeling stod bl. a. opført: 7 Underofficerer (heraf 3 fra Marinen).

Trods tidens stærke udvikling af dampskibene fortsattes bygningen af Flådens jerntransportbåde, i 1884—85 blev de tre sidste bygget (nr. 21, 22, 23), dog i en lidt større udgave på ca. 118 tons, 86’ lange.

Transportbådene blev bl. a. brugt i forbindelse med troppesainlingernc ved Hald, ligesom de blev benyttet af Søværnet ved øvelser i Sundet samt i samarbejde med Hæren senest ved landgangen på Samsø i 1906. Efterhånden svandt de dog ind i antal, enkelte gik til, bl. a. forliste den såkaldte »Telegrafbåd«, hvormed man foretog nogle af de første radiotelegraf- forsøg, i 1903 ved Anholt og 10 stk. blev omdannet til minebåde, een som skolebåd inod alle de da forekommende anordninger til minekast, endog et hånddrevet transportbånd udover bådens agterende.

I 1921/22 blev to transportbåde omdannet til ininedepotbåde. Med minerne til Københavns mineforsvar ombord lå de gamle minebåde op til

2. verdenskrig af sikkerhedsmæssige grunde midt ude i minebådsgraven, en del af Christianshavns voldgrav mellem Qvintus og Charlotte Amalies bastion. Gennem den såkaldte Kurtinegrav var der via Holmens kanaler forbindelse til havnen og videre ud. 2 transportbåde lå til efter 2. verdenskrig under D.S.B.’s tilsyn oppe ved Mors, men efterhånden tyndede det ud i de gamle jernpramme, den sidste troppetransportbåd udgik i 1932.

Minebådene boldt lidt længere, under sidste del af krigen lagde Vau-nc- magten dem til Bramsnæsvig med dansk minebeholdning ombord, men efterhånden er også disse både udgået, den sidste i 1952.

Hormens de Lichlenberg.