Redaktøren af Krigshistorisk Tidsskrift, major J. Kaare Christensen, skriver her om traditionsplejens betydning for korpsånden, som et uvurderligt aktiv for den virksomhedskultur, der adskiller forsvaret fra de fleste andre arbejdspladser.
Siden 1961 har 6 traditionsbærende regimenter af kamptroppeme været genstand for sammenlægning. Sammenlægningerne har i intet tilfælde i sig selv reduceret krigsstyrken, men har været gennemført som led i nødvendige, omend ofte smertelige rationaliseringsbestræbelser. Som det vil være bekendt indebærer en gennemførelse af den jyske gamisoneringsplan bl.a. en sammenlægning af yderligere 3 kamptropregimenter; Fynske Livregiment, Kongens jyske Fodregiment og Slesvigske Fodregiment. De tre regimenter viderefører hver især nogle af hærens ældste og mest hæderkronede traditioner. Med sammenlægningen vil der ske en sådan sammenfiltring af livslinier, at både hærens ældste og nyere historie vil blive ramt. 11 livslinier, heriblandt 4 af enevældens regimenter og 2 jægerkorps vil forsvinde ind i et broget fællesskab, som det ikke senere vil være muligt at rede ud. Efter denne sammenlægning vil alle kamptroppemes bataljoner føre deres historie tilbage til 8 enheder! Foruden det rent praktiske spørgsmål: Hvad skal man kalde det amalgamerede regiment, aktualiseres hermed det mere principielle om kamptroppemes traditionsplejeordning. Traditionsplejen har betydning for enhedernes korpsånd, og dermed for kampkraften. Traditionsplejeordningen bør derfor opfylde følgende forudsætninger:
- Ordningen skal være historisk korrekt.
- Det størst mulige antal traditionssæt skal bevares levende.
- Personellet bør forblive ved samme traditionsbærende enhed i mange år.
- Den rådige kasemekapacitet skal udnyttes bedst muligt.
- Traditionsplejemæssige hensyn må ikke stille sig i vejen for nødvendige rationaliseringer.
Ved en eventuel omorganisering bør man huske, at det ikke er nok blot at overføre et navn og en fane mellem organisationerne. Der skal følge personel med, hvis den historiske livslinie skal være korrekt. Da mfiTi næppe vil kunne argumentere for, at folk skal flytte alene af historiske årsager, må dækningsstyrkens nuværende, h.h.v. den i den jyske gamisoneringsplan tiltænkte placering bibeholdes. Baggrunden for den nuværende traditionsordning er denne: Da lineartaktikkens dage definitivt var talte, og alle enheder måtte opløses i mindre, mere manøvrerbare led, tog man i Danmark, ved hærordningen af 1842, konsekvensen af denne udvikling og opløste regimenterne i selvstændige’ nummererede bataljoner og jægerkorps, 22 ialt, under taktiske brigader, fra 1880 -regimenter. De nummererede bataljoner viste sig overordentlig levedygtige. Medens der under krigen 1848-50 dannedes nye reserve- og forstærkningsafdelinger, dubleredes de 22 bataljoner under krigen 1864 til regimenter. Ved alle forøgelser af hæren siden 1867 klarede man sig ved simpelthen at føje nye bataljoner til den gamle række. Fra 1867 således 23.-40. bataljon, fra 1870 41.-42. bataljon og fra 1909 43.-50. bataljon. På tüsvarende måde har alle hærreduktioner bestået i en nedlæggelse af de yngste bataljoner - i 1923 41.-50. bataljon, i 1932 34.-40. bataljon. Uden for dette mønster kom oprettelsen af Fodfolkspionerkommandoet med to nye bataljoner i 1937. Ingen af disse veje fandtes imidlertid acceptable, da man i 1951 stod over for den betydelige hærforøgelse, som frihedskampen og tilslutningen til Atiantpagten havde gjort mulig. Man fandt sig ikke tikette med bataljonsordningen, men ønskede at gribe tilbage til de gamle regimenter. Da regimentet fortsat skulle være såvel opstillende som taktisk enhed, føltes ordningen naturlig. Man udtog 11 bataljoner, som forøgedes til 11 regimenter, medens 15 bataljoner, hovedsagelig p.g.a. gamisonssammenfald, knyttedes til disse som lokalforsvarsbataljoner. De 15 har levet et anonymt liv ved regimenterne som disses IV. og V. bataljon, medens de nye regimenter med de velkhngende navne helt overtog scenen. Fra 1960 var regimenterne ikke mere taktiske - og dermed traditionsskabende - enheder, og flere måtte med tiden sammenlægges som led i rationaliseringer. Der er faktisk regimenter, der er traditionsbærende for 6 bataljoner, med regimentet er det in solidum - og derfor dyrkes kun et eller to af traditionssættene. Resten af hærens historie er efterladt i mørke. Ved artilleriet er dette ikke tiKældet, fordi man her har bevaret de gamle afdelingsnumre. Problemet er altså, at man i kamptroppeme har knyttet historien til en ganske bestemt hærstruktur. Da regimentet er en central administrativ enhed, vil rationaliseringer og nyordninger ofte ramme her, med tilbagevendende traditionsplejemæssige problemer til følge. En løsning vil være at tilbageføre traditionsplejen til bataljonerne. Derved skaber man sig en betydelig frihed i valg af struktur og gamisonering, ligesom traditionsbærende og traditionsskabende enhed bliver den samme. For at undgå, at de lidt kedelige bataljonsnumre kommer til at stå alene, kan man endnu en gang drage nytte af det store arbejde, som Hærens Uniformskommission og Generalstabens krigshistoriske Arbejder afleverede h.h.v. FEB 1947 og JAN 1948. Her dokumenteres, hvorledes der til de nummererede bataljoner kan knyttes historiske navne, som det fremgår af skema 1. Enkelte af de nummererede bataljoner blev i 1842 dannet af forskellige regimentsdele. Det foreslåede navn for disse er derfor en pastiche. De bataljoner, der kan udskiUes af de nuværende regimenter, fremgår skema 2. Visse bataljoner blev i 1951 overført mellem regimenterne med historie, traditioner og fane, men uden personel. Traditionsbæringen for disse er derfor tvivlsom. Tilbage bliver at bestemme, hvorledes numrene skal fordeles på de nuværende bataljoner. Alle bataljoner i de nuværende regimenter har i princippet ret til de bataljonstraditioner, regimentet viderefører. Det kan siges, at de »tilknyttede« bataljonsnvimre fortrinsvis bør gives til nuværende eller tidligere lokalforsvarsbataljoner, og at regimenternes nuværende I. og n. bataljon som regel har fortrinsret til det (de) bataljonsnavn(e), regimentet bærer. Spørgsmålet er så, om også de praktiske problemer kan overkommes på historisk forsvarlig grund. Det er klärt, at bataljonerne ikke kan være selvstændige forvaltningsenheder. De traditionsbærende bataljoner må nødvendigvis samles vmder en række opstillende myndigheder, der kan varetage materiel-, personel-, økonomi- og kommandantskabsforvaltningen.
Her er der mulighed for mange forskellige konstruktioner, hvilket i sig selv viser ordningens smidighed: Uddannelsescentre, nummererede uddaimelsesregimenter, inddeling på basis af udskrivningsområder, regioner o.m.a. Men hvorfor ikke vælge de taktiske troppeenheder? Det vil indebære store fordele, at den troppechef, der skal føre enhederne i krig, også er ansvarlig for deres uddannelse. Dernæst vil det sikre en smidig og glidende overgang til krigsfod ved hærens mobilisering. Ulempen vil være, at troppenhedens stab, både i fredstid og ved udrykning, let vil blive bundet af en række administrative pligter, som er troppeføringen uvedkommende. Disse problemer er i Sverige løst derved, at opstillingsstaben i sig bærer både en troppenheds og en områdekommandos funktion. Derved lader troppeenhedsstaben sig let udskille, medens områdekommandostaben forbliver med ansvar for den fortsatte mobilisering og lokalforsvaret. Ordningen tillader også den nødvendige spredning af dækningsstyrken, ligesom styrker fra de øvrige våbenarter naturligvis fortsat må tilgå udefra. Et eksempel på, hvilke opstillende myndigheder af kamptroppeme, der kan fremgå af en sådan ordning, er vist i skema 3. Her er valgt en ordning med 5 brigader og 2 panserregimenter, men kortene kan selvfølgelig blandes på andre måder. Den nuværende og tiltænkte gamisonering af dækningsstyrkens bataljoner respekteres. IVLK område skal opstilles 3 brigader, 4 regioner, 1 kampgruppe samt divisions- og korpsenheder. Den opstillende myndighed i Ålborg dannes på grundlag af det nuværende DRLR, den opstillende myndighed i Fredericia og Odense dannes på grundlag af det nuværende KJFR og FLR, den opstillende myndighed i Varde dannes på grundlag af det nuværende PLR og SLFR, medens et panserregiment i Holstebro dannes på grundlag af det nuværende JDR. IELK område skal opstilles 2 brigader, 2 regioner, 4 kampgrupper samt korpsenheder. Den opstillende myndighed i København dannes af LG, den opstillende myndighed i Vordingborg dannes på grundlag af det nuværende DLR, medens et panserregiment i Næstved og Slagelse dannes af GHR og det nuværende SJLR. Ved denne ordning opnår man, at opstiUingsmyndighedeme i hovedsagen kan opstille og føre egne kamptropenheder, og at disse kan uddannes og mobiliseres inden for eget geografiske kommandoområde. Selve ændringen bestar i, at de nuværende bataljoner tildeles de historiske navne, hvortil de har adkomst, medens de nuværende regimenter overtager de operative opgaver. Enkelte brigadestabe må flyttes, og enkelte mobiliseringsenheder må overføres med bataljonsnavn og fane til en anden, nærtliggende opstillingsmyndighed. Mandskabet bør forblive ved samme bataljon fra indkaldelsen og frem gennem mobiliseringssystemet. Bataljonen må derfor anvendes i skiftende roller. Ved at vælge denne løsning, kan traditionsskift imdgås for hovedparten af personellet. To faste bataljonskadrer pr opstillende myndighed vil sikre, at også det faste traditionsskift begrænses. At lade bataljonerne være traditionsbærende medfører en række betydelige forandringer i hærens liv. Det indebærer, at de nuværende opstillende myndigheder må døbes om, ligesom visse historiske betænkeligheder som nævnt knytter sig til omorganiseringerne i 1842 og 1951. Til gengæld levendegøres hærens historie både før og efter 1842, og først og fremmest skabes den betydelige frihed, som en fremadskridende rationalisering af hærstrukturen kræver. Der vil altid være bataljoner, men de højere myndigheder kan skifte fra ordning til ordning.
J. Kaare Christensen.
