Log ind

Taktiske Eksempler fra Vinterkrigen i Finland 1939-40

#

I.

Under og umiddelbart efter enhver stor Krig opstaar der altid en Uvished paa det taktiske Omraade for de Lande, som ikke har været militære Deltagere i Krigen. De Erfaringer, som de krigsførende Nationer har vundet, udkrystalliserer sig først senere i Form af Litteratur, der er tilgængelig for Udlandet. Saaledes er Situationen ogsaa ved Afslutningen af Europakrigen 1939—45. Man har i store Træk et Indtryk af, at den Taktik, der er blevet anvendt, trods visse Vaabens kolossale Udvikling, især Flyve- og Panservaabnet, stort set ikke er undergaaet større Forandringer siden Verdenskrigen 1914 —18. Medens Verdenskrigen 1914— 18 betød en Revolution for alle Vaabenarters taktiske Uddannelse, har den nu afsluttede Krig nærmest været en Videreførelse af den Taktik, som skabtes af den første Verdenskrig, dog med en meget alvorlig Hensyntagen til Flyve- og Panservaabnets uhyre Udvikling. Er det saaledes vanskeligt paa nærværende Tidspunkt at danne sig et paalideligt Billede af Taktikkens Udvikling under den anden Verdenskrig, stiller Forholdet sig straks lettere for en af denne Krigs Forløbere, Vinterkrigen 1939—40 mellem Finland og Rusland. »Militært Tidsskrift« har derfor anmodet undertegnede om at prøve paa at uddrage nogle Erfaringer paa Taktikkens Omraade paa Grundlag af en nylig udkommet Bog af Hj. Siilasvuo: »Kampen i Kuhmo 1939—40«, udkommet paa Medéns Forlag, Stockholm.

Den første Træfning, som fandt Sted, efter at 54’ russiske Division havde overskredet Grænsen den 30/11 og rykkede frem ad de 2 parallelle Veje, der førte mod Kuhmo, indtraf under Form af et Modangreb ved Loso. Den finske Bataillonschef, Oberstløjtnant Ilomaki, som med 14’ Bataillon skulde sikre Indfaldsvejene fra Grænsen i Retning af Kuhmo, havde overdraget Kaptajn Murole Saunajarvi-Afsnittet, hvor han især skulde forsvare Passet mellem de 2 Søer. Hans Styrke var 1’ og 3’ Kompagni. 3’ Kompagni havde haft Patrouiller fremme ved Grænsen, og disse var i Løbet af den første Krigsdag den 30/ 11 under Tilbagegang i Hovedsagen langs Hovedvejen over Kuusijoki mod Søpasset ved Saunajarvi. Her var forberedt nogle nødtørftige Feltbefæstninger. For nu at faa et Indtryk af Fjendens Styrke, hvad de mindre Patrouiller ved deres henholdende og hurtig tilbagevigende Kampe selvfølgelig ikke havde formaaet, beordrede Oberstløjtnant Ilomaki Kaptajn Murole til med et Kompagni at gaa til Modangreb langs Landevejen med den Opgave at komme under Vejr med Modstanderens Styrke og Hensigter og om muligt at slaa ham.

Det blev 1’ Kompagni under Res.løjtnant Peltola, som fik denne Opgave. Kompagniet rykkede frem under Sikring langs Vejen mod Grænsen; men først efter at have marcheret 4 km fik Forspidsen Ild mod sig fra Loso Højderne, som er ret dominerende, og som mod Syd grænser til et vidstrakt Kær.

Skærmbillede 2020-06-29 kl. 15.21.34.png

Res.løjtnant Peltola formerede sit Kompagni saaledes, at to Delinger rykkede frem langs Vejen, medens en Deling omgik Kæret fra venstre og en anden fra højre. Delingerne blev paa den Maade skilt i 3 Grupper, som var ret langt adskilt fra hinanden. Losa Højderne viste sig at være stærkt besat. De to Delinger, som rykkede frontalt frem langs Vejen, blev modtaget af Ild fra saavel Granatkastere som Maskingeværer og kunde ikke tage Højderne. De kunde heller ikke binde tilstrækkelig stærke russiske Kræfter i Fronten, saa de to Omfatninger kunde faa en Chance. Der hørtes tværtimod stærk Skydning fra begge Fløjene, og al Forbindelse med disse var umulig.

Efter at have sendt Melding om Situationen til Kaptajn Murole fik Res.løjtnant Peltola Ordre til at trække sig tilbage igen til Forsvarsstillingerne ved Saunajårvi, hvor Oberstløjtnant Uomåki vilde standse Fjenden. Ordren om Tilbagegangen kunde kun sendes ud til Fløj delingerne pr. Fodordonnans, og Ordonnansen til den højre opererende Deling naaede aldrig ud med sin Ordre. Denne sydlige Deling fuldførte derfor sin Opgave og naaede sønden om Kæret frem til Østsiden af Loso Højderne. Men da Russerne ved 1’ Kompagnis Tilbagegang ikke mere blev angrebet fra Vest og Nord, koncentrerede de nu al deres Ild mod den isolerede finske Deling. Et Forsøg fra dennes Side paa at komme i Forbindelse med Kompagniet mislykkedes, og Russerne trængte snart frem fra alle Sider mod den lille tapre Flok. Den koldblodige Delingsfører holdt dog sin Deling fast i sin Haand, og efter en haard Kamp lykkedes det ham at føre den helskindet tilbage til Saunajarvi, hvortil den ankom ca. 3 Timer efter Kompagniets Hovedstyrke. Dagens Kampe havde klarlagt, at der stod ca. 1 fjendtlig Bataillon ved Saunajårvivejen, medens en mindre russisk Styrke opererede ved Kiekinkoski. Her kunde de finske Patrouiller endog skydes frem til Hukkajårvi. Den første egentlige Kampdag var til Ende. Den havde ikke givet det ønskede Resultat: at slaa Fjenden. Dertil var de til Raadighed værende Styrker for svage og Forberedelserne for kortvarige. Vi har set Finnernes Forsøg paa dobbelt omgaaende Bevægelse mislykkes og undres egentlig ikke derover, naar man husker, hvad der staar i vort eget Feltreglement I B § IV, Side 51, 2’ og 3’ Stykke. Naar dertil kommer den store Underlegenhed i Styrke, den stærke Spredning af Kræfterne og den som Følge deraf kompromitterede Forbindelsestjeneste, kunde Resultatet ikke blive anderledes, ja, man undrer sig endog over, at den isolerede, sydlige Deling overhovedet kom godt fra det. Men Kampaanden i den finske Hær var god, og Tropperne havde nu faaet deres Ilddaab. Det var Begyndelsen til den Kamp, som fyldte hele Verden med Beundring, fordi man her blev Vidne til et lille Land, som kæmpede til trods for, at alt saa haabløst ud. Det var et Land, som var fuldkommen underlegen paa næsten alt, undtagen Mod og Offervilje, underlegen paa Flyvevaaben, Tankvaaben, Antitankvaaben og først og sidst underlegen i Kvantitet. Det var de store Skove, som Værn mod Flyvere og Tanks, og de store øde Strækninger, hvor de iøvrigt tapre, russiske Soldater ikke holdt af at færdes, de holdt sig altid til Landevejene, som blev til uvurderlig Støtte for Finnerne. Finnerne viste sig som Mestre i det henholdende Forsvar, lynhurtige Modangreb og den lille Krig, hvortil det finske Landskab, som nævnt, egnede sig fortræffeligt. Vi vil nu se paa, hvorledes Situationen videre udviklede sig ved Saunajarvi. Russerne opmarcherede tæt østen for Søerne, og Finnerne maatte regne med saavel et frontalt Angreb som omgaaende Manøvrer paa venstre og højre Fløj. Russerne var jo stærke nok til at foretage en saadan dobbelt omgaaende Bevægelse. Det var nemlig den 14’ russiske Division under Generalmajor Gusevskij, som var under Fremmarch mod Kuhmo. Den stærke Frost havde bundet Søernes Vande, saa de var farbare for Tropper, men knapt nok endnu for Train. En omfattende eller omgaaende Bevægelse sønden om den søndre Sø var for Ruseerne den længste, men alligevel lettere, da den førte gennem uoverskueligt Terrain med en hel Del Bebyggelse. En tilsvarende Bevægelse tilhøjre norden om den nordligste Sø var betydelig kortere; men den krævede en Passage af Louhenjoki Aa, som ikke var tilfrosset, og som havde en Bredde paa 6—8 m og stærk Strøm. Finnerne maatte altsaa sikre begge sine Flanker, og Kaptajn Murole fordelte sine Tropper saaledes: I Fronten mellem Søerne laa to Delinger af Kompagniet Haionen (3’ Komp.) forstærket med to Maskingeværer. Venstre Fløj, den nordlige Sø og Louhenjoki Aa, besattes af Kompagniet Peltola (1’ Komp.). Den højre Fløj, Saunajarvi, sikredes af den fra Grænsen retirerende Styrke (af 3’ Komp.). Den skulde forhindre Trafik paa Søens Is og afpatrouillere Søens sydlige og vestlige Kyst. Vi ser altsaa Tyngden i Forsvaret paa Forhaand lagt mod Nord, saa Føreren ikke raader over nogen Reserver. Det er venstre Fløj, Kaptajn Murole er mest bange for, og Begivenhederne skulde snart give ham Ret. Den 4’ December om Morgenen observeredes fra finsk Side, at Kusserne i Ly af Natten havde lavet Aabninger i Pigtraadsspærringerne, som løb østen for Aaløbet mellem de to Søer. Desuden var Pontonsække blevet transporteret ned til Strandbredden. I Ly af Ild vilde man slaa Bro over Aaen. Saa snart det lysnede om Morgenen, hørtes den forhadte Lyd af Tanks, der nærmede sig, og samtidig begyndte en Trommeild fra let Luftværnsartilleri, Granatkastere og endogsaa Feltkanoner. Et stort Antal Tanks viste sig. Med smaa Afbrydelser vedvarede Artilleriilden i fem Timer med stor Voldsomhed. Baade foran og bagved de finske Stillinger og paa Søernes Is faldt Staalregnen. De mægtige Skovtræer knækkede som Tændstikker, og Maskingeværild kompletterede denne djævelske Musik. I Pauserne følte smaa russiske Fodfolksstyrker sig for, om Forsvaret var blevet mørt. Men hver Gang traadte de finske Granatkastere i Virksomhed, de eneste tunge Vaaben bortset fra Maskingeværer, som Forsvareren raadede over. Samtidigt med alt dette saas tydeligt fra de finske Linier russiske Troppebevægelser mod venstre Fløj, nord om Søerne. Efter senere indhentede Oplysninger udførtes denne omgaaende Bevægelse af Infanteriregiment Nr. 387, 54’ Divisions tredie Regiment. Ved Middagstid kom det til omfattende Kampe med Res.løjtnant Peltolas 1’ Kompagni, som efterhaanden maatte sætte hele sin Styrke ind ved Louhenjoki Aaen. Situationen blev snart alvorlig. 2 Maskingeværdelinger samt en Deling af 3’ Kompagni blev sendt til Forstærkning fra de mindre truede Dele af Fronten; men Kl. 1500 blev der givet Ordre til at forberede enTilbagegang og saaledes opgive Saunajarvistillingen. Man gjorde Trainet klar til Afmarch. Det lykkedes dog trods den kolossale Overmagt det forstærkede 1’ Kompagni at holde Aalinien til Mørkets Frembrud. Natten til den 5’ December forløb roligt; men ved Daggry begyndte Artilleriforberedelsen igen. Artilleriet var nu godt indskudt, og Ilden rettedes baade mod Søpasset og mod Aalinien mod Nord. Det russiske Fodfolk rettede alvorlige Angreb mod begge Fronter. De finske Telefonforbindelser blev ustandselig skudt over; men Reparationshold gik modigt ud i Granatregnen. Særlig vanskelig var selvfølgelig Forbindelserne ud til 1’ Kompagni, hvorfra man hele Dagen hørte en voldsom Kamplarm. Fodordonnanser maatte næsten udelukkende erstatte den manglende Traadforbindelse. Finnerne har aabenbart ikke haft Radio til internt Brug ved Fodfolket (Tornysterradio). Man kan altsaa af denne Kamp og forøvrigt ogsaa af Angrebet ved Loso Højderne uddrage den Erfaring, at i moderne Ildkamp er Traadforbindelser intet værd. Har man ikke Radio (Blink- eller Flagforbindelse) falder man ofte tilbage paa det sidste Hjælpemiddel, Mennesket, Fodordonnansen; men det er jo i og for sig ikke noget nyt. Den russiske Ild varede ved, lige til Mørket igen faldt paa; men da var ogsaa det russiske Fodfolk i Færd med at bane sig Vej ind i de finske Stillinger. Ved Louhenjoki Aaen lykkedes det dem med deres Pionerer at slaa Bro over Aaen, og snart var hele Regimentet kommet over Strømmen. Finnerne havde ingen Reserver, saa noget Modangreb kunde ikke sættes ind. Det havde under Hensyntagen til Styrkeforholdet næppe heller ført til noget Resultat. Alle var paa Bristepunktet af Udmattelse og Sult —- Forsyningstjenesten var vanskelig paa Grund af Manglen paa Veje. Efter dette Indbrud i venstre Flanke var Oberstløjtnant Ilomaki klar over, at den eneste Mulighed nu var en Tilbagegang til Rasti, som var blevet forstærket. Den egentlige Tilbagegang indledtes den 5’ December Kl. 2200. Alt Train var i Forvejen sendt tilbage. Granatkasterne skiftede Stilling bagud. I Stillingen efterlodes kun en tynd Bevogtningslinie 1 Time efter Hovedstyrkens Afmarch. Ved Saunajarvis Søpas kunde Tropperne uden Vanskeligheder løsgøre sig, da Russerne ikke kunde optage nogen Forfølgelse, førend en ødelagt Bro var istandsat. Mod Nord, ved Louhenjoki Aa, var Situationen derimod meget alvorlig. Russerne befandt sig her helt inde i de finske Stillinger, og den Deling af F Kompagni, som skulde danne Slør, maatte kæmpe haardt med Russerne i Hælene. Der var alvorlig Fare for, at de finske Tropper, der skulde tilbage fra Søpasset, kunde blive taget i Ryggen. Det lykkedes dem dog at slippe forbi, men kun i 250—300 m’s Afstand fra Russerne. 2 Delinger skiftedes nu til at opholde Russerne, indtil 1’ Kompagni naaede tilbage til de ved Rasti udbyggede Stillinger. 3’ Kompagni gik endnu længere tilbage for at besætte Stillinger i 2’ Linie ved Jyrkånkoski.

Den 6’ December Kl. 330 var Tilbagegangen fuldført; men Russerne fulgte tæt efter. Omkring Hovedvejen maatte de finske Fægtningsforposter som Følge af Fjendens Tryk gaa bag Stillingen. Russerne trængte ogsaa frem gennem Skovene paa begge Sider af Vejene, og Kl. 1500 stod de med deres forreste Dele allerede foran Rasti. Det var Afdelingerne af 337’ Regiment, som havde udført den omgaaende Manøvre. Denne hurtige Fremrykning i vanskeligt Terrain og under stadig Kamp var en glimrende Præstation. Russerne havde ogsaa valgt den strategisk rigtige Angrebsfløj. Selv om de taktiske Fordele syntes at ligge paa Sydfløjen, hvor Terrainet frembød bedre Fremrykningsmuligheder, valgte de at angribe paa Nordfløjen, hvor de truede Finnernes Tilbagegangsvej og senere Stillingerne ved Rasti i Flanken. (Feltreglement I B. IV. 3. Pkt. 68, sidste Stykke). Underligt er det, at Finnerne tilsyneladende ikke hjalp deres Fodfolk tilbage med de langtrækkende Vaaben, som de raadede over. De havde ikke Artilleri til Støtte, men de havde Minekastere, som burde have været sat ind for at frelse det haardt trængte Kompagni og derefter om muligt holdvis trukket tilbage. Det var saa meget mere paakrævet, fordi Finnerne ingen Reserver havde til at besætte en Optagestilling. (Feltreglement I B. IX. Pkt. 234, første Stykke). Saaledes endte den 6’ December, den finske Selvstændighedsdag. Det havde været en haard Dag for Finnerne, som, skønt de havde kæmpet tappert, havde maattet overlade meget af Fædrelandets dyrebare Jord til Fjenden.

A. E. G. Klein.