Af Premierløjtnant S. Ortved.
Indledning.
Valpladsen.
(Se medfølgende Skitse.)
Det Højdedrag, hvorpaa Moscou, St. Hubert og Point du jour ligge, skraaner fra Linien Moscou— Stenbrudene jævnt mod Vest, og frembyder med Undtagelse af Grusgravene, c. 800 Meter Syd for St. Hubert, ingen Dækning af Betydning før Skovstriben i Mancedalen naas. Chausseen Gravelotte— Metz er 15 Meter bred. Vest for Mancedalen er den temmelig dybt indskaaren, over Dalen er den ført paa en indtil 20 Fod høj Dæmning, der paa begge Sider paa det lier omhandlede Tidspunkt var forsynet med knæbøje Mure. Paa Dalens østlige Side bliver Chausseen atter en dyb Hulvej, der først udmunder c. 250 Meter Vest for St. Hubert. Vejen kan fra Linien Moscou— Point du jour bestryges paa Strækningerne a— b og c— d.
Fra Vejknæet Øst for St. Hubert til Stenbrudene var Vejen i 1870 i saa godt som hele sin Længde omgivet med knæhøje Mure, og, hvor disse manglede, havde Franskmændene i Løbet af den 17. og 18. August anlagt Skyttegrave.
Mancebækken var sidstnævnte Dag fuldstændig udtørret, og den tætte Bevoksning paa Dalens Skraaninger var af en saadan Beskaffenhed, at Fodfolk kunde komme frem overalt, om end med nogen Vanskelighed, Og at man havde fri Udsigt fra Linien Moscou— Point du jour til Højderne ved Gravelotte. ' Point du jour og Moscou vare hvide Stenbygninger og indrettede til Forsvar. De ydede imidlertid kun Dækning mod Fodfolksild. St. Hubert bestod af en solid toetages Stenbygning. Havemuren ydede god Dækning, og det hele var forsynet med Skydeskaar. I den nordøstlige Havemur var brudt en bred Gennemgang, hvorved det lykkedes den franske Besætning at undkomme, da Gaarden blev tagen af Tyskerne Kl. 3 om Eftermiddagen.
Stenbrudene Syd for Point du jour danne en Trekant med Grundlinien tæt op til den store Vej og sit Toppunkt c. 250 Meter fra den 'østlige Skovrand. 20 til 30 Meter Sydvest for dette Toppunkt laa flere store Klippeblokke, der vare bevoksede med vilde Roser, og som frembøde ganske god Dækning. Stenbrudenes Sidevægge vare stejle og indtil 10 Fod høje, det indre Rum Vest for Vejen fra Grusgravene var fuldstændig fladt og overskueligt. Mellem denne Vej og Landevejen løb i Retning Nord-Syd 4 Stenvægge gennem Brudene, hvorved disses Indre deltes i 5 Afsnit, saaledes at det kun var muligt at se fra Væg til Væg, naar man kom fra Vest. Afstanden mellem Stenvæggene varierede mellem 80 og 120 Meter, og den østligste laa kun 80 Meter fra Landevejen. Grusgravene vare to tæt ved Siden af hinanden liggende kredsformede Fordybninger, der kunde rumme c. 3 Kompagnier Fodfolk.
Situationen red Natfægtningens Begyndelse.
Under Kampen den 18. August 1870 indtraadte der c. Kl. 5— 7 Eftm. en Fægtningspavse Øst for selve Gravelotte, kun det tyske Artilleri beskød vedvarende den franske Stilling heftigt, og Moscou og Point du jour stode snart i lys Lue. Grunden til, at Franskrnændenes Skydning blev svagere, var, at de havde bemærket II. tyske Korps’ Fremrykning fra Rézonville og samlede Kræfter til et sidste Offensivstød for derved at vinde Tid; thi paa at sejfe tænkte de franske Generaler ikke mere, dertil var den tyske Artilleriild for overvældende og II. Korps’ Tilsynekomst for imponerende. Omkring Kl. 6 46 Eftm. satte II. Korps, der var opmarcheret tæt Sydvest for Gravelotte, sig i Bevægelse for at angribe Point du jour, og et Kvarters Tid efter indhylledes den franske Stilling i Linien Moscou-Stenbrudene atter i Ild og Røg.
En rasende Chasscpotild fejede hen over de tyske Skyttelinier, der i Retning Nord-Syd tæt Øst om St. Hubert laa fladt ned paa -Jorden for at finde nogen Dækning. Pludselig brød stærke franske Skyttesværme frem gennem Krudtdampen paa Linien Point du jou r— Stenbrudene. Alle de Tropper, som dette Angreb traf, bleve i et ubeskriveligt Kaos trængte mod Hulvejen Vest for St. Hubert, Skoven og Mancedalen, selv St. Huberts nærmeste Omgivelser bleve rømmede for en Tid, og det her kæmpende Batteri Gniigge undgik med Nød og næppe at blive revet med af tyske Flygtninge. I 1/-- Eskadron af Husarregiment Nr. 9, der gik flygtende tilbage gennem Hulvejen, frembragte en utrolig Forvirring mellem de der værende Forsprængte samt noget Train, der holdt tæt Vest for Mancedalen, og en rasende Sværm sky Heste med eller uden Køretøjer susede tilbage gennem Gravelotte forbi II. Korps, der netop var ved at bøje ind i Hulvejen. Det franske Angreb blev dog af den overvældende tyske Granatild standset et Pa r Hundrede Meter Øst for Skoven og Mancedalen. Solen gik ned (Kl. 718 Eftm.), og medens II. Korps i Skumringen arbejdede sig frem gennem den af flygtende og saarede opfyldte Hulvej, udviklede Situationen sig saaledes, at Resterne af VII. og VIII. Korps c. Kl. 745 Eftm. indtoge følgende Stillinger i Linien St. Hubert— Stenbrudene. Omtrent parallelt med og c. 200 Meter Nordøst for Markvejen, der fra St. Hubert fører mod Nordvest, laa G Kompagnier af Rgt. Nr. 40 og 96. Tæt Nord og Nordøst for St. Hubert laa 3 Kompagnier af Rgt. Nr. 40 og 42. I og om St. Hubert var der samlet Mandskab af ialt 59 til Dels opløste Kompagnier. Tæt Syd for St. H u bert og dækket af Havemuren mod den ødelæggende Ild fra Moscou stod Batteriet Gniigge med Front mod denne Gaard.
I en Linie, der fra Punkt 991 strakte sig mod Nord til c. 200 Meter Syd for Stenbrudene ved St. Hubert, laa c. 11 Kompagnier af Rgt. Nr. 29, 39 og 60. I Grusgravene og Skovhjørnet tæt Syd for disse stod Dele af Rgt. Nr. 39, medens Skovudkanten herfra til ud for Sydvestspidsen af Stenbrudene var besat af Rgt. Nr. 33 sammen med Mandskab af alle mulige andre Afdelinger. Inde i selve Stenbrudene ved Point du jour havde Kaptajn v. Wobeser besat den østligste Tværvæg med 8 8 Mand af Rgt. Nr. 33, 39 og 40. Endelig var Mancedalen fuld af saarede, Mandskab, der havde opbrugt deres Am m unition , og Flygtninge, hvis Antal voksede med hvert Minut. Franskmændene stode tæt Øst om Stenbrudene, over Point du jou r— Moscou og videre mod Nord, saaledes at Divisionen Aym ard havde besat Terrainet mellem Moscou og Vejknæet Øst for St. Hubert, og Divisionen Vergé havde besat Terrainet fra Vejknæet, over Point du jour indtil tæt Øst for Stenbrudene. Divisionen Fauvart— Bastoul stod bag Divisionen Vergé som Reserve. Paa det her omhandlede Tidspunkt var der irnidlertid sket talrige Forskydninger af Afdelingerne i Fronten, samtidig med at største Delen af Divisionen Fauvart— Bastoul var sat ind, saa at Sammenblandingen og Forvirringen paa fransk Side ikke var mindre end hos Tyskerne. Artilleriet, der oprindelig havde staaet i 3 Grupper i en stor Bue mellem Moscou og Point du jour, saaledes at det kunde bestryge Landevejen, hvor den udmunder af Mancedalen, var dels demonteret, dels trukket tilbage i Dækning.
I. Natfægtningen.
Hampen i Linien St. Hubert— Point du jour.
Alt Artilleri og Rytteri af II. Korps blev ved Gravelotte. 3. Division fik Ordre til at føre sit Angreb over St. Hubert mod den franske Stilling mellem Point du jour og Moscou. 2. Jægerbataillon. der var i Teten af Divisionen, fik Ordre til at gaa mod Point du jour. Kl. 8 Eftm. overskred den Mancedalen tæt Syd for Ghausseen og udviklede sig hurtigt i den østlige Udkant af Skoven, saaledes at dens højre Fløj naaede omtrent udfor Stenbrudene. Derpaa rykkede Bataillonen op ad Skraaningen frem mod den franske Stilling. Dele af Rgt. Nr. 39 fulgte Fremadbevægelsen mod Point du jour, f. Eks. Komp. Nr. 4 og 5, medens Komp. Nr. 9 "®-121) gik frem til Grusgravene, og Komp. Nr. 10 -,,*11 gik Syd om St. Hubert mod den franske Stilling mellem Vejknæet Øst for denne Lokalitet og Point du jour. Angrebet standsede imidlertid c. 200 Meter Vest for Point du jour, Jægerne kastede sig ned og begyndte en Skydefægtning. Paa Grund af Trængslen i Mancedalen kom Rgt. Nr. 54, der fulgte efter 2. Jægerbataillon, først over c. Kl. S2 6 Eftm. lr' fulgte Chausseen, F /54 gik over Dalen tæt Syd for denne. Sidstnævnte B a taillon , der først naaede den østlige Dalrand, dannede 1. Træfning med Komp. Nr. 11 og 12 i første Linie og Komp. Nr. 9 og 10 i anden Linie, formeret som Halvbataillon; ” --54—- fulgte efter og dannede 2. Træfning. Terrainet var opfyldt med Hindringer af enhver Art. Ituskudt Materiel, Lig af Mennesker og Heste i Forening med det begyndende Mørke vanskeliggjorde Troppernes Fremrykning og ophidsede Sindene. Man trode, at St. Hubert var besat af Franskmændene, og F / 5 4 aabnede en heftig Ild mod denne Gaard og dens nærmeste Omgivelser. De tyske Projektiler generede kun i ringere Grad de Tropper, der stode i selve St. Hubert; men saa meget des niere gik det ud over de Syd og Vest herfor staaende Troppedele. Da disse bleve beskudte i Hyggen, brast de sidste svage Baand, der boldt dem sammen, og i vild Flugt løb de ind paa Rgt. Nr. 54, som de brød igennem og paa Steder formelig løb over Ende. I Dalen og Hulvejen stødte de flygtende Masser sammen med de efterfølgende Regimenter af 3. Division, og her var man kun med stort Besvær i Stand til at opretholde Ordenen.
Under denne Begivenhed brødes Rgt. Nr. 54 oprindelige Orden. Dets Kompagnier bleve alle udviklede og deltes i 2 Grupper, hvoraf den ene gik Syd om St. Hubert, den anden mod denne Gaard. Af den førstnævnte Gruppe gik Komp. Nr. 12 frem tæt Syd for Chausseen modVejknæet Øst for St. Hubert. Her laa en lille Afdeling af Rgt. Nr. 72, som 1 ‘2/54 nu beskød bagfra, hvorved dens forud vanskelige Stilling næsten blev uudholdelig. Major Einecke satte Hjelmen paa Spidsen af sin Kaarde og gik hen imod Konip. Nr. 12, men i Mørket saa man ham ikke, og først da man fandt paa at raabe: „König Wilhelm lebe hoch!“ holdt Komp. Nr. 12 inde med Skydningen. Ved selve St. Hubert blev der imidlertid stadig skudt i alle Retninger, og først da der blev blæst „Hold inde med Skydningen!“ , tav Ilden lidt efter lidt. De Kompagnier, der havde taget Retning mod St. Hubert, aabnede paa temmelig nært Hold en heftig Ild mod denne Gaard, derpaa stormede de den under Hurraraab og Trommeslag og — fandt den besat af Tyskere. Skydningen standsede derpaa en kort Tid, hvorefter Fremrykningen fortsattes sammen med Dele af ligt. Nr. 72.
Af den sydlige Gruppe naaede '- 7 5 4 helt frem til Vejknæet og besatte den vestlige Vejgrøft. Her fandt Kompagniet god Dækning og afviste tiere Angreb. Til højre for "V54 og noget tilbage laa Komp. Nr. - , Vr>4 stod tæt Syd for Chausseen ved St. Hubert, medens 1V5 4 var længst mod Syd ved Stenbrudene ved Point du jour. A f den nordlige Gruppe besatte a/m St. Huberts Haves nordøstlige Hjørne, medens Komp. Nr. 3, (i, 7. Ü og 10 gik frem mod Moscou. Komp. Nr. 9 og 10 opgave dog hurtigt Forsøget og gik tilbage til St. Hubert, hvor de forbleve, medens de øvrige Kompagnier naaede frem til en Afstand af c. 300 Meter fra Franskmændenes Skyttelinie; her kastede de sig ned og skød paa maa og faa mod den franske Stilling, der kun viste sig som en Række Glimt fra Geværilden. En Del af 8 . Jægerbataillon var ved Angrebets Begyndelse gaaet frem fra St. Hubert til Stenbrudene, der ligge tæt Øst for denne Gaard. Den blev imidlertid beskudt baade forfra og bag fra , og Kl. 9 Eftm. gik den derfor tilbage mod St. Hubert, hvorfra den blev modtaget med en heftig Skytteild, der bibragte den store Tab.
A f Rgt. Nr. 54 Kamp fremgaar, hvor vanskeligt det er i Mørke at skelne Ven fra Fjende. Terrainet var kendt. Man havde, dengang Regimentet greb ind, i c. 8 Tim er ved Dagens Lys kastet Afdeling efter Afdeling gennem den skæbnesvangre Hulvej mod Højderne mellem Moscou og Point du jour, og hver Fodsbred Jo rd , der var vunden , var bleven dyrt betalt med Blod. A t St. Hubert vedvarende var i T y skernes Hænder maatte være umiddelbart indlysende, da Batteriet Gntigge stadig .fyrede. Alle Betingelser for, at Situationen skulde være kendt, vare saaledes til Stede i fuldeste Maal. Desuagtet beskød Regimentet de sammenhobede Rester af mange forskellige Afdelingers Mandskab, der stod tæt Vest og Syd for St. Hubert, og da disse løb tilbage, opfattede man deres Flugt som Resultatet af et fransk Angreb; dette Angreb maatte have truffet St. H ub e rt, da Flygtningene tilsyneladende kom derfra, og man angreb derfor denne Gaard. Naar man med disse Begivenheder sammenholder, hvad der hændte i selve St. Hubert og ved Vejknæet Øst for denne Gaard, kan man deraf slutte, a t m an under na tlige K am pe stedse er udsat at blive beskudt af egne T roppe r, hvorved stor F o r vir rin g og ofte store Tab opstaa.
Efter Rgt. Nr. 54 fulgte Rgt. Nr. 14. Da -1- IL kun kunde marchere meget langsomt ad Vejen over Mancedalen, gik — °®— over Dalen Syd for Chausseen. Man gav sig ikke T id , havde smaa eller ingen Afstande mellem Afdelingerne, og Resultatet blev derfor, at Rgt. Nr. 14 blev opslugt af den uordnede Hob kæmpende Tropper, der opfyldte Skraaningen Vest for Point du jour. II./14 udviklede sig med venstre Fløj omtrent ved Chausseen, og i Forlængelse af dens højre Fløj udviklede F /i4 sig kompagnivis, efterhånden som den kom ud af Skoven. En overvældende Ild slog Bataillonerne i Møde; foran hørtes andre Troppers Hurraraab. Førere og Mandskab bleve ophidsede og trængte fremad. Fø r man havde faaet Tid til at fuldende Opmarchen, blev Regimentet blandet ind i Rgt. Nr. 39, 54 og 72 samt 2. Jægerbataillons uordnede Masser, og al Føring blev umuliggjort. Bataillonerne havde ikke været i Stand til at tilføre de ved Point du jour og Stenbrudene fægtende Tropper nogen Kampkraft af Betydning, fordi man kun naaede frem til Ildlinien kompagnivis eller delingsvis. Bgt. Nr. 2, der fulgte umiddelbart efter Rgt. Nr. 14, kunde ikke benytte Chausseen, der var opfyldt af saarede, faldne og Afdelinger af VIII. Korps, der gik tilbage. I./2 fulgte derfor efter II./14 og arbejdede sig med sine 4 Kompagnikolonner paa Linie møjsommeligt gennem Dalens tætte Underskov. Bataillonen blev hurtig grebet af den almindelige Forvirring. Komp. Nr. 1 kom frem tæt foran Point du jour, med dette Kompagni fulgte noget Mandskab af Komp. Nr. 2 og hele Komp. Nr. 3. Resten af Komp. Nr. 2 mistede Førerne, blev blandet med Mandskab af andre Afdelinger og gik tilbage til Skoven. Komp. Nr. 3 gik det ikke bedre; det blev beskudt af egne Tropper og maatte ligeledes gaa tilbage. Komp. Nr. 4 blev revet med af tilbagestrømmende Skyttesværme og kunde først sandes i Mancedalen.
Da General v. Barnekow saa, hvor galt det stod til, holdt han F/a tilbage ved Stenbrudene ved St. Hubert som foreløbig Reserve; men saa snart Bataillonen fik nogen Luft, blev den, efterfulgt af II./2 , trukket længere frem i Retning af Vejknæet, og samtlige Kompagnier bleve hurtig indviklede i Fægtning og til Dels sammenblandede med andre Afdelinger. Komp. Nr. 8, 9, 11 og 12 gik da tilbage til Gravelotte efter at være bievne beskudte af andre Afdelinger af egen Ilæ r og til Dels revne med af den rasende Menneskestrøm, der uafbrudt bevægede sig fra Højderne ned mod den beskyttende Dal. Komp. Nr. 6 og 7, der vare fulgte efter som Halvbataillon, kom ligeledes ind i denne Strøm, og kun med den yderste Anspændelse af alle Kræfter lykkedes det dem at vinde frem til St. Hubert, hvor de toge en sluttet Opstilling tværs over Chausseen. Kun Komp. Nr. 5 og 10 lykkedes det at naa frem til den vestlige Vejgrøft mellem Vejknæet og Point du jour, hvorfra dog Komp. Nr. 10 sammen med Mandskab af Rgt. Nr. 54 og 2. Jægerbataillon blev kastet tilbage af Franskinændene i den største Uorden, medens Komp. Nr. 5 blev i sin Stilling til c. Kl. 10 Eftm., hvorpaa det gik tilbage og sluttede sig til Komp. Nr. G og 7. Det fremgaar af foranstaaende, at Troppedelene blandedes sammen i en uhyre G rad , og at de taktiske Baand brast, saa snart, eller i det mindste ganske kort Tid efter, at man var naaet inden for den franske Fodfolksilds kraftigste Virkningsomraade. Det samme havde ganske vist ogsaa været Tilfældet under Dagfægtningen, men dog i ringere Omfang. Under Dagfægtningens mange Omskiftelser og udsat for alle franske Modangreb var det endog lykkedes Rgt. Nr. 39 at holde sine Kompagnier næsten fuldstændig samlede. Noget lignende viser Natfægtningen intet Eksempel paa. Selv sluttede Afdelinger vare udsatte for Sammenblanding med fremmede Tropper, og saa snart man udviklede en Afdeling, smuldrede den bort mellem Førernes Hænder. Heraf kan man slutte, a t Vanskeligheden ved at undgaa Samm enblanding af forskellige A fdelingers M a n d s k a b vok se r stærkt om Natten.
Det tyske Artilleri paa Højderne Vest for Mancedalen havde ophørt med at fyre, selv Batteriet Gm'igge tav. Det var for mørkt. De franske Batterier, der Dagen igennem ikke noget Øjeblik havde kunnet hævde deres Stilling over for deres langt overlegne Modstander, lode imidlertid nu høre fra sig. Navnlig kom Mitrailleusernc til deres Ret og gjorde de tyske Fodfolksmasser Opholdet Øst for Mancedalen yderst ubehageligt. Ilden var naturligvis ikke saa vel rettet, som den vilde have været ved Dagens Lys; men den ydede dog det betrængte Fodfolk en værdifuld Støtte, som det havde manglet under hele Dagens Kamp, medens Tyskerne paa dette Tidspunkt ikke fik eller kunde faa Spor af Hjælp fra deres overlegne Artilleri, fordi det risikerede at skyde deres angribende Fodfolk ned. Man kan se heraf, a t Angriberens A r tille ri u n d e r N a t f æ g t n i n g e r i a a b e n M a r k er v i r k ningsløst, hvorimod Forsvarerens under g u n s ti g e O m s tæ n d i g h e d e r er i S t a n d til a t yde god Tjeneste.
T il Trods for at Terrainet omkring St. Hubert var overfyldt med Tropper, og det allerede var saa mørkt, at man ikke kunde se andet end Ilden fra Skyttelinierne, trak man dog c. Kl. 9 Eftm. yderligere Rgt. Nr. 42, der hidtil havde staaet i Reserve Vest for Mancedalen, frem til St. Hubert. Bataillonskolonnerne kunde kun med det største Besvær arbejde sig frem , og under Opmarchen Syd for St. Hubert løb man hverandre over Ende i Mørket. Forsøg paa at rykke frem mod Vejknæet Øst for St. Hubert maatte hurtigt opgives, og Regimentet blev staaende i sluttet Orden med I I . /4 2 paa venstre Fløj tæt Sydøst for St. Hubert, dernæst I ./4 2 og F / 4 2 paa højre Fløj. Tyskerne havde saaledes ophobet 12 friske Batailloner mellem Chausseen, Stenbrudene og Skoven paa en Flade, der maalte c. 1200 Meter i Bredden og 800 Meter i Dybden, og Trængslen her øgedes i det utrolige, ved at Mandskab strømmede tilbage mod Mancedalen. Men Enden var ikke endda. 4. Division blev ogsaa trukket frem. 8. Brigade satte sig først i Bevægelse og marcherede gennem Gravelotte med Rgt. Nr. 21 i Teten. Dette Regiment fremsendte 2 Kompagnier, Nr. 4 og 8, som „Avan tgarde“. Disse Kompagnier lykkedes det kun med stort Besvær og i Rodemarche at sno sig gennem de ved St. Hubert ophobede Masser. De bleve dragne med ind i Kampen og vare snart sammenblandede med Mandskab af alle mulige andre Afdelinger.
Hesten at' Regimentet gik med Afstande mellem Kompagnikolonnerne under vedvarende Hurraraab frem gennem Mancedalen til 1 løjderne Syd for St. Hubert. Alligevel blev Regimentet beskudt i Flanken under sin Fremmarche, altsaa af tyske Afdelinger. Komp. Nr. !l blev formelig sprængt af Skyttesværme, der gik tilbage; Dele af F A havde samme Skæbne. Paa Højderne Syd for St. Hubert gjorde Regimentet Holdt, og der gik en rum T id hen, før man nogenlunde tik genoprettet Ordenen i Afdelingerne. Geværerne bleve derpaa satte sammen, og Mandskabet, der var yderst anstrengt af lange Marcher, kastede sig ned paa Jorden. Pludselig blev Regimentet heftig beskudt, hvorved der opstod en alvorlig Forvirring, og kun med stort Besvær lykkedes det at fatte Geværerne. Henimod Kl. 11 Eftm. gik Regimentet tilbage til Rézonville, hvor det havde aflagt Oppakningen; efter at have taget denne paa marcherede det atter til St. Hubert, hvor det Natten over indtog en Beredskabsstilling.
Efter Rgt. Nr. 21 fulgte Rgt. Nr. GI og senere Regimenterne Nr. 9 og 49 (7. Brigade). Disse Afdelinger vare alle samlede ved St. Hubert c. Kl. 10au Eftm. Imidlertid havde man c. Kl. 10 Eftm. besluttet at trække VII. og VIII. Korps’ Fodfolk tilbage og holde Højderne besatte Natten over med II. Korps. 4. Division skulde staa i forreste Linie med 7. Brigade paa højre, 8. Brigade paa venstre Fløj, og 3. Division i anden Linie 400 Meter vestligere, c. Kl. 11 Eftm. rykkede derfor II./gi paa Forpost. Komp. Nr. og 7 gik frem mellem Point du jour og Vejknæet, Komp. Nr. 5 og 8 bleve staaende c. 150. Meter vestligere. Bataillonen havde Forbindelse til højre med Rgt. Nr. 2, til venstre med Rgt. Nr. 9. Der kunde ikke være Tale om at udstille Poster, man udviklede sig helt eller delvis i Skyttekæder og blev liggende Natten over i denne Formation. Regiment Nr. 9 rykkede frem med F/s i Teten. Det var helt mørkt. F/s kom til St. Hubert, hvor den udstillede Forposter, Ivoinp. Nr. 11 og 12 toge Opstilling ved Vejknæet, Komp. Nr. 9 og 19 besatte St. Huberts Have, T il disse sluttede “/» sig senere, medens Resten af Regimentet stod umiddelbart bag St. Hubert. Rgt. Nr. 49 marcherede bag efter Rgt. Nr. 9 og ligesom dette ad Chausseen. Det blev blandet stærkt med Mandskab af VII. og VIII. Korps, der netop paa dette Tidspunkt samlede sig bagud, og kom derved i Uorden. Da man senere rangerede Kompagnierne, fandt man lige saa meget Mandskab af andre Afdelinger som eget Mandskab i Regimentets Geledder. Regimentet tog Opstilling tæt Vest for St. Hubert. Under hele den her beskrevne Kamp er det iøjnefaldende, hvor hurtig al Kommando og Sammenhold i Afdelingerne ophører. Hovedgrunden hertil var sikkert den overvættes Ilfærdighed, hvormed man skred til A n grebet uden at give sig T id til at opmarchere; men dernæst er den Omstændighed, at man stadig optraadte i spredt Orden, den væsentligste Aarsag til denne Kalamitet.
Saasnart Mancedalen var passeret, udvikledes Afdelingerne i Skyttekæder; naar disse gik frem, fulgte en hel Del Folk af forskellige andre Afdelinger med, og snart fandt Førerne tiere fremmede end egne Folk i Rækkerne. Saaledes gik det Bataillonerne af Rgt. Nr. 14 og 2, og saaledes gik det alle de efterfølgende, der optraadte i spredt Orden. En Skyttekæde er altid uhandlelig og vanskelig at føre og holde sammen paa i Mørke og navnlig i et Terrain, der som det foreliggende er opfyldt med faldne, saarede, ituskudt Materiel og splittede Tropperester; naar hertil kommer, at mange af Befalingsmændene falde, da brister Sammenholdet let, og hver Mand gaar sine egne Veje, de pligtopfyldende frem, de svagere Karakterer tilbage. En sluttet Afdeling har derimod en ganske anderledes udpræget Sammenhængskraft, den blandes ikke saa let med fremmed Mandskab, men danner snarere, i T ilfælde af at talrige Forsprængte slutte sig til den, en fast Kærne i den frembrydende Masse, som derved faar større Kraft og Modstandsevne. Det fremgaar heraf, a t A n g rib e re n under N a t fæ g tn in g e r er nødsaget til at h old e sin S t y r k e tæ t s a m l e t i s lu t t e d e F o r m a t i o n e r ( K o m p a g n i k o l o n n e r ) , da d en i m o d s a t Fald slippe r ud af Føre ren s H a and .
Kampen i Stenbrudene ved Point du jour.
I Stenbrudene Syd for Point du jour havde imidlertid følgende Kamp fundet Sted. Som man vil erindre, vare Stenbrudene c. Kl. 745 Eftm. besatte svagt af Tyskerne. Det var nemlig lykkedes Kaptajn v. Wobeser kort efter det sidste franske Angreb (c. Kl. 715 Eftm.) at samle 88 Mand af Rgt. Nr. 33, 39 og 40, med hvilke han tog Stilling inde i Stenbrudene tæt Vest for Chausseen c. Kl. 730 Eftm. Næppe vare T y skerne komne i Stilling, før de bleve angrebne af en lille fransk Afdeling, der imidlertid blev sprængt af en velrettet Hurtigild. Kort efter viste der sig en anden lille fransk T rop , som det ikke gik bedre. Klokken var imidlertid bleven otte, og det var allerede bleven temmelig mørkt, da Wobesers Afdeling atter blev angrebet af Franskmændene, der denne Gang forsøgte at omfatte Tyskernes venstre Fløj. Med Opbydelse af alle Kræfter lykkedes det ogsaa denne Gang at afvise Angrebet. Der indtraadte nu en kort Fægtningspavse. A f de 88 Tyskere vare allerede 25 gjorte ukampdygtige, og det var klart, at den lille Skare ikke vedvarende vilde være i Stand til at hævde denne vigtige Plads, der var Nøglen til den franske Stillings venstre Fløj. Man kunde imidlertid ikke haabe paa Hjælp, da det var saa mørkt, at man ikke bagfra kunde se, at Stenbrudene vare i Tyskernes Hænder, et Faktum Kaptajn v. Wobeser og hans Folk snart skulde faa tydelige Beviser for. Medens Officererne talte om, hvad der var at gøre for at skaffe nogen H jælp, bleve Tyskerne pludselig beskudte bagfra, hvorved deres forud farlige Stilling næsten blev uudholdelig. Der maatte gøres noget og det hurtigt. Kaptajn v. Wobeser overgav derfor Kommandoen til Løjtnant Eltester og gik tilbage for at standse Skydningen og skaffe Forstærkning. Nordvest for Stenbrudene fik han Øje paa Tropper, men han kunde ikke se, om det var Franskmænd eller Tyskere. Han raabte da: „Hvem der!“ og fik til Svar, „2. Jægerbataillon!“ A f denne Afdeling fulgte c. 70 Mand med tilbage til Stenbrudene og tog Stilling paa højre Flø j af Wobesers A fdeling, medens Bataillonens 2. Kompagni tog Stilling bag højre Flø j tæt Syd for Stenbrudene. Forat undgaa paa ny at blive beskudt af egne Tropper besluttede man at raabe „Hurra! Preussen!“ til enhver Troppeafdeling, som nærmede sig.
Kl. 9 Eftm ., da det var fuldstændig m ø rk t, gik stærke Afdelinger frem mod Forsvarernes Front og højre Flanke. Paa Raabet „Hurrah! Preussen!“ svaredes der med Salver. Det lykkedes dog i Løbet af kort T id at afvise dette Angreb, og særlig Jægernes Llurtigild var meget virksom. Snart efter kom en mørk Masse Nord fra hen mod Stenbrudene. Denne Gang var det Kompagni N r . 11 /s4, der straks blev trukket ind i Stenbrudene og tog Opstilling bag den nærmeste Stenvæg som Reserve. Medens dette Kompagni klatrede ned i Stenbrudene, bleve Tyskerne atter angrebne og denne Gang i højre Flanke, ved hvilken Lejlighed det ovennævnte Kompagni af 2. Jægerbataillon gjorde udmærket Nytte fra sin tilbagetrukne Stilling, da det omfattede Franskmændenes venstre Fløj. Angrebet blev derfor afslaaet uden 11/s4S Hjælp. Fritz Hoenig skriver i „Der Kam pf um die Steinbriiche von Rozerieulles“ , at 1 Vs-i allerede havde indtaget sin Reservestilling, da det sidst omtalte Angreb kom , og det var blevet aftalt, at Kompagniet, naar der blev raabt „V o r“ , skulde rykke frem i Ildlinien. Da Angrebet kom, var Larm en imidlertid saa øredøvende, at Raabet ikke blev hørt af Kompagniet, der af den Grund ikke direkte kom til at spille nogen Rolle for Forsvaret. Kort efter Kl. 10 Eftm. var Skydningen til Dels standset, a f og til hørte man vel endnu nogen Skydning mod Nord, ellers var alt roligt. Det var altsaa lykkedes den tapre lille Besætning at hævde Besiddelsen af Stenbrudene; men da man var fuldstændig uvidende om Situationen i Almindelighed, turde Kaptajn v. Wobeser ikke afvente Dagens Frembrud i den vundne Stilling med den svage Styrke, der stod til hans Raadighed, c. Kl. IOV2 Eftm. bleve Stenbrudene derfor rømmede. Man opgav saaledes frivillig den eneste betydeligere taktiske Fordel, der efter 10 Timers Kamp var vundet paa denne Flø j, fordi d e t i M ø rk e som o fte s t er u m u l i g t i T i d e a t o p d a g e og u d n y t t e t a k t i s k e F o r d e le paa enkelte P u n k t e r af en Fæ g t n i n g s 1 i n i e.
Om Ildvirkningen.
T il Bedømmelse af Udvirkningen under den natlige Kamp kan anføres, at de Afdelinger, der paa tysk Side deltoge i denne i Linien St. Hubert-Stenbrudene, havde følgende Tab:
Af disse Afdelinger deltoge kun de 3 førstnævnte i Kampen, medens de øvrige lede deres Tab saa godt som uden at løsne et Skud. Paa fransk Side er det umuligt at fastsætte Tabene under Natfægtningen; men da der, efter en Opgørelse af Major Kunz, paa ovennævnte Strækning faldt mellem 3 og 400 Franskmænd for den tyske Fodfolksild under hele Kampen, medens Resten af de franske Tab — ialt 1G45 Befalingsmænd og Menige — maa skrives paa Artilleriets Regning, er Forskellen mellem Forsvarerens og Angriberens Tab under Natfægtningen ligefuldt iøjnefaldende nok.
Følgende for Natfægtninger karakteristiske Ejendommeligheder kunne altsaa udledes af den ovenfor omtalte Kamp, nemlig:
1. at man stedse er udsat for at blive beskudt af egne Tropper,
2. at Sammenblandingen af forskellige Afdelingers Mandskab vokser stærkt om Natten,
3. at Angriberens Artilleri under Natfægtninger i aaben Mark er virkningsløst, hvorimod Forsvarerens under gunstige Omstændigheder er i Stand til at yde god Tjeneste,
4. at Angrebsstyrken maa holdes tæt samlet i sluttede Formationer (Kompagnikolonner), og
5. at det som oftest er umuligt for Angriberen i Tide at opdage og udnytte taktiske Fordele paa enkelte Punkter af Fægtningslinien.
Grunden til det tyske Fodfolks Uheld laa ikke i, at dets Uddannelse eller Disciplin var ringere end Modstanderens; thi i disse Henseender stode de utvivlsomt paa Højde med de franske Soldater. Forskellen i Bevæbningen kan heller ikke have spillet nogen nævneværdig Rolle , dertil vare Afstandene under Natfægtningen for smaa. Nej, det var udelukkende de mere specielle Fo rhold, der havde en for Tyskerne uheldsvanger Indflydelse paa Kampens Forløb. Hertil kommer saa yderligere de ovenfor under Punkt 1— 3 og 5 anførte Ulemper, der ere fælles for Natfægtninger i Almindelighed.
II. Kan man helt eller i det mindste delvis undgaa disse Ulemper?
(ad 1.) Om tteskydning af egne Tropper. Under den omtalte Kamp søgte man at undgaa at blive Offer for egne Troppers Ild ved at raabe: „Hurrah! Preussen!“ , „König Wilhelm lebe hoch!“ „W erda?“ eller ved at lade Regimentsmusikken spille under Fremmarchen; men disse Midler viste sig i høj Grad utilstrækkelige. Dels greb man først til dem , efter at man var bleven beskudt, dels druknede Stemmen fuldstændig i Kamplarmen, endelig haves Eksempler paa, at de virkede ligefrem vildledende, idet Tropper, der vare gaaede fra Sans og Samling, antoge den tyske Musik for franske Sejrsfanfarer.
A t anbringe yderligere Kendetegn paa Uniformen er til ingen Nytte, da de ikke kunne ses i Mørke. Derimod har man nogen Udsigt til at undgaa dette Onde, naar man fører sluttede og vel alignerede Afdelinger frem mod Fjenden i et Terrain, hvor der ikke findes Tropper af egen Hær foran Angrebsstyrkens Front. Da Angrebsstyrken imidlertid, naar ganske smaa Foretagender undtages, altid maa have en vis Dybde, er man stedse udsat fo r , at de bageste Linier beskyde de forreste, navnlig dersom disse ikke træffe Fjenden uforberedt og ikke tvinge ham til at vige for det første Angreb. Indtræffer tilmed det ubehagelige Tilfælde, at forreste Linie ikke alene bliver standset, men af Forsvarernes Ild endog tvinges til at gaa tilbage, ville Tragedierne fra Højderne ved St. Hubert sikkert gentages i nye og om muligt grufuldere Former; thi falder der først et Skud fra Reserverne, vil dermed i de fleste Tilfælde Signalet til en fuldstændig tøjlesløs Skydning være givet. Man har foreslaaet at gennemføre Angrebet med uladte Geværer. I saa Fald kan der ikke være Tale om at blive beskudt af egne Tropper, forudsat at Mandskabet ikke lader af egen Drift; men dette vil sikkert ske, og at udelukke denne Mulighed ved ikke at tage Patroner med, er vel ikke nogen tilraadelig Forholdsregel. At gaa paa med uladte Geværer er en smuk Teori, der vil udkræve en Jerndisciplin, og allerede af den Grund bliver denne Forholdsregel i mange Tilfælde en Umulighed; men desuden vil man derved let bibringe Tropperne en Følelse af Værgeløshed, der kan virke i høj Grad slappende paa deres moralske Kraft. Det er ifølge Sagens Natur særlig Angriberen, der er udsat for den her omhandlede Ulempe; men det skal dog anføres, at den samme Skæbne kan træffe Forsvarerens Afdelinger. Som Eksempel kan nævnes, at en Bataillon af S. franske Linieregiment under den foran beskrevne Kamp beskød Dele af Regiment Nr. 80 i Ryggen.
Denne Ulempe kan derfor næppe undgaas eller forringes i nogen nævneværdig Grad, saa snart det drejer sig om blot nogenlunde store Natfægtninger; kun ved ganske smaa, isolerede Foretagender, hvor hele Angrebsstyrken kan være i en enkelt Førers Haand, har man Udsigt til at kunne undgaa den. T il hvad der ovenfor er skrevet om den natlige Kam p, bør for Fuldstændighedens Skyld tilføjes, at den eneste holdbare Angrebstaktik om Natten er saa vidt muligt udelukkende at anvende det blanke Vaaben; thi Krigshistorien viser, at, naar det lykkes Forsvareren at tvinge Angriberen til at anvende Geværet som Ildvaaben, har han berøvet Angrebet dets skarpeste Brod. Man har imidlertid Eksempler paa, at Afdelinger af egen Hær under Natfægtningcr have angrebet hinanden med det blanke Vaaben, hvorved de have lidt ret alvorlige Tab og ere bievne bragte i Uorden. Fo r at undgaa denne Ulempe kan man under Angrebet lade Mandskabet raabe et-bestemt O rd , som Modstanderen ikke kan udtale rigtigt. Ved forskellige Lejligheder, blandt andet under den natlige Kamp Øst for Laon den 9. Marts 1814, lod General Yo rk f. Eks. Prøjserne raabe „Heinrich!“ da det er umuligt for Franskmænd at udtale dette Ord.
(ad 2). Om den forøgede Sammenblanding nf forskellige Afdelingers Mandskab.
Ved en gennemført fløjvis Opstilling af Afdelingerne søger man i Nutidens oprivende Fodfolkskamp at formindske Sammenblandingen og at holde Mandskabet under de samme Førere lige til Kampens Slutning, hvad der er af stor Betydning; thi under fremmede Førere tabe Skyttemasser betydeligt i Værdi, og navnlig over for et Angreb forringes deres Modstandsevne i høj Grad. Den samme Forholdsregel tages følgelig under Natfægtninger, og naar man tilmed holder Afdelingerne tæt sluttede, skulde man synes, at Sammenblandingen maatte blive ringere eller i det mindste ikke større end under Dagkampen. Fo r denne Anskuelse taler endvidere den Omstændighed, at selve Kampakten i en Natfægtning er meget kort og uden foregaaende Indledningskamp. Der er saaledes ingen Anledning til stærk Inddublering altsaa heller ikke til stærk Sammenblanding. Saaledes fremstiller Sagen sig maaske, naar Angrebet lykkes straks, og der ellers ikke støder noget Uheld til. I Tilfælde af kraftig Modstand fra Forsvarerens Side, bliver Billedet sikkert et helt andet. De forreste Afdelinger standses og splittes af Forsvarerens Ild; Reserverne maa frem. De blandes ind i og gribes af de foran værende uordnede Masser, der paa Steder bringe lige saa megen Forvirring i Kolonnerne som de fjendtlige Projektiler; og er der først Uorden, skal Mørket nok gøre Resten. Befalingsmændene drukne fuldstændig i en saadan sammenblandet Hob og kunne kun gøre deres Indflydelse gældende paa deres allernærmeste Omgivelser, som de forøvrigt ikke kunne kende i Mørket. Gaar en saadan Sværm fremad, er det udelukkende af egen Trang, de, der ikke have tilstrækkelig Pligtfølelse, kunne ikke kontroleres og føle sig let fristede til i Skjul af Mørket at gaa „den forkerte Vej“ ; thi den aarvaagne Chef kan ikke holde dem til deres Plig t som ved Dagens Lys. Resultatet bliver sikkert derfor, at de Reserver, der endnu ikke ere indviklede i Kampen, ville kollidere med Hobe af saadanne karakterløse Individer, hvorved let falske Rygter om Nederlag ville udspredes, og Flygtningenes Antal og Afdelingernes Opløsningstilstand vokse med rivende Hast, uden at man er i Stand til at gøre noget for at forebygge det. Ikke alene Mørkets uheldige Indflydelse paa T roppernes Tillidsfuldhed og Holdning bevirker, at A fdelingerne opløses saa hurtigt under natlige Kam pe; V a n skeligheden ved at holde T ro p p e rn e s B evæ g e l s e i d en r i g t i g e R e t n i n g bærer sin store Del af Skylden. Enten forsvinder en Afdeling, der har forvildet sig, fuldstændig fra Kamppladsen, og det kan til Tider være det heldigste, der kan ske, eller ogsaa kolliderer den med andre Afdelinger af egen Hær. I det gunstigste Tilfælde foraarsager den da nogen Forvirring, Standsning og Sammenblanding, i det uheldigste kommer det til Kamp. I begge Tilfælde er man udsat for, at Foretagendet af den Grund mislykkes.
Om Natten skulle Afdelingerne for at undgaa denne Kalamitet følge sikre Fremrykningslinier saasorn Veje eller Hegn, der ere rekognoscerede om Dagen. Men selv om man ogsaa har en Vej, der fører ind paa Fjendens Stilling, kan hele Styrken dog ikke benytte denne. Naar Angriberen er gaaet over i Kampformation, maa han altid have en vis Bredde, og saa snart det blot drejer sig om nogenlunde store Styrker, er det givet, at største Parten under den sidste Del af Angrebsbevægelsen maa færdes ud til Siden af vedkommende sikre Fremrykningslinie og, saa godt det er muligt, holde sig i den rigtige Retning og Afstand fra denne. Men med det samme er al Sikkerhed for, at Tropperne naa deres Maal, opgivet, dersom man ikke er i Stand til paa en eller anden Maade at give dem en tydeligere Rettesnor for deres Bevægelser. Man behøver kun at overvære selv den simpleste Fredsøvelse om Natten for at opdage, hvilken utrolig Tendens Folk har til at tage Fejl af Vejen i Mørke, og denne Egenskab forringes sikkert ikke under alvorlige Forhold. Forsvareren gaar til Dels samme Skæbne i Møde som Angriberen. Han er dog noget heldigere stillet, da han i Reglen forud ganske anderledes nøje kender Terrainet og egne Troppers Stilling; men paa den anden Side maa den Usikkerhed, der nødvendigvis karakteriserer ethvert natligt Forsvar, da man er ude af Stand til at erkende Angriberens Styrke og Planer, have en højst uheldig Indflydelse paa Sammenholdet.
Under større Natfægtninger kan den forøgede Sammenblanding af forskellige Afdelingers Mandskab derfor næppe undgaas; ved mindre Foretagender vil man derimod, naar de fornødne Foranstaltninger træffes, være i Stand til at forringe Sammenblandingen i høj Grad. Den første Betingelse, for at dette kan lykkes, er, at Mandskab og Førere ere grundigt uddannede i Natfægtning. Dernæst maa Føreren for den angribende Styrke give sine Underførere en endnu grundigere Instruktion end om Dagen; thi — som anført i de russiske Bestemmelser for Natfægtninger — Underførernes selvstændige Optræden spiller en langt større Rolle i Natfægtningen end om Dagen, og det er nødvendigt, at enhver af Underførerne ikke alene nøje kender den Vej, han selv skal følge, men ogsaa er nøje instrueret om hele Detachementets almindelige Bevægelsesretning, for at han ikke skal tage Ven for Fjende og omvendt.
Fo r at overvinde Vanskeligheden ved at faa A fdelingerne hurtigt, sikkert og lydløst ind paa deres rette Plads under Opmarchen anbefaler de samme Bestemmelser, at man i Forvejen opstiller Rækker af Blus, der angive de enkelte Troppedeles Marchelinier til deres Plads i Fægtningsfronten. Dette Middel kan dog kun anvendes i meget gennemskaaret og uoverskueligt Terrain, da Signalerne skulle anbringes skjult for Fjenden. Saa snart Kampen begynder, skal man ved Hjælp af Lygter, Baal og lignende Midler betegne Førerens Opholdssted, Forbindpladserne, samt i det hele taget saadanne Punkter, som skulle kunne findes hurtigt af T rop perne for at undgaa Forvirring og Uorden. Forsvareren bør træffe lignende Foranstaltninger for hurtigt og let at kunne besætte Stillingen. Som Signaler anvendes i Rusland de almindelige Lygter, der findes ved A fdelingerne, og som sædvanlig ere Blendlygter.
(ad 3). Om Artilleriets Anvendelse.
En Renkontrefægtning om Natten mellem større Styrker kan ikke vel tænkes; thi man maa nøje vide, hvor Modstanderen staar, for hurtigt, overraskende og med Sikkerhed at kunne træffe ham. Er man tvungen til at opholde sig om Natten paa Steder og under Forhold, hvor man kan være udsat for et Angreb, vil man forstærke sin Stilling ved om muligt at anbringe Forhindringer paa de sandsynlige Fremrykningslinier og ved Forandringer i Troppefordelingen. Sit Artilleri vil Forsvareren opstille paa Steder, hvorfra det kan bestryge de vigtigste Adgange til Stillingen og navnlig de Zoner, hvor Angriberens Reserver formentlig ville blive anbragte under Kampen, og dette Artilleri vil, naar Omstændighederne tillade det, ved Dagens Lys gennem Mærker have sat sig i Stand til at bestryge disse Adgangslinier og Zoner om Natten , naar Angriberens Fremrykning opdages. Det véd fuld Besked med eget Fodfolks Opstilling og risikerer derfor ikke let at gøre det nogen Skade. Angriberens Artilleri er betydelig ugunstigere stillet; thi ifølge Forholdenes Natur kan det kun i de færreste Tilfælde have foretaget Rekognosceringer af Forterrainet, og selv om det ogsaa er lykkedes at skaffe enkelte Oplysninger i saa Henseende, vil Artilleriet soin oftest være nde af Stand til fuldt ud at drage Nytte af disse, eftersom Mørket forbyder det at erkende egne Troppers Stilling under Kampen, og da det ikke ved Dagens Lys kan have været i Stand til at træffe nogen som helst nævneværdig Forberedelse. Den omtalte Ulempe maa derfor siges at være uundgaaelig i Feltkrigen. Sagen stiller sig helt anderledes i Fæstningskrigen, hvor man i lang Tid staar over for hinanden, hvor man har Lysmateriel til sin Raadighed og nøje kender Fo rsvarerens Stilling. Angriberens Artilleri vil der kunne yde Angrebet en værdifuld Støtte, væsentlig ved at bekæmpe Forsvarsartilleriet, naar dette træder i Virksomhed — men heller ikke før, da man ellers let berøver A n grebet dets Karakter af en Overrumpling. Forsvarerens Fodfolk vil derfor næppe knnne tages under Ild, medens Angriberens Fodfolk er det naturlige Maal for Forsvarsartilleriet. I enkelte Tilfælde kan Angriberen dog ogsaa ved Kampens Regyndelse, eller kort før, anvende sit Artilleri med Held, idet han ved demonstrerende Skydning kan vildlede Forsvareren med Hensyn til Angrebets Retning.
(ad 5). Om Muligheden af i Tide at opdage og udnytte taktiske fordele.
Det er i Felten enhvers Pligt, ogsaa uden særligt Paalæg, vedblivende at holde sine Foresatte underrettede om, hvad der foregaar, og hvad der erfares om Fjenden. Paa et saadant gennemført Meldingssystem beror Troppeføringen. Enhver Afdeling, der under Fægtning bliver saaledes situeret, at den ikke kan iagttages af sine nærmeste Foresatte, maa derfor indsende Melding om Fægtningssituationen saa ofte som muligt. Dog bliver derunder Begivenhedernes T ryk ofte syndet mod denne Pligt, og som Eksempel herpaa kan, for den her omhandlede Kamps Vedkommende, Begivenhederne i Stenbrudene ved Point du jour anføres. A t finde Enkeltmand i den Forvirring, der herskede Øst for Mancedalen, var imidlertid utænkeligt, og A fstanden fra Kaptajn v. Wobesers Afdeling til General v. Steinmetz Standplads ved Gravelotte var saa stor, og Terrainet saa opfyldt med alle Slags Hindringer, at det sikkert var umuligt for en almindelig Ordonnans i Mørket at finde Modtageren i rette Tid. Den A rt Meldinger ere endvidere af en saadan Beskaffenhed, at man ikke kan bruge en almindelig menig eller Underbefalingsmand som Overbringer, men maa anvende en O fficer, der kan give en kla r Oversigt over S itu a tio n e n . I Skyttelinien og navnlig under Forhold som de, hvori Kaptajn v. Wobesers Afdeling befandt sig, har man imidlertid ikke Overflod af Officerer, og de faa, der findes, kunne ikke undværes, da de ere det eneste Bindemiddel, hvormed der kan holdes sammen paa en Afdeling i en saa vanskelig Situation. Det vil følgelig være umuligt at gennemføre et saadant Meldingssystem om Natten, og selv om Dagen slaar dette ikke altid t il , da det som oftest vil tage for lang Tid, før Meldingerne naa frem gennem de forskellige Led.
Den eneste Maado, hvorpaa den højere Chef kan sikre sig det nødvendige, uafbrudte Kendskab til Begivenhederne og Kampens Forløb , er at detachere Officerer af sin Stab til Cheferne for de større underlagte Enheder og til Dele af Kamppladsen, som han fra sin Standplads ikke selv kan se, idet det ikke med Sikkerhed kan paaregnes, at de underordnede Chefer, der raade over et mindre talrigt Personel og ere umiddelbart optagne af den Kamp, de lede, i rette Tid erindre eller ere i Stand til at tilsende ham de Oplysninger, som ere uundværlige for hans Opgave. Dette Middel kan dog ikke være fyldestgørende om Natten, simpelt hen af den Grund, at selv den mest udmærkede Generalstabsofficer ikke ser længere i Mørke end den simpleste menige, og derfor er ude af Stand til at skaffe sig det Overblik, der er nødvendigt for Udførelsen af hans Mission. I et Tilfælde som det her skildrede, hvor man kæmper fra Dagen ind i Natten, kunne saadanne udsendte Officerer imidlertid gøre god Nytte. Under den foreliggende Kamp kunde man f. Eks. have undgaaet en stor Del af den gensidige Beskydning, hvis der havde været fremsendt Officerer, som kunde have underrettet Regiment Nr. 54 om, at St. Hubert var besat af Tyskerne, ja, man kunde vel endog i Tide have faaet Underretning om Kaptajn v. Wobesers Besættelse af Stenbrudene ved Point du jour. Forsvareren, der under en Natfægtning kun har til Opgave at holde sig i den Stilling, han har inde, da enhver Overgang til Offensiven maa anses for en Um ulighed, er lige saa uheldig stillet som Angriberen, idet Mørket ogsaa for hans Vedkommende sætter en snæver Grænse for Iagttagelsen, og derfor ofte gør det umuligt for ham i Tide at skaffe sine Reserver frem til et særlig truet Punkt. Under større Natfægtninger vil det derfor som oftest være umuligt for Angriberen i Tide at opdage og udnytte taktiske Fordele paa enkelte Punkter af Fægtningslinien; men Forsvareren vil til Gengæld have lige saa vanskeligt ved at raade Bod paa sine Uheld.
Slutning.
Natfægtningen er og bliver altid et farligt Middel at gribe til. Store Resultater ere bievne og ville blive naaede gennem den natlige Kamp; men smertelige og uoprettelige Tab ville lige saa ofte blive Følgen af en saadan Fægtning. I Militærlitteraturen er der i den nyeste Tid, efter at Haandvaabnenes Udvikling er steget i saa høj Grad, skrevet meget om, at man i Fremtidens Krige vil blive tvungen til at anvende Natten i langt større Omfang end tidligere for herved at undgaa de betydelige Tab, som Angriberen nødvendigvis maa lide allerede paa stor Afstand fra Fjenden. Lige saa mange vægtige Stemmer have dog hævet sig mod denne Anskuelse. Sikkert bliver det vel, at Natfægtning i større Stil vil blive anvendt i Fremtiden som tidligere, naar Overkommandoen indser, at Maalet kun derigennem kan naas. Noget anbefalelsesværdigt Universalmiddel til Forringelse af Nutidens forøgede Vaabenvirkning er Natfægtningen imidlertid ikke: derimod er den altid en meget farlig Sag at indlade sig paa, da de ovenfor omtalte Ulemper, der alle mere eller mindre bunde i den menneskelige Naturs Svagheder og Mørkets skjulende Magt, ikke kunne bortryddes.
I Feltkrigen vil der imidlertid nu som i Forladegeværernes Tid stedse ved Foretagender, der henhøre under den lille Krig, frembyde sig gunstige Lejligheder til at anvende Natkampen og til at gennemføre den med Held i Tilfælde, hvor Smaastyrker gennem Overraskelsen have Udsigt til at naa et Resultat, der ikke kan naas om Dagen, naar en Overrumpling er udelukket. Den A rt Foretagender have den Fordel, at de ofte krones med Held, og at man i Tilfælde af et Uheld som Regel ikke kompromitterer sin Sag i nogen Maade.
Ved Udarbejdelsen er benyttet følgende Værker:
Den tyske Generalstabs Værk om Krigen 1870— 71
Fritz Hoenig: „24 Stunden Moltkescher Strategie“ og „Der Kampf um die Steinbrüche von Rozerieulles“,
Kunz: „Kriegsgeschichtliche Beispiele aus dem deutsch-französischen Kriege“, 1. Hæfte,
Cardinal v. Widdern: „Das Nachtgefecht“,
„Russische Bestimmungen über Nachtmärsche und Nachtgefechte“ paa Tysk ved Premierløjtnant Harck,
Kühnel: „Generalstabstjeneste, 2. Del“ ,
Eksercerreglement for Fodfolket 1894.
