Log ind

Stress og det militære forsvar

#

Major-R, cand. psych. Ove Jessen, Forsvarets Center for Lederskab, behandler i det følgende stressbegrebet, idet der især er lagt vægt på sådanne aspekter, som kan have interesse for en læser med relation til forsvaret.

Stress som begreb er defineret meget diffust, da det af forskere og skribenter siden midten af 1960-eme har været anvendt med forskelligt indhold. Ledelse og Uddannelse (L&U 1983) anfører, at det, når begrebet anvendes, kan være hensigtsmæssigt at skelne mellem, hvorvidt det bruges som

- betegnelse for den situation, der fremkalder tilstanden stress, eller som

- betegnelse for en tilstand af langvarigt alarmberedskab i organismen, hvor der sker omtrent det samme som ved frygt eller vrede.

Frygt og stress er i en tidligere artikel omtalt i relation til kampsituationen (Svensson, 1984). Specielt påpeges heri gruppesammenhold, tillid til føreren samt tillid til våben og egen formåen som de væsentligste frygtog stressforebyggende faktorer. I en anden artikel (Jessen, 1985) vurderes de reaktioner, som kan forekomme hos mennesker i vanskelige/farlige situationer, ud fra to synsvinkler, som i virkeligheden dårligt lader sig adskille:

- følelsesbetingede reaktioner og

- miljøbetingede reaktioner.

Disse reaktioner, som kan være fysiologiske såvel som psykologiske, skyldes en tilpasning til nogle krav, som er afhængige af situationens art såvel som dens varighed og intensitet.

De emotionelle (følelsesmæssige) tilstande er altså ikke det samme som stress. På den anden side vil stress og følelser som regel være knyttet så tæt sammen, at det i praksis kan være umuligt at adskille de to begrebsområder. Ikke mindst skyldes dette, at mange af de fysiologiske reaktioner er fælles for de to tilstande, hvilket jo i høj grad kan medføre en gensidigt forstærkende effekt. Ved belastning forstås faktorer, som kan føre til en stresstilstand med eventuelle stressreaktioner. En belastning kan være karakteriseret ved overstimulering. Men der kan også være tale om understimulering - monotoni. ' Under belastning hører begrebet stressor: en belastning, som altid fører til en stresstilstand og som medfører stressreaktioner. På trods af, at stressbegrebet er diffust, er det meget anvendeligt, da det peger på nogle væsentlige forhold, som man specielt i forsvaret må være opmærksom på og tage stilling til.

Definition

Stress er et udtryk for fysiologiske såvel som psykologiske tilpasningsreaktioner. Individets oplevelse af en given situations krav kan medføre nervestyrede og hormonstyrede reaktioner, som f.eks. kan vise sig ved forøget hjertefrekvens. Sådanne tegn kan øve indflydelse på den måde, hvorpå situationen opleves, hvilket så igen kan give fysiologiske udslag. Der er tale om en cyklisk proces, som i værste fald kan være selvforstærkende, og som i visse situationer kan udvikle sig f.eks. til panik. Reaktionerne kan føre til uhensigtsmæssig adfærd, som kan være til ulempe eller fare for den enkelte, for omgivelserne eller for opgavens løsning. Det hører dog til sjældenhederne, at reaktionerne får lov til at udvikle sig så ekstremt. Tværtom kan det være på sin plads at fastslå, at stress ikke bare er noget negativt. Stress bliver først farligt, hvis vi har for meget eller for lidt heraf. Det positive ved stress er, at det sætter os i stand til at klare vanskelige situationer. Vor opmærksomhed, vort beredskab og vor ydeevne sættes nemlig i vejret ved stress under normale forhold.

Afgrænsning

Skal man vurdere, hvordan det enkelte menneske oplever sin livssituation og det stress, som denne oplevelse i givet fald kan medføre, kan det være hensigtsmæssigt at undersøge

- stress i forbindelse med familielivet

- stress i förbindelse med fritidsaktiviteter

- stress i forbindelse med arbejdssituationen.

En sådan analyse kan være vanskelig at gennemføre helt objektivt. Oplevelsen af et aspekt kan meget nemt påvirke oplevelsen af de andre, ligesom en helt eksakt adskillelse i mange tilfælde er umulig. Og jo flere forhold, der inden for hvert område opleves stressende, jo mere vil den samlede oplevelse af livssituationen forekomme stressfyldt. Dénne artikel vil koncentrere sig om stress og dets relation til den militære tilværelse.

Det generelle tilpasningssyndrom

Stressreaktionen forløber ifølge Selyes teori som en sammenhængende række af fysiologiske processer snarere end som enkelt-processer (Selye, 1982). Denne serie af processer har han kaldt »det generelle tilpasningssyndrom« (General Adaptation Syndrom, GAS). Modellen belyser, at stress kan udløses af såvel fysiske som psykiske årsager. Syndromet har tre faser:

1. Alarmfasen Denne fase indtræffer, når individet pludseligt udsættes for stimuli, hvortil organismen ikke er tilpasset (forberedt). Reaktionen har to faser: chokfasen og reaktionsfasen.

a. Chokfasen, den første og umiddelbare reaktion, som er afhængig af to ting: belastningens subjektive intensitet og individets personlighed - herunder individets modstandskraft. Ved den subjektive intensitet forstås den oplevede styrke, som den aktuelle situation eller hændelse har for individet. Der er tale om en situationsvurdering, som kan beskrives ved tre parametre:

- kognitivt (»er der noget«?)

- affektivt (»vedrører det mig«?)

- instrumentelt (»kan jeg påvirke det«?)

Den kognitive (eller tankemæssige) parameter er karakteriseret ved perceptionen, som indbefatter en perceptuel selektion og en fortolkning heraf.

Fortolkningen, som er stærkt påvirket af erfaringer og vaner, bestemmer art og styrke af den affektive (følelsesmæssige) parameter. Chokfasens karakter bestemmes specielt af den affektive parameter. Opstår der frygt, glæde, skræk og/eller angst i forbindelse med oplevelsen, kan dette medføre, at personen psykisk såvel som fysisk overskrider en grænse, der medfører et sammenbrud. Denne grænse er - ud over individets personlighed, som er forskellig fra individ til individ - afhængig af dets viden, færdigheder og fysiske styrke. Et sådant sammenbrud er altså en stressreaktion, som kan vare fra sekunder til dage, men sjældent over en uge. Den affektive parameter vil selvklart have stor effekt på den instrumentelle (adfærdsmæssige) parameter.

b. Reaktionsfasen er karakteriseret ved en mobilisering af ressourcer. Den kan man ligesom alarmfasen opdele i tre parametre:

- kognitivt (»forstår jeg det«?)

- affektivt (»ønsker jeg det«?)

- instrumentelt (»er jeg klar«?)

Atter er det individets erfaringer i bred forstand, som er bestemmende for, om det kognitivt er i stand til at sætte oplevelsen i et forståeligt perspektiv. Og det er situationsvurderingen på baggrund af personens samlede erfaringsverden, som skal give svaret på, om han eller hun ønsker at ændre på situationen. Dette kan normalt ske ved, at man fjerner sig fra situationen (flugt), ændrer på situationen (angreb) eller benytter en eller anden form for beskyttelse imod situationen (skjul, sløring, dækning). Personens oplevelse af egne færdigheder og fysiske styrke i relation til den samlede situation (herunder f.eks. også evt. gruppepres) sætter grænserne for de handlemuligheder, der er til umiddelbar rådighed. Alle tre parametre, men også i denne sammenhæng - og især hvis personens liv og sikkerhed opleves truet - specielt den affektive, vil være afgørende for, hvor mange ressourcer der etableres og i hvor høj grad.

2. Modstandsfasen Efter alarmfasen kommer modstandsfasen. Hvilken ligevægt (homeostase) organismen indtager, afhænger bl.a. af, hvordan individet vil realisere (eller tilpasse) sig i forhold til kravene. Realiseringen kan også beskrives ved tre parametre:

- kognitivt (»hvordan skal jeg gøre«?)

- affektivt (»skal jeg forpligte mig«?)

- instrumentelt (»gør«!)

Der foretages et valg blandt oplevede handlemuligheder. Der vurderes, om man skal engagere sig i dette valg. Og der iværksættes en handleplan på baggrund af det trufne valg. Der kan fortløbende ske en vurdering af, om krav og handling hele tiden står i relation til hinanden og om handlingen eventuelt fjerner det oplevede krav til organismen - eller omvendt. Forsvinder kravet, vil organismen finde en ny ligevægt, hvor den forbrugte energi så kan genopbygges - muligvis med en styrkelse af den samlede personlighed til følge. Hvis personen kan tilpasse sig de krav, som situationen medfører, dvs. hvis organismen fysiologisk såvel som psykisk tilpasser sig i takt hermed, vil stresstilstanden lette eller forsvinde. Der vil imidlertid umiddelbart efter være en nedsat modstandsdygtighed over for andre eller tilsvarende stimuli. Hvis kravene ikke opleves ændrede, eller hvis individet ikke går ind i den instrumentelle realisering (dvs. personen »gør« ikke noget), vil den nye ligevægt opretholdes, og der vil forbruges fysiske og/eller psykiske ressourcer (energi).

Adaptionsmodellen

Ved at indsætte de tre omtalte parametre i relation til de tre processer i en matrix (fig. 1), får man den sekventielle adaptionsmodel (Sequential Adjustment Model, SAM) efter Shalit (1983).

BILLEDE HER

At det er en sekventiel model betyder, at individet for at få en brugbar vurdering af situationen må gå germem hvert enkelt trin (dvs. besvare hvert spørgsmål) i den angivne rækkefølge. Er blot et enkelt spørgsmål ikke besvaret realistisk, vil dette have betydning for de efterfølgende spørgsmål. Har man f.eks. ikke en realistisk selvvurdering i relation til situationen, når man svarer på spørgsmålet »er jeg klar«?, vil den efterfølgende handling ikke blive optimal. En sådan situation har mangen en sportsmand gennem tiden oplevet, hvis forventningerne er skruet højere op, end evnerne rækker. Modellen kan være en hjælp i en analysesituation, hvor man skal prøve at klargøre, hvorfor en given menneskelig handling eller adfærd måske var mindre hensigtsmæssig. Og denne analyse kan så muligvis give anledning til f.eks. uddannelsesmæssige tiltag.

3. Udmattelsesfasen

Hvis opbygningen af eneregi ikke står i et rimeligt forhold til forbruget, går individet over i den tredie fase: udmattelsesfasen. Da tilpasningen jo er overstået, følger udmattelse uundgåeligt efter, hvis belastningen er tilstrækkelig intens og/eller langvarig. Stresstegnene kommer tilbage i forstærket grad og eventuelt i anden form, og hvis kravene om tilpasning fortsat gør sig gældende, vil det medføre et sammenbrud. Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at selv om man ofte tror, at oplevelsen af såvel alarm- som modstandsfasen er præget af en følelse af ubehag, behøver dette ikke at være tilfældet. Krav til individet om at tilpasse sig en ny situation ved indgåelse af ægteskab, lønforhøjelse, anskaffelse af nyt hus, en glædelig familieforøgelse osv., vil normalt ikke blive betragtet som stressfremkaldende. Sådanne begivenheder kan imidlertid stille lige så store krav om tilpasning som de mere negativt prægede livssituationer. Om situationen iøvrigt skal kaldes positiv eller negativ kan i denne forbindelse siges at være et spørgsmål om, hvorvidt den fremkalder en følelse af lyst eUer ulyst, af behag eller ubehag. Fasernes forskellige trin har ikke nogen bestemt varighed. En proces kan være meget langsom eller langvarig (som f.eks. i forbindelse med at skulle skrive en artikel), men den kan også være lynhurtig (som f.eks. ved en katastrofeopbremsning). Nogle gange kan man direkte eller langsomt gennem introspektion beskrive hvert trin. I andre tilfælde er processen ubevidst og lader sig ikke analysere. Nogle former for terapi arbejder faktisk med at finde frem til det trin i en ofte langvarig udvikling, hvor der er sket en fejlvurdering og så herfra hjælpe klienten med at finde frem til en mere hensigtsmæssig måde at vurdere eller opleve sin situation på i relation til fremtidige handlemuligheder.

4. Sammenfatning

Man kan med Lazarus (1966) tale om en

- primær vurdering (identifikation af belastningen)

- sekundær vurdering (vurdering af handlemuligheder til afværgelse eller undgåelse af belastningen).

Hele processen er en meget kompliceret vekselvirkning mellem den primære og den sekundære vurderingsfase. Sammenfattende kan man sige, at 

- en eller flere stressorer (belastninger, krav) forårsager stress. Der er tale om begivenheder eLLer situationer, som kræver en forandring, skaber indre konflikter eller udgør en trussel. En stressor plus individets oplevelse af denne stressor forårsager stress,

- stress er den fysiologiske og psykiske proces hos det enkelte individ forårsaget af rektionen på og beskæftigelsen med stressorer. Stress afhænger i høj grad af individets perception af stressoren og dens betydning,

- stressreaktioner er observerbare reaktioner, som individet udviser som resultat af stresstilstanden - enten for at overvinde sin stress, for at komme bort fra den eller som en sideeffekt af den,

- stresstræthed eller -udbrændthed kan som begreb anvendes, når en eller flere stressreaktioner på grund af intensitet og/eller varighed har drænet individet for psykisk energi. Der er således tale om en tilstand, som henregnes til udmattelsesfasen.

Det generelle stressbillede

I det følgende skal stressbilledet med reference bl.a. til forfattere som Ahrenfeldt (1958), Boume (1969), Cullberg (1976), Pelletier (1982), Selye (1956, 1980 og 1982) og Sund (1976) kort gennemgås.

1. Psykiske belastninger

De krav, som stilles til organismen, vil i første omgang relateres til vurderingsfasen inden for henholdsvis den kognitive, den affektive og den instrumentelle parameter og i nævnte rækkefølge. Kravene kan have forskellig effekt afhængig dels af situationen, dels af personen. De potentielle psykiske belastninger kan hovedsageligt opdeles i følgende hovedgrupper: tab (eller berøvelse), frustration, trussel og konflikt. Som belastninger af psykologisk art kan nævnes:

- manglende motivation

- monotoni

- kedsomhed

- tab af familiemedlemmer eller kammerater

- mangel på noget at stræbe efter

- et mål med tilværelsen

- isolation

- manglende eller uklar information

- dårlig ledelse og føring

- konflikt mellem givne ordrer

- rolleuklarhed

- hvad forventes og hvad tolereres

- ringe overensstemmelse mellem arbejdsvilkår og funktionsbetingelser

- konflikt mellem ydre krav og individets behov, værdier eller normer

- manglende eller for stort ansvar

- manglende selvtillid eller selvrespekt

- manglende gruppesamhørighed

- overdreven kontrol

- i krigssituationen især manglende

- sanitetsstøtte

- ildstøtte fra artilleri og morterer såvel som fra egen enhed

- særlige krigsbetingede forhold:

- fjenden, der konstant udgør en trussel mod individets fortsatte eksistens

- synet af døde og lemlæstede, der bl.a. kan minde om egen sårbarhed

- ventetiden, der giver grobund for spekulationer og fantasier

- uvished om familiens skæbne m.v.

2. Sociale belastninger De potentielle sociale belastninger kan defineres som krav i relation til sociale omstændigheder eller kulturelle regler og værdier, der af individet opleves som belastende. Som eksempler på belastninger af social art kan nævnes:

- konflikter af forskellig art mellem individet og dets ydre miljø, f.eks.

- kulturelle konflikter

- politiske konflikter

- uoverensstemmelse mellem de værdier og normer individet har og de af omgivelserne accepterede normer og værdier

- diskriminering

- uklare rolleforventninger

- miljøskifte

- manglende gruppetilhørsforhold

- overbefolkning

- for mange mennesker på for lidt plads.

3. Psykiske reaktioner Man kan opdele de psykiske stressreaktioner i relation til adaptionsmodellen således:

Under den kognitive parameter:

- manglende koncentrations- og beslutningsevne

- til tider hukommelsestab

- overfølsom over for kritik.

Under den affektive parameter:

- angst

- aggression

- apati

- kedsomhed

- depression

- træthed

- frustration

- skam- og skyldfølelse

- irritabilitet

- dårligt humør

- lav selvtillid og selvrespekt

- nervøsitet

- skræk.

Under den instrumenteile parameter:

- øget medicinforbrug

- flere og voldsommere følelsesmæssige udbrud

- overdreven spisning eller appetitløshed

- øget alkohol- eller tobaksforbrug

- impulsiv adfærd

- forringet kommunikationsevne

- nervøs latter

- rastløshed

- rysten og skælven

- rigiditet.

Disse uhensigtsmæssige processer kan få sociale konsekvenser, som f.eks. kan være:

- fravær fra arbejde

- dårlige industrielle relationer

- lav produktivitet

- høj ulykkesprocent

- tendens til ofte at skifte arbejdsplads

- dårligt arbejdsklima

- jobutilfredshed

- samarbejdsvanskeligheder

- modstand mod ændringer.

Diskussion

Symptomer og tilstande som de omtalte kan ses som et resultat af belastningernes krav til organismen. Disse symptoner vil ofte forsvinde eller glide over i ubemærketheden i forbindelse med modstandsfasen, hvor individet er optaget af at realisere sig selv i relation til de oplevede krav. Imidlertid er det fysiologiske beredskab med symptomernes forsvinden ikke nødvendigvis gået tilbage til sin normale Hgevægt. Visse hormoner (f.eks. de senere beskrevne cortikoidhormoner) kan holde beredskabet oppe indtil enten en realisering har fundet sted - eller kravene til organismen forsvinder. Men her er et springende punkt: hvordan vil individet erkende, at kravene til organismen ikke mere gør sig gældende? De mere ubehagehge fysiologisk betingede reaktioner er forsvundet, og på kort sigt kan han eller hun faktisk opleve en fornemmelse af at trives.

Set objektivt er der dog ikke garanti for, at dette er ensbetydende med, at homeostasen har nået et normalleje, hvor der ikke tæres på den psykiske energi (de psykiske ressourcer). Der kan stadig være en manglende balance mellem ressourcer og krav, som blot ikke erkendes somatisk. Det kan godt være, at man kognitivt faktisk har besluttet sig til på en måde at imødekomme nogle pseudokrav (manglende forståelse for situationen), forpligtet sig i relation hertil og gør noget, som giver en umiddelbar tilfredshedsfølelse, men som på lang sigt alligevel ikke løsner den spænding, som er en følge af den inadekvate homeostase. Denne spænding kan medføre nogle emotioner, som faktisk er symptomer på, at de enkelte faser i den sekventielle tilpasningsmodel (SAM) ikke er gennemløbet på en hensigtsmæssig eller dækkende måde.

4. Fysiologiske reaktioner

Videnskaben har siden midten af 1930-eme knyttet uspecificeret stress til adskillige biokemiske og strukturelle legemlige forandringer, som tidhgere var af ukendt oprindelse. Selvom der har været betydeUge fremskridt, hvad angår analyse af hormoners indvirken på stressreaktioner, har man endnu ikke kunnet identificere, hvad det er, der giver signal til adaptionen, når der stilles tilpasningskrav. De eneste to systemer, som forbinder og koordinerer alle dele af kroppens funktioner, er nervesystemet og det vaskulære system (kredsløbssystemet). Det synes derfor rimeligt at antage, at alarmsystemet bruger den ene eller begge disse veje. Hos rotter, hvor man har overskåret visse nerveforbindelser, er det blevet påvist, at nervesystemet alene ikke kan være den eneste vej for kommunikationen i legemet. Det er sandsynligt, at signalerne også ofte - hvis ikke altid - forplantes gennem blodet. Omend resultaterne af eksperimentelle undersøgelser og erfaringer mellem emotioner, menneskelig adfærd og endokrine funktioner ikke er entydige (Simd, 1976), anses det dog at være formålstjenhgt at gengive nogle tanker og erfaringer vedrørende de fysiologiske reaktioner og virkninger. Den efterfølgende beskrivelse er bl.a. baseret på Pelletier (1982), Selye (1982) og Kehler (1984).

a. Hormonale reaktioner

Al hormonsekretion i hypofysen reguleres fra og af nerveceller i hypothalamus, som foruden selv at indeholde vigtige nervecentre modtager informationer i form af nerveimpulser fra næsten hele det øvrige nervesystem. Specielt står nervecellerne i hypothalamus i forbindelse med hele sanseapparaturet (øje, øren, næse og hud) og med hjernebarken, hvorfra udefra kommende stimuli (sanseindtryk) og også individets følelser får indflydelse på hypofysehormonemes dannelse og frigørelse (Kehler, 1984). Når der stilles krav til organismen, vil hypofysehormoner sendes ud i blodstrømmen og bære specifikke meddelelser til andre endokrine kirtler. Blandt hypofysens vigtige hormoner skal nævnes det adrenokortikotrope hormon (ACTH) og det thyreoideastimulerende hormon (TSH), som dannes i h3?pofysens forlap, samt det antidiuretiske hormon (vasopressin eller ADH), som frigives fra baglappen. Disse sekreter tjener adskilte og selektive funktioner, der generelt forbereder kroppen til at tilpasse sig ved midlertidigt at øge blodcirkulationen, hjertevirksomheden, stofskiftets hastighed og andre processer. ACTH stimulerer binyrebarken til bl.a. at danne og frigøre glukokortikoideme kortisol og kortikosteron, hvoraf sidstnævnte ude i vævene omdannes til kortisol. Glukokortikoideme spiller først og fremmest en rolle i kulhydratstofskiftet, men en anden vigtig funktion er deres optræden som langtidsstresshormoner. Foruden at modvirke somatisk stress (traumer, operationer, blødninger, infektioner m.v.) og psykologisk pres har kortisol betydning for en lang række fysiologiske og biokemiske processer. Det har således en anti-betændelsesvirkning med dæmpning af samtlige betændelsesreaktioner, men over længere tid vil kortisolet reducere vævenes forsvarsmekanisme over for infektioner. En anden gruppe kortikoider kaldes mineralkortikoider. Disse forøger kroppens tilbageholdelse af natrium og klor og nedsætter niveauet af kalium. Denne gruppe indeholder bl.a. hormonet aldosteron, som styres indirekte af natriumindholdet i blodet via mængden af ekstracellulær væske. Hormonerne kaldes pro-betændelseskortikoider, da de fremmer betændelse. Disse to grupper af hormoner har mere forbindelse med langvarigt kronisk stress end med øjeblikkelige, akutte reaktioner, og de kan gøre ubodelig skade på nyrerne. Hormonerne spiller også en vigtig rolle i kontrollen af vore immunreaktioner, idet en forøget eller formindsket immunreaktion er en afgørende faktor for vor helbredstilstand. Samtidig med, at ACTH påvirker binyrebarken, afgiver hypofysen også TSH, som får skjoldbruskkirtlen til at udskille thyroxin, som igen påvirker den hastighed, hvormed kroppen forbruger energi. Under stress bliver stofskiftet i vævene stærkt stimuleret af thyroxin, hvorved man kommer til at svede og føle sig nervøs og skælvende: hjertet banker hurtigt, åndedrættet bliver hastigt og meget dybt, og man bliver hurtigt træt. ADH udskilles bl.a. når der er for lidt væske i blodbanen. Både det limbiske system og hjernebarken kan ved angst, vrede og sorg påvirke respirationscentret og det kredsløbsregulerende center og derved ændre respiration, hjerteaktion, blodtryk og hudens gennemblødning. Når plasmaets osmotiske tryk herved stiger, aktiveres visse specifikke receptorer, som netop er følsomme for sådanne ændringer. Dette medfører to ting. Dels føler man en øget tørstfomemmelse, hvilket jo er meget almindeligt i en følelsesbetonet stresssituation, dels påvirkes nogle neurosekretoriske celler i hypothalamus, der forårsager en forøget udskillelse af ADH fra hypofysens baglap. ADH vil herefter påvirke nyrerne således, at disse tilbageresorberer vand. Derved nedsættes vandudskillelsen gennem nyrerne, urinen bliver koncentreret og væsken forbliver i organismen i blodbanen, hvor det bevirker, at det osmotiske tryk falder. Når det osmotiske tryk har nået sit normale niveau, nedsættes udskillelsen af ADH fra hypofysen. ADH forhindrer på denne måde kroppen i at udtørre. Adrenalin såvel som noradrenalin udskilles af binyremarven. Udsondringen af de to hormoner tjener forskellige formål, og den blanding, hvori de afgives, kontrolleres af en feedback-sløjfe af hypothalamus via det sympatiske nervesystem. Sekretionen er ikke kontinuerlig, men finder sted i perioder efter behov, idet hormonernes vigtigste opgave er at gøre organismen rede til at imødegå kritiske og belastende situationer. Adrenalin virker gennem leveren og sender glukose ud i blodbanen og etablerer dermed en hurtig energikilde til ceUestofskiftet. Adrenalin øger også kulhydratstofskiftet, udvider hjertets arterier og skeletmuskleme, hæver hjertets tempo og forøger den blodmængde, det sender rundt i kroppen. Det hæver også legemstemperaturen og forøger iltforbruget og kuldioxidproduktionen. Desuden forårsager adrenalinet en afspænding af den glatte muskulatur i fordøjelseskanalen samtidig med, at det fremkalder en sammentrækning af lukkemuskleme, og det udvider åndedrætsmuskulaturen. Et kort åndedræt og en sammentrækning af endestarmsåbningen er blandt de subjektive dele af derme reaktion. Noradrenalin trækker normalt arterierne sammen og hæver blodtrykket. Det har meget mindre indflydelse end adrenalinet på blodsukker og hjertehastighed.

Både adrenalin og noradrenalin forårsager en forøgelse i cirkulationen af frie fedtsyrer, og der er en mærkbar forskel på de mængder af adrenalin og noradrenalin, der afgives fra en stressreaktion til en anden. Årsagen til, at der afgives adrenalin i et tilfælde og noradrenalin i et andet, er ikke klart forstået, men mange forskere er tilbøjelige til at betragte adrenalin som »farehormonet« og noradrenalin som »vredehormonet«. Med andre ord synes en skelnen, der klart kan klassificeres som psykologisk i sin natur, at være den faktor, der afgør, hvordan binyremarven reagerer. Thyroxin og adrenalin virker nært sammen og fremkalder mange ens subjektive virkninger. Et højt thyroxinniveau gør systemet mere påvirkeligt for adrenalin, som spiller en større rolle under kortvarigt stress, mens thyroxin synes at være til stede i større mængder under forlænget stress. Thyroxin er ikke behageligt at opleve i længere tid. Symptomerne kan være forhøjet stofskifte med ledsagende øget varmedannelse. Pulsen bliver hurtig som følge af en øget hjertefrekvens. Der kan optræde uregelmæssig hjerteaktion, og ængstelse, nærtagenhed og motorisk uro samt fin muskelsitren kan - paradoksalt nok - forårsage kronisk træthed og søvnløshed. Talrige andre hormonale såvel som kemiske forandringer vil i stresssituationen kontrollere og afbalancere legemets funktion og stabilitet. For en nærmere gennemgang heraf henvises til anden litteratur, f.eks. Kehler (1984).

b. Somatiske reaktioner

Somatiske sygdomme er, som navnet angiver, legemlige sygdomme forårsaget af psykologiske faktorer. Der er dog endnu ikke noget sikkert videnskabeligt bevis for, at dette årsag-virkning-forhold eksisterer. På den anden side vil ingen benægte, at der er en tydelig sammenhæng mellem det psykiske og det legemlige i vor organisme. Nogle forskere vil hævde, at de fleste - hvis ikke alle - somatiske symptoner kan udløses af psykiske årsager. Lægerne benævner disse tilstande for funktionelle lidelser. De funktionelle lidelser giver ikke anatomiske forandringer i organer og væv, men får dem blot til at fungere forkert med generende fornemmelser som f.eks. hovedpine til resultat. De psykosomatiske sygdomme er organiske lidelser, som f.eks. mavesår eller blodtryksforhøjelser. Pelletier (1982) anfører, at »først bliver et grundniveau af udholdeligt stress optrappet til et niveau med stærkt stress. Når dette høje stressniveau derefter forlænges og forbliver usvækket, fremkalder det ændringer i den neurofysiologiske funktion, der kan skabe betingelserne for udvikling af en sygdom. På dette stadium kan enten en høj koncentration af livsforandrende hændelser i en given tidsperiode eller en akut ophobning af en enkelt vedvarende eller ekstrem stresskilde være forløber for en alvorlig psykosomatisk lidelse«. De væsentligste sygdomme, hvis årsag bl.a. menes at kunne være stress, er følgende:

- mavesår

- blodpropper

- kræft

- ledegigt

- migræne

- højt blodtryk

- åreforkalkning

- luftvejssygdomme

Pelletier siger afsluttende:

»Sygdom kan i sig selv være den sidste forsvarsmulighed i et desperat forsøg på at klare overvældende omstændigheder. Symptomer og lidelser kan være det øjeblikkelige forsøg på at starte en beskyttelseshandling i kampen for at overleve. Mange meimesker, der lider af psykosomatiske sygdomme, kan ubevidst have knyttet sig til symptomer fra »sekundære årsager«, som f.eks. at opnå den kærlighed og pleje, de modtager, når de er syge, eller måske for at undgå at beskæftige sig med problemer, de ikke har noget håb om at kunne klare«.

5. Sammenfatning

Det, vi i denne sammenhæng må gøre os klart, er, at vi ikke kan nøjes med kun at iagttage de psykologiske aspekter af stress. De stimuli, som påvirker vore sanser, igangsætter en proces, hvor man ikke kan tale om noget psykisk og noget fysiologisk som adskilte elementer, men må betragte samspiUet som en helhed. De processer, som foregår i vores krop under belastning, påvirker os i høj grad og medvirker til at forme oplevelsen af de ydre stimuli, som giver anledning til stresstilstanden. Vi ser således, at der er tale om en cirkulær proces med glidende overgange, hvor det kan være vanskeligt at skelne mellem årsag og virkning, mellem ydre og indre stimuli, mellem aktion og reaktion.

Stress i det militære forsvar

Vi vender os nu mod den organisation eller side af arbejdslivet, som kan kaldes det militære forsvar. Den professionelle militære etik har længe prioriteret opgavens gennemførelse højere end den individuelle velfærd. Der er lagt vægt på nøjsomhed, fysisk og psykisk strenghed og en ubegrænset lydighed, som i den yderste konsekvens kan kræve, at soldaten risikerer sit eget liv. På grund af soldaterlivets særligt belastende karakter har det militære forsvar været i spidsen, når der var tale om forskning inden for stressrelaterende forhold. Under 2. Verdenskrig blev der foretaget omfattende undersøgelser af forholdene mellem kamppladsens belastninger og kampeffektiviteten, specielt af de psykologiske forhold, som kxmne have så svækkende virkning på kampmotivationen og på den enkelte soldats villighed og evne til at kæmpe. Disse undersøgelser var centreret omkring begrebet kamptræthed, dens årsager samt måder, hvorpå man kunne forebygge den. Men stress forekommer ikke blot under kampforhold. Også i hverdagen kan personellet udsættes for belastninger, som har til følge, at nogle har det mindre godt og at enkelte endda for en kortere eUer længere periode ophører med at kunne fungere af psykiske årsager. Stresstilstande, som ikke nødvendigvis behøver at være så invaliderende, at den enkelte ikke kan udføre sine normale funktioner, selv om vedkommende iøvrigt har det skidt med sig selv og/eUer sine omgivelser, kan i forsvaret ses ud fra tre aspekter:

- jobrelateret stress

- stress relateret til den militære livsstil og

- specifikt kamprelateret stress.

1. Jobrelateret stress

Det jobrelaterede stress, som kan opstå inden for det militære forsvar, kan sammenlignes med den form for stress, som forekommer inden for f.eks. industrien og i større organisationer. Det kan forårsages af for stor arbejdsbyrde, rollekonflikter, rolleusikkerhed og indbyrdes konkurrence. Den grundlæggende årsag til dette stress er ofte, at mere eller mindre bevidst oplevede behov ikke tilfredsstilles. De principielle forskelle vedrørende det militære personel i forsvaret sammenlignet med civilt ansat personel generelt er,

- at en stor arbejdsbyrde i forsvaret er normen

- at det ikke er profitmotiv, som er drivkraften

- at personellet ikke nyder særlig beskyttelse fra instanser som f.eks. deres fagforeninger.

At have status og at besidde statussymboler er blevet en del af hverdagen. Og der anvendes megen energi i bestræbelserne for at komme til at besidde disse. Specielt sideordnede ansatte holder nøje øje med de statussymboler, som kollegerne får. I forsvaret er det blevet mere almindeligt, at det ikke blot er inden for egne rammer, man sammenligner sig. Nu gælder det ikke mindst den gruppe af kolleger (f.eks. ledere på et bestemt ledelsesniveau) i det private erhverv, som man rangerer på linie med. Ved en sådan sammenligning kommer ikkft blot den aktuelle løn, som jo giver adgang til statussymboleme, men også oplevelsen af eget værd i relation til løn og arbejdsindsats - herunder materiel- og ledelsesmæssigt ansvar - i fokus. I nær tilknytning tU behovet for at betyde noget (udtrykt f.eks. ved hjælp af statussymboler) står behovet for anerkendelse. Anerkendelse og ros er meget vigtig for den psykiske trivsel. Dette gælder ikke mindst, når hver enkelt skal motiveres til at yde sit bedste - om nødvendigt tü en indsats ud over, hvad der normalt forlanges. Det er faktisk ret få mennesker, som Van opretholde et højt og engageret præstationsniveau uden den opbakning, som den udtalte anerkendelse rummer. MuUgheden for videre udvikling (avancement) tillægges større og større vægt. Et menneske vil ofte knytte sit fremtidsperspektiv til nogle ambitioner, som iøvrigt kan være mere eller mindre opnåelige. Graden af objektivitet betyder i denne sammenhæng meget for oplevelsen af tilfredshed med det faktiske forløb: hvor realistisk er individets opfattelse af egne muligheder i forhold til den faktiske situation? Men der er også en anden side, som kan have betydning: nogle mennesker ønsker faktisk ikke at avancere, men føler måske et socialt (tjenstligt?) pres, hvis de skal følge med i det normale forløb. Andre vil givet geme avancere, men bliver rent faktisk syge herved. Problemet er, at avancementsspørgsmålet pludselig åbner manges øjne for deres egne begrænsninger. Og at være ærlig over for sig selv og sige nej, kan være særdeles konfliktprovokerende. Af andre temaer kan nævnes tryghed i arbejdet, materiel tryghed, emotionel tryghed, information, uafhængighed og muligheden for at realisere sig selv. Den almindeligst anvendte term som fællesnævner for disse emner kan kaldes trivsel. Trivsel beskrives i litteraturen og ordbogen på flere måder, men man rammer næppe helt ved siden af, hvis man hævder, at trivsel forekommer i forbindelse med meningsfulde, målrettede aktiviteter i et godt psykisk og socialt miljø. Der skal være såvel formål som mål med ens arbejdsindsats, og man skal have det godt med sig selv og sine omgivelser. Det er de psykiske spændinger, frustrationer, uvished og formålsløshed, der er de mest skadelige stressorer. Ser vi på den militære reaktion over for det jobrelaterede stress - og specielt jo højere anciennitetsniveauet er - viser det sig, at denne ikke har været særlig overvældende. Erkendelse af og bekræftelse på disse faktorer modvirkes nemlig i vid udstrækning af den faktor, som kan kaldes det professionelle engagement. Den grundlæggende positive holdning til at have og være en del af et militær forsvar er en stærk buffer imod samfundsmæssige - økonomiske såvel som politiske - stød. Men der er grænser for, hvor længe den enkelte i sit engagement kan acceptere de mange små frustrationer i hverdagen, før vedkommende mister sine illusioner. Et resultat af den manglende evne til at klare disse jobrelaterede belastninger har været mindsket tilfredshed med den militære tjeneste og en alarmerende afgang blandt erfarne officerer på lederniveau samt blandt stampersonel med specialistuddannelse.

2. Stress relateret til den militære livsstil En anden form for militærspecifik stress erkendes i højere og højere grad at have en betydelig virkning på de militære styrker - på det fysiske og psykiske velbefindende og dermed også på motivation og kampberedskab. Denne form for stress er betinget af det militære livs egenartede karakter under fredstidsforhold. Denne livsstil indbefatter:

Jævnlige flytninger (eller truslen om sådanne) med familien fra tjenestested til tjenestested.

- Jævnlig jobskifte, chefskifte, udskiftning af underordnede, nye omgivelser, venner, skoler, kirker og andre former for socioemotionel støtte.

- Den normale familieadskillelse, når manden (eller kvinden) er på tjenesterejser, til søs eller på øvelse.

- I særlige tilfælde den oplevelse, det er at leve i et fremmed land med usædvanlige skikke, fremmed sprog samt den følelse af isolation, som denne oplevelse kan føre til.

De belastninger af livsstilen, som er forårsaget af jævnlige flytninger, har fået større og større betydning. Det moderne forsvar er nemlig i højere og højere grad et »familieforsvar«, dvs. at hovedparten af det tjenstgørende personel er familiemedlemmer. Den gennem længere tid pågående erosion af såvel løn som andre ydelser har i højere og højere grad tvunget ægtefællen til at tage et job ved siden af soldatens. Stress som følge af den konflikt, der kan opstå, når forsvaret kræver flytning og ægtefællen kræver stabilitet i sit arbejde, er blevet et alvorligt problem. I nogle tilfælde har spørgsmålet om flytning været udslagsgivende for officerer, der har forladt forsvaret. Og det kan ikke forbavse, at spørgsmålet om flytning ofte uvilkårligt knyttes sammen med kritik af personelforvaltningen. En tilsvarende belastning forekonmier i forbindelse med familieadskillelse. Adskillelsen kan skyldes nødvendigheden af at udstationere enheder langt borte fra hjemmet, hvor den øvrige familie ikke kan følge med. Der kan også være tale om en længerevarende adskillelse, når forsvarets enheder må forlade hjemmebanen af øvelsesmæssige grunde - for søværnets vedkommende især ved langvarige perioder til søs. Et andet grundlag for stress kan forekomme i forbindelse med det militære personelsystem og dets krav om individuelle karrierekvalifikationer og videre udnævnelse. Den enkeltes designering, chef eller leder samt underordnede kan skifte ofte - og mange gange uforudsigeligt. Dette underminerer primærgruppesammenholdet og skaber utryghed. I relation hertil kan også nævnes den nye personel- og uddannelsesstruktur, som mange - specielt blandt de yngre officerer - simpelthen ikke tror på. Fremtiden forekommer uvis. Den fremtidige udvikling inden for forsvaret synes tåget. En tredie belastning i forbindelse med det militære liv kan kaldes tidskravet. Den militære arbejdsdag og -uge er i princippet ubegrænset og i høj grad afhængig af gennemførelsen af den militære enheds eller persons opgave. Hvis opgaven således kræver en 12 eller 16 timers arbejdsdag, måske syv dage om ugen, så må dette krav opfyldes. Og der er kun ringe kompensation for et sådant offer. Den eneste tidsbegrænsning i forbindelse med jobbet dikteres af fornuftig og forudseende planlægning, ledelse, chefens evne til fordele arbejdet samt visse retningslinier udgivet af foresatte myndigheder. Den tid, som bliver afsat til familieliv og fritid, har traditionelt altid været betragtet som havende sekundær betydning.

Rodløshed

En særlig belastningsform kan kaldes rodløshed. Den er et resultat af adskillelse fra etablerede familie- og vennekredse, og det er gennem undersøgelser blevet vist, at denne belastning har signifikant sammenhæng med helbred og endog dødelighed. Yderligere har det vist sig, at mennesker, som blev socialt isolerede, i større grad anvendte uhensigtsmæssige adfærdsformer såsom overdreven lygning, for stort alkoholforbrug, for megen og uregelmæssig spisning, utilstrækkelig søvn osv. Da rodløshed for alle den militære families medlemmer har en uheldig virkning hvad angår sociale og samfundsmæssige bånd, betyder dette, at regelmæssige flytninger, familieadskillelse og den deraf følgende stress forøger - uden dog nødvendigvis at medføre - risikoen for dårlige helbredsmæssige vaner såsom overdreven tobaksrygning og alkoholforbrug, og den fremmer endog chancen for tidlig dødsfald. Det er svært at forestille sig en mere skræmmende virkning.

Holdninger og idealer

Selv om man i forsvaret i lang tid har været bekendt med de problemer, som kampsituationen forårsager, er det først i de sidste år, at man er blevet opmærksom på de aspekter, som den militære livsstil og de særlige jobrelaterede belastninger beiyder for stressudviklingen. Inden for de tre væm er det især kampenhedeme, man bør koncentrere sig om. Det er enheder som panserinfanteriet, pansertroppeme, flyvevåbnets kamppiloter samt søværnets sejlende enheder. I disse enheder er det »maskuline« ideal i høj grad prægende. Enhver, som ikke kan klare belastningerne, betragtes nemt som en svækling. En indrømmelse af, at man lider af stressbetingede problemer, kan være det samme som at indrømme, at man er inkompetent eller - endnu værre - savner mandighed. I kampstøtte og vedligeholdelseselementeme, som ikke direkte er involveret i kamp, har mandighedsidealet eller -identifikationen ikke til den samme ekstreme grad været indarbejdet i det kulturelle værdisystem. Som følge heraf kan forsøg på at erkende og bearbejde de traditionelle stressårsager i højere grad accepteres i de organisationer, som ikke har direkte kamproller.

Forebyggelse og afhjælpning

Forsvaret har udviklet en bred vifte af måder, hvorpå man kan hjælpe personellet med at forebygge eller afhjælpe stresstilstandene. Man praktiserer en af de mest traditionelle metoder til at hjælpe de af dets organisatoriske medlemmer, som lider af dysfunktionelle reaktioner på stress: forsættelse (adskillelse). Historisk set har såvel officerer som øvrigt personel været udsat for adskillelse fra deres tjenestested, når de har lidt af stressbetinget tjenstudygtighed. Den generelle betegnelse »uegnet til videre tjeneste« har ofte været anvendt til at identificere personer, hvis adfærd ikke var i overensstemmelse med den militære tjenestes belastende krav. Ikke så sjældent var disse uhensigtsmæssige adfærdsformer stressbetingede og viste sig ved

- overdreven alkohol- eller medicinmisbrug

- overdreven stridbarhed

- irritabilitet og en klart manifesteret manglende evne til at komme ud af det med andre

- søvnløshed

- manglende evne til at klare selv rutinemæssige opgaver under en foresats kritiske øjne.

En anden metode til at formindske den negative virkning af stress har også været praktiseret i forsvaret. Der er simpelthen tale om en generel anvendelse af fysiske aktivitetsformer (øvelser m.v.), hvilket iøvrigt er et af forsvarets normale kendetegn. Fysisk hårde øvelser har naturligvis været gennemført i den tro, at kamp i sig selv er fysisk krævende, og at soldaterne for at være maksimalt effektive må være i god fysisk form. Det er først for nylig, at det er blevet påvist, at fysiske øvelser er en fantastisk stressreducerende teknik. Herudover har forsvaret også nogle mere formelle rådgivere, som kan være personellet behjælpelig, hvis problemer dukker op. F.eks. er der til næsten ethvert tjenestested tilknyttet socialrådgivere, som kan træde til - fortrinsvis i forbindelse med sociale vanskeligheder. Endvidere er der i tilknytning til forsvaret formelle rådgivere som læger, psykiatrisk uddannet personel, juridisk kyndige og feltpræster. Forsvarets øgede villighed til at tilbyde disse formelle støtteforanstaltninger er betinget af den erkendelse, at de menneskelige ressourcer er kostbare og vanskelige at erstatte. Til forskel fra den private såvel som den offentlige sektor, som kan erstatte en ingeniør, en advokat eller en faglært maskinarbejder ved at tilbyde tilstrækkelige belønninger til folk uden for organisationen, kan for svaret nemlig ikke erstatte sit uddannede personel blot ved at ansætte dygtige folk uden militær uddannelse. Selv en sergent, som er uddannet computeroperatør, vil normalt have militære ledelsesmæssige ansvarsområder for personel af lavere grad. Man kan simpelthen ikke »leje« en anden befalingsmand til erstatning for en, som er ^'emet f.eks. på grund af et alkoholproblem. Befalingsmænd skal uddannes og trænes, og det tager lang tid at udvikle f.eks. en virkelig god sergent. Det kan i korthed siges således, at det både er omkostningseffektivt og organisatorisk sundt for forsvaret at hjælpe personellet med at tilpasse sig de stillede krav ved afhængig af situationen bl.a. at tilbyde det professionel rådgivningsservice. Belastninger i forbindelse med tjenestestedsskift, som er et iøjnefaldende karakteristika ved det militære liv, blev nævnt ovenfor. Forsvaret har anvendt uformelle såvel som formelle strategier med henblik på at forebygge eller reducere stress i forbindelse med forsættelser. De ufoimelle metoder er måske de mest effektive, når det drejer sig om at yde den sociale og emotionelle støtte, som sådanne situationer kræver. Disse støttesystemer har været, men er nu kun i mindre grad, karakteristisk for den militære struktur og tradition og kan kort beskrives ved det gamle mundheld: »Forsvaret tager sig af sine egne«. For at kunne klare denne ændring i tilværelsen og det dermed forbundne stress, er der udviklet normer, som letter tilpasningen til den nye situation. De nyankomne kan opsøges og bydes velkommen af de etablerede medlemmer. De militære enheder, hvortil de tjenstgørende er tilkommanderet, kan i forbindelse med ankomsten gøre meget for, at det nytilgåede personel skal føle sig velkomment, godt tilpas, ønsket og støttet. Tjenestestedets eller enhedens eventuelle hustruklub kan yde social og emotionel støtte samt et net af bekendtskaber til andre i en situation, hvor hustruen ikke som sin mand har muligheder for gennem arbejdsaktiviteter at opbygge venskaber og interpersonelle relationer. De formelle organisatoriske tiltag er møntet på den tjenstgørende og beregnet på at skabe kammeratskab i enheden og en fornemmelse af at høre til. En militær familie, som forsættes tU en anden del af landet - eller måske til et fremmed land - vil om muligt få kvarter eller bolig stillet til rådighed på eller i forbindelse med den militære forlægning. Andre aktiviteter kan f.eks. være månedlige fester eller anden form for sammenkomst afholdt specielt med henblik på at byde nyankomne velkommen og på at sige farvel til afgående medlemmer; formelle besøg i kommandantens eller chefens hjem; overdragelses- og velkomstceremonier; og endelig formelle sponsorprogrammer, hvor en erfaren kollega udpeges til at være den nytilgåede behjælpelig i alle tilpasningsfaser, hvad enten det drejer sig om at skaffe beboelse, hjælpe med at få børnene tilmeldt skolen eller indføring i arbejdsrutinen. Det må imidlertid desværre nok konstateres, at disse meget fine tiltag i større og større udstrækning bliver negligeret og går i glemmebogen. Faktisk gælder den ideelle situation som oven for beskrevet nok nærmest kun for det personel, som beordres til længerevarende tjeneste i udlandet - ved NATO-stabe eller i FN-tjeneste.

3. Specifikt kamprelateret stress

Krigshistorien har mange beretninger om, hvordan forskellige psykologiske forhold kan få indflydelse på soldatens kampeffektivitet og dermed på kampens udfald. Når man taler om stressreaktioner, er det fortrinsvis de negative reaktioner, man tænker på. Disse kan varierer fra, at soldater udebliver fra tjeneste til, at de påfører sig selv skader eller simpelthen får et psykisk sammenbrud. Sidstnævnte reaktionsform, som iøvrigt har haft navne som granatchok, krigsneurose, kamptræthed og kampstressreaktion, har især tiltrukket sig opmærksomhed, da man har erkendt den relativt store betydning, den kan have for kampens udfald. Således var der f.eks. efter 10 dages kamp på Okinawa ved den 6. U.S. Marine Division 2662 fysisk sårede i kamp og yderligere 1289 psykisk skadede. I nyere tid, nemlig under den arabisk-israelske krig i 1973 (Yom Kippurkrigen), led næsten 900 (60%) af de første 1500 skadede israelere udelukkende af psykiske traumer (Forissier, 1976). Gennem tiderne har ukampdygtighed forårsaget af kampstress længe været kendt af såvel ledere som sanitetspersonel. Skønt forskellige principper for behandling af stressbetinget ukampdygtighed er blevet anvendt i forsvaret, har man herhjemme ikke planlægningsmæssigt gjort meget ud af forebyggelsen. Og det er først inden for de sidste år, at et seriøst arbejde er genemført med henblik på at behandle sådanne soldater, som lider af kamptræthed. Undersøgelser fra 2. Verdenskrig har vist, at primærgruppen var den væsentligste faktor, hvad angår opretholdelse af den enkelte soldats kampkraft under kampens belastninger (Marshall, 1947; Shils, 1950). Som en del af en lille samarbejdet og indbyrdes støttende gruppe kan den individuelle kampsoldat modstå farer og afsavn, som han, hvis han var alene, ville finde helt overvældende. I overensstemmelse hermed er det væsentligt, at forsvaret i sin planlægning også tilgodeser øget samhørighed og dannelse af primærgrupperelationer. Sådanne tiltag kan være

- uddannelse, deployering og erstatning af intakte kampenheder til forskel fra designering af enkeltindivider til eksisterende enheder, hvor dette er muligt,

- opmuntring til, at specielt de yngre ledere tilegner sig en omsorgsfuld holdning til deres underordnede og

- muligheder for, at kampenhedens medlemmer kan tilbringe så megen tid sammen som muligt imder alle tjenestens aspekter, f.eks. at enheden er imderbragt samlet, at den spiser samlet og i det hele taget foretager sig så meget som muligt samlet (der tænkes her på 4-10 mands grupper).

I tilknytning hertil har parader, eksercits og tilsvarende fællesforanstaltninger til formål at udvikle samhørigheden og en følelse af fælles ansvar under kommando af den nærmeste foresatte. Atletik, gymnastik, militær femkamp og forskellige former for sociale aktiviteter er i vid udstrækning beregnet på at skabe og udvikle sammenholdet i kampenhedeme. Hovedformålet med uddannelse er jo at lære soldaten den teoretiske og praktiske viden samt de færdigheder, som er nødvendige for, at han kan løse sin opgave. Den indledende uddannelse er almindeligvis meget målorienteret. Dette har til formål at sikre, at soldaten nøjagtigt ved, hvad der forventes af ham ved uddannelsens afslutning. Desuden sikres herved en væsentlig grad af standardisering i uddannelsen - og således også af instruktørerne. Den senere uddannelse har bl.a. til formål at give den enkelte soldat en større forståelse for den virkelige kampsituation, hvor jo ikke mindst monotoni kan være en belastende faktor. I denne fase bør der også lægges stor vægt på overindlæring af de fundamentale færdigheder, som vil være generelle og muligvis livreddende i mange forskellige situationer. Den almene og generelle kamptræning (skyttetjeneste m.v.) er i højeste grad baseret på gentagelser. Dette skyldes, at militære førere i århundreder har vidst, hvad først for nylig er blevet påvist gennem omfattende socialpsykologiske undersøgelser, nemlig at udførelsen af dårligt indlærte færdigheder eller indlæring af nye færdigheder i høj grad forringes af stress, mens udførelsen af overindlærte funktioner og færdigheder forbedres under moderat stress (Zajonc, 1965). Således skal f.eks. en veluddannet kampvognsbesætning selv under fjendtlig observation og ild være i stand til at udføre den komplekse opgave, det er koordineret at køre, lade, sigte og fyre samtidig med, at køretøjet manøvreres mod den fjendtlige position. Og dette til trods for, at andre kammerater bliver såret eller dræbt omkring den, og den selv bliver beskudt. Alt dette er et resultat af, at disse færdigheder er øvet mange gange i fredstid. Som et andet eksempel kan nævnes en svensk undersøgelse vedrørende missilskytters reaktion på stress sammenholdt med uddannelsestiden (Larsson, 1987). Det fremgår heraf, at overindlæring er vigtig ved uddannelse i færdigheder, som skal kunnes under stort stress. Jo bedre den krævede adfærd »sidder i rygmarven«, desto mere modstandsdygtig bliver man over for stress, angst og nervøsitet. Dette gælder specielt hvad angår psykomotorisk prægede færdigheder af omhandlede art. Et tredie eksempel kan hentes fra elite- og specialuddannede enheder, hvor der er en klar sammenhæng mellem uddannelsestiden og -intensiteten sammenholdt med antallet af psykiske skader i forbindelse med kamp: jo bedre uddannelse, jo færre skadede. Omvendt vil det være sådan, at en opgave, som kræver høj grad af intellektuel fleksibilitet i relation til en uventet situation, i løsningsprocessen kan være hæmmet af overindlæring, hvis individet låser sig fast til en fejlagtig handlemulighed. Man kan i denne sammenhæng med rette tale om viden som et tankeberedskab og om færdigheder som et handleberedskab. Det er påvist, at antallet af psykisk betingede kampskader er en funktion af både kampens art og intensitet såvel som af dens varighed. Den militære praksis, som afhængig af situationen består i periodevis at trække frontenhedeme tilbage for at give dem mulighed for at hvile og slappe af - især efter lange perioder med mange kamphandlinger - er et virkningsfuldt middel til at forebygge og reducere antallet af stressbetingede kampskader. Rotation med hele enheder blev bla. anvendt under 1. og 2. Verdenskrig såvel som under Koreakrigen. Under Vietnamkrigen gennemførte man individuel orlov fra fronten og individuel rotation. Denne politik reducerede den enkelte soldats evne til at klare stress ved at svække primærgruppeog enhedssamhørighed. Men man anvendte en anden politik for at kompensere for dette tab. Denne bestod af et 12-måneders rotationssystem, som trådte i kraft fra begyndelsen af krigen. Som den militære sociolog Charles Moskos (1969) har beskrevet det, blev den amerikanske soldat holdt oppe ved tanken om, at lige meget hvad krigens resultat end blev, så ville han, hvis han kunne overleve de 365 dage, blive sendt hjem, og krigen ville for hans vedkommende være forbi. Den specifikke dato, som i forvejen var kendt af hver enkelt soldat, satte ham i stand til at acceptere og klare belastninger, som ellers sandsynligvis ville have gjort ham ukampdygtig. Andre metoder, midler og strategier er anvendt af forsvaret med henblik på at hjælpe soldaten med at klare de kamprelaterede belastninger. Feltpræster spiller i den forbindelse en prominent rolle som støtte for den enkelte, når død og lemlæstelse er så nærværende. Det er ofte blevet sagt, at »i skyttehuUeme findes ikke ateister«. Forbindelsen med omverdenen har også stor betydning. Det er væsentligt, at soldaten får sin post, og når breve bliver meget forsinkede, falder moralen tilsvarende. Som følge heraf skal aUe vanskeligheder for at få posten bragt ud selv til de fjerneste enheder overvindes. Endelig styrkes soldaten ved sin viden om, at hans land ikke skyer noget middel, men anvender alle sine ressourcer for at støtte ham. De militære ledere må stræbe efter at forstærke denne tillid hos soldaterne. Behøver han mere ildkraft eller flere styrker, skal hans behov imødekommes. Grundlaget for denne tillid skabes under uddannelsen i fredstid. Og skulle soldaten blive dræbt, skal han vide, at ingen anstrengelser vil blive sparet for at sikre sig den faldne med henblik på en anstændig og værdig begravelse. Erkendelsen af denne opbakning og støtte mindsker virkningerne af stress og øger soldatens evne til tillidsfuldt at møde faren og døden.

Afslutning

Denne artikel skal afsluttes med Selyes (1982) tanker om, hvordan man kan forebygge og overkomme den nedbrydende og eventuelt lammende virkning af stress: »Det, som i bund og grund har betydning, er ikke kvaliteten eller intensiteten af kravene, men vores evne til at klare de krav, som begivenheder i vort liv stiller os.

Det er ikke så meget det, som hænder os, som har betydning, men måden, hvorpå vi takler oplevelsen - og det uanset, om der primært er tale om ønskværdige eller lidet ønskelige betingelser. Derfor anbefaler jeg, at man i den daglige normale tilværelse vurderer, hvordan man til enhver tid klarer livets belastninger og krav. Hvis der er for mange tegn på ubehagelige følelser og adfærd, er her et par råd om, hvordan man hensigtsmæssigt kan behandle dagligdagens krav:

★ Erkend, at der ikke findes noget, som er perfekt. Vær tilfreds med at stræbe efter forbedring, men lad være med at føle, at du hele tiden behøver at bevise dit eget værd.

★ Uanset hvad dine mål er, bør du først gøre dig klart, om de virkehg er værd at kæmpe for. Spild ikke dine kræfter på uopnåelige mål.

★ Prøv at holde dine tanker ved livets glædelige sider; vi har alle meget at være taknemmelige for og håbe på.

★ Der er intet, der lammer et menneskes effektivitet mere end frustration; intet fremmer det mere end succes. Selv efter de største nederlag er den bedste modgift mod den deprimerende tanke om ikke at have slået til erkendelsen af dine tidligere sejre, som ingen kan tage fra dig. En sådan bevidst vurdering er særdeles virkningsfuld, når den selvtillid, som er nødvendig for fremtidig succes, skal genopbygges.

★ Når du står over for en opgave, som er pinefuld, men uundgåelig, bør du ikke vige tilbage. Gå i gang med den og få det overstået i stedet for at forlænge stresset ved pinefulde udsættelser«

L I T T E R A T U R

Ahrenfeldt, R. H.: Psychiatry in the British army in the second world war. Routledge & Kegan, London 1958. Bourne, P . G.: The Psychology and Physiology of Stress. Academic Press, New York og London, 1969. Cullberg, J.: Krise og udvikling. Hans Reitzel, København, 1980. Ledelse og Uddannelse. Forsvarskommandoen, 1983. Forissier, R. & Darmandieu, M.: The Yom Kippur W ar and the Israeh Armed Forces Medical Corps. Medicine et Armies, 1976, citeret i Ingraham, L. H. Manning, F. J.: Psychiatric battle casualties: the missing column in a v^^ar without replacements. Military Review, august, 1980. Jessen, 0 .: Kamppsykologi. Militært tidsskrift, nr. 7, oktober, 1985. Kehler, A.: Anatomi og fysiologi I, 6. reviderede udgave. Nyt nordisk Forlag, Arnold Busck, København, 1984.