Log ind

Stormovikkeme under Gennembrydningen af forreste Linie

#

Stormovikkernes moderne Bevæbning har stor Ildkraft, som, naar den anvendes mod Maal i Forsvarets forreste Linie, er egnet til at fremkalde væsentlige Tab. Stormovikkerne kan nedkæmpe Støttepunkter, bekæmpe levende Maal i Skyttegrave og ødelægge Skyttegrave og Tankhindringer, og de kan besværliggøre Modstanderens Bevægelser indenfor det paagældende Forsvarsomraade. Under den nu afsluttede Krig blev der altid under Angrebsoperationer anvendt en masseret Indsat af Luftstyrker til Fordel for og i snævert Samarbejde med Jordtropperne. Herunder spillede Stormovikkerne den afgørende Rolle. Sammen med andre Arter af Luftfartøjer rettede de koncentrerede og masserede Angreb mod Kanon- og Minekasterbatterier og holdt herigennem disses Ild nede. De hindrede Modstanderen i at komme frem og gav eget Fodfolk og egne Tanks Mulighed for at forcere Spærringerne og trænge ind i Skyttegravene. Gennem Angreb, som blev ført umiddelbart før Fodfolket stødte frem, bidrog de til at sætte dette i Bevægelse, og videre Angreb hjalp Fodfolket til Gennembrud i fuld Dybde, ligesom disse Angreb paa den anden Side ikke tillod Modstanderen at genoprette det ødelagte Forsvarssystem eller levnede ham Mulighed for virksom Modstand indenfor det paagældende Omraade. Saaledes er i store Træk Stormovikkernes Optræden, naar de virker sammen med Jordtropper, som skal gennembryde et forberedt Forsvar. Et indgaaende Studium af Krigens Erfaringer viser imidlertid, at en Operation af denne Art deler sig i en Række Etapper, som hver for sig har deres karakteristiske Træk. Det kan da være interessant at se, hvorledes de mest karakteristiske Operationer af den Art forløb under Krigen.

*) Artikel i „Den røde Stjerne" for 15/10 46 a f Oberst Sarvenkof.

af Fjendens forreste Forsvarslinie falder her i tre paa hinanden følgende Afdelinger: Den luftmæssige Forberedelse af Gennembruddet, Luftstøtte til Jordtropperne, Gennemførelsen af Gennembruddet. Den luftmæssige Forberedelse af Gennembruddet begyndte længe, førend Jordtropperne gik til Angreb, og den gik ud paa følgende: at afkræfte og demoralisere Modstanderens Tropper gennem uafbrudte Angreb ved Dag og ved Nat, at lamme og tilintetgøre hans Muligheder for Ildafgivning, at ødelægge Muligheden for Ledelse, at desorganisere Tilførslerne. Forberedelsen, der kunde have forskellig Karakter og Varighed, var i eet og alt afhængig af de konkrete Forhold paa det givne Frontafsnit. Varigheden kunde saaledes variere fra nogle Døgn til nogle Timer, eller endog til nogle Minutter. I en Række Tilfælde blev Luftstyrkerne først sat ind, naar Jordtropperne gik til Angreb, og i disse Tilfælde kunde Luftforberedelsen ikke gennemføres fuldt ud. Echelonnerede og uafladelige Angreb fra Luften videreførte i saa Tilfælde Artilleriforberedelsen, og man tog især Sigte paa at koncentrere Anvendelsen af Luftstyrkerne mod de Omraader, hvor det fjendtlige Artilleri og de fjendtlige Minekastere befandt sig. Stormovikkeme førte som Regel ogsaa echelonnerede og uophørlige Angreb mod de fjendtlige Hovedstyrker for herigennem at rive Modstanderens Forsvar op. I den Hensigt at skjule for Fjenden, hvor man lagde Tyngden i Angrebet fra Luften, blev betydelige Luftstyrker sat ind i Skinangreb paa andre Dele af Fronten. Luftforberedelsen fuldendtes med masserede Angreb mod Forsvarets første Linie af store Luftstyrker, og dette fandt Sted umiddelbart, før eget Fodfolk blev kastet frem i Angreb. Det masserede Luftangreb satte ind 3—5 Min., før Fodfolket gik til Angreb. Stormovikkeme optraadte i Grupper paa 6—12 Luftfortøjer og angreb i en Dybde af 1—8 km regnet fra forreste Linie de befalede Maal med 10 Min. Intervaller. Artilleriet søgte herunder gennem en meget kraftig Ild at holde Fjenden nede indenfor en Dybde af 500—1000 m , regnet fra forreste Linie, og det førte tillige Kamp mod det af hans Forsvar, som kunde tænkes at ville hindre egne Luftstyrkers Optræden, Luftværnsartilleri, Observationsstader m. m. Saa snart Artilleriforberedelsen var endt, og Fodfolket rykkede frem mod forreste Linie, gik Stormovikkeme straks over til umiddelbar Støtte af Fodfolk og Kampvogne. De ledsagede dem frem ad deres Vej, nedkæmpede Modstandsreder, angreb Reserver og andre Maal, som hindrede deres Fremrykning. Gik Bevægelsen i Staa, eller truede den med at gøre det, gik Stormovikkeme (eller Bombere) over til umiddelbar Støtte af Fodfolks- eller Kampvognsangreb gennem echelonnerede Angreb med Grupper paa 6—20 Luftfartøjer mod de Maal, som hindrede Jordtropperne i at komme videre. Echelonnerne bestod altid af Grupper fra samme Enhed. I hver Echelon var der 3—4 Grupper, og disse bestod igen af 6—8 Luftfartøjer (Iljusjin 2). Den samlede Tid, som Grupperne opholdt sig over Maalet, fra 1’ Gruppe angreb, til sidste Gruppe forlod Omraadet, svingede mellem 5—15 Min. 1’ Gruppe kom altid ud for den voldsomste Luftværnsild, og den skulde derfor som Regel opholde sig kortere Tid over Maalet end de efterfølgende. Grupperne udførte som Regel Angrebet under een Overflyvning. I særlige Tilfælde, naar Luftværnsilden var meget heftig, kunde de første Grupper faa som speciel Opgave at nedkæmpe Luftværnet for herigennem at sikre Arbejdet for de efterfølgende Grupper. Under masserede Angreb paa snævre Afsnit var Gruppernes Optræden meget ensartet. Det drejede sig her kun om Tilflyvning, Passage og Bortflyvning. I saadanne Tilfælde kunde man paa Forhaand tillægge nogle Stormovikker Ordre om, at de skulde tage sig af Luftværnsbatterierne, eller man kunde ogsaa faa tildelt særlige Grupper til dette Formaal. Den heldige Gennemførelse af et echelonneret, masseret Angreb fra Luften er i høj Grad betinget af streng Flyvedisciplin, nøjagtig Navigation, nøjagtig Overholdelse af Mellemrummet mellem Grupperne, nøje Afpasning af den Tid, som er afsat til Henflyvningen, samt en nøje Overholdelse af den Plan, som er lagt for Passage, Angreb og Bortflyvning fra Maalet. Gruppeførerne har Ansvaret for, at Gruppen retter sigtede Angreb mod de for den bestemte Maal paa de fastsalte Tidspunkter. Nu hænder det imidlertid ikke saa sjældent, at et Maal kan have skiftet Plads, eller at en Gruppefører af en eller anden Grund ikke kan finde det opgivne Maal. Hvad skal han saa gøre? Ved mit Regiment skulde Gruppeføreren i saadanne Tilfælde paa eget Initiativ angribe det Maal, som efter hans Mening maatte anses for at være det vigtigste, de forhaandenværende Forhold taget i Betragtning. Herunder kunde Oplysninger fra Jordorganisaionen være td stor Hjælp for Stormovikkerne, og i særlige Tilfælde kunde eget Artilleri belægge de Maal, som Flyverne angreb, med Røggranater. Under Krigen skiftede Stormovikkerne ofte Taktik under Udførelsen af de her omtalte Angreb. Dette førte til, at der mod Slutningen af Krigen blev udarbejdet en Række taktiske Direktiver, som paa den ene Side skulde give Mulighed for at tilføje Modstanderen de haardest mulige Slag og paa den anden Side skulde nedbringe egne Tab mest muligt. Disse Direktiver er saa mangeartede, at det ikke er muligt at gøre Rede for dem i en enkelt Artikel. Vi vil da blot betragte de Fremgangsmaader, som karakteriserer Stormovikkernes Optræden under Kampen.

Under egne Troppers Kamp for at bryde igennem Modstanderens Forsvar maatte Stormovikkerne ofte baade sætte kraftigt ind mod de fjendtlige Maal og opholde sig i relativ lang Tid over dem. Disse to Omstændigheder forte til Anvendelsen af følgende Angrebsmetoder og Tilflyvningsmaader:

1) Stormovikkerne dannede Cirkel over Maalet (højre eller venstre Volte), og de enkelte Besætninger udsøgte selv deres Maal, som de angreb under Dykning paa 30 o. Til Bekæmpelse af Luftværnsilden kunde der tildeles specielle Luftfartøjer eller Grupper af Luftfartøjer.

2) Angreb med en Gruppe paa 8 Luftfartøjer. Ogsaa her dannes Cirkel, hvorfra der angribes, men Cirklen dannes over egne Tropper, udenfor Modstanderens Luftværnsild, og Cirklens Beliggenhed skifter for hver Tilflyvning (for hver 8-er).

3) Angreb efter Sving paa 90 °. Gruppen flyver frem mod Maalet, saaledes at den har dette paa højre eller venstre Side. Naar den er naaet frem paa Højde med Maalet, svinger den skarpt 90 °, dykker og angriber med Kanonog Maskingeværild.

4) En anden udbredt Metode bestaar i, at Stormovikkerne over Maalet med nogle Grupper danner en Cirkel med ret stor Radius. Inden i denne Cirkel dannes ved Hjælp af en Gruppe paa 4—6 Luftfartøjer en mindre Cirkel, hvorfra det paagældende Maal (i Almindelighed et Støttepunkt el. lign.) angribes. Luftfartøjerne i den store Kreds har som Opgave at holde Luftværnsilden nede og at angribe øvrige Maal, som skønnes af Interesse.

5) Med Held anvendes ogsaa det saakaldte Angreb ført umiddelbart i Fortsættelse af Tilflyvningen. Saasnart Gruppen havde passeret egen forreste Linie, dykkede den mod de fjendtlige Maal og angreb dem med Maskingeværild, kastede sine Bomber og svingede tilbage over egne Linier. Denne Metode viste sig især hensigtsmæssig, naar det drejede sig om at angribe Maal, som laa tæt op til egne Styrker.

6} Stormovikkernes echelonnerede, masserede Angreb mod Maal i Fjendens forreste Forsvarslinie blev som Regel mødt med en kompakt Luftværnsild. I saadanne Tilfælde anvendtes Styrker paa 10—12 Stormovikker indrangeret i Grupper paa 5 eller 6. Grupperne, der enten gik i Række (Kølvandslinie) eller svagt echelonneret i Siden og i forskellig Højde, angreb fra Højder mellem 600 og 1200 m og umiddelbart fra Tilflyvningen. De angreb skiftevis under Sving snart til en, snart til en anden Side. Efter Angrebet søgte degennem »raserende« (i lavest mulig Højde) Flyvning tilbage over egne Linier, hvor de gjorde sig klar til fornyet Angreb. Modstanderens Luftværnsskyts kunde ikke med Fordel indskyde sig paa den først angribende Gruppe, da den næste Gruppes Angreb blev ført med en anden Retning. Naar den anden Gruppe havde endt sit Angreb, var den første Gruppe rede til fornyet Angreb, der om fornødent blev ført mod Luftværnsskytset.

7) Hvis Vejrforholdene hindrede Anvendelsen af større Styrker, satte man mindre Grupper ind, eller man kunde gaa helt ned til en parvis Anvendelse af Stormovikkeme (»Jægere«), Tilflyvningen foregik i lav Højde, og Angrebet gennemførtes som Regel under een Passage (i enkelte Tilfælde kunde Angrebet føres gennem 2 eller endog 3 Passager). Efter Angreb søgte Gruppen tilbage over egne Linier. Angrebene førtes mod Maal, som var lette at faa Øje paa fra den lave Højde. Hvis fortsatte Angreb var nødvendige, anvendte man som Regel et Antal Toergrupper, der, angribende efter hinanden, fortsatte, indtil Maalene var nedkæmpede, eller de kunde ogsaa have til Opgave at holde den fjendtlige Ild nede for et vist Tidsrum.

Under Jordtroppernes Angreb kunde Forholdene ofte meget hurtigt skifte Karakter, og det var da af stor Vigtighed, at Flyverledelsen meget hurtigt kunde indpasse Luftstyrkernes Optræden i den nye Situation, da Jordtroppernes Fremgang i saa høj Grad var afhængig af en rettidig Indsats fra Luften. I saadanne Tilfælde oprettede Flyverledelsen Observationsstader, fra hvilke man uafladelig kunde følge Begivenhedernes Gang. Af Hensyn til Ønskeligheden af det snævrest mulige Samarbejde blev dette Stade altid oprettet i umiddelbar Nærhed af den paagældende Troppeførers Observationsstade.

Flyverledelsen kan øve stor Indflydelse paa Begivenhedernes Gang ved at sætte Luftstyrker ind mod fjendtlige Foretagender, som fra een eller anden Retning truer eget Forehavende, og den kan her handle enten paa Anvisning af Troppeføreren eller selvstændigt. Under vor Oprivning af den tyske Forsvarsfront i Rigsomraadet trak Tyskerne saaledes den 14’ Tankdivision frem med det Formaal at lokalisere vore Troppers Gennembrud. Tankkolonnens Fremmarch blev opdaget (gennem Luftopklaringen), og Troppeføreren gav Ordre til, at alt, hvad han raadede over af Stormovikker skulde sættes ind til Ødelæggelse af Kolonnen, der talte 250 Køretøjer. Stormovikkeme angreb med Kanoner og Bomber, og Kampvognene blev saa ilde medtaget, at de ikke kunde øve nogen som helst Indflydelse paa Slagets Gang. Allerede paa Kampens anden Dag blev Tyskerne nødt til at trække dem tilbage fra 1’ Linie. Denne rettidige Indgriben fra Luften mod Fjendens Tankreserver hindrede hans Modstød og hjalp derved egne Tropper til Fremgang. Hvis Forholdene krævede det, sendte Flyverledelsen Forbindelsesofficerer til Jordtroppernes fremskudte Stabe, saavel fra Jager- som Stormovikenheder. Disse Forbindelsesofficerer holdt sig nøje i Kontakt med Begivenhedernes Udvikling. De kunde overvaage Luftstyrkernes Optræden paa selve Slagmarken, og gennem deres Radiostationer kunde de dirigere dem imod nye Maal. Forbindelsesofficeren opholdt sig ved sin Stab, hvis den flyttede, fulgte han med. Dette Arrangement spillede især en vigtig Rolle for Anvendelsen af Stormovikkerne, der jo ofte blev sat ind mod Maal, som befandt sig tæt op ad egne Tropper. Erfaringen viser, at Stormovikkernes Effektivitet er højest, naar deres Ledelse har snæver Forbindelsemed Jordtroppernes Ledelse.

J. R.