Log ind

Storm fra havet

#

Brigadegeneral Michael H. Clemmesen

At gøre det umulige muligt: USMC og angrebet på velforsvarede småøer.

Problemet

Den udfordring, som det amerikanske marinekorps stod over for i mellemkrigstiden, var tæt på uoverkommelig. Udgangspunktet var den strategiske situation, USA havde bragt sig selv i efter krigen mod Spanien i 1898, hvor man havde overtaget kontrollen over Filippinerne. Ti år senere var USA's forhold til Japan så køligt, at man måtte forudse en fremtidig krig. Kilden til modsætningsforholdet var dels en i japanske øjne uacceptabel racistisk amerikansk politik over for de japanske immigranter på den amerikanske vestkyst, dels, at to nye, sultne imperialistiske nationer konkurrerede om den dominerende position i det vestlige Stillehavsområde og Østasien. Den amerikanske flåde erkendte allerede før 1. Verdenskrig, at japanerne tidligt i en konflikt ville erobre Filippinerne. Afstanden fra Japan var relativt kort, medens den fra USA var meget lang, selv om man i 1898 havde annekteret Hawaii for at have et udgangspunkt i det centrale Stillehav. Flåden regnede dog med, at den ville blive i stand til at skabe forudsætningen for en tilbagevenden ved først at slå den japanske slagflåde i et afgørende søslag. Japan tilhørte den sejrende side i 1. Verdenskrig. Landet havde derigennem ved et Folkeforbundsmandat opnået kontrol over de tidligere tyske øgrupper i det sydvestlige Stillehav. De små vulkan- og koraløer lå på tværs af en mulig angrebsakse tilbage til Filippinerne. Japanerne kunne herfra også imødegå forsøg på at passere nord om øhavet. Ganske vist måtte japanerne ikke befæste øerne, men amerikanerne regnede ikke med, at de ville efterleve denne begrænsning. I den stadige udvikling under krigsspil i mellemkrigstiden af krigsplanen mod Japan, ’Plan Orange’, forsøgte man at finde løsninger på problemet. Det var klart for enhver nøgtern logistisk og luftoperativ planlægger, at man måtte erobre øer på vejen, dels fordi japanerne herfra kunne bremse og måske standse en amerikansk offensiv, dels fordi man selv havde behov for øerne som beskyttede ankerpladser og flybaser på vejen til Filippinerne. Den japanske flåde forberedte sig på sin side indledningsvis på at nedslide den amerikanske flåde gennem en anvendelse af sine undervandsbåde. Efter, at den amerikanske flåde derigennem var begrænset til håndterbar størrelse, ville den blive stået i et afgørende søslag - som den russiske Østersøflåde var blevet tidligere i århundredet. Den japanske sejr ville blive sikret af overlegen uddannelse af besætningerne samt bedre teknologi på nøgleområder som fly, torpedoer og langtrækkende artilleri. For amerikanerne var det et ekstra problem, at flere af øerne var så små, at det var urealistisk at finde uforsvarede landgangssteder. Man måtte på trods af, at Verdenskrigen lige havde vist, at dette ville være selvmorderisk, forudse at skulle storme direkte ind i artilleri- og maskingeværild samt pigtrådsspærringer, og samtidig op fra en hindring, havet. Problemet var også, at landgangsstyrken, Marinekorpset, i mellemkrigstiden kun var en meget lille organisation. På grund af den begrænsede størrelse havde korpset kun en stærkt afgrænset indflydelse på den amerikanske flåde, som skulle yde støtten til landsætningen, herunder bl.a. logistisk støtte af enhver art, artilleri- og flystøtte samt signalkommunikation. Hverken flåden som helhed eller den enkelte skibsartillerist eller flådeflyver så støtten til landgangsstyrker som en opgave, der skulle danne grundlag for materielinvesteringer, ammunitionstypefordeling eller uddannelse i skydning eller bombning. I 1921 havde korpset bestået af lidt under 1.100 officerer og 22.000 marinere og underofficerer. Medens officersantallet i 1934 var øget til små 1.200, var mandskabsstyrken samtidig reduceret til godt 15.000.1 Denne styrke var fordelt på små og lidt større detachementer overalt, hvor den amerikanske regering eller flåden ønskede det. Den største operation i 1920’erne var bekæmpelsen af oprørsstyrker i Nicaragua. Man støttede flådens indsats i Kina og leverede infanteri og artillerister til amerikanske skibe og flådebaser.

Den eksisterende teori og praksis

Som det er historisk bevidste danskere bekendt, er landgangsoperationer ikke et nyt fænomen. Vikingerne gennemførte både omfattende operationer som mod England i 1066 og korte raids med det begrænsede mål at plyndre. Man kan sige, at briterne godt 740 år senere, i 1807, demonstrerede at de havde videreudviklet evnen til at gennemføre store sølandsætninger. Det var dog først i begyndelsen af det tyvende århundrede, at man formulerede sig på skrift. Det skete sandsynligvis på grund af, at man måtte revurdere tidligere tiders praksis i lyset af den meget hurtige teknologiske udvikling. Denne var sandsynligvis medvirkende årsag til, at tiden for 120-100 år siden blev præget af teoretiske værker, der skulle give søkrigsprofessionen, hvad Clausewitz og Jomini havde givet landkrigerne i årtierne efter Napoleonskrigene. I Storbritannien arbejdede man på at gøre den teoretiske ramme, som Mahan udviklede i forlængelse af sit værk ’The Influence of Sea Power Unpon History’ fra 1890, operativt anvendelig. I 1905 udgav den britiske hærofficer Charles E. Callwell, som ni år tidligere havde afsluttet den første version af klassikeren om oprørsbekæmpelse ’Small Wars’, et omfattende værk om søherredømme og landoperationer. Hvis den svageste flåde nægtede at lade sig ødelægge i et stort søslag, men holdt sig klar i sin befæstede hovedbase til at udnytte blottelser fra den stærkeste flådes side, var det nødvendigt til at gå i land og erobre basen fra landsiden. Det var netop, hvad japanerne havde demonstreret i deres krig mod Rusland. I sin behandling af sølandsætninger understregede Callwell behovet for fredstidssamarbejde mellem hæren og flåden for at opnår den nødvendige gensidige forståelse og tillid. Der skulle opbygges ’harmoni’ mellem både de centrale værnsmyndigheder og de lokale chefer i operationsområdet. Han understregede, at landgangsstyrken kunne risikere at blive afskåret på grund af situationsudviklingen på havet. Den måtte derfor forberede sig på denne mulighed. Hemmeligholdelse var afgørende. Der måtte forberedes særligt materiel til operationerne, måske ved ombygning af ældre skibe. Hærens enheder måtte fra division og nedefter sammensættes af alle relevante våben efter de faktiske mulighederne for transport, det var herunder væsentligt, at de landsatte enheder rådede over feltartilleri og ikke var fuldt afhængige af støtten fra skibsartilleri. I øvrigt skulle det indsatte skibsartilleri forberedes teknisk til opgaven med særlig ammunition og tilpassede skydemetoder. Callwell var selv specialist i tunge artillerivåben. Det var væsentligt at sikre sig en kontinuerlig logistisk støtte til den landsatte styrke, herunder eventuelt som japanerne ved forberedte havneelementer. Der skulle sikres effektive signalforbindelser mellem den støttende flåde og den landsatte styrke. Callwell blev ved krigsudbruddet i 1914 kaldt tilbage fra tilværelsen som pensioneret for at fungere som Krigsministeriets operative leder (’Director’). Uden held forsøgte han at hindre, at flåden blev indsat i et uafhængigt gennembrud til Sortehavet i den sikre misforståelse, at Tyrkiet var tæt på i panik at forlade alliancen med Tyskland. Under den efterfølgende værnsfælles operation mod Dardanellerne kan han næppe have undgået kynisk at notere sig, at de lokale chefer, i ukendskab eller arrogance, brød med alle hans principper. Callwell opnåede dog på grund af sin stilling at få det overordnede ansvar for den eneste succesrige større britiske amfibieoperation under krigen: Evakueringen af hæren fra Dardanellerne. Callwell var ikke alene i indsatsen for at få den britiske flåde til at forstå betydningen af værnsfælles offensive operationer. Den mest betydningsfulde britiske marineteoretiker, Julian Corbett, fungerede som hovedlærer i strategi på det ’War Course’, som den britiske flåde gennemførte for sine mest lovende officerer i årene op til krigen. I sit kontroversielle kompendium om strategiske definitioner understregede Corbett kættersk, at der ud over flådestrategi og militærstrategi eksisterede ’Combined (strategy), where the immediate object is to be attained by army and navy together’.

Teorien videreudvikles

Allerede i 1916 argumenterede USMC-major John H. Russell i artiklen ’A Plea for a Mission and Doctrine’ i ’Marine Corps Gazette’, for, at korpset som enhver anden militær organisation måtte have et fælles doktringrundlag for at kunne blive effektiv.2 Det var imidlertid lettere sagt end gjort for en organisation som Marinekorpset, der pragmatisk skulle tilpasse sig stadig skiftende små og store opgaver. På det tidspunkt, hvor Russell skrev sin artikel, var korpsets hovedstyrke på vej til Frankrig og skyttegravskrig som en integreret del af hærens amerikanske ekspeditionskorps til Vestfronten, og umiddelbart efter krigen blev hovedopgaven som nævnt oprørsbekæmpelse i Nicaragua. Det første skridt mod formuleringen af den efterlyste doktrin fulgte med major Earl H. ’Pete’ Ellis’ analyse af problemer og krav knyttet til at trænge gennem de japanske mandatøgrupper i studien ’Operational Plan 712 H. ”Advanced Base Operation in Micronesia” ’ fra 1921. Hverken Ellis’ studie eller Marinekorpsets senere doktrinformuleringer refererede til Callwell’s klassiske værker om amfibiekrig eller ’små krige’, men det er meget lidt sandsynligt, at man ikke kendte dem i korpsets officerskorps, og herunder ikke mindst på dets skoler. Ellis tog udgangspunkt i et ’landestudie’ om øerne og fjenden, japanerne. Analysen førte til krav til de angribende styrkers alsidige uddannelse og moral samt til den støtte fra fly, skibe, logistik og signalmidler, de skulle kunne trække på. Han beskrev, hvorledes angrebsstyrken i bevæbnede stormbåde i bølger skulle bevæge sig fra transportskibene, der lå udenfor kystartilleriets rækkevidde, til kysten. Fjendens reserves muligheder for at gribe ind skulle hæmmes af gasangreb. Som Callwell lagde Ellis vægt på at beskrive, hvorledes støtten fra skibsartilleri kunne gøres så effektiv som mulig. For at sikre effektive forbindelse mellem landgangsstyrkens enheder og de støttende skibe, skulle der meget tidligt etableres en fremskudt kommandostation på land. Medens Callwell kunne anbefale, at landsætningen blev gennemført på en uforsvaret kyst i nogen afstand fra målet (som på Sjælland i 1807), eksisterede der som nævnt ikke sådanne lette løsninger for Marinekorpset i ’Plan Orange’. Uden at referere direkte til den tyske stormtroppers infiltrationstaktik fra 1917-18, var det en tilsvarende løsning, man anbefalede. Men denne satsning på lokalt initiativ i udførelsen skulle kombineres en planlægning og forberedelse, der på alle områder blev gennemført så detaljeret og videnskabeligt som muligt. Det gjaldt forberedelsen af ild- og flystøtten, af bevægelsen til kysten og af den efterfølgende logistik. Men Marinekorpset forstod og accepterede, at uanset, hvor gode forberedelser man gjorde, kunne man ikke sikre, at alt i en så kompliceret operation gik som planlagt. Når man landede, skulle man altid opportunistisk udnytte enhver situation og enhver åbning til at trænge i dybden af forsvarets stillinger. I løbet af 1920’erne gennemførte Marinekorpset små eksperimenterende landgangsøvelser i Caribien, men det var først i begyndelsen af 1930’erne, at man tog de afgørende skridt til at udvikle evnen til at gennemføre de større landsætningsoperationer, som krigsopgaven mod Japan gjorde absolut nødvendige. I 1933 klagede John Russell over, at der stadig intet alvorligt var sket på doktrinsiden. Han var nu brigadegeneral og hjælper for Marinekorpsets chef, hvis titel da var ’Major General Commandant’. Med tilbagetrækningen af det sidste marinedetachement fra Nicaragua i januar 1932 havde man frigjort resurser til at beskæftige sig med fremtidens opgaver. Chefen for korpsets skoler, brigadegeneral James C. Breckinridge, forslog i september dette år, at de forskellige skolers elever i det efterfølgende skoleår skulle koncentrere sig om at udvikle doktriner for sølandsætninger og oprørsbekæmpelse. Russell godkendte ideen, og de to brigadegeneraler holdt herefter en tæt kontakt i den næste måneder. Den 1. marts 1934 blev Russell chef for korpset med fuld myndighed til at føre sige idéer ud i livet.3 Samarbejdet mellem skolernes elever og inddragelsen af officerer, der var udsendt fra korpsets hovedkvarter i Washington, gav meget hurtigt resultater. I foråret 1934 forelå et første udkast på flere hundrede sider til en foreløbig håndbog i landgangsoperationer, den ’Tentative Manual for Landing Operations’. Efter et par måneder havde Russell indarbejdet sine egne idéer i håndbogen og omdøbt den til ’Manual for Naval Overseas Operations’, en titel, der viste hans ambition om at påvirke flådens gennemførelse af ’Plan Orange’. Håndbogen kunne derefter straks tages i brug i korpsets skoler, og der blev etableret en bestyrelse, der skulle indarbejde justeringer afførte af erfaringer fra undervisning og øvelser.4 Det er væsentligt at understrege den måde, som korpset anvendte til at skabe og justere en innovativ doktrin. Metoden gav officerskorpset den maksimale forståelse for doktrinen og følelse af medejerskab. I 1935 fik håndbogen navnet ’Tentative Landing Operations Manual’, dvs. at den blev ført tilbage til sin oprindelige status, men i 1938 blev den godkendt af flåden som ’Fleet Training Publication 167. Landing Operations Doctrine’5 og i 1941 blev den værnsfælles ved publikationen ’Army Field Manual 31-5. Landing Operations on Hostile Shore’. Det forhold, at USMC var underlagt flåden, havde gjort det muligt at løse problemet med kommandoforholdene under landgangsoperationer. Det var et problem, som briterne havde opgivet at løse. De havde henvist officerer af samme grad fra de to værn til samarbejde. I håndbogen blev admiralerne givet fuld kontrol over operationen. For det første havde de kommandoen over den samlede flåde, hvori amfibiestyrken – ’ Attack Force’ senere ’Amphibious Task Force’ - indgik. I amfibiestyrken havde en admiral kommandoen over såvel de forskellige specialiserede ’Naval Task Groups’ som over landgangsstyrken. Kun selve landgangsstyrken var under kommando af en marine- eller hærofficer.

Fra teori til succesrig praksis

Allerede før det første udkast til håndbogen var klart, var korpset begyndt at sammenstykke den organisation, der kunne gøre den til andet end gold teori. Sent i 1933 havde Russell fået sin forgænger som chef for korpset, generalmajor Fuller, til at godkende etableringen af en fast etableret landgangsstyrke, benævnt ’the Fleet Marine Force’ (FMF). Hovedkvarteret for den del af styrken, der blev etableret på Atlanterhavskysten blev opstillet i Quantico i Virginia midt i januar 1934. Indledningsvis var organisationen en svag skal, der kun rådede over to marinebataljoner og et par batterier med let bjergskyts. På trods heraf begyndte den straks øvelsesaktiviter med flåden. I august blev FMF’s del på Stillehavskysten opstillet. Den kom også til at omfatte en håndfuld af korpsets fly. I januar 1935 gennemførte FMF i Caribien,’Fleet Landing Exercise 1’. Det var den første i en serie af øvelser, der skulle give Marinekorpset og den amerikanske flåde de praktiske erfaringer med doktrinen, der derefter kunne danne grundlaget for udvikling af materiel, udrustning og procedurer. I sommeren 1936 var FMF bygget op til at omfatte en brigaderamme på hver kyst. I marts 1938 var Marinekorpsenheder klar til at deltage i en flådeøvelse ved Hawaii, der øvede erobringen af en fremskudt base.6 Korpset var stadig for lille til at gennemføre øvelser i stor skala. I juni 1939 var dets mandskabsstyrke kun lidt under 1.400 officerer og godt 18.000 underofficerer og marinere. Det var først efter krigsudbruddet i Europa, at regeringen gav bemyndigelse til at udvide styrken til over niveauet fra 1921. Herefter gik det hurtigt. I sommeren 1941 begyndte man at oprette en landgangsstyrke af armékorpsstørrelse med såvel en Marinekorps som en Hærdivision.7 Som nævnt havde hæren på det tidspunkt adopteret Marinekorpsets landgangsdoktrin som sin egen. Det sidste og afgørende element i at give doktrinen substans var udviklingen af det specialmateriel og den detailorganisation af materiel og personel, der ville gøre det muligt at føre doktrinen ud i livet. Forberedelsen af landsætningen - og støtten til den landsatte styrke - med skibsartilleri og flyangreb nåede først et tilfredsstillende niveau i løbet af Stillehavskrigen, hvor det blev mulig at udspare større, normalt ældre, skibe, til opgaven. De kunne så fylde deres magasiner med de ammunitionstyper, der snarere var egnet til bekæmpelse af mål i land end pansrede mål på havet og de kunne tilpasse deres skydemetoder til landgangsstyrkens behov. Marinekorpsets egne støttefly kunne sent i krigen operere fra egne små ’eskorte’- hangarskibe, så man i mindre grad blev afhængig af støtten fra flådens fly samt af, at flådens større hangarskibe opholdt sig inden for støtteafstand, indtil man havde erobret baser på land for Korpsets fly. Der var også behov for en så konstant ildstøtte til landgangsstyrkens kamp, at den ikke kunne komme fra skibe og fly. Det medførte, at Marinekorpset fik rådighed over middeltunge og tunge feltpjecer, der - hvor muligt - tidligt blev landsat på småøer, hvorfra de kunne støtte hovedoperationen. For at koordinere de forskellige enheder bidrag blev der etableret særlige ildstøttecentrer med den nødvendige blanding af ekspertise og signalmidler. Først i marts 1939 fandt man den bådtype, der tilfredsstillende hurtigt kunne transporter stormenhederne fra transportskibene til kysten. Higginsbåden, eller ’Landing Craft, Vehicle, Personnel’ (LCVP), kunne med 9 knobs hastighed transportere ca. 35 mand fra skib til kyst. Infanteristerne kom i stormbådene ved at klatre ned af net. Det blev i alt bygget omkring 20.000 Higginsbåde.8 Marinekorpset vidste, at de japanske øer, der skulle stormes, var særdeles velforsvarede og ofte dækkede af koralrev foran landgangsstranden. Det var derfor ønskeligt at kunne komme hurtigt ind til og over stranden beskyttet mod håndvåbenild. Løsningen blev ombygningen af et let, amfibisk bæltekøretøj, der i midten af 1930’erne var blevet kommercielt udviklet som redningskøretøj til sumpede områder. I 1940 blev køretøjet godkendt af Marinekorpset til transport af op til 24 mand. Den første version af dette, let pansrede ’Landing Vehicle, Tracked’ (LVT-1) blev produceret fra 1941. I alt blev der fabrikeret op mod 4.000 af forskellige udgaver af køretøjet. 9 En ting var imidlertid lette både og amfibiekøretøjer, der kunne landsætte stormtropperne. En anden var behovet for at kunne landsætte tungt materiel efter en transport over oceanet, herunder de kampvogne og artilleripjecer, der var nødvendige for at kunne fastholde brohovedet mod japanske modangreb. Tungt materiel var også nødvendigt for at kunne fortsætte ind i land og skabe mulighed for at bygge basestrukturer som flyvepladser. Det tog tid at bygge robuste moler og kajanlæg, så man kunne sætte materiellet direkte i land, ligesom det det var kompliceret og tidskrævende at bugsere materiellet ind fra transportskibene på pontoner. Løsningen kom først i løbet af 1941 med udviklingen af ’Landing Ship, Tank’ (LST). Fartøjet var et resultat af briternes erfaringer under evakueringen fra Dunkerque.10 Kombinationen af LST og LVT gjorde, at landgangsskibet med åben stævn kunne anvendes liggende i sikker afstand som eksempelvis depotskibe og forbindepladser for sårede, hvor forbindelse til de landsatte tropper blev sikret af amfibietraktorer. Transporten fra skib over stranden kunne fra 1942 også gennemføres med sødygtige amfibiske lastvogne, forkortet ’DUKW’.11 Kontrollen over den komplicerede ild- og flystøtte, bevægelsen af hundreder af både og amfibiske køretøjer fra skibene til kysten samt gennemførelsen af den efterfølgende logistiske støtte under omfattende og hårde kampe var særdeles krævende for både stabselementerne og deres signalmidler. Planlægningen var som nævnt detaljeret, men udførelsen krævede ekstrem fleksibilitet. Man lærte tidligt, at landgangoperationen ikke skulle ledes fra et slagskib, hvor signalpersonnellet fik rørene i deres radioer ødelagt, hver gang skibets svære skyts blev affyret. Der måtte udpeges og indrettes specielle kommandoskibe. Bevægelsen mellem skibene og kysten blev kontrolleret af tidligt landsatte ’Beachmasters’, der rådede over stadig bedre og vandtætte radioer. Der blev etableret ’Joint Assault Signal Companies’, hvor signalfolk, der sikrede forbindelsen til ild- og flystøtte samt logistiske elementer blev uddannet sammen.

Kampen efter landsætningen blev så hård og kaotisk, som Ellis havde forudset, og som ved de tyske stormtropper under 1. Verdenskrig blev der udviklet et rutinemæssigt tæt samvirke i små hold mellem marineinfanterister, kampvogne, flammekastere og sprængningsfolk. Disse hold kunne så systematisk arbejde sig gennem de japanske netværk af gensidigt flankerende bunkere med maskingeværer og panserværnsskyts.

Afsluttende bemærkninger

I dette tilfælde var fornyelse af doktrin og organisation drevet af nøgleofficerers ønske om, at deres delorganisation kunne levere et afgørende bidrag til operationerne under den forventede, fremtidige krig. Da de gennem avancement fik den nødvendige indflydelse, mobiliserede de korpsets samlede, umiddelbart rådige talent ved at inddrage skolerne og deres elever i udviklingsarbejdet, og de støttede eller vejledte de yngre officerer gennem stabsofficerer fra Marinekorpsets hovedkvarter. Metoden gav en følelse af medejendomsret til resultatet af udviklingsarbejdet. Den gjorde i øvrigt nok også, at den efterfølgende forsøgsvirksomhed og udviklingen af materiel og procedurer blev styret af en fælles forståelse af opgaver og problemer. Marinekorpset havde reelt hverken de nødvendige resurser eller den grad af magt over moderorganisationen - den amerikanske flåde – der var nødvendig for at føre den innovative teori ud i livet, men ved hurtigt at udspare en forsøgsenhed, som derefter søgte erfaringer gennem en så hyppig og realistisk øvelsesvirksomhed som muligt, forberedte man organisationen til bedre tider. De kom fra efteråret 1939. Marinekorpset havde forberedt sig professionelt til at løse den ’umulige’ opgave, før den rigtige teknologi og derefter de nødvendige rigelige midler blev stillet til rådighed.

Kilder og litteratur til videre læsning

Callwell, C.E.: Military Operations and Maritime Preponderance: Their Relations and Interdependence. London 1905. Udgivelse Annapolis 1996 Callwell, Charles Edward: Experiences of a Dug-out, 1914-1918. London 1921. Corbett, Julian S. Corbett: Some Principles of Maritime Strategy. London 1911. Udgivelse med supplerende kilder. Annapolis 1988. Ellis, Major Earl H.: Advanced Base Operations in Micronesia. U.S. Marine Corps 712H Operation Plan. 1921. Evans, David C, og Mark R. Peattie: Kaigun. Strategy, Tactics, and Technology in the Imperial Japanese Navy 1887-1941. Annapolis 1997 Gole, Henry G.: The Road to Rainbow. Army Planning for Global War, 1934- 1940. Annapolis 2003. Hoffman, Jon (redaktør): USMC. A Complete History. Quantico 2002. Hattendorf, John B. (redaktør): Mahan on Naval Strategy. Selections from Writings of Rear Admiral Alfred Thayer Mahan. Annapolis 1991. Isely, Jeter A. og Philip A. Crowl: The U.S.Marines and Amphibious War. Its Theory, and Its Practice in the Pacific. Princeton 1951 Linn, Brian McAllister: Guardians of Empire. The U.S. Army and the Pacific, 1902-1940. Chapel Hill 1997. Mahnken, Thomas C.: Uncovering Ways of War. U.S. Intelligence and Foreign Military Innovation, 1918-1941. Cornell 2002. Miller, Edward S.: War Plan Orange. The U.S. Strateg to Defeat Japan, 1897- 1945. Annapolis 1991 Schurman, Donald M. Schurman: Julian S. Corbett 1854-1922. Historian of British Maritime Policy from Drake to Jellicoe. London 1981 Sumida, Jon Tetsuro: Inventing Grad Strategy and Teaching Command. The Classic Works of Alfred Thayer Mahan Reconsidered. Baltimore 1997. U.S. Marine Corps: Tentative Landing Operations Manual – 1935. Vlahos, Michael: The Blue Sword. The Naval War College and the American Mission, 1919-1941. Newport 1980

Noter

1Hoffman, pp. 205, 236

2 Ibid. p.238

3 Isely, p. 33

4 Ibid. pp.238-239 Isely, pp. 33-44

5 http://www.ibiblio.org/hyperwar/USN/ref/Amphibious/index.html

6 Ibid. pp.233-243 Isely, pp. 33-61

7 Ibid. pp.248-263

8 http://en.wikipedia.org/wiki/LCVP

9 http://en.wikipedia.org/wiki/Landing_Vehicle_Tracked

10 http://en.wikipedia.org/wiki/Landing_Ship,_Tank

11 http://en.wikipedia.org/wiki/DUKW