Log ind

Sovjetunionens militære Stilling i Østasien (Sluttet)

#

(Sluttet).

Som indirekte berørende Sovjetunionens militære Stilling i Østasien omtales nedenfor nogle af Unionens nyeste politiske Foranstaltninger. Den nye Unionsforfatning saavelsom Unionens økonomiske Femaarsplaner tilsigter øjensynligt en for Landsforsvaret rationel Ordning af Statens Ledelse og materielle Forsorg, og ved en Betragtning af Unionens nye administrative Organisation erkender man, at Statens vigtigste Funktioner er organiseret saaledes, at Overgang fra Freds- til Krigsøkonomi kan foregaa uden væsentlige Ændringer i Administrations- og Arbejdsforhold. Unionens administrative System er i store Træk fremstillet i nedenstaaende Skema, hvori Øverste Raad, der er valgt for fire Aar, erstatter Unionens tidligere CentralEksekutivkomité. Øverste Raads Præsidium er i Tiden mellem Raadets Sessioner, der skal finde Sted halvaarligt, øverste Magtorgan og kan uden at adspørge Raadets Plenum erklære Krig, hvis Unionens Forsvar eller Allianceforpligtelser kræver det. Under Øverste Raads Session vælger Raadet Unionens Regering, der bestaar af Folke kommissærernes Raad. Dette er ansvarligt overfor Øverste Raad, og Interpellationer i Raadets Kamre skal af Regeringen eller vedkommende Folkekommissær besvares mundtligt eller skriftligt inden tre Dages Forløb. Hvis Øverste Raads to Kamre ikke kan blive enige om et Lovforslag, opløses Raadet, og dets Præsidium udskriver Nyvalg. Det siden 1918 eksisterende Raad for Arbejde og Forsvar, hvorfra Statens Plankommission i 1931 blev udskilt og direkte underlagt Folkekommissærernes Raad, undersøger alle Spørgsmaal vedrørende Landsforsvaret og sikrer i saa Henseende Samarbejdet mellem Forsvarskommissariatet og de civile Kommissariater.23) Alunionskommissariaterne forvalter sine Ressorts paa Unionens samlede Omraade umiddelbart eller gennem de af dem valgte Organer, medens Unions-Republiks-Kommissariaterne kun gennem de tilsvarende Kommissariater i Forbundsrepublikkernes Regeringer forvalter sine Ressorts, dog saaledes, at Republikskommissariatcrne er underordnet Unionskommissariaterne. Kun de fire Republikskommissariater, hvis Ressorts ikke er repræsenteret i Unionsregeringen, ledes udelukkende af Forbundsrepublikkernes Folkekommissær-Raad.

23) „Osteuropa“, 9/1937, Helga Boustedts forannævnte Artikkel.

Skærmbillede 2020-08-20 kl. 14.57.07.png

Unionen bestaar ifølge den nye Forfatning af 11 Forbundsrepublikker, hvoraf den Russiske Socialistiske Føderative Sovjet-Republik omfatter 17 autonome Republikker, 6 autonome Distrikter, 5 Regioner (Kraj) og 19 Distrikter (Oblastj). Motiverne til de nye Ændringer i Unionens administrative Inddeling maa søges paa national-politiske, social-økonomiske og forvaltningstekniske Omraader. Et nationalpolitisk Træk skimtes i Ophævelsen af den Transkaukasiske Føderative Republik, livis Enkeltstater ved Ophøjelsen til Forbundsstater i Unionen knyttes stærkere til denne og løsere indbyrdes. Ændringerne i de sibiriske Administrationsomraadcr tyder paa, at de store Vandveje til det Nordlige Ishav bar stigende social-økonomisk Betydning, idet Oplandet til nedre og mellemste Løb af henholdsvis Irtysh-Ob-Systemet og Jenisej-Systemet bliver sa-rskilte Forvaltningsomraader ledet fra et Par af de store sibiriske Kulturcentrer.

Betydningen af de sejlbare sibiriske bloder, som udmunder i Ishavet, er blevet øget ved Centralregeringens planmæssige Foranstaltninger til Aabning af Nordøstpassagen for regelmäßig Skibsfart, og i Arbejdet mod dette Maal bar foruden Radioteknikken Indsættelsen af moderne Isbrydere og Flyverobservatører dannet Epoke.-4) De banebrydende Forskningsarbejder viste, at Befaring af Nordøstpassagen i begge Retninger var mulig under een Navigationsperiode, og Centralregeringen begyndte derefter de praktiske Foranstaltninger til Passagens Benyttelse, hvortil første Skridt var Oprettelsen af en „Hovedforvaltning for den nordlige Søvej“, hvis Opgave blev at udruste, organisere og sikre en normal Skibsfart mellem Hvide-Hav og Bering-Stræde. Man forstaar, at «leime Opgave er sammensat af mange Specialopgaver, og ifølge 2. Femaarsplan er Hovedforvaltningens geografiske Virkefelt udstrakt til Øer og Søterritorier i Ishavet hørende til Unionens europæiske Del og til alt Territorium nord for 62 nordlig Bredde hørende til Unionens asiatiske Del. I 1936 var 39 Radiostationer med tilhørende 76 meteorologiske Ohscrvationsstationer i Virksomhed i Unionens Polaromraade, og blandt andre betydningsfulde Arbejder, som nærmede sig Fuldførelse, var en ny Havn paa Dikson-0 nord for Jenisejs Udløb særligt beregnet som Kulstation, og en Havn kaldet Ust-Lena i Tiksi-Bugt øst for Lena-Mundingen, hvor den ved central Beliggenhed og stor naturlig Vanddybde er særligt egnet til Anløbshavn for Skibe af en hvilkensomhelst Størrelse.

24) Z eitschr. f. Geopol., 11/193(5, H einrich Eck: Das E rw achen rier russischen Arktis.

Tre økonomiske Institutioner er underlagt Hovedforvaltningen, nemlig den Norduralske Trust, Hovedsæde i Obdorsk, Taimyr Trust, Hovedsæde i den nybyggede Jenisej Havn Igarka, og den Jakutske Trust, Hovedsæde i Jakutsk, blandt hvilke Taimyr Trusten som en af sine Opgaver har Udvinding af Kul til Forsyning af Stationen paa Dikson-Ø. I Forbindelse med Fremskaffelse af Brændselstoffer til den arktiske Trafik staar geologiske Undersøgelser, som har fastslaaet, at Egnen ved Kap Nordvik og andre Dele af Kystlandet fra Taimyr-Halvøen til Lena er rige paa Mineralolie og maa komme i Betragtning som Oliebasis. I den østlige Del af Passagen viste en Ekspedition i 1935, at det vanskeligt passable Longstræde kunde omgaas nord om Wrangel-Ø, og Oprettelsen i 1936 af en Luftrute: Khabarovsk—Anadyr—Kap Schmidt—Wrangel-0 tyder paa, at denne 0 bliver en vigtig Øbservationsplads for Isbavsnavigationen.

Skønt den nordlige Søvej til Sibirien kun kan benyttes til Varetransport i ca. tre Maaneder af Aaret, er Navigationsperioden dog tilstrækkelig til en betydelig Aflastning af den Transsibiriske Jernbane, og i Krigstilfælde vil Søvejen kunne tjene som supplerende Etapelinie. Som saadan kan 1'or Ejerne-Østens Vedkommende Søvejen i Forbindelse med Trafiklinien fra Tiksi-Havnen ad Lena til Jakutsk og derfra til Amurbanen blive vigtig. Over sidstnævnte Strækning fører en Vej kaldet Amur—Jakutsk Magistralen, som fra Stationen Bolshoj-Never paa Amurbanen nær ved Rukhlovo forløber i næsten ret nordlig Linie til Guldgruberne ved Aldan-Floden. Dens samlede Længde er ca. 1200 km, og Jernbaneforvaltningen skal allerede i 1930/31 have indsat 100 Lastautomobiler paa denne Bute, som gennemkøres paa 4 Dage.25) Det er klart, at Aabningen af Nordostpassagen ogsaa bar søstrategisk Betydning, set i Sammenhæng med Gennemførelsen af Østersø—Hvidehav-Kanalen2,>) og Udbygningen af Baser for Sovjetunionens Krigsflaade ved de isfri Havne Murmansk og Aleksandrovsk (nu kaldet Poljarnoje) i KolaBugten og ved Arkhangelsk. Ved disse Foranstaltninger er Mulighed for Overføring af Søstridskræfter fra europæiske til asiatiske Farvande gennem Unionens Søterritorium tilvejebragt, og det japanske Admiralitet har i et Mindeskrift fra Maj 1037 tilkendegivet, at det regner med denne Mulighed, hvortil det bemaerker: „Under disse Omstændigheder forringes Udsigten til at kunne slaa den russiske Eskadre saa let som i den russisk-japanske Ivrig.“27)

25) Erich T hiel’s forannæ vnte Bog, Side 212.

26) t „O steuropa“, 0/1936, oplyser Grev Slam ati i en A rtikkel om det karelske Sporgsm aal, at denne K anals V anddybde er 8 m, dens Slusekam re 15 m brede og 115 m lange og dens N avigationsperiode beregnet til 165 Dage.

27) „Ø steuropa“, 9/1937, Side 592

Samtidigt med at Sovjetunionen saaledes udbygger en strategisk Trafiklinie langs sin nordsibiriske Grænse, udbygger Unionen ogsaa strategiske Trafiklinier langs sin sydsibiriske Gramse, men her ligger disse Trafiklinier tildels udenfor Unionens eget Territorium, og udenrigspolitiske Foranstaltninger maa derfor sikre Unionens Interesser ved disse Arbejder. Som omtalt i den tidligere Artikkel om samme Emne gramser Unionen mellem Altai og Manshuriet til to svagt befolkede Stater, Tannu-Tuva og Ydre-Mongoli, som begge faktisk styres af Sovjetunionens Centralregering. Tilsammen danner de to Staters Omraade et Glacis foran Unionens sibiriske Sydgramse, og ved dettes Inddragelse i Unionens Militau’omraade opnaas blandt andet Dækning for den Transsibiriske Jernbane til Transbaj kalien. Til en hurtig Opmarch af den Røde Armé i disse Stater kræves Udbygning af deres Forbindelseslinier til Sovjetunionen, og tre saadanne Arbejder er igang. Af disse er Jernbaneanlægget fra VerkhncUdinsk over Kjakhta til Hovedstaden Urga i Ydre-Mongoli sandsynligvis nær sin Fuldendelse, medens Udbygningen af Trakten fra Minusinsk over Landsbyen Usinskoje til Hovedstaden Krasnuj i Tannu-Tuva foreløbigt kun muliggør Automobiltrafik, men Anlæg af Jernbane langs denne Linie til Mongoliet er projekteret. Den tredie strategiske Jernbane til Mongoliet anlægges fra Semipalatinsk i Kazakstan over UstKamenogorsk til Kobdo og var med en Forlængelse til Uljasutaj under Bygning i l!K>(i.-s) Man forudser let den videre Udvikling af de mongolske Jernbancanlæg, nemlig Forlængelse af sidstnævnte Bane fra Uljasutaj til Urga og videre mod Øst, hvorved en Parallelbane til det Transsibiriske Jernbanesystem er skabt, og Sovjetunionen vil derefter, naar tillige Jernbanen nord om Bajkal-Sø og den Sydsibiriske Magistrales Forlængelse fra Minusinsk til Tajshet er fuldført, raade over tre Jernbanelinier til Opmareli mod Mansburiet. Den politiske Sikring for en saadan Udvikling bar Sovjetunionen tilvejebragt ved en Alliancetraktat med den Mongolske Folkerepublik, undertegnet i Urga i Marts 1935 og kort efter offentliggjort,29) og efter Kommentarer af ledende sovjetrussiske Politikere kan der ikke være Tvivl om, at Traktaten bliver effektiv ved et japansk Angreb paa Ydre-Mongoli.

28) D eutsche W ehr, 33/1936. (Dr. A. L oessner).

29) „Ø steuropa“, 8/193G, D okum ente, Side 549.

Mod en japansk Fremtrængen vestpaa gennem IndreMongoli søger Sovjetunionen at dække sin Gramse fra Altai til Afghanistan ved at inddrage Sinkiang i sit Militæromraade og udbygge et Glacis udtil Gobi-Ørkenen i Sammenhæng med Ydre-Mongoli. Folketallet i Sinkiang udgør knapt 2 Millioner, og Befolkningen bcstaar hovedsageligt af tyrkiske og mongolske Stammer, hvis Næringsvej næsten udelukkende er Kvægavl, og som blandt andet i religiøs Henseende skiller sig sta-rkt fra Kineserne. Disse Stammer bar paa Grund af Afstanden fra det egentlige Kina fonnaaet at sikre sig provinsiel Autonomi, og siden Indførelsen af Republik i Kina 1912 bar Sinkiang været styret af en selvstændig Provinsregering under en Civilguvernør i Fredstid og en Militærguvernør i Krigstid.30) Mod Øst grænser Sinkiang til den i etnografisk Henseende sammenhørende Provins Kansu i Indre-Mongoli, men de to Provinser er geografisk skilt ved Gobi-Ørkenens vestlige Del, og Ørkenen Takla-makan, hvis østlige Udløbere hænger sammen med Gobi, og som opfylder Sinkiangs sydlige Del, breder sig til Altyn-tag Bjergkæden, Tibets Nordgrænse. Disse geografiske Forhold gør Sinkiang til et naturligt Glacis foran Sovjetunionens Grænse ligesom Ydre-Mongoli. De indrepolitiske Forhold i Sinkiang var længe meget komplicerede. Brydninger mellem Provinsregeringen og Muhammedanerne, som udgør Flertallet, mellem Japans og Sovjetunionens Agenter og mellem militære Magthavere indbyrdes medførte stadige indre Kampe. I 1932 udbrød i Byen Khami i Sinkiangs østlige Del et Oprør, som fandt Tilslutning af alle Provinsens Muhammedanerc, men Sinkiangs Militærguvernør, der foruden nogle daarlige kinesiske Tropper ogsaa raadede over tre „hviderussiske“ Regimenter paa hver 600 Mand rekruteret og kompletteret af Provinsens ca. 50.000 russiske Emigranter, var militært stærkest

30) „Ø steuropa“, 2/1935, Georg Vasel: O st-Turkestan. Sinkiang o d er „Ju g urstan “ ?

Oprørerne søgte derfor Hjælp hos en muhannnedansk General, der havde Magten i Byen Sutshou i Kansu og tidligere havde forsøgt at udvide sin Magt over saavel Sinkiang som Kansu. Efter at han havde taget Overkommandoen over Oprørerncs væbnede Styrker og selv tilført dem 10.000 Mand reguliert uddannede Tropper, havde Sinkiang-Guvernøren vanskeligt ved at bekæmpe Modstanderne, og i Slutningen af 1933 var Guvernørens Stilling i Hovedstaden Urumtshi, som blev belejret af Sutshou-Generalcns Tropper, blevet kritisk. Sovjetunionen fandt da Tidspunktet opportunt til at tilbyde Sinkiang-Guvernøren militær Støtte, og i December 1933 afsluttedes mellem denne og Sovjetregeringens Repræsentant en Overenskomst, hvorved Sovjetunionen sikrede sig vidtgaaende økonomiske Koncessioner i Sinkiang til Udvinding af Guld, Kul og Olie samt Bygning af en transturkestansk Jernbane fra Sergiopol i Kazakstan over Bakhty, Tshugutshak, Slii-ho, Urumtshi til Khami. Sovjetunionen betingede sig endvidere Fjernelsen af mange ledende Personer i Sinkiangs Hær og Forvaltning deriblandt en Del russiske Officerer, og efter denne Overenskomsts Afslutning marcherede 7000 Mand af Sovjetunionens Røde Armé ind i Sinkiang medførende Artilleri, Tanks, Radiomateriel og Flyvemaskiner. Dermed dæmpedes Oprøret, Sutshou-Generalen flygtede gennem Ørkenen mod Syd, og Sovjetregeringens Repræsentant søgte at vinde Sinkiangs Muhammedanerc ved at meddele, at deres Overgencral var rejst som Gæst til Sovjetunionen.31) I Marts 1934 kulminerede den politiske Udvikling i Sinkiang ved Proklamation om Statsf ormens Ændring til en autonom Republik kaldet „Jugurstan“, men senere har Sinkiang-Guvernøren erklæret, at han har i Sinde at bevare Sinkiang som en Bestanddel af den Kinesiske Republik.

31) „Osteuropa“, 2/1935, Side 9G.

I Virkeligheden beherskes Sinkiang økonomisk, politisk og militært af Sovjetunionen, som nu opbygger Landets strategiske Forsvarssystem. Allerede i 1934 var Banelegemet til den forannævnte transturkestanske Jernbane udbygget til Urumtshi og blev benyttet som Automobilvej, ligesom forberedende Arbejder var udført til en anden Jernbane fra Kuldsha til Urumtshi. En ny Hær er organiseret i Sinkiang og uddannes af sovjetrussiske Instruktører, og ifølge et russisk Emigrantblad i Kharbin i Manshuriet angives dens Styrke ved Udgangen af 1935 til 150.000 Mand. Flyvepladserne i Khami, Urumtshi, Tshugutsliak og Kuldsha, hvis Anlæg et tysk-kinesisk Selskab havde begyndt til Brug for en kinesisk Luftrute fra Shanghai til Sovjetunionens Grænse, fuldføres af sovjetrussiske Ingeniører, og Trafik af Unionens Civilluftflaade var for 1936 planlagt fra Khami over de nævnte Stationer til Sergiopol, hvorfra Lufttrafikken fortsætter over Karaganda til Moskva. Da alene Lufthavnen i Urumtshi er udbygget til Stationering af 150 Flyvemaskiner, er denne Luftlinies strategiske Karakter tydelig.

Sovjetunionens militære Ordning er tidligere fremstillet i Hovedtrækkene i dette Skrift, dog kan nogle Uddrag af den nyeste Litteratur formentligt tjene til Klaring af Billedet. Sovjetunionens „Revolutionære Krigsraad“ ophævedes 1934, og Folkekommissa'ren for Forsvarsvæsen, Marskal Voroshilov, blev derefter Krigsmagtens øverste Kommandomyndighed, under hvem sorterer 4 Vicefolkckommissærer (før 1937 kun 2), repræsenterende Hær, Krigsflaade, Luftvaabnet og Arméens politiske Forvaltning, og endvidere et Krigsraad bestaaende af 80 Medlemmer, som er et udelukkende raadgivende Organ. Det er bemierkelsesværdigt, at Stillingen som 1. Vicefolkekommissær siden Maj 1937 har vieret besat af Harens Repræsentant, Marskal Jegorov, medens denne Stilling før Afsættelsen af Vice folke kom nri sster Gamarnik var besat af Repræsentanten for Arméens politiske Forvaltning. Til Marskal Jcgorovs Efterfølger som Chef for Arméens Stab, nu kiddet Generalstab, blev udnævnt Armékommandør af 1. Rang3-) Shaposhnikov, der har mange Aars Erfaring i Generalstabstjeneste og før sin Indtræden i den Bøde Armé i 1918 var Generalstabsoberst i Zarhæren.33)

32) I de øverste C harger i H æ r og Luflvaaben findes to K ategorier af K om m andorer, som i Iw anow s forannæ vnte Bog kaldes A rm ékom ­ m and ø rer af 1. og 2. Hiing. F or K rigsflaadens V edkom m ende skelnes m ellem K aptajner af 1., 2. og 3. Klasse sam t Flagm æ nd og Flaadeflagm æ nd af 1. og 2. Klasse. Saaledes benyttet angiver saavel „R ang“ som „K lasse“ T rinfølgen i K om m andoposternes Omfang og derm ed i Komm and ø rernes K om m andokvalifikation, og d er savnes en Begrundelse, for A nvendelsen af forskellige U dtryk for sam m e Begreb.

33) A. Z aitzolf: Die Rote Armee, Side 77.

For Hærens Vedkommende er Unionens Omraade nu inddelt i 13 Militærdistrikter og 2 Militærkommissariater (Nordrnsland og Kazakstan). Øverste militære Myndighed er i et Milita*rdistrikt en Kommandant, der har Overkommandoen over alle derværende Tropper og militære Institutioner, medens øverste militrere Myndighed i et Militærkommissariat er en Milita'rkommissær, hvis Hovedvirksomhed er Udskrivning af Værnepligtige. Som Begel findes der ikke Tropper af den Bøde Armé i Militærkommissariaterne, men kun Tropper underlagt „Folkekommissariatet for Indenrigsanliggender“. Dette Kommissariat blev oprettet i 1934, efter at „Statens politiske Forvaltning“ (G. P. U.) var blevet ophævet, og samtidigt blev de til sidstnævnte Institution hørende berygtede Tropper underlagt det nye Kommissariat og bemevnt „Statens Sikkerhedstropper“, hvis Styrke nu er ca. 150.000 Mand under Kommando af en „Generalkommissær for Statens Sikkerhedsforvaltning“ og fordelt over hele Unionen. Under Indenrigskommissariatet sorterer endvidere „Grænsevagtkorpset“, som omfatter samtlige Grænsebeskyttelsestropper og ledes af en særlig Afdeling kaldet „Hovedforvaltning for Grænsebeskyttelsen“, samt „Konvoj-Tropper“.34) I)e til Indenrigskommissariatet hørende Tropper er med ubetydelige Afvigelser organiseret, uniformeret og udrustet som den Bøde Armé og kan betragtes som Gendarmeri, der i Fredstid gør Polititjeneste og i Krigstid kan gøre Tjeneste som Etapetropper og Dækningstropper for Felthæren. Et Brud paa Enhedskommando-Princippet, som efterhaanden var blevet almindeligt i de øverste Kommandotrin, synes frembragt ved Centralregeringens Beslutning i Maj 1937 om Dannelse af „Militærraad“ i Militærdistrikterne og Oprettelse af Stillinger som „Armékommissær“ ved Troppedele, Forvaltninger og Institutioner i den Bøde Armé.35) Armékommissær er almindeligvis øverste Kategori af de politiske Befalingsmænd under Arméens politiske Forvaltning, men iøvrigt savnes nærmere Oplysninger om deres Tjeneste. Militærraad skal ifølge Statutet bestaa af vedkommende Militærdistrikts Kommandant som Formand og to andre Medlemmer, hvis Udtagelse ikke er omtalt. Militærraadet bliver øverste Kommandomyndighed i Milita-rdistriktet, direkte underlagt Forsvarskommissariatet, og man maa antage, at de to ordimrre Medlemmer af Raadct skal muliggøre politisk Kontrol. Befalinger, som ndgaar fra denne Myndighed, skal kontrasigneres af Kommandantens Stabschef og af et af de ordiiuere Raadsmedlemmer, men formelt skal Enhedskommandoen bevares ved den personlige Betalingsform: „Jeg befaler . ,.“.3«) Militærraadet skal være ansvarligt for „den politisk-moralske Tilstand og Kamp- og Mobiliseringsberedskabet“ i Milihordistriktct, og det fremgaar af de Raadet tildelte Funktioner, at dets Kompetence baade omfatter militære og civile Virksomheder. F. Eks. hører til Baadets Funktioner:

34) Iwanows forannævnte Bog, Side 90.

35) „Osteuropa“, 9/1937, Side 595.

Mobiliseringsforberedelser for Hæren, Trafikveje og Meddelelsesmidler, Officerskorpsets Prøvelse og Udvælgelse, Organisering af Luftkrigsbeskytlelsen, Kontrol med Civilbefolkningens militiere Uddannelse gennem Forsvarsorganisationerne, Tilsyn m ed m ilitæ re og civile B ygninger i Distriktet, aktiv Deltagelse i Civilmyndighedernes Arbejder til „Indlandets Befæstning“.

En Del af Militærraadets Funktioner kræver intimt Samarbejde mellem Militærdistriktets militære og civile Myndigbeder, og Militærraadene kan derfor foruden at have politisk Betydning ogsaa have væsentlig Betydning for Styrkelsen af Sovj etnnionens Krigsberedskab. Ifølge Marskal Tukhatshevskijs Tale37) paa CentralEksekutivkomitéens anden Session i Januar 1936 var Antallet af Kadredivisioner og Territorialdivisioner ændret fra henholdsvis 26 % og 74 % til 77 c/o og 23 % af samtlige Skyttedivisioner, og den Bøde Armé’s samlede Styrke var steget til 1.300.000 Mand. I August 1936 bestemte Centralregeringen, at Rekrutternes Mødealder skulde nedsadtes fra 21 Aar til 19 Aar i en Overgangsperiode paa 4 Aar begyndende ved Indkaldelserne i Efteraaret 1936. Da den første uafbrudte Tjeneste for Mandskabet af Kadrearméen er 2 Aar, kan man til en Overslagsberegning antage, at den normale Fredsstyrke kræver 2 Aars Rekrutkontingenter paa hver 650.000 Mand. I Efteraaret 1936 mødte 1 /1 Aargang 1914 og t/2 Aargang 1915, og samtidigt blev Aargang 1912 hjemsendt paa Orlov, medens Aargang 1913 blev til fortsat Tjeneste. Ved forannævnte Antagelse finder man den tjenstgørende Styrke: 21/2X650.000= 1.625.000 Mand. I Efteraaret 1937 møder 1 /2 Aargang 1915 og V i Aargang 1916, og samtidigt hjemsendes Aargang 1913, medens Aargang 1914 og Aargang 1915 fortsætter Tjenesten, hvorved den tjenstgørende Styrke bliver: 3X650.000= 1.950.000 Mand.s«) Sandsynligvis er den Røde Armé’s Styrke (Krigsflaadcn og Luftvaabnet indbefattet) sammenlagt med Indenrigskommissariatcts Tropper ca. 2.000.000 Mand.

36) „Østeuropa“, 9/1937, Side 596.

37) „Østeuropa“, 5/1936, Dokumeute 2.

38) I Iw anow s forannæ vnte Bog Side 26 er B eregningen for Kfteraaret 1937 forkert opstillet, da Vj A argang 1915 er udeladt.

Ved Begyndelsen af 1937 omfattede den Røde Armé 90 Skyttedivisioner indordnet i 22 Skyttekorps, hvortil maa føjes det foranomtalte XXIII. Skyttekorps i Ydre-Mongoli, og endvidere 7 Rytterkorps med ca. 20 Rytterdivisioner samt 10 selvstændige Rytterdivisioner og 2 selvstændige Rytterbrigader. Skyttedivisionerne og Skytteregimenterne benævnes systematisk efter sine Numre i Talrækken, eventuelt med Tilføjelsen „Bjerg-“ eller „motoriseret“. Kun 3 af de 90 Skyttedivisioner er endnu ikke indført i det almindelige Nummersystem, nemlig 2. Priamur Sk.-Div. og 1. og 5. turkestanske Bjerg-Sk.-Div. For de øvrige Skyttedivisioners Vedkommende er Talrækken fra 1 til 87 kun brudt ved Mangelen af Divisioner med Numrene 10. 42, 54, 66 og 79, men istedetfor er tilføjet 94., 95., 96., 99. og 100. Sk.-Div., hvad der jo tyder paa en kommende Udvidelse af Skyttedivisionernes Antal. Regimenternes Numre staar i regelmæssigt Forhold til Divisionernes Numre saaledes, at det tredje Regiment i en Division har Nummeret tre Gange større end Divisionens. F. Eks. er 87. Skyttedivision i Sverdlovsk sammensat af 259., 260. og 261. Skytteregiment. Iwanow formener,39) at Bjergskyttedivisionerne i Kaukasus og Centralasien skulde have hver 4 istedetfor 3 Bjergskytteregimenter, men han har ikke kunnet finde Numrene paa de fjerde Regimenter, hvis Tilstedeværelse vilde bringe Uorden i det almindelige Nummersystem. Med Hensyn til den taktiske Organisation er følgende at bemærke: Panserautomobiler formerer ikke længer selvstændige Afdelinger, men indgaar som mindre Led i Skytte- og Rytterdivisionernes Opklaringsafdelinger og i de motomekaniserede Afdelinger.

39) I sin forannæ vnte Bog Side 58.

I et Skyttekorps indgaar foruden Skyttedivisionerne følgende Korpstropper med samme Nummer (f. Eks. XV) som Korpset:

Skærmbillede 2020-08-20 kl. 15.05.47.png

magtshæro, og han finder derved, at den Røde Armé’s teknisk-taktiske Organisation er de andres underlegen. Imidlertid har svensk Kaptajn Hcdqvist teoretisk udledt en Norm for taktiske Enheders tekniske Proportionering,42) og en Sammenligning mellem den Røde Armé’s Skyttedivision og Kaptajn Hedqvist’s teoretiske Kampenhed giver følgende Resultat:

Skærmbillede 2020-08-20 kl. 15.06.09.png

Ved en Sammenligning af Forholdstallene til „Kampenheden“ og Skyttedivisionen erkender man, at sidstnævnte er forholdsmæssigt stærkest udrustet med tungt Skyts. Af de to moderne Vaabenarter kan der regnes med, at den Røde Armé raader over: (5000 Tanks og 6000 krigshrugelige Flyvemaskiner. Den Røde Armés stærke Udstyrelse med moderne tekniske Kampmidler har nødvendiggjort en Afløsning af Fclttjenestercglementet af 1929 med et nyt, kaldet „Foreløbig Felttjenesteordning af 1936“, der la'gger fornøden Vægt paa disse Kampmidlers Anvendelse. I det nye Reglement, som traadte i Kraft i Regyndelsen af 1937, er Anvisningerne for Anvendelse af Panservogntropper, Artilleri og Flyvere samt for Panservognsbekæmpelse, Gasbeskyttelse og Luftværn blevet udvidet. Endvidere er nyoptaget Principper for Føring af Tank- og Flyverafdelinger, for Kamp i befæstede Zoner samt for Samvirke af Landtropper med Krigsflaaden til Søs og paa Floder og for Indsættelse af Luftlandingstropper.

42) K. B. H edqvist: Studie over de operativa en h etern as sam m ansiittning av infan teri och artilleri. Stockholm , 1933.

43) Jvfr. O pstillingen i „Militært Tidsskrift“ 7/1936, Side 265.

En naturlig Følge af Kadretroppernes Forøgelse er Militærskolernes og deres Elevtals Forøgelse, hvortil kommer en gennemført Specialisering af Militæruddannelsen i Overensstemmelse med de tekniske Kampmidlers store Omfang og fortsatte Udvikling. Til Delingsførere i de forskellige Vaaben, Teknikkere samt Sanitets- og Ve te ri n;e r pe rson ale uddannes Elever paa et stort Antal Skoler i Kursus af 3 til 3'/•> Aars Varighed. Fil den højere Militæruddannelse raader den Røde Armeé ifølge Marskal Tukhatshevskijs Oplysninger44) over 13 Militærakademier, hvori ca. 1(5.000 Tilhørere studerer, og over (i Milit;erfakulteter ved civile Højskoler. Endvidere oplyste Tukhatshevskij, at Studietiden ved de tekniske Højskoler for at ha've disses Kvalitet var sat op fra 4 til 5 Aar. Iwanovv nævner45) 12 Milit;erakademier og 2 Militærfakulteter nemlig:

Skærmbillede 2020-08-20 kl. 15.06.44.png

Militærakademierne administreres af en særlig Afdeling umiddelbart under Eorsvarskommissariatet, hvorimod de øvrige nævnte Militærskoler administreres af en Underafdeling af „Den Røde Armés Hovedforvaltning“. Sovjetunionens stigende Oprustning afspejles i Militærudgifternes sta'rkt forøgede Andel af Statens Udgiftsbudget,45) hvad nedenstaaende Oversigt viser:

Skærmbillede 2020-08-20 kl. 15.07.05.png